Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Luftfoto af indlandsisen i Grønland med sne, gletsjere og fjelde, august 2025.

Arktis er blevet et geopolitisk nøgleområde, hvor natur, klima og storpolitik flettes tæt sammen. Indlandsisen, august 2025

Foto: Hanne & Jens Eriksen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Arktis er blevet et geopolitisk nøgleområde, hvor natur, klima og storpolitik flettes tæt sammen. Indlandsisen, august 2025 Foto: Hanne & Jens Eriksen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Arktis

Hovedforfatter

  • Anne Anthon Andersen, journalist, jan. 2026

Læsetid: 18 min

Indhold

Indledning

Arktis er ikke længere et fjernt og utilgængeligt isdækket randområde på verdenskortet. Arktis er blevet et geopolitisk nøgleområde, hvor natur, klima og storpolitik flettes tæt sammen. Geografisk omfatter Arktis områder nord for polarcirklen og bebos af mere end 30 forskellige oprindelige folk. Arktis grænser op til Rusland, USA, Canada, de nordiske lande, Grønland og hermed Danmark, som følge af rigsfællesskabet. Klimaforandringer har gjort området mere tilgængeligt, efterhånden som havisen smelter, og det har øget interessen for Arktis’ store forekomster af olie, gas og sjældne mineraler samt nye skibsruter og aktiviteter i Arktis. De arktiske stater er derfor i stigende grad opmærksomme på områdets strategiske betydning og kæmper om indflydelse og kontrol med ressourcer og søveje. Samtidig forsøger Kina at etablere sig som en aktør i Arktis, blandt andet som observatør i Arktisk Råd, trods landets manglende geografiske tilknytning. Den sikkerhedspolitiske spænding forstærkes yderligere af krigen i Ukraine, som har sat dele af samarbejdet i Arktisk Råd på pause. Adgang til farvandene i Arktis omkring Grønland har afgørende betydning i stormagternes rivalisering om ressourcer, der er nødvendige i den grønne omstilling.  Og mens USA’s præsident Donald Trump længe stod fast på sit ønske om at overtage Grønland med det argument, at det er nødvendigt for, at USA kan opruste, holder Danmark — bakket op af en række europæiske lande — fast i, at Grønland ikke er til salg

Relaterede emner

Trumps plan med Grønland (og hvorfor du skal tage det seriøst). P3 Essensen, 13.04.2025.

I videoen forklarer Mikkel Runge Olesen, seniorforsker ved DIIS, hvorfor Grønland er blevet så attraktiv for stormagterne og historien om, hvordan Grønland under den kolde krig spillede en afgørende sikkerhedspolitisk.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af Arktis

Hvad er Arktis?

Arktis betegner det nordligste område på jordkloden og afgrænses typisk af polarcirklen ved 66°33′ nordlig bredde, som også er den sydlige grænse for midnatssolen (om sommeren) og polarnatten (om vinteren). En anden definition er ud fra klimatiske forhold, der hvor der er polarklima, som defineres ved en gennemsnitstemperatur på under 10 grader celcius i juli måned, og hvor der er for koldt til, at træer kan gro. Regionen omfatter det Arktiske Ocean samt nordlige dele af Canada, USA (Alaska), Rusland, Grønland, Island og de nordiske lande. Arktis er kendetegnet ved lange, kolde vintre, korte somre og store variationer i dagslys, herunder midnatssol og polarnat. Området rummer særlige økosystemer med lav biodiversitet, men høj specialisering, og er hjemsted for både dyreliv og oprindelige folk, herunder inuitter, samer og nenetser.

Kort over Arktis
Kilde: Faktalink/iStock

I de seneste årtier har Arktis fået stigende global opmærksomhed som følge af markante klimaforandringer og geopolitiske spændinger, som følge af at Arktis har fået voksende strategisk og sikkerhedspolitisk betydning. Arktis undergrund er fuld af værdifulde mineraler som nikkel, kobber, kul, guld og diamanter, uran, zink, gas og olie, som klimaforandringer og smeltende is har givet lettere adgang til. Både de arktiske stater og eksterne aktører som Kina har øget deres politiske, økonomiske og militære engagement i regionen. Samarbejde og regulering finder blandt andet sted gennem internationale aftaler og institutioner som Arktisk Råd, hvor fokus traditionelt har været på miljø, forskning og bæredygtig udvikling, men hvor den sikkerhedspolitiske dimension i stigende grad præger debatten om Arktis’ fremtid. Særligt Grønland har fået central strategisk betydning, hvilket tydeligt blev markeret, da USA’s præsident Donald Trump offentligt tilkendegav amerikansk interesse i at overtage kontrollen med øen. Udmeldingen understregede Grønlands militærstrategiske placering mellem Nordamerika og Europa og har bidraget til at synliggøre Arktis som en arena for stormagtsrivalisering. Udviklingen har styrket regionens sikkerhedspolitiske betydning og placeret Danmark og Grønland centralt i internationale magtpolitiske overvejelser.

Fakta om Arktis

Hvordan er klimaet i Arktis?

Klimaet i Arktis er kendetegnet ved kolde vintre og kølige somre. Det meste af nedbøren falder som sne, og vinden er ofte stærk. Mange steder er nedbørsmængderne så små, at man taler om, at store områder af Arktis er såkaldt arktisk ørken, som man kan læse om i artiklen ”De 15 største ørkener i verden ” på travelgreen.dk [1]. Om vinteren er gennemsnitstemperaturen omkring -32 grader celcius, om sommeren cirka -10 grader. Store dele af Arktis er dækket af is hele året, f.eks. den grønlandske indlandsis, store områder af det nordøstlige Canada og Alaska og de norske og russiske øer i det Nordlige Ishav. På trods af de lave temperaturer, er Arktis hjem for et rigt dyre- og planteliv. På trods af de korte somre, giver midnatssolen, som kan få temperaturen helt op over 20 graders celcius, gode lysforhold for plantevækst på land og algevækst i havet. På land lever blandt andet pingviner, moskusokser, rensdyr, sneharer, ræve og polarulve. I havet lever sæler, hvaler, hvalrosser og isbjørne.

Hvilke beboere lever i Arktis?

Det er 32.000 år siden, at de første mennesker bosatte sig i Arktis, men flere gange udslettet befolkningen. De seneste 5000 år har Arktis været beboet. De barske forhold har tvunget befolkningen til at leve et liv som omvandrende beboer, hvor de flyttede sig, fulgte med dyrenes vandringsruter og bestand, så de havde mad nok at nedlægge og spise. Fordi de vandrende folk var så kort tid ad gangen samme sted, var der ikke som sådan faste tilholdssteder i Arktis, før europæerne kom og udforskede området fra 1400-tallet og frem. De indfødte arktiske folkeslag, også kaldet inuitter, tilpassede sig løbende de barske og udfordrende levevilkår ved at skabe specielle klædedragter, transportmidler, fangstmetoder og redskaber. I dag anslås det, at der bor cirka 150.000 inuitter i de arktiske områder i USA, Canada, Rusland og Grønland, hvor de udgør 90 procent af den grønlandske befolkning. I dag er 400.000 ud af en oprindelig befolkning på fire millioner tilbage bestående af mere end 40 forskellige etniske grupper, kan man læse i artiklen ”Klimaforandringer udfordrer de arktiske folk” på kristeligt-dagblad.dk [2].

Hvem er inuitterne?

Inuit er det officielle betegnelse for en indfødt, som bor i de nordligste egne af Alaska, Canada, Rusland og Grønland. Ordet eskimo er også blevet anvendt til at beskrive de arktiske folkeslag, men en del af dem føler sig krænket af det ord, fordi det var folk udefra, der først brugte det om dem. I 1977 blev det på en konference, afholdt af Inuit Circumpolar Council, en interesseorganisation der samler inuitbefolkninger på tværs af nationale skel, besluttet at erstatte ordet ”eskimo” med ”inuit” som den officielle betegnelse for folk, der tidligere var blevet kaldt eskimoer, kan man læse under overskriften ”Inuit Circumpolar Council på lex.dk [3]. ”Selv om ”eskimo” blev almindeligt brugt i Alaska som betegnelse for inuit- og yupifolk generelt, anser de fleste indfødte i Alaska ordet som uacceptabelt i dag, primært fordi ordet er et kolonialistisk navn påført af ikkeindfødte. Indfødte i Alaska foretrækker i stigende grad at bruge de navne, som stammer fra deres eget sprog, som inupiaq eller yupik,”skriver professor emeritus Lawrence Kaplan, tidligere leder af Alaska Native Language Center i artiklen ””Forskningen sletter ”eskimo” – ryger ”indianer” som det næste?" på dm.dk [4].

Hvilke industrier er der i Arktis?

I løbet af 1600- og 1700-tallet blev Arktis langsomt inddraget i verdensøkonomien. Til at begynde med var det primært europæiske konger og handelshuse, der efterspurgte skind fra de sjældne arktiske dyr. Senere var det olie og tran fra hvaler og sæler, som kunne bruges til at oplyse stuerne i de europæiske hjem. I de følgende århundreder blev mange bebyggelser oprettet i Arktis, så der kunne foregå handel med olie, og de handlende kunne bytte våben med skind. Fra 1900-tallet og frem blev de rige fiskeressourcer i Arktis en del af handlen, og det tog især fart i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor produktionen blev samlet i få større byer. Siden har man fundet store mineralressourcer i Arktis. I Rusland hovedsagelig nikkel, kobber, kul, guld og diamanter, og i Nordamerika især uran, kobber, nikkel, zink, gas og olie. I Grønland er der de senere årtier fundet værdifulde mineraler. Men på trods af det store potentiale udnyttes de fleste af ressourcerne stadig ikke, fordi det er meget dyrt at udvinde og transportere de arktiske råstoffer. Derudover skal der tages særlige hensyn til de arktiske økosystemer. Det gælder også for turismen i området, hvor den sårbare natur og det udsatte samfund begrænser mulighederne, som man kan læse i opslagsartiklen Arktis på Lex.dk [5].

Hvad er Arktisk Råd?

Arktisk Råd er et mellemstatsligt organ, der samarbejder om de udfordringer, de arktiske egne står overfor inden for blandt andet miljø, sociale forhold og økonomi. Arktisk Råd blev nedsat i 1996 og kun lande med territorier i de arktiske egne kan være medlemmer, dvs. de otte arktiske nationer: USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland, Danmark og Rusland. Herudover er en række organisationer permanente medlemmer af Arktisk Råd, fordi de repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis. Der er også lande og organisationer med interesser i området, der har observatørstatus i rådet, det gælder i alt 38, heriblandt Kina. Da Rusland invaderede Ukraine i vinteren 2022, besluttede medlemmerne, med undtagelse af Rusland, sig for at sætte arbejdet i Arktisk Råd på pause. Men i sommeren 2022 besluttede rådet at genoptage den del af samarbejdet, der angik anliggende, som Rusland ikke deltager i, som man kan læse under overskriften ”Internationalt samarbejde om Arktis” på Udenrigsministeriets hjemmeside [6].

Kongeriget Danmark overtog i maj 2025 formandskabet for Arktisk Råd og varetager dette i to år. Formandskabet ledes af Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, i samarbejde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Der er et særligt fokus på ”at bringe Arktisk Råds arbejde tæt på de oprindelige folk og øvrige indbyggere i regionen”, som det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside. Her fremhæves formandskabets fem prioriteter: oprindelige folk og samfund i Arktis, bæredygtig økonomisk udvikling og energiomstilling, havene, klimaforandringer i Arktis samt biodiversitet. [7]

Arktis’ betydning

Hvordan påvirkes Arktis af den globale opvarmning?

Et forskningsstudie som er offentliggjort i tidsskriftet Nature [8] viser, at den målte opvarmning i Arktis er gået fire gange så hurtigt som det globale gennemsnit i samme periode, set over de seneste fire årtier. ”Opvarmningen har store konsekvenser for samfund og levevis i Arktis, der påvirkes på flere måder,” lyder konklusionen. I Altingets artikel ”Indlandsisens istab bør give anledning til bekymring” [9] forklarer klimaprofessor Sebastian Mernild, hvad de såkaldte ”tipping points” betyder: ”Når vi forskere taler om et kommende tipping point for indlandsisen, så defineres det ud fra den rene overfladeafsmeltning: Såfremt afstrømningen af smeltevand, altså tabet af masse, fra indlandsisens overflade gennem en årrække er større end tilførslen i form af ny sne, så er tipping point passeret,” siger han og tilføjer: ”Der er absolut grund til bekymring over den fremtidige udvikling og tilstand i Arktis”.

I artiklen ”Her er 4 trusler i Arktis – og løsningerne på dem” fra Videnskab.dk [10] opridses fire af de konkrete konsekvenser, som den globale opvarmning kan få – og allerede har fået – for Arktis-regionen og resten af kloden. De fire overordnede konsekvenser er:

  • Mindre is i havet på grund af varmere temperaturer. Udbredelsen af havis i det Arktiske Ocean bliver ved med at falde, og det er sandsynligt, at det Arktiske Ocean om blot 20 år vil være overvejende isfrit om sommeren.
  • Globale havniveaustigninger. Siden midten af 1800-tallet, hvor den industrielle revolution begyndte, er vandstanden i verdenshavene steget med 28 centimeter. Det skyldes i høj grad, at landisen i den arktiske region er smeltet. En stor del af afsmeltningen stammer fra den grønlandske indlandsis, og tendensen ser ud til at fortsætte med forøget hastighed.
  • En tøende jordoverflade. Permafrost kaldes den del af jordoverfladen, som er konstant frosset i mere end to år. Den hurtige opvarmning af den arktiske jordbund vil medføre en yderligere optøningen af permafrosten. Det er problematisk, fordi enorme drivhusgasmængder (metan og CO2), der er lagret i permafrosten, vil blive udledt, når Arktis bliver varmere. Cirka 50 procent af det samlede kulstofindhold i jorden er lagret i den arktiske permafrost.
  • Den globale effekt af de arktiske forhold. Klimaforandringerne i Arktis vil ikke alene have en effekt på de lokale beboere, men sandsynligvis også på klimaet globalt. Et varmere Arktis og mindre udbredelse af havis betyder for eksempel, at stormbanerne over den nordlige halvkugle vil ændres, så andre områder kommer til at opleve yderst ustabile vejrforhold.

Hvilken betydning har klimaforandringerne for sikkerhedspolitikken i Arktis?

Temperaturstigninger og smeltende havisen i Arktis gør området mere tilgængeligt og skaber mulighed for at etablere flere sejlruter. Inden 2050 forventes sommeren i Arktis at være isfri, ifølge konklusioner fra FN’s Klimapanel. Og mere isfrit farvand får stor betydning for den geopolitiske scene, lyder det i DMI’s artikel ”Brændpunkt i Arktis” [11]. ”Den globale opvarmning kan få store konsekvenser for sikkerhed og sikkerhedspolitikken i det arktiske område, for når havisen skrumper, og permafrosten tør, så skal der opereres under nye og til tider farligere forhold, samtidig med at der åbnes for nye aktører. Der er god grund til fortsat at holde skarpt øje med Arktis, hvor klimaforandringerne ændrer forholdene i et meget højt tempo,” siger Adrian Lema, chef i Nationalt Center for Klimaforskning i artiklen.

Hvad er Danmarks officielle politik i Arktis?

Da USA’s præsident Donald Trump under sin første præsidentperiode i 2019 gjorde det klart, at han ønskede at købe Grønland, blev det udstillet, at Danmark på daværende tidspunkt ikke havde en officiel politik i Arktis. Udkastet til en Arktisk strategi lå længe stille, fordi Danmark afventede, at Grønland havde sin egen udenrigspolitiske strategi – en svær situation fordi det at have en arktisstrategi er en form for adgangsbillet til at deltage i det arktiske samarbejde, som man kan læse i artiklen i artiklen ”Ventetiden på Grønlands udenrigsstrategi har udstillet dansk magtesløshed” på Diis.dk [12]. i 2022 blev den danske regering enig om en politisk aftale ved navn Arktisk Kapacitetspakke med formålet at styrke indsatsen i Arktis og Nordatlanten militært og civilt. Danmarks officielle politik i Arktis fokuserer på at sikre et fredeligt, sikkert og bæredygtigt Arktis baseret på international ret, særligt gennem Illulissat-erklæringen fra 2008. Den forandrede sikkerhedspolitiske situation gav anledning til, at Danmark i 2025 afsatte 88,4 milliarder kroner til Forsvarets opgaver i Arktis og Nordatlanten. Herudover har den danske regering og forsvarsforligskredsen sammen med Færøernes Landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut lavet aftaler om Arktis og Nordatlanten på over 42 milliarder kroner for at styrke sikkerheden og forsvaret i Arktis og Nordatlanten under ledelse af Arktisk Kommando i Grønlands hovedstad Nuuk, kan man læse på Forsvarsministeriets hjemmeside under overskriften Arktis og Nordatlanten. Det overordnede politiske princip er, at: ”Kongeriget ønsker, at udvikling og udfordringer i Arktis skal forvaltes på basis af internationale retsprincipper, herunder princippet om territoriel suverænitet, for at sikre et fredeligt, sikkert og samarbejdende Arktis”, som det fremgår på Forsvarets hjemmeside. [13]

Problemstillinger ved Arktis

Hvilke grænsekonflikter er der mellem nationerne i Arktis?

Der er de seneste år opstået flere politiske og økonomiske tvister mellem landene i Arktis. Danmark, Norge, Rusland og USA har f.eks. hver især gjort krav på dele af Det Arktiske Ocean. Den øde klippeø Hans Ø. Som ligger mellem Danmark og Canada, har også været omdrejningspunkt for en konflikt mellem Danmark og Canada, som begge blandt andet i begyndelse af 00’erne har plantet deres flag på øen for at markere deres krav på den. I 2022 indgik Grønland, Danmark og Canada en aftale om en deling af Hans Ø, som gav Danmark en smule mere af øen end Canada, og udvidede Kongeriet Danmark med et nyt havområde størrelsesmæssigt svarende til Jylland, Fyn og Sjælland til sammen, som man kan læse i artiklen ”Der har længe været flagkrig, men nu er alle glade: Canada og Danmark indgår grænseaftale om Hans Ø” på Dr.dk. I artiklen vurderer daværende udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) aftalen som et eksempel på, at folkeretten kan give anledning til løsninger uden splittelse og konflikter [14].

Hvad siger loven?

FN’s Havretskonvention – havets grundlov
FN’s Havretskonvention, også kaldet ”havets grundlov” blev vedtaget den 10. december 1982 og trådte i kraft 16. november 1994. Konventionen regulerer forskellige aktiviteter, der foregår til havs, fra fiskeri og olieudvinding til miljøspørgsmål, færdsel og landegrænser. Den er gældende over hele kloden og er særlig relevant i Det Arktiske Ocean, fordi klimaforandringerne og efterspørgslen på olie har ansporet flere arktiske lande til at lave undersøgelser af havbunden og deres landes kontinentalsokler for at kortlægge, om de kan dokumentere ret til olien i den arktiske undergrund og påberåbe sig kontrol med nye fragtruter i Arktis, hvor isen smelter i hurtigt tempo. Både Danmark, Rusland, Canada og USA undersøger deres ret til havbunden i Arktis, som man kan læse under overskriften ”Havretskonventionen” på Globalis.dk [15].

Hvorfor er USA’s præsident Donald Trump interesseret i at overtage Grønland?

Selv bruger den amerikanske præsident Donald Trump argumentet, at hans interesse i at overtage Grønland er at få adgang til at få mulighed for at opruste på Grønland og hermed blive i stand til at sikre USA mod sikkerhedstrusler fra lande som Rusland og være garant for den geopolitiske sikkerhed i Arktis, som han mener, at Danmark og Grønland ikke er i stand til at varetage. Men meget tyder på, at andre og langt mere komplekse motiver ligger bag Donald Trumps planer, vurderer eksperter. I artiklen ”Hvad ligger bag Trumps ønske om Grønland” peger eksperter på, at det i langt højere grad er Donald Trumps personlige behov for anerkendelse og det, at han har gjort overtagelse af Grønland til sin ufravigelige mærkesag som led i en mission om at blive husket som en præsident, der udvidede USA’s territorie. I artiklen peger USA-kommentator Sofie Rud blandt andet på, at Donald Trump allerede i sin tale ved indsættelsen i januar 2025 henviste til den amerikanske politiske doktrin ”Manifest Destiny” fra 1840’erne, som er blevet brugt som argument for, at det ligger i USA’s ”skæbne” at udvide sine grænser og indflydelse i verden. Lektor ved Aarhus Universitet og Ph.d. i international politik, Rasmus Brun Pedersen vurderer, at også personlige frustrationer over ikke at føle sig anerkendt er et bærende motiv i Donald Trumps ønske om at overtage Grønland og peger på det brev, som den amerikanske præsident har sendt til den norske statsminister, hvor han bringer sit ønske om at overtage Grønland ind i sin utilfredshed over, at han ikke har modtaget Nobels fredspris, kan man læse i artiklen, der også nævner teorier om, at Donald Trumps vedholdende pres for at overtage Grønland er et taktisk spil, der skal dække over noget andet [16].

Hvordan vurderes Ruslands interesser i konflikten om Grønland?

Rusland er stærkt afhængig af olie og gas fra Arktis. Omkring halvdelen af det russiske statsbudget er betalt af olie og gas, hvoraf en stor del kommer fra Arktis. Derfor er det i Ruslands interesse at Grønland ikke bliver selvstændigt eller overtaget af USA, som i så fald kan overtage kontrollen med området, lyder vurderingen fra Jørgen Meedom Staun, specialist i Rusland og lektor ved Forsvarsakademiet i artiklen ”Rusland-ekspert: Putin ønsker ikke frit Grønland” på det grønlandske medie Sermitsiaq [17].

Hvilken rolle spiller Kina i Arktis?

De nordiske lande bakkede i 2013 op om, at Kina fik en permanent plads som observatør i Arktisk Råd. Siden har stemningen for at give Kina indflydelse i Arktis ændret sig markant. Efter at den kinesiske regering i 2018 udsendte sin første officielle Arktis-strategi, som præsenterede Kina som en såkaldt “nær-arktisk stat”, tog debatten om Kinas voksende magt og indflydelse i Arktis fart. Det skriver seniorforsker fra DIIS Andreas Bøje Forsby i Altinget under overskriften ”Kinas strategiske fodfæste i Arktis smuldrer” [18]. Hans analyse er, at man bestemt ikke skal afskrive Kina i Arktis, men at de kinesiske ambitioner har lidt et gevaldigt tilbageslag – ikke mindst med Grønlands forkastelse i 2023 af de kinesiske planer om minedrift i landet. ”Den kinesiske regerings bestræbelser på at blive en “nær-arktisk” stat har fået den stik modsatte effekt,” konkluderer DIIS-forskeren og peger på en lang række kinesiske initiativer, der er blevet forhindret – blandt andet kinesiske investeringer i grønlandsk minedrift, uranudvinding ved Kvanefjeld, minedrift nordøst for Nuuk, forsøg på at etablere en kinesisk forskningsstation i Grønland. Det er blandt andet sikkerhedspolitiske bekymringer, der har fået danske, finske og svenske politikere til at blokere for de kinesiske projekter, kan man læse i artiklen, der også beskriver, hvordan Efterretningstjenesten FE i sine trusselsvurderinger har påpeget Kinas ønsker om at ”opbygge infrastruktur og kapaciteter i Arktis [18]. Kina har på linje med de øvrige stormagter, som kæmper om Arktis, interesser i at få adgang til de kritiske mineraler og sjældne jordarter, som Arktis er rig på, og som smeltende havis giver større adgang til via nye arktiske søruter, som Kina også har interesse i, som man kan læse i artiklen ”Arktis er vigtig for Kina – og det gælder også Grønland, siger ekspert” på dr.dk [19].

For og imod risiko for krig i Arktis

Hvad siger dem, der advarer om risikoen for krig i Arktis?

Flere politiske og militære aktører advarer om optrapning og potentielt væbnet konflikt i Arktis. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i Danmark har f.eks. vurderet, at truslen i Arktis ”ikke har været større siden den kolde krig”, som man kan læse i artiklen ”FE: Truslen i Arktis har ikke været større siden Den Kolde Krig” på knr.gl [20], hvor efterretningstjenesten begrunder trusselsvurderingen med russiske ”tungt bevæbnede” og ”aktive militærbaser langs den arktiske kyst”, øvelser i polarhavet og forsøg på at kontrollere gennemsejling. Dertil kommer, at Kina også søger at få mere indflydelse i Arktis og hermed deltage i kampen om ressourcer og nye søveje, som den smeltende havis skaber mulighed for. NATO’s militære ledelse, repræsenteret ved admiral Rob Bauer, formand for NATO’s Militærkomité, har også advaret om behovet for at være forberedt på konflikt i Arktis på grund af den stigende konkurrence og militarisering især fra Rusland og Kina, som man kan læse i artiklen ”Militær-chef i Nato: Vi skal være forberedt på militær-konflikt i Arktis” på det grønlandske medie Sermitsiaq.dk [21], hvor Rob Bauer vurderer, at Nato skal til at markere sig med mere ”faste reaktioner”.

Hvad siger dem, der maner til besindighed om risikoen for krig i Arktis?

Der er også stemmer, der advarer mod at overdrive risikoen for direkte væbnet konflikt og i stedet peger på mulighederne for samarbejde og diplomati. Seniorforsker Andreas Østhagen fra Fridtjof Nansen Institute vurderede ved Arctic Security Conference, at man bør være opmærksom på trusler, men undgå at lade frygten dominere, fordi det vurderes som usandsynligt, at Rusland har interesse i en storstilet krig, og fordi NATO’s forsvarskapacitet i Arktis er stærk, som man kan læse under overskriften ”Arctic Security Conference: Kan det bli krig i Arktis? Bekymret, men ikke redd, sier forsker?” [22].  Andre eksperter, der nedtoner risikoen for krig i Arktis, hæfter sig ved, at Arktis historisk set har været præget af stabilitet, og at de arktiske kyststater overordnet set har interesse i at bevare denne for at kunne få adgang til at udvinde ressourcer og etablere fragtruter. ”De umiddelbare muligheder, som knytter sig til ressourceudvinding og skibsfart i Arktis kræver store og langsigtede investeringer, som kun kan tilvejebringes, hvis der hersker stabilitet i området,” som Nils Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet skriver i artiklen ”Sikkerhedspolitik i Arktis – en ligning med mange ubekendte” på krigsvidenskab.dk [23].

Perspektiv på Arktis

Hvordan vurderer analytikere, at Nato kan spille en afgørende rolle i konflikten om Arktis?

Analytikere vurderer, at NATO kan spille en afgørende rolle i Arktis ved at støtte kollektivt forsvar og sikre de strategisk vigtige søveje. Dernæst har NATO en vigtig rolle i at opretholde stabilitet ved at afskrække den udfordring af den internationale retsorden, der finder sted både med Ruslands militære tilstedeværelse i Arktis og forsøg på at overtage søruter og herved udfordre de internationale aftaler, der sikrer ret til gennemsejling. I artiklen ”Analytiker: Danmark bør bruge Nato til at stoppe opgør om Grønland” på avisendanmark.dk kan man læse, at politisk analytiker Maria Martisiute fra European Policy Centre vurderer, at det er vigtigt at aktivere de ikke-arktiske Nato-lande i et fælles forsvar, som kan sikre opbakning, der måske kan få USA med til at samarbejde om tilstedeværelse på Grønland uden amerikansk overtagelse. Nato spiller således en vigtig rolle i at sikre, at konflikter i Arktis ikke udfordrer den globale sikkerhed, kan man læse i artiklen [24].

Hvilke konsekvenser kan øget militær aktivitet få for samarbejdet mellem de arktiske lande?

Oprustning og øget militær aktivitet i Arktis kan føre til skærpet mistillid og konfliktoptrapning, der svækker det samarbejde, der er behov for at finde fælles løsninger på de udfordringer og muligheder, klimaforandringerne skaber. Når lande begynder at tolke hinandens handlinger som potentielle trusler, bliver det vanskeligere at opretholde et åbent og konstruktivt samarbejde. Militær konfliktoptrapning kan også svække og pause samarbejder i politiske fora, som i fredstid er forum for vigtigt samarbejde, som det skete i Arktisk Råd, hvor Ruslands invasion af Ukraine satte store dele af samarbejdet på pause. Professor i statskundskab med speciale i politisk historie, Jørgen Møller vurderer, at vi befinder os i en brydningstid mellem to yderpoler. ”Den ene er, at vi vender tilbage til en verden, hvor krig og trusler oftere vil føre til, at landegrænser ændrer sig. Den anden er, at den normbaserede verdensorden og de internationale organisationer, vi har opbygget siden 1945, viser sig at holde trykket. I det tilfælde vil vi kunne komme styrket ud af det her,” som han formulerer det i artiklen ”Et farvel til Grønland er et goddag til en mere rå verdensorden” på Aarhus Universitets hjemmeside [25] Her pointerer han også, at det historisk set er tiden efter 1945, der er unormal, i den forstand, at verdenssamfundet har accepteret landegrænser på en anden måde, end man gjorde tidligere, som følge af at internationale normer og organisationer som FN, NATO og EU er blevet stærke.

Citerede kilder

  5. Arktis

    Leksikonopslag
    Rasmus Ole Rasmussen og Sofus Christensen
    lex.dk, 03-03-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta