svømmeben
I Tingbjerg er flere hundrede piger med indvandrerbaggrund begyndt til svømning efter Hovedstadens svømmeklub har kønsopdelt svømmeundervisningen.
Foto: Sara Gangsted / Scanpix

Den danske indvandrerdebat

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. Oktober 2013
Top image group
svømmeben
I Tingbjerg er flere hundrede piger med indvandrerbaggrund begyndt til svømning efter Hovedstadens svømmeklub har kønsopdelt svømmeundervisningen.
Foto: Sara Gangsted / Scanpix
Main image
Et par drenge spiller fodbold i Mjølnerparken på Nørrebro i København
Et par drenge spiller fodbold i Mjølnerparken på Nørrebro i København
Foto: Jacob Schou Nielsen / Scanpix

Tørklæder, tvangsægteskaber, familiesammenføring, ghettoer og bandekriminalitet. Det er ord og begreber som disse, der har domineret den danske indvandrerdebat i efterhånden mange år. Debatten – både blandt politikere og blandt borgere i øvrigt – er ofte følelsesladet og ikke altid baseret på fakta. Ofte kædes debatten om indvandring og integration sammen med internationale begivenheder, både fordi flygtningestrømme ude i verden påvirker indvandringen til Danmark, men også fordi begivenheder som terrorangrebet i USA 11. september 2001 er afgørende for, hvordan vi tænker om bestemte kulturer og religiøse grupper og om indvandringen til Danmark.
I perioden har debatten om indvandrere stået meget højt på den politiske agenda, og under flere valgkampe op til folketings- og kommunalvalg har debatten om indvandring og integration været dominerende. Ikke mindst Dansk Folkeparti har sat indvandring på dagsordenen, især med advarsler om, at indvandringen udgør en trussel mod dansk kultur og værdier og også imod samfundsøkonomien. Partier som Enhedslisten og Radikale Venstre har derimod været mere positive over for indvandring og har ofte påpeget, at en del problemer skyldes sociale forhold snarere end religiøse eller kulturelle. Desuden har de været optaget af, i hvilket omfang indvandrere udsættes for diskrimination.
Debatten har generelt handlet om indvandring fra ikke-vestlige lande, mens indvandring fra vestlige lande stort set ikke har skabt debat, dog med undtagelse af de senere års stigende indvandring fra nogle af de fattigere lande i EU.

 

Den danske indvandrerdebats udvikling

Hvornår begyndte den danske indvandrerdebat?

Begyndelsen på debatten om indvandring kan ikke tidsfæstes til en helt bestemt dato eller et bestemt år. Der har formodentlig i et eller andet omfang været en debat om indvandring, lige så længe som der har været indvandring. Men indvandrerdebatten som en væsentlig debat i den offentlige sfære, i medier og blandt politikere kom til at fylde betydeligt mere i Danmark fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne. Anledningen til debatten var især, at der på daværende tidspunkt kom mange arbejdsmigranter til Vesteuropa, herunder Danmark. Arbejdsmigranterne, som til at begynde med gik under betegnelsen ’gæstearbejdere’, kom primært fra det sydlige Europa, bl.a. Jugoslavien, samt fra Tyrkiet, Pakistan og til dels Marokko. De kom for at arbejde med ufaglært eller faglært arbejde inden for industrien, og det var gæstearbejdernes intention at arbejde forholdsvis kort tid i Danmark og derefter vende tilbage til deres oprindelsesland. I begyndelsen var der derfor ikke så meget debat om indvandrernes kultur og religion eller om, hvorvidt de ’passede’ ind i Danmark.

Hvorfor blev indvandringen et debatemne?

Hvad skete der i 1980’erne?

Fra primært at have været en debat om midlertidig arbejdskraft og dens rolle på det danske arbejdsmarked, udviklede debatten sig til at handle om bl.a. familiesammenføringsregler, bosætningsmønstre og kulturforskelle. Disse temaer kom til at præge indvandrerdebatten flere årtier frem og er stadig tilbagevendende temaer i debatten. I løbet af 1980’erne kom debatten i stigende grad til også at handle om asyl- og flygtningepolitik og om, hvilken betydning antallet af indvandrere har for muligheden for integration og fredelig sameksistens. Det hang sammen med, at antallet af asylsøgere og personer, der fik flygtningestatus i Danmark, steg betragteligt, primært på grund af begivenheder i andre verdensdele, heriblandt borgerkrigen på Sri Lanka, krigen mellem Iran og Irak og borgerkrigen i Libanon.
I løbet af 1980’erne blev debatten desuden i stigende grad polariseret. På den ene side opstod der grupper, der anså sig selv for at være ’flygtningevenner’ og kæmpede for, at asylsøgere og flygtninge skulle behandles mere respektfuldt, og at asylsager skulle afgøres på baggrund af grundigere sagsbehandling. På den anden side opstod grupper, der ønskede at redde Danmark fra at blive invaderet af indvandrere og flygtninge med en anden kulturel og religiøs baggrund end den danske, heriblandt Den Danske Forening med Søren Krarup i spidsen.
Det største politiske debatemne i indvandrerdebatten i 1980’erne var vedtagelsen af en ny udlændingelov. Den blev vedtaget med et smalt flertal i 1983 og trådte i kraft i 1984. Af nogle blev den kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, mens andre mente, at den åbnede Danmark for flygtninge, der nu kunne strømme ind over grænserne. Debatten om Udlændingeloven blev startskuddet til mange års debat, hvor politikerne delte sig på en ’strammer’- og en ’slapper’-fløj. ’Strammerne’ ønskede at stramme reglerne i Udlændingeloven, mens ’slapperne’ mente, at der allerhøjst var brug for justeringer. Disse to fløje har siden domineret debatten om indvandring.

Hvad skete der i 1990’erne?

I løbet af 1990’erne handlede indvandrerdebatten i høj grad om bosætningsmønstre, ghettoisering, kultur og til dels også religion, især islam. Desuden betød borgerkrigen i Bosnien og tilstrømningen af omkring 20.000 flygtninge herfra til Danmark, at også asyllovgivningen blev diskuteret. Man indførte for første gang i Danmark en særlov for flygtninge, som betød, at flygtningene fra Bosnien fik ophold, men ikke fik behandlet deres asylsager i flere år, fordi man håbede, at deres ophold kunne blive midlertidigt, og at de kunne vende tilbage til Bosnien direkte fra de særlige flygtningecentre, man oprettede. De fleste bosniere fik dog til sidst asyl i Danmark, men diskussionen om, hvorvidt flygtninges ophold bør være midlertidigt, havde bidt sig fast, og man begyndte i stigende grad at tale om repatriering, det at flygtninge vender tilbage til deres oprindelsesland. En del politikere mente, at repatriering var et mål i sig selv, og at for eksempel somaliere var så kulturelt forskellige fra danskerne, at de burde vende tilbage til Somalia snarest muligt.
Islam og forskellene på islam og kristendom fyldte også mere i debatten, bl.a. på initiativ af Dansk Folkeparti, der blev stiftet den 6. oktober 1995 af udbrydere fra Fremskridtspartiet. Blandt andet var der debat om muslimske kvinders brug af tørklæde og om, hvorvidt islam var en kvindeundertrykkende religion.
I slutningen af 1990’erne var der desuden debat om, hvorvidt der skulle stilles strengere krav til flygtninge, og hvorvidt de skulle fordeles ud over landet, sådan at de ikke kunne bosætte sig sammen med andre med samme baggrund som dem selv. Debatten om ’ghettoer’ med en stor andel af flygtninge, indvandrere og efterkommere blev rejst af en række socialdemokratiske borgmestre fra Vestegnen i København. De anklagede Socialdemokratiet for ikke at tage udfordringerne med integration af indvandrere alvorligt nok. Det var en del af baggrunden for, at der blev vedtaget en integrationslov, som trådte i kraft 1. januar 1999. Ifølge loven skulle flygtninge de første tre år, efter at de havde fået asyl i Danmark, bosætte sig i bestemte kommuner, hvor der i forvejen ikke var nogen høj andel af flygtninge og indvandrere.

Hvad skete der efter år 2000?

En af de mest afgørende begivenheder for den danske indvandrerdebat var terrorangrebet mod New York og Washington den 11. september 2001. Terrorangrebet kom blandt andet til at betyde, at terrorisme og islam – og en sammenkædning af de to begreber – kom til at spille en meget større rolle i debatten. Islamisme (politisk islam) og islam som sådan blev af nogle debattører og politikere anset for at udgøre en stor trussel mod både Danmark, mod kristendommen og mod såkaldt vestlig kultur og vestlige værdier som demokrati, ligestilling og mindretalsbeskyttelse. Debatten var til tider meget ophedet, og internationale organisationer og danske ngo’er, der arbejdede med menneskerettigheder og indvandring, var meget bekymrede over, at muslimer over en bred kam blev udpeget som en trussel mod det danske samfund. Samtidig var der debattører, som glædede sig over, at debatten i deres øjne nu endelig var fri for det, de kaldte ’politisk korrekthed’, og at man altså nu kunne sige alt det ligeud, som tidligere ikke havde været ’god tone’.

Hvordan påvirkede debatten lovgivningen efter 2001?

Folketingsvalget i november 2001, altså ganske kort efter terrorangrebet den 11. september, blev ifølge politiske analytikere i høj grad afgjort på spørgsmålet om indvandrings- og udlændingepolitik. Stort set alle partier diskuterede ivrigt indvandring, islam, terrorisme, familiesammenføringer, integration og kulturforskelle, og de fleste partier lagde op til stramninger af lovgivningen på udlændingeområdet. Valget førte til, at Venstre og Konservative kunne danne regering, og med Dansk Folkeparti som støtteparti gennemførte VK-regeringen kort efter valget en række stramninger på asyl- og udlændingeområdet. Blandt VK-regeringens målsætninger var at begrænse indvandringen og samtidig forbedre integrationen af dem, der allerede boede i Danmark. Det blev sværere at få asyl, sværere at få dansk indfødsret og sværere at få familiesammenføring. Siden har debatten i høj grad handlet om, hvilke stramninger det er rimeligt og nyttigt at indføre, så indvandringen til Danmark begrænses og samtidig kommer til at bestå af indvandrere, som har noget at bidrage med på det danske arbejdsmarked. Debatten kom dog også i stigende grad til at handle om medborgerskab og fælles værdier, ligesom indvandrere og deres organisationer også markerede sig på nye og anderledes måder; for eksempel begyndte flere unge muslimer at definere sig selv både som muslimer og danskere.

 

Væsentlige temaer i den danske indvandrerdebat

Hvilke temaer har præget den danske indvandrerdebat?

Debatten har som beskrevet i del 1 ændret sig i takt med, at arten og omfanget af indvandring til Danmark har ændret sig, og i takt med at bestemte politiske aktører har sat nye temaer på dagsordenen. Desuden har også begivenheder uden for Danmark, for eksempel terrorangrebet den 11. september 2001, haft stor indflydelse på den danske indvandrerdebat. Også den politiske debat om indvandring i andre europæiske lande har haft indflydelse på den danske indvandrerdebat. Blandt de væsentlige temaer, som har været og/eller er genstand for til tider heftig debat, kan nævnes:
– tvangsægteskaber

– religionens rolle i samfundet, især islam

– familiesammenføring

– ghettoer

– statsborgerskab og danskhed

– økonomiske omkostninger og gevinster ved indvandring

– kønsroller, værdier og religion

– kriminalitet

– terrorisme

– racisme og diskrimination

For en nærmere gennemgang af nogle af disse temaer, se faktalink om:

Tørklædedebatten
Tvangsægteskaber
Racisme
Racismeparagraffen

Sharia

Samt evt.

Terrorisme

 

Hvad har debatten om familiesammenføring handlet om?

Især op til folketingsvalget i 2001 og med regeringen Fogh Rasmussens udlændingeudspil (se senere afsnit) i 2002 foregik der en heftig debat i medierne om antallet af familiesammenføringer.

Som nævnt blev familiesammenføring allerede debatteret i 1970’erne i forbindelse med indførelsen af det danske indvandrerstop. Desuden var familiesammenføringer også centrum for Tamilsagen, en politisk skandale, som endte med den daværende regerings afgang. Sagen handlede om, at daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen havde bedt sine embedsmænd om at stoppe sagsbehandlingen af ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge. Det gjorde han i håb om, at forholdene på Sri Lanka ville forbedre sig så meget, at de tamilske flygtninge kunne vende tilbage, og at det derfor ikke blev nødvendigt med familiesammenføring. Familiesammenføring ville nemlig ifølge Erik Ninn-Hansen medføre, at flygtningene slog rod i Danmark og ville være meget lidt tilbøjelige til at vende tilbage til Sri Lanka, og det var et problem, mente han. De fleste er enige med Erik Ninn-Hansen i, at familiesammenføring typisk betyder, at flygtninge og indvandrere er mere tilbøjelige til at blive boende i det nye land. Men ikke alle mener, at det er et problem.
Desuden har debatten handlet om menneskerettigheder og friheden til selv at vælge sin ægtefælle. Dels slår menneskerettighederne fast, at familiens enhed har stor prioritet, og dels mener mange danskere, at det er vigtigt, at den enkelte frit kan vælge sin ægtefælle. Derfor har en del danskere blandet sig i debatten om familiesammenføring med kritik af skiftende regeringers stramninger af reglerne siden 2001. Især har det medført kritik, at man for at få sin ægtefælle til Danmark skal leve op til en lang række krav både med hensyn til økonomi og fælles tilknytning til Danmark. Reglerne er blevet indført med henvisning til, at de skulle stoppe de mange familiesammenføringer mellem flygtninge, indvandrere og efterkommere fra lande som Somalia, Tyrkiet og Pakistan til Danmark – ikke for at forhindre etniske danskere i at hente en ægtefælle i udlandet. Forsøget på at bremse antallet af familiesammenføringer fra de såkaldte ’indvandrerlande’ er også blevet begrundet med, at det kunne være med til at forhindre tvangsægteskaber. Menneskerettighedseksperter har dog påpeget, at det kan være i strid med menneskerettighederne at indføre den slags begrænsninger, især fordi begrænsningerne rammer alle, også dem der har indgået ægteskab helt frivilligt.

 

Hvad har debatten om tvangsægteskaber handlet om?

(Se også faktalink om tvangsægteskaber)

Debatten om tvangsægteskaber har især handlet om, hvorvidt unge indvandrere og efterkommere fra lande som Tyrkiet og Pakistan bliver tvunget af deres forældre til at indgå ægteskab med en bestemt person, selv om de ikke ønsker det. At tvinge nogen til ægteskab er forbudt ifølge dansk lov og menneskerettighederne, men det foregår alligevel i et vist omfang, både i Danmark og i andre lande. Tvangsægteskaber hænger sammen med den udbredte praksis med arrangerede ægteskaber, som stadig findes mange steder i verden, heriblandt i en del af de lande, der er kommet mange indvandrere til Danmark fra. Arrangerede ægteskaber er ægteskaber, hvor forældre og andre slægtninge i et eller andet omfang indgår i aftalen om indgåelse af ægteskab, for eksempel ved at forældrene kommer med forslag til en ægtefælle til deres søn eller datter, eller ved at de unge præsenterer deres forældre for et forslag, som forældrene så kan billige eller ej. Mange unge indvandrere og efterkommere er tilfredse med at inddrage deres forældre i et vist omfang, mens andre ønsker større frihed, end deres forældre har haft ved indgåelse af ægteskab. I nogle tilfælde kan traditionen for arrangerede ægteskaber resultere i tvangsægteskaber. Derfor har debatten om tvangsægteskaber også handlet om, hvorvidt og hvordan man kan skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, og hvorvidt det optimale er, at arrangerede ægteskaber helt forsvinder.
Debatten har desuden handlet om, hvorvidt man kan bruge mægling mellem familien og de unge til at undgå tvangsægteskaber, og hvordan man bedst støtter de unge, der søger hjælp, fordi de er bange for, at deres forældre vil tvinge dem ind i et ægteskab, eller fordi de allerede er blevet tvunget til at indgå ægteskab. Der har været eksempler på, at familier forsøger at bruge reglerne om familiesammenføring til at sikre en slægtning i oprindelseslandet en opholdstilladelse i Danmark via et ægteskab, som er blevet påtvunget den unge, der allerede lever i Danmark.

Mange unge fra de etniske minoriteter indgår dog velfungerende kompromiser om aftalte ægteskaber, blandt andet ved at finde nye kreative løsningsmodeller. Et eksempel er, det første muslimske ægteskabsbureau i cyberspace i Skandinavien, www.zawaj.dk, der åbnede i 2001. Det gav unge muslimer mulighed for at finde en muslimsk ægtefælle som alternativ til den slægtning, deres forældre ønskede, at de skulle gifte sig med. Udgangspunktet er, at ægteskaber ifølge islam skal indgås frivilligt.

 

Hvad har debatten om sharia handlet om?

(Se også link om faktalink om sharia)

Debatten om sharia tager udgangspunkt i et begreb fra islam. Sharia er et begreb, som bruges inden for islam – både til at henvise til en række juridiske regler og straffe, som blev udviklet i 7-900-tallet kort efter islams opståen, dels til at betegne den etik og de leveregler, som muslimer skal følge i alle livets forhold. Nogle sammenligner begrebet sharia inden for islam med betydningen af de ti bud inden for kristendom. Debatten om sharia og indvandring har dog især handlet om sharia i betydningen islamisk baseret lovgivning, som omfatter korporlige straffe, bl.a. piskning og stening til døde, sådan som den findes i bl.a. Iran og Saudi-Arabien, og som den blev praktiseret i Afghanistan under Taleban-styret. Debatten om sharia har dog i Danmark ikke handlet så meget om styreformerne og forholdene i disse lande, men om danske muslimers holdning til sharia som begreb. Gentagne gange har især islamkritiske debattører fremhævet, at sharia er uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder, og at muslimer, der lever i Danmark, derfor må afskrive sharia og sætte den danske grundlov og menneskerettighederne højere end deres religion og især sharia. Nogle muslimer i Danmark støtter dette krav, mens andre har påpeget, at sharia kan tolkes på mange måder, og at man som muslim ikke kan lægge afstand til sharia, hvis man opfatter sharia som de anvisninger, religionen giver for for eksempel bøn, gæstfrihed m.m. Ikke desto mindre har bl.a. en række unge politikere med muslimsk baggrund oplevet, at de er blevet mistænkeliggjort, fordi de ikke har villet afsværge sharia. Sharia-debatten har altså også handlet om – og været blandet sammen med – en generel debat om forholdet mellem religion og politik og om forholdene i muslimske lande som Saudi-Arabien og Iran.

 

Hvad har debatten om tørklæder handlet om?

(Se også linket om tørklædedebatten)

Debatten om tørklæder har handlet om kvindesyn og kønsroller, om religionens rolle i det offentlige rum og om politik og religion. Debatten om muslimske kvinders brug af tørklæde er blusset op adskillige gange, som regel med udgangspunkt i en konkret sag. Der har for eksempel været sager om muslimske piger eller kvinder, der er blevet afvist som ansøgere til et bestemt job, fordi de har insisteret på at bære tørklæde. Desuden vakte det stor opstandelse og debat, da Danmarks Radio lancerede et talkshow, hvor den ene vært, Asmaa Abdol-Hamid, som er muslim med palæstinensisk-dansk baggrund, bar tørklæde. Da samme Asmaa Abdol-Hamid stillede op til Folketinget for Enhedslisten, var der både internt i dette parti og i offentligheden debat om, hvorvidt tørklædet er et tegn på antidemokratiske holdninger og tilslutning til undertrykkelse af kvinder. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti sammenlignede det muslimske tørklæde med nazisternes hagekors og argumenterede for, at muslimske tørklæder burde forbydes i Folketinget. Tilsvarende har der været forslag fremme om at forbyde lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte at bære tørklæde på arbejdet. Indtil videre er det alene forbudt for juridiske dommere at bære tørklæde. En del private virksomheder har fået designet tørklæder til deres uniformer og tillader muslimske kvinder at bære disse specialdesignede tørklæder på arbejdet.

 

Hvad har debatten om kriminalitet handlet om?

Inden for rammerne af indvandrerdebatten har der også været en debat om bander og kriminalitet. Debatten har især handlet om, hvorfor mænd og unge drenge i nogle grupper af indvandrere og efterkommere oftere bliver sigtet for bestemte former for kriminalitet end etniske danskere. Nogle debattører har hævdet, at det skyldes disse gruppers kulturelle og religiøse baggrund og anderledes værdier. Andre debattører har især peget på, at mange indvandrere og efterkommere er dårligt socialt og økonomisk stillet og ofte lever i områder med høj grad af kriminalitet. Desuden er nogle grupper præget af krigstraumer. De unges oplevelse af diskrimination og racisme kan også spille ind, både på den måde, at unge som generelt føler sig diskrimineret, har større risiko for at se kriminalitet som en attraktiv løbebane, dels på den måde, at unge med anden etnisk baggrund end dansk kan risikere at blive mistænkt og anholdt i højere grad end andre unge. Derfor kan antallet af sigtelser ikke alene sige noget om graden af kriminalitet, mener nogle debattører. Kriminologer har fastslået, at kriminalitet blandt etniske minoriteter udspringer af de samme forhold som kriminalitet blandt danskere, blandt andet af dårlige sociale og økonomiske forhold.
Den forholdsvis høje kriminalitetsrate blandt bl.a. libanesiske unge mænd har dog ført til stramninger i den danske straffe- og udlændingelov, som bl.a. gør det lettere at udvise kriminelle, der ikke har dansk statsborgerskab.

Også kriminalitet blandt asylsøgere har været debatteret med jævne mellemrum fra år 2000 og frem, som regel foranlediget af, at der har været et stigende antal asylsøgere fra bestemte lande, og at nogle af disse asylsøgere tilsyneladende alene har søgt asyl med det formål at bruge opholdet i Danmark til at begå for eksempel butikstyverier.

 

Hvad har debatten om diskrimination og racisme handlet om?

(Se også faktalink om racisme og faktalink om racismedebatten)

Hvor går grænsen mellem acceptable holdninger og racisme? Hvor udbredt er diskrimination og racisme? Er indvandrere også racister? Hvad kan man gøre for at bekæmpe racisme? Hvad er konsekvensen, hvis indvandrere og efterkommere udsættes for racisme? Hvordan påvirker det integrationen og risikoen for kriminalitet og terrorisme? Det er spørgsmål som disse, der har præget debatten om diskrimination af og racisme mod indvandrere i Danmark. Gennemgående har der været en debat om, hvor udbredt diskrimination og racisme er. Fra nogle debattører er det blevet hævdet, at der stort set ikke findes diskrimination og racisme i Danmark, og at det primært er indvandrere og efterkommere, der føler sig diskrimineret uden grund eller kalder andre racister, når de ønsker at dække over andre problemer. Fra anden side, og fra mange forskere, er det blevet påpeget, at der finder racisme og diskrimination sted i Danmark, og at det også fremgår af holdningsundersøgelser blandt danskere, at en del etniske danskere har meget indvandrerkritiske og i visse tilfælde racistiske holdninger. Derudover påpeger nogle forskere, at indvandrere og efterkommeres oplevelse af diskrimination i sig selv er et problem – både fordi det skader integrationen, og fordi det kan medføre, at nogle af de mest ressourcestærke indvandrere vælger at forlade Danmark. Desuden kan det medføre, at der vokser en stærkere racisme mod danskere frem blandt indvandrere.
Debatten om racisme og diskrimination har også handlet om, hvorvidt det er et problem, hvis man ikke må sige det, man tænker, fordi man risikerer at blive anklaget for racisme. Denne debat har bl.a. været affødt af, at medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet anmeldt for og i nogle tilfælde dømt for racistiske udtalelser.