Hvordan påvirkes Arktis af den globale opvarmning?
I artiklen ”Her er 4 trusler i Arktis – og løsningerne på dem” fra Videnskab.dk (se kilder) beskrives nogle af de konsekvenser, som den globale opvarmning kan få – og allerede har fået – for Arktis-regionen og resten af kloden. Artiklen bygger på rapporten ”Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic”, som forskere fra organisationen SWIPA udgav i 2017 (se kilder). Her opridses de fire af de konsekvenser, som rapporten og artiklen nævner:
· Mindre is i havet på grund af varmere temperaturer: Udbredelsen af havis i det Arktiske Ocean bliver ved med at falde, og det er sandsynligt, at det Arktiske Ocean om blot 20 år vil være overvejende isfrit om sommeren. Allerede nu betyder de svindende ismængder, at dyrene i området bevæger sig mod nye levesteder. Nogle arter er decideret afhængige af isen for at kunne overleve, heriblandt visse sælarter og isbjørne, og får derfor sværere ved at ernære sig. Algeproduktionen i området stiger, og det kan skabe problemer i fødekæden.
· Globale havniveaustigninger: Siden midten af 1800-tallet, hvor den industrielle revolution begyndte, er vandstanden i verdenshavene steget med 28 centimeter. Det skyldes i høj grad, at landisen i den arktiske region er smeltet. En stor del af afsmeltningen stammer fra den grønlandske indlandsis, og tendensen ser ud til at fortsætte. Forskere forudsiger, at mindre gletsjere i Rusland og Sibirien vil være helt forsvundet i midten af dette århundrede. I Danmark har forskere beskrevet forbindelsen mellem den stigende vandstand i verdenshavene og øget risiko for stormfloder som den, der ramte Danmark i januar 2017.
· En tøende jordoverflade: Permafrost kaldes den del af jordoverfladen, som er konstant frosset i mere end to år. Den hurtige opvarmning af den arktiske jordbund og optøningen af permafrosten volder allerede problemer. Landbrug og lokalsamfund risikerer, at forurening bliver problematisk, hvis det tidligere frosne affald bliver spredt ud i floder, søer og jordbund. Også de enorme drivhusgasmængder (metan og CO2), der er lagret i permafrosten udgør et stort problem. Omkring 50% af det samlede kulstofindhold i jorden er lagret i den arktiske permafrost og vil blive udledt i takt med, at Arktis bliver varmere.
· Den globale effekt af de arktiske forhold: Klimaforandringerne i Arktis vil ikke alene have en effekt på de lokale beboere, men sandsynligvis også på klimaet globalt set. Et varmere Arktis og mindre udbredelse af havis betyder for eksempel, at stormbanerne over den nordlige halvkugle vil ændres, så andre områder kommer til at opleve yderst ustabile vejrforhold. Forskerne kalder dette fænomen for ’global weirding' (globale mærkværdigheder). Fænomenet forårsager usædvanligt varmt eller koldt vejr, oversvømmelser, sne eller tørke i USA, det sydlige Grønland og Europa. Udtrykket ’global weirding’ blev første gang brugt af avisen The New York Times i 2010 (se kilder).
Hvem har retten til Arktis?
Der er ingen stater, der alene har ret til at kalde Arktis for deres. Til gengæld gør en række stater, krav på dele af det endnu uopdelte undersøiske territorium. Det drejer sig om kysstaterne Canada, USA, Norge, Rusland og Danmark, som også alle er medlem af Arktisk Råd.
Hvad er Arktisk Råd?
Arktisk Råd er et mellemstatsligt organ, der forsøger at samarbejde om de udfordringer, de arktiske egne står overfor inden for blandt andet miljø, sociale forhold og økonomi. Rådet blev etableret i 1996, og kun lande med territorier i de arktiske egne kan være medlemmer, det vil sige de otte såkaldt arktiske nationer: USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland, Rusland og Danmark. Derudover er en række organisationer permanente medlemmer af Arktisk Råd (blandt andet ovennævnte ICC), fordi de repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis. Desuden har en række lande, som også har interesser i området, observatørstatus i rådet, for eksempel Kina.
Hvad er FNs rolle?
FNs havretskonvention (UNCLOS) definerer nationers rettigheder og ansvarsområder i forhold til deres anvendelse af verdenshavene. Konventionen udstikker en række retningslinjer for søfart, miljø og administration af havets naturressourcer. Havretskonventionen giver kyststater fuld myndighed over det ydre og indre territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinjen. Samtidig har kyststater ret til at etablere en eksklusiv økonomisk zone op til 200 sømil ud i havet. I dette område har staten ret til at efterforske og udnytte havets og det undersøiske territoriums ressourcer.
Hvordan har forskellige lande gjort krav på territorier i Arktis?
Som følge af FN’s Havretskonvention fik de respektive lande 10 år – fra den dato, hvor de ratificerede aftalen, i Danmark skete det i 2004 – til at udarbejde og præsentere deres krav på bestemte territorier i området. I 2001 gjorde Rusland som det første land krav på en del af området. Siden er flere lande fulgt efter – også Danmark. Især Rusland er efterfølgende gået offensivt til værks for at sikre sig flere af de arktiske ressourcer i fremtiden (se mere længere nede).
Hvilke konflikter er opstået mellem landene?
Der er opstået flere politiske og økonomiske tvister mellem landene i Arktis-regionen. Danmark, Norge, Rusland og USA har hver især gjort krav på dele af Det Arktiske Ocean. Undervejs er der også opstået en tvist mellem Canada og Danmark om den øde klippeø Hans Ø, som ligger mellem de to lande. Flere gange har danske og canadiske regeringsledere forsøgt at finde en løsning, men så sent som i 2019 klagede Danmark over Canadas mineplaner på øen. I en artikel på netmediet Altinget blev konflikten udpeget som symbol på områdets geopolitiske uenigheder. ”Ny strid viser, hvad der venter ved Nordpolen” var artiklens overskrift (se kilder).
Hvad er Danmarks officielle politik?
Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark (og Færøerne) er blandt de fem kyststater, der har kyststrækninger i det arktiske område. De øvrige er Rusland, USA, Canada og Norge. I december 2014 gjorde Grønland og Danmark krav på et 895.000 kvadratkilometer stort område i Det Arktiske Ocean, inklusive Nordpolen. Ifølge kravet vil Danmark have retten til at udnytte havbunden hele vejen fra Grønlands nordlige kyst mod Polarhavet, under Nordpolen og frem til Ruslands 200-sømilegrænse på den modsatte side af Polarhavet. I de efterfølgende 10-15 år (det vil sige frem mod 2030) skal FNs havretskommissionen tage stilling til det danske krav. Blandt andet har Canada og Rusland gjort krav på en del af samme område. Det fremgår af Berlingske-artiklen ”Danmarks krav i Arktis går helt til Ruslands søgrænse” (se kilder). Ifølge artiklen byggede det danske krav på målinger af havbunden nord for Grønland på tre ekspeditioner i 2007, 2009 og 2012, og samlet havde Danmark frem til 2014 investeret omkring 330 millioner kroner i indsamling og analyser af data fra havbunden.
Allerede i 2011 udgav den daværende VK-regering med Udenrigsministeriet i spidsen ’Den Arktiske Strategi 2011-2020’ (se kilder). Her fremgik det, at den danske tilgang til Arktis tager udgangspunkt i en overordnet målsætning om at ”forebygge konflikter, undgå militarisering af Arktis og aktivt at medvirke til at bevare Arktis som en region præget af tillid, samarbejde og partnerskaber til fælles gavn”. I Berlingskes artikel ”Videnskabsdiplomati i Arktis” fra 2015 fortolkes det, at Danmark både skal være en diplomatisk samarbejdspartner i regionen, men ikke glemme at fokusere på de naturressourcer, som retten til Arktis kan give (se kilder).
Hvilken betydning har klimaforandringerne for striden om Arktis?
I takt med at den globale opvarmning tager til, og polarisen hastigt smelter, øges de arktiske områders strategiske betydning. Det skriver lektor Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet i rapporten ”Ruslands strategi i Arktis” fra 2015 (se kilder): ”Polarområderne bliver gradvist mere tilgængelige for udnyttelse af det formodede væld af naturressourcer i undergrunden, og håbet er desuden, at de på længere sigt kan fungere som transitrute for den globale skibstrafik mellem Europa og Asien”. Ifølge rapporten har den globale opvarmning de senere år medført fornyet politisk og økonomisk interesse for Arktis: ”Interessen for dette formodede arktiske bonanza har været så stor, at det i nogle iagttageres øjne lignede grundlaget for et nyt ’great game’ mellem stormagterne”. Rapporten nævner bl.a. den bekymring, der har domineret i mediernes mange historier om russisk oprustning i Arktis: ”Det russiske genbevæbningsprogram fra 2011, som frem til 2020 vil tilføre i alt 22 billioner rubler til indkøb af militært materiel til hele det russiske forsvar, tilfører da også markant øgede ressourcer til de russiske styrker i Arktis”.