Faktalink_13MB_ingenaudio.mp4

Et russisk drone- og missilangreb på Ukraines hovedstad, Kiev, den 4. juli 2025

Krigen i Ukraine - forside juli 2025 - Oleksii FilippovAFPRitzau Scanpix@20250704-092745-L-4432x3099ma.jpg

Krig i Ukraine

Israel-Palæstina konflikten er en af de længstvarende konflikter i verden. Og konflikten deler ikke kun israelere og palæstinensere og landene i Mellemøsten, men også de politiske fløje internt i både USA og Europa. Ligesom konflikten også har præget mange kulturelle arrangementer og givet anledning til store demonstrationer på fx universiteter i mange steder i verden.

Siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas foretog et storstilet terrorangreb i Israel, er konflikten mellem Hamas og Israel blusset op igen. Omkring 1.200 israelere mistede livet i angrebet, og yderligere 250 blev taget som gidsler, hvoraf det vurderes, at kun 63 stadig er i live \[1\]. I de efterfølgende bombardementer af Gaza og som følge af den israelske invasion af området har over 45.000 palæstinensere mistet livet ifølge FN \[2\]. Den aktuelle krig er blot den seneste udvikling i en konflikt, som har varet i over 100 år, og som handler om, at både israelere og palæstinensere hævder at have ret til det samme landområde.  Konflikten har gennem årene haft perioder med tilnærmelser og fredsforhandlinger og perioder med krig og opstand. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er konflikten dog eskaleret. Først med en israelsk invasion af Gaza, dernæst en intensiv israelsk bombekampagne i det nordlige Libanon for at ramme den med Hamas’ allierede Hizbollah-milits, og sidst i form af en direkte konfrontation med Iran.

Situationen udvikler sig hele tiden og kan følges via for eksempel følgende hjemmesider:

*   [BBC](https://www.bbc.com/news/topics/c2vdnvdg6xxt)
*   [Haaretz](https://www.haaretz.com/)
*   [Middle East Eye](https://www.middleeasteye.net/topics/israel-war-gaza)
*   [DR](https://www.dr.dk/nyheder/udland/tema/krig-mellem-israel-og-hamas) har denne side, der ikke opdateres helt så tit som de øvrige, men samler de væsentligste nyheder

Konflikten tager konkret sin begyndelse med jødisk indvandring til Palæstina i starten af det 20. århundrede, men baggrunden for konflikten skal også findes i jødeforfølgelserne i Europa og europæisk kolonialisme. 

Oprindeligt udspringer konflikten af uenighed om, hvem der har retten til området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Det område, som jøder kalder Israel, og palæstinensere kalder for Palæstina. Den zionistiske bevægelse (se nedenfor) arbejdede fra slutningen af 1800-tallet på at oprette et jødisk hjemland i Palæstina, hvor jøder kunne leve i fred for forfølgelse og undertrykkelse. På den anden side står den oprindelige arabiske befolkning af muslimer og kristne, som boede i landet i forvejen. 

Efter Israels besættelse af Vestbredden og Gaza i 1967 har konflikten i høj grad også handlet om, hvorvidt Israel har ret til at fortsætte besættelsen af Vestbredden og blokaden af Gaza-striben.

Zionisme er betegnelsen for den bevægelse, der opstod i slutningen af 1800-tallet, og som arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. En vigtig skikkelse for zionismen er Theodor Herzl, der i 1896 udgav bogen ”Jødestaten”, hvori han argumenterede for oprettelsen af en jødisk stat \[3\]. Zionismen kan betegnes som en nationalisme på linje med andre nationalistiske bevægelser, der opstod i 1800-tallet. Zionismen nød ikke opbakning fra alle jøder i Europa. Blandt den jødiske arbejderklasse i Østeuropa var der fx en stor del, som tilhørte den såkaldte Bundt-bevægelse, der ønskede at forbedre jødernes situation, hvor de allerede boede, i stedet for at søge at oprette en jødisk stat i Palæstina. Bundt-bevægelsen støttede fx også brugen af jiddisch som sprog i modsætning zionisterne, der ønskede at genoplive hebræisk. Mange religiøse jøder brød sig heller ikke om zionismen, da det at være jøde for dem var et spørgsmål om religion, ikke et nationalt eller etnisk fællesskab. 

Siden den jødiske indvandring til Palæstina tog fart og efter oprettelsen af staten Israel i 1948, udviklede zionismen sig også som ideologi i takt med det politiske landskab i Israel. Man kan således både tale om politisk zionisme, kulturel zionisme, socialistisk zionisme, revisionistisk zionisme, religiøs zionisme m.m. \[4\].

I 1800-tallet opstod der i Det Osmanniske Rige, ligesom i Europa, forskellige nationalistiske bevægelser, der hævdede retten til deres eget land. I de arabisktalende provinser argumenterede man således for, at disse regioner burde løsrives og danne en foreneret arabisk nationalstat. Senere da Frankrig og Storbritannien efter Første Verdenskrig delte Mellemøsten imellem sig, blev fokus på at opnå uafhængighed fra de europæiske kolonimagter. Denne arabiske nationalisme havde sin storhedstid i 1950’er og 1960’erne, hvor Egyptens daværende leder, Gamal Abdel Nasser, bl.a. forsøgte at oprette en fælles egyptisk-syrisk enhedsstat. Den arabiske nationalisme var også med til at forme synet på oprettelsen af Israel blandt arabere, hvoraf nogle anså den for at være en direkte videreførelse af den europæiske kolonialisme. Efter Seksdageskrigen i 1967 har panarabismen været en ideologi i tilbagegang, og i de efterfølgende årtier blev forskellige former for politisk islam i stedet den dominerende ideologiske strømning\[5\].

Fatah er en palæstinensisk bevægelse, der blev grundlagt i 1956 af bl.a. Yassir Arafat. Organisationen tog del i fredsprocessen i Oslo i starten af 1990’erne, hvor man forsøgte at skabe fred mellem Israel og Palæstina, og Fatah har været det dominerende parti i først PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og senere det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden siden dets oprettelse i 1994. Fatah er en nationalistisk og i udgangspunktet sekulær bevægelse i modsætning til Hamas, som udspringer af Det Muslimske Broderskab og politisk islam. Fatah og Hamas har i mange år kæmpet om, hvem der bedst repræsenterer den palæstinensiske sag, og om kontrollen med det palæstinensiske selvstyre. I 2006-2007 udkæmpede de to parter en kortvarig krig, som endte med at Fatah beholdt magten på Vestbredden, mens Hamas satte sig på magten i Gaza. De to parter indgik en fredsaftale i 2011 \[6\].

Hamas er en palæstinensisk islamistisk bevægelse, der siden 2007 har styret Gaza-striben. Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab i Egypten og baserer sig på en islamistisk ideologi, som anser islam for at være ikke blot en religion, men også indeholde et politisk program for, hvordan man bør indrette samfundet. Hamas blev grundlagt under den første intifada (se nedenstående afsnit), og har fra begyndelsen udført et større antal terrorangreb i Israel. Senest det store angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, der kostede omkring 1.200 mennesker livet, mens 250 personer blev taget som gidsler. Hamas bliver regnet for en terrororganisation af bl.a. EU og USA. Hamas modtager støtte fra Iran og Hizbollah-militsen i det sydlige Libanon \[7\].

”Modstandens akse” er en alliance mellem en række mellemøstlige militser og den Islamiske Republik i Iran. Siden grundlæggelsen af den Islamiske Republik i Iran i 1979 har landets præstestyre søgt at sprede sin indflydelse og islamiske ideologi til de omkringliggende lande. Det har gennem årene resulteret i stærke bånd til den libanesiske Hizbollah-milits, Houthi-militsen i Yemen, Hamas i Gaza-striben - og siden den amerikanske invasion af Irak også en række magtfulde shiamuslimske militser i Irak. Indtil Bashar Assads styre i Syrien faldt i december 2024, var Syrien også at regne som en del af denne alliance. Iran har brugt disse allierede til at afskrække Israel og USA; hvis man angreb Iran, kunne man forvente, at f.eks. Hizbollah ville svare igen med angreb på Israel \[8\]. Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod både Hamas og Hizbollah er denne akse kommet under voldsomt pres. Både Hamas og Hizbollah er blevet kraftigt svækket, og Bashar Assads styre i Syrien er faldet. Dermed er Irans indflydelse i regionen svækket som følge af det seneste års konflikt.

I mange europæiske lande var der i det 19. og 20. århundrede en stærk antisemitisme (se opslag) , der resulterede i udbredte jødeforfølgelser. Dette førte til, at mange jøder anså zionismen og oprettelsen af en jødisk stat som den eneste måde at sikre det jødiske folks fred og sikkerhed. Efter Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og Palæstina blev et britisk mandatområde – mere eller mindre det samme som en koloni. Derfor arbejdede den zionistiske bevægelse på at påvirke den britiske regering til at tillade jødisk indvandring og på sigt oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Det lykkedes med Balfour-erklæringen i 1917, som gav den britiske regerings støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina \[9\]. Med fascismens fremmarch i Europa i 1930’erne og Holocaust under Anden Verdenskrig voksede ønsket om at immigrere til Israel yderligere, og mange europæiske jøder indvandrede til Israel. Den eksisterende arabiske befolkning kunne godt se, at målet var at etablere et jødisk hjemland på deres jord, og gjorde oprør mod indvandringen. Dette førte flere gange til optøjer, bl.a. i 1936-1939. Begge parter oprettede i samme periode selvbestaltede militære grupper, som kom i åben krig efter udråbelsen af den jødiske stat i 1948 og den efterfølgende første arabisk-israelske krig \[10\].

Israel besatte i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 Vestbredden og Gaza-striben. Israel trak sig tilbage fra Gaza-striben i 2005, men besatte området igen efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, ligesom området i hele perioden mellem 2005 og 2023 var underlagt israelsk blokade. Vestbredden har været besat af Israel uafbrudt siden 1967. Siden oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i 1994 er enkelte områder på Vestbredden overgået til at blive administreret af selvstyret, men hele området er underlagt israelsk militær kontrol og overhøjhed. Besættelsen begrundes af nogle israelske politikere med spørgsmålet om sikkerhed. Andre stemmer i den nuværende israelske regering taler åbent om, at målet er at annektere Vestbredden og gøre det til en integreret del af Israel \[11\]. Ifølge Den Internationale Domstol i Haag er besættelsen ulovlig og i strid med folkeretten, og det samme gælder  de mange bosættelser, som Israel har etableret på Vestbredden \[12\].

Israel er et helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Ifølge jødedommen har Gud givet Israel til jøderne, mens det for kristne er helligt, fordi det var her, Jesus levede, prædikede, blev korsfæstet og genopstod. I islam spiller landet også en central rolle, da profeten Muhammad ifølge Koranen foretog en rejse til himlen og derfra vendte tilbage til Jerusalem. Jerusalem er hjemsted for Grædemuren, som er ruinerne af det sidste jødiske tempel. Lige ved siden af ligger Al-Aqsa moskeen, som blev bygget på det sted, hvorfra Muhammad ifølge Koranen vendte tilbage fra himlen. Byen er også hjemsted for den kristne Gravkirke, som siges at være bygget på Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, og Via Dolorosa, som er den vej, Jesus gik, inden han skulle korsfæstes \[13\].

En vigtig faktor for konfliktens opståen var, at Storbritannien kontrollerede Palæstina fra 1917 frem til 1948 og i det meste af denne  periode tillod jødisk indvandring til området. Da konflikten mellem de jødiske indvandrere og den oprindelige arabiske befolkning tog til, blev situationen uhåndterbar for det britiske styre. Briterne besluttede derfor at inddrage det nyoprettede FN for at finde en løsning. FN udarbejdede to forskellige planer, hvoraf den ene i en lidt ændret udgave opnåede et flertal i FN’s generalforsamling. Ifølge denne plan skulle der oprettes en jødisk og en arabisk stat i området, og Jerusalem skulle være international zone. Det var med afsæt i den plan, at Israel blev oprettet i 1948. Selve den grænsedragning, som FN’s plan medførte, blev dog aldrig ført ud i livet, da krigen umiddelbart efter brød ud mellem Israel og de arabiske lande \[14\].

Umiddelbart efter vedtagelsen af FN’s delingsplan angreb styrker fra flere arabiske lande det netop oprettede Israel. Selvom de arabiske styrker var talmæssigt overlegne, havde de ikke en fælles kommandostruktur, og der var en del konflikter internt i den arabiske koalition. Derudover var de israelske styrker ekstremt motiverede og disciplinerede, da de kæmpede for landets eksistens, mens det ikke var det samme spørgsmål om liv eller død for mange af de arabiske soldater. De arabiske hære lykkedes ikke med at udslette Israel; tværtimod blev det område, som FN’s delingsplan havde tildelt Israel, kraftigt udvidet på bekostning af palæstinenserne. For israelerne er krigen kendt som ”uafhængighedskrigen”, da den markerer oprettelsen af et selvstændigt jødisk hjemland, mens den er kendt som ”Nakba” – katastrofen - blandt palæstinenserne, fordi mange palæstinensere under krigen blev fordrevet fra deres hjem. Det diskuteres fortsat, præcis hvor mange palæstinensere, der blev fordrevet, men de fleste peger på over 700.000. Dermed blev krigen også starten på det palæstinensiske flygtningeproblem, da mange palæstinensere - udover at flygte fra de af Israel erobrede områder til Vestbredden og Gaza – måtte flygte videre til nabolandene Libanon, Jordan, Egypten og Syrien \[15\].

Seksdageskrigen, også kendt som 1967-krigen, var en kortvarig krig mellem Israel og dets arabiske naboer. Årene op til krigen var præget af mistro og oprustning på begge sider til et punkt, hvor det bare var et spørgsmål om tid, før en ny krig ville bryde ud. Den konkrete anledning blev, at Egypten brød nogle våbenhvileaftaler fra 1949 om ikke at placere tropper tæt på Israel, hvilket fik Israel til at bombe det egyptiske luftvåben. Krigen varede, som navnet antyder, kun seks dage og blev et overvældende nederlag for de deltagende arabiske lande, dvs. Egypten, Syrien, Jordan, Irak og Libanon. Krigen endte med, at Israel besatte Vestbredden, Gaza samt den egyptiske Sinai-halvø og Golan-højderne i Syrien \[16\].

I 1973 angreb Syrien og Egypten Israel under den jødiske højtid ”Yom Kippur”, hvorfra krigen fik sit navn. Angrebet var et forsøg på at tilbageerobre de tabte områder fra 1967-krigen, Seksdageskrigen. Angrebet gik godt i starten, da Israel ikke var forberedt på det, men krigen endte med israelsk sejr, bl.a. pga. stor støtte fra USA. Selvom Israel vandt på slagmarken, blev krigen også startskuddet til fredsforhandlinger med Egypten, som resulterede i, at Israel gav Sinai-halvøen tilbage til egypterne \[17\].

”Intifada” er et arabisk ord, der oprindeligt betyder 'rystelse, bæven'.  Ordet bruges til at referere til to store opstande i de besatte palæstinensiske områder. Den første brød ud i 1987 og varede frem til underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993. Den anden startede i september 2000, efter at den højreorienterede Likud-leder og senere israelske premierminister Arien Sharon aflagde et besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem. Dette var en voldsom provokation for mange palæstinensere, da det blev set som et budskab om, at dette område tilhørte Israel og ikke en fremtidig palæstinensisk stat. Opstanden varede frem til ca. 2005 og var bl.a. karakteriseret ved en kampagne af selvmordsbombeattentater mod civile i Israel, orkestreret af de to islamistiske palæstinensiske organisationer Hamas og Islamisk Jihad \[18\].

Oslo-processen er betegnelsen for en forhandlingsproces mellem Israel og PLO, der blev indledt i 1993. Den fik navnet  Oslo-processen, fordi den norske regering stod for at etablere kontakten mellem de to parter, da Norge var et af de få lande, der havde gode relationer til dem begge. Processen blev indledt med det, der blev kaldt den ”den israelsk-palæstinensiske principerklæring”, andre steder omtalt som ”principaftalen” eller ”den første Oslo-aftale”. Aftalen indebar, at de to parter anerkendte hinanden som forhandlingspartnere. PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og Israel anerkendte, at PLO var den legitime repræsentant for palæstinenserne (før havde Israel betragtet PLO som en terrororganisation). Aftalen overdrog også administrationen af en række områder, såsom uddannelse og sundhedsvæsenet på Vestbredden og i Gaza, til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Derudover satte aftalen en deadline på fem år for at finde en løsning på de store uenigheder – dvs. især grænsedragningen, Jerusalems deling, bosættelserne på Vestbredden og spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Aftalen var altså snarere en plan for, hvordan man skulle nå en fredsaftale – en ”køreplan”, som det blev kaldt - end en egentlig fredsaftale. Selvom de to parter blev enige om en anden Oslo-aftale i 1995, som bl.a. overdrog mere magt til det palæstinensiske selvstyre, endte Oslo-processen i fiasko. Det skyldtes bl.a., at den fredssøgende israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995. Rabin blev myrdet af højre-ekstremisten Yigal Amir, som var modstander af fredsprocessen. Ved det efterfølgende valg vandt den israelske højrefløj ledt af Benjamin Netanyahu magten på en politik om at stoppe fredsprocessen. Det blev dermed starten på afslutningen af forsøget på at lave en endelig fredsaftale\[19\].

Siden Hamas overtog kontrollen med Gaza-striben i 2007, har Israel bombet Gaza-striben som svar på raketangreb og selvmordsangreb foretaget af Hamas. Dette skete bl.a. i 2008, 2012, 2014 og 2021. Den absolut mest blodige Gaza-krig er dog krigen, der brød ud efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 \[20\].

Palæstinenserne i de besatte områder på Vestbredden har ikke de samme rettigheder som statsborgere i Israel og som de israelske statsborgere, der bor i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne har små lommer af selvstyre, men lever i realiteten under israelsk militærstyre og er ofre for systematisk diskrimination og fordrivelse. Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch vurderer for eksempel, at den israelske besættelse systematisk forfølger palæstinenserne, og at besættelsen udgør et apartheidstyre \[26\].

De mange terrorangreb, som ramte Israel i 00’erne,var med til at styrke den israelske højrefløj og svække fredsbevægelsen. Årsagen til, at Yitzhak Rabins (som var med til at starte Oslo-processen) efterfølger, Shimon Peres, tabte til Benjamin Netanyahu (som var modstander af Oslo-processen) i 1996, siges fx ofte at være  en terrorkampagne, som Hamas udførte op til valget. Ligeledes har de mange raketangreb, som de sidste årtier har ramt israelske byer, været med til at styrke den del af israelsk politik, der vil løse problemerne militært i stedet for gennem forhandlinger.

Generelt kan man sige, at højrefløjen i Danmark støtter Israel, hvor der blandt andet lægges meget vægt på, at Israel er et vestligt demokrati omgivet af diktaturer. På den anden side har venstrefløjen traditionelt støttet den palæstinensiske sag med henvisning til Israels besættelse og den fordrivelse, som finder sted af palæstinenserne. Både højre- og venstrefløj i Danmark fordømmer dog som regel terrorangreb og krigsforbrydelser, uanset hvem der har begået dem. Danmarks officielle holdning er, at regeringen støtter en tostats-løsning, der skal etableres gennem forhandling. Danmark støtter også flere bistandsprojekter i de palæstinensiske områder \[27\].

Nazisternes industrielle massedrab på over seks millioner jøder medførte, at der efter Anden Verdenskrig var udbredt sympati for den zionistiske sag. Selvom det var den tyske stat og besættelsesmagt, der stod for at organisere Holocaust, var der i alle de besatte lande mennesker, der direkte eller indirekte deltog i udryddelserne. Dertil kom, at antisemitisme havde været udbredt i alle europæiske lande før krigen. Den danske avis Jyllands-Posten trykte fx flere antisemitiske ledere i årene op til krigen \[28\]. Derfor var skyldfølelsen over det, der var sket, udbredt over store dele af Europa, og derfor var der også bred opbakning til at efterkomme de zionistiske lederes ønske om oprettelsen af en jødisk stat. Desuden var der mange jødiske flygtninge efter Anden Verdenskrig, som ikke havde noget sted at tage hen, og for hvem indvandring til Israel var den eneste løsning \[29\]. 

Tyskland er stadig meget præget af Holocaust i sin tilgang til Israel. Tyskland har f.eks. under den igangværende krig mellem Hamas og Israel været det klart mest Israel-venlige land i Europa, og landet har eksporteret mange våben til Israel. Udover det har det tyske parlament også i november 2024 vedtaget en resolution, der skal stoppe offentlig støtte til folk og organisationer, der ytrer sig kritisk om Israel, fx ved at opfordre til at boykotte landet. Resolutionen har mødt stor modstand i det tyske civilsamfund, og kritikere mener, at den begrænser ytringsfriheden \[30\].

Israel-Palæstina-konflikten var inden Hamas’ angreb den 7. oktober ved at indtage en mindre betydelig rolle i Mellemøsten. Dels fordi der var en proces i gang, hvor flere arabiske lande var i gang med at normalisere forholdet til Israel, dels fordi den store skillelinje de sidste årtier har været konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien. Efter angrebet den 7. oktober og Israels invasion af Gaza (og senere også af Libanon) er konflikten igen blevet den centrale skillelinje i regionen. Saudi-Arabiens normalisering af forholdet til Israel er igen rykket længere ud i fremtiden, og det olierige kongerige har gjort en løsning af Palæstina-spørgsmålet til en betingelse for at indgå en fredsaftale med Israel \[31\]. Med Donald Trumps genindtræden i det Hvide Hus i januar 2025 er spørgsmålet, hvordan han vil balancere forholdet til Israel, som han har udtrykt stor støtte til, og med forholdet til Saudi-Arabien, som han havde et tæt forhold til under sin første embedsperiode. Denne balancegang vil blive afgørende for konfliktens fremtidige forløb og mulighederne for en eller anden form for fredelig løsning.

Gaza-striben er efter et års bombardementer og invasion helt smadret. Ifølge en analyse fra FN fra september 2024 er over 66 procent af alle bygninger i Gaza ødelagte. Over 44.000 er blevet dræbt, over 22.500 er blevet så hårdt såret, at det har ændret deres liv for altid (det kan f.eks. være at man ikke længere kan gå, se eller lignende). Kun 17 af Gazas 36 hospitaler fungerer delvist, og blandt andet derfor er adgangen til sundhedsydelser stærkt begrænset. Dertil kommer de psykiske traumer, som fx mange børn må leve med efter at have været udsat for bombardementer i over et år. Ifølge FN risikerer området at blive ramt af hungersnød pga. de få fødevareforsyninger, som Israel tillader  at komme ind i området \[32\]. Allerede nu er der en stor debat om, hvor ansvaret for denne katastrofe skal placeres. Israel og for en stor dels vedkommende også den amerikanske regering henviser til terrorangrebet den 7. oktober, og påpeger, at Israel havde ret til at svare igen og forsvare sig selv. De mener derfor, at tabene i sidste ende er Hamas’ ansvar, ligesom de i konkrete tilfælde vil påpege, at Hamas blandt andet ved at skjule kommandocentraler under hospitaler har brugt civile som skjold. På den anden side støtter en  række regeringer sig til de udtalelser, som Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag er kommet med. Hele ideen med en international krigsforbryderdomstol bygger på princippet om, at selv i krige er der love. Domstolen påpeger, at Israel har brudt krigens love og begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, hvorfor domstolen også har udstedt arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister, Yoav Gallant, og en af de få stadig overlevende Hamas-ledere, Mohamed Diab Ibrahim Al-Masri \[33\]. Hvorvidt Den Internationale Straffedomstol har ret, bliver et af  store stridspunkter i de kommende år, når ansvaret for de mange døde i Gaza vil blive diskuteret.

En palæstinensisk mand undersøger en ødelagt bygning efter et israelsk luftangreb i den nordlige Gaza-stribe i byen Beit Lahia den 20. marts 2025

Våbenhvilen mellem Israel og Hamas er brudt sammen, efter at Israel genoptog angrebene på Gaza den 18. marts 2025.

Israel-Palæstina-XinhuaAbacaRitzau Scanpix@20250321-112633-3-5472x3648ma.jpg

Israel-Palæstina-konflikten

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side.

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

*   Den 9. april 1940
*   Den 29. august 1943
*   Den 5. maj 1945.

Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering.

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister.

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed.

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger.

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland.

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holde krigens ødelæggelser uden for Danmark.

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?

Klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. To tyske divisioner på i alt 40.000 mand angreb Danmark på land, til vands og fra luften. Ved den dansk-tyske grænse, hvor 2.500 danske soldater lå i højeste alarmberedskab, kom det til spredte kampe. I den ulige kamp faldt 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer, før den tyske ilmarch op gennem Jylland kunne fortsætte. Hovedangrebsmålet var Ålborg Flyveplads, som de tyske faldskærmstropper erobrede kl. 6.30 uden kamp; i øvrigt var det første gang i krigshistorien, at faldskærmssoldater blev sat ind.

På øerne landsatte den tyske marine fra kl. 4.25 tropper, der overraskede de 12.500 mand (heraf godt halvdelen nyindkaldte rekrutter) på de danske kaserner. Tropperne "sikrede" de vigtigste havne, broer og veje, mens det tyske luftvåben (Luftwaffe) bombede de danske fly på Værløse Flyveplads. Det kostede to livet.

I København lagde et tysk troppeskib med 800 mand til ved Langelinje. De overrumplede det danske militærs hovedkvarter på Kastellet og indtog Amalienborg efter en kortvarig ildkamp med livgarden. At tyskerne kunne sejle lige forbi den danske flåde og Middelgrundsfortet, hvor kanonen havde sat sig fast, og indtage hovedstaden er siden blevet symbolet på det lidet heroiske danske forsvar.

Samtidig med invasionen tog den tyske gesandt Renthe-Fink kontakt til den radikale udenrigsminister Peter Munch og forelagde ham det tyske ultimatum: dansk kapitulation, ellers ville Luftwaffe, der som "sorte fugle" fløj truende rundt over hovedstaden, begynde at bombe. Kl. 5.30 mødtes Munch og regeringens øvrige ledere med kong Christian 10. og de øverste for værnene. Efter en kort rådslagning om, hvorvidt der skulle kæmpes videre, blev det besluttet at kapitulere. Kl. 6.00 (om end ved en fejl først 2 timer senere i Sønderjylland) udgik ordren om at stoppe kampene. I alt døde 16 danskere og 23 såredes.

Efter beslutningen var truffet, forestod tre opgaver for den danske regering:

*   **For det første** at svare den tyske gesandt, at man under protest accepterede de tyske kapitulationskrav.
*   **For det andet** at forklare situationen for danskerne, der via radioen og i aviserne modtog regeringens og kongens proklamation, der opfordrede "Befolkningen til rolig og behersket Holdning overfor de Forhold, som nu er opstaaet". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 22 (se kilder).
*   **For det tredje** at informere den samlede Rigsdag om, at kapitulationen var sket for "at skåne landet og folket for en krigstilstands følger", hvilket statsminister Stauning gik på talerstolen og gjorde kl. 21.00. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Fredsbesættelsen var forestillingen om, at Tysklands angreb på Danmark ikke var en krig. I stedet var der tale om en fredelig tysk besættelse af landet. Det kom i realiteten til at betyde, at Danmark efter den 9. april 1940 fungerede videre på en illusion om at være en suveræn stat. Hermed opnåede Danmark en særstatus sammenlignet med andre besatte lande. I Norge, Holland og Frankrig overtog den tyske besættelsesmagt regeringsmagten og den overordnede administration af landet. I Danmark kunne konge, regering og Folketing, men også hele det offentlige administrationsapparat samt domstole, politi og militær, fortsætte. Det gjaldt fra den 9. april 1940 og frem til den 29. august 1943 og med modifikationer videre frem til den 5. maj 1945.

Det var en betingelse for fredsbesættelsen, at illusionen om Danmark som suveræn og neutral stat blev opretholdt. Derved kunne Tyskland forhandle med Danmark som med et hvert andet land og gennem det respektive lands udenrigsministerium. Det betød, at 1930'ernes neutralitetspolitik, der først og fremmest handlede om at beskytte Danmark mod at blive draget ind i krig, kunne fortsætte efter den 9. april 1940. De danske politikeres råderum blev dog væsentligt mere snævert med en tysk besættelsesmagt, der ganske vist spillede med på illusionen om de såkaldte "løfterne af 9. april", men kun så længe det kunne betale sig.

Fredsbesættelsen var ikke en formel, bindende dansk-tysk aftale. Den blev en praksis hvilende på "løfterne af 9. april". "Løfterne" var at læse i den skrivelse, som fulgte det tyske ultimatum om dansk kapitulation. Heri stod der, at de tyske tropper ikke betrådte dansk jord "i fjendtligt øjemed", da "Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller for fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 18 (se kilder).

I den danske regerings svarnote tog man tyskerne på ordet og gentog "løfterne" om tysk fredsbesættelse og dansk suverænitet. Man svarede endvidere, at "Den danske regering har under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Denne nedlægger dog en alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 26 (se kilder).

Det var udenrigsminister Munch, der stod bag de taktisk kloge formuleringer i svarnoten. Her blev det dels slået fast, at Danmark fortsat var en suveræn stat ledet af en dansk regering; dels at Danmark var et neutralt land og derfor måtte protestere over krænkelserne. Dermed fik Munch uden at støde Tyskland sendt et signal til den danske befolkning og til hele omverdenen om, at regeringen ikke var på tysk side.

"Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder" lød de afsluttende ord fra Rigsdagens formand om aftenen den 9. april 1940. Med en ydre fjende i landet handlede det frem for alt om at stå sammen indadtil som nation. Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 24 (se kilder).

Næste morgen blev den siddende SR-regering udvidet med repræsentanter fra oppositionen. Venstre fik udnævnt tre ministre uden ministerium og de Konservative det samme, deriblandt John Christmas Møller. Hermed havde regeringen skabt en national samlingsregering, som oppositionen accepterede på betingelse af, at ansvaret for kapitulationen alene var SR-regeringens.

Samlingsregeringen havde flere klare fordele:

*   Den signalerede over for den danske befolkning, at alle måtte stå sammen i en svær tid, og at landet var trygt i samlingsregeringens hænder.
*   Den viste den tyske besættelsesmagt, men også det store udland, at Danmark stadigvæk fungerede som en uafhængig nationalstat, og at den danske samarbejdspolitik hvilede på det bredeste parlamentariske grundlag.
*   Den holdt de udemokratiske yderfløje uden for politisk indflydelse og stemplede dem som unationale. Det gjaldt i særdeleshed de danske nazisters parti (DNSAP) og deres samarbejdspartnere i Bondepartiet, men til dels også kommunisterne (DKP).

Samlingsregeringen styrkede den indre og ydre front ved at give næring til forestillingen om det nationale fællesskab. Men på Christiansborg knirkede det politiske sammenhold.

Venstre og de Konservative forlangte større politisk indflydelse og truede med at sprænge samlingsregeringen. Samtidig krævede tyskerne øget dansk tilpasningsvillighed – ellers ville nazisterne i DNSAP gerne overtage landets ledelse.

Efter lange og svære forhandlinger oprettedes den 2. juli 1940 Rigsdagens Samarbejdsudvalg på ni medlemmer fra samlingsregeringens partier.

Nimandsudvalget var et slags forretningsudvalg, der drøftede vigtige sager angående besættelsesmagten, hvorefter regeringen traf beslutning. Den 8. juli blev samlingsregeringen rekonstrueret. Regeringens ministerposter blev skåret ned fra 18 til 12, og de blev mere ligeligt fordelt mellem de 4 samlingspartier. Den socialdemokratiske statsminister Stauning fortsatte, hvorimod den radikale Munch (i øvrigt efter kongens ønske) blev ofret til fordel for en ny udenrigsminister, diplomaten og den radikale politiker Erik Scavenius. Det private erhvervsliv og embedsmændene blev repræsenteret med to upolitiske ministre.

Med en ny og stærkere samlingsregering var man klar til at forlade den passive tilpasningspolitik og i stedet samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

Erik Scavenius (1877-1962) personificerer om nogen samarbejdspolitikken, og han var fra 1940 til 1943 den mest centrale og omstridte person i dansk politik. Efter en lang karriere som diplomat og en kortere som radikal politiker blev Scavenius i sommeren 1940 hentet ind som ny udenrigsminister. Hos både danskerne og tyskerne nød Scavenius stor anseelse for som udenrigsminister at have ført Danmark smidigt, neutralt og uskadt igennem Første Verdenskrig. Ved sin tiltrædelsestale (den siden så berygtede 8. julierklæring) slog Scavenius tonen an og lagde op til en mere samarbejdsivrig dansk kurs: "Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa … Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 216 (se kilder).

Dermed var den radikale Munchs passive samarbejdslinje, der i Scavenius’ øjne byggede på en fiktion om dansk neutralitet, skudt i sænk. Scavenius mente, at der måtte føres realitetspolitik, og realiteterne i 1940 var, at Danmark var besat af Europas stærkeste militærmagt, som man for alt i verden måtte stå på god fod med. Denne goodwill-politik dominerede det dansk-tyske samarbejde frem til augustoprøret 1943, men gjorde Scavenius upopulær blandt sine politiske modstandere i Rigsdagen og ikke mindst i den danske offentlighed og befolkning.

I 1942 blev Scavenius statsminister, men han truede gentagne gange med at gå af under de store kriser, hvis Rigsdagen ikke føjede ham. Det gjorde den under protest, for reelt var der intet alternativ til Scavenius – i det mindste ikke et, som tyskerne havde tillid til og kunne acceptere. 10 måneder fik Scavenius som landets regeringschef, og indtil augustoprøret var han for politikerne et nødvendigt "onde" i bestræbelserne på at sikre fredsbesættelsen. Politikerne havde brug for Scavenius' styrke, hvad enten det var som værn imod en kynisk besættelsesmagt eller som lynafleder for en kritisk befolkning.

Den kurs, som den danske regering førte over for den tyske besættelsesmagt i tiden frem til den 29. august 1943, kaldes samarbejds- eller forhandlingspolitikken. Der var tale om et dansk-tysk samarbejde med det klare formål at undgå krigens ulykker på dansk jord og en nazificering af det danske samfund. Men hvor langt skulle de strække sig i samarbejdet og bestræbelserne på at tækkes den tyske besættelsesmagt? Det var det store spørgsmål, de danske politikere stod over for.

Den 9. april 1940 stod det klart, at den danske regering intet alternativ havde til at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Det bakkede Rigsdagen, kongen og hele det officielle Danmark op om, men også befolkningen i dens stiltiende accept. Imidlertid forandrede og udviklede samarbejdspolitikken sig i løbet af besættelsen først og fremmest bestemt af verdenskrigens gang.

I de første måneder førte regeringen med udenrigsminister Munch i spidsen en afventende, passiv politik over for besættelsesmagten. Det handlede om at fastholde dansk neutralitet og suverænitet, hvis krigen sluttede hurtigt, og Danmarks skæbne skulle afgøres på en fredskonference. Med stormagten Frankrigs fald i juni 1940 svandt dette håb. Danskerne måtte i stedet indstille sig på, at landet var besat – måske langt ud i fremtiden. Derfor indledte regeringen med den ny udenrigsminister Scavenius en mere aktiv samarbejdslinje over for tyskerne.

Gevinsten var, at det lykkedes Danmark (modsat Norge, Frankrig og Holland) at bevare sin suverænitet på langt de fleste områder. Til gengæld måtte Danmark give køb på retssikkerheden og ytringsfriheden for landets borgere.

Tilknytningen til Tyskland blev stadig mere markant, især hvad angik det økonomiske, erhvervsmæssige samarbejde. Således prægede den aktive samarbejdslinje tiden frem til sommeren 1942, og den foregik på alle niveauer af det danske samfund. Det kom til udtryk, da Udenrigsministeriet i juli 1940 tog initiativ til Dansk-tysk Forening, hvis formål var "at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland". Ifølge ”Gads leksikon om Danskbesættelsestid 1940-45”, s. 103 (se kilder).

I sommeren 1942 blev den tyske sejrsmarch på østfronten bremset, og en dansk modstandsvilje begyndte at spire frem. Tyskernes besættelsespolitik blev mere aggressiv, og i takt hermed blev regeringens samarbejdspolitik nedtonet. Det foregik under en ny dansk statsminister, socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954).

Buhl sad fra maj 1942, hvor han afløste Danmarks afdøde landsfader Stauning, til udenrigsminister Scavenius overtog posten et halvt år senere. Buhl var ikke lige så tilpasningsivrig og derfor ikke lige så vellidt af tyskerne, som hans udenrigsminister var. Men i store træk fortsatte regeringen sin samarbejdspolitik under Buhls ledelse. Trods kravet om flere indrømmelser til tyskerne og en voksende utilfredshed på de indre danske linjer holdt regeringens samarbejdspolitik helt frem til augustoprøret i 1943.

For tyskerne var fordelene ved fredsbesættelsen tydelige. Tyskland var den 9. april 1940 kommet næsten omkostningsfrit ind i Danmark og kunne indtil augustoprøret 1943 holde landet besat med et minimum af tropper og materiel.

Fredsbesættelsen sikrede en gnidningsfri dansk-tysk vareudveksling, og dansk fødevareeksport blev fra 1941 mere og mere vigtig for det tyske hjemmemarked. Det danske "mønsterprotektorat" havde også en propagandaværdi i forhold til udlandet, hvor neutrale lande så nazismens tilsyneladende venlige ansigt.

Det kunne således betale sig for tyskerne at opretholde illusionen om, at et fredsbesat Danmark var en neutral, suveræn stat, som det tyske udenrigsministerium samarbejdede med. Således førte det tyske udenrigsministerium politiske forhandlinger med den danske regering, mens hæren (værnemagten) tog sig af militære, sikkerhedsmæssige spørgsmål. Kompetencefordelingen gav dog enkelte især juridiske uoverensstemmelser. Disse blev i det store og hele løst af de tyske myndigheder på de daglige morgenmøder, der sikrede en ensartet besættelsespolitik over for Danmark.

Det tyske udenrigsministerium var i Danmark repræsenteret ved gesandten Cecil von Renthe-Fink, der med besættelsen fik titel af rigsbefuldmægtiget. Herunder arbejdede en række civile embedsmænd, i 1941 knap 100 og i 1943 godt det dobbelte. Sammenlignet med andre besatte lande krævede Danmark en relativt lille administration. Men ro og orden varede ikke ved, og en ny stærk mand ved navn Werner Best blev i november 1942 indsat som ny rigsbefuldmægtiget.

Som øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark sad general Erich Lüdke, indtil han i oktober 1942 blev afløst af den mere brutale general Herman von Hanneken.

Indtil 1943 blev Danmark "holdt" af to reservedivisioner, hvis samlede styrke udgjorde 14.-21.000 mand. Hovedparten var dårligt udrustede rekrutter, ligesom Danmark i stigende grad blev brugt til rekreationsophold for nedslidte tyske divisioner. Efterhånden som frygten for en allieret invasion på den jyske vestkyst voksede, optrappede tyskerne antallet af divisioner i Danmark. Det kulminerede i august 1944 med 180.000 mand. Hertil kom cirka 50.000 mand fra det tyske luftvåben og marine.

I takt med de militære nederlag og den voksende danske modstandsvilje lagde besættelsesmagten i Danmark en hårdere kurs. Det indebar, at Værnemagten (hæren) blev mere synlig, men også at en ny stærk magtinstans, det tyske sikkerhedspoliti, fra efteråret 1943 begyndte at operere i Danmark.

Resultatet var interne tyske magtkampe og splid, hvilket gjorde det sværere for de danske samarbejdspolitikere at orientere sig i forhold til den tyske besættelsesmagt, der ikke længere optrådte som en enhed.

Samarbejdspolitikken var i det store og hele en succes for regeringen, eftersom den bragte Danmark uskadt igennem størstedelen af besættelsestiden. Men der var tre større kriser i de første år, og de illustrerer hver især samarbejdspolitikkens hårfine balance imellem at bevare en god kontakt til besættelsesmagten og samtidig sikre indre dansk borgfred:

*   **Nytårskrisen**: Den begyndte i efteråret 1940, hvor den danske samlingsregering, og dermed selve det parlamentariske system, blev angrebet fra to sider. Fra den ene side af de danske nazister (DNSAP), der med støtte fra kredse i Berlin truede med at overtage regeringsmagten. Fra den anden side af de konservative kræfter i den såkaldte Danmarks- og Højgaardkreds, der ønskede samlingsregeringen erstattet med en gruppe forretningsmænd. Kritikken tog til, og den rigsbefuldmægtigede i Danmark udtrykte sin store utilfredshed med regeringens manglende tyskvenlighed. Men samlingsregeringens partier og kongen stod fast og afviste ved årsskiftet det tyske ønske om at udskifte statsminister Stauning med en upolitisk leder. Tyskerne bøjede sig, men fire af de mere tyskfjendtlige danske politikere – socialdemokraterne Hartvig Frisch, Hedtoft Hansen, H.C. Hansen og den konservative Christmas Møller – måtte i begyndelsen af 1941 se sig udskiftet.
*   **Den skjulte ministerkrise**: Den udspillede sig i sommeren 1941 og drejede sig om hvervningen af frivillige danskere til det tyske Ruslandsfelttog. Den 29. juni indledtes en offentlig hvervning til Frikorps Danmark; det var et alvorligt brud på dansk lov, der forbød fremmede magters hvervning på dansk territorium. Spørgsmålet var, hvordan den danske regering skulle forholde sig til dette. Den 2. juli skrev Udenrigsministeriets Pressebureau, at det var: "med den kongelige danske regerings billigelse". Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 81 (se kilder). Scavenius' ministerkolleger var stærkt utilfredse med svaret, og det kom til åbent opgør, som dog blev skjult for både tyskerne og den danske offentlighed. Der lød krav om at afsætte den tyskvenlige udenrigsminister, men de alternative kandidater afviste Staunings forespørgsler, og en styrket Scavenius valgte at blive siddende som samarbejdspolitikkens danske forhandler.
*   **Telegramkrisen**: Det var den hidtil alvorligste krise i det dansk-tyske forhold til trods for, at den lignede en bagatel. Hitler sendte en lykønskning på kong Christian 10.'s fødselsdag den 26. september 1942, hvortil kongen svarede: "Udtaler min bedste tak, Chr. R." Ifølge ”Besættelsesårene 1940-1945”, s. 92 (se kilder. Denne korte "varekvittering" fornærmede Hitler, der straks hjemkaldte sin rigsbefuldmægtigede og den øverstkommanderende. Danmark svævede en måned i angst og uvished om, før Hitler udnævnte Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og kaldte Scavenius til møde i Berlin. Her blev Scavenius forelagt en ny dansk ministerliste med sig selv som stats- og udenrigsminister. Efter tysk pres og svære forhandlinger på et splittet Christiansborg stod et nyt ministerium klart med den radikale politiker og diplomat Scavenius i spidsen. Det var den 7. november 1942, og den danske samarbejdslinje skulle vise sig at få endnu 10 måneder at leve i.

Werner Best (1903-1989) var tysk rigsbefuldmægtig i Danmark fra telegramkrisen i november 1942 til kapitulationen i maj 1945. Hitler sendte Best til København som en "nationalsocialist med en hård hånd", hvilket Best havde vist sig som, da han som SS- havde medvirket ved de morderiske jødefordrivelser i Polen og Frankrig. (Se kilde 4 s. 99). Alligevel blev juristen Best først og fremmest kendt i Danmark for sit gode og nære samarbejde med Scavenius – jævnfør deres berømte ugentlige tesamtaler.

På denne måde blev SS-officeren Best i tiden frem til augustoprøret, men også i det resterede 1,5 år af Besættelsen, den tyske garant for, at det dansk-tyske samarbejde fungerede så gnidningsfrit som muligt. I løbet af 1943 stillede andre tyske instanser som værnemagten og politiet krav om en hårdere danskerkurs – de danske sabotører skulle bekæmpes med dødsstraf og deportationer. Det bremsede Best. Når Best så bevidst brugte "fløjlshandsken" over for danskerne, skyldtes det, at han ville vise Berlin, hvordan han omkostningsfrit og uden brug af pisken kunne integrere Danmark i det tyske storrige.

Fredsbesættelsen og samarbejdet mellem Scavenius og Best kulminerede ved Rigsdagsvalget i marts 1943, som Best trods modstand fra Berlin fik gennemtrumfet. Dermed viste han over for Berlin, at dels bakkede danskerne op om samarbejdspolitikken dels, at det besværlige danske nazistparti ikke havde nogen fremtid. Herefter blev den økonomiske støtte til partiet inddraget.

Augustoprøret 1943 blev det store nederlag for Bests politik. Samarbejdspolitikken brød sammen, og Scavenius forsvandt fra den politiske scene. Best mistede anseelse i Berlin og tabte magt i forhold til tysk politi og værnemagt i Danmark, der nu satte bekæmpelsen af modstandsbevægelsen højt på dagsordenen. Alligevel fortsatte Best sin diplomatiske forståelseslinje via forhandlinger med udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen og Departementschefstyret i et vist omfang, omend tyskernes kurs blev markant hårdere og mindre imødekommende over for det danske synspunkt i takt med, at datoen for det endelige tyske nederlag nærmede sig.

I 1948 blev Best dømt til døden for sin skyld i jødeaktionen i 1943, men i 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.

Spørgsmålet om jurisdiktion – det vil sige domsmyndighed – handlede i besættelsestiden om, hvorvidt danske borgere skulle dømmes af danske domstole og efter dansk lov – og altså i overensstemmelse med fredsbesættelsens idé om, at danskerne selv tog sig af indre anliggender.

Men i sager, hvor danske borgere udgjorde en trussel mod den tyske værnemagts sikkerhed (for eksempel i spørgsmål om sabotage, spionage og anden undergravende virksomhed), var det så ikke værnemagtsdomstolene og tysk krigsret, der gjaldt? Spørgsmålet gav gentagne gange anledning til splid imellem tyskerne og danskerne, da det grundlæggende handlede om, hvorvidt illusionen om dansk suverænitet, som hele samarbejdspolitikken hvilede på, kunne opretholdes.

Hitler gav i en førerordre den 1. august 1940 værnemagten ret i, at tysk krigsret også gjaldt danske forbrydelser, og indtil efteråret 1942 var problemerne ikke større, end at de i praksis kunne løses: Tre danske sabotører blev dømt ved tysk krigsret og afsonede få år i danske fængsler.

Men den voksende danske modstand og de stadig flere sabotageaktioner skabte problemer i det dansk-tyske samarbejde. De danske domstole kunne ikke idømme dødsstraf, og de danske samarbejdspolitikere gik ikke på kompromis og undlod at indføre dødsstraf. Besættelsesmagten skærpede kursen over for modstanden ved fra efteråret 1942 at dømme flere danskere efter tysk krigsret. Frem til augustoprøret 1943 blev 39 danske statsborgere dømt, heraf fem til døden. De fire blev benådet, mens den første henrettelse af en modstandsmand fandt sted den 28. august 1943. Dermed bristede illusionen om den danske suverænitet, og jurisdiktionen gled Danmark af hænde.

Den 23. marts 1943 var der valg til Rigsdagen (datidens Folketing). Datoen var ikke tilfældig, idet Rigsdagens fireårige valgperiode udløb den 2. april. Herefter stod den siddende Rigsdag i henhold til grundloven uden formel legitimitet (befolkningsopbakning) og kunne dermed være lettere at fjerne for besættelsesmagten.

Op til valget herskede der i Danmark tvivl om, hvorvidt Besættelsen ville medføre udskydelse af Rigsdagsvalget, sådan som det var sket med kommunevalget. Et parlamentarisk valg midt i Hitlers nazistiske Europa forekom absurd, og i Berlin var man urolige for, at valget kunne fælde den samarbejdsivrige Scavenius-regering eller føre til uroligheder i det danske mønsterprotektorat. Men Best fik overbevist Berlin og kunne den 1. marts meddele Scavenius, at Hitler havde indvilget.

Efter dansk-tysk aftale blev Rigsdagsvalget ikke et frit valg. Det forløb uden valgkamp partierne imellem, med brug af (selv-)censur i medierne, forbud mod et parti (DKP), ligesom tidens vigtigste emne, dansk politik over for besættelsesmagten, ikke blev diskuteret. De illegale kommunister, Frit Danmarks folk og England over BBC opfordrede uden held danskerne til at stemme enten blankt eller på nejsigere blandt partikandidaterne. Alligevel blev valget en stor triumf for samarbejdspolitikkernes partier – og personlige sejre for Scavenius og Best. Valgdeltagelsen var på hele 89,5%, og vælgernes opbakning til de samarbejdende partier var overvældende: 94,6% (svarende til 140 af tingets 148 medlemmer) af stemmerne gik til disse partier.

Omvendt blev valget et stort og afgørende nederlag for de partier, der stod uden for samarbejdet og dermed uden for det nationale sammenhold. Det gjaldt først og fremmest de danske nazister i DNSAP og for Bondepartiet. De fik samlet 5 mandater og var færdige i dansk politik. Men også for det eneste legale protestparti, Dansk Samling, blev valget en skuffelse. Således nød regeringens samarbejdslinje endnu stor opbakning i foråret 1943.  
Modstandssynspunktets sejr kom først et halvt år senere.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, hvor landet var besat, og Anden Verdenskrig rasede i de europæiske nabolande. I det store og hele lykkedes det da også at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samtidig holdt samarbejdet med besættelsesmagten det store økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Det betød, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse under Besættelsen. Dog blev skellet mellem fattig og rig større. Befolkningen vidste, at dens eksistens og livsgrundlag stod på spil, og den nærede tillid til, at politikernes tilpasnings- og samarbejdslinje kunne bringe landet uskadt igennem Besættelsen.

Hermed ikke sagt, at man som dansker var tyskerne venligt stemt i de første besættelsesår. Også tyskerne vidste, at danskerne i den store krig var på de allieredes side. Men befolkningen fulgte statsminister Stauning og kong Christian 10.'s indtrængende appeller om at udvise samfundssind og offervilje i en svær tid. Dagligdagen skulle jo forsætte trods mørkelægning og erstatningskaffe. Sporvognene kørte fortsat, og skolen og fabrikken holdt åbent. Dagliglivets små og store gøremål blev klaret, hvad enten det var i by eller på land, trods hårde tider med rekordhøj arbejdsløshed og boligmangel.

Udadtil var tilpasningen og indordningen også den almindelige danskers reaktion på tyskernes tilstedeværelse i landet. Imens fandt en national vækkelse sted i befolkningen, hvor det gjaldt om at udvise patriotisk sindelag. Her var tale om et slags indre eksil i form af dansk hjemstavnsidyl og fælles kulturarv. Men også alsangsbevægelsen og kongedyrkelsen var en stille protest, der markerede det sammenhold og den søgen indad, som var de mange danskeres reaktion på en ydre besættelse.

I den første lange besættelsestid stod samarbejde og modstand ikke skarpt over for hinanden. Forfatteren Tage Skou-Hansen husker, at i de første besættelsesår "var man ikke enten-eller \[…\] en lang overgang var man med god samvittighed begge dele." Det var først efter augustoprøret, at "tingene afgørende forenkledes". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 12 (se kilder).

Den almindelige danskers indsats i augustoprøret i 1943, og siden den store, blodige folkestrejke i sommeren 1944, markerede et holdningsskift i befolkningen. Ikke mindst fra 1944, hvor modstandsbevægelsens illegale presse for alvor nåede bredt ud med sine budskaber, blev frihedskæmperne alt mere befolkningens store helte. Derimod var de unationale, landsforræderne, de danske nazister og østfrontsfrivillige, men i høj grad også værnemagtsarbejdere og tysklandsarbejdere – og de gamle samarbejdspolitikere uglesete.

Befolkningens heltedyrkelse kulminerede ved befrielsen den 5. maj 1945, hvor hele 300.000 danskere påberåbte sig at være med i modstandsbevægelsen. Nu kunne nationalpatriotismen smelte sammen med modstandsbevægelse og regeringspolitikere under de allieredes billigelse. Dette er blevet døbt det store nationale kompromis. Eller besættelsestidens største myte om det danske folk i samlet kamp.

I begyndelsen af besættelsestiden var der ingen åben dansk modstand mod den tyske besættelsesmagt. Men hen over sommeren 1940 mobiliseredes – med inspiration fra Sønderjylland og Norge – en bred folkelig rørelse, som kaldes den nationale vækkelse. Den nationale vækkelse blev et forsvar for det at være dansk, og den gav i en svær tid selvværd og selvrespekt. Dyrkelsen af dansk sprog, kultur og historie var samtidig en passiv afstandtagen fra det, der var udansk: besættelsesmagten og danske nazister og kommunister (jævnfør Hitler- og Stalinpagten). Den nationale vækkelse kom til udtryk på mange måder og samlede store dele af befolkningen. Det illustrerer følgende:

*   Fra juli 1940 begyndte almindelige danskere over hele landet at samles til såkaldt alsang, hvor gamle fædrelandssange blev sunget i fællesskab. En fredelig manifestation af det danske, som tyskerne ikke greb ind overfor. Alsangsstævner var et stort samlingspunkt, der kulminerede søndag den 1. september 1940 med 720.000 deltagere.
*   Christian 10. blev symbolet på det danske. Da kongen fyldte 70 år den 26. september 1940, fejredes det ved folkemøder over alt i landet, og fra radioen sendtes "live" hele dagen om kongeparrets køretur gennem et menneskehav af flagende københavnere. Danskerne bar kongemærket i dannebrogsfarver i knaphullet, og kongens daglige ridetur – indtil han faldt af hesten den 19. oktober 1942 – gennem hovedstaden signalerede dansk sindelag og sammenhold.
*   I sommeren 1940 skabte socialdemokrater og konservative Dansk Ungdomssamvirke, som et nationalt kulturværn imod nazistisk påvirkning. I spidsen stod den unge teologiprofessor Hal Koch. Grundtvig og højskoletanken spillede en central rolle, og ved de meget populære foredrag, i studiekredse og på folkemøder dyrkedes den fælles danske kulturarv.

I løbet af besættelsestiden dæmpedes den nationale vækkelse og dens videre betydning. Om det var en nødvendig overgangsfase for den senere aktive modstandsbevægelse er til stadig diskussion. Men i besættelsestidens første år havde vækkelsen stor symbolsk betydning for samarbejdspolitikerne. For dem var den udtryk for, at den danske befolkning loyalt bakkede op om det politiske system og om samlingsregeringen.

Til forskel fra det øvrige krigsbesatte Europa slap Danmark for hungersnød og sultedød. Alligevel blev besættelsen en prøvelsens tid materielt såvel som mentalt. For at undgå at Danmark blev et bombemål, skulle hele landet være mørklagt kl. 20.00. I hjemmene fik man travlt med at ophænge mørklægningsgardiner eller male vinduer og elpærer mørke. Uden for henlå gaderne i mørke.

Utallige tilflugts- og beskyttelsesrum blev indrettet. I udlejningsejendommene skete det ved at bombe- og nødhjælpssikre kælderrum. 120.000 husvagter fik ansvaret for at genne beboerne ned i kælderen, når luftalarmen gik. Det gjorde den ofte og gerne midt om natten og med falsk alarm. Særligt i Besættelsens første tid skabte alarmerne utryghed og frygt hos mange danskere, men efterhånden blev de en del af hverdagen. Hertil kom, at de mange politibetjente, 3.200 i 1940 og 10.000 i 1945, sørgede for orden og tryghed på gaden.

I løbet af besættelsestiden var udbuddet af varer konstant faldende, særligt frem mod 1945. Hamstringsbølger, byttecentraler og rationeringsmærker var tidens svar på vareknaphed. Direktoratet for Vareforsyning fik til opgave at regulere og administrere landets samlede vareforbrug fra forbruger til fabrik. 2,5 millioner ansøgninger om året blev behandlet og nye tilladelser, rationeringer og forbud udstedt – såsom et forbud mod at annoncere "Ost, ost, ost", da det antydede overflod.

Vareknaphed ramte de lavestlønnede hårdest, da de gode dagligvarer var for dyre, mens de billigere var dårlige eller/og rationeret. Der føjedes hele tiden nye varer på listen over rationeringer, blandt andet sukker, brændsel, brød, smør, gas, sæbe og kaffe. Kafferationerne faldt i foråret 1940 fra 600g til 250g til 125 gr. pr. måned, så de få kaffemærker på det såkaldte rationeringskort skulle bruges med omhu. For almindelige danske familier var det en stor udfordring at få midlerne til at strække til de daglige behov (mad, tøj, varme og transport). I ét væk blev der sparet, erstattet, repareret, lappet, byttet og fantasien blev brugt.

Det var en stor fordel at bo på landet hvad angik adgangen til friske fødevarer, og i byerne var nytte- og kolonihaver eftertragtede; her dyrkede man grøntsager, plukkede frugt, passede kaniner og fodrede høns. Retter af kål, grød og suppe var udbredte, og med udgivelserne af kogebøgerne "Kaninretter – til hverdag og fest" og "Gratis Mad – af ukrudt" kunne nye madeksperimenter prøves.

Hvad angik tøjet, kunne alt anvendes, en papirfrakke eller en kaninskindspels, en hue af hundehår, en gazenederdel samt et par sko af rødspætteskind eller et par tangstøvler.

I kakkelovnen fyredes i de rekordkolde vintermåneder med tørv, så løbesoden rendte ned af væggene. I gadebilledet blev privat bilkørsel forbudt og hestevogne dominerede. I 1944 fik selv Værnemagten problemer med transporten, og på ordre fra Werner Best blev alle nye cykler beslaglagt, hvormed tyskerne begik Danmarkshistoriens største cykeltyveri.

Under Besættelsen var det danske samfund ikke alene truet af en ydre fjende, men også truet indefra. Trods det nationale sammenhold blev samfundet socialt set mere skævt, og spændingerne imellem de forskellige befolkningsgrupper var store. Klassekamp truede det danske velfærdsprojekt, idet forskellene på dem, der tabte, og dem, der tjente på Besættelsen, var betydelig.

Danmark blev generelt fattigere med Besættelsen, og den sociale nød ramte især arbejdere, funktionærer og pensionister; altså de grupper der i forvejen hørte til de fattigste. Det gjaldt eksempelvis de industri- og håndværksarbejdere, som repræsenterende en tredjedel af de danske husstande, hvor reallønnen og købekraften faldt med 20 %. Mere end hver tredje stod uden arbejde i 1940. Ikke mindst i byerne, hvor de forringede levevilkår medførte underernæring, vitaminmangel og sygdomme. Her opførte stat og kommune husvildebarakker til de hjemløse, der blev åbnet folkekøkkener, og epidemibekæmpelsen blev intensiveret.

Kontrasten imellem livet i et arbejderhjem på Nørrebro og det liv, som de såkaldte værnemagere førte, var enorm. Værnemagere var betegnelsen for de erhvervsdrivende, der samarbejdede med tyskerne og derigennem tjente store summer. Modstandsmanden Elias Bredsdorff erindrer: "Der er gullaschstemning i Vestkystens byer i disse år \[…\] unge fiskerdrenge, der har tjent 3.000. kroner på en uge, og entreprenører, der har tjent det dobbelte på en dag, kaster om sig med penge \[…\] uden skrupler lever \[de\] højt på den vældige pengeflod, som tyskerne lader flyde fra den danske stats kasse". Ifølge ”Efter drabet”, s. 25 (se kilder).

I maj 1940 indledte de borgerlige partier et opgør med velfærdsprojektet, og under trusler om at sprænge samlingsregeringen pressede de en række kriselove igennem. Lønstop, ophævelse af pristalsreguleringen og strejkeforbud indgik i partiet Venstres kamp mod arbejderklassen: "hvis fagforeningerne ikke makker ret, kan de få nazisterne." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid”, s. 423 (se kilder).

Da lovgivningen samtidig forbedrede vilkårene for bønderne, skærpedes spændingerne i samfundet. Landbrugernes Sammenslutning støttede nazisterne, mens flere og flere utilfredse og ulovligt strejkende arbejdere sluttede sig til kommunisterne og gjorde klassekampen desto tydeligere.

I løbet af 1942 og 1943 stabiliseredes priserne, lønningerne øgedes og arbejdsløsheden overvandt som følge af tysklands- og værnemagtsarbejdere, eksport samt erstatningsproduktion. Alene 70.000 var beskæftiget med tørvegravning. Denne positive økonomiske udvikling varede Besættelsen ud, men for de fattigste danskere var dagligdagen fortsat præget af mangel på især brændsel, tøj og mad.

Dansk kunst- og kulturliv klarede sig generelt godt under besættelsestiden. Trods censur og propaganda førte besættelsesmagten ikke en aggressiv kulturpolitik, men tilstræbte at samarbejde og undgå konfrontationer med befolkningen. Samtidig forekom danskernes behov for kultur og kunst umætteligt. I en tid med mørklægningsgardiner, vareknaphed og støvletramp havde danskerne ekstra brug for at grine, glemme og huske.

Måske medvirkede dansk kultur og kunst til at fremme danskernes "Vi-er-alle-i-samme-båd"-følelse af national identitet og fællesskab. Kunst- og kulturlivet oplevede et publikumsboom, og det voksende marked gav plads til nye kunstnere og nye tiltag fra underholdningsindustrien; ikke mindst inden for litteratur, film, musik, teater og revy.

*   Danskerne var læseheste under Besættelsen. Folkebibliotekernes udlån steg med 34%, og antallet af nye titler med 53%. Hertil kom, trods papirmangel, en skov af kulørte ugeblade, magasiner og tegneserier, men også illegale blade og nazistiske tidsskrifter. Forlagene havde gyldne tider. Der udkom metervis af bestsellers, billigbogserier og storværker med læderryg og guldsnit samt en lind strøm af danske debutanter og nye oversættelser. Nogle af bøgerne var såkaldt finlitterære, men især solgte detektiv-, læge- og historiske romaner. En forfatter som Morten Korch var populær. Når han skrev om stråtags- og bondepigeidyl, var det en danskhed, de fleste kunne føle og forstå.
*   Det årlige antal biografbesøg steg fra 28 til 47 millioner fordelt pålandets 350 biografer. Besættelsesmagten indførte importstop og gradvis censur på engelske, franske og amerikanske film og forsøgte at lokke danskerne ind og se de mange tyske film. Men danskerne foretrak egne og svenske film og måtte så leve med de tyske propagandaforfilm (UFA's ugerevyer). Dansk film blomstrede op med flere premierer, filmselskaber og skuespilstjerner. Gamle film blev støvet af til repremierer. Især folkekomedier, lystspil, musicals og kriminalfilm blev set 1, 2 eller 5 gange.
*   Musikken, særligt jazzen, havde sin guldalder. Et stop for pladeimport betød, at dansk jazz fandt sin egen stil. Når pianisten Leo the Lion Mathisen på københavner-engelsk sang "tag det roligt boy, boy", swingede det på danserestauranterne. Swingkulturen var ungdommens muntre protest og hyldest til al det forbudte amerikanske. "Abemusik" og "negerdans" kaldte tyskerne – og mange ældre danskere – jazzen. Det førte til sammenstød mellem unge swingpjatter og besættelsesmagtens folk, der den 11. juni 1944 lod dansestedet KB-Hallen i København sprænge i luften.
*   Dansk teater og revy var underlagt censur og bødetrusler, men bortset fra antinazistiske stykker blev der spillet relativt frit, om end forestillingerne var færre. Teatrene levede i høj grad på engelske og amerikanske kassesucceser, mens dansk drama var i hænderne på stærke kræfter som Kaj Munk, Soya og Kjeld Abell. Revy og kabaret var populære genrer, især når satiren var rettet mod tyskerne. Berømt var Liva Weels frihedssang "Man binder os på mund og hånd ... ", som tusindkunstneren Poul Henningsen fik listet uden om tekstcensuren. Eller da Stig Lommer omgik tyskernes udgangsforbud og inviterede danskerne til revy kl. 7 om morgenen.

Umiddelbart blev 1930'ernes økonomiske krise forstærket af Besættelsen. Det danske erhvervsliv blev afskåret fra at handle med England og oplevede derigennem en massiv produktionsnedgang. Besættelsen skabte en ny situation for erhvervslivet, og det krævede omstilling og indretning efter det nye store tyske marked, hvilket viste sig svært for flere brancher, for eksempel boligbyggeriet og metalindustrien. Knapheden på råvarer og brændsel var betydelig, hvilket andre brancher forstod at udnytte. Det gjaldt de talrige brunkulslejre og tørvemoser, der under lempelige skattevilkår skød op og spandt guld på at forsyne danskerne med det ringeste erstatningsbrændsel.

Generelt faldt den danske produktion i årene 1940 til 1943, hvorefter den steg besættelsestiden ud. Produktionsomkostningerne steg også markant, men for mange brancher, ikke mindst inden for fødevareproduktion, mere end udlignedes det af prisernes himmelflugt. Således steg prisen på smør med 75 % alene i 1940. Da tyskerne betalte i stærke mark og de danske forbrugere i den svage krone, blev erhvervslivet holdt kørende og det danske samfund i gang besættelsestiden igennem.

Landbruget overvandt under besættelsesårene 1930'ernes krise, selvom der var stor forskel på at være husmand og godsejer. Især de større gårde klarede sig rigtig godt trods strenge vintre og mangel på gødning og foderstoffer. Produktionen blev omlagt. Landbrugets manglende motorisering blev en fordel i en tid med knaphed på olie, hvor 500.000 arbejdsheste holdt produktionen i gang. Det betød, at hjemmemarkedet blev dækket med danske produkter og overskuddet solgt til Tyskland og de nordiske lande. Alene eksportpriserne på landbrugsvarer steg med 100 % i løbet af det første besættelsesår, og fra 1940 til 1945 oplevede landbruget generelt en flerdobling af indkomsten.Fiskeriet klarede sig trods konstant mangel på dieselolie rigtig godt. Priserne steg, og eksporten til Tyskland blev femdoblet – det svarede til 60 % af den samlede fangst eller 18 % af tyskernes forbrug. Nogle skippere og fiskeeksportører fik indtægtsforøgelser på hele 3-400 % under Besættelsen. Det gjorde i øvrigt fiskeindustrien til et oplagt mål for sabotage. Generelt var fiskeriet et farligt erhverv, og hen ved 200 mennesker mistede livet på Nordsøen som følge af minesprængninger og flyverangreb.

Industri og håndværk gik det generelt rimeligt med, men der var stor forskel brancherne imellem. Særligt i de sidste besættelsesår var det svært at få forsyninger frem. Industrien var nedslidt og lagrene tømte ved befrielsen. Produktionen var først og fremmest rettet mod hjemmemarkedet, hvor mad, tøj og brændsel blev solgt til forhøjede priser og ofte uden udenlandsk konkurrence. Trods knaphed på råvarer formåede for eksempel næringsmiddel- og beklædningsindustrien at omstille sin produktion og fordoblede derigennem sit overskud i løbet af besættelsesårene. I sagens natur var dette ikke muligt i jern- og metalbranchen, som led under faldende indtægter, fyringer og lukninger. Det kompenserede værnemagtens "ekstraordinære industrileverancer" delvis for, hvorfor skibsindustrien og maskinfabrikkerne blev et yndet mål for sabotage. Imens øjnede dele af dansk industri gode indtægtsmuligheder i samarbejdet med besættelsesmagten. Det fik i efteråret 1941 en kreds af ledende danske erhvervsfolk til – med regeringens og Hitlers billigelse – at danne det såkaldte Østrumsudvalg. Et virksomhedsfremstød i de tyskbesatte baltiske lande. Resultaterne blev få, men det lykkedes et par store danske virksomheder at etablere to fabrikker ved at bruge kz-fanger som slavearbejde.

Besættelsen den 9. april 1940 betød, at Danmark blev handelsmæssigt isoleret og ganske afhængig af Tyskland. Men modsat flere andre besatte lande udplyndrede Tyskland ikke Danmark, men indgik i et omfattende økonomisk samarbejde, som begge lande havde klare fordele af og derfor nødig ville sætte over styr.

For Danmarks vedkommende sikrede udenrigshandlen med Tyskland produktionen, og trods konstante inflationsproblemer var det afgørende for den danske befolknings gode levevilkår. Danmark dækkede 10-15% af Tysklands fødevarebehov og var således den næstvigtigste leverandør.

England var før Besættelsen Danmarks absolut største handelspartner, men med tyskerne i landet forsvandt den oversøiske handel. Ud over en fortsat handel med de øvrige nordiske lande overgik den samlede danske eksport til Tyskland; den steg fra i 1939 at være på 23 % til fra 1941 at ligge på 80 %. Det hang først og fremmest sammen med de vellykkede handelsforhandlinger, der fra april 1940 blev ført kvartalsvis i det tysk-danske regeringsudvalg.

Handelsaftalerne betød, at danske fiskeri- og landbrugsprodukter (smør og kød) eksporteredes til Tyskland, og begge erhverv kunne efter en træg start forsyne det tyske hjemmemarked til tårnhøje priser. Til gengæld forsynede besættelsesmagten det danske "spisekammer" med råstoffer, primært brændsel, men også gødning og jern.

For dansk industri var de tyske forsyninger af vital betydning. Industrien spillede slet ikke samme handelsmæssige rolle som landbruget og fiskeriet, men i de sidste besættelsesår flerdobledes industrieksporten til Tyskland. De "ekstraordinære industrileverancer" skaffede ordre til virksomhederne. Det foregik på værnemagtens forlangende, om end efter aftale om, at tyskerne selv leverede de nødvendige råstoffer og -varer til produktionen.

Alt i alt var den danske udenrigshandel under Besættelsen præget af noget-for-noget-aftaler med Tyskland, og ikke den fulde økonomiske indlemmelse af Danmark i det Stortyske rige (Neuropa), som traktatforhandlingerne om en fælles told- og møntunion havde lagt op til. Det økonomiske samarbejde fungerede fint uden. I takt med, at tyskerne trængtes i krigen, blev de danske forsyninger desto vigtigere.

Betalingen til eksportørerne blev ordnet over Clearingkontoen i Nationalbanken, som oprindeligt var et reguleringssystem til at balancere den dansk-tyske handel, men som under Besættelsen udviklede sig til en løbende kassekredit for tyskerne. Clearingkontoen stod ved befrielsen på flere milliarder kroner i dansk favør, men gælden forblev ubetalt.

I løbet af besættelsestiden rejste ca. 125.000 danskere til Tyskland for at få arbejde. Ud over disse tysklandsarbejdere var endnu flere i arbejde for værnemagten i Danmark. Når så mange danskere arbejdede for den forhadte besættelsesmagt, hang det først og fremmest sammen med, at arbejdsløsheden var høj og ramte skævt. Således var hver tredje danske arbejder uden beskæftigelse i vinteren 1940/41.

For tysklandsarbejdernes vedkommende begyndte det med en dansk-tysk "studehandel": Handelsforhandlingerne i april-maj 1940 var endt med, at Tyskland accepterede at levere kul og koks til Danmark på betingelse af, at den tyske arbejdskraft erstattedes af dansk. Tyske arbejdsanvisningskontorer, og efterhånden også en del private danske, lokkede og hyrede frivillig dansk arbejdskraft.

Trods trusler tvangsudskrev tyskerne aldrig danskere til arbejde, men der findes eksempler på, at de danske kommuner og fagforeninger økonomisk "truede" arbejdsløse til at lade sig hyre. Indtil 1944 opholdt konstant 30.000 danskere sig i Tyskland. Herefter faldt antallet markant. Hver tiende tysklandsarbejder var kvinde. Beskæftigelsen var primært inden for ufaglært bygge- og anlægsarbejde, men også i serviceerhverv.

Arbejdskontrakterne var typisk på et halvt år, lønnen rimelig og arbejdet hårdt, mens indkvarteringen foregik i lejre med ringe forplejning.

Efter befrielsen var mange tysklandsarbejdere præget for livet af mødet med nazismen, straffelejre, de allieredes bombeangreb og hjemkomsten til et stærkt fordømmende Danmark.

Værnemagtsarbejderne arbejdede i Danmark. På værnemagtens militære anlæg (flyvepladser, bunkers m.m.), men først og fremmest som bygningsarbejdere på Vestvolden – befæstningsforsvaret på den jyske vestkyst. Dette kæmpe byggeprojekt var tysk ledet, men det var efter aftale danske entreprenørfirmaer og arbejdskraft, som fra 1942 udførte selve byggeriet. Danskerne kom selv til at finansiere byggeriet over Nationalbankens "Værnemagtskonto", der ved Besættelsens ophør stod på minus 5 milliarder kroner.

Værnemagtsarbejde betragtedes som landsforræderi i Danmark, men arbejdsløsheden var høj og lønnen tilsvarende, hvorfor det ikke var svært at skaffe nødvendig arbejdskraft, endsige grådige danske firmaer, hvoraf flere efter krigen dømtes som værnemagere.

Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.

besættelsen 1940-45_faktalink_19920911-143618-pf-1920x1299we.jpg

Besættelsen 1940-1945

”Frihed eller død!” gjaldede kampråbet gennem gaderne under de ophedede revolutionsdage i Paris i 1789. Mange af de ideer, som i store dele af verden i dag regnes for vigtige og uomgængelige, trækker tråde tilbage til Den Franske Revolution. Forestillinger om frihed, lighed og broderskab blev formuleret i den turbulente periode, og revolutionens idé om folkenes selvbestemmelsesret har sat sit præg på verdenshistorien helt op til vore dage. Men Den Franske Revolution rummer også fortællingen om, hvordan en bevægelse af optimisme og håb slog om i en stemning af frygt og paranoia under det såkaldte ’terrorregime’.

Den Franske Revolution fandt sted i årene 1789-1799 og bliver normalt inddelt i tre faser:

*   Perioden fra 1789 til 1792 betegnes som revolutionens moderate fase. Monarkiet blev begrænset og siden afskaffet, og der blev gennemført en lang række reformer.
*   Perioden fra 1792 til 1794 betegnes som revolutionens radikale fase præget af indre splittelse og krig kulminerende med 'terrorregimet' i 1793-1794.
*   Efter 1794 overgik ledelsen af den franske republik til et mere moderat, men også korrupt og upopulært styre. Styret blev kaldt Direktoriet og var ved magten frem til november 1799, hvor general Napoleon Bonaparte tog magten ved et statskup.

I anden del af 1700-tallet blev den franske stats økonomiske forhold støt værre. Landet var hjemsøgt af periodisk hungersnød, oplevede en stor befolkningstilvækst og staten var på randen af bankerot. Finansministeriet krævede, at der blev gennemført gennemgribende økonomiske reformer for at bringe gælden under kontrol. Disse reformforslag blev modarbejdet af både kongen og parlamentet ud fra forskellige bevæggrunde. De økonomiske problemer blev ved at vokse, og den 16. august 1788 standsede statskassen sine udbetalinger. Situationen krævede handling, og kongen afgav løfte om at indkalde en generalstænderforsamling med deltagelse af samfundets tre stænder – gejstlige, adelige samt borgere og bønder – der skulle hjælpe de nødvendige reformer på gled.

Det franske samfund havde siden middelalderen været statsligt-administrativt opdelt i tre stænder – altså et såkaldt 'standssamfund'. Øverst i samfundet, og hævet over alle stænder, var den enevældige kongemagt. I bogen ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) beskrives de tre stænder således:

*   Første stand (gejstlige): Bestod af cirka 120.000 mennesker. Kirken ejede omkring 10 procent af Frankrigs jord. Derudover havde standen indtægter fra tiende – kirkeskat – og var selv fritaget for skattepligt.
*   Anden stand (adelige): Bestod af omkring 350.000 mennesker, som havde store jordbesiddelser – omkring 20 procent af landets jord. Standens indtægter stammede fra lejeindtægter, som de indkrævede fra de bønder, der levede på deres jord. Standen sad på de fleste af de ledende poster i samfundet.
*   Tredje stand (borgere og bønder): Udgjorde omtrent resten af befolkningen, cirka 25,5 millioner mennesker, men der var store interne forskelle i tredjestanden. Borgerskabet bestod af eksempelvis håndværkere, handelsmænd og folk i frie erhverv som jurister. Den velstillede del af borgerskabet, _bourgeoisiet,_ var generelt uddannet og selvbevidst. Cirka 30 procent af den franske jord var ejet af borgerskabet, hvilket var en meget høj andel efter datidens forhold i Europa. Langt størstedelen af franskmændene levede som bønder, der samlet set ejede omtrent 40 procent af jorden i Frankrig. Bønderne var som oftest juridisk frie, men de fleste måtte betale fæsteafgifter til godsejeren sammen med en lang række andre afgifter til adelstanden. Bønderne bar også langt hovedparten af skattebyrden til staten.

Mange af ideerne, der blev omsat under Den Franske Revolution, kom fra det 18. århundredes store filosoffer og forfattere. Det var tænkere fra cirka 1730-1800 – den periode der kaldes oplysningstiden. Oplysningstidens ideologi tog afstand fra kirkens indflydelse på menneskets liv og hyldede i stedet den menneskelige fornuft. Som en frigørende kraft kunne den tage alle gængse anskuelser, dogmer og samfundsstrukturer op til et kritisk, rationelt eftersyn. Denne tankegang var ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) pejlemærke for borgerskabet under Den Franske Revolution.

Kongen havde tidligere haft held med at samle repræsentanter for alle tre stænder, når alvorlige sager skulle løses. Nu håbede kong Ludvig d. 16 (1754-1793), at en løsning på den økonomiske krise igen kunne findes på denne måde. Generalstænderforsamlingen i Frankrig trådte sammen den 5. maj 1789.

Generalstænderforsamlingen bestod af i alt 1.139 repræsentanter, og de var ifølge bogen ”Den store revolution” (se kilder) fordelt på følgende måde:

*   Første stand (gejstlige): 291 repræsentanter
*   Anden stand (adelige): 270 repræsentanter
*   Tredje stand (borgere og bønder): 578 repræsentanter

Ved mødets start løb man ind i en grundlæggende uenighed om stemmevægtene ved forsamlingens møder. På den ene side stod adelen, der mente, at man skulle holde sig til den traditionelle stemmeprocedure, hvor hver stand stemte som en samlet enhed. Fra tredjestanden var det derimod et ufravigeligt krav, at der skulle stemmes per hoved, fordi tredjestanden på den måde ville kunne mønstre flest stemmer.

Dødvandet førte til, at tredjestandens repræsentanter den 17. juni 1789 tog et revolutionært skridt. Standen erklærede sig for en nationalforsamling og hævdede derved at repræsentere hele nationen. Denne forsamling, der efter kongens ordre også kom til at bestå af et antal repræsentanter fra de to andre stænder, arbejdede frem mod at udforme en egentlig forfatning, altså en grundlov, for Frankrig.

Den 14. juli 1789 blev den parisiske fæstning Bastillen stormet. En gruppe af småborgere, der var rasende over de stejlt stigende priser på brød og kongens ligegyldighed over for situationen, angreb den gamle middelalderborg for at skaffe sig våben. Bastillen fungerede i 1789 som fængsel og som depot for blandt andet krudt og våben. Ifølge Niels Høffdings ”Friheden eller døden” (se kilder) formåede menneskemasserne først at indtage borgen, da deserterende afdelinger af den franske garde satte ind med kanoner. Borgens kommandant de Launay blev kort efter henrettet af folkemængden. Den militære værdi af operationen var lille, for oprørerne fandt ingen våben. Alligevel fik de revolutionære demonstreret vilje og handlekraft, og den 14. juli er siden blevet til Frankrigs nationaldag.

Natten mellem den 4. og 5. august 1789 kaldes for ’revolutionens pinsenat’. Omvæltningerne havde ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14 ” (se kilder) affødt voldsom uro og bondeoprør i hele Frankrig, som nationalforsamlingen var nødt til at forholde sig til. Ved et stormfuldt nattemøde i nationalforsamlingen frasagde repræsentanter for adelstanden og kirkestanden sig deres særlige privilegier og rettigheder for at lægge en dæmper på uroen. I dagene efter nattemødet blev beslutningerne udformet som en række dekreter.

To måneder senere blev kongen og hans familie sat i husarrest og kongen blev tvunget til at anerkende dekreterne og menneskerettighedserklæringen.

Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af nationalforsamlingen den 26. august 1789. Menneskerettighedserklæringen søgte gennem 17 artikler at skitsere ”menneskets naturlige og umistelige rettigheder”. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed.

I revolutionens første del, perioden fra november 1789 til september 1791, gennemførte nationalforsamlingen en række væsentlige samfundsreformer. De skulle gøre op med nedarvede sædvaner og privilegier og gøre Frankrig til et fornuftsbaseret samfund. Dette betød samtidig, at kirken, kongen og adelen mistede status og magt.

Den måske væsentligste ændring var en forfatningsreform med liberale retningslinjer for det fremtidige styre i Frankrig, herunder en begrænset kongemagt og lighed for loven.

Med den nye forfatning mente nationalforsamlingen i september 1791, at den havde fuldført sit arbejde og opløste sig selv. Derefter overgik landets ledelse til et andet styreorgan: den lovgivende forsamling. Ingen fra nationalforsamlingen kunne genvælges til den nye forsamling.

I august 1792 tog revolutionen en ny, voldsom drejning. I centrum for revolutionens radikale fase i de følgende to år stod dårligt stillede småborgere fra byerne, _sans-culotterne_. Navnet betyder ’uden knæbukser’ – deres lange bukser adskilte dem fra bourgeoisiets og adelens knæbukser af silke.

Frankrig havde tidligere på året indledt krige mod en række europæiske lande, herunder stormagterne Østrig, Preussen og Storbritannien. Fødevareforsyningen var under stort pres, og stemningen i Paris var oppisket. Da det på samme tid begyndte at svirre med rygter om, at kongen var en forræder, der stod i ledtog med fjenden, nærmede man sig kogepunktet. Sans-culotterne frygtede, at kongen havde indgået aftaler, der sigtede mod at bringe det gamle styre tilbage.

Kongen søgte tilflugt i den lovgivende forsamlings lokaler, men han og resten af kongefamilien blev ført i husarrest. Den stadig dugfriske forfatning blev forkastet og der indkaldtes en ny grundlovgivende forsamling kaldet konventet. Den 21. og 22. september 1792 blev monarkiet officielt afskaffet og Frankrig udråbt som republik.

I december blev Ludvig den 16. kendt skyldig i forræderi af nationalkonventet og dømt til døden i januar 1793. Han blev derefter halshugget i guillotinen.

Velfærdsudvalget var blevet oprettet i april 1793 for at holde øje med landets administration, men det kunne i presserende situationer træffe afgørelser om landets forsvar. Udvalgets beføjelser blev dog hurtigt udvidet i lyset af trusselen fra Frankrigs ydre fjender og udbredte oprør i de franske provinser. Senere samme år blev Velfærdsudvalget reelt Frankrigs regering.

Fra juli 1793 var juristen Maximillien de Robespierre (1758-1794) den stærke mand i Velfærdsudvalget. I det kommende år stod han i spidsen for det såkaldte terrorregime, der brugte alle midler for at forsvare revolutionen og republikken mod dens fjender.

Perioden fra den september 1793 til juli 1794 er gået over i den franske historie som ’la Terreur’, det såkaldte ’terrorregime’. Frygten for at blive henrettet blev af Velfærdsudvalget brugt som et vigtigt politisk magtmiddel. Omkring 17.000 mennesker blev ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) ført til guillotinen. Regimet stod for en række vidtgående tiltag, der havde til formål at knuse revolutionens fjender og erstatte katolicismen med dyrkelse af fornuften.

Terrorregimets udrensninger førte dog til, at Robespierres magtgrundlag forsvandt. Gamle støtter var blevet henrettet, og sans-culotterne bakkede ikke længere helhjertet op. Under en tale i konventet blev han mødt med tilråbet: ”Ned med tyrannen!” og kort efter arresteret. Terrorregimet endte den 28. juli 1794, da Robespierre, ligesom mange af sine modstandere, selv endte i guillotinen.

I årene fra sidst i juli 1794 til november 1799 blev Frankrig ledet af Direktoriet. Dette organ bestod primært af medlemmer af bourgeoisiet. I løbet af Direktoriets fem år havde den unge franske republik enorme vanskeligheder. Landet lå konstant i krig, og oprustningen var en tung økonomisk byrde for staten. Magthavernes stilling var ifølge ”Den store revolution” (se kilder) usikker i hele regeringsperioden, da styret havde mistet parlamentarisk og folkelig opbakning. Regeringen måtte derfor følge en slingrende kurs med valgsvindel, skiftende alliancer og kortsigtede politiske løsninger. Militærets indgriben blev stadigt mere nødvendig for at holde sammen på styrets skrøbelige kompromisser. Det republikanske styre blev i 1799 væltet af general Napoleon Bonaparte (1769-1821), der dermed indvarslede en ny, voldsom epoke i Frankrigs og Europas historie.

Den Franske Revolution betød ifølge ”A History of Western Society” (se kilder) store omvæltninger i magtforholdene i toppen af det franske samfund. Under revolutionen overgik kirkens jorde til staten og kirken mistede samtidig sine øvrige privilegier såsom skattefrihed og juridisk særstilling. Den franske adel fik lige som kirken frataget sine privilegier under revolutionen. Adelens status og indflydelse blev kraftigt formindsket, mens borgerskabet vandt frem.

Borgerskabet stod nu formelt set på lige fod med adelen og havde efter revolutionen også adgang til landets højeste stillinger. Privilegier var nu ikke længere bundet til adelig fødsel, men var baseret på ejendom og formue. Det gamle regimes stive hierarki af stænder, privilegier og dynastier blev med revolutionen erstattet af en moderne, liberal og rationel statsform. Endelig var revolutionen en platform for nogle af oplysningstidens politiske tanker. Individet, der nu var udstyret med en række pligter og rettigheder over for det nye styre, oplevede nu lighed for loven, rettergang med jury, samt religions-, tale- og pressefrihed.

Begivenhederne i Paris påvirkede ifølge ”Den store revolution” (se kilder) forholdene i mange andre europæiske lande. Under revolutionsperioden lå de franske styrker næsten konstant i krig med andre europæiske magter, og deres befolkninger oplevede, hvordan de franske soldater kæmpede for nationen og ikke for fyrsten. De franske hære var som noget nyt en enorm, folkelig massehær i stedet for professionelle lejesoldater hyret af kongen.

Den nationalistiske strømning i Frankrig bredte sig hurtigt til andre europæiske lande. Nationalismen, altså forestillingen om, at hver nation havde sin egenart og ret til selvbestemmelse, blev til drivkraften i mange europæiske bevægelser i det 19. og 20 århundrede.

Idéhistorikeren Nicolai Von Eggers giver i et interview til netmagasinet Turbulens (se kilder) sit bud på, hvad der gør Den Franske Revolution så særlig og nyskabende. Ifølge ham er den først og fremmest noget særligt på grund af sin historiske betydning for et Europa, der på revolutionens tid var domineret af enevældige monarkier: _”Med revolutionen så man politik udbrede sig til en meget større del af befolkningen, end hvad der hidtil havde været tilfældet. Politik var ikke længere alene noget, konger diskuterede med deres ministre, men noget der også foregik på gadeplan under f.eks. demonstrationer. Politik blev debatteret i et nationalt parlament, som aviser rapporterede fra. Aviserne blev læst og diskuteret på caféer og i såkaldte ‘klubber’, der senere i historien blev til partier.”_

Politik blev bredt ud til dele af befolkningen og blev et anliggende, som kunne debatteres på et rationelt grundlag: _”Den Franske Revolution markerede et gennembrud for politik i moderne forstand. Der opstod en grad af demokrati, hvor de regerende nu var nødt til, i et vist omfang, at forklare deres beslutninger og handlinger. Kongen havde indtil da fået sin legitimitet fra Gud, og havde stået som en faderfigur for nationen.”_

Menneskerettighederne – forestillingen om menneskets universelle, ukrænkelige og umistelige rettigheder – står i dag som noget af det mest grundlæggende tankegods, som Den Franske Revolution har videregivet til verden. Efter 2. Verdenskrigs rædsler fik menneskerettighedserklæringen ny aktualitet. Dette førte blandt andet til, at FN – De Forenede Nationer – i 1948 vedtog ”FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder” nedskrevet i 30 artikler. Begrebet ’menneskerettigheder’ har i dag fundet en markant plads i mange politiske diskussioner og i hverdagssproget. I bogen ”De europæiske ideers historie” (se kilder) hedder det: ”Erklæringens betydning for Den franske Revolutions forløb blev både på godt og ondt, mest vel det sidste – men som forkyndelse af store og inciterende idealer har den ikke haft mange sidestykker i historien, og de fleste af de omtalte rettigheder har siden da efterhånden fundet vej ind i statsforfatningerne.”

Historisk tegning: Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillen. Den franske revolution er begyndt.

den franske revolution_faktalink_19991219-150744-1-1000x654we.jpg

Den Franske Revolution

G7-landenes ledere fotograferet med bjerge i baggrunden under G7-topmødet på Kananaskis Country Golf Course i Kananaskis, Alberta, Canada den 16. juni 2025.

Det traditionelle familiefoto under G7-topmødet på Kananaskis Country Golf Course i Kananaskis, Alberta, Canada den 16. juni 2025. Bag den tilsyneladende idyl er mange ting dog under forandring. 

En ny verdensorden - Brendan SmialowskiAFPRitzau Scanpix@20250617-113105-L-7510x5007ma.jpg

En ny verdensorden?

Faktalink_billedfrise_1024x768_Hires.jpg

Nyt på Faktalink

Den Europæiske Union (EU) er et økonomisk og politisk forpligtende samarbejde mellem en række lande i Europa. EU består i dag af 27 medlemslande med i alt omkring 449 millioner indbyggere.

Den Europæiske Union startede i 1952 som et kul- og stålfællesskab mellem seks lande. Formålet med samarbejdet var primært at undgå en ny europæisk krig og at skabe en stærk europæisk økonomi. Siden da er EU blevet udvidet betragteligt i både bredden (antallet af medlemslande) og i dybden (politikområder som behandles). Danmark har været medlem siden 1. januar 1973, hvor også Storbritannien og Irland blev optaget.

Den løbende udvidelse har øget EU’s betydning både globalt og nationalt. På verdensplan udgør unionen verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA, og står for omkring 16 % af den globale verdenshandel. EU kan derfor beskrives som en økonomisk supermagt.

Det europæiske samarbejde har også stor betydning for danskernes dagligdag, hvor implementering af EU-lovgivningen påvirker alt fra øremærket barsel til mænd til tilladte kemikalier og tilsætningsstoffer i rengøringsmidler og fødevarer. 

Valget af Donald Trump som præsident i USA i 2024 og den efterfølgende destabilisering af forsvarsalliancen NATO samt Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har medført nye diskussioner i EU om, hvordan den fælles sikkerhedspolitik skal udvikle sig, og hvilken rolle EU skal spille globalt.

Den Europæiske Union (EU) er et forpligtende politisk og økonomisk samarbejde mellem 27 lande i Europa. EU fungerer gennem en lang række af institutioner, som varetager forskellige funktioner. De vigtigste er Europakommission, Ministerrådet, Europa-Parlamentet og EU-domstolen. Disse udgør til sammen EU’s udøvende, lovgivende og dømmende magt, og sikrer en tredeling af magten.

EU’s institutioner er beliggende i flere byer.  De fleste af de centrale institutioner forefindes i Bruxelles i Belgien og Strasbourg i Frankrig. Europa-Parlamentet holder tili både Strasbourg og Bruxelles. EU’s årlige budget er på omkring 186 mia. euro, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU. De største poster på budgettet er støtte til landbrug og regionsudvikling \[1\].

EU’s historie strækker sig tilbage til 1952, hvor Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg indgik i et kul- og stålfællesskab. I 1957 fik samarbejdet en økonomisk dimension med fælles marked, og hermed var grundstenene til det moderne europæiske samarbejde lagt. Danmark blev en del af samarbejdet i 1973.

Siden sin begyndelse er EU støt vokset i antal af medlemslande såvel som politikområder. EU’s evne til at påvirke udviklingen i medlemslandene er også blevet styrket, da flere og flere områder er blevet gjort overstatslige fremfor mellemstatslige.

Globalt set kan EU betragtes som en økonomisk supermagt, der i kraft af sin betydning for verdenshandlen udgør en betragtelig faktor. Valget af Donald Trump som amerikansk præsident i 2024 og ikke mindst krigen i Ukraine siden 2022 har ført til fornyede diskussioner om, hvordan EU skal udvikle sig i fremtiden. Herunder om samarbejdet skal have en militær dimension, og om den fælles europæiske sikkerhedspolitik skal styrkes.

Samarbejdet i den Europæiske Union har både overstatslig og mellemstatslig karakter. Historisk har udviklingen været, at flere og flere områder er gået fra at være styret gennem mellemstatsligt samarbejde til at være styret overstatsligt.

Overstatsligt samarbejde betyder, at på de områder hvor medlemslandene har afgivet suverænitet, kan EU lave regler for medlemslandene uden at disse først skal godkendes i de nationale parlamenter. Det betyder, at hvis et flertal i EU vedtager et direktiv, skal det følges af alle medlemslande, også selvom enkelte medlemslande er uenige i beslutningen.

Det overstatslige element kom ind i EU-samarbejdet med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft 2009. Områder, der anses for særligt følsomme, er dog stadig styret mellemstatsligt. Dvs. at de kræver konsensus mellem alle medlemslande. Disse områder er bl.a. optagelse af nye medlemslande, sikkerheds- og udenrigspolitik og vedtagelse af nye traktater. F.eks. har Ungarn siden 2023 brugt denne vetoret til at blokere for, at Ukraine kan blive medlem af EU. \[2\]

Grundet Danmarks EU-forbehold har Danmark siden 1993 stået udenfor dele af det overstatslige samarbejde (se case).

Europa-kommissionen (også kaldet EU-kommissionen) bliver tit beskrevet som EU’s hjerte, da det er her, den udøvende magt ligger. EU-kommissionen fremsætter forslag til lovgivning og kontrollerer at medlemsstaterne implementerer og overholder den. Det er også EU-kommissionen som har ansvaret for at fremlægge og administrere EU’s budget. Endelig er det EU-kommissionen – ofte kommissionens formand – som repræsenterer EU internationalt og har ansvaret for at forhandle aftaler med andre lande eller internationale organisationer.

Konkret består kommissionen af en kommissær fra hvert medlemsland. For nuværende 27 kommissærer. Ifølge EU-traktaten skal kommissærerne dog udelukkende varetage EU’s fælles interesser og må ikke modtage eller handle på ordrer fra hjemlandet. Hver kommissær varetager specifikke politikområder. Siden 2024 har den danske EU-kommissær været Dan Jørgensen (S), der er ansvarlig for energi og bolig. Områderne fordeles af kommissionens formand. En kommission sidder fem år ad gangen.

Kommissionen er med sine 33.000 ansatte også EU’s suverænt største institution \[3\]. Til sammenligning har det danske Folketing omkring 450 ansatte.

Europa-Parlamentets opgave er, sammen med Ministerrådet, at behandle og vedtage den lovgivning, EU-kommissionen fremsætter. Parlamentet kontrollerer også EU-kommissions forvaltning af det vedtagne budget. Europa-Parlamentet udgør sammen med Ministerrådet EU’s lovgivende magt og er den eneste EU-institution, hvortil der er direkte valg blandt befolkningerne i de respektive medlemslande.

Antallet af EU-parlamentsmedlemmer har varieret gennem tiden. I det nuværende Europa-Parlament er der 720 medlemmer, heraf 15 danske. Pladserne i parlamentet fordeles ikke fuldt proportionalt til medlemslandenes indbyggertal, men efter en model, som tilgodeser de mindre medlemslande. Små lande som fx Danmark eller Luxembourg har derfor flere pladser end befolkningens størrelse egentlig tilsiger. 

Europa-Parlamentet har eksisteret siden 1958. Oprindeligt blev medlemmerne udpeget af de nationale parlamenter. I 1979 blev det ændret til direkte valg i de respektive medlemslande hver femte år. Formålet med at give borgerne direkte indflydelse var at øge EU’s demokratiske legitimitet. Af samme årsag er Europa-Parlamentet også løbende blevet tildelt øget magt i EU’s system.

Stemmeprocenten til Europa-Parlamentet er i alle EU-landene væsentligt lavere end til nationale valg. Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2024 var den danske stemmeprocent således på 50,74 \[4\], mens stemmeprocenten til seneste Folketingsvalg i 2022 var oppe på 84,16 % \[5\].

Den lave stemmeprocent har løbende skabt diskussioner om parlamentets og EU’s demokratiske legitimitet \[6\].

Ministerrådet behandler og vedtager, sammen med Europa-Parlamentet, EU’s lovgivning. For at blive vedtaget skal en lov altså godkendes begge steder. Ministerrådet er den anden halvdel af EU’s lovgivende magt. Ligesom Europa-Parlamentet holder de også øje med, at EU’s budget forvaltes korrekt.

Medlemmerne af Ministerrådet udgøres af ministre fra medlemslandene. Men hvilke ministre varierer fra sag til sag. Handler det om fiskekvoter er det fx landenes fiskeriministre som mødes.

Når Ministerrådet mødes ledes det af en formand. Formandskabet går på tur mellem medlemslandene og skifter hvert halve år. Ud over at forberede og lede møderne i rådet er det også formandskabet, som repræsenterer Ministerrådet overfor de andre EU-institutioner. Danmark har formandskabet fra 1. juli 2025 og et halvt år frem.

EU-domstolen er EU’s dømmende magt. Det betyder, er domstolen har det sidste ord i, hvordan EU’s regler og lovgivning skal fortolkes. Det er EU-domstolen, som i tvivlstilfælde afgør, om et medlemsland har implementeret EU’s direktiver korrekt. Typisk er det EU-kommissionen som bringer en sag for domstolen. Men det kan også være medlemslandene, som er indbyrdes uenige om fortolkningen, eller en national regering som finder, at en EU-institution har overskredet sine beføjelser.

Privatpersoner, virksomheder og organisationer kan, hvis området ligger under EU, også få deres sag prøvet EU-domstolen. Fx valgte det danske fagforbund HK i 1984 at få EU-domstolen til at vurdere, hvorvidt Danmarks ligelønslov var for vag i forhold til EU’s direktiv om ligeløn. EU-domstolen gav HK medhold i at Danmarks ligelønslov ikke gav de danske lønmodtagere tilstrækkelig mulighed for at rejse ligelønssager. Dommen førte til, at den danske ligelønslov blev strammet, og antallet af ligelønssager steg markant i begyndelsen af 1990’erne \[7\].

Ideen til et gensidigt forpligtende europæisk fællesskab opstod allerede under Anden Verdenskrig, hvor dele af den anti-nazistiske modstandsbevægelse lavede et manifest for en europæisk føderation med overstatslig regering og egen hær. Ideen var, at et tæt og forpligtende samarbejde mellem de europæiske stater ville kunne forhindre en ny krig \[8\].

Efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 blev ideen om en europæisk føderation diskuteret på flere tværeuropæiske konferencer, men villigheden til at afgive national suverænitet var ikke til stede blandt Europas ledere. Særligt Storbritannien og de skandinaviske lande var kritiske og ønskede i stedet at styrke forbindelsen til USA.

I 1952 valgte Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg at indgå i et kul- og stålfællesskab. Ved at etablere et overstatsligt samarbejde omkring produktion og handel med disse to centrale ressourcer gjorde landene det væsentligt sværere for det enkelte land at starte en ny krig, da kul og stål er nødvendige i forbindelse med oprustning.

EU begyndte altså som et samarbejde, der skulle gøre det sværere for de europæiske lande at begynde nye krige mod hinanden. Hurtigt blev økonomi i form af et fælles marked dog også en væsentlig begrundelse for at fortsætte og udbygge samarbejdet.

Samarbejdet mellem de europæiske lande kom hurtigt til at handle om mere end at undgå en ny ødelæggende krig på det europæiske kontinent. Allerede i 1957 vedtog de oprindelige seks lande Rom-traktaten med hvilken kul- og stålunionen blev til Det Europæiske Fællesskab. Derfor kaldes Rom-traktaten ofte også EF-traktaten. Grundstenen i traktaten var oprettelsen af et fælles marked med fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital – og uden toldsatser landene imellem. Landene fik samtidig fælles landbrugs- og fiskeripolitik og ens konkurrenceregler.

Med Rom-traktaten blev hjørnestenene lagt til det moderne EU, hvor økonomisk samarbejde er rygraden i fællesskabet. Dermed blev samarbejdet attraktivt for flere europæiske lande.

Siden 1957 er EU vokset betragtelig i antallet af medlemslande, og har integreret flere politikområder i sit arbejde, fx klima- og miljø. Ligeledes er det gradvist blevet gjort det nemmere for EU at gennemføre lovgivning. Dette er sket ved at styrke de overstatslige elementer i fællesskabet. Dvs. at der ikke skal være tilslutning fra samtlige medlemslande før et direktiv kan vedtages.  

Vigtige udvidelser af EU’s politiske magt er Maastricht-traktaten fra 1992, der kraftigt udvidede de politikområder, EU beskæftiger sig med, og Lissabon-traktaten fra 2009, som gjorde en større del af samarbejdet overstatsligt.

Selvom EU har udviklet sig mod at blive et større og mere indflydelsesrigt samarbejde, har der undervejs været mange diskussioner og uenigheder i organisationen. Der er mange modsatrettede interesser og ideologiske forskelle EU-medlemslandene imellem. Det gør, at forhandlinger om større aftaler ofte er svære og kan tage meget lang tid at få på plads. Den endelige version af aftaler ender derfor også tit med at være mindre ambitiøs eller vidtrækkende end først forslået. F.eks. kritiserer flere forskere og aktivister EU’s klimaaftale for ikke at være tilstrækkelig til at håndtere klimakrisen \[9\].

Danmark søgte sammen med Irland og Storbritannien om optagelse allerede i 1961. Men der skulle gå 12 år før det blev en realitet. Det skyldes, at Frankrig indtil 1969 blokerede for britisk medlemskab. Det fik Danmark til at trække sin ansøgning, da man ikke ønskede at være en del af fællesskabet uden Storbritannien, som var Danmarks vigtigste handelspartner.

I Folketinget var der stor opbakning til et EF-medlemskab efter at forhindringer for britisk medlemskab var væk. Kun Socialistisk Folkeparti var imod. Udenfor Folketinget var der dog flere politiske bevægelser imod Danmarks medlemskab. Stemningen i befolkningen havde stor betydning, da en optagelse i EF ifølge den danske grundlov krævede en folkeafstemning, eftersom der var tale om suverænitetsafgivelse. I Norge – hvor et medlemskab også kræver et ja ved folkeafstemning – stemte et flertal i befolkningen i 1972 nej, selvom et flertal af de norske politikere anbefalede et ja.

Op til den danske folkeafstemning førte Regeringen anført af statsminister Jens Otto Krag (S) derfor en massiv ja-kampagne for at undgå, at danskerne fulgte nordmændenes eksempel. Kampagnen var primært baseret på et argument om, at medlemskab ville gavne dansk økonomi og dermed bidrage til at sikre velfærdsstatens fremtid. Nej-kampagnen var mere divers. Blandt de venstreorienterede modstandere argumenterede man for, at en optagelse ville presse arbejdstagerrettigheder og svække demokratiet. Blandt de højreorienterede modstandere gik modstanden især på, at Danmark som småstat ville miste national egenart i det store europæiske fællesskab.

Den 2. oktober 1972 stemte 63,3 % af danskerne ja til dansk medlemskab og den 1. januar 1973 indtrådte Danmark i EF \[10\].

Selvom EU-institutionerne kan føles langt væk, har samarbejdet stor betydning for EU-borgernes dagligdag, herunder indretning af arbejdsmarkedet og muligheder for uddannelse.

Samarbejdet mellem de europæiske lande gør, at alle varer og tjenesteydelser i EU skal leve op til de samme minimumskrav. Det er i EU, det bliver besluttet, hvilke tilsætningsstoffer der må være i din mad, hvilke data sociale medier må indsamle om dig, og hvordan din mobiltelefon og tablet skal oplades. Nogle ser EU’s regler som beskyttelse af borgerne. Andre finder, at de mange regler giver for meget bureaukrati, og at tiltag som fx GDPR (General Data Protection Regulation) giver unødigt megen administration for virksomheder, organisationer og offentlige instanser \[13\].

EU’s indre marked betyder også, at borgerne i EU frit kan tage arbejde eller nedsætte sig som selvstændig i et andet EU-land uden først at søge arbejdstilladelse. En god del af den københavnske metro er fx bygget af et italiensk firma \[14\].

For at sikre fair konkurrence mellem medlemslandene og etablere lige adgang til sociale rettigheder for alle EU-borgere, uanset hvor de bor og arbejder, har EU også indført en lang række direktiver omkring arbejdsforhold. I Danmark har arbejdsmarkedets parter været kritisk overfor, hvad de ser som utidig indblanding i danske forhold. Det skyldes, at der traditionelt ikke har været megen lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet i Danmark, hvor vilkårene i stedet er reguleret gennem overenskomster mellem de organisationer, der repræsenterer henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere \[15\]. I forbindelse med EU’s behandling om direktiv om mindsteløn, udtrykte formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation Morten Skov, derfor støtte til den danske regerings indsats for at få annulleret direktivet. » EU’s mindstelønsdirektiv truer vores stabile måde at styre arbejdsmarkedet på, og derfor står fagbevægelsen bag statens indsats for at få rullet direktivet tilbage.« \[16\]

EU har siden 1987 også støttet muligheden for at tage uddannelse i et andet EU-land end der, hvor man er statsborger. Historisk er det kun en relativt lille del af sit budget, EU har brugt på uddannelses- og forskningsinitiativer, men de seneste 20 år er området blevet en voksende prioritet i samarbejdet.

EU’s globale magt er først og fremmest baseret på økonomisk indflydelse. EU-medlemslandene udgør samlet set verdens næststørste økonomi og står for16,1 % af verdenshandlen, hvilket gør EU til den største spiller i den globale handel. Kina og USA, som er de næststørste, har begge en andel på omkring 13,5 % \[17\].

Den økonomiske magt kan EU omsætte til politisk indflydelse globalt gennem handelssanktioner eller handelsaftaler. EU kan fx stille som en betingelse for en gunstig handelsaftale, at en anden nation håndterer problemer med korruption eller overtrædelse af menneskerettigheder. EU bruger også sin globale magt til at varetage egne interesser. Et eksempel er EU’s involvering på det afrikanske kontinent, hvor europæisk støtte til infrastrukturelle projekter eller handelsaftaler ofte ledsages af en forventning om, at de afrikanske lande støtter EU i internationale organisationer og bistår med at begrænse afrikansk indvandring til Europa \[18\].

EU’s militære magt er væsentlig mere begrænset, da de europæiske lande historisk har prioriteret deres nationale militær og det militære samarbejde i NATO højere end det fælleseuropæiske. Men i forbindelse med Ukraine-krigen har EU støttet Ukraines forsvar økonomisk og ved at de respektive medlemslande har sendt militært udstyr. I denne konflikt bruger EU også sin økonomiske magt til at straffe og svække Rusland. Siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 har EU således vedtaget 17 sanktionspakker mod Rusland \[19\].

Ligesom Danmark har en finanslov, har EU et budget, der fastlægger, hvordan indtægter og udgifter skal fordele sig over det kommende år. EU’s budget er på omkring 186 mia. euro om året, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU \[20\].

EU opkræver ikke skat direkte fra borgerne, men har sin primære indtægt fra betalinger fra medlemslandene. Danmark betaler cirka en procent af BNP til EU. Cirka 90 % af EU’s midler går tilbage til medlemslandene igennem forskellige ordninger og programmer \[21\].

Historisk set har den største enkeltudgift på EU’s budget været landbrugsstøtte og sådan er det stadig. Men hvor landbrugsstøtte i 1980’erne udgjorde op mod 70 % af EU’s samlede udgifter, har den det seneste årti kun udgjort omkring 40 %. Andre store poster på EU’s budget er støtte til regional udvikling og støtte til uddannelse og forskning. Cirka 50 % af de midler Danmark, modtager fra EU, er landbrugsstøtte \[20\].

Uden EU’s landbrugsstøtte ville væsentligt færre europæiske landbrugsvirksomheder kunne klare sig på det globale marked. Kritikere af landbrugsstøtten har påpeget, at den gør det svært for bønder i det globale syd at klare sig på verdensmarkedet \[22\] \[23\]. Morten Nielsen fra græsrodsorganisationen Afrika Kontakt beskrev i 2018, hvordan EU’s landbrugsstøtte i sidste ende kunne føre til flere immigranter fra Afrika: »Hovedparten af verdens fødevarer produceres af småbønder, selv om de har mindre end 10% af jorden. Men de taber i det globale spil, hvor EU underminerer verdenspriserne på fødevarer. Det betyder en voldsom migration til storbyerne i mange udviklingslande, og det betyder, at mange unge forsøger at finde lykken i et EU land.« \[22\]

Historisk har det været debatteret i medlemslandene, hvorvidt EU tager for mange penge ud af det nationale budget. Altså om den pris vi betaler for at være medlem af EU er for høj.  Danmark har siden 2001 været nettobidragyder til EU. Det betyder, at Danmark betaler mere til EU’s budget, end der kommer retur i form af EU-midler. Andre nettobidragydere er Tyskland, Frankrig og Sverige \[24\]. Årsagen til, at nogle lande er nettobidragydere, er, at de relativt fattigere østeuropæiske lande som fx Polen, Rumænien og Letland modtager en større andel af de samlede EU-midler.

Omfordelingen i EU-samarbejdet fra de rigere lande til de fattigere har gennem EU’s historie været anledning til heftige diskussioner. Storbritannien var før sin udmeldelse af EU også nettobidragyder, hvilket i 1980’erne fik den konservative engelske premierminister Margaret Thatcher til at kræve en rabat på det engelske bidrag. Det krav kom hun igennem med, bl.a. for at holde Storbritannien i EU. Op til den folkeafstemning, som endte med Storbritanniens udmeldelse i 2016, fyldte det stadig meget i debatten, at briterne bidrog med mere til EU end de fik tilbage \[25\].

Andre nettobidragydere har gennem tiden forhandlet sig til rabat – ofte med henvisning til, at Storbritannien havde fået det. Danmark har fx siden 2014 fået rabat på sit bidrag \[26\].

Efter Brexit har flere markante skikkelser i EU dog talt for helt at afskaffe rabatordningerne. Argumentet herfor er, at nettobidragydernes økonomiske gevinst ved at være en del af fællesskabet er langt større end deres bidrag \[27\].

Det er grundlæggende op til de europæiske befolkninger, repræsenteret ved de valgte EU-parlamentspolitikere, hvordan EU vil udvikle sig. I mange af de europæiske lande er der pt en strid mellem to politiske blokke med modsatrettede og gensidigt udelukkende visioner for det europæiske samarbejde.

Den ene fløj ønsker et styrket EU. Flere argumenterer for at give EU en militær dimension og øgede sikkerhedspolitiske beføjelser, fx ved at gøre denne del af samarbejdet overstatsligt. Den position har vundet styrke efter at USA med (gen)valget af Donald Trump i 2024 er blevet en upålidelig allieret, og fordi Rusland vurderes at ville forblive en trussel i nær fremtid. Den danske regering med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen står fx på denne linje. Da Danmark overtog EU-formandskabet den 3. juli, understregede den danske statsminister i sin tale til EU-parlamentet derfor også gentagende gange, »For mig er der kun en vej frem, og det er Europa. Europa, Europa, Europa.« \[28\]

Den anden fløj, som spænder fra det yderste venstre til det yderste højre, foretrækker et svækket EU. Den højreorienterede del af denne position ønsker et forbedret samarbejde med Donald Trump og Rusland. Eksempler på aktører med denne holdning er det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) og Ungarns regeringsparti Fidesz med premierminister Victor Orbán i spidsen. I en tale op til EU-parlamentets valget i 2024, beskrev Orbán således EU på følgende måde: »I dag er folk i Europa bange for, at Bruxelles vil tage friheden fra dem. Hvis vi vil bevare Ungarns frihed og uafhængighed, har vi ikke noget valg: Vi må besætte Bruxelles.« \[29\]

Statsminister Mette Frederiksen på talerstolen ii Europa-Parlamentet i Strasbourg, Frankrig, den 8. juli 2025.

Statsminister Mette Frederiksen holder tale om det danske EU-formandskabs prioriteringer i Europa-Parlamentet i Strasbourg, Frankrig, den 8. juli 2025. Danmark varetager EU-formandsskabet i andet halvår af 2025.

EU -forsidebllede-Guillaume HorcajueloEPARitzau Scanpix@20250708-115044-L-4278x2852ma.jpg

Den Europæiske Union (EU)

NATO blev oprettet med underskrivelsen af Atlantpagten i 1949. Det blev oprettet på amerikansk-britisk initiativ som en forsvarsalliance rettet mod Sovjetunionen og østblokken i lyset af Den Kolde Krig. NATOS omdrejningspunkt er artikel 5, ”musketéreden”, hvor landene forpligter sig til at komme hinanden til hjælp hvis et af dem bliver angrebet.

Efter Den Kolde Krigs slutning ved Sovjetunionens opløsning i 1991 gennemgik NATO store forandringer. Der kom en række nye medlemslande til, og alliancen gik fra at fokusere på trusler mod medlemslandenes territorium til at oprette og deltage i missioner udenfor NATOs område.

NATO har stadig en række partnerskaber med andre lande, men efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og særligt invasionen af Ukraine i 2022 har NATO igen rettet fokus mod forsvaret af sit eget nærområde. Ukraine-krigen fik også NATOs nyeste medlemmer, Finland og Sverige at søge om optagelse.

Men selvom Ukraine-krigen har styrket sammenholdet internt mellem NATO-landene, står alliancen overfor en række udfordringer i fremtiden. Øverst på listen er forholdet til Rusland og hvor højt USA i fremtiden vil prioritere alliancen.

NATO udgør en hjørnesten i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

På NATO-topmødet i Haag den 25. juni 2025 blev medlemslandene enige om en markant styrkelse af alliancens forsvar. Inden 2035 skal alle medlemslande afsætte mindst 5 % af deres bruttonationalprodukt til forsvar, hvoraf 3,5 % skal gå til militære kerneområder, mens op til 1,5 % kan anvendes på bredere sikkerhedsformål.

Topmødet blev også præget af en vigtig symbolsk handling: Alle medlemslande – inklusive USA – genbekræftede den såkaldte musketered, artikel 5 i NATO-traktaten, som forpligter medlemmerne til at komme hinanden til undsætning i tilfælde af angreb.

Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt USA’s præsident Donald Trump fortsat ville bakke op om forsvarsalliancen. På topmødet forsikrede Trump dog, at "NATO bliver stærkt" og kaldte beslutningen om oprustning for "en stor sejr for alle".

Samtidig blev der givet løfter om fortsat støtte til Ukraine, som dog endnu ikke har fået grønt lys til medlemskab. Canada og en række europæiske NATO-lande har i 2025 forpligtet sig til at yde over 35 milliarder euro i yderligere sikkerhedsbistand til Ukraine.

Man kan læse analyser af topmødet hos blandt andet [Politiken](https://politiken.dk/internationalt/art10461002/Analyse-Europas-smisken-over-for-daddy-Trump-gav-pote) og [BBC](https://www.bbc.com/news/articles/cvg8pd2y80go).

NATO står for den Nordatlantiske Traktatorganisation (North Atlantic Treaty Organisation). Navnet henviser til det oprindelige dokument som ligger til grund for organisationen, nemlig Atlantpagten, som blev underskrevet den 4. april 1949 af de oprindelige 12 lande. Siden er flere kommet til, så der nu er 32 medlemslande.

NATO er en militæralliance. Det vil sige, at landene i alliancen har lovet at komme hinanden til hjælp, hvis et af dem skulle blive angrebet. Det bliver slået fast i Atlantpagtens artikel 5, som også kaldes ”musketéreden”, efter mottoet i romanen De Tre Musketérer: En for alle og alle for en.

Musketéreden har kun været i brug én gang, nemlig efter angrebet på USA den 11. september 2001 (se også faktalink om dette emne).

NATO blev dannet under Den Kolde Krig (se også faktalink om dette emne) som en sammenslutning til forsvar mod Sovjetunionen og dennes allierede, men efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989-1991 fik NATO fokus på udvidelser og militære operationer udenfor medlemslandenes territorier, de såkaldte ”out-of-area”-konflikter. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er der dog atter kommet fokus på NATOs eget nærområde.

De 12 oprindelige underskrivere af Atlantpagten i 1949 var: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Siden er følgende lande kommet til:  
1952: Grækenland og Tyrkiet  
1955: Vesttyskland  
1982: Spanien  
1999: Polen, Tjekkiet og Ungarn  
2004: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien  
2009: Albanien og Kroatien  
2017: Montenegro  
2020: Nordmakedonien  
2023: Finland  
2024: Sverige (se kilde 1).  
Ud over medlemslandene har NATO en række samarbejder med forskellige lande uden for alliancen \[2\].

NATO har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvar.

NATOs højeste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (også kaldet NATO-rådet). Det Nordatlantiske Råd ledes af en generalsekretær, som bliver udpeget hvert 4. år med mulighed for forlængelse.

Selve organisationen har to ”ben”:

Det civile, som omfatter rådet, medlemslandenes repræsentationer og det internationale personale i NATOs civile-hovedkvarter i Bruxelles. NATOs beslutninger træffes ved konsensus, det vil sige at alle skal være enige. Alle lande har vetoret, men den bliver meget sjældent brugt. Et land kan vælge at ikke stille sig i vejen, hvis de andre er enige, men komme med en såkaldt reservation i stedet.

Det militære, hvis højeste myndighed er Militærkomiteen, der rådgiver Rådet om militære spørgsmål. Også den militære del har en international stab i Bruxelles. Derudover er der en række militære hovedkvarterer og baser spredt ud i de forskellige medlemslande. Den militære organisation har til opgave at føre rådets beslutninger ud i livet. Det er frivilligt for hvert enkelt land, om man vil bidrage med tropper til de enkelte missioner \[3\].

På et topmøde i Wales i 2014 aftalte landene at arbejde henimod at bruge to procent af BNP på forsvar inden 2024. Efter i mange år at have fået kritik for ikke at opfylde dette mål, nåede Danmark det i 2024 – men kun hvis man tæller bidrag til Ukraine med, hvilket ikke alle mener, at man kan. Desuden opfylder det danske forsvar ikke de mål NATO har sat \[4\] og \[5\].

Ifølge NATOs egne opgørelser over, hvor mange penge de forskellige lande bruger på forsvar, ligger Polen øverst med 3,9 procent af BNP, fulgt af USA med 3,49 procent. Fordi USA har et større BNP, er det dog USA, der i kroner og ører bruger flest penge på forsvar. I 2023 brugte NATO-landene samlet ca. 1,26 trillioner (1.264.115.000.000) amerikanske dollars på forsvar \[6\].

NATO sender tropper til en lang række områder og missioner, også udenfor medlemslandenes områder, f.eks. i Kosovo, Irak og forskellige steder i Afrika. Tidligere har NATO været engageret i Afghanistan, Libyen, Middelhavet, Sudan og farvandene ud for Østafrika.

Under Den Kolde Krig definerede NATO udelukkende sin opgave som defensiv, så det er først efter afslutningen på Den Kolde Krig at NATO er begyndt at sende tropper uden for sit eget område \[7\].

Da NATO blev skabt, var alliancen med til at cementere Den Kolde Krigs verdensorden, som opdelte verden i to blokke: Vest og Øst. Men samtidig definerede NATO udelukkende sit formål defensivt: at forsvare medlemslandene mod angreb.

Efter 1991 omdefinerede NATO sine opgaver til at være en sikkerhedsorganisation, der dækkede hele Europa og spillede en større rolle internationalt, med en række nye medlemslande, nye partnerskaber og ikke mindst nye opgaver. Sidstnævnte blev defineret som fredsskabelse, fredsbevarelse og humanitære aktioner og medførte, at NATO-styrker gik ind i konflikter og kriser udenfor medlemslandenes områder, f.eks. på Balkan i 1990’erne, og i Mellemøsten og på det afrikanske kontinent fra 2000’erne \[7\].

Danmark gik med i NATO for at sikre, at landet ikke igen skulle blive angrebet og besat, som det var sket under Anden Verdenskrig. Nu var man bange for Sovjetunionen og medlemskabet af NATO gav en militær tryghed. Det skyldtes primært, at NATOs mest magtfulde medlem USA gav en såkaldt ”sikkerhedsgaranti” til de europæiske lande om at ville komme til deres forsvar, hvis de blev angrebet, sådan som Atlantpagtens artikel 5 tilsiger \[7\].

Dette er også årsagen til, at en række lande i den tidligere østblok søgte om optagelse i NATO efter Den Kolde Krig. De er bange for russiske forsøg på indblanding, styring eller militær aggression, sådan som det skete i Sovjettiden under Den Kolde Krig og i nyere tid med f.eks. russiske angreb på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014 og 2022 \[8\].

Ifølge NATO selv er fred, stabilitet og sikkerhed øverst på dagsordenen \[16\]. Men spørgsmålet er, om NATOs bestræbelser for at opretholde fred i deres egne medlemslande fører til mindre stabilitet udenfor alliancens fællesskab.

Krigen i Afghanistan er et eksempel på, at NATO – med USA i spidsen – ud fra en logik om at bekæmpe terrorisme på egne territorier indledte hvad der blev til 20 års krig på et andet lands territorium, ”mod en fjende som endte med at vokse sig stærkere”, som Altinget skriver \[9\].

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det blevet klart, at en række lande i det globale syd ikke automatisk er på USA og Europas side, men i stedet opfatter vestlige lande som hykleriske: De efterlever ikke selv principperne for en regelbaseret verdensorden og respekterer ikke andre lande \[10\]. Ifølge den danske forsker i international politik Lise Wiederholt Christensen bærer NATOs politik overfor det globale syd desuden præg af, at der mangler en samlet retning og strategi \[11\].

En del af NATOs fortælling er også at man skal fremme demokratiske værdier og menneskerettigheder. Ifølge Atlantpagtens artikel 1 skal medlemslandene optræde i overensstemmelse med FN’s formål. I artikel 2 tages det for givet, at medlemslandene har ”frie samfundsordninger” \[12\].

Allerede i 1952, da Grækenland og Tyrkiet blev medlemmer, var der protester mod dette fra bl.a. Danmark, Norge og Holland, fordi landene ikke var demokratiske på dette tidspunkt (se kilde 13). Der har været en tendens til at se bort fra mangel på demokrati og brud på menneskerettighederne, hvis alliancen vurderer, at et lands medlemskab eller partnerskab har militær og strategisk vigtighed. I nyere tid har Tyrkiet, Polen og Ungarn bevæget sig i autoritær retning, hvilket diskuteres i EU, men altså ikke haft konsekvenser for deres medlemskab af NATO \[11\]\[14\].

Både under Den Kolde Krig og i forbindelse med ”krigen mod terror” i 2000’erne og 2010’erne var der desuden eksempler på, at USA og dets allierede prioriterede militære og strategiske forhold højere end menneskerettigheder og demokrati. Det gjaldt både i forhold til valg af samarbejdspartnere og i valg af metoder \[15\].

Selvom dette ikke foregår indenfor rammen af NATO, men i et enkelt medlemsland, risikerer det alligevel at falde tilbage på alliancen. Dels fordi USA er NATOs ledende medlem, dels fordi NATO var involveret i den krig i Afghanistan, hvor mange af de fanger, der blev underkastet tortur af USA, var pågrebet. Det bidrager således til et tab af legitimitet og styrker kritikken af, at ”Vesten” (USA og Vesteuropa) er dobbeltmoralske, når de taler om en regelbaseret verdensorden \[16\].

NATO har gennem årene oplevet adskillige uenigheder imellem medlemslandene. I 1966 forlod Frankrig NATOs militære struktur (men blev i den civile) fordi de var utilfredse med den amerikanske dominans. Først i 2009 blev Frankrig igen fuldgyldigt NATO-medlem \[17\].

I 1980’erne udtrykte Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig og Norge utilfredshed med NATOs atomvåbenpolitik. Landene fik i forskellig grad indført ”fodnoter” i NATO-dokumenter, hvor de udtrykte deres forbehold \[18\].

I 2002-2003 var der uenighed om NATOs strategi i ”krigen mod terror”, og særligt Frankrig og Tyskland var imod USA's ønske om at invadere Irak \[19\].

I 2022 ramte forholdet mellem de gamle arvefjender Grækenland og Tyrkiet et nyt lavpunkt, da Tyrkiet truede med at invadere Grækenland på grund af en strid om retten til gasfelter i det østlige Middelhav \[20\].

Indtil videre er der ikke nogen af disse uenigheder, der for alvor har truet alliancen. Men eksemplerne viser, at politiske og militære hensyn kan komme i konflikt.

NATOs udvidelse mod øst efter afslutningen på Den Kolde Krig er et omdiskuteret emne.   
Nogle mener, at det har medvirket til at øge spændingerne mellem NATO og Rusland, Modstanderne af NATO-udvidelser peger på, at Rusland har opfattet det som en trussel og krigen i Ukraine skal ses i dette lys (se faktalink om krigen i Ukraine). Allerede i 1990’erne advarede den tidligere amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver George Kennan og andre sikkerhedspolitiske rådgivere i USA mod, at en udvidelse af NATO mod øst ville føre til en forværring af forholdet mellem alliancen og Rusland \[28\]. Desuden mener modstanderne (og Putin), at NATO svigter et løfte om ikke at udvide østpå, som blev afgivet af flere vestlige ledere til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov i 1990. Det har fået Rusland til at beskylde NATO for forræderi \[29\].

Andre mener, at østudvidelsen har været med til at øge sikkerheden i Europa, ikke mindst for de nye medlemslande. Tilhængerne af NATO-udvidelse – ikke mindst NATO selv – siger, at NATOs udvidelse ikke udgør en trussel mod Rusland, da NATO primært er en forsvarsalliance og at hvert enkelt land er fri til selv at vælge, hvem de vil alliere sig med \[30\].

Hvad angår de løfter, der blev givet i 1990, blev de aldrig skrevet ned eller gjort til en bindende aftale – og de var ikke afgivet i enighed indenfor NATO, ligesom de vestlige landes ledere, som afgav løftet, heller ikke nødvendigvis havde nationalt mandat til det \[29\]\[30\].

Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet mener, at man kan tale om tre faser i NATOs levetid: tiden under Den Kolde Krig, tiden efter Den Kolde Krig med internationale operationer og nu en tid med fornyet fokus på Rusland og forsvar af NATOs eget område efter Ruslands annektering af Krim i 2014 og krigen i Ukraine siden februar 2022 \[31\]. Denne nye periode blev også slået fast i NATOs strategiske koncept i 2022 \[32\]. På mange måder har Ruslands angreb på Ukraine styrket sammenholdet i alliancen. Rusland opfatter NATOs hjælp til Ukraine som et udtryk for, at NATO og Rusland nu er i ”direkte konfrontation.” \[33\]

Georgien og Ukraine, der begge er tidligere Sovjetrepublikker og naboer til Rusland, har udtrykt ønske om at komme med i NATO og NATO samarbejder tæt med begge lande \[34\]\[35\]. Eksperter vurderer, at medlemskab ikke er realistisk for Georgien og Ukraine lige nu, men måske kan komme på tale efter krigen er slut. De påpeger dog også, at det potentielt kan gøre forholdet mellem NATO og Rusland endnu værre \[36\].

NATOs nye strategiske koncept nævner Kina for første gang. Det skyldes, at Kina både økonomisk, politisk og militært har vokset sig stadigt stærkere og dertil har et godt forhold til Rusland. Kina udfordrer også Vesten i forholdet til det globale syd og USA betragter Kina som en trussel mod USA's ledende position i verden \[37\]. Det er altså primært USA, som har rettet sit fokus mod Kina, hvorimod de europæiske NATO-lande ønsker en blødere linje. Dels ud fra økonomiske hensyn, fordi Kina er en stor handelspartner, og dels fordi de europæiske lande ikke ønsker at gøre Kina til en fjende. \[11\]\[38\]

Som beskrevet, har Donald Trump – der, efter at have været præsident for USA 2017-2021, i 2024 igen er præsidentkandidat – truet med at ville trække støtten til NATO-lande, der ikke lever op til målsætningen om at bruge to procent af BNP. Under alle omstændigheder kan USA's fokus på Kina betyde, at de europæiske lande i højere grad vil skulle sørge for deres egen sikkerhed, frem for at støtte sig til den amerikanske sikkerhedsgaranti \[39\]. Dette vil også i højere grad sikre NATO mod USA’s tendenser til såkaldt isolationisme – altså at vende sig bort fra forpligtende partnerskaber i verden – uanset om Trump bliver præsident igen i 2025 eller ej \[40\].

"Familiefoto" fra NATO-topmødemed blandt andre Donald Trump, Mark Rutte, Emmanuel Macron og Keir Starmer. 

NATO-topmødet i Haag den 25. juni 2025. Her blev medlemslandene enige om at hæve deres forsvarsudgifter. Samtidig genbekræftede alle medlemslandene – også USA – den såkaldte musketered, som siden 1949 har været grundlaget for alliancen.

NATO - ny forside - Claudia GrecoReutersRitzau Scanpix@20250625-113504-L-5500x3667ma.jpg

NATO

D. 23. december 2024 lancerede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) en folkehøring, som skulle indsamle danskernes forslag til, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Formålet med høringen var at skabe basis for at udvælge forslag til nominering på en international liste over immateriel kulturarv, som løbende udarbejdes af Forenede Nationers organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO.

Listen blev skabt på baggrund af en international konvention til beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som UNESCO introducerede i 2003. Da folkehøringen blev igangsat, havde det danske rigsfællesskab endnu kun fået to emner optaget på det, der hedder _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv_. Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang samt den nordiske klinkbådstradition.

Kulturministeren ville gerne have flere danske emner på listen og udtalte, at han håbede at ”pølsevognen, smørrebrødskulturen eller vores særlige hygge kan komme på UNESCO’s liste”. Men hvorfor findes denne UNESCO-konvention og hvad bliver den brugt til; hvem bestemmer, hvad der er særlig dansk immateriel kulturarv; og giver det mening af lave lister? Det kan du læse om i denne Faktalinkartikel.

Immateriel kulturarv kaldes også levende kulturarv eller uhåndgribelig kulturarv. Betegnelsen dækker de former for kulturarv, som udspiller sig i kulturel og social praksis, som særlige traditioner, kundskab og skikke, frem for noget mere håndgribeligt og materielt, som f.eks. en museumsgenstand, et monument eller en bygning.

Kulturarv kan i bredeste forstand karakteriseres som de elementer fra fortiden, som et samfund eller en særlig befolkningsgruppe værdsætter og både ønsker at bevare i nutiden og videreføre til fremtiden, fordi det har en særlig betydning for, hvem de er. Når ordet kulturarv bliver bragt op, vil mange som det første tænke på noget materielt – noget, man f.eks. kan tage på museum og se, eller steder man kan besøge, f.eks. en historisk bydel. Den materielle kulturarv kan bevares ved en fysisk konserveringsindsats ud fra faglig viden fra eksperter som f.eks. arkæologer, kunsthistorikere og arkitekter. Anderledes er det med immaterielle kulturarv.

Den er en del af hverdagslivet kan derfor ikke defineres uproblematisk af akademiske eksperter alene eller bevares med fysiske konserveringstiltag. Den immaterielle kulturarv bevares kun, så længe folk finder det vigtigt at fortsætte med at praktisere den. Det rejser vigtige spørgsmål om, hvordan man kan understøtte, at den immaterielle kulturarv fortsat bliver værdsat og videreført til kommende generationer, og hvilken rolle regeringer og faglige eksperter såvel som almindelige mennesker skal have i den sammenhæng.

UNESCO blev grundlagt ud fra et ideal om, at gensidig respekt og åben dialog mellem kulturer bidrager til fred i verden. En del af UNESCO’s ansvarsområde er derfor at skabe globale rammer for at beskytte verdens kultur- og naturarv samt at fremme kulturel mangfoldighed og kreativitet (se også Faktalink om Forenede Nationer).

UNESCO er især kendt for Verdensarvskonventionen fra 1972, som beskytter steder med enestående værdi for hele menneskeheden og udmønter sig i Verdensarvslisten, der i Danmark f.eks. omfatter Roskilde Domkirke. Den populære Verdensarvskonventions fokus på fysiske steder vakte dog efterhånden international kritik for at være for fokuseret på kulturarv som noget materielt.

Den immaterielle kulturarvs betydning og spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt beskytter den, blev sat på den internationale dagsorden da UNESCO i 2003 introducerede sin konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, som Danmark tiltrådte i 2010.

Konventionen tager udgangspunkt i, at kulturelle og sociale fællesskaber spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af immateriel kulturarv, og at fænomener som globalisering og intolerance kan true den \[1\].

I konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv anerkendes det, at den immaterielle kulturarv er mangeartet. Den omfatter ifølge konventionens paragraf 2 \[1\]:

1)      mundtlige traditioner og udtryk,

2)      udøvelse af kunst,

3)      sociale praksisser, ritualer og festivaler,

4)      viden og praksisser vedrørende naturen og universet,

5)      traditionelt håndværk.

UNESCO anerkender kun immateriel kulturarv, som er forenelig med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og gensidig respekt både på samfundsniveau, blandt grupper og enkeltindivider.

Et særligt træk ved konventionen er, at medlemslandene ikke kun skal benytte faglig ekspertise i deres identifikation og beskyttelse af immateriel kulturarv. De skal gøre det med deltagelse fra samfundet, f.eks. ikke-statslige organisationer og grupper, som praktiserer den immaterielle kulturarv.

UNESCO har oprettet officielle lister over immateriel kulturarv for at øge offentlig bevidsthed om den immaterielle kulturarv både lokalt, nationalt og internationalt \[2\]. Målet er at understøtte gensidig påskønnelse af den immaterielle kulturarv i al dens mangfoldighed og fremme dens beskyttelse, samt at sikre internationalt samarbejde og bistand på området.

Konventionens medlemslande kan ansøge om at få bestemte kulturelle praksisser optaget på _den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv._ En _liste over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse_ bruges desuden til at skabe opmærksomhed om praksisser, som risikerer at forsvinde, hvis de ikke understøttes af en målrettet bevaringsindsats, f.eks. uddannelse eller økonomisk støtte. Desuden er der oprettet et register over særlig god beskyttelsespraksis for immateriel kulturarv. Forslagene til listerne bedømmes af en mellemstatslig komité, som forvalter konventionen.

I Danmark forvaltes konventionen til beskyttelse af den immaterielle kulturarv af Folkemindesamlingen ved Det Kgl. Bibliotek, som beskæftiger sig med dokumentation, forskning og formidling af hverdagsliv og traditioner i Danmark. Folkemindesamlingen administrerer bl.a. en hjemmeside kaldet ”Levende kultur”, som beskriver dansk immateriel kulturarv i bred forstand, også den der ikke er kandidat til at komme på UNESCO’s lister \[3\] \[4\].

Kulturministeriet åbnede i 2018 også for, at interesserede – det være sig enkeltpersoner eller organisationer – kunne indsende forslag til nominering til UNESCO’s lister over immateriel kulturarv. Udarbejdelse og bedømmelse af en sådan ansøgning er dog en langvarig proces, som kan tage flere år.

Bidrag til fortegnelsen over levende kultur i Danmark blev indsendt af alt fra foreninger til privatpersoner i perioden fra november 2017 – november 2018, hvor 43 beskrivelser blev indsamlet fra offentligheden som en slags øjebliksbillede af dansk kultur, defineret og værdsat af udøverne selv. Her beskrives så forskelligartede traditioner som ringridning og Roskilde Festival.

Den danske fortegnelse blev oprettet som en brugerskabt database, men havde en række kriterier som skulle overholdes for optagelse. Bidrag blev udelukket hvis de stred mod konventionens retningslinjer eller dansk lov, hvis de handlede om fænomener der ikke længere praktiseres, eller handlede om grupper eller personer som ikke havde givet samtykke til at optræde i forslaget. Bidrag, der var ufuldstændige eller indsendt med politisk eller kommerciel baggrund var ligeledes udelukket.

Til gengæld var der intet krav om at bidragene skulle være enestående danske: Praksisser der også findes i andre lande kunne optages, hvis de også havde betydning i Danmark. De optagne praksisser kunne have betydning for både store og små grupper, også lokalt eller for minoriteter, og flere forskellige beskrivelser af samme tradition var velkomne.

I 2025 blev fortegnelsen desuden opdateret med vinderne fra Kulturministeriets folkehøring. Derudover er det aktuelt ikke muligt at indsende forslag.

Da den danske folkehøring om immateriel kulturarv blev annonceret i december 2024, henviste Kulturministeriet i pressemeddelelsen til UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Her stod: ”Fx har Italien fået optaget operasang, Argentina har tangoen, og Finland har fået sauna-kulturen optaget på listen. Men hvad er særligt for den danske folkeånd?” \[5\].

At de emner, der bliver optaget på UNESCO’s lister skulle være udtryk for en særlig national folkeånd, er dog mere Kulturministeriets end UNESCO’s tolkning af den immaterielle kulturarvs betydning.  Her er det tydeligt, at emnet også forstås i sammenhæng med noget, som både politikere og befolkning i Danmark i forvejen kender, og som ikke har forbindelse til UNESCO, nemlig den danske kanondebat (se Faktalink om Danmarkskanon og kulturkanon).

Processen med at opstille officielle lister over særlig anerkendelsesværdig dansk kulturarv bliver dermed brugt som en måde at skabe national debat om dansk kultur og danske værdier; også selv om immateriel kulturarv f.eks. kan overskride landegrænser (som den nordiske klinkbådstradition \[6\]) eller være mere regional (som sønderjysk kaffebord).

Hvilke forslag der skal indsendes til UNESCO om optagelse på organisationens officielle lister over immateriel kulturarv, og hvordan de udvælges, er noget den enkelte medlemsstat bestemmer. Ansøgningsproceduren i Danmark er foregået sådan, at de, der er interesserede i at få en kulturel praksis optaget på listerne, har kunnet indsende forslag, hvis potentiale i forhold til UNESCO’s procedurer så er blevet vurderet af eksperter.

Kulturministeriet står både bag processen med at invitere offentligheden til at indsende forslag og den endelige udvælgelse af, hvad der sendes videre til vurdering hos UNESCO. Den seneste runde af ansøgninger fandt sted i 2018, med svar fra UNESCO i 2021.

For at noget overhovedet bliver bragt i forslag til optagelse på UNESCO’s lister, er de, der praktiserer den immaterielle kulturarv nødt til selv at interessere sig for nomineringen, men hvorfor gør de så det? På trods af en del forvirring om Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv i den bredere offentlighed, er der ingen tvivl om, at official anerkendelse fra UNESCO opleves som et internationalt kvalitetsstempel.

Da det belgiske øl blev optaget på UNESCO’s repræsentativliste i 2016, affødte det ikke bare stolthed i Belgien, men også reklame mange andre steder i verden. Dansk Bryggerforening var hurtigt ude med en udtalelse fra Direktør Niels Hald: ” Det er på tide, at man anerkender, at øl i den grad er en del af vores fælles kulturarv. Det er stort og stort tillykke til Belgien med det (…). \[D\]et kan være med til at promovere øl endnu mere i det hele taget” \[7\].

Selv om det ikke er hensigten bag konventionen, hvis formål i højere grad er at hylde kulturel mangfoldighed, dialog og tolerance, får særligt dens repræsentativliste dermed også funktion af en slags praleliste. Den bruges til at danne grundlag for alt fra lokal eller national stolthed over egne traditioner, til markedsføring f.eks. i turismeregi, og til at skabe øget bevågenhed når det kommer til ansøgning om offentlig og privat støtte til bestemte kulturelle praksisser.

Hvad der bliver oplevet som betydningsfuld immateriel kulturarv og hvordan man praktiserer den, varierer fra person til person, afhængig af social og kulturel baggrund og personlige interesser og evner. Alle danskere har f.eks. ikke samme forhold til eksempler på immateriel kulturarv som den nordiske klinkbådstradition (fra UNESCO’s repræsentativliste) eller Roskilde Festival (fra den danske hjemmeside om levende kulturarv).

Særligt betydningsfulde for den enkelte er som oftest de traditioner, man praktiserer selv. Selv når folk praktiserer og værdsætter den samme tradition, f.eks. tilberedningen af en særlig ret, eller fejringen af den samme højtid, kan der være en del variation i, hvordan de gør det. Det er også udtryk for, at den immaterielle kulturarv, til forskel fra den materielle, ikke kan fastfryses og bevares i én autentisk form. For at kunne fastholde sin sociale relevans må immateriel kulturarv være et rummeligt begreb med plads til variation og foranderlighed.

Der kan være stærke følelser på spil, når immateriel kulturarv kommer på dagsordenen både i hverdagslivet og i politik. Hvad der fortjener at komme på officielle lister, der anerkender kulturarv som værdifuld, kan lede til ophedede diskussioner. Det samme kan også selv umiddelbart banale spørgsmål, som f.eks. hvad der er ”den rigtige” måde at lave f.eks. ”en dansk frikadelle” – ironisk nok både fordi det betyder noget for folk, hvordan de praktiserer deres traditioner, og fordi der findes mange måder at gøre det på.

At immateriel kulturarv er noget, vi alle har og alle er med til at skabe, rejser særlige problemstillinger om, hvem der kan og skal bestemme, hvad der er værdigt til optagelse på officielle lister. Hvem bør have mest at sige: politikere, offentlige forvaltninger, akademiske eksperter, eller almindelige mennesker, og hvordan sikrer man, at alle får indflydelse? Den danske folkehøring var ét forsøg på at skabe offentlig debat og direkte folkelig deltagelse i vurderingen af, hvilken immateriel kulturarv der har værdi i Danmark \[5\] \[9\] \[10\] \[11\] \[12\] \[13\] \[14\].

Hvor godt det virkede, og hvem der blev hørt mest i processen, hersker der delte meninger om \[14\]. I alt 9.724 forslag kom ind i første runde af folkehøringen. De blev så skåret ned til 100 forskellige forslag af Kulturministeriet \[15\]. Disse blev gennemgået af en særligt nedsat komité, som bestod af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne) samt to populære danske kulturpersonligheder: Søren Ryge og Ghita Nørby, med faglig bistand fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch \[10\] \[15\]. På baggrund af den proces blev en liste på 20 kandidater blev lagt ud til offentlig afstemning på Kulturministeriets hjemmeside \[8\] \[10\] \[11\] \[12\], hvor befolkningen i perioden d. 14. april til 14. maj kunne stemme på deres favoritforslag. Derefter blev fem vindere kåret, nemlig: Højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv, og tillidssamfundet \[16\].

De 20 kandidater, der kunne stemmes om, var:

·         Andelsbevægelsen

·         Bournonville ballet

·         Cykelkultur

·         Dannebrog og dets flagtraditioner

·         Efterskoler

·         Fællessang

·         Foreningsliv

·         Forsamlingshuskultur

·         H.C. Andersens eventyr

·         Håndbold

·         Højskoler

·         Hygge

·         Kolonihaver

·         Pølsevogne

·         Revy

·         Røgerier

·         Sankthans

·         Smørrebrød

·         Tillidssamfundet

·         Wienerbrød

Officiel anerkendelse fra UNESCO af en gruppes eller et lands immaterielle kulturarv kan opleves som en international støttetilkendegivelse, der vækker stolthed omkring det pågældende fællesskabs særlige identitet og historie. I Grønland vakte det f.eks. opmærksomhed i 2021, ”at Grønland er det første land i rigsfællesskabet, som får tilføjet noget til listen over immateriel kulturarv” \[19\].

De to eksempler på immateriel kulturarv, som det danske rigsfællesskab har fået anerkendt af UNESCO, bærer ikke præg af dansk nationalisme. Udover Qilaatersorneq – grønlandsk trommedans og -sang – består de af den nordiske klinkbådstradition, som blev nomineret gennem et fællesnordisk samarbejde, med Norge som hovedansøgerland.

At Kulturministeriet gerne vil have mere dansk immateriel kulturarv anerkendt af UNESCO, handlede i folkehøringen i 2025 om at se mere indad. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt talte om at identificere og beskytte ”ting, vi kan mødes om i Danmark, ting der siger noget om, hvad det vil sige at være dansk” \[9\]. Om det var et velvalgt fokus, blev diskuteret i medierne, hvor journalist Henrik Palle i Politiken f.eks. kommenterede: ”Det er et krisetegn, når vi atter begynder at udarbejde lister over, hvad der gør os så ind i Helvede danske i forhold til for eksempel de helt utroligt svenske svenskere eller totalt tyske tyskere” \[20\].

Immateriel kulturarv bliver bevaret, så længe udøverne føler, at den har relevans for deres liv, og prioriterer at praktisere og videreføre den. Hvordan det kan understøttes i praksis, varierer, fordi det kan dreje sig om så forskellige fænomener som andelsbevægelsen og wienerbrød.

Er overleveringen af en særlig håndværksmæssig kunnen f.eks. truet, kan man iværksætte praktisk og økonomisk støtte til det pågældende håndværk – men hvad gør man, hvis folk ikke længere gider at spise ved pølsevognen? Ud over kampagner, der fremmer tanken om, at man ved at deltage i en bestemt praksis er med til at bevare en særlig vigtig kulturarv, er der grænser for, hvad man kan stille op.

Mange vil også spørge, om det nødvendigvis er et problem, hvis nogle traditioner skifter, og folk f.eks. hellere vil spise shawarma eller sushi end en ristet hotdog. Kultur forandrer sig hele tiden, og insisterer man på at holde fast i alle traditioner, kan man ende med fornemmelsen af at være del af et frilandsmuseum: Måske skulle pølsevognen overleve ved at sælge sushi i stedet? er der blevet spurgt \[22\].

Undervisning, særligt i folkeskolen, kan være et vigtigt led i forsøget på at få befolkningen til at værdsætte og videreføre særlige dele af deres immaterielle kulturarv. F.eks. er den grønlandske trommedans og -sang et fænomen, som kan findes på skoleskemaet i flere grønlandske skoler \[23\].

Blandt de vigtigste tilhængere finder man naturligvis UNESCO. Ifølge konventionen er immateriel kulturarv ”en grundlæggende kilde til kulturel mangfoldighed og en garant for bæredygtig udvikling”, men også genstand for ”alvorlige trusler om nedbrydning, forsvinden og ødelæggelse” \[1\]. En del af konventionens grundlag er ”behovet for at øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv og beskyttelse heraf, særligt hos den yngre generation” \[1\].

At langt de fleste af UNESCO’s medlemslande har valgt at tilslutte sig konventionen, viser bred støtte og interesse fra verdens lande i at bruge listerne til at bevare og fremme den immaterielle kulturarv.

På den danske UNESCO-nationalkommisions hjemmeside forklares: ”Den levende kulturarv er vigtig, og vi skal værne om den. Den er en del af det, der former os som mennesker og binder os sammen i fællesskaber. (…) Listerne under 2003-konventionen er med til at sætte fokus på kulturarven og dens betydning. Eksemplerne på listerne viser forskellighederne, lighederne og mangfoldigheden af al den levende kultur, som mennesker udøver” \[4\].

Da UNESCO indledte sit arbejde med immateriel kulturarv, medførte det en del kritik, som stadig er aktuel. Ender den slags tiltag ikke let med, at man forvandler hverdagslivets kultur til folklore, spurgte bekymrede forskere og nationale kulturforvaltninger, som skulle tage stilling til konventionen. Kan det medføre, at den kanoniserede kultur forsøges fastfrosset i en bestemt form, hvor den kunstigt udstilles, politiseres eller overkommercialiseres i stedet for at blive praktiseret som et naturligt hverdagsfænomen? Ender det med identitetspolitisk selvros? \[24\] \[25\] \[26\]

Kritikken lød også på, at ved at sætte noget på disse lister frem for andet, indikerede man per per definition at det, der er med på listen, har større betydning, end det, der ikke er. Det kunne risikere at fjerne opmærksomheden fra andre mindst lige så vigtige fænomener.

Andre spurgte: Er kanonisering af f.eks. pizza på en særlig international kulturarvsliste ikke for banalt? Og hvor megen forskel gør det, når det kommer til stykket? Er lister ikke blot en synlig, men ikke særlig effektiv måde at give indtryk af, at man gør noget for at støtte kulturelle fænomener og grupper, som måske føler sig underprioriterede? \[27\]

I den danske debat om folkehøringen i 2025 gik mange af de samme problemstillinger igen. Forfatter Knud Romer var f.eks. meget kontant i sin kritik: ”Skal vi være stolte? Hvad med at have en aktiv kulturpolitik? Hvad med at gøre noget, der ændrer noget?” spurgte han \[28\]. Også journalist Henrik Palle ironiserede i Politiken over den nationale debat og mere end antydede, at ”sådanne lister er noget pjat” \[20\].

Mens det er frivilligt at søge om optagelse på UNESCO’s lister, forpligter alle lande, som har tilsluttet sig Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, sig til at oprette deres egne fortegnelser over den immaterielle kulturarv inden for deres territorier, for at kunne understøtte dens beskyttelse. Det varierer, hvor aktive de enkelte lande er med at søge optagelse på UNESCO’s lister, og hvordan de forvalter oprettelsen af nationale fortegnelser.

Kina er suverænt det land, som har flest eksempler på immateriel kulturarv – hele 44 – anerkendt af UNESCO \[2\]. Det skyldes ikke bare, at Kina er et stort land med rige kulturelle traditioner, men også at det fører en meget aktiv kulturpolitik på området, som blandt andet handler om at skabe et positivt billede af den kinesiske nation både indadtil og udadtil og bruge immateriel kulturarv som en ressource i turisme og økonomisk udvikling. Andre lande som Tyrkiet og Frankrig fylder, med henholdsvis 31 og 30 emner optaget på UNESCO’s lister, også godt i den officielle internationalt anerkendte immaterielle kulturarv \[2\].

Danmark er dog ikke det eneste land, hvis arbejde med Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv stadig er ved at finde sin form. Storbritannien, som tilsluttede sig konventionen i 2024, annoncerede f.eks. d. 12. april 2025 sin invitation til den britiske offentlighed til at indsende forslag til et nyt nationalt register over immateriel kulturarv.

I det britiske kulturministeriums pressemeddelelse herom blev det fremhævet, at registret skulle styrke britiske værdier og kulturarv, og det blev nævnt, at traditioner, der er blevet bragt til landet af immigrantgrupper, er velkomne som nomineringer. Et kendt eksempel, som blev nævnt i den forbindelse, er det populære Notting Hill Carnival, en caribisk gadefestival som afholdes årligt i London \[29\].

På trods af at f.eks. DR i sin omtale af den danske folkehøring kalder UNESCO’s repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv en ”prestigefyldt liste” \[9\], er den relativt ukendt i den danske befolkning. Den forveksles ofte med den ældre og i offentligheden langt bedre kendte Verdensarvsliste, som ellers handler om noget materielt, nemlig kultur- og naturarvssteder. Det danske rigsfællesskab har siden 1994 fået 11 steder optaget på Verdensarvslisten \[30\].

Listerne glider sammen i den offentlige bevidsthed, f.eks. når det fejlagtigt påstås at ”de nordiske klinkbyggede både kom på UNESCOs verdensarvsliste allerede i 2021” \[31\]. Men der er tale om to forskellige konventioner med hver deres lister, som arbejder med helt forskellige definitioner af kulturarvens form, betydning og beskyttelse. At kalde UNESCO-anerkendt immateriel kulturarv for ”verdensarv” er faktisk en fejl.

Verdensarv er steder, som UNESCO har anerkendt for at have det, Verdensarvskonventionen kalder _enestående universel værdi_ for hele menneskeheden. Omdrejningspunktet i Konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv er et andet, nemlig _repræsentativ_ værdi med særligt fokus på de grupper, der skaber og opretholder den immaterielle kulturarv.

Hvis den danske befolkning skal forstå arbejdet med UNESCO’s forskellige kulturarvskonventioner, er mere folkeoplysende arbejde nødvendigt. Det kan tilføjelsen af nye danske emner til den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv måske medvirke til at understøtte.

Vejskilt der viser mod Rødding Højskole

Højskolerne kom ind på førstepladsen i Kulturministeriets afstemning om dansk kulturarv. Rødding Højskole, der blev grundlagt i 1844, er Danmarks ældste højskole.

Immateriel kulturarv - forside - Bo AmstrupRitzau Scanpix@20250605-162134-L-8175x5450ma.jpg

Immateriel kulturarv

tema EU og Europa_faktalink_20190506-190359-7-1920x1278we.jpg

EU og Europa

Folk strømmer ud i Københavns gader 5. maj 1945 efter nyheden om, at Danmark er blevet befriet.

Tema_Befrielsen 1945_@Ritzau Scanpix_19980202-751652-3_TOP.png

Befrielsen i 1945

Frihedsgudinden i New York med det amerikanske flag i forgrunden.

Faktalink

Hvad leder du efter?

aktuelt