Tvangsægteskaber

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2004
Main image
Anonym pige, der er forfulgt af sin familie, fordi hun ikke vil til Jordan og tvinges til ægteskab. 2008.
Anonym pige, der er forfulgt af sin familie, fordi hun ikke vil til Jordan og tvinges til ægteskab. 2008.
Foto: Lea Meilandt Mathiesen

Tvangsægteskaber er forbudt ifølge både internationale konventioner og dansk lovgivning, men ikke desto mindre bliver der hvert år indgået hundredevis af tvangsægteskaber, hvor den ene af parterne bor i Danmark. Det er især unge piger fra tyrkiske, pakistanske og arabiske miljøer, der tvinges til at gifte sig med en mand, som deres forældre har valgt til dem. Men også unge mænd udsættes for tvang i forbindelse med ægteskab.
I Faktalinket - Den danske indvandrerdebat - findes desuden omtale af  tvangsægteskaber.

I Faktalinket - Æresdrab - findes en beskrivelse af, hvordan tvang omkring et ægteskab kan være en del af baggrunden for et æresdrab.

Baggrund for tvangsægteskaber

Indledning

Tvangsægteskaber er forbudt ifølge både internationale konventioner og dansk lovgivning, men ikke desto mindre bliver der hvert år indgået hundredevis af tvangsægteskaber, hvor den ene af parterne bor i Danmark. Det er især unge piger fra tyrkiske, pakistanske og arabiske miljøer, der tvinges til at gifte sig med en mand, som deres forældre har valgt til dem. Men også unge mænd udsættes for tvang i forbindelse med ægteskab.

De unge udsættes ofte for trusler og vold, hvis de forsøger at modsætte sig forældrenes vilje, og i ekstreme tilfælde ender det med mord - som det skete i 2002 både i Sverige, hvor den kurdiskfødte Fadime Sahindal blev dræbt af sin egen far, og i Danmark, hvor den 14-årige irakisk-fødte Sonay blev dræbt af sin far.

Hidtidige stramninger i dansk udlændingelovgivning har kun givet minimale resultater, og de nyeste stramninger rammer desuden arrangerede ægteskaber, som ikke er det samme som tvangsægteskaber. Til gengæld er der ved at blive oprettet flere rådgivninger og bosteder for piger, der er truet af tvangsægteskaber.

I FaktaLinket - Den danske indvandrerdebat - findes desuden et kapitel om tvangsægteskaber.

I FaktaLinket - Æresdrab - findes en beskrivelse af, hvordan tvang omkring et ægteskab kan være en del af baggrunden for et æresdrab.

Hvad er et tvangsægteskab?

Et tvangsægteskab er et overgreb mod det enkelte menneskes ret til at vælge sin egen ægtefælle. Det gælder både mænd og kvinder, hvis forældre eller øvrige familiemedlemmer arrangerer et ægteskab mod vedkommendes vilje. Det er dog ikke helt ukompliceret at afgøre, hvornår en person ikke selv kan vælge. Der kan være tale om varierende grader af pres, som kan være svært at skille fra egentlig tvang.

Videnscenter for Ligestilling lægger vægt på, at man ved vurderingen af, om et ægteskab er indgået under tvang, skal kigge på den enkeltes oplevelse af situationen og skriver blandt andet i sin rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder): "De unge, som har gennemgået et tvangsægteskab, har ikke haft muligheden for reelt at vælge ægtefælle, fordi der ikke har været nogle reelle alternativer til familiens ægteskabskandidat. Ofte er den unge udsat for forskellige sanktioner, hvis hun/han ikke samtykker med familiens valg af ægtefælle."

Hvad er forskellen på et tvangsægteskab og et arrangeret ægteskab?

I teorien er forskellen, at et tvangsægteskab foregår mod mindst en af ægtefællernes vilje, mens et arrangeret ægteskab foregår med begge ægtefællers vilje, men med forældrenes aktive medvirken. I praksis er der imidlertid tale om en glidende overgang mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber.

Nogle arrangerede ægteskaber glider over grænsen til tvangsægteskabet, fordi den ene af de unge ikke føler, at han/hun har et reelt alternativ til forældrenes forslag eller er så bange for at skuffe familien, at han/hun indgår ægteskabet uden at tage hensyn til sine egne ønsker.

Af Videnscenter for Ligestillings rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder) fremgår det, at nogle af de rådgivere, der er i kontakt med unge fra etniske minoriteter, mener, at alle arrangerede ægteskaber er tvangsægteskaber. Men rapporten påpeger, at de fleste, der beskæftiger sig med problematikken, mener, at en større eller mindre del af de arrangerede ægteskaber indgås frivilligt af de unge ud fra forældrenes forslag. De kaldes derfor samtykke-ægteskaber. Rådgiverne er dog generelt enige om, at der sagtens kan være tale om tvang, selv om den unge ikke selv bruger dette udtryk, men for eksempel i stedet taler om "pres". Det fremhæver blandt andet den norske forsker Anja Bredal i sin undersøgelse "Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap blant ungdom med indvandrerbakgrunn" (se kilder) foretaget af Kompetansesenter for Likestilling, og det fremgår af artiklen "Han skal være stærk, sød og sunnimuslimsk" fra Information 31. maj 2002 (se kilder), hvor en gruppe arabiske piger fortæller om deres forhold til (tvangs)ægteskab.

Diana Madsen fra Center for Ligestillingsforskning understreger i artiklen "Ægteskabsmæglere på farlig grund" i Etcetera - Nyhedsbrev om integration og det flerkulturelle Danmark nr. 1/2004 (se kilder), at netop en skelnen mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er udgangspunktet for de politiske tiltag mod tvangsægteskaber i Norge og England, mens det i Danmark er mere almindeligt at sætte lighedstegn mellem de to fænomener.

Hvor findes tvangsægteskaber?

Tvangsægteskaber findes formodentlig alle steder, hvor der findes arrangerede ægteskaber. Der vil altid være en risiko for, at et arrangeret ægteskab udvikler sig til tvang af en eller begge de unge, der skal giftes. Arrangerede ægteskaber har været eller er en udbredt praksis i stort set alle kulturer og blandt alle religiøse grupper, både blandt kristne, muslimer og jøder i Mellemøsten, og blandt muslimer, hinduer, buddhister og kristne i Asien.

Der er dog en tendens til, at en stigende andel af de arrangerede ægteskaber bliver til tvangsægteskaber i de kulturer og samfund, der er præget af hastige forandringer, og hvor der dermed er stor forskel på forældre- og ungdomsgenerationens holdninger. Denne tendens forstærkes i nogle indvandrer- og flygtningemiljøer i Vesten, blandt andet i Danmark. Det sker, når forældre med traditionelle normer ønsker at have stærk indflydelse på deres børns indgåelse af ægteskab, mens børnene, som er præget af vestlige, moderne normer om individuel frihed og forelskelse, ønsker at bestemme selv. 

Hvem udsættes for tvangsægteskaber?

I Danmark har de fleste ofre for tvangsægteskaber hidtil været unge mellem 17 og 20 år. Det vurderer Videnscenter for Ligestilling i sin rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder). Det drejer sig både om unge fra kristne, muslimske og hinduistiske miljøer og blandt en lang række etniske grupper. Tal fra rådgivningscentre og andre aktører på området tyder på, at hyppigheden af tvangsægteskaber især er høj blandt tyrkere og pakistanere, men også udbredt blandt palæstinensere, somaliere og tamiler.

Ofrene er både herboende med etnisk minoritetsbaggrund og unge fra forældrenes oprindelsesland, der hentes til Danmark ved familiesammenføringer, og de er både piger og drenge. De fleste sager, der kommer til offentlighedens, rådgivernes, socialrådgivernes og andre aktørers kendskab, drejer sig om piger. Men blandt andre forfatteren Fahmy Almajid, der har fungeret som mægler i tvangsægteskabssager, har i interviewartiklen "Drengene kan ikke hjælpes" i Information 28. maj 2002 (se kilder) gjort opmærksom på, at de fleste drenge med indvandrerbaggrund vil være langt mindre tilbøjelige end pigerne til at søge rådgivning og hjælp i en krisesituation, fordi det er i modstrid med den traditionelle drenge- og manderolle.

Bogen "Kærlighed med stort M" af Jari Kickbusch (se kilder) giver et indtryk af muslimske mænds genvordigheder i forhold til indgåelse af ægteskab..

Hvordan foregår tvangsægteskaber?

Tvangsægteskaber foregår som regel ved, at forældrene bag den unges ryg arrangerer et ægteskab og planlægger detaljerne omkring indgåelsen af det, uden at den unge er inddraget. Forældrene oplyser som regel først den unge meget sent i forløbet eller slet ikke. Ofte er ægteskabet mellem to unge aftalt allerede i de unges barndom. Der er eksempler på, at unge er blevet bedt om at underskrive et dokument på forældrenes modersmål, som de ikke behersker til fulde, og har skrevet under uden at vide, at dokumentet var en ægteskabskontrakt.

Disse hændelser finder ofte sted på en ferie til forældrenes oprindelsesland, fremgår det af artiklen "Kriseberedskab kan redde unge kvinder" i Aktuelt 20. september 2000 (se kilder). Her er mange familiemedlemmer, som alle forventer, at den unge indvilger i ægteskabet, samlet. Det gør det endnu sværere for den unge at tage selvstændigt stilling.

I de tilfælde, hvor den unge forsøger at modsætte sig, kan forældre eller andre familiemedlemmer true med eller udsætte den unge for vold, eller faren kan true med at udsætte den unges mor for vold. Oftest er der dog tale om, at forældrene og resten af familien opfordrer den unge til ikke at ødelægge familiens ære og skabe unødvendige konflikter, og et sådant pres er ofte nok til at få den unge til at acceptere det planlagte giftemål. 

Er tvangsægteskaber kulturelt betinget?

Ja, delvist. Arrangerede ægteskaber er en kulturelt betinget tradition og praksis, og det er denne kulturelle praksis, der af og til udvikler sig til egentlig tvang mod de unge. Derfor kan tvangsægteskaber til dels defineres som et kulturelt betinget fænomen.

Traditionen for arrangerede ægteskaber har i en række traditionelle samfund især den funktion af sikre det sociale og økonomiske bånd mellem to familier. Desuden tillægges ældre menneskers erfaring stor betydning, og det er i disse kulturer derfor naturligt, at forældre råder deres børn i forbindelse med store beslutninger som indgåelse af ægteskab.

En del forældre kan også frygte for at miste deres børn til den danske kultur, og indgåelse af ægteskab med en person fra oprindelseslandet kan være en måde at knytte den unge til hjemlandets kultur og sikre, at både den unge og vedkommendes ægtefælle føler sig forpligtet til at hjælpe forældrene, når de bliver gamle.

De kulturelle bevæggrunde til at tvinge unge til at indgå et bestemt ægteskab nævnes i rapporten "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder) og beskrives i Manu Sareens bog "Når kærlighed bliver tvang" se kilder).

Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at kun meget få, der går ind for arrangerede ægteskaber, vil mene, at det er en del af den accepterede kulturelle praksis at anvende tvang eller pression. 

Er tvangsægteskaber religiøst betinget?

Nej, ikke direkte. De fleste religiøse lærde inden for islam, kristendom, jødedom og så videre fastholder, at tvangsægteskaber er i modstrid med religionens forskrifter. Især blandt muslimske forældre er det dog en udbredt praksis at henvise til, at det er god islamisk skik, at forældrene bestemmer, hvem deres datter eller søn skal giftes med. Ofte vil forældrene påpege, at den tilkommende er en god muslim, og at ægteskabet derfor er en god alliance islamisk set. Denne praksis afvises dog klart som uislamisk på hjemmesiden islamstudie.dk (se kilder) og af imam Fatih Alev i interviewet "Tvang strider mod Koranen" i Berlingske Tidende 28. marts 2001 (se kilder).

Er tvangsægteskaber økonomisk betinget?

Ja, af og til. Visse arrangerede ægteskaber - og dermed også en del af tvangsægteskaberne - har et klart økonomisk element. Det handler ofte om at binde to familier økonomisk sammen eller at hjælpe et familiemedlem til bedre økonomiske muligheder ved at sikre vedkommende opholdstilladelse i Danmark. Ved at gifte sig med en herboende kan en person fra et fattigt land opnå bedre økonomiske vilkår og eventuelt benytte sine forbedrede vilkår til at sende penge hjem til familien.

At økonomien er et væsentligt element i nogle tvangsægteskaber fremgår blandt andet af artiklen "60.000 kroner for at slippe for ægteskab" i Politiken 10. maj 2002 (se kilder), hvor det forklares, hvordan familier i Danmark har måttet betale op til 60.000 kroner for at bryde en aftale om ægteskab med en person fra .

Hvilke sanktioner udsættes den unge for, hvis han/hun nægter at indgå ægteskabet?

Videnscenter for Ligestilling opsummerer i deres rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder) nogle af følgende sanktioner. Andre sanktioner nævnes af organisationer og rådgivninger (se kilder):

  • Isolation eller udstødelse af familien.
  • Vold eller trusler om vold.
  • Forbud mod at uddanne sig.
  • Forbud mod at forlade hjemmet - og dermed komme i kontakt med personer uden for familien, for eksempel veninder, venner eller potentielle ægtefæller.
  • 'Genopdragelses-ophold' hos familie i oprindelseslandet.
  • Æresdrab (dog kun i enkelte, meget ekstreme tilfælde).

Desuden kan en konflikt mellem barn og forældre om ægteskab ofte resultere i øget overvågning af mindre søskende for at forhindre, at de også bliver 'oprørske'. En række af disse eksempler nævnes i Manu Sareens bog "Når kærlighed bliver tvang" og i de (selv)biografiske beretninger "Æresdrab" og "Sibel" (se kilder).

Hvilke konsekvenser har et tvangsægteskab for de unge?

Videnscenter for Ligestilling opsummerer i deres rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder) disse konsekvenser:

  • Psykiske problemer, lavt selvværd.
  • Stor risiko for et dårligt ægteskab med vold.
  • Kontrol fra familiens side, fordi familien frygter yderligere 'oprør' fra den unge, som forsøgte at modsætte sig ægteskabet.
  • Familiesammenførte bliver ofte isoleret, fordi de ikke kan dansk, og fordi den herboende ikke ønsker at hjælpe dem med at blive etableret i Danmark.
  • Kvinder forhindres ofte i at påbegynde eller færdiggøre uddannelse, især hvis deres ægtefælle er familiesammenført fra en familie med traditionelle kønsroller.
  • Skilsmisse og brud med familien.
  • Mænd lever ofte et dobbeltliv, hvor de har en dansk kæreste, som de ikke kan etablere et velfungerende forhold til på grund af ægteskabet.
  • Problemer med kulturforskelle ved tvungent ægteskab med person fra forældrenes hjemland.

Hvor mange tvangsægteskaber findes der i Danmark?

Ingen har overblik over, præcis hvor mange tvangsægteskaber der er indgået i Danmark, eller hvor mange unge der har været på vej ind i et ægteskab, de ikke ønskede at indgå. I Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) er problemet velkendt, men organisationen registrerer ikke antallet af henvendelser fra kvinder, der føler sig tvunget ind i et ægteskab.

Et stigende antal henvendelser til krisecentre, rådgivningssteder, telefonkriselinjer og sagsbehandlere tyder imidlertid på, at problemet er temmelig omfattende. Det fremgår blandt andet af artiklen "Oprør mod tvangsægteskaber" i Politiken 9. maj 2002 og af artiklen "Flere kvinder presses ind i ægteskaber" i Jyllands-Posten 6. marts 2002 (se kilder).

I en periode på 10 måneder fra efteråret 1999 til efteråret 2001 havde indvandrerorganisationen IND-sam i alt 135 henvendelser, der handlede om tvangsægteskab. I omtrent samme periode havde Etnisk Konsulentteam 19 henvendelser, og foreningen mod tvangsægteskaber, Broen, havde 120 henvendelser. I løbet af 2003 fik Etnisk Konsulentteam 38 henvendelser om tvangsægteskaber.

Hvor mange af de unge, der søger hjælp, der alligevel ender i et tvangsægteskab, vides ikke, ligesom der er meget forskellige bud på, hvor mange tvangsægteskaber der indgås, uden at udenforstående opdager det. Videnscenter for Ligestilling påpeger i deres rapport "Kan tvang være en æressag? Idékatalog til en dansk indsats mod tvangsægteskaber" (se kilder), at langt de fleste, der henvender sig, er opvokset i Danmark, mens de familiesammenførte sjældent beder om hjælp. Det skyldes sandsynligvis, at de familiesammenførte ikke kender til muligheden for at få hjælp eller ikke kan overskue at bede om hjælp i et land, de ikke kender - og ikke at de familiesammenførte i mindre grad end de herboende tvinges ind i ægteskaberne. Desuden risikerer de familiesammenførte at blive sendt ud af Danmark, hvis de bliver skilt inden for syv år. Det betyder, at en del kvinder vælger at blive i voldelige ægteskaber, fremgår det af artiklen "Færre kvinder på flugt fra tvangsægteskab" i Politiken 11. juli 2003 (se kilder).

De særlige forhold for de familiesammenførte beskrives desuden i Manu Sareens bog "Når kærlighed bliver tvang" (se kilder).

Kampen mod tvangsægteskaber i Danmark

Hvad siger dansk lovgivning og internationale konventioner om tvangsægteskaber?

Tvangsægteskaber er forbudt ved lov både i Danmark og internationalt, mens arrangerede ægteskaber er tilladt. Det fremgår blandt andet af temaet om ægteskab på hjemmesiden for Institut for Menneskerettigheder (se kilder).

I den danske lov om ægteskabers indgåelse og opløsning står der blandt andet: "Et ægteskab omstødes ved dom efter påstand af den ene ægtefælle om, at hun/han blev tvunget til at indgå ægteskabet." Det er også ulovligt at tvinge nogen til at indgå et ægteskab. Endnu er der kun i få tilfælde i Danmark blevet sigtet eller dømt personer i sådanne sager, blandt andet fordi de unge, der er blevet udsat for tvang, ikke ønsker at stå frem. Denne problemstilling beskrives i artiklen "Jeg taler netop ikke om tvangsægteskaber" i Berlingske Tidende den 5. december 2003 (se kilder).

På hjemmesiden for Institut for Menneskerettigheder (se kilder) fremgår det desuden, at tvangsægteskaber strider imod FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (art. 16), FN's Konvention om civile og politiske rettigheder (art. 23) og FN's Konvention mod Kvindediskrimination (art. 16). I sidstnævnte står: "De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination mod kvinder i alle ægteskabs- og familieforhold og skal, på grundlag af ligestilling mellem kvinder og mænd, især sikre samme ret til at indgå ægteskab, samme ret til at frit at vælge ægtefælle og til kun at indgå ægteskab med deres frie og uforbeholdne samtykke ( ... )".

FN's Komité mod kvindediskrimination vedtog i 2000 en protokol, der giver enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoner ret til at klage til komiteen, som har til opgave at overvåge, om staterne overholder konventionen. Der er dog endnu ikke offentliggjort afgørelser på klagesager fra komiteen. 

Er nogen blevet dømt i en sag om tvangsægteskab?

Ja, der er faldet flere domme i sager, som (delvist) har handlet om tvangsægteskab:

  • I september 2003 blev en mand og en kvinde med somalisk baggrund idømt 15 måneders fængsel hver, heraf ni måneder betinget. De blev dømt for at have bortført den 12-årige pige Aisha til Somalia, hvor hun blev omskåret og var tæt på at blive tvunget ind i et ægteskab med en meget ældre mand. De to dømte var Aishas onkel og tante, og Aisha slap kun væk og tilbage til Danmark, fordi hun blev hjulpet af sin far. Hun bor nu et hemmeligt sted på Sjælland. De blev også dømt for at have frataget Aishas far hans forældremyndighed over datteren. Sagen beskrives i artiklen "Opgør i Sorø" i Information 3. januar 2004 (se kilder).
  • I september 2003 blev en irakisk-turkmensk mand idømt 14 års fængsel med efterfølgende udvisning for drabet på sin datter, den 14-årige Sonay. Han dræbte datteren i et såkaldt æresdrab, fordi hun levede et i hans øjne udsvævende liv, hvor hun blandt andet omgikkes danske drenge og havde seksuelle forhold uden at være gift. Faren havde udset sig en tyrkisk mand, som han ønskede, at datteren skulle gifte sig med. Dommen blev stadfæstet af Højesteret i januar 2004. Sagen beskrives i artiklen "14 års fængsel for æresdrab på teenagepige" i Politiken 23. januar 2004 (se kilder).
  • I februar 2004 blev en 49-årig mand med irakisk baggrund idømt et års fængsel for vold og tvang mod sin 15-årige datter, som han tvang til at gifte sig med en ung irakisk mand. Faren truede datteren og slog hende flere gange med en kæp for at få hende til at acceptere ægteskabet, selv om hun var forelsket i en anden. Pigen blev også taget ud af skolen. Da sagen kom frem, blev pigen fjernet hjemmefra og bor nu hos en plejefamilie. Sagen beskrives i artiklen "Dømt for tvangsægteskab" i Politiken 26. februar 2004 (se kilder).

Hvad gør indvandrerorganisationer og andre aktører for at bekæmpe tvangsægteskaber?

  • Dansk Kvindesamfund: Dansk organisation, der arbejder for at forbedre kvinders vilkår i Danmark og i verden. Har siden 2002 afholdt en række arrangementer med fokus på etniske minoritetskvinder og problemer omkring blandt andet tvangsægteskaber.
  • Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune: Rykker ud til konflikter i flygtninge- og indvandrerfamilier. Bruger både mægling og akut krisehjælp, for eksempel ved at fjerne pigen eller drengen fra familien.
  • Høje Taastrup Kommunes særlige beredskabsteam angående konflikter i etniske minoritetsfamilier: Teamet består af ti kommunale medarbejdere, der er blevet efteruddannet i konfliktløsning og forståelse af muslimsk kultur. De kan rykke ud, når der opstår konflikter i etniske minoritetsfamilier. Desuden er der tilknyttet et par eksperter i sharia, islamisk lov, som kan redegøre for, hvordan de islamiske regler for ægteskab og skilsmisse kan have indflydelse i sagerne. Beredskabsteamet beskrives i artiklen "Høje-Taastrup Kommune tilknytter shariaeksperter" i Jyllands-Posten 12. februar 2004 (se kilder).
  • Kvinderådet: Paraplyorganisation, som arbejder med at skabe netværk mellem danske kvinder og etniske minoritetskvinder. Har afholdt foredrags- og debatarrangementer om blandt andet tvangsægteskaber.
  • Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK): Tager imod alle voldsramte kvinder på deres krisecentre, er i gang med at oprette et bo- og opholdssted særligt for unge etniske minoritetskvinder.
  • Mellemfolkeligt Samvirkes Projekt Pigeliv: Pigeklubber for etniske minoritetspiger over hele landet er etableret blandt andet med det formål at styrke pigerne til at gå i forhandling med forældrene om valg af uddannelse, indgåelse af ægteskab med mere.
  • Red Barnet: Er ved at oprette et botilbud til etniske minoritetspiger et sted i Storkøbenhavn.
  • Space - få rum til dine tanker: Chat- og telefonrådgivning samt brevkasse for unge med etnisk minoritetsbaggrund, oprettet af Mellemfolkeligt Samvirke og foreningen Vision - den om lighed.
  • Unge mod Uretfærdige Udlændingelove: Et netværk etableret af den pakistansk-danske Tanwir Ahmad og andre etniske minoritetsunge i protest imod stramningerne i udlændingeloven.
  • Zawaj.dk: Islamisk ægteskabsbureau på Internettet, hvis formål blandt andet er at udgøre et alternativ til både tilfældige møder på diskoteker og tvangsægteskaber, da initiativtagerne til bureauet finder begge dele uislamisk.

Sagsbehandlere, skolelærere og andre: I visse tilfælde hjælper personer, der får kendskab til de unges situation, dem med at gå under jorden. Det er blandt andet beskrevet i artiklen "Gymnasiet hjælper truede unge under jorden" i fagbladet Gymnasieskolen 2/2001 (se kilder).

Hvordan virker indvandrerorganisationernes arbejde mod tvangsægteskaber?

Der findes ingen evaluering af organisationernes arbejde, og det er derfor umuligt at give et klart svar på spørgsmålet. Der er dog næppe tvivl om, at organisationernes arbejde har betydet, at flere - både personer i indvandrer- og flygtningemiljøet og aktører i form af skolelærere, sagsbehandlere med flere - er blevet opmærksomme på problemstillingen. Desuden kan rådgivningerne alle berette om konkrete sager, hvor piger eller drenge er blevet hjulpet væk fra en voldelig familie.

Der foregår dog samtidig en diskussion af, hvordan de forskellige rådgivnings- og krisehjælpstrategier virker på længere sigt. Nogle rådgivere mener, at mægling i familien vil føre til, at den unge i sidste ende tvinges til det, familien ønsker. Andre mener, at mægling er vigtig at forsøge, da en flugt fra familien alt for ofte kaster den unge ud i alvorlige psykiske problemer og/eller tilbagevenden til familien, som sætter ind med endnu hårdere sanktioner end før flugten. Denne diskussion refereres i artiklerne "Strid om strategi mod tvangsægteskaber" i Information 13. maj 2002 (se kilder) og "Ægteskabsmæglere på farlig grund" i Etcetera, Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark, nr. 1/2004 (se kilder). 

Hvad gjorde SR-regeringen for at forhindre tvangsægteskaber?

SR-regeringen strammede lovgivningen: Udlændingelovens regler for ægtefællesammenføring blev strammet i juni 2000, da retskravet på ægtefællesammenføring blev fjernet for alle mellem 18 og 25 år. I stedet skulle alle ansøgere via et spørgeskema og eventuelt en samtale i Udlændingestyrelsen sandsynliggøre, at ægteskabet var indgået frivilligt.

SR-regeringen støttede rådgivninger økonomisk: 883.000 kroner blev bevilget til foreningen Broens drift i 2001. Broen rådgav kvinder fra etniske minoriteter, der ønskede at undgå eller bryde ud af et ægteskab, og hjalp dem, der ønskede det, med at flygte og få et nyt liv for eksempel hos en plejefamilie. Danmarks dengang største indvandrerorganisation IND-sam fik i samme periode 600.000 kroner til kriserådgivning samt 808.000 kroner til en antivoldskampagne, der blandt andet omhandlede tvangsægteskaber. Begge organisationer er siden lukket.

Hvordan virkede SR-regeringens politik mod tvangsægteskaber?

Den strammede lovgivning forhindrede kun ni ægteskaber, der var mistænkt for at være tvangsægteskaber, i løbet af 2000, men har også betydet, at mange unge har skullet oplyse detaljerede, personlige oplysninger om forelskelse, forlovelse med mere til Udlændingestyrelsen. Det har nogle fundet ydmygende, fremgår det af artiklen "Ægteskaber fra fornuft til tvang" i Jyllands-Posten 18. juli 2001 (se kilder). Desuden har loven ingen indflydelse haft på de unge, der er blevet tvangsgift med en person, der boede i Danmark.

IND-sam og Broens arbejde, der var delvist finansieret af regeringen, fik antallet af henvendelser fra unge til at stige, og de to rådgivningers arbejde satte gang i en offentlig debat om arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber.

Landets kvindekrisecentre og flere indvandrerorganisationer har gjort opmærksom på, at regeringens politik kun tog fat i en lille del af problemet, idet de unge, der valgte at flygte fra familien eller fra et ægteskab, fortsat ikke havde noget sted at tage hen, hvor de kunne få den fornødne støtte, hjælp og sikkerhed. 

Hvad har VK-regeringen gjort for at forhindre tvangsægteskaber?

  • VK-regeringen har strammet lovgivningen: En ny stramning i Udlændingeloven trådte i kraft 1. juli 2002. Den betyder, at personer ikke kan få ægtefællesammenføring (bortset fra med en person fra et andet nordisk land eller et EU-land), hvis en af parterne er under 25 år. Desuden er det i udgangspunktet umuligt at blive familiesammenført med en fætter eller kusine, og man kan som regel heller ikke få tilladelse til at blive familiesammenført med en person fra sine forældres hjemland, hvis ens forældre også er blevet familiesammenført. Stramningen er et forsøg på at nedsætte antallet af familiesammenføringer generelt - og dermed også mindske antallet af tvangsægteskaber. De nyeste lovændringer på området og kritikken af dem beskrives i artiklen "Familiesammenføring - fra verdensrekord til verdensrekord" og bogen "Når du strammer garnet - et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik", Aarhus Universitetsforlag, 2003 (se kilder).
  • VK-regeringen har afsat penge til forskning: Integrationsminister Bertel Haarder (V) meddelte i juni 2002, at han har afsat 1,5 millioner kroner til en undersøgelse af tvangsægteskaber. Målet med undersøgelsen, der skal foretages af Socialforskningsinstituttet, er at kortlægge omfanget af både tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber.
  • VK-regeringen har lavet en overordnet handlingsplan: Planen blev lanceret af Integrationsministeriet og Socialministeriet i fællesskab. Den hed "Handlingsplan for regeringens indsats i perioden 2003-2005 mod tvangsægteskaber, tvangslignende ægteskaber og arrangerede ægteskaber", og den indebar, at indvandrerkvinder og -drenge samt deres forældre skal oplyses om deres rettigheder, og at personale, der arbejder med etniske minoriteter skal have information om tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. Regeringen har afsat 40 millioner kroner over 5 år.

    Handlingsplanen beskrives i Lisa Klöckers artikel "Bekæmpelse af tvangsægteskaber med oplysning og dating" i Etcetera, Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark, nr. 5/2003, og findes desuden på Integrationsministeriets hjemmeside.

  • VK-regeringen har bevilget penge til et opholds- og bosted for unge etniske minoritetspiger, der er truet af for eksempel tvangsægteskab. Regeringen har dermed realiseret noget af det, som den tidligere regering blev kritiseret for ikke at bevilge penge til.
  • VK-regeringen har desuden planer om flere lovændringer, blandt andet ønsker socialminister Henriette Kjær en lovændring, der betyder, at børn, som sendes på 'genopdragelse' i hjemlandet, mister deres opholdstilladelse i Danmark. Ideen med lovforslaget er at forhindre forældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund i at sende deres børn tilbage til oprindelseslandet og udsætte dem for for eksempel omskæring eller tvangsægteskaber.

Hvordan virker VK-regeringens politik mod tvangsægteskaber?

I foråret 2002 kunne flere rådgivninger registrere en stigning i antallet af henvendelser om tvangsægteskab. Det skyldtes sandsynligvis, at forældrene til nogle af de unge ønskede at få gennemført et ægteskab med familiesammenføring, inden stramningerne i udlændingeloven trådte i kraft - og dermed gjorde det umuligt for et par at blive familiesammenført, hvis en af parterne er under 25 år. Det fremgik af artiklen "Flere kvinder presses ind i ægteskaber" i Jyllands-Posten 6. marts 2002 og af artiklen "Oprør mod tvangsægteskaber" i Politiken 9. maj 2002 (se kilder). Derudover har stramningerne i udlændingeloven betydet, at et stigende antal unge får afslag på familiesammenføring. Endelig er der ved at blive etableret et flere opholdssteder for unge etniske minoritetspiger, og der er blevet udarbejdet en folder, som informerer de unge om, hvor de kan søge hjælp.

Hvilken kritik er der blevet rettet mod de danske myndigheders politik på området?

  • Stramningerne i udlændingeloven vil betyde, at flere par bliver gift i udlandet i en ung alder og siden familiesammenført til Danmark, eller at unge, der er født i Danmark, tvinges til at gifte og bosætte sig i Tyrkiet, Pakistan eller andre af indvandrernes oprindelseslande.
  • Stramningerne i udlændingeloven rammer både arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, men bør kun ramme tvangsægteskaber. Desuden bliver en lang række 'kærlighedsægteskaber' mellem danske og udenlandske statsborgere ramt, hvilket blandt andet betyder, at blandede ægtepar bliver nødt til at bosætte sig i udlandet, for eksempel i Sverige. Først efter et langt ophold i et andet EU-land opnår de ret til at bosætte sig i Danmark. Disse problemer beskrives blandt andet på hjemmesiden for Ægteskab uden Grænser, Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar (se kilder).
  • Stramningerne i udlændingeloven er på kant med internationale konventioner og er ikke blevet indført for at hjælpe unge, der trues af tvangsægteskaber. Tvangsægteskaberne er blot en undskyldning for at begrænse antallet af familiesammenføringer.
  • VK-regeringens handlingsplan fokuserer i alt for høj grad på kvinderne frem for mændene og gør problemerne omkring tvangsægteskaber til et spørgsmål om ligestilling. Det er usagligt, fordi både mænd og kvinder tvinges til ægteskab. Det mener blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke.
  • VK-regeringens handlingsplan skelner ikke mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, hvilket er nødvendigt for at få de etniske minoritetsunge til at tage positivt imod myndighedernes tilbud om hjælp.

    Ovenstående kritikpunkter er blandt andet blevet rejst af det Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Kvinderådet, den tyrkiske ambassadør i Danmark, repræsentanter for indvandrerforeninger i Danmark samt FN's flygtningehøjkommissariat. Kritikpunkterne fremgår af artiklerne "Aldersgrænse ændrer intet" i Information 18. januar 2002 (se kilder), "Jeg taler netop ikke om tvangsægteskaber" i Berlingske Tidende 5. december 2003 (se kilder) og i artiklen "Familiesammenføring - fra verdensrekord til verdensrekord" i bogen "Når du strammer garnet - et opgør med mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik", Aarhus Universitetsforlag, 2003 (se kilder).

    Regeringen har ikke gjort nok for at retsforfølge de personer, der har forsøgt at tvinge deres søn eller datter ind i et ægteskab. I løbet af de sidste par år har Udlændingestyrelsen i 30 tilfælde afvist familiesammenføring med henvisning til, at de mente, at der var tale om et tvangsægteskab. Men ingen af disse sager har ført til retssager. Det er et problem, fordi det sender et signal om, at myndighederne ikke tager problemet alvorligt, mener det Radikale Venstre ifølge artiklen "Jeg taler netop ikke om tvangsægteskaber" i Berlingske Tidende 5. december 2003 (se kilder).