Den Europæiske Union (EU)

Indledning

Den Europæiske Union (EU) er et økonomisk og politisk forpligtende samarbejde mellem en række lande i Europa. EU består i dag af 27 medlemslande med i alt omkring 449 millioner indbyggere.

Den Europæiske Union startede i 1952 som et kul- og stålfællesskab mellem seks lande. Formålet med samarbejdet var primært at undgå en ny europæisk krig og at skabe en stærk europæisk økonomi. Siden da er EU blevet udvidet betragteligt i både bredden (antallet af medlemslande) og i dybden (politikområder som behandles). Danmark har været medlem siden 1. januar 1973, hvor også Storbritannien og Irland blev optaget.

Den løbende udvidelse har øget EU’s betydning både globalt og nationalt. På verdensplan udgør unionen verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA, og står for omkring 16 % af den globale verdenshandel. EU kan derfor beskrives som en økonomisk supermagt.

Det europæiske samarbejde har også stor betydning for danskernes dagligdag, hvor implementering af EU-lovgivningen påvirker alt fra øremærket barsel til mænd til tilladte kemikalier og tilsætningsstoffer i rengøringsmidler og fødevarer. 

Valget af Donald Trump som præsident i USA i 2024 og den efterfølgende destabilisering af forsvarsalliancen NATO samt Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har medført nye diskussioner i EU om, hvordan den fælles sikkerhedspolitik skal udvikle sig, og hvilken rolle EU skal spille globalt.

Relaterede emner

Definition af Den Europæiske Union

Hvad er EU?

Den Europæiske Union (EU) er et forpligtende politisk og økonomisk samarbejde mellem 27 lande i Europa. EU fungerer gennem en lang række af institutioner, som varetager forskellige funktioner. De vigtigste er Europakommission, Ministerrådet, Europa-Parlamentet og EU-domstolen. Disse udgør til sammen EU’s udøvende, lovgivende og dømmende magt, og sikrer en tredeling af magten.

EU’s institutioner er beliggende i flere byer.  De fleste af de centrale institutioner forefindes i Bruxelles i Belgien og Strasbourg i Frankrig. Europa-Parlamentet holder tili både Strasbourg og Bruxelles. EU’s årlige budget er på omkring 186 mia. euro, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU. De største poster på budgettet er støtte til landbrug og regionsudvikling [1].

EU’s historie strækker sig tilbage til 1952, hvor Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg indgik i et kul- og stålfællesskab. I 1957 fik samarbejdet en økonomisk dimension med fælles marked, og hermed var grundstenene til det moderne europæiske samarbejde lagt. Danmark blev en del af samarbejdet i 1973.

Siden sin begyndelse er EU støt vokset i antal af medlemslande såvel som politikområder. EU’s evne til at påvirke udviklingen i medlemslandene er også blevet styrket, da flere og flere områder er blevet gjort overstatslige fremfor mellemstatslige.

Globalt set kan EU betragtes som en økonomisk supermagt, der i kraft af sin betydning for verdenshandlen udgør en betragtelig faktor. Valget af Donald Trump som amerikansk præsident i 2024 og ikke mindst krigen i Ukraine siden 2022 har ført til fornyede diskussioner om, hvordan EU skal udvikle sig i fremtiden. Herunder om samarbejdet skal have en militær dimension, og om den fælles europæiske sikkerhedspolitik skal styrkes.

Baggrunden for Den Europæiske Union

Hvilken karakter har samarbejdet i EU?

Samarbejdet i den Europæiske Union har både overstatslig og mellemstatslig karakter. Historisk har udviklingen været, at flere og flere områder er gået fra at være styret gennem mellemstatsligt samarbejde til at være styret overstatsligt.

Overstatsligt samarbejde betyder, at på de områder hvor medlemslandene har afgivet suverænitet, kan EU lave regler for medlemslandene uden at disse først skal godkendes i de nationale parlamenter. Det betyder, at hvis et flertal i EU vedtager et direktiv, skal det følges af alle medlemslande, også selvom enkelte medlemslande er uenige i beslutningen.

Det overstatslige element kom ind i EU-samarbejdet med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft 2009. Områder, der anses for særligt følsomme, er dog stadig styret mellemstatsligt. Dvs. at de kræver konsensus mellem alle medlemslande. Disse områder er bl.a. optagelse af nye medlemslande, sikkerheds- og udenrigspolitik og vedtagelse af nye traktater. F.eks. har Ungarn siden 2023 brugt denne vetoret til at blokere for, at Ukraine kan blive medlem af EU. [2]

Grundet Danmarks EU-forbehold har Danmark siden 1993 stået udenfor dele af det overstatslige samarbejde (se case).

Hvad er Europa-Kommissionen?

Europa-kommissionen (også kaldet EU-kommissionen) bliver tit beskrevet som EU’s hjerte, da det er her, den udøvende magt ligger. EU-kommissionen fremsætter forslag til lovgivning og kontrollerer at medlemsstaterne implementerer og overholder den. Det er også EU-kommissionen som har ansvaret for at fremlægge og administrere EU’s budget. Endelig er det EU-kommissionen – ofte kommissionens formand – som repræsenterer EU internationalt og har ansvaret for at forhandle aftaler med andre lande eller internationale organisationer.

Konkret består kommissionen af en kommissær fra hvert medlemsland. For nuværende 27 kommissærer. Ifølge EU-traktaten skal kommissærerne dog udelukkende varetage EU’s fælles interesser og må ikke modtage eller handle på ordrer fra hjemlandet. Hver kommissær varetager specifikke politikområder. Siden 2024 har den danske EU-kommissær været Dan Jørgensen (S), der er ansvarlig for energi og bolig. Områderne fordeles af kommissionens formand. En kommission sidder fem år ad gangen.

Kommissionen er med sine 33.000 ansatte også EU’s suverænt største institution [3]. Til sammenligning har det danske Folketing omkring 450 ansatte.

Hvad er Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentets opgave er, sammen med Ministerrådet, at behandle og vedtage den lovgivning, EU-kommissionen fremsætter. Parlamentet kontrollerer også EU-kommissions forvaltning af det vedtagne budget. Europa-Parlamentet udgør sammen med Ministerrådet EU’s lovgivende magt og er den eneste EU-institution, hvortil der er direkte valg blandt befolkningerne i de respektive medlemslande.

Antallet af EU-parlamentsmedlemmer har varieret gennem tiden. I det nuværende Europa-Parlament er der 720 medlemmer, heraf 15 danske. Pladserne i parlamentet fordeles ikke fuldt proportionalt til medlemslandenes indbyggertal, men efter en model, som tilgodeser de mindre medlemslande. Små lande som fx Danmark eller Luxembourg har derfor flere pladser end befolkningens størrelse egentlig tilsiger. 

Europa-Parlamentet har eksisteret siden 1958. Oprindeligt blev medlemmerne udpeget af de nationale parlamenter. I 1979 blev det ændret til direkte valg i de respektive medlemslande hver femte år. Formålet med at give borgerne direkte indflydelse var at øge EU’s demokratiske legitimitet. Af samme årsag er Europa-Parlamentet også løbende blevet tildelt øget magt i EU’s system.

Stemmeprocenten til Europa-Parlamentet er i alle EU-landene væsentligt lavere end til nationale valg. Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2024 var den danske stemmeprocent således på 50,74 [4], mens stemmeprocenten til seneste Folketingsvalg i 2022 var oppe på 84,16 % [5].

Den lave stemmeprocent har løbende skabt diskussioner om parlamentets og EU’s demokratiske legitimitet [6].

Hvad er Ministerrådet?

Ministerrådet behandler og vedtager, sammen med Europa-Parlamentet, EU’s lovgivning. For at blive vedtaget skal en lov altså godkendes begge steder. Ministerrådet er den anden halvdel af EU’s lovgivende magt. Ligesom Europa-Parlamentet holder de også øje med, at EU’s budget forvaltes korrekt.

Medlemmerne af Ministerrådet udgøres af ministre fra medlemslandene. Men hvilke ministre varierer fra sag til sag. Handler det om fiskekvoter er det fx landenes fiskeriministre som mødes.

Når Ministerrådet mødes ledes det af en formand. Formandskabet går på tur mellem medlemslandene og skifter hvert halve år. Ud over at forberede og lede møderne i rådet er det også formandskabet, som repræsenterer Ministerrådet overfor de andre EU-institutioner. Danmark har formandskabet fra 1. juli 2025 og et halvt år frem.

Hvad er EU-domstolen

EU-domstolen er EU’s dømmende magt. Det betyder, er domstolen har det sidste ord i, hvordan EU’s regler og lovgivning skal fortolkes. Det er EU-domstolen, som i tvivlstilfælde afgør, om et medlemsland har implementeret EU’s direktiver korrekt. Typisk er det EU-kommissionen som bringer en sag for domstolen. Men det kan også være medlemslandene, som er indbyrdes uenige om fortolkningen, eller en national regering som finder, at en EU-institution har overskredet sine beføjelser.

Privatpersoner, virksomheder og organisationer kan, hvis området ligger under EU, også få deres sag prøvet EU-domstolen. Fx valgte det danske fagforbund HK i 1984 at få EU-domstolen til at vurdere, hvorvidt Danmarks ligelønslov var for vag i forhold til EU’s direktiv om ligeløn. EU-domstolen gav HK medhold i at Danmarks ligelønslov ikke gav de danske lønmodtagere tilstrækkelig mulighed for at rejse ligelønssager. Dommen førte til, at den danske ligelønslov blev strammet, og antallet af ligelønssager steg markant i begyndelsen af 1990’erne [7].

Den Europæiske Unions historiske udvikling

Hvordan startede EU?

Ideen til et gensidigt forpligtende europæisk fællesskab opstod allerede under Anden Verdenskrig, hvor dele af den anti-nazistiske modstandsbevægelse lavede et manifest for en europæisk føderation med overstatslig regering og egen hær. Ideen var, at et tæt og forpligtende samarbejde mellem de europæiske stater ville kunne forhindre en ny krig [8].

Efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 blev ideen om en europæisk føderation diskuteret på flere tværeuropæiske konferencer, men villigheden til at afgive national suverænitet var ikke til stede blandt Europas ledere. Særligt Storbritannien og de skandinaviske lande var kritiske og ønskede i stedet at styrke forbindelsen til USA.

I 1952 valgte Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg at indgå i et kul- og stålfællesskab. Ved at etablere et overstatsligt samarbejde omkring produktion og handel med disse to centrale ressourcer gjorde landene det væsentligt sværere for det enkelte land at starte en ny krig, da kul og stål er nødvendige i forbindelse med oprustning.

EU begyndte altså som et samarbejde, der skulle gøre det sværere for de europæiske lande at begynde nye krige mod hinanden. Hurtigt blev økonomi i form af et fælles marked dog også en væsentlig begrundelse for at fortsætte og udbygge samarbejdet.

Hvordan har EU udviklet sig?

Samarbejdet mellem de europæiske lande kom hurtigt til at handle om mere end at undgå en ny ødelæggende krig på det europæiske kontinent. Allerede i 1957 vedtog de oprindelige seks lande Rom-traktaten med hvilken kul- og stålunionen blev til Det Europæiske Fællesskab. Derfor kaldes Rom-traktaten ofte også EF-traktaten. Grundstenen i traktaten var oprettelsen af et fælles marked med fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital – og uden toldsatser landene imellem. Landene fik samtidig fælles landbrugs- og fiskeripolitik og ens konkurrenceregler.

Med Rom-traktaten blev hjørnestenene lagt til det moderne EU, hvor økonomisk samarbejde er rygraden i fællesskabet. Dermed blev samarbejdet attraktivt for flere europæiske lande.

Siden 1957 er EU vokset betragtelig i antallet af medlemslande, og har integreret flere politikområder i sit arbejde, fx klima- og miljø. Ligeledes er det gradvist blevet gjort det nemmere for EU at gennemføre lovgivning. Dette er sket ved at styrke de overstatslige elementer i fællesskabet. Dvs. at der ikke skal være tilslutning fra samtlige medlemslande før et direktiv kan vedtages.  

Vigtige udvidelser af EU’s politiske magt er Maastricht-traktaten fra 1992, der kraftigt udvidede de politikområder, EU beskæftiger sig med, og Lissabon-traktaten fra 2009, som gjorde en større del af samarbejdet overstatsligt.

Selvom EU har udviklet sig mod at blive et større og mere indflydelsesrigt samarbejde, har der undervejs været mange diskussioner og uenigheder i organisationen. Der er mange modsatrettede interesser og ideologiske forskelle EU-medlemslandene imellem. Det gør, at forhandlinger om større aftaler ofte er svære og kan tage meget lang tid at få på plads. Den endelige version af aftaler ender derfor også tit med at være mindre ambitiøs eller vidtrækkende end først forslået. F.eks. kritiserer flere forskere og aktivister EU’s klimaaftale for ikke at være tilstrækkelig til at håndtere klimakrisen [9].

Hvornår og hvorfor kom Danmark med i EU?

Danmark søgte sammen med Irland og Storbritannien om optagelse allerede i 1961. Men der skulle gå 12 år før det blev en realitet. Det skyldes, at Frankrig indtil 1969 blokerede for britisk medlemskab. Det fik Danmark til at trække sin ansøgning, da man ikke ønskede at være en del af fællesskabet uden Storbritannien, som var Danmarks vigtigste handelspartner.

I Folketinget var der stor opbakning til et EF-medlemskab efter at forhindringer for britisk medlemskab var væk. Kun Socialistisk Folkeparti var imod. Udenfor Folketinget var der dog flere politiske bevægelser imod Danmarks medlemskab. Stemningen i befolkningen havde stor betydning, da en optagelse i EF ifølge den danske grundlov krævede en folkeafstemning, eftersom der var tale om suverænitetsafgivelse. I Norge – hvor et medlemskab også kræver et ja ved folkeafstemning – stemte et flertal i befolkningen i 1972 nej, selvom et flertal af de norske politikere anbefalede et ja.

Op til den danske folkeafstemning førte Regeringen anført af statsminister Jens Otto Krag (S) derfor en massiv ja-kampagne for at undgå, at danskerne fulgte nordmændenes eksempel. Kampagnen var primært baseret på et argument om, at medlemskab ville gavne dansk økonomi og dermed bidrage til at sikre velfærdsstatens fremtid. Nej-kampagnen var mere divers. Blandt de venstreorienterede modstandere argumenterede man for, at en optagelse ville presse arbejdstagerrettigheder og svække demokratiet. Blandt de højreorienterede modstandere gik modstanden især på, at Danmark som småstat ville miste national egenart i det store europæiske fællesskab.

Den 2. oktober 1972 stemte 63,3 % af danskerne ja til dansk medlemskab og den 1. januar 1973 indtrådte Danmark i EF [10].

Den Europæiske Unions konsekvens og betydning

Hvad betyder EU for EU-borgernes dagligdag?

Selvom EU-institutionerne kan føles langt væk, har samarbejdet stor betydning for EU-borgernes dagligdag, herunder indretning af arbejdsmarkedet og muligheder for uddannelse.

Samarbejdet mellem de europæiske lande gør, at alle varer og tjenesteydelser i EU skal leve op til de samme minimumskrav. Det er i EU, det bliver besluttet, hvilke tilsætningsstoffer der må være i din mad, hvilke data sociale medier må indsamle om dig, og hvordan din mobiltelefon og tablet skal oplades. Nogle ser EU’s regler som beskyttelse af borgerne. Andre finder, at de mange regler giver for meget bureaukrati, og at tiltag som fx GDPR (General Data Protection Regulation) giver unødigt megen administration for virksomheder, organisationer og offentlige instanser [11].

EU’s indre marked betyder også, at borgerne i EU frit kan tage arbejde eller nedsætte sig som selvstændig i et andet EU-land uden først at søge arbejdstilladelse. En god del af den københavnske metro er fx bygget af et italiensk firma [12].

For at sikre fair konkurrence mellem medlemslandene og etablere lige adgang til sociale rettigheder for alle EU-borgere, uanset hvor de bor og arbejder, har EU også indført en lang række direktiver omkring arbejdsforhold. I Danmark har arbejdsmarkedets parter været kritisk overfor, hvad de ser som utidig indblanding i danske forhold. Det skyldes, at der traditionelt ikke har været megen lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet i Danmark, hvor vilkårene i stedet er reguleret gennem overenskomster mellem de organisationer, der repræsenterer henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere [13]. I forbindelse med EU’s behandling om direktiv om mindsteløn, udtrykte formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation Morten Skov, derfor støtte til den danske regerings indsats for at få annulleret direktivet. » EU’s mindstelønsdirektiv truer vores stabile måde at styre arbejdsmarkedet på, og derfor står fagbevægelsen bag statens indsats for at få rullet direktivet tilbage.« [14]

EU har siden 1987 også støttet muligheden for at tage uddannelse i et andet EU-land end der, hvor man er statsborger. Historisk er det kun en relativt lille del af sit budget, EU har brugt på uddannelses- og forskningsinitiativer, men de seneste 20 år er området blevet en voksende prioritet i samarbejdet.

Hvilken rolle spiller EU globalt?

EU’s globale magt er først og fremmest baseret på økonomisk indflydelse. EU-medlemslandene udgør samlet set verdens næststørste økonomi og står for16,1 % af verdenshandlen, hvilket gør EU til den største spiller i den globale handel. Kina og USA, som er de næststørste, har begge en andel på omkring 13,5 % [15].

Den økonomiske magt kan EU omsætte til politisk indflydelse globalt gennem handelssanktioner eller handelsaftaler. EU kan fx stille som en betingelse for en gunstig handelsaftale, at en anden nation håndterer problemer med korruption eller overtrædelse af menneskerettigheder. EU bruger også sin globale magt til at varetage egne interesser. Et eksempel er EU’s involvering på det afrikanske kontinent, hvor europæisk støtte til infrastrukturelle projekter eller handelsaftaler ofte ledsages af en forventning om, at de afrikanske lande støtter EU i internationale organisationer og bistår med at begrænse afrikansk indvandring til Europa [16].

EU’s militære magt er væsentlig mere begrænset, da de europæiske lande historisk har prioriteret deres nationale militær og det militære samarbejde i NATO højere end det fælleseuropæiske. Men i forbindelse med Ukraine-krigen har EU støttet Ukraines forsvar økonomisk og ved at de respektive medlemslande har sendt militært udstyr. I denne konflikt bruger EU også sin økonomiske magt til at straffe og svække Rusland. Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 har EU således vedtaget 17 sanktionspakker mod Rusland [17].

Historiebrug

Hvem betaler for EU?

Ligesom Danmark har en finanslov, har EU et budget, der fastlægger, hvordan indtægter og udgifter skal fordele sig over det kommende år. EU’s budget er på omkring 186 mia. euro om året, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU [18].

EU opkræver ikke skat direkte fra borgerne, men har sin primære indtægt fra betalinger fra medlemslandene. Danmark betaler cirka en procent af BNP til EU. Cirka 90 % af EU’s midler går tilbage til medlemslandene igennem forskellige ordninger og programmer [19].

Historisk set har den største enkeltudgift på EU’s budget været landbrugsstøtte og sådan er det stadig. Men hvor landbrugsstøtte i 1980’erne udgjorde op mod 70 % af EU’s samlede udgifter, har den det seneste årti kun udgjort omkring 40 %. Andre store poster på EU’s budget er støtte til regional udvikling og støtte til uddannelse og forskning. Cirka 50 % af de midler Danmark, modtager fra EU, er landbrugsstøtte [18].

Uden EU’s landbrugsstøtte ville væsentligt færre europæiske landbrugsvirksomheder kunne klare sig på det globale marked. Kritikere af landbrugsstøtten har påpeget, at den gør det svært for bønder i det globale syd at klare sig på verdensmarkedet [20] [21]. Morten Nielsen fra græsrodsorganisationen Afrika Kontakt beskrev i 2018, hvordan EU’s landbrugsstøtte i sidste ende kunne føre til flere immigranter fra Afrika: »Hovedparten af verdens fødevarer produceres af småbønder, selv om de har mindre end 10% af jorden. Men de taber i det globale spil, hvor EU underminerer verdenspriserne på fødevarer. Det betyder en voldsom migration til storbyerne i mange udviklingslande, og det betyder, at mange unge forsøger at finde lykken i et EU land.« [20]

Historisk har det været debatteret i medlemslandene, hvorvidt EU tager for mange penge ud af det nationale budget. Altså om den pris vi betaler for at være medlem af EU er for høj.  Danmark har siden 2001 været nettobidragyder til EU. Det betyder, at Danmark betaler mere til EU’s budget, end der kommer retur i form af EU-midler. Andre nettobidragydere er Tyskland, Frankrig og Sverige [22]. Årsagen til, at nogle lande er nettobidragydere, er, at de relativt fattigere østeuropæiske lande som fx Polen, Rumænien og Letland modtager en større andel af de samlede EU-midler.

Omfordelingen i EU-samarbejdet fra de rigere lande til de fattigere har gennem EU’s historie været anledning til heftige diskussioner. Storbritannien var før sin udmeldelse af EU også nettobidragyder, hvilket i 1980’erne fik den konservative engelske premierminister Margaret Thatcher til at kræve en rabat på det engelske bidrag. Det krav kom hun igennem med, bl.a. for at holde Storbritannien i EU. Op til den folkeafstemning, som endte med Storbritanniens udmeldelse i 2016, fyldte det stadig meget i debatten, at briterne bidrog med mere til EU end de fik tilbage [23].

Andre nettobidragydere har gennem tiden forhandlet sig til rabat – ofte med henvisning til, at Storbritannien havde fået det. Danmark har fx siden 2014 fået rabat på sit bidrag [24].

Efter Brexit har flere markante skikkelser i EU dog talt for helt at afskaffe rabatordningerne. Argumentet herfor er, at nettobidragydernes økonomiske gevinst ved at være en del af fællesskabet er langt større end deres bidrag [25].

Perspektiv på EU

Hvordan vil EU udvikle sig?

Det er grundlæggende op til de europæiske befolkninger, repræsenteret ved de valgte EU-parlamentspolitikere, hvordan EU vil udvikle sig. I mange af de europæiske lande er der pt en strid mellem to politiske blokke med modsatrettede og gensidigt udelukkende visioner for det europæiske samarbejde.

Den ene fløj ønsker et styrket EU. Flere argumenterer for at give EU en militær dimension og øgede sikkerhedspolitiske beføjelser, fx ved at gøre denne del af samarbejdet overstatsligt. Den position har vundet styrke efter at USA med (gen)valget af Donald Trump i 2024 er blevet en upålidelig allieret, og fordi Rusland vurderes at ville forblive en trussel i nær fremtid. Den danske regering med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen står fx på denne linje. Da Danmark overtog EU-formandskabet den 3. juli, understregede den danske statsminister i sin tale til EU-parlamentet derfor også gentagende gange, »For mig er der kun en vej frem, og det er Europa. Europa, Europa, Europa.« [26]

Den anden fløj, som spænder fra det yderste venstre til det yderste højre, foretrækker et svækket EU. Den højreorienterede del af denne position ønsker et forbedret samarbejde med Donald Trump og Rusland. Eksempler på aktører med denne holdning er det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) og Ungarns regeringsparti Fidesz med premierminister Victor Orbán i spidsen. I en tale op til EU-parlamentets valget i 2024, beskrev Orbán således EU på følgende måde: »I dag er folk i Europa bange for, at Bruxelles vil tage friheden fra dem. Hvis vi vil bevare Ungarns frihed og uafhængighed, har vi ikke noget valg: Vi må besætte Bruxelles.« [27]

Citerede kilder

1. Kopier link

   1.

   EU’s Budget

   Hjemmeside

   EU-oplysningen 13.8.2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
2. Kopier link

   2.

   Danmark arbejder på at bryde Ungarns EU-veto mod Ukraine

   Nyhedsartikel

   Ritzau, Kristelig Dagblad, 03.07.2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
3. Kopier link

   3.

   Kommissionens ansatte

   Hjemmeside

   Europakommissionen 07.07.2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
4. Kopier link

   4.

   Valgdeltagelse

   EU-valgresultater 2024

   Europa-Parlamentet 06.09.2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
5. Kopier link

   5.

   Folketingsvalg

   Statistik

   Danmarks Statistik 07.07.2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
6. Kopier link

   6.

   Delt. EP-valg fik højtuddannede op af sofaen

   Debatindlæg

   Yossef Bhatti m.fl.

   VIVE, 10.12.2014

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
7. Kopier link

   7.

   Pæne Pigers Oprør

   Bog

   Astrid Elkjær Sørensen

   Aarhus Universitets Forlag 2018

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Baggrund
8. Kopier link

   8.

   EU's historie

   Leksikonartikel

   Peter Nedergaard

   Lex.dk, 01.05.2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
9. Kopier link

   9.

   EU i front med utilstrækkelig klimaaftale

   Debatindlæg

   Michael Minter

   CONCITO, 01.11.2014

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
10. Kopier link

    10.

    Danmarks medlemskab af EF og EU efter 1972

    Hjemmeside

    Danmarkshistorien.dk/Lex.dk, 24.03.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb
11. Kopier link

    11.

    GDPR-lovgivning kan blive EU's næste mål: "Det er et meget tiltrængt opgør"

    Artikel

    Kresten Andersen og Emma Qvirin Holst

    Advokatwatch, 12.04.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
12. Kopier link

    12.

    Metro cityringen

    Artikel

    DAC Dansk Arkitekturcenter, 13.06.2021

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
13. Kopier link

    13.

    Hold snitterne fra den danske model: Historisk retssag ved EU-Domstolen

    Blog

    FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation, 17.9.2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
14. Kopier link

    14.

    EU skal blande sig udenom om de danske løn- og arbejdsforhold

    Blog

    Morten Skov

    FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation, 17.9.2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
15. Kopier link

    15.

    Handel

    Hjemmeside

    Det Europæiske Råd, 07.07.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
16. Kopier link

    16.

    EU må lære af historien og finde fælles interesser for at styrke samarbejdet med afrikanske lande

    Rapport

    Svend Roed Nielsen

    Tænketank Europa, 26.05.2023

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
17. Kopier link

    17.

    EU’ sanktioner overfor Rusland

    Hjemmeside

    Det Europæiske Råd, 07.07.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens
18. Kopier link

    18.

    EU's budget: Hvor meget betaler og modtager Danmark?

    Hjemmeside

    EU-oplysningen, 07.07.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
19. Kopier link

    19.

    Finansiering af den fælles landbrugspolitik: fakta og tal

    Faktablad

    Rachele Rossi

    Europa-Parlamentet, maj 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
20. Kopier link

    20.

    EU’s landbrugspolitik rammer udviklingslandene

    Artikel

    Folkebevægelsen mod EU, 15.10. 2018

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
21. Kopier link

    21.

    FN: EU's landbrugsstøtte smadrer kloden

    Artikel

    Nina Trige Andersen

    Information, 22.4. 2008

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
22. Kopier link

    22.

    EU's budget: Hvor meget betaler og modtager Danmark?

    Hjemmeside

    EU-oplysningen, 7.7.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
23. Kopier link

    23.

    The UK’s EU rebate – explained

    Artikel

    Gianluigi Vernasca

    The Conversation, 06.06.2016

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
24. Kopier link

    24.

    Hvilke rabatter har medlemslandene på betalingerne til EU's budget?

    Hjemmeside

    EU-oplysningen, 08.02.2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
25. Kopier link

    25.

    Fælles gæld og friske penge: EU’s finansiering er under forandring

    Rapport

    Ditte Brasso mfl.

    Tænketank Europa, 10.03,2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Historiebrug
26. Kopier link

    26.

    Morgenpost fra Europa: Mette Frederiksen ramte Europa-Parlamentet som et vækkeur, og snooze-knappen virkede ikke

    Nyhedsartikel

    Malthe Sommerrand

    DR, 08.07.2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
27. Kopier link

    27.

    Orban i voldsomt angreb på EU: 'Æder alt som græshopper'

    Nyhedsartikel

    Daniel Martinsen

    BT, 16.3.2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
28. Kopier link

    28.

    Optøjerne på Nørrebro

    Artikel

    Søren Hein

    Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie/Lex.dk, 12.03.2012
29. Kopier link

    29.

    Politisk aftale om øremærket orlov

    Pressemeddelelse

    Beskæftigelsesministeriet, 26.10.202
30. Kopier link

    30.

    FORSKERPERSPEKTIV: USA vender blikket mod Europa – igen

    Artikel

    Anja Kjærgaard

    Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, 18.6.2025