Tvangsægteskaber

Hvad er et tvangsægteskab?

Et tvangsægteskab er et overgreb mod det enkelte menneskes ret til at vælge sin egen ægtefælle. Det gælder både mænd og kvinder, hvis forældre eller øvrige familiemedlemmer arrangerer et ægteskab mod vedkommendes vilje. Det er dog ikke helt ukompliceret at afgøre, hvornår en person ikke selv kan vælge. Der kan være tale om varierende grader af pres, som kan være svært at skille fra egentlig tvang.

I Socialstyrelsens faktaark ”Hvad er tvangsægteskaber?” (se kilder) defineres tvangsægteskab som ”et ægteskab, hvor en eller begge parter er blevet tvunget til at indgå ægteskab imod deres vilje f.eks. ved vold eller trussel om vold”, og det understreges, at både kvinder og mænd kan være ofre for tvangsægteskaber.

Hvad er forskellen på et tvangsægteskab og et arrangeret ægteskab?

I teorien er forskellen, at et tvangsægteskab foregår mod mindst en af ægtefællernes vilje, mens et arrangeret ægteskab foregår med begge ægtefællers vilje, men med forældrenes aktive medvirken. I praksis er der imidlertid tale om en glidende overgang mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Nogle arrangerede ægteskaber glider over grænsen til tvangsægteskabet, fordi den ene af de unge ikke føler, at han/hun har et reelt alternativ til forældrenes forslag eller er så bange for at skuffe familien, at han/hun indgår ægteskabet uden at tage hensyn til sine egne ønsker.
Af Socialstyrelsens faktaark ”Hvad er tvangsægteskaber?” (se kilder) fremgår det, at tvangsægteskaber ikke skal forveksles med arrangerede ægteskaber, hvor valget af partner bliver arrangeret af eller sammen med en tredjepart som regel af forældre, og hvor parterne frivilligt indgår ægteskabet. Der kan dog være tilfælde, hvor ægteskabet arrangeres, og hvor der er tydelige elementer af pres eller forventninger fra f.eks. familiemedlemmer, der gør det svært at modstå ægteskabet. Dette kaldes gråzone-ægteskaber. I nogle tilfælde kan der være tale om tvang, selv om den unge ikke selv bruger dette udtryk, men for eksempel i stedet taler om ”pres”. Det fremhæver blandt andet den norske forsker Anja Bredal i sin undersøgelse ”Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap blant ungdom med indvandrerbakgrunn” (se kilder) foretaget af Kompetansesenter for Likestilling, og det fremgår af artiklen ”Han skal være stærk, sød og sunnimuslimsk” fra Information 31. maj 2002 (se kilder), hvor en gruppe arabiske piger fortæller om deres forhold til (tvangs)ægteskab.

Hvordan foregår tvangsægteskaber?

Tvangsægteskaber foregår som regel ved, at forældrene bag den unges ryg arrangerer et ægteskab og planlægger detaljerne omkring indgåelsen af det, uden at den unge er inddraget. Forældrene oplyser som regel først den unge meget sent i forløbet eller slet ikke. Ofte er ægteskabet mellem to unge aftalt allerede i de unges barndom. Der er eksempler på, at unge er blevet bedt om at underskrive et dokument på forældrenes modersmål, som de ikke behersker til fulde, og har skrevet under uden at vide, at dokumentet var en ægteskabskontrakt.

Disse hændelser finder ofte sted på en ferie til forældrenes oprindelsesland. Her er mange familiemedlemmer typisk samlet, som alle forventer, at den unge indvilger i ægteskabet. Det gør det endnu sværere for den unge at tage selvstændigt stilling.

I de tilfælde, hvor den unge forsøger at modsætte sig, kan forældre eller andre familiemedlemmer true med eller udsætte den unge for vold, eller faren kan true med at udsætte den unges mor for vold. Oftest er der dog tale om, at forældrene og resten af familien opfordrer den unge til ikke at ødelægge familiens ære og skabe unødvendige konflikter, og et sådant pres er ofte nok til at få den unge til at acceptere det planlagte giftermål.
To konkrete eksempler på, hvordan unge forsøges presset til ægteskab under et ophold i udlandet findes i artiklerne ”Forsker efter dom: Tvangsægteskaber er overdramatiseret” (se kilder) og ”Man bliver aldrig 100 % hel igen” (se kilder).

Hvor udbredt er tvangsægteskaber i Danmark?

Antallet af gennemførte tvangsægteskaber er ukendt. Men undersøgelser tyder på, at mange unge lever med en frygt for, at deres forældre vil tvinge dem til at indgå ægteskab med en, de ikke ønsker at gifte sig med. Undersøgelsen ”Ung i 2011 – Nydanske unges oplevelse af social kontrol, frihed og grænser” (se kilder), som baserer sig på 3.000 unges udfyldelse af spørgeskemaer, viste, at 8,3% af de unge efterkommere, 8,4% af de unge indvandrere og 0,3% af de etniske danskere i alderen 15-20 år var ”meget bange for, at familien vælger en ægtefælle til dem mod deres vilje”.
Samme mønster fremgår af rapporten ”Unges oplevelser af negativ social kontrol” fra 2018 (se kilder), som baserer sig på spørgeskemabesvarelser fra 3.482 fra unge med ikke-vestlig oprindelse og 1.083 fra unge med dansk eller vestlig oprindelse. Ifølge undersøgelsen tror 7-8 % af de minoritetsetniske unge mellem 18 og 29 år, at deres familie kun ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ vil give dem lov til at vælge, hvem de vil gifte sig med. Til sammenligning gælder det kun 4 % blandt de majoritetsetniske unge.
Ifølge artiklen ”Gem en mønt i bh’en: Minoritetskvinder hjælpes til at undgå tvangsægteskaber” i Kristeligt Dagblad (se kilder) var der fra 2015 til 2017 en stigning i antallet af henvendelser til kommuner og opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter som f.eks. tvangsægteskaber. Af artiklen fremgår det, at opholdsstedet RED-Safehouse i 2015 fik 242 henvendelser om bl.a. tvangsægteskaber, i 2017 var tallet 307 henvendelser. Rådgivningstjenesten RED Rådgivning (tidligere Etnisk Ung) fik i 2005 101 henvendelser, i 2015 var tallet oppe på 1.207, heraf 135, der handlede om tvangsægteskaber. Henvendelserne kan både finde sted før eller efter indgåelse af et ægteskab.
Flere af rådgivningstjenesterne påpeger, at unge generelt er blevet mere bevidste om deres rettigheder og har fået større kendskab til, hvor de kan søge hjælp. Stigningen i antallet af henvendelser betyder altså ikke nødvendigvis, at flere unge trues af tvangsægteskaber. Omvendt kan der også være mange, som ikke tør henvende sig af frygt for, at deres familie opdager det og straffer dem.

Det reelle tal for tvangsægteskaber er altså meget svært at finde frem til.

Hvem udsættes for tvangsægteskaber?

På globalt plan er det især kvinder, der udsættes for tvangsægteskaber. Det fremgår af rapporten ”Global Estimates of Modern Slavery 2017” (se kilder), hvor FNs arbejderorganisation ILO for første gang har antallet af tvangsgifte med i sin opgørelse over ofre for moderne former for slaveri. Af rapporten fremgår det, at 15,4 millioner mennesker ifølge FN’s estimater i 2016 levede i tvangsægteskaber, og af disse var 84% piger og kvinder.
I Danmark er det også især piger og kvinder, der udsættes for tvang i forbindelse med ægteskab. Ifølge hjemmesiden for RED-Safehouse (se kilder), som er et bosted for unge, der flygter fra æresrelaterede konflikter, skyldes det, at det især er kvinderne, der er underlagt familiens sociale kontrol, fordi familiens ære i høj grad er bundet op på kvindernes ærbarhed. Unge mænd kan dog også opleve æresrelaterede konflikter, hvis de for eksempel er homoseksuelle eller på anden vis modsætter sig familiens traditioner, forventninger og normer, også ved at modsætte sig ægteskab med den kvinde, familien ønsker, at de skal gifte sig med.
I 2006 fremgik det af en artikel på DR.dk (se kilder), at hver tredje person, der henvendte sig til Udlændingeservice for at få hjælp mod et tvangsægteskab, var en mand. Og siden har flere krisecentre for mænd bekræftet, at de modtager mange henvendelser fra unge mænd, som er på flugt fra trusler og tvang i forbindelse med ægteskab. En beretning om en ung mands flugt fra at tvungent ægteskab findes på hjemmesiden EtniskUng.dk under overskriften ”Man bliver aldrig 100 % hel igen” (se kilder).

Hvor udbredte er tvangsægteskaber på verdensplan?

Tvangsægteskaber findes formodentlig alle steder, hvor der findes arrangerede ægteskaber. Der vil altid være en risiko for, at et arrangeret ægteskab udvikler sig til tvang af en eller begge de unge, der skal giftes. Arrangerede ægteskaber har været eller er en udbredt praksis i stort set alle kulturer og blandt alle religiøse grupper, både blandt kristne, muslimer og jøder i Mellemøsten, og blandt muslimer, hinduer, buddhister og kristne i Asien.
Desuden er børneægteskaber, hvoraf de fleste formodentlig kan betegnes som tvangsægteskaber, meget udbredte i fattige lande, især i lande, hvor f.eks. krig eller naturkatastrofer øger fattigdommen og gør fremtidsudsigterne for de fattigste ekstra ustabile. I Bangladesh bliver 29% af pigerne gift, før de fylder 15 år, fremgår det af rapporten ”Marry Before Your House is Swept Away: Child Marriage in Bangladesh”
En rapport udgivet af Red Barnet og Verdensbanken i anledning af FNs internationale pigedag 11. oktober 2018 viser, at selv om et stigende antal lande har forbudt børneægteskaber, bliver mere end 20.000 piger under 18 år stadig tvunget ind i ulovlige ægteskaber hver eneste dag, hvilket vil sige, at mindst 7,5 millioner piger hvert år bliver gift, før de er fyldt 18 år. Det fremgår af en artikel på Red Barnets hjemmeside (se kilder).

Der er desuden en tendens til, at en stigende andel af de arrangerede ægteskaber bliver til tvangsægteskaber i de kulturer og samfund, der er præget af hastige forandringer, og hvor der dermed er stor forskel på forældre- og ungdomsgenerationens holdninger. Denne tendens forstærkes i nogle indvandrer- og flygtningemiljøer i Vesten, blandt andet i Danmark. Det sker, når forældre med traditionelle normer ønsker at have stærk indflydelse på deres børns indgåelse af ægteskab, mens børnene, som er præget af vestlige, moderne normer om individuel frihed og forelskelse, ønsker at bestemme selv.
Ifølge Ritzau-artiklen ”Briterne gør tvangsægteskaber ulovlige” (se kilder) tyder undersøgelser f.eks. på, at der årligt indgås 5.000-8.000 tvangsægteskaber i England.

Hvilke årsager er der til tvangsægteskaber?

Årsagerne til tvangsægteskaber kan være mange, og det kan variere fra land til land og familie til familie, hvilken årsag der er den dominerende. I faktaarket ”Hvad er tvangsægteskaber?” fra Socialstyrelsen (se kilder) nævnes følgende årsager til, at tvangsægteskaber gennemføres:
· Forældres følelse af at de skal efterleve kulturelle traditioner.
· Forældres forsøg på at forhindre sladder og værne om familiens ’ære’ og dermed ’beskytte’ deres barn/den unge.
· Pres fra familien og netværk for, at den unge skal giftes.
· Forældres opfattelse af, at de skal leve op til aftaler mellem familier om giftermål.
· Forældres ønske om at forhindre for ’selvstændig, dårlig eller kriminel opførsel’.
· Familiens ønske om kontrol af seksualitet og kæresteforhold, som familien ikke bifalder.

I fattige lande kan tvangsægteskaber blandt andet skyldes, at familien ikke ser anden udvej end ægteskab for at sikre deres døtres sikkerhed og overlevelse.
Desuden har det betydning, at mange unge ikke kender til deres rettigheder og ikke ser andre muligheder end at acceptere det ægteskab, deres familie arrangerer for dem.

Kampagnevideo fra Operation Dagsværk 2015, der handler om unge i Somaliland, hvor undertrykkelse, diskrimination og tvangsægteskaber er en del af hverdagen.

Hvordan er sammenhængen mellem social kontrol og tvangsægteskaber?

Af Socialstyrelsens faktaark ”Hvad er tvangsægteskaber?” (se kilder) fremgår det, at der ofte er en sammenhæng mellem social kontrol og den unges risiko for at blive tvunget til ægteskab. I familier og miljøer, hvor de unges – især pigernes – adfærd – opfattes som afgørende for familiens ære, kan familien forsøge at bremse den unges ’problematiske’ adfærd ved at gennemføre ægteskab. Desuden kan familien forsøge at bruge et ægteskab til at dække over andre problemer og udfordringer. I faktaarket står der: ”Nogle forhold kan øge risikoen for tvangsægteskab. Det gælder f.eks. hvis den unge er blevet seksuelt misbrugt, har haft seksuelle forhold eller er blevet gravid uden for ægteskabet. Det samme gælder ved homoseksualitet, hvor homoseksualiteten ”gemmes af vejen” ved et tvangsægteskab. Desuden kan der være forhøjet risiko for tvangsægteskab ved kriminel virksomhed eller misbrug, idet familien kan forsøge at ”få styr” på den unge ved at tvangsgifte vedkommende.”

Hvilken sammenhæng er der mellem religion og kultur og tvangsægteskaber?

Tvangsægteskaber håndhæves kun i nogle familier og er ikke knyttet til bestemte religioner eller kulturer. Arrangerede ægteskaber er en kulturelt betinget tradition og praksis, og det er denne kulturelle praksis, der af og til udvikler sig til tvang mod de unge. Derfor kan tvangsægteskaber til dels defineres som et kulturelt betinget fænomen. Traditionen for arrangerede ægteskaber har i en række traditionelle samfund især den funktion af sikre det sociale og økonomiske bånd mellem to familier. Desuden tillægges ældre menneskers erfaring stor betydning, og det er i disse kulturer derfor naturligt, at forældre råder deres børn i forbindelse med store beslutninger som indgåelse af ægteskab. En del forældre frygter at ’miste’ deres børn til den danske kultur, og indgåelse af ægteskab med en person fra oprindelseslandet kan være en måde at forsøge at knytte den unge til hjemlandets kultur og sikre, at både den unge og vedkommendes ægtefælle føler sig forpligtet til at hjælpe forældrene, når de bliver gamle.
Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at kun meget få, der går ind for arrangerede ægteskaber, vil mene, at det er en del af den accepterede kulturelle praksis at anvende tvang eller pression.

De fleste religiøse lærde inden for islam, kristendom, jødedom og så videre fastholder, at tvangsægteskaber er i modstrid med religionens forskrifter. Især blandt muslimske forældre er det dog en udbredt praksis at henvise til, at det er god islamisk skik, at forældrene bestemmer, hvem deres datter eller søn skal giftes med. Ofte vil forældrene påpege, at den tilkommende er en god muslim, og at ægteskabet derfor er en god alliance islamisk set. Denne praksis afvises dog klart som uislamisk af imam Fatih Alev i interviewet ”Tvang strider mod Koranen” i Berlingske Tidende (se kilder).

Hvilken sammenhæng er der mellem fattigdom og tvangsægteskaber?

Især i de fattigste egne af verden er der en klar sammenhæng mellem fattigdom og børne- og tvangsægteskaber.

I et af verdens fattigste lande, Bangladesh, bliver 29% af pigerne således gift, før de fylder 15 år, fremgår det af rapporten ”Marry Before Your House is Swept Away: Child Marriage in Bangladesh” (se kilder). Af rapporten fremgår det også, at det især er fattigdom, ofte forårsaget af naturkatastrofer, manglende adgang til uddannelse og risiko for overgreb mod piger, der fører til, at forældrene vælger at gifte dem bort i en meget tidlig alder.

Også organisationer, der arbejder i flygtningelejre i nabolandene til det krigshærgede Syrien, har påpeget, at familier, som ikke normalt praktiserer børneægteskaber, gifter især deres døtre bort for at sikre deres overlevelse.
 

Kampagnevideo fra PlanBørnefonden fra 2017. Om børneægteskaber i Bangladesh, hvor mange forældre føler sig tvunget til at gifte deres døtre bort på grund af fattigdom, som bl.a. skyldes oversvømmelser og andre naturkatastrofer.

Hvilke konsekvenser kan det have for den unge at modsætte sig et ægteskab?

Fagfolk, der arbejder med unge i æresrelaterede konflikter, nævner blandt andet følgende mulige konsekvenser for unge, der forsøger at modsætte sig et ægteskab:
· Isolation eller udstødelse af familien.

· Vold eller trusler om vold.

· Forbud mod at uddanne sig.

· Forbud mod at forlade hjemmet – og dermed komme i kontakt med personer uden for familien, for eksempel veninder, venner eller potentielle ægtefæller.

· ’Genopdragelses-ophold’ hos familie i oprindelseslandet.

· Æresdrab (dog kun i enkelte, meget ekstreme tilfælde).

Desuden kan en konflikt mellem barn og forældre om ægteskab ofte resultere i øget overvågning af mindre søskende for at forhindre, at de også bliver ’oprørske’.
Disse konsekvenser nævnes bl.a. på hjemmesiden Etniskung.dk (se kilder) og af Udlændinge- og Integrationsministeriets temaside om tvangsægteskaber (se kilder).