Arktis

Hvor ligger Arktis?

Arktis er området omkring Nordpolen. Der findes forskellige definitioner af, hvilket geografisk område Arktis dækker. Det kan defineres som området nord for den nordlige polarcirkel (66° 33'N), som samtidig er den sydlige grænse for midnatssolen (om sommeren) og polarnatten (om vinteren). En anden definition af Arktis er det område, hvor der er polarklima. Det vil sige, at gennemsnitstemperaturen for den varmeste måned (juli) er under 10 grader celsius. Denne grænse er også trægrænsen.

Midt i Arktis ligger det isdækkede Arktiske Hav (det Nordlige Ishav). Ishavet er omkranset af de arktiske landområder, heriblandt nordkysten af Rusland, Canada og den amerikanske delstat Alaska, den norske øgruppe Svalbard, store dele af Island samt Grønland, der er en del af Kongeriget Danmark.

Hvad betyder Arktis?

Ordet Arktis kommer fra det græske ord ’arktos’, som betyder 'bjørn'. Navnet henviser både til stjernebilledet Store Bjørn, som er fremtrædende på den nordlige del af himmelkuglen, og til stjernebilledet Lille Bjørn, hvor Nordstjernen hører til.

Hvordan er klimaet og dyrelivet i Arktis?

Klimaet i Arktis er kendetegnet ved kolde vintre og kølige somre. For det meste kommer nedbøren i form af sne, og vinden er ofte stærk. Mange steder er nedbørsmængderne dog små, og store områder er såkaldt ’arktisk ørken’. Om vinteren er gennemsnitstemperaturen omkring -32 grader celsius, og cirka -10 grader om sommeren. Store dele af Arktis er permanent dækket med is. Det gælder den grønlandske indlandsis, store områder i det nordøstlige Canada og Alaska samt de norske og russiske øer i Nordlige Ishav.

Dyre- og planteliv er rigere, end man umiddelbart skulle tro. Midnatssolen giver trods den korte sommer gode lysforhold for plantevækst på land og algevækst i havet. Blandt de vigtigste havpattedyr i området er sæler, hvaler, hvalrosser, og isbjørne. På land er nogle af de største dyr i Arktis moskusokser, rensdyr, sneharer og polarulve og -ræve.

Hvilke beboere lever i Arktis?

Arktis er blandt de tyndest befolkede steder i verden, men trods de barske naturforhold har der levet mennesker i området i mindst 5.000 år. Op igennem historien er hele samfund blevet udslettet, og nye er opstået. Befolkningerne var tvunget til at være meget mobile for at udnytte dyrenes vandringsruter, heriblandt hav- og landpattedyr, fugle og fisk, som menneskene var afhængige af at fange og spise for at overleve.

Fordi de omvandrende beboere aldrig blev det samme sted i lang tid, var der ingen faste tilholdssteder i Arktis, før europæerne kom og udforskede området fra 1400-tallet og frem. De indfødte arktiske folkeslag – også kaldet inuitter – tilpassede sig løbende de krævende levevilkår ved at udvikle specielle klædedragter, transportmidler, fangstmetoder og -redskaber. Det anslås, at der i dag bor cirka 150.000 inuitter i de arktiske områder i USA, Canada, Rusland samt i Grønland, hvor de udgør knap 90% af den grønlandske befolkning.

Hedder det inuitter eller eskimoer?

Inuit er det officielle betegnelse for en indfødt, som bor i de nordligste egne af Alaska, Canada, Rusland og Grønland. Ordet ’eskimo’ er også blevet anvendt til at beskrive de arktiske folkeslag, men en del af dem føler sig krænket af det ord, fordi det var folk udefra, der først brugte det om dem. I 1980 blev organisationen Inuit Circumpolar Council (ICC) grundlagt i Grønlands hovedstad Nuuk, og her blev det besluttet at erstatte ordet ’eskimo’ med ’inuit’. De indfødte stammer i Alaska – blandt andet Yupik, Inupiat, Athabascan og Alutiiq – er ikke som sådan imod termen ’eskimo’, men foretrækker, at man bruger det specifikke navn på deres stamme, når man omtaler dem. Det fremgår af artiklen ”Are there still Eskimos?” i magasinet Seeker (se kilder).

Hvilke industrier er der i Arktis?

I løbet af 1600- og 1700-tallet blev Arktis langsomt inddraget i verdensøkonomien. Til at begynde med var det primært europæiske konger og handelshuse, der efterspurgte skind fra de sjældne arktiske dyr. Senere var det olie og tran fra hvaler og sæler, som kunne bruges til at oplyse stuerne i de europæiske hjem. I de følgende århundreder blev mange bebyggelser oprettet i Arktis, så der kunne foregå handel med olie, og de handlende kunne bytte våben med skind. Fra 1900-tallet og frem blev de rige fiskeressourcer i Arktis en del af handlen, og det tog især fart efter 2. Verdenskrig, hvor produktionen blev samlet i få større byer.

Siden har man fundet store mineralressourcer i Arktis. I Rusland hovedsagelig nikkel, kobber, kul, guld og diamanter, i Nordamerika især uran, kobber, nikkel, zink, gas og olie. Men på trods af det store potentiale udnyttes de fleste af ressourcerne ikke, fordi det er meget dyrt at udvinde og transportere de arktiske råstoffer. Derudover skal der tages særlige hensyn til de arktiske økosystemer. Det gælder også for turismen i området, hvor den sårbare natur og det udsatte samfund begrænser mulighederne. Det fremgår af opslaget Arktis i Den Store Danske (se kilder).

Hvordan påvirkes Arktis af den globale opvarmning?

I artiklen ”Her er 4 trusler i Arktis – og løsningerne på dem” fra Videnskab.dk (se kilder) beskrives nogle af de konsekvenser, som den globale opvarmning kan få – og allerede har fået – for Arktis-regionen og resten af kloden. Artiklen bygger på rapporten ”Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic”, som forskere fra organisationen SWIPA udgav i 2017 (se kilder). Her opridses de fire af de konsekvenser, som rapporten og artiklen nævner:

· Mindre is i havet på grund af varmere temperaturer: Udbredelsen af havis i det Arktiske Ocean bliver ved med at falde, og det er sandsynligt, at det Arktiske Ocean om blot 20 år vil være overvejende isfrit om sommeren. Allerede nu betyder de svindende ismængder, at dyrene i området bevæger sig mod nye levesteder. Nogle arter er decideret afhængige af isen for at kunne overleve, heriblandt visse sælarter og isbjørne, og får derfor sværere ved at ernære sig. Algeproduktionen i området stiger, og det kan skabe problemer i fødekæden.

· Globale havniveaustigninger: Siden midten af 1800-tallet, hvor den industrielle revolution begyndte, er vandstanden i verdenshavene steget med 28 centimeter. Det skyldes i høj grad, at landisen i den arktiske region er smeltet. En stor del af afsmeltningen stammer fra den grønlandske indlandsis, og tendensen ser ud til at fortsætte. Forskere forudsiger, at mindre gletsjere i Rusland og Sibirien vil være helt forsvundet i midten af dette århundrede. I Danmark har forskere beskrevet forbindelsen mellem den stigende vandstand i verdenshavene og øget risiko for stormfloder som den, der ramte Danmark i januar 2017.

· En tøende jordoverflade: Permafrost kaldes den del af jordoverfladen, som er konstant frosset i mere end to år. Den hurtige opvarmning af den arktiske jordbund og optøningen af permafrosten volder allerede problemer. Landbrug og lokalsamfund risikerer, at forurening bliver problematisk, hvis det tidligere frosne affald bliver spredt ud i floder, søer og jordbund. Også de enorme drivhusgasmængder (metan og CO2), der er lagret i permafrosten udgør et stort problem. Omkring 50% af det samlede kulstofindhold i jorden er lagret i den arktiske permafrost og vil blive udledt i takt med, at Arktis bliver varmere.

· Den globale effekt af de arktiske forhold: Klimaforandringerne i Arktis vil ikke alene have en effekt på de lokale beboere, men sandsynligvis også på klimaet globalt set. Et varmere Arktis og mindre udbredelse af havis betyder for eksempel, at stormbanerne over den nordlige halvkugle vil ændres, så andre områder kommer til at opleve yderst ustabile vejrforhold. Forskerne kalder dette fænomen for ’global weirding' (globale mærkværdigheder). Fænomenet forårsager usædvanligt varmt eller koldt vejr, oversvømmelser, sne eller tørke i USA, det sydlige Grønland og Europa. Udtrykket ’global weirding’ blev første gang brugt af avisen The New York Times i 2010 (se kilder).

Hvem har retten til Arktis?

Der er ingen stater, der alene har ret til at kalde Arktis for deres. Til gengæld gør en række stater, krav på dele af det endnu uopdelte undersøiske territorium. Det drejer sig om kysstaterne Canada, USA, Norge, Rusland og Danmark, som også alle er medlem af Arktisk Råd.

Hvad er Arktisk Råd?

Arktisk Råd er et mellemstatsligt organ, der forsøger at samarbejde om de udfordringer, de arktiske egne står overfor inden for blandt andet miljø, sociale forhold og økonomi. Rådet blev etableret i 1996, og kun lande med territorier i de arktiske egne kan være medlemmer, det vil sige de otte såkaldt arktiske nationer: USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland, Rusland og Danmark. Derudover er en række organisationer permanente medlemmer af Arktisk Råd (blandt andet ovennævnte ICC), fordi de repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis. Desuden har en række lande, som også har interesser i området, observatørstatus i rådet, for eksempel Kina.

Hvad er FNs rolle?

FNs havretskonvention (UNCLOS) definerer nationers rettigheder og ansvarsområder i forhold til deres anvendelse af verdenshavene. Konventionen udstikker en række retningslinjer for søfart, miljø og administration af havets naturressourcer. Havretskonventionen giver kyststater fuld myndighed over det ydre og indre territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinjen. Samtidig har kyststater ret til at etablere en eksklusiv økonomisk zone op til 200 sømil ud i havet. I dette område har staten ret til at efterforske og udnytte havets og det undersøiske territoriums ressourcer.

Hvordan har forskellige lande gjort krav på territorier i Arktis?

Som følge af FN’s Havretskonvention fik de respektive lande 10 år – fra den dato, hvor de ratificerede aftalen, i Danmark skete det i 2004 – til at udarbejde og præsentere deres krav på bestemte territorier i området. I 2001 gjorde Rusland som det første land krav på en del af området. Siden er flere lande fulgt efter – også Danmark. Især Rusland er efterfølgende gået offensivt til værks for at sikre sig flere af de arktiske ressourcer i fremtiden (se mere længere nede).

Hvilke konflikter er opstået mellem landene?

Der er opstået flere politiske og økonomiske tvister mellem landene i Arktis-regionen. Danmark, Norge, Rusland og USA har hver især gjort krav på dele af Det Arktiske Ocean. Undervejs er der også opstået en tvist mellem Canada og Danmark om den øde klippeø Hans Ø, som ligger mellem de to lande. Flere gange har danske og canadiske regeringsledere forsøgt at finde en løsning, men så sent som i 2019 klagede Danmark over Canadas mineplaner på øen. I en artikel på netmediet Altinget blev konflikten udpeget som symbol på områdets geopolitiske uenigheder. ”Ny strid viser, hvad der venter ved Nordpolen” var artiklens overskrift (se kilder).

Hvad er Danmarks officielle politik?

Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark (og Færøerne) er blandt de fem kyststater, der har kyststrækninger i det arktiske område. De øvrige er Rusland, USA, Canada og Norge. I december 2014 gjorde Grønland og Danmark krav på et 895.000 kvadratkilometer stort område i Det Arktiske Ocean, inklusive Nordpolen. Ifølge kravet vil Danmark have retten til at udnytte havbunden hele vejen fra Grønlands nordlige kyst mod Polarhavet, under Nordpolen og frem til Ruslands 200-sømilegrænse på den modsatte side af Polarhavet. I de efterfølgende 10-15 år (det vil sige frem mod 2030) skal FNs havretskommissionen tage stilling til det danske krav. Blandt andet har Canada og Rusland gjort krav på en del af samme område. Det fremgår af Berlingske-artiklen ”Danmarks krav i Arktis går helt til Ruslands søgrænse” (se kilder). Ifølge artiklen byggede det danske krav på målinger af havbunden nord for Grønland på tre ekspeditioner i 2007, 2009 og 2012, og samlet havde Danmark frem til 2014 investeret omkring 330 millioner kroner i indsamling og analyser af data fra havbunden.

Allerede i 2011 udgav den daværende VK-regering med Udenrigsministeriet i spidsen ’Den Arktiske Strategi 2011-2020’ (se kilder). Her fremgik det, at den danske tilgang til Arktis tager udgangspunkt i en overordnet målsætning om at ”forebygge konflikter, undgå militarisering af Arktis og aktivt at medvirke til at bevare Arktis som en region præget af tillid, samarbejde og partnerskaber til fælles gavn”. I Berlingskes artikel ”Videnskabsdiplomati i Arktis” fra 2015 fortolkes det, at Danmark både skal være en diplomatisk samarbejdspartner i regionen, men ikke glemme at fokusere på de naturressourcer, som retten til Arktis kan give (se kilder).

Hvilken betydning har klimaforandringerne for striden om Arktis?

I takt med at den globale opvarmning tager til, og polarisen hastigt smelter, øges de arktiske områders strategiske betydning. Det skriver lektor Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet i rapporten ”Ruslands strategi i Arktis” fra 2015 (se kilder): ”Polarområderne bliver gradvist mere tilgængelige for udnyttelse af det formodede væld af naturressourcer i undergrunden, og håbet er desuden, at de på længere sigt kan fungere som transitrute for den globale skibstrafik mellem Europa og Asien”. Ifølge rapporten har den globale opvarmning de senere år medført fornyet politisk og økonomisk interesse for Arktis: ”Interessen for dette formodede arktiske bonanza har været så stor, at det i nogle iagttageres øjne lignede grundlaget for et nyt ’great game’ mellem stormagterne”. Rapporten nævner bl.a. den bekymring, der har domineret i mediernes mange historier om russisk oprustning i Arktis: ”Det russiske genbevæbningsprogram fra 2011, som frem til 2020 vil tilføre i alt 22 billioner rubler til indkøb af militært materiel til hele det russiske forsvar, tilfører da også markant øgede ressourcer til de russiske styrker i Arktis”.