Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan står foran et billede af grundlæggeren og den første præsident for Republikken Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan foran et billede af grundlæggeren og den første præsident for Republikken Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk

Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan foran et billede af grundlæggeren og den første præsident for Republikken Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Det moderne Tyrkiets historie

Hovedforfatter

  • Kasper Ly Netterstrøn, journalist, ph.d, maj 2025

Læsetid: 23 min

Indhold

Indledning

Tyrkiet er på grund af sin størrelse og geografiske placering en vigtig partner for de europæiske lande både militært, økonomisk og i spørgsmål som f.eks. immigration. Desuden spiller Tyrkiet en stor rolle i Mellemøstens politik. Tyrkiets støtte til oprørerne i Syrien var f.eks. helt afgørende for, at det lykkedes at vælte landets mangeårige diktator Bashar Al-Assad. Tyrkiet har også siden Berlinmurens fald udviklet tætte bånd til landene i Centralasien, hvoraf de fleste taler sprog tæt beslægtet med tyrkisk. Det moderne Tyrkiet er derfor en vigtig udenrigspolitisk spiller i flere dele af verden.

Mange tyrkere udvandrede i 1960’erne og 1970’erne til Vesteuropa og deriblandt også til Danmark. Tyrkere udgør den største indvandrergruppe i Danmark - 66.963 danskere har tyrkisk baggrund ifølge Danmarks Statistik.[1] Af kendte danskere kan f.eks. nævnes de populære sangere Burhan G og Tobias Rahim, som begge er efterkommere af indvandrere fra Tyrkiet. I mange debatter om integration og indvandring bliver tyrkiske indvandrere ofte forvekslet med indvandrere fra andre muslimske lande, hvilket ikke altid er hensigtsmæssigt. Det moderne Tyrkiet har nemlig sin egen - og f.eks. i forhold til de arabiske lande - ret anderledes politiske og kulturelle historie.

Både i forhold til at forstå det moderne Tyrkiets rolle i verdenspolitikken og tyrkisk kultur i en bredere forstand er det nødvendigt at se på, hvordan den moderne tyrkiske republik blev skabt i 1923, og dens konfliktfyldte historie frem til i dag.

Relaterede emner

How is Turkey expanding its sphere of influence? DW News, august 2025

Tyrkiet har globale ambitioner og vælger ikke side. Landet bevarer tætte bånd til Vesten, mens det samtidig opbygger relationer i bl.a. Mellemøsten, Afrika og Centralasien.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af det moderne Tyrkiet

Hvorfor begynder man den Tyrkiske republiks historie i 1923?

Den moderne tyrkiske republik blev grundlagt efter, at det Osmanniske imperium brød sammen efter nederlaget i 1. Verdenskrig. Imperiet var gået ind i krigen på Tyskland og Østrig-Ungarns side bl.a. i håbet om at genvinde tabte områder på Balkan. Det Osmanniske Rige var et rige, der var præget af mange forskellige kulturer og religioner, og som i mange hundrede år omfattede det meste af det, vi i dag kalder Mellemøsten og Balkan.[2] Det moderne Tyrkiet blev i modsætning til det Det Osmanniske Rige grundlagt som en nationalstat med én officiel religion og et nationalt sprog. Grundlæggelse af den moderne tyrkiske republik i 1923 markerer derfor et radikalt skifte, og det er derfor man typisk starter fortællingen om det moderne Tyrkiet dér. Når det er sagt, så var mange af de politiske strømninger, der kom til at præge den tyrkiske republik allerede tilstede i det Det Osmanniske Riges sidste år. Ligesom mange af de ledende folk – inklusive Mustafa Atatürk – også spillede vigtige roller i det Osmanniske rige og i krigsindsatsen i 1. Verdenskrig. I de seneste årtier har en del historikere forsøgt at bløde opdelingen mellem før og efter grundlæggelsen af republikken op og i højere grad se på tiden før og efter første verdenskrig som én samlet periode.

Det Osmanniske Riges sammenbrud og dannelsen af den tyrkiske republik

Hvorfor faldt det osmanniske rige sammen?

Det Osmanniske Rige var et multietnisk rige med mange forskellige nationaliteter som i lange perioder levede fredeligt sammen, men i takt med at nationalismen voksede frem som politisk ideologi i løbet af 1800-tallet kom den osmanniske samfundsmodel under pres. Forskellige mindretal ønskede selvstændighed, først grækerne der efter en langvarig uafhængighedskrig vandt deres uafhængighed i 1829, senere bredte kravene om uafhængighed og oprør sig til andre mindretal på Balkan og derefter også til de arabisktalende dele af imperiet. Imperiet forsøgte at bygge en nationalidentitet op om først det ”osmanniske” og senere omkring imperiets muslimske identitet og sultanens rolle som kalif, men begge dele slog fejl. Udover dette etniske spørgsmål haltede det osmanniske imperium også teknologisk og økonomisk efter Vesteuropa, hvilket også bidrog til imperiets fald.[3] Endeligt var 1. Verdenskrig en altødelæggende begivenhed for imperiet. Befolkningen i Anatolien (det centrale Tyrkiet) faldt med 20 pct. som følge af verdenskrigen og den efterfølgende uafhængighedskrig. I de mest krigshærgede områder var det over halvdelen af befolkningen, der døde. Tyrkiets tabstal var 20 gange højere end Frankrigs, som anses som det land, der blev hårdest ramt i Vesteuropa.[4] Det er stadig et omdiskuteret spørgsmål om imperiet i en eller anden form kunne have overlevet, hvis ikke det havde deltaget i !. Verdenskrig.

Hvordan opstod den tyrkiske republik med dets nuværende grænser?

Efter Det Osmanniske Riges nederlag i første verdenskrig blev de osmanniske områder delt mellem de sejrende magter ved forhandlinger i den schweiziske by Sèvres, hvorfra den efterfølgende traktat også fik sit navn.[5] Denne traktat opdelte det tyrkisktalende kerneland i Anatolien mellem stormagterne og var totalt uacceptabel for den tyrkiske befolkning.[6] Der opstod derfor hurtigt en nationalistisk modstandsbevægelse imod traktaten. Denne modstandsbevægelse byggede på resterne af den osmanniske hær og blev ledet af Mustafa Kemal, der havde ledet osmannernes succesfulde forsvar af Galipoli (indgangen til Dardenellerstrædet og indsejlelingen til Istanbul) under 1. Verdenskrig. Nationalisternes modstandskamp, som både foregik i det østlige Tyrkiet og i kampen mod den græske besættelse af det vestlige Tyrkiet, er i dag kendt som ”Den tyrkiske uafhængighedskrig” eller ”den græsk-tyrkiske krig”. Krigen sluttede med nationalisternes erobring af Smyrna (i dag kendt som Izmir) og den græske hærs tilbagetog fra Anatolien. Efterfølgende blev det nuværende Tyrkiets grænser anerkendt i Lausanne-traktaten i 1923, som kom til at gælde i stedet for Sèvres-traktaten. Man kan stadig i dagens Tyrkiet finde referencer til Sèvres-traktaten i den offentlige debat, selvom den aldrig blev gennemført, idet den kom til at stå som symbolet på udenlandsk imperialisme og som en påmindelse om, at Tyrkiet kun kan stole på sig selv.

I forbindelse med uafhængighedskrigen flygtede mange grækere fra Tyrkiet og mange tyrkere fra Grækenland. Dette blev stadfæstet i Lausanne-traktaten, hvor en egentlig befolkningsudveksling mellem de to lande blev aftalt.[7] Udvekslingen havde enorme menneskelige konsekvenser for de to landes mindretal. Da den armenske befolkning også var blevet udryddet og havde flygtet som følge af det armenske folkemord under 1. Verdenskrig, var det en meget anderledes etnisk sammensætning af Tyrkiet i 1923 i forhold til før verdenskrigen.[8] Det eneste store etniske mindretal, der var tilbage, var den kurdiske befolkning i det østlige Anatolien. En afledt konsekvens af dette var, at den nye republik havde en stor mangel på veluddannet arbejdskraft, som kunne varetage f.eks. administrative job i staten.

Fra Atatürk til Erdogan

Tyrkiet under Mustafa Kemal Atatürk

En af konsekvenserne af uafhængighedskrigen var, at det osmanniske dynastis politiske legitimitet blev undermineret. Sultanen og hans styre havde accepteret de forhadte betingelser i Sèvres-traktaten og efter den nationalistiske modstandsbevægelses sejr var vejen derfor banet for en afskaffelse af det osmanniske dynasti. Nationalforsamlingen kunne derfor d. 29. oktober 1923 udråbe en republik med Mustafa Kemal som præsident. Denne dag fejres stadig i Tyrkiet som nationaldag eller ”Republikkens Dag”. Under Mustafa Kemal blev Tyrkiet en ét-parti stat, hvor magten var koncentreret i hænderne på præsidenten og det republikanske parti, og f.eks. var pressefriheden stærkt indskrænket. Denne magt blev i de følgende årtier brugt til at gennemføre en række markante reformer. Det traditionelle og i mange henseender stadig religiøst inspirerede juridiske system blev erstattet af et vestligt system. Man kopierede simpelthen den schweiziske familieret og den italienske strafferet. Det arabiske alfabet blev erstattet af det latinske og det tidligere officielle osmanniske sprogs mange arabiske og persiske låneord blev fjernet til fordel for mere ”oprindelige” tyrkiske ord eller vestlige låneord. Den vestlige gregorianske kalender og det europæiske metersystem blev også indført.[9] Ligesom det også blev obligatorisk at have et efternavn. Det tyrkiske parlament gav i den forbindelse Mustafa Kemal efternavnet ”Atatürk” – tyrkernes fader. Mange religiøse ordener og stiftelser blev forbudt og konfiskeret og religionens magt i det offentlige liv blev i det hele taget forsøgt reduceret. Tyrkiet blev officielt en sekulær republik, omend den tyrkiske form for sekulærisme ikke er den samme som, man f.eks. kender det fra Frankrig (se afsnittet om Islams rolle). Kvinder fik en bedre juridisk stilling og valgret og deres deltagelse i det offentlige liv blev tilskyndet, ligesom religiøs hovedbeklædning blev bekæmpet. På det økonomiske plan blev landet forsøgt moderniseret gennem en række statsligt-styrede udviklingsplaner og oprettelsen af nationale industrivirksomheder og banker, der skulle gøre Tyrkiet mere uafhængigt af udlandet. Selvom disse sekulære og modernistiske reformer var markante, kunne deres indflydelse oftest mest mærkes i storbyerne, mens det store flertal af befolkningen, som i denne periode stadig boede på landet, ikke mærkede helt så store forandringer. Et slående eksempel er f.eks. at i 1953 – godt 15 år efter Atatürks død – var det stadig kun 0,025 pct. af Tyrkiets mere end 40.000 landsbyer, der havde adgang til elektricitet.[10]

Demokratisering, militærkup og ustabilitet

Efter Atatürks død i 1938 overtog Ismet Inönü, der havde været en tæt allieret med Atatürk og deltaget i den nationale modstandskamp siden begyndelsen. En vigtig prioritet for Inönü i årene efter var at holde Tyrkiet ude af 2. Verdenskrig, da landet stadig kæmpede med de menneskelige og materielle omkostninger efter 1.Verdenskrig og uafhængighedskrigen. De allierede forsøgte flere gange at presse Tyrkiet til at gå ind i krigen, men med stor diplomatisk snilde lykkedes det Tyrkiet at forblive neutral.

Efter krigen stod Inönü i spidsen for en demokratiseringsproces, hvor flere partier blev tilladt. Som et resultat af disse frie valg tabte Inönü magten til Adnan Menderes’ Demokratiske Folkeparti i 1950. Menderes havde stor opbakning blandt landets bønder og stod for en mere økonomisk liberal linje og et opgør med den statstyrede kapitalisme, som havde kendetegnet både Atatürk og Inönüs regeringstid. Samtidig forstod Menderes også at spille på befolkningens religiøse følelser og utilfredsheden med nogle af de sekulære reformer. F.eks. blev det traditionelle arabiske bønnekald, som under Atatürk havde været på tyrkisk, igen på arabisk. Selvom Menderes byggede sin magt på folkelig opbakning, havde han ikke respekt for demokratiske procedure og love, og han blev som tiden gik mere og mere diktatorisk. Han fængslede politiske fjender, lukkede kritiske aviser, og det er efterhånden også dokumenteret, at han spillede en rolle i at starte en voldelig pogrom mod Istanbuls tilbageværende græske befolkning i 1955. Dette blev i 1960 for meget for det tyrkiske militær, der afsatte ham ved et kup, og han blev i 1961 hængt efter at være blevet dømt ved en militærdomstol. Menderes er i dag blevet rehabiliteret af Tyrkiets ledende parti AKP-parti, og flere gader og fx lufthavnen i Izmir bærer hans navn.

I de følgende årtier blev denne vekslen mellem demokratisk åbning og militærkup til et mønster. Efter kuppet i 1960 fulgte en periode med nye demokratiske valg, hvilket igen blev bremset med et militærkup i 1971. Efter dette kup vendte demokratiske valg igen tilbage, hvilket blandt andet bragte den folkelige og socialdemokratisk-orienterede Bülent Ecevit til magten af flere omgange.[11] Det var også i denne periode – i 1974 – at Tyrkiet intervenerede i konflikten på Cypern og besatte den nordlige del af øen, hvilket stadig præger Tyrkiets forhold til EU. [12]

1970’ernes politiske scene var præget af voldelige konfrontationer mellem yderligtgående venstre- og højrefløjsaktivister, bl.a. på landets universiteter, i en grad så det mindede om en lav- intensiv borgerkrig. Desuden skabte revolutionen i Iran i 1979 også frygt for islamitisk aktivisme. Dette førte i 1980 til, at militæret med generel Kenan Evren i spidsen endnu en gang greb ind i den politiske proces. Denne gang var militæret fast besluttet på at kontrollere den demokratiske proces for at forhindre en gentagelse af 1970’ernes politiske kaos. Det resulterede i en ny og meget restriktiv forfatning i 1982, der var designet til at forhindre yderligtgående, kurdiske og islamiske partier i at opnå repræsentation. Blandt andet indeholdt forfatningen en i international sammenhæng unik høj spærregrænse på hele 10 pct. for at et parti kunne opnå plads i parlamentet.

Økonomisk liberalisering og islamismens fremkomst

Det dominerende parti i det nye politiske system, som hæren havde sat op, blev det nye Moderlandsparti ledet af Turgut Özal. Özal havde arbejdet som økonom for Verdensbanken og satte sig i spidsen for en liberalisering af den tyrkiske økonomi, hvilket førte til økonomisk vækst i landet i de følgende år.[13] Det er blandt andet i denne periode, at den tyrkiske turistindustri vokser frem og de feriebyer omkring Antalya, som mange danskere kender, bliver til det populære chartermål, det er i dag. Det var også i 1980’erne, at den kurdiske konflikt blussede op i Tyrkiet. Det kurdiske arbejderparti, PKK, startede i 1984 sin væbnede kamp mod den tyrkiske stat. Krigen udviklede sig med årene til en regulær borgerkrig i det sydøstlige Tyrkiet. Over to millioner mennesker i området blev nødt til at flygte fra deres hjem på grund af krigen og mere end 3.000 landsbyer blev ødelagt.[14] En anden markant tendens i 1980’erne var, at islam begyndte at spille en større rolle i det offentlige liv. Dette var til dels tilskyndet af militæret, der så statsligt styret islam, som et værn mod ukontrollerbare islamistiske tendenser i befolkningen. Der blev bygget flere moskéer, Islamiske tidsskrifter så dagens lys, ledende politikere deltog offentligt i religiøse ceremonier og religion fik en større plads i skolernes lærebøger.[14]

Denne kulturelle strømning fik i 1990’erne også et politiske udtryk med fremkomsten af Necmettin Erbakan’s Velfærdsparti. Partiet agiterede for et brud med alliancen med USA og NATO og en islamisering af Tyrkiet.  I 1994 vandt partiet den vigtige borgmesterpost i Istanbul, hvor Recep Tayyib Erdogan blev borgmester i en alder af kun 40 år. Erdogan ryddede op i bystyrets bureaukrati og blev en populær borgmester, hvilket var med til at bane vejen for hans senere succes på landsplan.[15] Velfærdspartiet fik godt parlamentsvalg i 1995 og Erbakan dannede en koalitionsregering med ham selv som premierminister. Dette blev imidlertid for meget for landets sekulært orienterede militær, som nok en gang greb ind i det politiske spil og tvang ham til at træde tilbage i 1997 i et fredeligt og bureaukratisk militærkup (nogle steder ligefrem omtalt som et ”postmoderne kup”). Selvom Erbakan ikke selv fik den store politiske succes, fik han alligevel enorm betydning. Han blev en mentor for Erdogan (Erdogans yngste søn er opkaldt efter Erbakan) og erfaringen med militærets kup mod Erbakan blev en formativ erfaring for Erdogan og AKP, der fik stor indflydelse på, hvordan partiet regerede, da de kom til i 2002.

1990’erne var præget af økonomisk ustabilitet. Landet blev i både 1994, 1998 og 2001 ramt af finansielle kriser. Hele årtiet var præget af meget høj inflation og politikernes forgæves forsøg på at nedbringe underskuddet på de offentlige finanser. Den politiske ustabilitet bidrog også kraftigt til at skræmme udenlandske investeringer væk.[16] I 2001 blev økonomen Kemal Dervish, som havde arbejdet for valutafonden, sat til at gennemføre et reformprogram, som viste sig at være meget succesfuldt, men det blev den efterfølgende regering ledet af AKP, der kom til at nyde godt af det.[17]

Hvordan kom Erdogan til magten?

Efter at Velfærdspartiet blev kuppet fra magten og forbudt, skiftede Erdogan til det nystiftede Islamiske Dydsparti, men blev i 1998 fængslet for at læse et religiøst digt op. Det korte digt var med ordene ”Minareterne er vores bajonetter, kuplerne vores hjelme, og moskéerne vores barakker” for meget for det på det tidspunkt stadig sekulære retsvæsen. [18] Fængselsdommen vidste sig dog hurtigt at blive en fordel for Erdogan, da den gav ham enorm medieopmærksomhed. Han udsendte f.eks, inden sin afsoning et album, hvor han læste digte op, som solgte over en million eksemplarer og blev det bedst sælgende i Tyrkiet. [19] I 2001 stiftede Erdogan Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, normalt kendt under dets tyrkiske forkortelse AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi).

Den økonomiske krise, der havde præget Tyrkiet i slutningen af 1990’erne havde samtidig undermineret tilliden til de etablerede partier. Istanbul blev derudover i 1999 blev ramt af et voldsomt jordskælv, som kostede over 17.000 mennesker livet og efterlod over en halv million uden tag over hovedet. Mange huse styrtede sammen fordi byggereglementerne ikke blev overholdt, hvilket også bidrog til vreden mod de gamle partier og til AKP’s opbakning.

I 2002 vandt AKP en jordskredssejr ved parlamentsvalget og efter sin løsladelse blev Erdogan premierminister. De første år af AKP’s styre blev af mange både i Tyrkiet og i Vesten anset som en positiv liberal periode, hvor den tyrkiske stat blev mere demokratisk. I de første år blev der vedtaget love, der styrkede menneskerettighederne, reducerede militærets magt i politik, styrkede pressefriheden og der blev også givet mere plads til religiøse og etniske minoriteter. En del af baggrunden for reformerne var ønsket om at opnå medlemskab af EU, hvilket dog hurtigt viste sig udsigtsløst.  Ikke desto mindre blev Tyrkiet på dette tidspunkt anset som et forbillede for resten af Mellemøsten, fordi AKP som et moderat islamisk parti pillede en positiv demokratisk rolle. Time Magazine havde f.eks. en stor forside med Erdogan i 2011 med titlen ”Erdogan’s way”.[20]

Hvordan har Erdogan befæstet sin magt?

Dette billede begyndte dog langsomt at ændre sig i takt med, at AKP befæstede sin magt over statsapparatet. I sit opgør med militæret kørte regeringen to markante retssager mod hemmelige netværk i statsapparatet, de såkaldte Balzyos og Ergenekon retssager. Sagerne handlede i sin substans om de hemmelige netværks påståede kupplaner. Det er meget svært at sige, hvor mange af anklagerne, der er rigtige. Der fandtes uden tvivl folk i militæret og statsapparatet, der gerne ville af med AKP, men samtidig tyder meget også på, at AKP brugte sagerne til at rydde kritikere af enhver slags af banen.

Et andet vendepunkt i Erdogans regeringstid er Gezi-protesterne i 2013, der opstod i protest over et nybyggeri i Gezi-parken i Istanbul som ligger i forlængelse af den centrale Taksim plads, men hurtigt udviklede sig til en bredere national protestbevægelse rettet mod regeringens stigende autoritære tendenser. På trods af at protesterne blev slået ned og langsomt ebbede ud, blev de en formativ erfaring for en hel generation af unge tyrkere og var med til at skabe en kløft mellem AKP og yngre vælgere især i storbyerne.[21]

Hvad var kupforsøget i 2016?

En tredje vigtig begivenhed var konflikten mellem AKP og den religiøse Gülen-bevægelse. Gülen-bevægelsen er en konservativ religiøs bevægelse i Tyrkiet, der i perioden frem til konflikten med Erdogan drev mange skoler, gymnasier og universiter, ligesom de ejede flere ledende medier. Og hvis mange tilhængere indtog mange centrale poster i statsapparatet. Da Erdogan kom til magten var de to tætte allierede, men omkring 2012-2013 begyndte forholdet at krakelere. Det er usikkert, hvad der helt præcist startede konflikten, men Erdogan har højst sandsynligt på et tidspunkt vurderet, at bevægelsen var blevet for magtfuld og kunne true hans egen magt. AKP-besluttede derfor bl.a. at lukke Gülen-bevægelsens mange eksamensforberedende skoler, som også var en vigtig rekrutteringsplatform. Senere offentliggjorde politianklagere med forbindelse til Gülen-bevægelsen en række korruptionssager, der involverede Erdogan og toppen af AKP. Konflikten kulminerede i 2016, hvor Gülen-folk i militæret forsøgte at vælte Erdogan i et kup. Efter dette kupforsøg foretog AKP-regeringen en voldsom udrensning af Gülen-sympatisører i hele staten. Skolelærer, dommere, politifolk, militærfolk og meget andet blev afskedigede, fængslede og andre flygtede til udlandet. [22] I forbindelse med den udrensning strammede AKP i det hele taget sit greb om magten og udrensningen af Gülen-tilhængere blev - ligesom med Balzyos og Ergenekon processerne - også brugt til at rydde andre politiske modstandere af vejen.

Hvad har Erdogan gjort for at fastholde magten?

I 2017 fik Erdogan vedtaget en forfatningsændring, der ændrede det politiske system fra et parlamentarisk til et præsidentielt system og samtidigt begrænsede parlaments muligheder for at kontrollere regeringen. I det seneste 10-15 år under AKP er politiet og domstolene i stigende grad blevet politisk styrede, hvilket f.eks. er tydeligt i de sager, der bliver rejst mod menneskerettighedsaktivister eller oppositionspolitikere. Hvor mediebilledet var forholdsvist pluralistisk, da AKP kom til magten, er det langsomt blevet mere og mere styret af AKP. Regeringen eller forretningsmænd tæt på Erdogan har overtaget alle de vigtige TV-kanaler og aviser. Erdogan og AKP er således gået fra at udvide demokratiet i de første regeringsår til i de senere at afmontere demokratiet i Tyrkiet (se afsnit 5.1).

Hvordan har forholdet til kurderne udviklet sig under Erdogan?

I forhold til konflikten med PKK og det kurdiske mindretal stod Erdogan i starten for en forsonlig linje. Mange konservative kurdere stemte også på ham, fordi de kunne identificere sig med hans Islamiske værdier, som ikke er bundet så tæt til tyrkisk national identitet. Det kurdiske sprog blev også mere tolereret, tyrkisk stats-TV oprettede en kurdisk kanal og kurdisk blev et valgfag i skolen visse steder. Erdogan forsøgte sig også med fredsforhandlinger med PKK i 2012, men for at sikre sig flertal for sin forfatningsændring vendte han 180 grader. I 2015 droppede han fredsforhandlingerne, allierede sig med ultranationalisterne i parlamentet og indledte en militærkampagne mod PKK. Dette førte til voldsomme kampe i flere kurdiske byer i det sydøstlige Tyrkiet i årene 2015-2017. Kampe som endte med at drive PKK ud af Tyrkiet, så de nu kun har baser i Syrien og det Nordlige Irak.[23] I maj 2025 besluttede PKK at nedlægge våbene i Tyrkiet, som en del af fredsforhandlinger med den tyrkiske stat. Forhandlinger der stadig ikke er afsluttet.[24]

Hvordan har den økonomiske udvikling været under Erdogan?

Med hensyn til den økonomiske udvikling under Erdogan så var de første ca. 15 år præget af stor økonomisk fremgang, hvilket var med til at cementere Erdogans popularitet i befolkningen. Selv den globale finanskrise i 2007-08 klarede Tyrkiet relativ godt. Derefter er billedet mere blandet og i især de sidste fem år har mange mennesker i Tyrkiet oplevet et stort tab af købekraft. Dette skyldes til dels, at Erdogan ikke tillod centralbanken selv at sætte renten, men i stedet pressede lave renter igennem, hvilket fik inflationen til at stige eksplosivt. [25] Efter sit genvalg i 2023 har Erdogan forsøgt at vende den udvikling med genindførelse af en mere normal pengepolitik, men inflationen er stadig ikke kommet under kontrol.

Tidslinje

1923

Den tyrkiske republik bliver proklameret af nationalforsamlingen d. 29 oktober og Mustafa Kemal – senere kendt som Mustafa Kemal Atatürk – bliver republikkens første præsident.

1924

Det osmanniske kalifat afskaffes officielt.

1925

Oprør i kurdiske områder i det østlige Tyrkiet bliver slået hårdt ned.

1926

Tyrkiet indfører en ny familie- og strafferet i stedet for den mere religiøst inspirerede, der var gældende i det Osmanniske Rige.

1928

Det arabiske alfabet bliver erstattet af et nyt tyrkisk alfabet, der bygger på det latinske.

1938

Mustafa Kemal Atatürk dør og bliver efterfulgt som præsident af Ismet Inönü.

1940-1945

Anden verdenskrig. Tyrkiet formår at holde sig ude af krigen.

1950

De første frie valg organiseres og bliver vundet af Adnan Menderes’ Demokratiske Parti.

1952

Tyrkiet bliver en del af NATO.

1960

Militærkup. Adnan Menderes’ bliver afsat og senere hængt.

1971

Militærkup

1974

Tyrkiet invaderer og besætter det nordlige Cypern for at beskytte øens tyrkiske minoritet.

1980

Militærkup og undtagelsestilstand. Mange bliver fængslet.

1982

Militæret indfører en ny restriktiv forfatning.

1984

Det kurdiske arbejderparti PKK starter sin krig mod den tyrkiske stat. Det bliver startskuddet til en langvarig og blodig krig i det sydøstlige Tyrkiet.

1996

Den første Islamisk ledede regering med Necmettin Erbakan som premierminister.

1997

Hæren presser Erbakan fra magten i et fredeligt kup.

2002

AKP med Recep Tayyib Erdogan i spidsen vinder parlamentsvalget og Erdogan bliver premierminister.

2014

Erdogan vinder præsidentvalget og bliver præsident.

2017

Erdogan vinder en folkeafstemning om at indføre et præsidentielt styre i stedet for det gamle parlamentariske. Magten koncentreres i præsidentembedet.

2019

Ekrem Imamouglu vinder over AKP’s kandidat og bliver borgmester i Istanbul.

2023

Kæmpe jordskælv rammer det østlige Tyrkiet og Syrien. Over 53.000 mennesker dør i Tyrkiet.

2023

Erdogan genvinder præsidentvalget

2025

Istanbuls borgmester Ekrem Imamouglu bliver fængslet.

Demokratisk tilbagegang og politiseringen af islam i dagens Tyrkiet

Hvordan er demokratiets tilstand i Tyrkiet i dag?

Tyrkiet bliver ofte ses som et typisk eksempel på det som politologer kalder ”kompetetivt autoritærianisme”, dvs. et system, hvor selve valghandlingen foregår stort set korrekt, men alt rundt om det ikke gør det.[26] Andre steder er det omtalt som ”illiberalt demokrati”, hvilket mere eller mindre dækker over det samme. Erdogan og det ledende AKP bruger aktivt statsapparatet og domstolene til at vinde valgene og bevare deres magt. For det første er adgangen til medierne meget skæv. Næsten alle medier er kontrolleret af staten eller af forretningsmænd med tætte bånd til AKP. Derudover kan man risikere fængsel eller bøder, hvis man kritiserer regeringen. Der sidder i øjeblikket 34 tyrkiske journalister i fængsel for at udføre deres arbejde.[27] Dermed ikke være sagt at alle kritiske ytringer nødvendigvis fører til en straffesag, men vilkårligheden og risikoen ved at ytre sig lægger selvsagt en dæmper på kritik af regeringen. Adgangen til sociale medier og kritiske internetsider bliver også ofte blokeret i Tyrkiet.

Politiske modstandere bliver også fængslet, hvis de udgør en trussel mod AKP. Mange kurdiske politikere sidder fængslet deriblandt lederen af det pro-kurdiske parti HDP, Selahattin Demirtaş. I marts 2015 blev Istanbuls borgmester Ekrem Imamouglu, som af mange betragtes som det store oppositionspartis kommende præsidentkandidat, også fængslet sammen med 106 andre politikere fra samme parti. [28]

Regeringskritiske demonstrationer bliver også hårdt slået ned. Et eksempel på det er, at hundredvis af demonstranter vilkårligt er blevet fængslet eller tilbageholdt uden en fair rettergang i forbindelse med de mange demonstrationer mod Imamouglus fængsling. Kort sagt, er demokratiet i tilbagegang i Tyrkiet, og med fængslingen af Imamouglu kan man diskutere om det stadig giver mening at tale om ”kompetivt autoritarikrati” eller andre ord, der stadig indeholder en grad af demokrati. Måske er den mest meningsfulde måde at beskrive Tyrkiet på i dag simpelthen bare et diktatur.[29]

Hvilken rolle spiller islam i det moderne Tyrkiet?

Omkring 80 pct. af befolkningen i Tyrkiet er Sunni-muslimer, mens omkring 15 pct. er alevi, som er en særlig gren af Shia-Islam. Derudover er der et meget lille kristent mindretal.[30] Selvom Tyrkiet officielt er en sekulær republik, så betyder det ikke en adskillelse af religion og politik, som det f.eks. gør i Frankrig. Det betyder i stedet, at religionen er underlagt og styret af staten. Det statslige ministerium for religiøse anliggender styrer landets moskéer og ansætter alle imamer, ligesom ministeriet også bestemmer, hvad der skal siges i prædikenen om fredagen.[31] Siden republikkens grundlæggelse har der - i grove træk – været en kløft mellem borgerskabet i byerne, der tog afstand fra religionen, og de lavere klasser og landbefolkningen for hvem religionen spillede en vigtig rolle i deres hverdag. Følelsen af at eliten så ned på deres religion var en stor katalysator for opbakningen til Erdogan især i de første år. Under Erdogan har ministeriet for religiøse anliggende fået tildelt mange flere midler, ligesom undervisning i Islam nu fylder mere i tyrkiske skoler. Ironisk nok er befolkningen efter snart 25 år med AKP alligevel blevet mindre religiøs.[31]

Osmannerriget og Atatürk i tyrkisk historiebrug

Hvordan ser tyrkerne på Det Osmanniske Rige i dag?

I republikkens første år blev den osmanniske arv bevidst nedprioriteret. For Atatürk og nationalisterne handlede det om at modernisere landet og skabe en ny national identitet. Det osmanniske rige havde været en multietnisk stat og for at understøtte den nye tyrkiske nationalstat fremhævede man derfor tyrkernes historie før det osmanniske rige og før Islam. På dette tidspunkt blev der således produceret mange bøger og studier – mange af mere propagandistisk tilsnit – om tyrkernes oprindelse i Centralasien og deres før-islamiske kultur. Samtidig var skiftet fra det arabiske alfabet til det latinske alfabet og den efterfølgende reform af det tyrkiske ordforråd med til at afskære befolkningen fra den osmanniske historie.

Da AKP kom til magten i 2002 oplevede det osmanniske rige en kulturel renæssance i Tyrkiet. For partiet og dets tilhængere var imperiet med dets sunni-muslimske identitet og århundrede årige dominans af Mellemøsten en inspiration for, hvordan et nyt stærkt Islamisk Tyrkiet skulle indrettes. Osmannisk stil både i byggeri og tøj vandt frem i denne periode. Der blev også produceret mange TV-serier, der portrætterede den osmanniske storhedstid f.eks. ”Mühteşem Yüzıl” (”Fantastiske århundrede”), som blev et kæmpe hit i hele Mellemøsten.[32] Synet på det osmanniske imperium er stadig i dag et politisk spørgsmål, som meget afhænger af hvor man står politisk. Overordnet set, kan man sige at konservative og religiøse ser tilbage på dets storhed, mens mere sekulært orienterede mere husker imperiets tilbagegang og teknologiske tilbageståenhed.

Hvordan opfattes Tyrkiets grundlægger Mustafa Kemal Atatürk i dag?

AKP og Erdogan var i starten kritiske overfor Atatürks politiske arv, da de var modstandere af mange af hans sekulærære reformer. I deres øjne havde disse reformer undertrykt Tyrkiets islamiske identitet. AKP har dog aldrig turdet at tage et egentligt opgør med Atatürks heltestatus i Tyrkiet. Det ville simpelthen være for politisk risikabelt. I stedet har partiet omfavnet Atatürks minde. Atatürks dødsdag højtideligholdes således stadig i Tyrkiet ligesom Erdogan ofte lægger blomster på hans grav i Mausolæet Anıtkapir i Ankara. Årsagen til det skal findes i, at selvom mange af de reformer Atatürk gennemførte kan være genstand for diskussion og dele de politiske fløje, så er Atatürks rolle i uafhængighedskrigen og befrielsen af Tyrkiet bredt anerkendt. Kort sagt, så kan ”Atatürk som reformator” godt skille folk ad, men alle elsker ”Atatürk befrieren”.[33]

Fremtiden for Tyrkiet

Hvad er fremtidsudsigterne for demokratiet i Tyrkiet?

Fængslingen af Istanbul’s borgmester Ekrem Imamouglu er af mange blevet betragtet som et stort tilbageskridt for demokratiet i Tyrkiet. Selvom kurdiske politikere, journalister og menneskerettighedsaktivister ofte er blevet fængslet, så virker det at fængsle oppositionspartiets formodede præsidentkandidat alligevel som meget stort skridt. Samtidig er selve statsapparatet blevet mere og mere sammenvævet med AKP og Erdogans støtter. Mange folk i toppen af statsapparatet og korrupte forretningsmænd med forbindelser til Erdogan er med rette bange for, hvad det vil betyde for dem, hvis Erdogan ikke længere er ved magten. Der er derfor rigtig mange, som har store interesser i at forhindre, at oppositionen overhovedet får muligheden for at slå Erdogan i et frit valg.

Der er dog også forhold, der giver en anledning til en vis optimisme – om ikke på kort sigt – så på den lidt længere bane. På trods af at Erdogan sidder tungt på medierne, så er det ikke lykkedes ham at overbevise befolkningen om, at fængslingen af Imamouglu er lovlig. Kun 23 procent af den tyrkiske befolkning tror på Erdogans udlægning.[34] Og selvom styret har slået hårdt ned på protesterne mod fængslingen, så bliver der stadig organiseret nye. Den tyrkiske opposition er stadig aktiv og klar til at udfordre Erdogan, hvis ikke ved stemmeurnerne så på gaden.

Tyrkisk politisk er kronisk svær at forudse og landet ligger i en urolig region, hvor mange nye forhold pludselig kan dukke op og ændre alting. Men kampen om det tyrkiske demokrati er stadig åben.

På hvilke områder kommer Tyrkiet til at spille en rolle i de kommende år?

Tyrkiets geografiske placering gør, at det vil være involveret i en lang række vigtige politiske sager og konflikter de kommende år. I Kaukasus vil Tyrkiet være en vigtig partner ift. fredsforhandlingerne mellem Aserbajdsjan og Armenien. Tyrkiet, der traditionelt har støttet Aserbajdsjan i den mangeårige konflikt, ser en interesse i en fredsaftale og etableringen af en korridor fra Aserbajdsjan til dets enklave Nakhchivan. Den såkaldte ”Trump Route for International Peace and Prosperity”.[35] Korridoren vil nemlig kunne styrke Tyrkiets handel og bånd til de tyrkisktalende republikker i Centralasien. En fredsaftale vil også kunne bane vejen for en åbning af grænseovergangen mellem Armenien og Tyrkiet, hvilket ville kunne give nye økonomiske muligheder i den nordøstlige del af Tyrkiet.

I Mellemøsten vil Tyrkiet være en uomgængelig partner i forhold til at sikre et fredelig og stabilt Syrien (se nedenfor) og landet vil også have en rolle i forhold til situationen i Iran. Modsat Israel og USA prioriterer Tyrkiet stabilitet i Iran fremfor regimeskifte, da man er bange for, at landet skal bryde sammen og sende millioner på flugt mod Tyrkiets grænser. Tyrkiet er også i de seneste årtier blevet aktiv i Afrika. Under Erdogan er der f.eks. blevet etableret mange nye ambassader i Afrika, en militærbase i Somalia og den tyrkiske våbenindustri har fundet mange nye kunder blandt de afrikanske lande.

Endelig er Tyrkiet også vigtig for at sikre en varig fred i Ukraine. Tyrkiet har støttet Ukraine militært med bl.a. droner, men har samtidig ikke sanktioneret den russiske økonomi sådan som de europæiske lande har gjort. Det er ikke uden grund blevet beskrevet som et forsøg på at spille på to heste, men Tyrkiet har også holdt sig på god fod med Rusland i håbet om at kunne spille en mæglerrolle. F.eks. var Tyrkiet med til at sikre den nu udløbede kornaftale, der sikrede ukrainsk eksport af korn til mange afrikanske lande. [36] Tyrkiet har en stor interesse i, at den fred der måtte komme i Ukraine ikke bliver for gunstig for Rusland. Landet vil gerne have, at Rusland ikke kommer til at stå for stærkt i Sortehavet og dermed kunne komme til at true Tyrkiet på længere sigt. Derfor er Tyrkiets interesser meget lig med de europæiske landes.[37]

Citerede kilder

  6. Anatolien

    Leksikonopslag
    Lex.dk

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Årsag

  28. Türkiye

    Årsrapport
    Human Rights Watch, 2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvenser

  30. Turkey

    Leksikonopslag
    Britannica

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvenser