Efterretningstjenester

Glem alt om, hvad James Bond-filmene og den engelske tv-serie “Spooks” har lært dig. Efterretningsvirksomhed drejer sig sjældent om at smadre højteknologisk udstyr, køre vilde biljagter eller score lækre damer. Meget efterretningsarbejde er tværtimod papirnusseri med indsamling og sortering af informationer. Men det er ikke en tilfældighed, at der nærmest kun dukker biografier om eksagenter eller knaldromaner op, når man taster søgeordet “efterretningstjeneste” ind på bibliotekets søgemaskine. Efterretningstjenester har nemlig en lang tradition for at være meget hemmelighedsfulde omkring deres arbejde, og det er typisk svært for offentligheden at få viden om de metoder, som tjenesterne benytter sig af. Derfor beskrives det felt, efterretningstjenester opererer i, ofte som en gråzone. De seneste år er efterretningstjenesterne dog kommet i offentlighedens søgelys på grund af skandaler om ulovlig overvågning af alt fra borgere til statsledere, ofte foranlediget af internetbaserede whistleblower-organisationers arbejde med at afsløre de ulovligheder og etisk tvivlsomme beslutninger, som efterretningstjenesterne har stået bag.

Ifølge leksikon.org (se kilder) defineres efterretningstjeneste således:

     “Ved efterretningstjeneste forstås normalt hemmelig virksomhed, som har til formål at skaffe information om fremmede staters (læs: fjenders) militære og økonomiske ressourcer og deres militærstrategiske og politiske planlægning. Informationen skaffes gennem åbne kilder, gennem agenter og i de seneste 20-30 år ikke mindst gennem satellitter og aflytning af elektronisk kommunikation. I en del lande har efterretningstjenesten samtidig som opgave at forestå den defensive virksomhed, ved at hindre at fremmede stater kan skaffe sig tilsvarende oplysninger om landet selv. På grund af tjenestens hemmelige karakter har politikere imidlertid fundet det muligt at anvende tjenesten som et offensivt politisk organ. Efterretningstjenester har derfor været ansvarlige for attentater, statskup, sabotage m.m.”

     Eksempler på verdenskendte efterretningstjenester – berømte og berygtede – er det amerikanske CIA og det tidligere Sovjetunionens KGB, der er blevet skildret i utallige romaner og underholdningsfilm.

Efterretningstjenesterne er organiseret forskelligt fra land til land, men ofte er efterretningstjenesterne opdelt i to uafhængige enheder eller organisationer, en indre – også kaldet intern – og en ydre, som har hver deres opgaver og ansvarsområder. De samarbejder dog ofte i praksis.

• Den indre eller interne: En tjeneste, der skal sikre landets indre sikkerhed ved at efterforske trusler, der opstår inden for landets grænser. Tjenesten har tilknytning til landets politistyrke og arbejder både med efterretningsindsamling om eventuelle trusler og med operationer af politimæssig art. Denne tjeneste kaldes den 'indre' eller 'interne' efterretningstjeneste. 
• Den ydre: En militær tjeneste, der arbejder og indsamler efterretninger uden for landets grænser for at afsløre og afværge trusler mod landets sikkerhed, der stammer fra udenlandske kilder. Kaldes også den militære efterretningstjeneste.

     I Danmark er den statslige efterretningsvirksomhed ligesom i mange andre lande opdelt i to sådanne tjenester, nemlig Politiets Efterretningstjeneste (PET), som er den indre eller interne tjeneste, og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som er den ydre eller militære tjeneste.

Efterretningsvirksomheden er ældgammel. Behovet for sikker viden om ens modstandere har eksisteret lige så langt tilbage, som der har eksisteret regeringer, hære, konflikter og krige. I bogen “Spionage” (se kilder) nævnes nogle af de tidligst kendte eksempler på efterretningsvirksomhed, der typisk bestod i at skaffe sig informationer om en fjende ved at sende spejdere og spioner ud, der kunne holde øje med modstanderens militære enheder og deres bevægelser.

• I 400-tallet før Kristi fødsel skrev den kinesiske vismand Sun Tsu om krigskunsten. Han skrev blandt andet om brug af spioner, og hvor vigtige spioner var for en hærfører. Han mente, at man kunne overvinde sin modstander, hvis man i forvejen havde skaffet sig viden om ham. 
• De gamle grækere og romere brugte deres handelsmænd som meddelere, da disse ofte kom vidt omkring. 
• I England har man siden slutningen af det 15. århundrede arbejdet med efterretningsvirksomhed for at skaffe informationer om fremmede stater. 
• Under USA's selvstændighedskrig 1775-1783 imod Storbritannien brugte man efterretningsvirksomhed. USA's første, formelle og permanente efterretningsorganisationer blev oprettet i 1880'erne. 
• Da Danmark lå i krig med svenskerne i 1700-tallet, trak Tordenskjold i et fiskerkostume for at spionere. Han forklædte sig ifølge visen “Jeg vil sjunge om en helt” som fisker og gik rundt og solgte fisk, for at skaffe sig viden om folkestemningen på den anden side af sundet.

Som samfundene har udviklet sig historisk og teknologisk, er måderne at indhente viden blevet mere avancerede. Efterretningstjenesterne har løbende forsøgt at udvikle nye teknikker, som har kunnet overtrumfe andre landes efterretningstjenester og har på den måde indgået i et teknologisk kapløb om, hvem der mest effektivt kunne skaffe sig viden om modstanderen.

     Fra Middelalderen og helt frem til efter Anden Verdenskrig var det for eksempel almindeligt at bruge brevduer til at sende hemmelige informationer med, og for at skaffe sig adgang til disse hemmeligheder fandt nogle magthavere på at opdrætte og træne jagtfalke, der kunne fange modstanderens brevduer. Som modtræk til jagtfalke begyndte brevduernes ejere så at skrive deres breve i koder, og modstandernes modtræk blev derpå at forsøge at bryde disse koder.

     Ifølge bogen “Spionage” (se kilder) er der op igennem historien opstået et større og større behov for præcise, objektive efterretningstjenester, hvilket har medført en eksplosiv teknologisk udvikling. Behovet for flere og bedre oplysninger har for eksempel resulteret i, at luftbåren overvågning i dag er totalt systematiseret, og militæret har en række specialiserede fly til deres rådighed. Man gør også brug af et utal af andre teknologiske apparater som radarudstyr og satellitter.

Flere af de moderne efterretningstjenester blev oprettet i begyndelsen af det 20. århundrede og blev ikke sat i system før Første Verdenskrig, 1914 - 1918. Da verdenskrigen udbrød, havde mange af de krigsførende nationer derfor, ifølge hjemmesiden espionageinfo.com (se kilder), svage og uorganiserede efterretningstjenester.

• Den franske regering og dets militær havde efterretningsstyrker, der var veltrænede, men ikke havde noget bureau, der kunne sammenligne og gennemanalysere oplysninger på centralt hold og sende vigtige efterretninger videre til de relevante personer. 
• Rusland havde zarens specialagenter og et hemmeligt politi, men infrastrukturen i Ruslands eksterne efterretningstjeneste var næsten ikke-eksisterende. 
• USA havde en god intern tjeneste, men landets isolationisme gjorde, at man ikke gik op i en ekstern tjeneste, før landet gik ind i Første Verdenskrig i 1917. 
• Storbritannien havde en veludviklet ekstern efterretningstjeneste, der udførte en stribe specialiserede efterretningsaktiviteter som spionage og aflytning. 
• Tyskland rådede over den mest udviklede, omfattende og sofistikerede efterretningstjeneste af alle krigsnationerne. Blandt andet rådede Tyskland over et omfattende netværk af spioner og informanter, der var spredt ud over Europa, Nordafrika, Mellemøsten og USA.

Den tyske efterretningstjenestes overlegenhed i forhold til de øvrige landes havde stor betydning for krigens forløb. Det lykkedes nemlig – ved hjælp af oplysninger indhentet af efterretningstjenesten – tyskerne at vinde en af de allerførste kamphandlinger, slaget ved Tannenberg i 1914. Den tyske efterretningstjeneste formåede at aflytte russernes melde- og kommandonet, og på den måde fik tjenesten indsamlet oplysninger om russernes arméer, deres sammensætning og operationsbefalinger. Ifølge forsvarets hjemmeside (se kilder) var det baggrunden for, at tyskerne kunne vinde slaget ved Tannenberg – på trods af, at Rusland, ifølge Wikipedia (se kilder) havde 650.000 mand mod Tysklands 135.000. Den succesfulde udnyttelse af de første aflytninger fik tyskerne til at beslutte konsekvent at aflytte fjenders militære radiotrafik i det omfang, de havde ressourcer til det.

Første Verdenskrig tvang – med de teknologiske fremskridt og skiftende taktikker som hvert land blev udsat for fra forskellige fjender - de fleste efterretningstjenester til at udvikle nye metoder og teknikker. I løbet af krigen formedes de første moderne efterretningstjenester, forgængerne til lande som Frankrigs, Storbritanniens, Tysklands og USA’s nutidige tjenester.

     Udviklingen af kanoner, maskingeværer og kampvogne betød, at der opstod et presserende behov for hurtige efterretninger om fjenden. Radiokommunikation kunne til dels afhjælpe dette behov, men det varede ikke længe, før historien om brevduen og jagtfalken (se “Hvordan har tjenesterne og deres metoder udviklet sig?”) gentog sig. Radioen i sig selv var ikke nok, for modstanderne begyndte hurtigt at aflytte fjendens interne radiokommunikation og telegrafiforbindelser. Dette medførte intens udvikling af kryptologi, altså kodning og kodebrydning, hos mange af de krigsførende nationer. Sabotage mod fjenders militære materiel var også udbredt.

     Flyvemaskinen var en ny opfindelse, da krigen brød ud, og den blev også brugt til at skaffe efterretninger og ikke kun til direkte at bekrige fjenden med. Fra luften kunne man se fjendens soldater, selv når de befandt sig i skyttegravene, og på den måde få overblik over fjendens positioner.

Da Første Verdenskrig sluttede, var mange af de vestlige magter krigstrætte, og mange af de efterretningstjenester, der havde været gearet til krigstid, blev opløst, fremgår det af hjemmesiden espionageinfo.com (se kilder). Man satsede på, at der ikke længere var behov for dem, og fokuserede i stedet på kryptologi og udvikling af koder, blandt andet i USA. Blandt andre isolerede USA sig også på sikkerhedspolitisk niveau fra omverdenen, fordi indblandingen i Første Verdenskrig ikke havde gavnet landet, og først efter det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941 valgte USA at gå ind i Anden Verdenskrig. Lande som Tyskland, Italien og Japan, der havde ambitioner om at angribe andre lande, brugte derimod tiden op til Anden Verdenskrig på at udbygge deres efterretningstjenester.

Under Anden Verdenskrig, 1939-1945, steg efterretningsaktiviteten i de vestlige lande igen, og udviklingen af efterretningsmetoder fortsatte. Tjenesterne fik derfor stor betydning for krigens forløb. Især radaren, som var et af de nye redskaber, der blev taget i brug under krigen, havde stor betydning. Den kunne nemlig spotte fjendens flyvemaskiner på så lang afstand, at man kunne nå at sende sine egne fly i luften for at bekæmpe fjendens. Også de såkaldte kodemaskiner fik stor betydning, blandt andet nazisternes Enigma og englændernes Ultra. (se nedenfor).

Efterretningstjenesterne udviklede under Anden Verdenskrig nogle særlige kodemaskiner, der kunne bryde kommunikation om til højt avancerede koder. Tyskerne kom først med en kodemaskine, der gik under navnet Enigma, men de fik ikke lov til at beholde den nye opfindelse for sig selv ret længe. Polakkerne fik fat i maskinen og genskabte den fra bunden, og Frankrig, Polen og England, som alle havde en farlig fjende i Tyskland, udviklede herefter i fællesskab en lignende kodemaskine, som fik navnet Ultra. Den blev taget i brug af den engelske hær, og blandt andet spillede den en hovedrolle i den såkaldte Plan Bodyguard (se nedenfor), der havde til formål at vildlede nazisternes efterretningstjeneste. Også Japan udviklede en kodemaskine, som fik afgørende indflydelse på krigens forløb.

Under Anden Verdenskrig udviklede Japan, der var i krig med USA, sin egen kodemaskine, som af amerikanerne fik tilnavnet Purple. Det lykkedes ikke USA at skaffe en tilsvarende kodemaskine, men i stedet fandt en ingeniør, der var opvokset i et reservat for Navajo-indianere i USA, på, at man kunne bruge et Najavo-sproget som kodesprog i den amerikanske hær. Dette sprog havde japanerne ingen chance for at forstå, og det fungerede glimrende som alternativ til kodemaskinen. Sideløbende arbejdede amerikanerne hårdt på at bryde koden til den japanske kodemaskine, Purple, og det lykkedes i to omgange. Første gang ændrede japanerne den næsten med det samme, og det lykkedes derfor ikke amerikanerne at opsnappe informationer om det forestående angreb på Pearl Harbor i 1941. Men efter flere måneders anstrengelser brød amerikanerne den nye kode, og i 1942 kunne amerikanerne høste frugten af anstrengelserne, da de opsnappede japanernes vildledningsplaner om et falsk angreb. Amerikanerne lod, som om de gik i fælden ved at sejle imod den ø, hvor angrebet ifølge de falske informationer skulle stå. Men i sidste øjeblik ændrede amerikanerne kurs og sejlede i stedet hen til den ø, hvor den japanske flåde var klar til angreb. Kampen mellem den japanske og amerikanske efterretningstjeneste beskrives i bogen “Teknologien i Anden Verdenskrig” (se kilder).

Plan Bodyguard var de allieredes succesfulde forsøg på at vildlede Hitlers efterretningstjeneste og er et godt eksempel på, hvordan efterretningsvirksomhed influerede på forløbet af Anden Verdenskrig. Aktionen blev udført af den såkaldte ’allierede vildledningsstab’, en lille gruppe af mennesker, der ifølge “Militære Efterretningsfadæser” (se kilder), fik til opgave at planlægge og udføre en vildledningsmanøvre af den tyske efterretningstjeneste.

     Vildledningen lykkedes. Plan Bodyguard narrede nemlig Hitler til at tro, at englænderne havde soldater langt oppe i Skotland, og derfor sendte Hitler en stor del af sine soldater til Norge, hvor de ingen nytte gjorde. Desuden opfandt englænderne en armégruppe og havde held med at få tyskerne til at tro på dens eksistens. Det gjorde man ved at opstille gummitanks og trætanke, der på tyskernes luftfoto lignede den ægte vare, i den engelske by Dover, og samtidig udsende en masse administrativ snak på forskellige radiokanaler, som man vidste, at tyskerne aflyttede. Radiomeldingerne gav nazisterne indtryk af, at en armégruppe ville gå i land ved Pas de Calais på den franske kyst og ikke - som det rent faktisk var tilfældet - 200 km længere væk i den franske landsdel Normandiet. Der var derfor kun meget få tyske soldater ved Normandiets kyster, da de allierede efter planen gik i land den 6. juni 1944 – også kaldet D-dagen. Manøvren gav de vestlige allierede en kæmpe fordel og var afgørende for krigens udvikling.

Efterretningstjenesterne mistede ikke deres betydning efter verdenskrigene. Tværtimod. Under Den Kolde Krig (1945-1989) stod de to supermagter, USA og Sovjetunionen, med deres allierede stærkt på hver sin side af Jerntæppet. Det var en storpolitisk konflikt imellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande, og efterretningstjenesterne i henholdsvis de kapitalistiske og kommunistiske lande allierede sig derfor med hinanden, for eksempel arbejdede de danske og de amerikanske efterretningstjenester sammen, og Sovjetunionens efterretningstjeneste samarbejdede med de efterretningstjenester, der var under Sovjets indflydelse, såsom Polen og det tidligere Østtyskland, DDR.

     Krigen udbrød aldrig åbenlyst og blev af samme grund kaldet 'kold', da den ifølge historikeren Peer Henrik Hansen i kronikken “Krigen mellem efterretningstjenesterne” (se kilder), i høj grad blev udkæmpet mellem efterretningstjenesterne. Den gensidige trussel og frygten for, at ens modstander ville bruge atombomber, medførte, at efterretningsarbejdet kom til at handle om politisk spionage: For brugte fjenden kun atombombetrusselen til at holde modparten i skak, eller var hensigten rent faktisk at trykke på udløserknappen?

Under Den Kolde Krig brugte efterretningstjenesterne propaganda til at opnå kulturel og politisk indflydelse. Propagandaen kunne blandt bruges til skabe billeder af både reelle og indbildte indre og ydre fjender på begge sider af Jerntæppet. På den måde kunne efterretningstjenesterne samtidig legitimere deres egen virksomhed. I USA anså efterretningstjenesten CIA for eksempel spillefilm som et stærkt propagandamiddel til at påvirke masserne. Ifølge artiklen “CIA i kamp på kulturfronten” (se kilder) infiltrerede CIA blandt andet Hollywoods filmproduktion, så de fik indflydelse på en del film, der blev inddraget i propaganda for USA.

     Den russiske efterretningstjeneste KGB valgte en anden propagandastrategi. Ifølge bogen “Den koldblodige krig” (se kilder) infiltrerede KGB blandt andet vesteuropæiske fredsbevægelser, fagbevægelser og politiske partier med hemmelige agenter, som kunne tale positivt om Sovjetunionen.

Med Berlinmurens fald i 1989 og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen var Den Kolde Krig slut, og det fjendebillede, der i adskillige årtier havde styret efterretningstjenesternes arbejde, begyndte at forsvinde. I løbet af det næste årti var efterretningstjenesternes fokus derfor diffust; for det var ganske enkelt uklart, hvem fjenden nu var. Den daværende amerikanske præsident George Bush annoncerede dog allerede i 1990 en “ny verdensorden”, der skulle afløse koldkrigssamfundet, og hvor man i stedet skulle fokusere på at udrydde terrortruslen. I samme periode var der en del fokus på spredning af masseødelæggelsesvåben, idet grænserne åbnede sig på globalt plan. Mange konflikter, der havde eksisteret længe var blevet opslugt af den Kolde Krig, eller holdt nede af den, og den terrortrussel, som George Bush havde udråbt som central i den nye verdensorden, viste sig med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 at blive meget konkret.

Den 11. september 2001 blev USA, den ene tilbageværende supermagt efter Den Kolde Krigs afslutning, ramt af et voldsomt terrorangreb, og dermed kom terrorismen og terrorbekæmpelse for alvor på den verdenspolitiske dagsorden. Angrebet på New York og Washington betød, at det nye trusselsbillede for de vestlige efterretningstjenester blev den militante ideologiske, politiske fortolkning af islam: Islamismen og den islamistiske terror. Terrorangrebet fik nemlig den daværende amerikanske præsident George W. Bush, søn af den tidligere præsident George Bush, til at varsle en “krig mod terror”, en krig som ifølge præsidenten ikke kun skulle føres mod terrorister, men også mod alle regimer, der husede eller støttede terroristerne. Hermed gav han startskuddet til en genoprustning af efterretningstjenesterne i en lang række lande, herunder Danmark.

     Ifølge PET (se kilder), udgør den radikale, islamistiske terror således en trussel imod Europa og Danmark, og efterretningstjenesterne må som noget nyt forholde sig til, at terror også kan begås af personer, der er født og opvokset i det land, som de vil angribe. Den vurdering er kun blevet forstærket efter adskillige terrorangreb i 2010’erne på europæisk og amerikansk grund begået af radikaliserede islamister, der er opvoksede i det land, de begår terror i. PET har derfor, ligesom efterretningstjenesterne i en lang række andre lande, fået øget beføjelser og flere ressourcer til sin rådighed. Det er sket som et led i en såkaldt terrorpakke, en række lovgivningsmæssige tiltag, der har givet øgede beføjelser og større budgetter til efterretningstjenesterne. Se i øvrigt FaktaLinket “Den danske anti-terrorlov”.

     I Europa har terrorangrebene på USA den 11. september og de efterfølgende angreb i Madrid (den 11. marts 2004) og London (den 7. juli 2005) desuden medført, at samarbejdet mellem de enkelte EU-landes efterretningstjenester er blevet udbygget. Det fremgår af Udenrigsministeriets “Redegørelse fra regeringen om indsatsen mod terrorisme” (se kilder).

Ifølge specialet “Fremtidens nationale efterretningstjeneste” (se kilder) fra Forsvarsakademiet kan et efterretningskredsløb defineres således:

     “Traditionelt beskrives efterretningstjeneste som et kredsløb, hvor beslutningstagerens behov for informationer resulterer i en række spørgsmål som initierer en efterretningsmæssig planlægning og indhentning. Det indhentede analyseres og fordeles efterfølgende til beslutningstagerne eller 'kunderne', hvorefter nye eller affødte spørgsmål vil starte kredsløbet igen.”

     Man kan altså definere en efterretning som et produkt - viden eller vurdering - der er baseret på rå informationer, som er blevet indsamlet, bearbejdet, analyseret og sammenstillet.

     En del af efterretningsarbejdet består i at udarbejde rapporter, hvori tjenesten redegør for deres vurderinger af “trusselsbilledet”, det vil sige hvordan efterretningstjenesten vurderer eventuelle farer. Efterretningerne er til for de siddende regeringsledere eller militære ledere. Meget af arbejdet foregår på kontorer, hvor medarbejderne analyserer informationer, der er indhentet på forskellige måder.

     En anden del af efterretningsarbejdet består i aktioner og operationer, både for de interne og eksterne efterretningstjenester.

Efterretninger kan for eksempel handle om fremmede landes forsøg på at skade et bestemt land på grund af ideologiske eller religiøse overbevisninger eller andre motiver. Nogle af de vigtigste spørgsmål, de eksterne tjenester arbejder med og løbende vurderer, er derfor andre landes:

• Hensigt: Er et fremmed land venligt eller fjendtligt indstillet? 
• Evne: Har andre lande militære egenskaber til at skade ens eget land?

     Efterretninger kan også være om fremmede landes:

• Militær 
• Økonomi 
• Teknologi 
• Politik 
• Spionage og kontraspionage 
• Sociale tilstande

     Disse enorme mængder af information indgår i et stort puslespil, der skal give et så nøjagtigt billede som muligt af andre landes mulige hensigter og evner.

     Men efterretninger kan ifølge bogen “Spionage” (se kilder) også bruges til at handle, konkurrere eller samarbejde med andre lande. I 2013 blev det afsløret, at den amerikanske efterretningstjeneste i udbredt grad har overvåget allierede lande og aflyttet statslederes telefoner såvel som civile borgere. Afsløringen førte til det, der er blevet kaldt ’den største efterretningsskandale nogensinde’ i artiklen ’Snowdens kæmpelæk’ (se kilder).

Når man taler om indhentningsmidler, mener man de midler, som efterretningstjenester benytter til at skaffe oplysninger og informationer. Der findes mange slags indhentningsmidler, men de to mest overordnede måder er:

• HUMINT (forkortelse for Human Intelligence). Ved HUMINT forstås efterretninger, der er indsamlet af mennesker. Den mest berømte form for HUMINT efterretningsarbejde er spionage. 
• TECHINT (forkortelse for Technological Intelligence). Ved TECHINT forstås efterretninger og informationer, der er indsamlet med teknologisk udstyr, som for eksempel satellitter.

Det meste efterretningsarbejde bliver gjort med udgangspunkt i åbne kilder. Det kan for eksempel være aviser, blogs, nyhedsbureauer, videnskabelige rapporter, offentlige statistikker, hjemmesider og samtaler med mennesker. Det er helt lovligt at indsamle viden fra åbne kilder. Ifølge bogen “Spionage - hvorfor?” (se kilder) arbejder diplomater og ambassadører udsendt fra for eksempel Danmark officielt med at indsamle oplysninger om andre landes politiske, økonomiske og sociale situationer.

     Derudover bruger efterretningstjenesterne skjult indhentning. Det kan for eksempel være i form af aflytning, overvågning eller spionage. Spioner bruges kun sjældent og hovedsagligt til at skaffe virkelig vigtige og hemmelige informationer. Derfor må en spion, der er udsendt til et andet land, ofte bryde loven i det pågældende land for at få fat i oplysningerne.

Oplysninger om efterretningstjenesternes budgetter, konkrete operationer eller antal medarbejdere holdes som regel hemmeligt for offentligheden. Det skyldes blandt andet, at tjenesterne skal beskytte sine allierede, altså andre efterretningstjenester, samt de agenter og meddelere, der er ansat til at færdes i miljøer, der er under mistanke. Desuden kan det for lande, der er i krig eller planlægger et angreb på et andet land, være fatalt at afsløre oplysninger om tjenesternes arbejde, fordi fjenden så kan få adgang til vigtige informationer om ens militære styrke eller eventuelle angrebsplaner.

     Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og afslutningen på Den Kolde Krig er der blevet åbnet mange arkiver, der afslører hemmelige aktiviteter, som efterretningstjenesterne har været involveret i. I de kommende år vil endnu flere arkiver blive åbnet, og vi vil jævnligt få ny viden om efterretningstjenesternes historie. Arkiverne bliver dog først åbnet, når informationerne som de rummer ikke længere kan få konsekvenser at offentliggøre.

Mange forbinder efterretningsvirksomhed med krige eller store konflikter, men efterretningstjenester arbejder hele tiden. Man skelner ifølge bogen “Operation Hurricane” (se kilder) mellem freds-, krise- og krigstid:

• I fredstid overvåger en efterretningstjeneste, om situationen er normal. Man holder øje med potentielle fjender for at se, om der er ændringer i det såkaldte 'normalbillede', der kan pege på, at der kan opstå en krise. Efterretningstjenesterne holder altså ikke bare fri i fredstider, men arbejder kontinuerligt på at samle informationer om mulige trusler mod sikkerheden. 
• I tider, hvor et land er i krise eller væbnet konflikt med et eller flere andre lande, er der større behov for konstant opdatering af informationer. Så derfor vil en tjeneste arbejde med forhøjet beredskab og mere intenst. Jo mere man ved, desto bedre kan man navigere i en krisesituation. 
• I krigstid er efterretningstjenesterne i højeste alarmberedskab, da det i værste fald handler om statens og borgernes overlevelse.

En intern efterretningstjeneste arbejder på nationalt plan, inden for et lands grænser og er ofte tilknyttet politiet. Et eksempel er Politiets Efterretningstjeneste (PET), som ifølge det danske statsministeriums publikation “Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror” (se kilder) har til opgave at:

     “...forebygge, efterforske og modvirke foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for bevarelsen af Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund.”

     Den kriminalitet, som efterretningstjenesten beskæftiger sig med, er af større format end den, som politiet beskæftiger sig med, og PET definerer, ifølge pjecen “PET” (se kilder), selv sit område som kriminalitet, der ofte er kendetegnet ved, at den er nøje planlagt og har en international dimension.

Interne efterretningstjenester tager sig af indenrigstrusler, der er forskellige fra land til land. En intern efterretningstjeneste arbejder for at imødegå alvorlige trusler imod et lands indre sikkerhed som for eksempel:

• Angreb på statsforfatningen 
• Politisk ekstremisme 
• Terrorisme 
• Organiseret kriminalitet 
• Spredning af masseødelæggelsesvåben.

De interne efterretningstjenester varetager desuden landets sikkerhedstjeneste. Dette efterretningsområde kaldes også kontraspionage og kontraefterretningstjeneste (og i gamle dage 'observationstjeneste’). Sikkerhedstjenesten tager sig af at forhindre fremmede landes spioner, der er udsendt til det pågældende land for at spionere, i at operere. Det er sikkerhedstjenestens opgave at gribe ind over for spionagen, før den får konsekvenser.

     Der skelnes ikke normalt imellem sikkerhedstjeneste og efterretningstjeneste, men i princippet kan sikkerhedstjenesten være en særskilt afdeling, eller den kan være underlagt den interne efterretningstjeneste, som det er tilfældet i Danmark.

Kontraterrorisme går ud på at stoppe personer, der planlægger at udføre terrorisme. Kontraterrorisme er en form for efterretningsvirksomhed, og i en dansk sammenhæng har PET, ifølge pjecen “PET” (se kilder), ansvar for at overvåge miljøer, hvor der kan være risiko for, at terrorisme opstår. PET arbejder, ifølge tjenestens hjemmeside (se kilder), ud fra denne forståelse af terrorisme:

     Terrorisme er en række meget alvorlige forbrydelser som:

• Flykapring 
• Bombesprængninger 
• Drab 
• Gidseltagninger 
• Ildspåsættelser.

     Terrorisme kan blive begået af enkeltpersoner, grupper eller organisationer.

     Målet med terrorisme kan være at ændre samfundet i en politisk, økonomisk eller religiøs retning, og terrorismen begås for at skræmme befolkningen, destabilisere samfundsordenen eller for at forsøge at tvinge myndigheder og/eller internationale organisationer til at handle på en bestemt måde eller at lade være med at gøre noget bestemt. Se i øvrigt FaktaLink “Terrorisme”.

Kontraekstremisme går ud på at forhindre forskellige ekstremistiske handlinger. Ekstremisme defineres ifølge hjemmesiden www.ekstremisme.dk (se kilder) således: “Ekstremisme benyttes, ofte nedsættende, om holdninger som er ekstreme eller opfordring til at foretage ekstreme handlinger. Begrebet 'ekstrem' bruges i den forbindelse om det mest yderligtgående filosofiske, politiske eller religiøse observans eller handling.”

     Ekstreme politiske, ideologiske eller religiøse grupper har i tidernes løb brugt voldelige metoder til at fremme deres sager. Det er især personer på de yderste politiske fløje; venstre- og højrefløjen, der holdes øje med.

Interne efterretningstjenester benytter mange af de samme efterforskningsmetoder, som det almindelige politi:

• Afhøring af personer 
• Registeropslag 
• Forespørgsler til andre myndigheder.

     Udover disse almindelige efterforskningsmetoder bruger PET det, der i Danmark kaldes 'indgreb i meddelelseshemmeligheden'. Det dækker over telefonaflytning, rumaflytning og hemmelige ransagninger, åbning af post m.m. Indgriben i meddelelseshemmeligheden er et kontroversielt emne i demokratier, fordi det betyder, at efterretningstjenesterne har lov til at bryde privatlivets fred. Privatlivets fred er ellers en grundlæggende rettighed i vestlige samfund, og derfor ser mange det som en principielt farlig ting, at en offentlig instans har den rettighed. Desuden samarbejder mange interne efterretningstjenester på tværs af landene med deres allierede ved at udveksle efterretninger.

En ekstern efterretningstjenester er tilknyttet militæret og arbejder på internationalt plan med udefrakommende trusler mod landets sikkerhed. Den danske eksterne efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), har ifølge publikationen “Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror” (se kilder) følgende arbejdsopgaver:

• Indsamle, bearbejde og formidle informationer om forhold i andre lande. 
• Lave efterretningsgrundlag for pågældende landes sikkerhedspolitikker. 
• Tage sig af militære opgaver.

     Desuden har de eksterne efterretningstjenester også sikkerhedstjenester, ligesom de interne. Ifølge FE's hjemmeside (se kilder) er den militære sikkerhedstjenestes opgaver at beskytte forsvaret imod spionage, sabotage, terrorisme og andre kriminelle handlinger.

     Sikkerhedstjeneste kan ifølge bogen “Operation Hurricane” (se kilder) spænde over alle mulige aktiviteter lige fra at bygge et pigtrådshegn rundt om hemmelige installationer til at infiltrere en fremmed efterretningstjenestes spionagevirksomhed.

De militære, eksterne tjenester henter information og oplysninger ved hjælp af en række forskellige midler og metoder. Det amerikanske forsvar definerer ifølge Oberst Lars R. Møller i “Operation Hurricane” deres syv vigtigste kilder til viden således:

• Informationer fra forskellige slags billeder (Imagery Intelligence - IMINT) via fotoovervågning taget af satellitter og fra fly. 
• Gennem menneskelig aktivitet som for eksempel spionage (HUMINT). 
• Via elektroniske midler, for eksempel opsnapning af telefonsamtaler eller radiotransmissioner, satellitkommunikation og radarudstråling. 
• Via målinger af for eksempel lyd under vand og på jorden ved hjælp af sensorer. 
• Via åbne kilder eller åben indhentning. 
• Tekniske undersøgelser (TECHINT); indsamling af og undersøgelser af modstanderes våben, materiel og udrustning. 
• Via kontraefterretningstjeneste.

Udover at udføre efterretningsopgaver i områder, hvor det pågældende lands militære styrker er udstationeret findes der mange andre forskellige slags opgaver, som de militære efterretningstjenester kan udføre:

• Hemmelige operationer (“Clandestine”) 
• Psykologiske operationer (PSYOPS) 
• Vildledningsoperationer 
• Propaganda.

     De vil blive beskrevet individuelt nedenfor.

En hemmelig operation går ud på at forsøge at påvirke den politiske situation i andre lande. Hemmelige operationer kan for eksempel ifølge “Operation Hurrricane” (se kilder) gå ud på:

• Hemmelig støtte til en regering i den tredje verden, så den kan bekæmpe indre og ydre fjender. 
• Hemmelig støtte til en oprørsgruppe for, at den skal styrte den siddende regering og selv overtage regeringsmagten, hvis man mener, at oprørsgruppen er i bedre overensstemmelse med ens egne interesser eller kan bestikkes til at varetage ens interesser. 
• Kontrol af et demokratisk valg eller hemmeligt forsøg på at sabotere andres kontrol med valget. Målet er at støtte en bestemt kandidat til at vinde valget. 
• At få personer, politiske grupper eller andre organisationer til at fremstå i et dårligt lys ved brug af falske dokumenter eller afsløringer af kompromitterende private forhold. 
• Snigmord, sabotage og terrorisme. 
• Sort propaganda: Spredning af korrekte eller forkerte informationer, hvor der oplyses en forkert kilde. For eksempel kan et krigsførende land lave propaganda-materiale, der henvender sig til fjendens soldater kamufleret som materiale lavet af fjenden selv.

En psykologisk operation (PSYOPS) har til formål at påvirke modstanderens holdninger og viljestyrke. Det kan gøres ved at manipulere med modstanderens opfattelse af virkeligheden, fratage modstanderen selvtilliden og knække dennes psyke, eller at give indtryk af, at man er overlegen.

     Et eksempel på en psykologisk operation kan ifølge bogen “Operation Hurricane” (se kilder) være det irakiske budskab til de amerikanske soldater lige før Golfkrigens udbrød: “Bart Simpson is having sex with your wife”, lød det over radioen. Irakerne forsøgte at påvirke de amerikanske soldater psykisk ved at få dem til at tænke på, om deres koner var utro med Hr. Simpson hjemme i USA. Det er i teorien nok til at knække enhver soldat, men problemet ved denne operation var dog, at Bart Simpson er en tegnefilmsfigur.

Vildledning er en basal efterretningsmetode, der går ud på, at man bevidst giver modstanderen et fejlagtigt indtryk af ens hensigter eller evner. Ifølge “Operation Hurricane” (se kilder) er formålet med vildledningsoperationer at få modstanderen til at fejlvurdere en given situation, hvorved vedkommende stilles dårligere på grund af dårlige beslutninger. Det kan for eksempel handle om at få modstanderen til at undervurdere ens egen militære kapacitet. Man giver med vilje et fejlagtigt indtryk af for eksempel, antallet af soldater man har til sin rådighed, hvor man er på vej hen eller ens strategiske planer. De oplysninger opsnapper modstanderens efterretningstjeneste ved hjælp af overvågning eller spionage og tror så, at der er tale om korrekte informationer. Dermed kan man opnå store strategiske fordele.

     Allerede Tordenskjold brugte en form for vildledning, da han under krigen mod svenskerne i 1700-tallet spredte sine meget få soldater over et stort område for at give svenskerne indtryk af, at han rådede over en langt større hær, end han i realiteten gjorde. Det fremgår af bogen “Spionage” (se kilder).

Fredsakademiets hjemmeside (se kilder) definerer propaganda således: “Propaganda har en ensidig vinkel, som har til formål at opildne, hjernevaske, reklamere eller markedsføre militarisme, nationalisme og krige (…) Propaganda rettes af militarister og efterretningsfolk mod reelle, kommende og indbildte indre og ydre fjender, hvorved der i psykologisk krigsførsel og PSYOPS skabes fjendebilleder og dermed propaganda for militære operationer.”

     Efterretningstjenester arbejder også med begrebet 'misinformation', der handler om at sprede falske informationer sammen med korrekte informationer for at vildlede en fjende eller modstander om ens kapaciteter, hensigter eller i propagandaøjemed.

De fleste lande har en eller flere efterretningstjenester, men der er især nogle landes tjenester, som har spillet en afgørende rolle i krige og konflikter og derfor er blevet kendt over hele verden. Det gælder for eksempel de britiske MI5 og MI6, de amerikanske CIA og FBI, Israels Mossad og Sovjetunionens KGB. Disse tjenester er også blevet udødeliggjort via romaner, spændingsfilm og tv-serier, som dog ikke altid giver et realistisk billede af det reelle efterretningsarbejde. Nedenfor præsenteres nogle af de mest kendte efterretningstjenester, deres historie og nuværende efterretningsopgaver.

Storbritannien har to meget kendte efterretningstjenester:

• En indre tjeneste, hvis officielle navn er Security Service (SS), men som er bedre kendt under navnet MI5 (Military Intelligence departement 5) 
• En ydre tjeneste, hvis officielle navn er Secret Intelligence Service, ofte forkortet til SIS, men som er bedre kendt som MI6 (Military Service department 6). MI6 er særlig kendt for at være den efterretningstjeneste, som verdens måske mest berømte fiktive agent James Bond tilhører.

Den første officielle efterretningstjeneste Security Service (SS) blev oprettet i 1909. Det skete som en reaktion på, at tyske spioner ifølge britiske aviser var på spil i de engelske havne. På det tidspunkt kappedes England og Tyskland om at opbygge den største flåde, og de tyske spioner var udsendt for at spionere på de britiske militærskibe.

     Samme år oprettede briterne en ekstern, offensiv tjeneste med navnet Secret Intelligence Service (SIS), siden bedre kendt som MI6. MI6 blev til i 1909 og tog sig i begyndelsen især af at spionere mod Tyskland, som briterne anså for en voksende trussel. Sideløbende havde tjenesten fokus på den gryende Sovjetstat og kommunismen.

MI5 (Military Intelligence departement 5) skal ifølge tjenestens egen hjemmeside (se kilder) forsvare landet, dets borgere og interesser, hjemme og oversøisk imod alvorlige trusler imod den nationale sikkerhed. Som de fleste andre vestlige efterretningstjenester i dag er MI5’s topprioritet kontraterrorisme. Ifølge hjemmesiden har MI5 har omkring 2.200 ansatte, som beskæftiger sig med it, sprog, teknologi, overvågning, kommunikation, m.m.

     Hverken MI5 eller MI6's budgetter offentliggøres af sikkerhedsmæssige årsager, men på MI5's hjemmeside, står, at det samlede budget for Storbritanniens efterretningstjenester for året 2004/2005 var 1296 millioner engelske pund.

• MI6 (Military Service department 6, det officielle navn er Secret Intelligence Service, men medierne kalder stadig tjenesten for MI6) er ansvarlig for at indsamle efterretninger uden for Storbritannien til gavn for regeringens sikkerheds-, forsvars-, udenrigs- og økonomiske politik. Ifølge tjenestens egen hjemmeside (se kilder) er den vigtigste arbejdsopgaver at forhindre: 
• Terrorisme 
• Regional ustabilitet i forskellige dele af verden 
• Spredning af masseødelæggelsesvåben 
• Illegal narkotika.

     Det fremgår ikke af MI6's hjemmeside, hvor mange ansatte tjenesten har, og tjenestens budgetter offentliggøres af sikkerhedsmæssige årsager ikke.

Inden for fiktionens verden er MI6 nok bedst kendt som titelfigurens arbejdsgiver i romanerne og filmene om agenten James Bond. Men også i virkelighedens verden har MI6 gjort sig fortjent til en vis berømmelse; blandt andet på grund af en sag om dobbeltagenter kaldet Philby-sagen og et kup mod den iranske premierminister Mossadeq, som MI6 stod bag sammen med den amerikanske efterretningstjeneste. Dette kup var blot en af en række hemmelige operationer, som MI6 udførte under Den Kolde Krig. Derudover er efterretningstjenesten kendt for at have spredt falske informationer om grundlaget for at gå i krig og ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben; det blev blandt andet afsløret af de toneangivende, britiske medier BBC og Sunday Times (se kilder). Philby-sagen og kuppet mod Mossadeq beskrives nedenfor.

Philby-sagen var en sag om en britisk dobbeltagent, der var ansat i MI6, men også arbejdede for Sovjetunionen. I 1944 oprettede MI6 en sektion, som ifølge hjemmesiden espionageinfo.com (se kilder) skulle tage sig af sovjetisk spionage og undergravende virksomhed. Vicechefen for sektionen var Harold Philby, der senere - sammen med fire andre - blev afsløret som spion for Sovjetunionen. Det viste sig, at Philby allerede var blevet hvervet af Sovjetunionen 1930’erne, og at han altså havde fungeret som dobbeltagent i en lang årrække. Det benægtede MI6 dog, indtil Philby i 1963 flygtede til Sovjetunionen og fem år senere udgav sine erindringer, hvor han indrømmede, at han havde været spion for russerne i over tredive år. Historien om Philby kan læses på hjemmesiden politics.co.uk (se kilder).

Kuppet mod Mossadeq, der fandt sted i 1953, var et kup mod den iranske premierminister, Mohammed Mossadeq. Ifølge en.wikipedia.org (se kilder) indgik MI6 i 1953 et samarbejde med amerikanske CIA om at gennemføre et kup mod den iranske premierminister. Baggrunden var, at Mossadeq ville nationalisere landets olierigdomme for at sikre, at olieindustriens enorme afkast kom den iranske befolkning til gode. Olien havde tidligere tilhørt Storbritannien, og da briterne ikke ønskede at give Iran olierigdommene tilbage, forsøgte den britiske regering at få amerikanerne med på ideen om at vælte Mossadeq. Mossadeq var imidlertid en afholdt politiker i USA, valgt af The Times som ’Årets mand’ og omtalt som ’Irans George Washington’, så i første omgang afviste amerikanerne ideen. Men da Mossadeqs støtter blev skiftet ud ved det næste amerikanske valg, kom der skred i tingene. Amerikanerne frygtede ligesom briterne, at Sovjetunionen ville besætte Iran og dermed få magten over olien, og Storbritannien og USA gennemførte derfor sammen 'Operation Ajax', der indebar en pressekampagne mod Mossadeq og arrangerede demonstrationer, der involverede Irans militær. På den måde lykkedes det ifølge kronikken “Kuppet bag ørkenkrigene” (se kilder) at få sat Irans demokratisk valgte premierminister fra magten og få genindsat shahen.

Sovjetunionens efterretningstjeneste er i dag bedst kendt som KGB, - Komitet Gosudarstvennoj Bezopasnosti (Komiteen for den statslige sikkerhed) - som var den sovjetiske tjenestens officielle navn fra 1954. Før da havde den flere andre navne. Fra 1917 til 1922 var den kendt som Tjekaen, der er en forkortelse for Vserossiyskaya Chrezvychaynaja Kommissiya Borbe s Kontrrevolyutsey i Sabotazhem (Den alrussiske ekstraordinære kommission for kamp mod kontrarevolution og sabotage). Efter borgerkrigens afslutning i 1922 og oprettelsen af Sovjetunionen blev en ny tjeneste GPU - Gosudarstvennoe polititsjeskoe Upravlenie (Det statslige politiske direktorat) - etableret som afløsning for Tjekaen.

Den første russiske efterretningstjeneste, Tjekaen, blev oprettet i slutningen af revolutionsåret 1917, hvor først zarstyret blev afviklet, og hvor bolsjevikkerne med Vladimir Lenin i spidsen efterfølgende overtog magten fra den russiske regering. Tjekaen fungerede som en hemmelig politistyrke, der arbejdede med infiltrering af mistænkelige grupperinger og som brugte massiv terror. Chefen var Felix Dzerzhinsky, som fik tilnavnet Jern Felix. Fra revolutionen i 1917 og frem til 1922, skønnes det ifølge bogen “KGB - Dets agenter og hemmelige virke” (se kilder), at Tjekaen henrettede over 250.000 mennesker.

Efter borgerkrigens afslutning i 1922 og oprettelsen af Sovjetunionen blev den første russiske efterretningstjeneste, Tjekaen, formelt opløst, og GPU - Gosudarstvennoe polititsjeskoe Upravlenie (Det statslige politiske direktorat) - blev etableret som en underafdeling til indenrigsministeriet. Siden skiftede efterretningstjenesten navn flere gange, og kom først i 1954 til at hedde KGB - Komitet Gosudarstvennoj Bezopasnosti (Komiteen for den statslige sikkerhed).

     Med Sovjetunionens opløsning i december 1991 blev også KGB opløst og en af de første statuer, der blev væltet var statuen af chefen for den første russiske efterretningstjeneste, Felix Dzerzhinsky. Ifølge Wikipedia (se kilder) blev antallet af ansatte i efterretningstjenesten efter 1991 officielt reduceret fra 150.000 til 80.000. Opgaverne blev videreført af ministeriet for indre sikkerhed og i 1993 af det Føderale Sikkerhedsburaeu, FSB, der arbejder direkte under præsidenten.

KGB's tre overordnede opgaver var ifølge bogen “Spionernas vem är det” (se kilder):

• opretholde kommunismen inden for Sovjetunionen 
• beskytte landets grænser 
• foretage både lovlige og ulovlige operationer i udlandet med det formål at udbrede kommunismen til resten af verden.

     Ligesom de fleste andre efterretningstjenester holdt KGB antallet af medarbejdere hemmeligt, men ifølge “Spionernas vem är det” og “Den koldblodige krig” (se kilder) skønnes det, at der var op til 1.000.000 ansatte i KGB, hvoraf 250.000 agenter arbejdede uden for Sovjet som videnskabsmænd, handelsmænd, diplomater, journalister, Aeroflot-personale og repræsentanter i internationale organer.

     KGB, der både var en intern og ekstern efterretningstjeneste, var opdelt i fire hoveddirektorater:

• Direktorat 1: beskæftigede sig med hemmelige operationer i hele verden. 
• Direktorat 2: overvågede udenlandske ambassader, journalister, forretningsfolk og turister - det vil sige kontraefterretningstjeneste eller sikkerhedstjeneste. 
• Direktorat 3: overvågede landets indre sikkerhed og egne borgere, herunder nationale mindretal, som for eksempel landets jøder. 
• Direktorat 4: stod for kontrol af landets grænser med et stort korps af politisoldater.

Ifølge leksikon.org (se kilder) kan man beskrive KGB's rolle således:

     “Frem til starten af 1990'erne levede den sovjetiske befolkning i et samfund, hvor det hemmelige politi satte præmisserne for dagliglivets udfoldelse.”

     KGB var det magtinstrument, som lederne af Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) havde til rådighed for at beherske sovjetsamfundet, og det var kendt for en voldsom brutalitet. Man opererede i Sovjetunionen med et system af flere hundrede fangelejre, kaldet Gulag, der blev oprettet i 1930. Politiske modstandere eller statsfjendtlige elementer, som kunne være almindelige borgere, mistænkt for fjendtlighed mod staten, blev indespærret i Gulag. I perioder har op til 2 millioner mennesker siddet i disse fangelejre samtidig. Ifølge bogen “Den koldblodige krig” (se kilder), har man opgjort, at der i årene mellem 1930 og 1953 var 20 millioner mennesker igennem fangelejrene, og at fire millioner af slavearbejderne døde af sult, udmattelse og kulde.

     KGB arbejdede desuden i de vestlige lande med at hverve agenter. Det kunne dreje sig om politikere i det pågældende land, dobbeltspioner, der både arbejdede for deres egne landes efterretningstjenester og for KGB. Desuden infiltrerede KGB's agenter de vestlige fredsorganisationer. KGB-agenter, der var aktive i Vesten, havde mange forskellige opgaver. Nogle var for eksempel ansat til at indsamle oplysninger om de vestlige landes militære styrker, mens de såkaldte indflydelsesagenter skulle øve kulturel og politisk indflydelse ved at sprede propaganda og misinformation om forholdene i Sovjetunionen og samtidig forsøge at hverve vesterlændinge til samme opgave.

Efter Murens fald blev KGB afløst af FSB (Federal Security Service), der siden da har været den russiske federations førende efterretningsvæsen, men det militære efterretningsvæsen GRU, det eksterne efterretningsvæsen SVR og flere andre agenturer spiller også en afgørende rolle politisk og militært i Rusland. Siden slut-00’erne og igen i 2010’erne har Rusland fået en særdeles markant rolle på den internationale scene – særligt i forbindelse med krigen mod Georgien i 2008, annekteringen af Krim i 2014 og det russiske engagementet i den syriske borgerkrig. Det har også betydet, at der er kommet en ny og øget opmærksomhed på de russiske efterretningstjenester. Den største skandale til dato er de amerikanske efterretningstjenesters afsløring af, at den russiske præsident Vladimir Putin fik hackere til at hjælpe republikanernes kandidat Donald Trump med at vinde det amerikanske præsidentvalg over demokraternes Hilary Clinton i 2016. ”Vi vurderer, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, beordrede, at valgkampen i 2016 skulle påvirkes. Ruslands mål var at underminere offentlighedens tillid til den demokratiske proces, at ødelægge udenrigsminister Clintons ry og rygte og skade hendes valgchancer og eventuelle præsidentskab«, står der i en  rapport om skandalen ifølge en artikel i Politiken fra januar 2017 (se kilder).

USA har to overordnede efterretningstjenester, en intern og en ekstern:

• Den interne efterretningstjeneste hedder FBI (Federal Bureau of Investigation) 
• Den eksterne tjeneste hedder CIA (Central Intelligence Service).

     Der er dog 16 bureauer i alt, der arbejder med efterretningsarbejde i USA, blandt andet en lang række militære efterretningstjenester, herunder NSA (National Security Agency) og Office of Terrorism and Financial Intelligence. Ifølge artiklen ”A hidden world, growing beyond control” (se kilder) har det amerikanske efterretningssystem efter terrorangrebet den 11. september 2001 vokset sig så stort, at ingen præcis ved, hvor mange mennesker der arbejder i tjenesterne, hvor meget efterretningsarbejdet koster skatteyderne, hvor mange forskellige underbureauer der er, og hvorvidt nogle af bureauerne måske udfører det samme stykke arbejde.

I 1935 fik USA's interne tjeneste navnet FBI (Federal Bureau of Investigation), som den også hedder i dag. Men tjenesten blev oprettet adskillige år før, i 1908. På det tidspunkt gik den under navnet BOI og havde til opgave at tage sig af biltyverier og kidnapninger. Fra begyndelsen af 1920'erne og til starten af '30erne, en periode kaldet ’gangsteræraen’, var tjenestens hovedopgave at nedkæmpe gangstere. Det arbejde kulminerede i 1936, da alle større gangsterledere blev anholdt. Fra 1940 begyndte bureauet at tage sig af spionage, sabotage og propagandaforsøg mod USA. Ifølge FBI's hjemmeside (se kilder) overvågede tjenesten blandt andet kommunister og fascister i 1950’erne, fordi man anså dem for at være samfundsundergravende.

Det var først, da den amerikanske stillehavsflåde Pearl Harbor blev angrebet af japanske fly den 7. december 1941, at USA for alvor fik fokus på vigtigheden af en militær efterretningstjeneste. Dermed blev USA kastet ufrivilligt ind i Anden Verdenskrig, og man oprettede Office of Strategic Services (OSS), forløberen for CIA. OSS skulle sørge for at USA ikke blev taget på sengen på samme måde, som det var sket ved Pearl Harbor. CIA (Central Intelligence Service) blev oprettet i 1947 som en erstatning for OSS. Anledningen var, at den daværende præsident Harry S. Truman frygtede et russisk angreb på USA.

FBI’s tre vigtigste opgaver er ifølge tjenestens egen hjemmeside (se kilder):

• Kontraterrorisme 
• Sikkerhedstjeneste 
• Højteknologisk kriminalitet.

     Se i øvrigt Faktalinket “FBI”.

En af de vigtigste opgaver for CIA (Central Intelligence Service) i det 21. århundrede har været arbejdet med krigene i Irak og Afghanistan og i 2010’erne har arbejdet især drejet sig om terrortruslen fra Islamisk Stat og de vedvarende krige og uroligheder i lande som Syrien, Libyen, Egypten og Tyrkiet. Ifølge bogen “Spionernas vem är det” (se kilder) arbejder CIA derudover blandt andet med:

• Kryptografi (hemmelig kommunikation, skrevet i koder) 
• Usædvanlige sprog 
• Kemi 
• Cybernetik, det vil sige videnskab om avanceret elektronisk teknologi 
• Demografi 
• Guerrilla-krigsførelse. 'Guerilla' betyder ifølge Wikipedia (se kilder), ’lille krig’ på spansk og er betegnelsen for en organiseret væbnet kamp, der har til formål at styrte eller påvirke en regering med voldelige midler. Det kan være svært at adskille terror og guerillakrigsførelse.

     Det er hemmeligt, hvor stort et budget CIA har, eller hvor mange medarbejdere, der er ansat i tjenesten. Men ifølge leksikon.org skønnes det, at budgettet er væsentligt over en milliard dollars om året, og at tjenesten har minimum 15.000 medarbejdere.

CIA er blandt andet kendt for følgende sager:

• I 1961 var CIA involveret i ’Svinebugtaffæren’, hvor amerikanerne forsøgte at fjerne Cubas socialistiske leder Fidel Castro fra magten. CIA havde ifølge 1960erne.dk (se kilder), hjulpet en gruppe på 1.500 eksilcubanere, der var flygtet fra den foregående diktator på Cuba, Batisto, med penge og træning i krigsførelse. Med CIA i ryggen gik eksilcubanerne den 17. april 1961 i land ved Svinebugten på sydsiden af Cuba. CIA havde troet, at befolkningen ville rejse sig mod Castro ved synet af de 1.500 soldater, men det skete ikke. Folkeopstanden udeblev, og operationen var en stor fiasko for CIA. 
• CIA var også involveret i Cuba-krisen i 1962. Her opdagede CIA, takket være luftfotografier fra spionfly, en igangværende installation af atomraketter på Cuba, som Sovjetunionen var i gang med at installere med det formål at raketterne skulle ramme USA. Men det lykkedes amerikanerne at forhindre færdiggørelsen af raketinstallationen ved at blokere for yderligere tilførsler fra Sovjetunionen til Cuba. På den måde fik præsident John F. Kennedy og CIA oprejsning efter den pinlige ’Svinebugtaffære’. Cuba-krisens forløb beskrives på leksikon.org (se kilder). 
• I Irak-krigen, som blev indledt i 2003, benyttede CIA sig ifølge amerikanske medier af tortur for at få oplysninger fra tilfangetagne individer, skriver BT (se kilder). Amerikanske aviser og tv-stationer viste billedmateriale, der dokumenterede torturen, ligesom tidligere ansatte i det amerikanske militær og efterretningsvæsen bekræftede afsløringerne. 
• Det var en CIA-operation, ’Operation Black Spear’, der i 2011 førte til Osama bin Ladens, manden bag terrorangrebet i 2001, død.

I 2013 begyndte den 29-årige amerikaner Edward Snowden at lække dokumenter, der skulle vise sig at føre til verdens største efterretningsskandale. Den unge amerikaner havde været kontraktansat hos en underleverandør til det amerikanske efterretningsagentur NSA, National Security Agency. De lækkede dokumenter afslørede, at NSA havde indsamlet ufatteligt store datamængder og overvåget og aflyttet civile samt politiske topledere, blandt andet den tyske kansler Angela Merkel. Overvågningen foregik ved aflytning og indsamling  af data såsom e-mails, telefonsamtaler, internetkommunikation via tjenester som Facebook og indsamling  af personfølsomme metaoplysninger som fx lokation, skriver Dagbladet Information på tema-siden om NSA-dokumenterne (se kilder).

     Overvågningen foregik hemmeligt og uden retskendelse og selv civile borgere, hvor der ikke var belæg for eller mistanke om, at de skulle være involveret i terrorvirksomhed, eller at de udgjorde en risiko for USA’s sikkerhed var ofre for overvågningen. Det var en gigantisk skandale, især på grund af de alvorlige krænkelser af privatlivets fred og afsløringen af, at USA overvågede statsledere, politiske partier og privatborgere fra lande, der er USA’s nære allierede. I Europa blev det desuden afsløret, at flere europæiske regeringer havde givet tilladelse til eller ligefrem medvirket til overvågningen, hvilket fik skandalen til at brede sig som ringe i vandet, skriver Dagbladet Information (se kilder). Derudover havde USA begået industrispionage for at fremme landets konkurrenceevne i forhold til andre lande, blandt andre nære allierede. Afsløringen førte til, at den aftale, der er mellem EU og USA om dataudveksling – som blandt andet bruges af efterretningstjenesterne på begge sider af Atlanten – blev annulleret, skriver dr.dk (se kilder).

Israel har tre efterretningstjenester:

• Shin Beth: Som er kontraefterretningstjenesten og den interne sikkerhedstjeneste. 
• Mossad: Som er den mest kendte af Israels efterretningstjenester.Tjenestens fulde navn er ha-Mossad le-Modiin ule-Tafkedim Meyuhadim, hvilket betyder 'Institutionen for efterretninger og specialopgaver'. Mossad er den udenlandske afdeling, der skal indsamle information om udlandet. 
• Aman: Den militære efterretningstjeneste, der også omfatter kontraspionage (sikkerhedstjeneste).

Den israelske stat blev udråbt den 14. maj 1948, og samme år besluttede Israels første premierminister, Ben Gurion, ifølge Mossads hjemmeside (se kilder) at danne tre efterretningstjenester, Mossad, Aman og Shin Beth. I starten benægtede premierministeren dog for offentligheden eksistensen af tjenesterne, da han ønskede at holde dem hemmelige.

     Oprettelsen af tjenesterne hang sammen med de turbulente begivenheder efter Israels oprettelse. Allerede dagen efter udråbelsen af staten blev Israel og Palæstina invaderet af hære fra fem arabiske lande: Egypten, Transjordan, Syrien, Libanon og Irak. Da krigen sluttede i 1949 var i alt 958.000 palæstinensere – det vil sige 70% af områdets palæstinensere - blevet flygtninge som følge af krigen, og Israel havde nu inklusiv de erobrede områder sat sig på 78% af Palæstina. Siden har Israel været i voldsom konflikt med sine naboer, og det er flere gange kommet til regulær krig.

Offentligheden ved – som med alle andre efterretningstjenester verden over – ikke meget om, hvad Mossad laver, eller hvor stort et budget tjenesten har, ifølge Wikipedia (se kilder). Men ifølge Wikipedia (se kilder) skønnes det, at tjenesten har mellem 1.500 og 2.000 medarbejdere, og ifølge tjenestens egen hjemmeside (se kilder) skal de tage sig af følgende opgaver:

• Hemmelig indsamling af udenlandske efterretninger 
• Oparbejdelse af specielle diplomatiske, hemmelige forhold 
• At stoppe fjendtlige landes udvikling og benyttelse af ukonventionelle våben 
• At stoppe terror mod israelske mål i udlandet 
• At bringe jøder sikkert til Israel fra fjendtligtsindede arabiske lande 
• Planlægning af og udførelsen af specielle operationer udenfor Israels grænser

     Opgaverne løses ifølge Wikipedia (se kilder) af otte forskellige afdelinger, hvoraf man ved noget om fem:

• Afdelingen for politisk handling og kommunikation 
• Afdelingen for specielle operationer 
• Afdeling for psykologisk krigsførelse og propaganda 
• Research-afdelingen, der er ansvarlig for at indsamle efterretninger 
• Teknologisk afdeling

Mossad er verdenskendt for sin rolle i en række forskellige verdenspolitiske sager og begivenheder, heriblandt Adolf Eichmann-sagen, der omhandlede jagten på en højtstående nazist og Jom Kippur-krigen, der blev udkæmpet mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden side.

Adolf Eichmann-sagen var en sag om jagten på og retsforfølgelsen af en højtstående nazist, Adolf Eichmann. Under Anden Verdenskrig havde Eichmann ansvaret for transport og identifikation af de millioner af mennesker, der blev taget til fange og sendt til nazisternes koncentrationslejre. For at undgå retsforfølgelse flygtede han efter Anden Verdenskrig til Argentina, der på det tidspunkt var et tilflugtssted for mange nazister. Her boede han under navnet Ricardo Klement. Simon Wiesenthal var en nazistjæger, som viede sin tid til at lede efter nazister, der havde unddraget sig ansvar for Holocaust, og takket være blandt andet hans indsats fik Mossad nogle gode ledetråde i jagten på Eichmann. En anden person ved navn Lothar Hermann var desuden involveret i opklaringen af Eichmanns skjulested i Argentina. Hermann var af jødisk afstamning og var efter krigens slutning flygtet til Argentina. Hermann havde overlevet et ophold i Dachau-koncentrationslejren, hvor Eichmann var bestyrer. I Argentina opdagede Hermann, at hans datter, Sylvia, havde en romance med Eichmanns søn. Hermann blev klar over slægtskabet, fordi Eichmanns søn pralede med sin fars gerninger og ansvar for Holocaust. Hermann kontaktede israelske embedsmænd, og gav dem de oplysninger, han havde om Eichmann. Herefter fløj nogle Mossad-agenter i 1960 til Argentina, hvor de fik bekræftet, at Ricardo Klement faktisk var identisk med Adolf Eichmann. Agenterne tog ham til fange og fløj ham til Israel, hvor han under stor international bevågenhed blev stillet for retten. Retten dømte ham til døden for forbrydelser mod menneskeheden og mod det jødiske folk, og han blev hængt den 1. juni 1962. Adolf Eichmanns forbrydelser og sagen mod ham beskrives på leksikon.org (se kilder).

Jom Kippur-krigen, også kaldet Oktoberkrigen, var en krig mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden side. Den fandt sted i oktober 1973 og blev opkaldt efter den israelske forsoningsdag, Jom Kippur. Den israelske efterretningstjeneste havde ifølge “Operation Hurricane” (se kilder) i månederne op til Egypten og Syriens angreb 6. oktober 1973 nøje overvåget de egyptiske og syriske styrker, der havde øvet sig længe. Men israelerne havde ikke analyseret situationen rigtigt, så de troede ikke, at modstanderen ville angribe. Derfor kom angrebet som en overraskelse, og Israel led store tab især i krigens første dage. Jom Kippur-krigen var altså, selvom Israel gik sejrrigt ud af den, en efterretningsmæssig fiasko for Mossad.

Krigen mod terror, som blev USA's og Vestens svar på terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, har i mange år været et af tjenesternes væsentligste fokusområder. Professor i historie og international politik, Andrew Bacevich, vurderer ligefrem ifølge artiklen “Kold krig mod islamisterne” (se kilder) at krigen mod terror kan komme til at vare lige så længe som Den Kolde Krig, altså mere end halvtreds år endnu.

     Indtil videre består krigen mod terror dels af traditionelle krige imod såkaldte 'slyngelstater', der hævdes at have huset eller støttet terrorister, dels af krige med terrororganisationen Islamisk Stat, der har kontrol med et stort område i Syrien og Iran, og dels med forebyggelse og efterforskning af terrorangreb mod vestlige lande. Krigene i Afghanistan og Irak er eksempler på førstnævnte.

     Derudover er der sket et skift i efterretningstjenesterne, der i stigende grad fokuserer på cyberovervågning og cyberoperationer, altså overvågning og operationer, der foregår online. I artiklen ”A new age of espionage” i det toneangivende britiske magasin The Economist beskrives udviklingen (se kilder), der kaldes ”en af de vigtigste trends i moderne efterretningsarbejde.” Artiklen beskriver, hvordan efterretningsarbejde i stigende grad også foregår på nettet og elektronisk, og hvordan det er blevet mere kontroversielt efter afsløringer af uhæmmet overvågning af civile. Artiklen beskriver også, hvordan amerikanske og britiske efterretningstjenester har omstruktureret dele af deres efterretningsarbejde efter NSA-skandalen for at genopbygge borgernes tillid.

Tjenesterne har selv identificeret en række forskellige problemstillinger og trusselsbilleder, der kan komme til at optage efterretningstjenesterne i fremtiden. Nogle af dem nævnes i rapporten “Global Trends 2015”, som blev udgivet i år 2000 af det amerikanske NIC (National Intelligence Council), et organ der står for koordinering af efterretningstjenesternes langsigtede vurderinger. Ifølge Hjemmeværnets hjemmeside (se kilder) indeholder rapporten følgende forudsigelser om verdens tilstand anno 2015:

• Terrorisme med brug af kemiske og biologiske våben er vokset. 
• Den hurtige udvikling af informationsteknologien bliver brugt af utilfredse stater, terrorister, narkohandlere og organiserede forbrydere, og det betyder, at truslen imod sikkerhed og stabilitet overalt i verden er øget. 
• Forskellen mellem rig og fattig på verdensplan er blevet større, og det øger risikoen for politisk, etnisk, religiøs og ideologisk ekstremisme. 
• Regeringer mister i stigende grad kontrol med grænseoverskridende strømme af information, teknologi, sygdom, migranter, våben og finansielle transaktioner.

     Det understreges i rapporten, at alle disse problemer kan forebygges på politisk plan, og at forudsigelserne derfor er behæftet med stor usikkerhed. Men hvis blot nogle af rapportens forudsigelser går i opfyldelse, er der allerede mere end rigeligt at rive i for fremtidens efterretningstjenester.

     I 2015 publicerede Forsvarets Efterretningstjeneste rapporten ”Trendanalyse af Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer frem mod 2030” (se kilder). I rapporten redegør FE for trusselsbilledet og kommer herunder ind på, hvilke udfordringer, Danmark har. Rapporten konkluderer, at den hastige teknologiske udvikling kommer til at udgøre en voksende trussel for Danmark såvel som andre vestlige lande: ” I 2030 vil den digitale udvikling have spredt sig yderligere til store dele af verden. Digitaliseringen, herunder af samfundsvigtige funktioner, vil i de kommende årtier få endnu større sikkerhedspolitisk betydning og udfordre den tradi­tionelle forståelse af national suverænitet. Et kapløb vil finde sted på cyberområdet, hvor flere statslige og ikke-statslige aktører vil udvikle kapacitet til at gennemføre cyberoperationer for at kunne ødelægge, forstyrre eller stjæle andre stater og organisationers systemer og data. Dette sætter fokus på samfundets digitale robusthed og sikkerhed,” står der i rapporten. Samtidig slår rapporten fast, at terrortruslen vil vokse, fordi terrorgrupper kan få ståsted i det uroplagede Nordafrika og Mellemøsten, og at Rusland vil være “en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten”.

Endnu et bud på, hvad fremtidens efterretningstjenester kan komme til at beskæftige sig med, er det som kaldes ’informationskrigsførelse’. I “Operation Hurricane” (se kilder) lægges det perspektiv på fremtiden, at flere og flere krige muligvis vil kunne afgøres uden fysisk kamp. Før i tiden var et samfunds eksistens garanteret af dets hær, og fysisk krigsførelse var af afgørende betydning for et samfunds overlevelse. Men de moderne, vestlige samfund er i stigende grad baseret på og afhængige af informationsteknologi, og det samme vil derfor ifølge “Operation Hurricane” gøre sig gældende for fremtidens krigsførelse. Mange vigtige data for opretholdelsen af et samfunds infrastruktur er på vej til at blive digitaliserede, hvilket gør dem sårbare på en helt ny måde. Et eksempel på informationskrigsførelse kunne ifølge “Operation Hurricane” (se kilder) være, at et lands fjende får adgang til databanker, informationssystemer inden for militære kommandoer kommunikationscentraler, banker, børser, industrier, forskningsinstitutioner og via disse systemer indhenter viden om modstanderens hensigter og evner, eller undergraver systemerne ved hjælp af vildledning og misinformation, ved at sprede computervira eller ved at slette vigtige informationer. At der i fremtiden vil være øget fokus på digitalt efterretningsarbejde understreges også af, at Forsvarets Efterretningstjeneste i 2012 etablerede Center for Cybersikkerhed, der har til opgave at vurdere cybertruslen mod Danmark og hjælpe danske myndigheder og virksomheder med at beskytte sig mod cyberangreb.