Indvandring og udvandring

Ofte er det afgørende for et land og dets folks selvforståelse, om det opfatter sig som udvandrer- eller indvandrernation. Nogle lande har primært været udvandringslande i lange perioder for så pludselig at blive et land, flere vandrer til end fra. Det gælder blandt andet Danmark, som historisk først og fremmest har været en nation, hvorfra folk er vandret ud. Først fra 1982 har antallet af indvandrere oversteget antallet af udvandrere i et så stabilt omfang over en længere årrække, at Danmark er blevet et indvandringsland. De danskere, der tilbage i slutningen af 1800-tallet rejste ud for at søge lykken et andet sted i verden, havde mange motiver til fælles med de indvandrere, der særligt i slutningen af 1900-tallet kom til Danmark: De rejste blandt andet fra arbejdsløshed og økonomisk krise og med drømme, initiativrigdom og ønsket om at skabe bedre vilkår for sig selv og deres familie som fælles pejlemærker.

Indvandring vil sige, at mennesker rejser ind i et land for at blive der i længere tid, i nogle tilfælde permanent. Der er altså ikke tale om turisme eller korte ophold, men om at mennesker rejser ind i et land for at bosætte sig der. I en dansk, officiel sammenhæng, brugt af Danmarks Statistik og de danske myndigheder, dækker begrebet indvandrere over personer, der er født i udlandet, hvor ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes den pågældende som indvandrer. En indvandrer er en udlænding, som har opholdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelsen – der kan gives midlertidigt eller permanent – kan f.eks. tildeles som led i en familiesammenføring eller af arbejdsmæssige grunde. Det kan man læse på hjemmesiden nyidanmark.dk (se kilder). Begrebet indvandrer kan defineres på andre måder og bruges mere upræcist og bredere i den almindelige offentlige debat og i daglig tale.

Ind- og udvandringer er et område inden for befolkningsstatistikken, som tilbage i tiden er dårligt belyst. Først fra 1928 findes en egentlig vandringsstatistik, fremgår det af udgivelsen "Befolkningen i 150 år", udgivet af Danmarks Statistik i 2000 (se kilder). Fra 1860'erne og frem til 1930 beskrives Danmark i faglitteraturen og historiebøgerne som et udvandringsland. Kun under Første Verdenskrig oversteg antallet af indvandrere antallet af udvandrere, og først efter 1982 var indvandringen til Danmark konsekvent større end udvandringen. Derefter fik Danmark position som et land, der fortrinsvis modtager indvandrere.

Indvandring er en fællesbetegnelse for mennesker, som er kommet til landet på lovlig vis for at bosætte sig i længere tid. De danske myndigheder benytter følgende kategorier af indvandrere: 1. Flygtninge, som har fået statsborgerskab, 2. Familiesammenførte, 3. Statsborgere fra især Norden, EU og Nordamerika, som er kommet til Danmark for at arbejde og/eller studere.

De allerførste indvandrere i Danmark er de første danskere selv, som tilbage i Jægerstenalderen (13.000-4.000 f.Kr) bosatte sig i det område, der i dag kaldes Danmark. Begrebet indvandring er først kommet til, da stater begyndte at regulere deres grænser og retten til at opholde sig i landet via lovgivning.

Danmark har siden middelalderen været mål for fattigdomsflygtninge som sigøjnere og andre fremmede, der af nød og vandretradition søgte til Danmark. I 1500-tallet var huguenotterne blandt de større grupper af indvandrere, som flygtede fra Frankrig på grund af religiøs forfølgelse i deres hjemland, der i 1562 resulterede i krig mellem katolikker og huguenotter. I 1719 fik 50 franske huguenotfamilier lov til at slå sig ned i Fredericia for at dyrke den jyske hede ved Viborg, hvor også jødiske flygtninge fik opholdstilladelse. Dengang var indvandring ikke et spørgsmål om, at man gav asyl til alle, der havde beskyttelsesbehov, da der dengang endnu ikke fandtes lovgivning, der definerede, hvem der var flygtning og havde ret til asyl. Indvandring var snarere et spørgsmål om at tage imod den arbejdskraft, man havde behov for. Den tidlige indvandring til Danmark beskrives i bogen "Fra huguenotter til afghanere, indvandringens historie i Danmark" (se kilder).

I begyndelsen af 1500-tallet kom også de første romaer til Danmark.

I perioden 1850 til 1900 kom størstedelen af de, som indvandrede til Danmark, fra vores nabolande Tyskland og Sverige. Ifølge en folketælling kom bare 0,08% fra lande, der lå længere væk. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder). Folketællingerne viser, at der i 1880 var omkring 24.000 svenskere i Danmark, hvilket svarer til 1,2% af den samlede befolkning. Hvert år i 1870’erne kom cirka 7.000 svenske sæsonarbejdere til Danmark for at søge arbejde, blandt andet med dyrkning af sukkerroer. Det tal steg i 1880’erne til cirka 9.000 om året. Svenskerne søgte til Danmark fra primært den sydligste del af Sverige, fordi fattigdommen i Sverige var langt mere markant end i Danmark. Mellem 1860 og 1910 immigrerede mere end 81.000 svenskere til Danmark, oplyser Immigrantmuseet i Farum i et mailsvar.

Også polske indvandrere kom til særligt Lolland-Falster og Møn i forbindelse med, at man i 1870’erne og 1880’erne udbyggede sukkerroedyrkningen. Eftersom svenskerne selv havde startet en omfattende dyrkning af roer i Skåne, og man stadig manglede arbejdskraft til dyrkningen i Danmark, blev løsningen at skaffe polske piger mellem 15 og 20 år, som kom til Danmark for at arbejde i sukkerroeproduktionen. I 1893 byggede man otte såkaldte polakkaserner på Lolland, hvor 400 polske kvinder boede. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere – indvandringens historie i Danmark" (se kilder).

I begyndelsen af 1900-tallet ankom op mod 12.000 russiske jøder til Danmark på flugt fra forfølgelser i zartidens Rusland. De fleste rejste videre til USA, men omkring 3.000 blev boende i Danmark. Det kan man læse i artiklen "Jøder og jødedom i Danmark under 2. Verdenskrig" i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Modstand og frygt for udefrakommende indvandring har i nogen grad præget den tidlige indvandring til Danmark. F.eks. blev romaerne hurtigt betragtet som et problem, da de kom til Danmark i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der i 1536 blev lavet en lov, der indebar, at romaer maksimalt måtte opholde sig i landet i tre måneder. Og der var en mærkbar modstand mod de mere end 3.000 fattige jøder, der kom til Danmark som flygtninge fra Rusland i starten af 1900-tallet. Mange var småhåndværkere og fik arbejde som skomagere, skræddere, syersker eller vævere og blev udsat for offentlige beskyldninger om, at de stjal danske arbejdspladser, mens fagforeninger slog på, at de russiske jøders produkter var af dårlig kvalitet. Tolerancen over for de svenske og polske arbejdsmigranter, som kom til Danmark i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, var omvendt gennemgående høj. Selv da man presset af arbejdsløshed i kølvandet på 1. Verdenskrig begyndte at diskutere indvandrerstop, talte man ikke om at sende svenskerne og polakkerne hjem. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder).

Indvandrere fra nabolandene var velkommen i Danmark. Særligt arbejdsgiverne ønskede billig, arbejdsvillig og fleksibel arbejdskraft, hvilket man oplevede i 1960’erne og 1970’erne, hvor Danmark ligefrem inviterede gæstearbejdere til landet. Men også dengang udtrykte meningsdannere, herunder politikere, bekymring for, at de indvandrende arbejdere og deres familier skulle blive en økonomisk byrde for det danske samfund. Blandt andet derfor gjorde man det ved en ny fattiglov i 1892 til et krav for at opnå offentlig forsørgelse, at man skulle have dansk indfødsret. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere"  (se kilder).

I 1875 blev Danmarks første indvandrerlov, den såkaldte "Fremmedlov", indført. "Lov om Tilsyn med Fremmede og Rejsende af 1875" blev indført for at lette den politimæssige kontrol med indvandrerne. Loven blev underskrevet af kongen den 15. maj 1875, trådte i kraft 1. juli samme år og gjorde det muligt for politiet at udvise uønskede fremmede af landet.

Loven foreskrev, at der skulle udstedes opholdsbøger til udlændinge, når de kom til landet. Ved flytning til og fra en kommune skulle indehaveren af opholdsbogen have den stemplet hos de lokale politimyndigheder, og udlændinge skulle kunne dokumentere, at de kunne forsørge sig selv i mindst otte dage. Opholdsbøgerne fungerede dermed som et kontrolredskab, der gjorde det muligt for myndighederne at følge indvandrernes færden og derved spore og udvise uønskede personer. Det var især den voksende tilstrømning af fattige svenske arbejdere, der var baggrund for, at loven blev vedtaget.

Med hjemmel i loven udviste de danske myndigheder et stort antal indvandrere, især fattige svenskere. De danske myndigheder frygtede, at indvandrerne skulle belaste det sociale system. Mellem 1875 og 1915 foretog de danske politimestre i alt 14.187 udvisninger med tilhold efter Fremmedlov og Straffelov med en klar dominans af personer født i Sverige og Tyskland. Loven blev først ophævet i 1953. Det oplyser Freja Gry Børsting, museumsinspektør ved Immigrantmuseet i Farum i en mail.

Afslutningen på 2. Verdenskrig og nazisternes nederlag sendte ti millioner tyskere på flugt fra russiske tropper. Cirka 238.000 af dem kom til Danmark som flygtninge. I en periode udgjorde de tyske flygtninge 7-8% af den danske befolkning. De blev placeret i lejre, på jyske kaserner og skoler rundt om i hele landet, på midlertidigt ophold, indtil de kunne rejse tilbage til Tyskland igen. Først i 1949 rejste de sidste tyske flygtninge ud af Danmark. Det kan man læse i opslagsartiklen "Indvandring til Danmark efter 1945" på Danmarkshistorien.dk, som laves af forskere fra Aarhus Universitet (se kilder).

Artiklen "Indvandring til Danmark efter 1945" på Danmarkshistorien.dk (se kilder) beskriver, hvordan 1950’ernes indvandring var noget mindre end 1940’ernes. Fra midten af 1950’erne kom en mindre strøm af ungarske flygtninge til Danmark, som resultat af det åbne oprør mod det kommunistiske styre i Ungarn. Sovjetunionen rykkede i 1956 ind i Ungarn og slog oprøret ned, mens 200.000 ungarere flygtede ud af landet. Af dem kom cirka 1.000 ungarske flygtninge til Danmark. Nogle af deres familiemedlemmer kom efterfølgende til Danmark, og antallet af ungarske indvandrere voksede til cirka 1.400 personer (se kilder), hvoraf en del dog siden forlod Danmark. Ungarernes flugt til og integration i Danmark beskrives i bogen "Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004" (se kilder). I 1950’erne og 1960’erne var adgangen til Danmark reguleret af Udlændingeloven fra 1952. Den gav relativt frie muligheder for, at udlændinge kunne indvandre, finde sig et job samt få en arbejdstilladelse. Til gengæld blev udlændinge, der ikke havde penge nok til at forsørge sig selv, generelt afvist ved grænsen.

1960’erne var præget af tiltagende mangel på arbejdskraft, som var startet allerede tilbage i 1950’erne. Til at starte med løste man udfordringen ved at flytte arbejdere fra landbruget, som blev stadig mere mekaniseret, til industrielle arbejdspladser, ligesom flere kvinder kom i arbejde. Men der var stadig brug for hænder på det danske arbejdsmarked. Det førte til, at politikere og erhvervsliv begyndte at efterspørge indvandring til at hjælpe med at løft arbejdsbyrden, og i 1967 kom de første såkaldte fremmedarbejdere eller gæstearbejdere, som man også kaldte denne nye type indvandrere, til Danmark for at tage arbejde i en periode. De kom primært fra Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien. I 1969 begyndte man at afvise arbejdssøgende udlændinge ved grænsen, fordi politikerne mente, at antallet af udlændinge, der søgte arbejde i Danmark var blevet for højt. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder).

I artiklen "Indvandringen 1960-73" på Historie-online (se kilder) kan man læse om, hvordan indvandrere fra 1970 skulle søge arbejdstilladelse i Danmark, før de forlod deres hjemland. For at få indrejse i Danmark skulle man kunne fremvise et tilbud om arbejde fra en dansk arbejdsgiver, som på sin side skulle dokumentere, at man forinden forgæves havde forsøgt at ansætte dansk arbejdskraft (se kilder).

Samtidig var indvandringen til Danmark de første år af 1970’erne præget af flygtningestrømme fra diktaturer i Spanien, Grækenland, Portugal og Latinamerika samt fra Afrika, hvorfra folk flygtede fra fattigdom. Efter Pinochets kup i Chile i 1973 kom der også mange chilenske flygtninge til Danmark, som ofte var meget politisk aktive og desuden for manges vedkommende havde været udsat for tortur. Det var en helt ny type flygtninge, man hermed skulle tage imod i Danmark.

Fra 1975 kom desuden vietnamesiske bådflygtninge til Danmark. De var flygtet efter Nordvietnams sejr over Sydvietnam ved Vietnamkrigens afslutning, og Danmark modtog i alt cirka 3.700 vietnamesiske flygtninge, hvoraf mange siden blev familiesammenført med forældre og andre nære familiemedlemmer. Fra slutningen af 1970’erne begyndte Danmark desuden at modtage såkaldte kvoteflygtninge efter aftale med FN, i første omgang 500 om året, senere i nogle tilfælde 1000 eller flere. Fra 1970’erne begyndte en udvikling, hvor flygtninge ikke længere primært kom fra Europa, men fra fjernere regioner og fra flere og flere forskellige lande. Det kan man læse i artiklen Indvandring på Dr.dk (se kilder) samt i bogen "Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004" (se kilder).

Arbejdsgiverne var stadig interesserede i udenlandsk arbejdskraft og argumenterede offentligt for de økonomiske fordele, der var forbundet med at lade indvandrere komme til landet for at arbejde.

Direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jens Fisker, skrev i kronikken "Velkommen Mustafa" i 1970: ”Gæstearbejdere er særlig velkomne. Først og fremmest fordi denne reserve intet koster os i modsætning til en reserve bestående af arbejdsløse eller husmødre. Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises. Byrden ved at holde en reserve falder herved på gæstearbejderen personligt eller hans hjemland. Gæstearbejderen bringer normalt hverken kone eller børn med. Det betyder, at vort erhvervsliv kan vokse hurtigere, idet der ikke kræves sekundære investeringer i børnehaver, skoler, boliger, og hvad der ellers følger af at have familier. Endelig er gæstearbejdere særligt velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ganske ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang – de har intet imod forskudt arbejdstid.” Kronikken kan læses på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Arbejdsløsheden begyndte dog at stige i starten af 1970’erne, og det ændrede stemningen. I 1973 blev regeringen med Socialdemokraterne i spidsen sammen med arbejdsmarkedets parter enige om at lave et øjeblikkeligt stop for indvandring af gæstearbejdere. Flygtninge havde fortsat adgang. Alligevel steg antallet af indvandrere fortsat de følgende år, fordi regler om familiesammenføring gav udlændinge ret til at få deres ægtefælle og børn under 18 år med til Danmark.

De sidste årtiers stadigt stigende antal indvandrere fik i 1977 Folketinget til at nedsætte det såkaldte Udlændingeudvalg, også kaldet "Fremmedudvalget". Udvalgets arbejde resulterede i den udlændingelov, der blev vedtaget i 1983, og som kun Fremskridtspartiet, stemte imod. Den nye udlændingelov gav blandt andet såkaldte "de facto"-flygtninge retskrav på opholdstilladelse. "De facto"-flygtninge er flygtninge, der ikke er anerkendt efter Genevekonventionen (FN’s konvention om Flygtninges retsstilling), men som bliver forfulgt i deres hjemland. Alle flygtninge fik nu ret til at blive i Danmark, mens deres asylansøgning blev behandlet, familiesammenføring blev et retskrav for alle udlændinge med asyl i Danmark, og gjaldt for forældre over 60 år, ægtefæller og børn under 18 år. Det gjorde den til en af Europas mest liberale udlændingelovgivninger, og debatten om den var heftig både før og efter vedtagelsen. Tilhængerne mente, at loven var med til at give Danmark den mest humanitære asylpolitik. Kritikerne mente, at den gjorde det alt for let at komme ind i landet. Debatten om indvandring, især asyl, har siden på mange måder handlet om, hvorvidt udlændingeloven burde gøres strammere og begrænse muligheden for at få ophold i Danmark, og loven er blevet strammet mange gange siden sin vedtagelse, bl.a. i 2002, hvor VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti strammede reglerne om familiesammenføring. Det kan man læse i artiklen "Indvandringen i Danmark efter 1945" på Danmarkshistorien.dk, udarbejdet af Aarhus Universitet (se kilder). Loven, debatten om den og dens konsekvenser behandles desuden i bogen "Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004" (se kilder).

Tamilsagen er den populære betegnelse for den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen og hans ministeriums håndtering af tamilske flygtninge i årene 1987-88 og de efterfølgende retslige konsekvenser. Ninn-Hansen beordrede uden om Folketinget og i strid med lovgivningen et stop for familiesammenføring for de tamilske flygtninge, der kom til Danmark fra Sri Lanka i 1985-89. Efter fredsslutningen mellem regeringen i Sri Lanka og oprørsgruppen De Tamilske Tigre i 1987 besluttede Erik Ninn-Hansen at nedprioritere eller standse sager om familiesammenføring af tamilske flygtninge – mod råd fra embedsmænd i justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge. Pres fra politikere og pressen, som løbende bragte afsløringer af ministeriets håndtering af familiesammenføringssagerne, førte til en undersøgelse foretaget at Højesteret. I januar 1993 konkluderede undersøgelsesdommerne, at Folketinget var blevet vildledt i sagen, og at statsminister Poul Schlüter havde kendt til stoppet for behandling af ansøgninger om familiesammenføring af tamiler, på trods af at han i et møde i Retsudvalget i 1988 havde benægtet sit kendskab til det. Afsløringen medførte, at den konservativt ledede regering måtte gå af, og at Erik Ninn-Hansen i 1995 som den første minister i nyere tid blev dømt ved en Rigsretssag. Det kan man læse i artiklen "Erik Ninn-Hansens værste sag: Det handlede tamilsagen om" på Tv2.dk (se kilder).

Krigen mellem Iran og Irak fra 1980 til 1989 sendte millioner på flugt, og en del af dem kom til Danmark. Også konflikten mellem Israel og Palæstina sendte flygtninge mod Danmark, og i 1991 rykkede 70 statsløse palæstinensere ind i Blågårds Kirke i København, hvor de blev i 154 dage. Det førte til massiv debat og til, at Folketinget i 1992 vedtog en særlov, der gav de fleste af dem opholdstilladelse.

Borgerkrigen i Jugoslavien fra 1992-1995 sendte omkring 750.000 personer på flugt til Vesteuropa, heriblandt Danmark, hvor Folketinget i 1992 vedtog den såkaldte "Jugoslaverlov". Den gav eks-jugoslavere tilladelse til at bo i Danmark i minimum seks måneder med mulighed for forlængelse. Man behandlede ikke ansøgninger om asyl, idet man håbede, at flygtningene efter kort tid ville kunne vende tilbage til deres oprindelsesland. Der var altså tale om en særlov, som brød med ideen om, at asylsøgere umiddelbart får behandlet deres sag. Da krigen ikke sluttede så hurtigt som forventet, vedtog man i 1995 en ny særlov, den såkaldte bosnierlov, som gav stort set alle eks-jugoslaverne opholdstilladelse i Danmark.

Fra slutningen af 1980’erne kom en del somaliske flygtninge til Danmark, efter at der var udbrudt borgerkrig i 1988. I starten af 2016 var der stadig 16.700 somaliere i Danmark, den største gruppe afrikanske flygtninge i Danmark. Ankomsten af de største flygtningegrupper og baggrunden herfor beskrives i bogen "Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004" (se kilder).

I 1990’erne voksede en stigende kritik af den førte udlændingepolitik frem. Kommuner som f.eks. Hvidovre afviste at tage imod flere flygtninge, og dannelsen af såkaldte ghettoer i blandt andet Gellerup ved Aarhus, Vollsmose i Odense og på Nørrebro i København blev genstand for kritik. Det fik i 1998 den daværende SR-regering til at vedtage en integrationslov, som blandt andet indførte såkaldt introduktionsydelse, der indebar, at flygtninge og indvandrere fik lavere sociale ydelser end danskere. En række humanitære organisationers massive kritik medførte, at de sociale ydelser igen i 2000 blev ligestillet. Da VK-regeringen kom til magten i 2001, gennemførte den med støtte fra Dansk Folkeparti en række stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet – første gang i 2002, hvor der blandt andet blev strammet op med hensyn til familiesammenføringer, heriblandt indførelsen af den såkaldte 24 års-regel.

Fordelingen af forskellige typer indvandring til Danmark har ændret sig markant i løbet af de seneste år. Hvor antallet af asylansøgere og familiesammenførte tidligere udgjorde størstedelen af indvandrerne i Danmark, udgør de nu en langt mindre gruppe, end de udlændinge, der får ophold for at arbejde eller studere. Det viser en analyse i tidsskriftet Arbejdsmarkedspolitisk Agenda, som man kan læse om i artiklen "Indvandringen har ændret sig" på Dr.dk (se kilder). Mens Udlændingestyrelsen i 2001 udstedte 3.724 opholdstilladelser til uddannelse, fik 6.212 studerende ophold i 2003, mens antallet af godkendte asylsager faldt fra 6.263 i 2001 til 2.447 i 2003, fremgår det blandt andet af den nævnte artikel. Her citeres integrationsminister Bertel Haarder også for, at tallene viser, at regeringens strammere udlændingepolitik har virket efter hensigten. Generaldirektør i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Udsholt kritiserer omvendt det faldende antal opholdstilladelser til asylansøgere.

”Det er et resultat af regeringens usolidariske holdning, når det handler om at tage ansvar for Europas flygtningeproblemer”, siger han i artiklen (se kilder).

I udgivelsen "Befolkningen i 150 år", udgivet af Danmarks Statistik (se kilder), kan man læse, at der fra 1966 til 1999 skete en ændring i sammensætningen af de lande, Danmark modtager indvandrere fra. I 1966 kom mere end to tredjedele af indvandringen fra nordiske lande eller andre EU-lande, mens kun 14 % kom fra lande uden for Europa og Nordamerika. I 1999 kom næsten en tredjedel af indvandringen fra lande uden for Europa og Nordamerika.

Med EU’s udvidelse den 1. maj 2004 blev en række østeuropæiske lande indlemmet i det europæiske fællesskab. I første omgang gjaldt det Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta, mens Rumænien og Bulgarien den 1. Januar 2007 fulgte trop. Med østudvidelsen blussede debatten om den potentielle tilstrømning af indvandring op. Det var forventeligt, at de nye EU-borgere fra lande med lave lønninger ville benytte sig af deres nyerhvervede ret til at søge arbejde i et af de gamle EU-lande, hvor lønningerne er højere. For at kunne holde kontrol med indvandringen af arbejdskraft fra østarbejdere, lavede Danmark, som de fleste andre gamle EU-lande, overgangsordninger. I Danmark blev overgangsordningen specificeret i den såkaldte "Østaftale", som blev indgået ved et bredt forlig i Folketinget i december 2003, forlænget i april 2006 og revideret i juni 2007. Østaftalen betyder primært, at arbejdstagere fra de nye EU-lande formelt skal have en opholds- og arbejdstilladelse, for at arbejde i Danmark. Som forventet betød østudvidelsen af EU, at et stigende antal østarbejdere kom til Danmark for at arbejde. Hvor der året før østudvidelsen, i år 2003 var registreret 9.273 østeuropæiske lønarbejdere i danske virksomheder med bopæl i Danmark, var der i 2007 registreret 18.131. De nye arbejdsmigranter kom særligt fra Polen og Baltikum, men også folk fra Rumænien og Bulgarien er stærkt repræsenteret i statistikken over østarbejdere, der typisk tager arbejde i servicebranchen og i bygge- og anlægsbranchen. Det fremgår af bogen "Det danske arbejdsmarked og EU-udvidelsen mod øst", udarbejdet af Rockwoolfondens forskningsenhed og udgivet på Gyldendal 2009, som beskriver de første års indvandring af østeuropæisk arbejdskraft efter EU’s udvidelse mod øst (se kilder). I 2014 rundede Danmark 90.000 østarbejdere, mens en større norsk rapport konkluderede, at EU’s østudvidelse har presset norske håndværkere, rengøringsansatte og andre faglærte såvel som ufaglærte i løn som følge af virksomheders stigende brug af østeuropæisk arbejdskraft. Det kan man læse i artiklen "Forskning: øst-arbejdere presser lønnen ned" i Fagbladet 3F.

”Indvandringen fra Østeuropa har øget konkurrencen for ufaglærte og faglærte. Og det har presset deres løn. Indvandringen har alt andet lige reduceret lønnen med 20 procent siden 2004 for byggeriet og servicefagene”, siger Roger Bjørnstad, der er leder af Center for Løndannelse og hovedforfatter til rapporten, som vurderer, at tendensen er den samme i Danmark, fordi de skandinaviske arbejdsmarkeder er ens (se kilder).

Hvordan har indvandringen udviklet sig de seneste fem år?

I 2015 fik i alt 84.693 personer opholdstilladelse i Danmark fordelt på følgende kategorier:

• Asyl: 10.849
• Familiesammenføring, herunder ægtefæller: 12.138
• Erhverv: 11.682
• Studie: 12.658
• EU/EØS (lønarbejde, studie mv. mellem EU-lande): 37.366

Der er de seneste år sket en markant stigning i antallet af både ansøgninger om og tilladelser til familiesammenføringer. Hvor der i 2011 blev givet 2.902 tilladelser til familiesammenføring, blev der i 2015 givet 11.645 tilladelser. Størstedelen af de familiesammenførte kom i 2015 fra Syrien (2.047). Herefter er Thailand (350), Filippinerne (303), Tyrkiet (203), USA (166) og Kina (113) blandt de lande, hvorfra flest bliver familiesammenført. Det fremgår af opgørelsen "Tal på udlændingeområdet pr. 31. maj 2016", udarbejdet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet (se kilder).

Begrebet anvendes om mennesker – som af forskellige årsager – flytter dvs. "migrerer" fra et land til et andet. Danmarks Statistiks opgørelser over udvandrede omfatter personer, der rejser til udlandet og opgiver deres bopæl her i landet. Desuden medregnes flytninger fra Danmark til Færøerne og Grønland, fremgår det af Danmarks Statistiks hjemmeside (se kilder).

I takt med at stadigt flere udvandrede i slutningen af 1800-tallet, opstod en hel lille industri af rejseagenter, som tog sig betalt for at hjælpe udvandrerne med at rejse mod deres drømmedestinationer. Efter en række skandalesager, hvor godtroende udvandrere blev franarret penge af danske rejseagenter, som ikke overholdt deres løfte om rejsemål og forhold på rejsen, vedtog Den Danske Rigsdag den 1. maj 1868 en udvandrelov, som indebar striks kontrol. Fra nu af skulle Københavns politidirektør godkende og kontrollere alle udvandringsagenter i Danmark og autorisere alle danske oversøiske billetudstedelser, både for rejser direkte fra København til USA og indirekte via en anden europæisk havn. For kontrollens skyld blev oplysningerne fra billetterne kopieret i en række politiprotokoller. Det fremgår af Det Danske Udvandrearkivs hjemmeside (se kilder).

Udvandringen fra Danmark tog for alvor fart i 1860'erne. Ny lovgivning i USA gjorde det muligt at købe jord til en overkommelig pris, og fra 1860 og frem til 1. Verdenskrig udvandrede cirka 300.000 personer fra Danmark til oversøiske lande. Fra 1869 findes udvandringskontrakter for 4.359 personer, og i de følgende ti år svingede antallet af oversøiske udvandrere fra ca. 2.000 til 7.000 pr. år. I 1880'erne steg antallet af udvandrere for at toppe i 1882, hvor næsten 12.000 udvandrede, mens der i begyndelsen af 1890'erne var flere end 10.000 oversøiske udvandrere hvert år. Herefter blev udvandringstallene igen svingende, men nåede ikke igen op på niveauet fra 1882. Sammenlignet med Amerikaudvandringen fra de andre nordiske lande var den danske udvandring beskeden. Kun ca. 15% af udvandringen fra Skandinavien kom fra Danmark, ifølge udgivelsen "Befolkningen gennem 150 år" fra Danmarks Statistik (se kilder), fordi de økonomiske forhold i Danmark generelt var bedre end i resten af Norden.

Antallet af fastboende danskfødte i fremmede verdensdele kulminerede omkring 1910 med ca. 250.000, hvoraf 210.000 boede i USA og yderligere 40.000 i Canada, Sydamerika, Sydafrika, Australien og New Zealand. Det fremgår af oversigtsrapporten "Kilderne på nettet til udvandringen fra Danmark" (se kilder).

Den altovervejende del af den oversøiske udvandring fra Danmark i årene 1869-1934 gik til USA. Danskernes søgen mod vest var en del af en større europæisk udvandringsbølge. 5,6 millioner europæere udvandrede mellem 1850-1938 fra Europa via Hamburg til USA. Det kan man læse i artiklen "Dengang Hamburg var drømmenes havn og Amerika var målet" på netavisen Sameksistens.dk (se kilder). I midten af 1920'erne indførtes kvoter for indvandringen til USA, og en stigende del af udvandringen gik herefter til Canada. I slutningen af 1920'erne var udvandringen til Canada større end til USA.

Også Argentina blev mål for mange danskere, der udvandrede fra midten af 1800-tallet og frem til 2. Verdenskrig. Omkring 13.000 danskere udvandrede til landområdet omkring Buenos Aires, hvor de skabte deres eget samfund med danske skoler, møller, slagter, læge og sejlforening. I dag har over 40.000 argentinere danske aner. Det kan man læse i artiklen "En sejlivet dansk koloni" i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Årsagerne til, at folk valgte at udvandre, var mange og forskellige, men fælles for udvandrerne var håbet om en bedre fremtid. Mange rejste for at lægge arbejdsløshed, undertrykkelse, politiske konflikter, økonomisk krise og dårlig høst bag sig. Som det beskrives i artiklen "Dengang Hamburg var drømmenes havn og Amerika var målet" (se kilder) var ”ønsket om et liv i demokrati og velstand, kærlighed, falske drømme om livet i andre verdensdele, ofte kombineret med eventyrlyst og initiativrigdom”. Artiklen beskriver, hvordan Hamburg i 1800-tallet og det tidlige 1900-tal blev kendt som "Drømmenes havn", fordi mange europæere herfra stævnede ud med kurs mod, hvad de håbede ville blive et bedre liv på flugt fra fattigdom, politisk undertrykkelse og religiøs forfølgelse.

Kendetegnende for de store emigrationsbølger fra Europa fra sidste halvdel af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet var, at udvandring især skete i perioder, hvor store dele af landbefolkningen havde vanskeligt ved at skabe en tilfredsstillende tilværelse, og hvor samfundet var præget af lavkonjunktur. Kombineret med udviklingen af transportmidler, f.eks. store dampskibe, der kunne fragte passagerer over Atlanten til priser, som var til at betale, blev det en attraktiv mulighed for at rejse ud i verden i håb om at søge et bedre liv der. Det kan man læse i udgivelsen "Befolkningen i 150 år" (se kilder).

I 1950’erne udvandrede 50.000 danskere til Canada. I dag menes op imod 170.000 canadiere at have danske rødder. Ifølge artiklen "Dansk udvandring til Canada" på Folkekirkens Mellemkirkelige Råds hjemmeside (se kilder) angiver 33.795 canadiere at have både en dansk far og mor. I artiklen kan man læse, at danskerne, der i 1950’erne søgte til Canada, primært gjorde det på grund af vanskelige økonomiske vilkår i Danmark. I Canada var det derimod let at få arbejde som eksempelvis gartner, landmand og sygeplejerske (se kilder).

Først fra 1980 har Danmarks Statistik opgørelser over antallet af danskere, der er udvandret. I 1980’erne udvandrede i alt 293.271 danskere ifølge Danmarks Statistik. De mest populære destinationer var dengang Grønland (33.583), Norge (32.680), USA (28.119), Storbritannien (26.168) og Sverige (23.295). Der var altså primært tale om udvandring til andre vestlige lande. Denne tendens gentog sig i 1990’erne, hvor omkring 60.000 flere end årtiet før udvandrede – i alt 355.996. Flest rejste til Storbritannien (38.765), USA (35.914), Tyskland (30.011), Norge (25.195) og Sverige (21.909). Op gennem 00’erne steg antallet af udvandringer yderligere, idet knap 100.000 flere end årtiet før udvandrede. Af de 454.883 danskere, der i dette årti udvandrede rejste flest til Sverige (49.091), Storbritannien (38.305), USA (34.233), Tyskland (28.665) og Norge (29.845). Det fremgår af Danmarks Statistik (se kilder).

Danmarks medlemskab af EU og de åbne grænser inden for EU/EØS-området gav i 1990’erne stigende migrationsstrømme til og fra medlemslandene. 49% af udvandringerne fra Danmark har et af disse lande som mål, fremgår det af udgivelsen "Befolkningen i 150 år" fra Danmarks Statistik (se kilder). Her kan man også læse, at der er en stigende tendens til, at danske udvandrere vender tilbage inden ti år, og at cirka en tredjedel vender tilbage inden for ét år – en konsekvens af, at det bliver stadigt mere almindeligt at rejse ud og studere eller arbejde i udlandet for en kortere periode, og udvandringen sker typisk til andre vestlige lande. Ifølge Danmarks Statistik udvandrede i alt 56.340 danskere således til udlandet i 2015, og af dem rejste flest til USA (5.256), Tyskland (4.037), Storbritannien (3.582), Sverige (3.173) og Norge (3.111).