Tørklædedebatten

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2011
Asmaas første byrådsmøde. Den omstridte fynske politiker Asmaa Abdol Hamid på vej til byrådsmøde i Odense. Foto: Birgitte Carol Heiberg/POLFOTO
Asmaas første byrådsmøde. Den omstridte fynske politiker
Asmaa Abdol Hamid på vej til byrådsmøde i Odense.
Foto: Carol Heiberg/POLFOTO

Skal muslimske kvinder have lov at bære tørklæde, når de arbejder som kassedamer, dagplejemødre eller dommere? Skal muslimske piger i folkeskolen have lov at dække sig til? Er kvinder, der bærer tørklæde, dårligt integrerede? Eller er det tværtimod et tegn på vellykket integration, at tørklædeklædte kvinder færdes i alle dele af det offentlige rum? Udgør burkaer et sikkerhedsproblem? Spørgsmål som disse er en del af den ofte meget følelsesladede debat om muslimske kvinders tørklæde - og andre former for tildækning og tilsløring. Debatten er præget af meget forskellige syn på islam, på religionens rolle i samfundet og på sammenhængen mellem påklædning, kønsroller og politisk ideologi. Den dukker op med jævne mellemrum - som regel med udgangspunkt i konkrete sager eller lovforslag.. Også i lande som Tyskland, Sverige, Frankrig, Tyrkiet og Storbritannien diskuteres muslimske kvinders brug af tørklæde, men med andre udgangspunkter end i Danmark, fordi reglerne omkring religiøse symboler i det offentlige rum og forholdet mellem religion og politik varierer fra land til land.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Tørklædedebatten

Hvad handler den generelle tørklædedebat om?

Den generelle debat om brugen af tørklæder handler dels om praktiske problemer og dels om hvilke signaler, beklædningen udsender. Praktiske problemer kan opstå i skolen, når muslimske piger ønsker at have tørklæde på i gymnastik- og svømmeundervisningen. Det kan også volde problemer på arbejdsmarkedet, hvis kvinder ønsker at bære tørklæde ved maskiner, hvor tørklædet kan komme i klemme. Desuden mener nogle arbejdsgivere, at det kan være et problem for deres økonomi, hvis virksomhedens kunder ikke bryder sig om tørklædeklædte medarbejdere og derfor vælger at handle andre steder.

En anden del af debatten handler om, hvorvidt kvinder, der bærer tørklæde, gør det, fordi de bliver tvunget til det af deres mænd eller af religiøse overhoveder. Det diskuteres også, hvorvidt tørklædet skal ses som et tegn på støtte til et samfund, hvor politik og religion blandes, eller som et udtryk for, at kvinden, der bærer det, har antidemokratiske holdninger. Ligeledes diskuteres det, om tørklædet i sig selv signalerer et undertrykkende syn på kvinden eller en negativ holdning til ikke-muslimer. Desuden inddrages også en diskussion af, hvorvidt det er forældres opgave at tvinge eller opfordre deres døtre til at bære tørklæde. 

Hvilke religiøse grunde kan der være til at bære tørklæde?

Nogle muslimske kvinder mener, at det er en religiøs pligt eller i hvert fald anbefalet i Koranen, muslimernes hellige bog, at bære tørklæde. Ofte forklarer de den religiøse anbefaling med, at håret er en del af kvindens skønhed, som hun ikke bør dele med hvem som helst, men reservere til sin ægtefælle. Den 18-årige kvinde, der vandt den såkaldte Miss Tørklæde-konkurrence på DR i 2008 (se nedenfor), udtalte i forbindelse med konkurrencen: ”Kvinden er som en diamant, og en diamant viser man ikke bare frem til alle”. De går altså med tørklæde, fordi de ønsker at leve op til religionens forskrifter. Andre opfatter det som en vigtig del af deres identitet som muslimer. Det gælder blandt andet en del unge kvinder, hvis forældre ikke går så meget op i islam, som de selv gør.

Hvilke politiske grund kan der være til at bære tørklæde?

Nogle ønsker at udsende et signal om, at de går ind for sharia, dvs. islamisk lov, mens andre forsøger at udvise loyalitet for muslimer, der lider undertrykkelse - for eksempel palæstinensere. Endnu andre bruger tørklædet som et oprør mod det, de opfatter som samfundets fjendtlighed over for muslimer og islam. Tørklædet kan også være en protest mod kvinden som sexsymbol. Beklædningen kan ses som en frigørelse, da kvinden er fri for at tiltrække sig mænds opmærksomhed med sit udseende. Dette argument har blandt andre Enhedslistens suppleant til Folketinget Asmaa Abdol-Hamid brugt til at forklare, at hun går med tørklæde.  

Hvilke identitetsmæssige grunde kan der være til at bære tørklæde?

Nogle ønsker at signalere dydighed, dvs. at de ikke flirter eller dyrker sex med forskellige mænd. Andre bærer tørklæde, fordi det er en tradition i deres familie. De føler det naturligt, men tænker måske ikke så meget over, hvad det mere præcist betyder at dække sit hår til. Andre går med tørklæde, fordi de synes, at det er pænt og feminint. Andre igen vil gerne signalere, at de tilhører en gruppe af religiøst bevidste muslimer. Der findes desuden forskellige typer af tørklæder og forskellige måder at binde det på, og ens valg af tørklæde og måden, man binder det på, kan signalere tilhørsforhold til en bestemt religiøs eller etnisk gruppering.   

Hvilke sikkerhedsmæssige grund kan der være til at bære tørklæde?

Nogle bærer tørklæde, fordi de mener, at det gør dem mere frie. De kan bevæge sig mere frit, fordi de føler, at tørklædet beskytter dem mod mænds blikke, og at de bliver bedømt på deres intelligens og ikke på deres udseende. I Frankrig er der desuden eksempler på, at unge kvinder fra indvandrerfamilier går med tørklæde for at beskytte sig mod voldtægter og chikane i forstadsghettoerne.  

Hvilke praktiske grunde kan der være til at bære tørklæde?

Nogle muslimske kvinder fremhæver, at tørklædet er en praktisk foranstaltning, der beskytter deres hår mod støv og snavs. Denne grund er dog nok mere udbredt i muslimsk dominerede lande, hvor det at bruge tørklæde er almindeligt udbredt, end det er i for eksempel Danmark, hvor især yngre muslimske kvinder ofte forklarer, at deres beslutning om at gå med tørklæde er et meget bevidst valg foretaget efter længere overvejelser af både teologisk, identitetsmæssig, politisk og social karakter. Den hygiejnemæssige fordel ved at bære tørklæde fremhæves både af sundhedspersonale og ansatte på fabrikker, hvor der forarbejdes fødevarer, ligesom det nævnes i kultursociolog Birgitte Rahbeks kronik ”Et slør, flere slør”, trykt i Politiken 1. juli 2008 (se kilder). 

Hvordan kan et tørklæde symbolisere tvang, undertrykkelse og seksualisering?

Nogle kvinder og piger bliver af deres mænd eller forældre tvunget til at bære tørklæde eller føler sig presset, fordi deres familie eller omgangskreds mener, at man skal bære tørklæde for at være ’en god pige’, ’en dydig kvinde’ eller ’en ordentlig muslim’. Den iranskfødte forfatter Chahdortt Djavann beskriver i bogen ”Kast sløret!” tørklædet som et kvindeundertrykkende symbol, der gør selv små piger til seksualobjekter, ligesom hun hævder, at ”hele den mandlige kønskonstruktion i islam hviler på kvindens blufærdighed og skam.”

I en kronik i Politiken 31. maj 2006 (se kilder) drager filminstruktør Pernille Rübner-Petersen en parallel mellem bh’er og tørklæder, idet hun hævder, at begge beklædningsgenstande er udtryk for ”en grundlæggende sexobjektgørelse gennem en bestemt dresscode,” og at tørklædet ligesom bh’en som funktion synes ”at gøre hende anstændig samtidig med, bag om denne påførte anstændighed, at definere hende som seksualobjekt.”

SF’s formand Villy Søvndal sagde desuden i sin grundlovstale i juni 2008: ”Tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige.” Talen refereres i artiklen ”Søvndal angriber tørklædet” i Politiken 4. juni 2008 (se kilder). 

Bliver kvinder tvunget til at bære tørklæde?

Flertallet af muslimske mænd i Danmark tillægger det dog ikke ret stor betydning, om deres hustruer bærer tørklæde. Det viste interviewundersøgelsen ”IntegrationsStatus”, der omhandler integration i Danmark 2007 (se kilder). I undersøgelsen svarer 66 % af mændene, at det ikke eller slet ikke er vigtigt for dem, at deres kone bærer tørklæde, mens 29 % svarer, at det er meget vigtigt eller vigtigt. Blandt de interviewede svarer 22 % af mændene og 29 % af kvinderne, at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem, at deres datter bærer tørklæde. 

Også en undersøgelse foretaget blandt muslimske kvinder med tyrkisk baggrund i Tyskland viser, at et flertal af de tørklædebærende kvinder har taget det på af egen fri vilje. Dog svarer 40 % af kvinderne i den tyske undersøgelse, at pres fra deres mor også har haft indflydelse på deres beslutning om at gå med tørklæde. Undersøgelsen blev foretaget af Konrad Adenauer-stiftelsen og refereres i rapporten ”Das Kopftuch - Entschleierung eines Symbols?” (se kilder).

Ligeledes fremgår det af den såkaldte ’burka-rapport’ fra Københavns Universitet (se kilder), at de få kvinder i Danmark, der bærer burka eller anden form for heldækkende beklædning ifølge en række interviews med kvinderne selv, har valgt en så konsekvent form for tildækning, fordi de ønsker at efterligne profeten Muhammeds hustruer og udføre gode gerninger, som giver belønning i det hinsides samt for at undgå at blive betragtet som sexobjekter. Flere af kvinderne fremhævede, at de havde valgt at bære burka, selv om deres ægtefælle eller øvrige familie var imod det, og selv om det gav dem problemer, bl.a. i form af manglende adgang til uddannelsesinstitutioner samt oplevelser af chikane i det offentlige rum.  

Hvad siger Koranen om at bære tørklæde?

Der er kun få vers i Koranen - muslimernes hellige bog - der direkte omhandler kvindens klædedragt. Disse vers er blevet fortolket som religiøse begrundelser for, at muslimske kvinder skal gå med tørklæde. De mest kendte vers er sura 24, vers 31 i den nye danske oversættelse af Koranen (se kilder). Her står der: ”Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring. De må kun fremvise deres pryd for deres ægtemænd, deres fædre og deres svigerfædre, deres sønner og deres ægtemænds sønner, deres brødre og deres brødres og søstres sønner, deres kvinder, deres slavinder, deres mandlige tjenere uden kønsdrift og børn, der intet ved om kvinders private kropsdele. De må ikke stampe med fødderne, så man få nys om den pryd, som de holder skjult. Omvend jer alle til Gud, I troende! Måske vil det gå jer godt!”

Desuden henvises til der ofte til sura 33, vers 59: ”Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet. Gud er tilgivende og barmhjertig.” 

Hvad siger andre islamiske skrifter om at bære tørklæde?

I nogle af fortællingerne om profeten Muhammed er der anvisninger om kvindens klædedragt. Det gælder blandt andet denne beretning, der er gengivet i artiklen ”Er hovedtørklædet påbudt i Islam?” på hjemmesiden www.islam.dk (se kilder): ”Asma, Abu Bakr’s datter, kom til Guds budbringer i nogle tynde klæder. Guds budbringer vendte sit blik fra hende og sagde: O Asma, når en pige er i menstruationsalderen, er det ikke passende for hende at vise sin krop, bortset fra det og det. Han pegede på ansigtet og hænderne.”

De fleste muslimer mener, at disse beretninger skal læses som en forklaring eller uddybning af Koranens forskrifter, men der er ikke enighed om, hvilke af beretningerne, der er troværdige. 

Hvordan tolker muslimer disse tekster?

Det er meget forskelligt, hvordan muslimer tolker Koranen og beretningerne om profeten Muhammed. Mange muslimer mener, at kvinder bør dække deres hår. Andre mener, at de bør dække hele deres krop, andre igen er af den overbevisning, at de også bør dække ansigtet. Men der er også muslimer, der mener, at kvinder blot skal gå tækkeligt klædt, hvilket ikke behøver at betyde, at de skal dække håret. Denne holdning giver den danske konvertit Aminah Tønnsen Echammari udtryk for i bogen ”Islam i europæisk klædedragt” (se kilder).

I de fleste muslimske lande er der ingen regler, der kræver, at kvinder skal gå med tørklæde. Men i blandt andet Iran og Saudi-Arabien er der meget strenge regler for, hvordan kvinder skal gå klædt. Nogle af de forskellige tolkninger af kvindens rolle i islam og af kravet om tildækning gennemgås i bogen ”Muslim” (se kilder).

Blandt muslimske kvinder i Danmark er det ifølge interviewundersøgelsen ”IntegrationsStatus” foretaget i 2007 (se kilder) især kvinder fra Libanon, Palæstina, Somalia og Irak, der bærer tørklæde. Af alle de adspurgte muslimske kvinder i undersøgelsen svarer 42 %, at det er meget vigtigt eller vigtigt for dem at bære tørklæde, mens 48 % svarer, at det ikke eller slet ikke er vigtigt for dem.

Danske og internationale regler om tørklæder

Hvilke danske regler er der om at bære tørklæde?

Der findes ingen love, der specifikt handler om tørklæder. På arbejdsmarkedet generelt er ingen regler om tørklæder, men der er forbud mod at diskriminere på baggrund af religiøse tilhørsforhold, hvilket fremgår af ”Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet” (se kilder).

På offentlige arbejdspladser er det generelt op til de enkelte institutioner at tage stilling til konkrete sager om påklædning. Der er for eksempel ingen nationale regler om, hvordan elever og lærere skal være klædt i folkeskolen, gymnasiet eller andre skoler. Det er op til den enkelte skoles ledelse. Hidtil har ingen danske skoler forbudt elever at gå med tørklæde. Men hvis ledelsen beslutter, at en elev skal klæde sig anderledes, og denne nægter, kan han eller hun straffes med eftersidning, udelukkelse fra undervisningen i op til en uge og overflytning til en anden klasse eller skole. Det fremgår af ”Bekendtgørelse om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen” (se kilder).

I maj 2009 blev der vedtaget en ændring af Retsplejeloven (Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Dommeres fremtræden i retsmøder)) (se kilder), som betyder, at det nu er forbudt for juridiske dommere at bære religiøse eller politiske symboler i retten. Nævninge og domsmænd er dog ikke underlagt denne regel, og der har været flere eksempler på, at der blandt lægdommere i retssager ved landsretterne har været muslimske kvinder, der bærer tørklæde.  Debatten om tørklæder i danske retssale analyseres i radioindslaget ”Tørklædedebatten fortsætter i Danmark og udlandet” i Orientering på P1 den 6. juni 2008 (se kilder).

Regeringen har meldt ud, at den ikke ønsker at indføre et generelt forbud mod tørklæder på offentlige arbejdspladser. Forsvarsministeren har dog slået fast, at det ikke er tilladt at bære tørklæde - eller turban og nissehue - som en del af uniformen i det danske forsvar, ligesom det heller ikke er tilladt at bære tørklæde som tjenestegørende i politiet.   

Hvad siger Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om at bære tørklæde?

Der står intet om tørklæder i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men opfatter man det at bære tørklæde som religiøst betinget, er det relevant at kigge på konventionen artikel 9 (se kilder). Her står der:

”Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.”

”Stk. 2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædelighed eller for at beskytte andres ret og frihed.” 

Hvordan skal Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tolkes i forhold til tørklæder?

Den kan umiddelbart opfattes som om, muslimske kvinder har ret til at bære tørklæde, hvis de gør det af religiøse årsager, men man skal lægge mærke til, at der i stk. 2 står, at ens frihed til at udøve sin religion kan begrænses for at ”beskytte andres ret og frihed”. Flere sager ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg viser, at dette er en vigtig begrænsning. Den svenske uddannelsesstyrelse, Skolverket, valgte at lægge vægt på denne begrænsning i religionsfriheden, da de i 2003 vurderede, at skoler har ret til at forbyde elever at bære hovedklæde, der forhindrer lærerne i at se deres ansigtsudtryk.  

Hvad siger FN’s konvention om bekæmpelse af diskrimination mod kvinder?

Nogle mener, at Danmark er forpligtet til at lovgive imod tørklæder, fordi vi har underskrevet ”FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder” (se kilder), hvor der i artikel 5 blandt andet står:

”De deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler:

for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller.”

Tørklædet bliver af nogle anset som et udtryk for en kulturel overbevisning om, at kvinder er mindre værd end mænd, og de mener derfor, at stater, der har underskrevet FN’s kvindekonvention aktivt skal bekæmpe muslimske kvinders brug af tørklæde. En del muslimske kvinder vil derimod hævde, at ikke-muslimske kvinder gennem deres påklædning reduceres til seksualobjekter, der kun er noget værd i kraft af sin krop. 

Hvad siger FN’s konvention om barnets rettigheder?

I forhold til diskussionen om, hvorvidt forældre skal have lov at bestemme, om deres datter skal bære tørklæde, kan det være relevant at inddrage ”FN’s konvention om barnets rettigheder* (se kilder), hvor der i artikel 14 står:

”1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed.

2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret.

3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden, eller andre menneskers rettigheder og friheder.”

Alt efter, hvordan man tolker denne artikel, kan man argumentere for, at barnets forældre ikke bør indlemme det i islam ved at give det tørklæde på. Det vil dog være svært at undgå, at man med en sådan læsning af artiklen ikke også rammer al anden form for religiøs påvirkning af børn fra forældrenes side.

Tørklædesager i Danmark

Hvilke tørklædesager har der været i Danmark?

Der har været en række tørklædesager, både på arbejdsmarkedet og i skolen, og en del af dem har været omtalt i medierne. Andre har ikke fået offentlig opmærksomhed, fordi nogle af de kvinder, som føler sig diskrimineret på grund af deres tørklæde, vælger at gå stille med det. Det er ifølge artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen den 24. oktober 2003 (se kilder) meget almindeligt, at der bliver indgået forlig mellem unge muslimske kvinder og arbejdsgivere, der har nægtet at ansætte dem eller har fyret dem, fordi de insisterer på at bære tørklæde i arbejdstiden. Forligene indgås blandt andet, fordi kvinderne ikke orker en lang retssag med stor mediebevågenhed, og fordi virksomhederne ønsker at undgå at blive fremstillet som fremmedfjendske i medierne. Andre vælger at gå til medierne  og/eller at føre sag ved domstolene, og det medfører som regel en del offentlig debat. Også flere sager, hvor kvinderne ikke selv har taget initiativ til en offentlig debat eller en retssag, har været genstand for omfattende offentlig debat.

Nogle af de mest omdiskuterede sager beskrives herunder. 

Hvad handlede sagen fra Dalum om?

1997: To lærere på folkeskolen Dalumskolen i Odense nægtede at undervise en somalisk pige, der bar tørklæde, fordi de mente, at tørklædet havde en undertrykkende funktion. De mente, at de ved at undervise pigen vil være med til at legitimere undertrykkelse af kvinder og børn, og at det derfor ville stride imod deres samvittighed at undervise den somaliske pige. Lærerne blev afskediget. Sagen beskrives i artiklen ”Tørklædet - skønhedens beskytter” i Folkeskolen, nr. 44/1997 (se kilder). 

Hvad handlede sagen fra Magasin om?

2000: Magasin du Nord blev i Østre Landsret dømt til at betale 10.000 kroner i erstatning til en erhvervspraktikant, der i 1998 blev afvist på grund af sit tørklæde. Landsretten vurderede, at stormagasinet overtrådte loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. En del firmaer har med henvisning til denne dom efterfølgende valgt at tillade kvinder at bære tørklæde på arbejdspladsen. Den pågældende praktikant, Maria Mawla var involveret i endnu en tørklædesag i 2010, som beskrives nedenfor (’Hvad handlede sagen i Hjemmeværnet om?’). 

Hvad handlede sagen mod FDB om?

2001: Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC) anlagde sag mod FDB, efter at en kvinde i forbindelse med jobsøgning to gange havde fået besked om, at SuperBrugsen ikke ville ansætte kvinder med tørklæde. FDB, der nu hedder Coop Danmark, besluttede at tillade tørklæder, og sagen blev opgivet. 

Hvad handlede sagen mod Føtex om?

2003: I december faldt der dom i en sag ved Østre Landsret, hvor en 25-årig kvinde havde sagsøgt Dansk Supermarked A/S, fordi hun i 2001 blev fyret fra sit job som salgsassistent i et bageri i Føtex på Frederiksberg. Fyringen skete, da kvinden meddelte sin arbejdsgiver, at hun ville begynde at bære tørklæde i arbejdstiden. HK Handel førte sagen for hende og håbede, at sagen ville slå fast, at det aldrig er tilladt at fyre eller afvise en muslimsk kvinde, alene fordi hun bærer tørklæde. Dansk Supermarked, der ejer Føtex, mente derimod, at det er tilladt at have et beklædningsreglement, der forbyder ansatte at bære religiøse, kulturelle eller politiske symboler, når de er i direkte kontakt med kunder. Et sådan reglement var indført, da kvinden blev ansat. De tre dommere frifandt enstemmigt Dansk Supermarked. De påpegede blandt andet, at detailkæden på landsplan har 7 % ansatte med etnisk minoritetsbaggrund, og at der i den Føtex-afdeling, hvor kvinden var ansat, var 18 % med etnisk minoritetsbaggrund. Derfor kan man ikke sige, at Dansk Supermarked har overtrådt loven om forskelsbehandling, mente dommerne. Jurist Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racediskrimination mente  derimod, at dommen var forkert, fordi sagen handlede om religiøs diskrimination, ikke om diskrimination på baggrund af etnisk tilhørsforhold. HK ankede sagen til Højesteret, som i januar 2005 stadfæstede Byrettens afgørelse. Sagen beskrives i artiklen ”Tørklædedom udløser kritik” i Kristeligt Dagblad den 19. december 2003 (se kilder). 

Hvad handlede sagen om tørklæder i Folketinget om?

Sagen om tørklæder i Folketinget opstod, efter at Enhedslistens kandidat Asmaa Abdol-Hamid til Folketingsvalget i november 2007 udtalte, at hun, hvis hun blev valgt ind, ville insistere på at bære tørklæde i Folketinget. Hun blev ikke valgt ind, men blev suppleant. Det fik medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Espersen til at kræve, at Folketingets præsidium skulle tage stilling til, om det er tilladt at bære tørklæde på Folketingets talerstol. Desuden udtalte Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Søren Krarup, at tørklædet som symbol kunne sammenlignes med nazisternes hagekors, og et andet af partiets folketingsmedlemmer, Mogens Camre, udtalte: ”Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament. Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder.”  Folketingets præsidium besluttede i april 2008, at det er tilladt for medlemmer af Folketinget, der bærer tørklæder, at bære det på talerstolen. Klædedragter, som slører vedkommendes identitet, for eksempel burka, eller provokerende beklædningsgenstande som klaphatte og nissehuer er til gengæld ikke tilladt.

Asmaa Abdol-Hamid valgte siden at trække sig som folketingskandidat og blev i stedet byrådskandidat i Odense. I april 2009 blev hun som førstesuppleant indkaldt til et byrådsmøde og blev dermed den første muslimske kvinde med tørklæde i en folkevalgt politisk forsamling i Danmark.

I februar 2009 trådte en muslimsk kvinde med tørklæde for første gang op på talerstolen i Folketinget. Det var den 15årige Faduma Ali Jama med somalisk baggrund, som var på besøg på Christiansborg for at deltage i en ungdomsparlamentsdag sammen med sin klasse. Hun stod på talerstolen i ganske få sekunder for at stille et spørgsmål til de folkevalgte.  

Hvad handlede sagen om dagplejemoren i Odense om?

I foråret 2007 medførte en sag om en dagplejer i Odense landsdækkende politisk debat. Sagen drejede sig om en muslimsk kvinde, der havde søgt Odense Kommune om godkendelse til at fungere som dagplejemor. Hun ønskede at bære burka, mens hun passede børnene. Kommunen havde givet v tilladelsen, hvilket forargede flere byrådsmedlemmer, der var imod, at kommunen gav tilskud til en dagplejemor, der bar burka. Efterfølgende meddelte både Odense, København, Aarhus og Frederiksberg kommuner, at de fremover ville tage kontanthjælpen fra kvinder med burka, hvis kvinderne nægter at tage den af i forbindelse med aktivering eller arbejde, og i Aarhus var flere kvinder i kommunale jobfunktioner blevet fyret fra funktioner, der vurderedes ikke at være foreneligt med at bære burka, fordi de nægtede at ændre påklædning. Daværende familieminister Carina Christensen afviste at lovgive på området, men opfordrede til, at kommunerne i deres afgørelser lagde vægt på, om dagplejerne kunne løse opgaven pædagogisk forsvarligt. 

Hvad handlede sagen om Zenab el-Khatib om?

Sagen handlede om en 15-årig muslimsk pige, der blev udtaget til det danske fodboldlandshold for piger under 16 år. Zenab bar tørklæde, og Dansk Boldspil-Union (DBU) valgte at give dispensation fra sine generelle regler mod hovedbeklædning på banen. DBU tillod, at Zenab kunne spille med et specialdesignet tørklæde, der dækkede håret, men ikke gik ned om halsen og derfor ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko. Efterfølgende klagede Dansk Folkeparti til DBU over, at forbundet gav muslimer lov at bære tørklæde, men ikke tillod kristne at bære kors. Til det svarede forbundets generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, at tørklædet ikke er et religiøst symbol, men en hovedbeklædning, som kan sammenlignes med andre spilleres hårbånd eller charmeklude, som de får lov at bære, så længe dommeren vurderer, at det ikke er farligt. DBU henviste desuden til, at forbundet følger de internationale retningslinjer fra FIFA og UEFA, som tillader piger og kvinder at spille med tørklæde, blot de er neutrale. Spillerne må nemlig ikke bære religiøse eller politiske budskaber under kampene, så vurderer dommeren, at et tørklæde funger som religiøst symbol, må spillerne ikke bære det på banen. For eksempel udelukkede FIFA det iranske pigelandshold fra ungdoms-OL i Singapore i 2010, fordi forbundet vurderede, at tørklæderne til deres spillerdragt sendte religiøse signaler. 

I flere andre sportsgrene er det for nylig blevet tilladt at deltage i konkurrencer iført tørklæde, så længe det ikke udgør en sikkerhedsrisiko. Det internationale taekwondoforbund, WTF, vedtog i 2009 at gøre en forsøgsordning med at tillade tørklæder ved internationale stævner, til en permanent ordning, hvilket betød, at det ved VM i taekwondo i december 2009, der blev afholdt i Danmark, var tilladt at børe muslimsk tørklæde. Dansk Taekwondo Forbund var glade for beslutningen og håbede, at den nye regel vil tiltrække endnu flere udøvere til sporten.  

Hvad handlede sagen om tørklæder i retssale om?

I maj 2008 besluttede regeringen at vedtage et forbud mod, at dommere i danske retssale bærer religiøse eller politiske symboler. Argumentationen for forbuddet var, at regeringen ønskede at forhindre, at muslimske kvinder med tørklæde kunne fungere som dommere. Inden loven blev vedtaget, gjorde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i en kronik i Politiken klart, at hun var imod forbuddet. Det fik statsministeren til at irettesætte integrationsministeren, som siden trak i land og støttede forbuddet, selv om hun personligt var imod. Sagen fik en kredsformand i Dansk Folkeparti til at forlade partiet, fordi han mente, at partitoppen med sine udtalelser ”kæmper mere mod alt, hvad der ikke er dansk, frem for at kæmpe for de danske værdier på en positiv måde”, som han sagde til Ritzaus Bureau den 8. juni 2008. Dansk Folkeparti havde inden vedtagelsen af forslaget indrykket annoncer i flere aviser, hvor et billede af en burka-klædt kvinde var ledsaget af teksten ’Thi kendes for ret’, og ledende medlemmer af partiet forklarede, at de anså Dansk Folkeparti for at være et anti-muslimsk-parti.

Flere danske dommere kritiserede lovforslaget, som de fandt unødvendigt, og da forslaget blev førstebehandlet i Folketinget i januar 2009, mødte fire forsvarsadvokater op i retten i Næstved iført tørklæde for at vide deres utilfredshed med forslaget. Forslaget mødte også skarp kritik fra Advokatrådet, hvilket bl.a. fremgår af en kronik af formanden for rådets Procesretsudvalg, Jens Rostock-Jensen, trykt i Politiken 30. december 2008 under overskriften ”Tørklædets magt” (se kilder) .

To internationale dommerforeninger, Den Internationale Forening af Dommere (IAJ) og Den Europæiske Forening for Dommere (EAJ), bakkede derimod forslaget op.  

Hvad handlede Miss Tørklæde-sagen om?

I juni 2008 udskrev Danmarks Radio internet-univers for unge, Skum, en Miss Tørklæde 2008-konkurrence. Konkurrencen var en modekonkurrence, og alle piger og kvinder uanset religiøst tilhørsforhold kunne deltage. DR’s ide med konkurrencen var at skabe debat og opfordre muslimske kvinder til at ytre sig. Det lykkedes. Dels var der livlig debat på DR’s hjemmeside, dels udløste konkurrencen en politisk debat. Flere folketingsmedlemmer var forargede over konkurrencen, fordi de mente, at den forherligede tørklæder og dermed kvindeundertrykkelse, mens Det Islamiske Trossamfund i Danmark kritiserede initiativet, fordi det efter deres mening stred mod Koranens forbud mod, at kvinder udstiller deres skønhed. Til gengæld fik konkurrencen positiv omtale i adskillige udenlandske medier, og vinderen, den 18-årige Huda Falah med irakisk baggrund fremhævede, at hun deltog i konkurrencen i et forsøg på at nedbryde den hun, hun syntes, at der er mellem muslimske og ikke-muslimske unge i Danmark.  

Hvad handlede sagen om burka i busserne om?

I 2009 gik en muslimsk kvinde til medierne og fortalte, at hun var blevet afvist i en bybus i Århus, fordi hun bar niqab (som dækker hele ansigtet undtagen en smal stribe ved øjnene). Kort efter fortalte en kvinde fra Odense om en lignende episode, hvor hun var blevet smidt ud af en FynBus’ busser i Odense, da hun nægtede at fjerne sin hovedbeklædning. Chaufføren forklarede, at han afviste kvinden, fordi han ikke kunne identificere hende og afgøre, om det periodekort, hun medbragte, var hendes eget. Chaufføren blev fyret, hvilket mødte kritik fra fagforbundet 3F, der mente, at chaufføren blot fulgte busselskabets retningslinjer. Efterfølgende præciserede FynBus sine regler, så det nu fremgår, at personer, der dækker deres ansigt, ikke kan købe periodekort med foto, men i stedet må købe kontantbillet, sms-billet eller turkort, når de vil køre med en af selskabets busser.  

Hvad handlede sagen i Hjemmeværnet om?

I juli 2009 fik den muslimske kvinde Maria Mawla besked om, at hun ikke var velkommen i Hjemmeværnet, fordi hun bar tørklæde. Det skete efter, at Hjemmeværnet havde portrætteret Maria Mawla som en succeshistorie inden for integration.

En meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken viste, at et flertal af danskerne var enige i hjemmeværnets beslutning. 55 % af de adspurgte svarede nej til spørgsmålet ”Mener du, at det skal være tilladt at bære tørklæde i hjemmeværnet?”. 36 % svarede ”ja”, og 8 % svarede ”ved ikke”. Undersøgelsen refereres i artiklen ”Danskerne afviser tørklæder i hjemmeværnet” i Politiken 24. juli 2009 (se kilder), og sagen om Maria Mawla og hjemmeværnet gennemgås i radioindslaget ”Tørklædedebatten er tilbage” i Orientering på P1 den 22. juli 2009 (se kilder). 

Hvad handlede sagen om tørklæder og frit sygehusvalg om?

I november 2010 foreslog Dansk Folkeparti, at det skulle gøres forbudt for personalet på danske sygehuse at bære religiøse symboler som kors og tørklæde. Det skete som reaktion på en artikel i partiets medlemsblad, hvor en kvinde beklagede sig over, at hun ved en indlæggelse på Næstved Sygehus var blevet chikaneret af personalet, da hun bad om at blive behandlet af en anden læge, end den tørklædeklædte muslimske kvinde, hun blev tilset af. Ifølge kvinden truede personalet på sygehuset med slet ikke at ville behandle hende, men den udlægning af forløbet afviste sygehusledelsen.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) slog efterfølgende fast, at man patienter kunne benytte det frie sygehusvalg, hvis de ville undgå at blive behandlet af kvinder med tørklæde. Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, vurderede derimod, at det strider mod lov om forskelsbehandling, hvis patienter på danske hospitaler kan bruge det frie sygehusvalg til at styre uden om hospitaler, hvor der er ansatte muslimske kvinder med tørklæde.

Dansk Sygeplejeråd vurderede, at problemstillingen var hypotetisk, og at debatten var ude af proportioner. Formanden for Professionshøjskolernes rektorkollegium, der er øverste ansvarlige for sygeplejerskeuddannelsen, udtalte, at han frygtede, at debatten ville skade integrationen, fordi den kunne afskrække muslimer fra at søge ind på uddannelsen. Samme vurdering lød fra Foreningen Nydansker, der arbejder med integration af nydanskere på arbejdsmarkedet.

Debatten fik desuden en aktivistgruppe til at arrangere en happening den 7. december 2010, hvor alle, der ønskede at protestere mod tørklædedebatten, skulle bevæge sig ud i det offentlige rum iført tørklæde. 

Hvad handlede sagen om de konservatives Burka-forslag om?

I sommeren 2009 lancerede de Konservative som en del af et udspil på integrationsområdet et forslag til et såkaldt ’burkaforbud’. Forbuddet skulle gælde i det offentlige rum i bred forstand og blev præsenteret som et forsøg på at frigøre muslimske kvinder, der blev undertrykt af deres mænd eller andre familiemedlemmer og tvunget til at tilsløre sig. I første omgang bakkede regeringen op om forslaget, men da det kom frem, at de konservatives forslag ifølge juridiske eksperter i Justitsministeriet ville være i strid med den danske grundlov, besluttede regeringen i stedet, at den i stedet ville regeringen sikre sig, at allerede eksisterende regler, som kan bruges til at forhindre brug af burka, bliver benyttet i videst muligt omfang. Blandt andet kan skolelærere inden for den nuværende lovgivnings rammer kræve, at burkaklædte kvinder viser deres ansigt, når de skal modtage undervisning, ligesom sagsbehandlere kan kræve, at kvinderne tager burkaen af, når deres sag skal drøftes. Herudover fremlagde regeringen to forslag til lovændringer - det ene fordoblede strafferammen for den, som tvinger nogen til eksempelvis at bære burka, til fire år, det andet indeholdt et forbud mod at bære burka, når man optræder som vidne i en retssal. Det fremgik af Statsministeriets papir ”Burka og niqab hører ikke hjemme i det danske samfund” fra januar 2010 (se kilder).

Regeringens holdningsændring i forhold til et konsekvent burkaforbud i det offentlige rum fik Dansk Folkeparti til at beskylde regeringen for manglende handlekraft, og partiet fremsatte selv et forslag, der skulle forbyde kvinder i alle offentlige serviceerhverv at gå med tørklæde.  

Hvad handlede sagen om Burka-rapporten om?

Debatten om de Konservatives forslag om et forbud mod burkaer i det offentlige rum førte til, at regeringen nedsatte et hurtigt arbejdende embedsmandsudvalg. Udvalget bestilte en såkaldt ’burka-rapport’ fra en gruppe forskere på Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS). Rapporten skulle afdække antallet af kvinder i Danmark, der bærer niqab eller burka. Da rapporten var færdig, ønskede regeringen den ikke offentliggjort, men da dele af rapporten blev lækket til flere medier, og de benyttede metoder samtidig blev kritiseret fra flere sider, krævede forskerne bag rapporten, at rapporten blev offentliggjort, og det skete i januar 2010. 

Rapporten baserede sig på spørgeskemaundersøgelser og rundspørger i forskellige muslimske miljøer, på muslimske friskoler og blandt sundhedsplejersker, suppleret med interviews med forskere og med personer fra muslimske miljøer, deriblandt i alt syv kvinder, der gik med niqab eller burka. På baggrund af researchen vurderede forskerne, at  mellem 100 og 200 kvinder i Danmark bærer enten niqab eller burka, og at de fleste af disse er under 40 år og har enten etnisk dansk, arabisk eller somalisk baggrund samt er bosiddende i større byer som Aarhus, Odense eller København. Muligvis er der også enkelte burka- og niqabklædte kvinder blandt muslimer med afghansk, pakistansk eller bosnisk baggrund, og der kan være tale om en svag stigning i antallet af kvinder, der bærer burka eller niqab, vurderer forskerne.

Debatten om rapporten fik tilsyneladende en del danskere til at ændre holdning til burkaen. En undersøgelse fra august 2009 viste nemlig, at et flertal på 56 % af danskerne gik ind for et forbud mod burkaer i det offentlige rum. Men i februar 2010 viste en nordisk undersøgelse, at andelen af danskere, der gik ind for et forbud, nu var nede på 37 %. Det fremgår af Ritzau-telegrammet ”Færre danskere støtter burkaforbud”, offentliggjort i Politiken 20. februar 2010 (se kilder).

Tørklædesager og -regler i udlandet

Hvilke tørklædesager har der været i andre lande?

I en række lande har der ligesom i Danmark været sager og debatter om muslimske kvinders ret til at bære tørklæde. En del af sagerne har mindet om de danske, men debatten har udspillet sig forskelligt fra land til land, afhængig af traditioner og regler for blandt andet adskillelse af religion og politik. Også reglerne varierer meget fra land til land. 

Hvilke tørklædesager har der været i Sverige?

En af de meste omtalte ’tørklædesager’ i Sverige udspillede sig i sommeren 2003 og var egentlig ikke en tørklædesag, men snarere en ’burkasag’. Den handlede om to muslimske piger i Göteborg, der mødte op på gymnasiet med burka på. En burka er en ’teltlignende’ dragt, der dækker hele kroppen og ansigtet, så kvinden kun kan kigge ud gennem et net i stoffet ved øjnene. Den er især udbredt blandt kvinder i Afghanistan. De to gymnasieelever, der havde somalisk baggrund, forklarede, at de bar burka, fordi de mente, at Gud helst ville have det sådan. De gav dog samtidig udtryk for, at det ikke ifølge islam er noget krav, at kvinder går med burka. Flere af lærerne på skolen var utilfredse med, at de ikke kunne se pigernes ansigtsudtryk og derfor havde svært ved at vurdere, om de fulgte med i undervisningen. Rektor for skolen indkaldte de to piger til et møde, hvor de indgik et kompromis: Pigerne skulle have ansigtet frit til undervisning og prøver, mens de resten af tiden kunne bære burka.

I 2003 gik socialdemokraten Mariam Osman Sherifay på talerstolen i det svenske parlament med tørklæde på for at give udtryk for den holdning, at muslimske kvinder bør have ret til at klæde sig, som de ønsker - med eller uden tørklæde.  

Hvordan er reglerne i Sverige?

Der er ingen faste regler for, hvornår det er tilladt kvinder og piger på arbejdsmarkedet og på skoler at bære tørklæde. Men sagen fra gymnasiet i Göteborg fik den svenske uddannelsesstyrelse Skolverket til at lave en regel om, at de enkelte skoler kan forbyde elever at gå tildækket, hvis det er til gene for undervisningen. Afgørelsen fra Skolverket ligger på institutionens hjemmeside (se kilder). Der har også været forslag fremme om at forbyde tørklæder i børnehaver og skoler, men der har hidtil ikke været politisk flertal for at lovgive på området.  

Hvilke tørklædesager har der været i Norge?

I efteråret 2003 blev en 13-årig muslimsk pige bedt om at forlade banen i en håndboldkamp i Oslo. Dommerne gav hende besked på at smide tørklædet, som dækkede noget af hendes hår. Pigen nægtede at tage tørklædet af og gik grædende fra banen.

Siden har det norske håndboldforbund oplyst, at der ikke er noget problem i at spille med tørklæde, så længe det ikke skaber problemer med sikkerheden. Håndboldforbundet mente, at de to dommere var en undtagelse, da det normalt ikke skaber problemer, at der er tørklædeklædte piger på banen.

I februar 2009 meddelte den norske justitsminister, at han ville lave en ny forordning for politiets arbejde, som tillod muslimske kvinder at bære hijab - tørklæde, som dækker hår og hals, men ikke ansigt - i tjenesten. Men efter modstand fra baglandet i ministerens Arbejderpartiet besluttede ministeren få uger senere at trække forslaget til en ny forordning tilbage.

Til gengæld besluttede domstolsadministrationen i Norge i juni 2010, at det - trods planer om et forbud mod tørklæder blandt ansatte ved domstolene - fortsat skal være tilladt at bære hijab i norske domstole. Det betyder, at fagdommere, retsbetjente og andre ansatte fortsat - ligesom lægdommere - kan bære tørklæde i retsbygningerne.  

Hvilke tørklædesager har der været i Tyskland?

En kvindelig muslimsk lærer i den tyske delstat Baden-Württenberg blev fyret, fordi hun insisterede på at bære tørklæde. Hun lagde sag an mod skolen og tabte flere gange, men ankede, indtil sagen nåede Forfatningsdomstolen i oktober 2003. Forfatningsdomstolen gav læreren medhold ved at vurdere, at skolen ikke havde ret til at fyre hende, fordi delstaten ikke havde nogen lov, der forbød tørklæder. Samtidig åbnede domstolen dog for, at delstaterne kunne lave egne love, der forbyder brug af religiøse symboler i skolen. Sagen med læreren fra Baden-Württenberg gennemgås i artiklen ”Stor ståhej om få tørklæder” i Information 24. oktober 2003 (se kilder). Siden er flere muslimske kvinder - i protest mod delstaternes regler mod religiøse symboler i skolerne - gået til domstolene. Men de er blevet afvist med henvisning til, at delstaternes love er i overensstemmelse med forfatningen. 

Hvordan er reglerne i Tyskland?

Indtil 2003 var der ikke nogen love i Tyskland, der forbød tørklæder på arbejdsmarkedet. Heller ikke i parlamentet er der nedskrevne regler om de folkevalgtes påklædning, men der er en indbyrdes aftale mellem partierne om, at ingen optræder med religiøse symboler under parlamentsdebatter.

I 2003 afgjorde forfatningsdomstolen, at de enkelte delstater har mulighed for at vedtage lokale regler og love, der forbyder brug af religiøse symboler i skolerne og på andre offentlige arbejdspladser. Siden har en række delstater vedtaget love, der lægger begrænsninger på eller helt forbyder brugen af religiøs påklædning i offentlige skoler. Ni delstater har desuden indført lovgivning, der forbyder brug af religiøse symboler blandt dommere. Denne lovgivning har medført en række sager, hvoraf den mest omtalte handlede om en kvindelig lærer fra delstaten Badem-Würtenberg  Hun havde siden 1995 båret tørklæde på skolen, uden at nogen elever eller forældre havde klaget over det. I 2005 blev der indført en lov i delstaten, som gav lærere i offentlige skoler ”pligt til at undlade religiøse bekendelser i skolen”. Skolevæsnet forbød herefter læreren at bære tørklæde, og det forbud var i overensstemmelse med forfatningen, afgjorde en forvaltningsdomstol i marts 2008. Læreren mente dog fortsat, at skolevæsnet udøvede ulovlig diskrimination imod hende, da det i en by under 100 kilometer væk var blevet tilladt for katolske nonner at bære nonnedragt, når de underviste i skolen. Nonnernes dragt er nemlig en lokal tradition, og lovgivningen på landsplan åbner mulighed for, at delstaterne kan regulere beklædningsreglerne ud fra lokale forhold. Sagen beskrives i artiklen ”Nonner må, muslim må ikke” i Information den 25. marts 2008 (se kilder). 

Hvilke tørklædesager har der været i Frankrig?

I Frankrig har der været en lang række tørklædesager, primært omkring skoleelever, der har ønsket at bære tørklæde og er blevet bortvist fra. Der var især mange sager i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.

I slutningen af november 2003 blev et kvindeligt jurymedlem udskiftet, fordi hun lige før retssagen oplyste, at hun ville bære tørklæde under retssagen. Hun var taget i ed uden tørklæde på, og derfor kom det bag på justitsministeren, da hun meddelte, at hun ville bære tørklæde. Ministeren besluttede, at hun skulle udskiftes med en suppleant. Begrundelsen var, at det ville være et brud på adskillelsen af stat og religion, hvis et jurymedlem bar et religiøst symbol.

I 2004 blev der indført en lov, der forbyder brug af religiøse symboler i offentlige skoler, og siden har der været en række sager, hvor muslimske piger er blevet smidt ud af skolen, fordi de er mødt op med tørklæde, ligesom sikh-drenge er blevet bortvist for at møde op med turban på.

Hvordan er reglerne i Frankrig?

I Frankrig har der siden 1905 været adskillelse af stat og religion, men der har ikke været klare retningslinjer for brug af tørklæde. Generelt er loven dog blevet tolket som et forbud mod at bære tydelige religiøse symboler i for eksempel parlamentet. En sag i 1989, hvor to elever i 8. klasse blev bortvist fra skolen, førte til, at Forvaltningsrådet, den øverste franske domstol i forvaltningsretlige spørgsmål, afgjorde, at det ikke er tilladt at bære synlige religiøse eller politiske tegn i skolen.

I 1994 blev der ansat en statslig mægler, som skulle tage sig af konflikter om religiøs påklædning. De fleste sager blev herefter i en årrække løst sådan, at de muslimske piger fik lov at bære tørklæde, men ikke burka eller andre former for tildækning. Også jødiske elever, der ønskede at bære kippa (jødisk kalot), og kristne elever, der ønskede at bære kors, fik typisk tilladelse. I 2003 nedsatte Frankrigs daværende præsident, Jacques Chirac, imidlertid en kommission, der skulle komme med forslag til en ny lov på området, og kommissionen foreslog et decideret forbud mod tørklæder og andre religiøse symboler i folkeskoler og gymnasier. Samtidig viste en meningsmåling fra december 2003, at 69 % af franskmændene gik ind for sådan et forbud. Det fremgår af artiklen ”Frankrig vil forbyde tørklæder i skolerne” i Politiken den 17. december 2003 (se kilder). Parlamentet fulgte kommissionens opfordring og vedtog i 2004 en lov, som forbyder religiøse kendetegn i offentlige skoler og på universiteter.

I 2010 vedtog først det franske underhus og siden senatet desuden en lov, som forbyder brug af burka eller lignende tilsløring og tildækning i det offentlige rum. Loven definerer det offentlige rum bredt, så det omfatter alle gader og veje, lokaler som butikker, biografer, restauranter og markeder, der er åbne for offentligheden, samt alle offentlige bygninger. En lignende lov blev vedtaget i Belgien i april 2010. 

Hvordan er reglerne i Spanien?

I Spanien er det fortsat tilladt at bære både tørklæde og burka i det offentlige rum de fleste steder, og der er ikke udsigt til noget landsdækkende forbud mod nogen af delene. Et flertal i parlamentet afviste i juli 2010 en resolution fra den konservative oppositon om at undersøge mulighederne for et burkaforbud a la det, der er blevet indført i Frankrig og Belgien.

På lokalt plan er der imidlertid flere steder i Spanien regler, som forbyder kvinder at bære burka eller anden heldækkende klædedragt, som kun lader øjnene synlige, i det offentlige rum. Som det første lokalråd vedtog byrådet i den catalanske by Lleida i maj 2010 sådan regel, og kort efter blev et lignende forbud mod at bære burka i det offentlige rum vedtaget i storbyen Barcelona.

Flere parlamentsmedlemmer påpegede i forbindelse med vedtagelsen af de lokale regler, at der allerede på nationalt plan findes en lov, som gør det forbudt at nægte at vise sin identitet i en offentlig bygning, og derfor fandt parlamentsmedlemmerne de specifikke love om burkaer unødvendige. 

Hvilke tørklædesager har der været i Schweiz?

En muslimsk kvinde blev fyret fra sit job som lærer for 4-8-årige elever, fordi hun insisterede på at bære tørklæde. Skolens ledelse mente, at det kunne virke missionerende, at læreren gik med religiøs hovedbeklædning. Der havde ikke været klager fra forældre eller elever, initiativet til fyringen kom fra skolen. Læreren klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, fordi hun mente, at fyringen var et brud på artiklen om religionsfrihed. Men Domstolen afviste i 2002 hendes klage med det argument, at det ikke kan afvises, at et tørklæde virker missionerende på små børn. Sagen beskrives i artiklen ”Religion: Dom mod muslimsk tørklæde” i Jyllands-Posten den 6. juli 2003 (se kilder).  

Hvilke tørklædesager har der været i Tyrkiet?

Med jævne mellemrum demonstrerer unge kvinder og mænd foran universiteterne for kvinders ret til at bære tørklæde på de højere læreanstalter. Et par gange er kvindelige parlamentsmedlemmer mødt op i parlamentet med tørklæde på, og i 2002 bar parlamentsformandens kone tørklæde ved en afrejseceremoni, da præsidenten skulle på en udlandsrejse. Det førte til, at hun ikke måtte deltage i velkomstceremonien. Den slags konflikter er blevet skærpet, siden det islamisk funderede AK-parti overtog regeringsmagten i 2002. Tørklædets betydning i Tyrkiet og konflikterne omkring det beskrives i bogen ”Tyrkiet - en del af EUropa” (se kilder) samt på internetportalen Qantara.de’s temaside om tørklædedebatten i forskellige lande (se kilder).

Hvordan er reglerne i Tyrkiet?

I Tyrkiet er det forbudt at bære tørklæde i offentlige bygninger, for eksempel parlamentet, gymnasier, universiteter og offentlige kontorer, og det er forbudt for offentligt ansatte såsom dommere, læger på offentlige hospitaler samt politibetjente at bære tørklæde. Det skyldes, at det moderne Tyrkiet blev skabt på resterne af Osmannerriget, som var et muslimsk imperium, og stifteren af det moderne Tyrkiet, Kemal Atatürk, ønskede at tage afstand fra mange af traditionerne i Osmannerriget. Han anså tørklædet for at være et symbol på kvindens manglende rettigheder og forbød derfor tørklæde i offentlige bygninger.

Det tyrkiske regeringsparti, AK, har længe ønsket at lempe på tørklædeforbuddet. I 2008 vedtog et flertal i parlamentet en lov, der gjorde det tilladt for kvinder at bære bestemte former for tørklæde på universiteterne. Loven medførte stærke protester fra borgere, der frygtede en islamisering, og en gruppe borgere klagede til forfatningsdomstolen. I juni 2008 afgjorde domstolen, at loven stred imod forfatningens regler om adskillelse af politik og religion, og domstolen annullerede den nye lov. Siden har et stigende antal universiteter dog valgt at se igennem fingre med, at kvindelige studerende møder op med tørklæde på, og kvindelige studerende opfinder nye kreative løsninger på det dilemma, de oplever, når de både ønsker at bære tørklæde og at tage en videregående uddannelse. Nogle vælger således at gå med paryk, så de skjuler deres eget hår, men samtidig overholder forbuddet mod at bære tørklæde. Disse tendenser beskrives i artiklen ”Tyrkiske universiteter trodser forbud mod tørklæder” i Information 3. februar 2010 (se kilder). 

Hvordan er reglerne i Syrien?

I Syrien er der ligesom i Tyrkiet streng adskillelse af religion og politik, og det blev yderligere understreget, da Syriens undervisningsminister i 2010 udstedte et direktiv til alle landets universiteter - både private og statslige - om, at de ikke måtte optage kvinder, der bærer en mere dækkende form for religiøs tildækning end tørklæde. Forbuddet gælder altså ikke tørklæder, som alene dækker kvindernes hår, men alle mere omfattende former for tildækning,. Ministerens argument for direktivet var, at religiøs hovedbeklædning strider mod de akademiske værdier og traditioner på de syriske universiteter. I samme omgang besluttede ministeren at forflytte flere hundrede kvindelige undervisere, der bærer tørklæde på offentlige skoler, til administrative job, hvor de ikke er i direkte kontakt med elever og studerende.

Den danske debat om tørklæder

Hvilke argumenter fremføres imod muslimske kvinders brug af tørklæde?

· Tørklædet er undertrykkende, fordi det signalerer, at kvinden skal dække sig til for mandens skyld. Det argument er blandt andet blevet fremført af flere politikere fra Dansk Folkeparti samt af SF’s formand, Villy Søvndal, der i sin grundlovstale den 5. juni 2008 sagde: ”For mig - personligt - signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil være tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige.” Det refereres i artiklen ”Søvndal angriber tørklædet” i Politiken den 5. juni 2008 (se kilder).

· Tørklædet er en provokation og protest mod det danske samfund og det danske demokrati. Den holdning har blandt andre socialdemokraten Karen Jespersen givet udtryk for samt forfatter Helle Merete Brix, hvilket beskrives i artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen den 24. oktober 2003 (se kilder). Sidstnævnte siger i artiklen: ”Hvis man frivilligt tager tørklæder på, signalerer man efter min opfattelse i store træk en tilslutning til sharia-lovgivning. Man kunne lige så godt have et skilt på ryggen, hvor der står: ’Jeg er antidemokrat’.”  

Hvilke argumenter fremføres for muslimske kvinders ret til at bære tørklæde?

· At klæde sig, som man ønsker, bør være en del af den visuelle ytringsfrihed. Det er derfor udemokratisk at ville forbyde bestemte former for påklædning. Det argument fremfører ph.d.-studerende ved Akademiet for Migrationsstudier Camilla Elg i en kronik i Politiken den 15. december 2003 (se kilder).

· Undertrykkelsen af piger og kvinder kan bedst bekæmpes ved, at piger og kvinder får ret til at deltage i samfundslivet, uanset om de går med tørklæde eller ej. Det argument er blandt andet blevet fremført af ph.d.-studerende ved Akademiet for Migrationsstudier Camilla Elg i en kronik i Politiken den 15. december 2003 (se kilder): ”Piger og kvinder bliver ikke ligestillede af, at det danske samfund diskriminerer dem, når de har tørklæde på. Det er derimod uundgåeligt, at undertrykkelsen af piger og kvinder taber styrke, når de får mulighed for at deltage i, bidrage til og bruge mulighederne i et demokratisk samfund - blandt andet gennem uddannelse og arbejde - uanset hvordan de går klædt.”

Den britiske forfatter og samfundsdebattør Brendan O’Neill skriver tilsvarende i kronikken ”Et burkaspøgelse går gennem Europa” i Politiken 27. oktober 2010 (se kilder): ”Det er sandt, at burkaen og niqaben er stærkt kritisable beklædningsgenstande, som reducerer kvinder til bortgemte andenrangsborgere. De isolerer kvinder fra de mennesker, der omgiver dem, gør det vanskeligt for dem at kommunikere med andre og begrænser deres udsyn og bevægelsesfrihed. Ikke desto mindre er sløret kun et symbol på deres undertrykkelse og ikke årsagen til den. Når man forbyder burkaen, erklærer man krig mod symbolet og efterlader den bagvedliggende undertrykkelse intakt.”

Tilsvarende har Kvinderådet udtalt, at det opfatter burkaen som kvindeundertrykkende, men er imod et forbud, fordi det ikke vil fremme muligheden for kontakt og dialog med de burkaklædte kvinder.

· Muslimske kvinder bør have frihed til at klæde sig, som de vil, og på den måde får de også frihed til at udvikle individuelle og nye måder at bære tørklæde på, ligesom tørklædet kan tillægges nye betydninger. Det fremhæver den designskole-studerende Yasamin Zafar i et interview i Information den 20. juni 2008 under overskriften ”Tørklædet som tjekket hybrid” (se kilder). I interviewet beskriver hun, hvordan hun som designer arbejder med at skabe tørklæder inspireret af ”på den ene side den traditionelt tildækkede kvinde og på den anden side den trendy bybo.”

· Tørklæder eller burka er undertrykkende, men et alt for stærkt fokus på muslimske klædedragter risikerer at fjerne opmærksomheden fra andre former for kvindeundertrykkende beklædning og normer, for eksempel de vestlige samfunds skønhedsidealer for selv ganske unge kvinder, som i stigende grad giver teenagepiger problemer med lavt selvværd, spiseproblemer og lign. Det synspunkt fremføres for eksempel i kronikken ”Vore piger i skønhedsburka” i Politiken 27. februar 2009 (se kilder): ”Vores egen skønhedsburka er et lige så strengt påbud - et påbud om, at det perfekte er vejen til accept og selvværd,” skriver kronikøren. 

Hvad mener danske muslimske kvinder om tørklædedebatten?

Der er delte meninger blandt muslimske kvinder, men de fleste, der har udtalt sig offentligt, bryder sig ikke om debatten og mener, at tørklædet bør være en privat sag, ligesom det er en privat sag, om en person for eksempel bærer et kors om halsen. Også muslimske kvinder, der ikke selv bærer tørklæde, har forsvaret deres trosfællers ret til at bære tørklæde. En del unge muslimske kvinder har desuden givet udtryk for, at de føler, det er omsonst, at tage en uddannelse, hvis de ikke kan få arbejde, så længe de bærer tørklæde. Det fremgår af artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen den 24. oktober 2003 (se kilder).

Andre mener, at det er vigtigt, at de vestlige samfund siger fra over for tørklædet, som de opfatter som kvindeundertrykkende. Det er ofte kvinder, der har boet i islamiske samfund og har været tvunget til at gå med tørklædet, hvilket fremgår af artiklen ”Sløret fra munden” i Weekendavisen 7. november 2003 (se kilder).

Mange muslimske kvinder er desuden trætte af, at deres påklædning er genstand for så intens offentlig debat. På DR’s ungdoms-internet-community Skum skrev en pige i forbindelse med DR Skum’s Miss Tørklæde-konkurrence: ”Jeg har tørklæde på. Og hvad så? Hvorfor er det så spændende? Danskerne er bombarderet med forestillinger om, at vi er et symbol på terror og undertrykkelse. Jeg er ikke undertrykt, og jeg er mere integreret i det danske samfund, end rigtig mange danskere er! Jeg går på gymnasiet i håb om en journalistuddannelse. Jeg arbejder i en Fakta i Odense. Jeg har tidligere spillet fodbold, men går til svømning nu.”

Den danske debat om tørklæder på arbejdsmarkedet

Hvad handler diskussionen om tørklæder på arbejdsmarkedet om?

Diskussionen handler især om, at arbejdsgiverne vil bevare retten til at bestemme, hvem de vil ansætte, og hvordan medarbejderne må gå klædt. Desuden handler diskussionen om, hvorvidt det bremser integrationen af muslimske kvinder, hvis de ikke må bære tørklæde på arbejdsmarkedet.  

Hvilke argumenter er der for at forbyde tørklæder på arbejdsmarkedet?

· Et tørklædeforbud på arbejdsmarkedet vil hjælpe muslimske kvinder med at frigøre sig, fordi forbuddet kan styrke dem over for deres mænd og andre, som ønsker, at de mod deres vilje skal gå med tørklæde.

· Et forbud mod tørklæder vil, hvis det udformes som et generelt forbud mod religiøse symboler, medvirke til, at Danmark reelt bliver en religionsneutral stat, hvor det offentlige rum ikke misbruges til at missionere og drive propaganda for nogen religion, hverken kristendom eller islam. Dette argument fremføres af filosof Søren Gosvig Olesen i en kronik i Information den 31. maj 2008 (se kilder). 

Hvilke argumenter er der for at tillade tørklæde på arbejdsmarkedet?

Tørklædeforbud kan skade integrationen. Hvis muslimske kvinder ikke må bære tørklæde, vil det forhindre mange af dem i at få et arbejde. Nogle kvinder vil vælge at blive hjemme; andre vil af deres forældre blive afholdt fra at tage et arbejde, hvis det kræver, at de tager tørklædet af. Andre igen vil ikke orke at tage en uddannelse, hvis de ved, at de ikke kan bruge deres uddannelse uden at lægge tørklædet. Disse argumenter fremføres i artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen 24. oktober 2003 (se kilder). De bakkes op af en rundspørge foretaget af Politiken i maj 2008. Avisen spurgte 140 muslimske studerende og færdiguddannede fra landets videregående uddannelsesinstitutioner, der bar tørklæde, hvor sandsynligt det var, at de ville acceptere en arbejdsgivers ønske om ikke at bære tørklæde. 98 % svarede, at det var usandsynligt eller helt usandsynligt. I artiklen ”Tørklædet er vigtigere end job” i Politiken 25. maj 2008 (se kilder) kommenterede forsker i kultur- og sprogmødestudier Lise Paulsen Galal undersøgelsen og vurderede, at hvis der kom flere forbud mod tørklæder på danske arbejdspladser, ville det blot få flere kvinder til at gå med tørklæde: ”Kvinderne vil opfatte det som et angreb på deres værdier, og de vil derfor kæmpe for retten til at have andre værdier end majoritetsbefolkningen,” sagde hun.  

Hvad mener danske virksomheder om tørklædedebatten?

Arbejdsgivernes holdning i tørklædedebatten tager som regel udgangspunkt i, at de ønsker at bevare retten til at bestemme, hvem de vil ansætte - og herunder, hvordan personalet skal gå klædt. Men det betyder ikke, at alle arbejdsgivere er imod tørklæder. Nogle mener, at det vil skade virksomhedens økonomi, hvis de ansætter kvinder med tørklæde, da det kan skræmme kunder væk. Andre mener ikke, at det vil påvirke kunderne. Det fremgår af artiklen ”Tørklæder, viden og virksomhedsledelse” i Børsen 27. august 1999 (se kilder).

Flere virksomheder er begyndt at ansætte kvinder med tørklæde, efter at de er blevet beskyldt for diskrimination. Det gælder for eksempel Magasin du Nord, Coop Danmark og Toms Fabrikker. Hverken Magasin og Coop Danmark eller IKEA, som også tillader medarbejderne at bære tørklæde, har fået negative reaktioner fra kunderne, fremgår det af artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen 24. oktober 2003.

I HORESTA, hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation, mener man, at det kan være en fordel, at kvindelige ansatte bærer tørklæde: ”Vi lever af at byde gæster velkommen og har derfor en åben indstilling. Politisk bliver der talt meget om, hvorvidt man er tilpasset eller ej. Vi genkender slet ikke de problemer. Tværtimod er det en fordel at have tørklæde på i køkkenet eller rengøringen, for så efterlader man ikke hår,” udtalte organisationens formand, Jens Zimmer Christensen, i artiklen ”Turismen får indvandrere og ufaglærte i job” i Politiken 4. juli 2010 (se kilder). En ”Undersøgelse af religion på det danske arbejdsmarked”, foretaget i 2007 af LG Insight for Integrationsministeriet (se kilder) viser, at de fleste virksomheder oplever meget få problemer med at tackle en flerreligiøs medarbejdergruppe. Undersøgelsen baserer sig på interview med personaleansvarlige i 45 virksomheder og viser, at 9 ud af 10 virksomheder accepter, at kvinder går med slør eller tørklæde, mens de afviser brugen af burka.  

Hvilke forholdsregler tager virksomhederne angående tørklæder?

Dansk Supermarked indførte i 2000 særlige ’uniformsregler’, der blandt andet betyder, at alle ansatte, der har direkte kontakt med kunderne, ikke må bære tørklæde. Det skete kort efter, at Magasin du Nord var blevet dømt for diskrimination, fordi de nægtede at have en erhvervspraktikant med tørklæde. Men Dansk Supermarkeds informationschef Poul Guldborg siger, at det ikke er et forbud direkte rettet mod tørklæder: ”Det har at gøre med, at vi som virksomhed ønsker at fremstå som politisk, religiøst og kulturelt neutrale,” siger han i artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen 24. oktober 2003 (se kilder).

En del virksomheder har valgt at lave en særlig uniform, hvor der indgår et tørklæde med virksomhedens logo. De kvinder, der ønsker at bære tørklæde, kan så bruge uniformstørklædet, når de er på arbejde. Det gælder for eksempel Coop Danmark. Flere offentlige arbejdspladser, blandt andre en række hospitaler i Roskilde samt Hovedstadens Sygehusfællesskab, har også lavet særlige tørklæder, der passer til sygehusets arbejdstøj.

I 2005 oplyste virksomheden Servisio desuden, at den var blevet spurgt af flere danske virksomheder, om de kunne udvikle en klædedragt til muslimske kvinder, som levede op til almindelige muslimske normer for tildækning og samtidig tillod kvinden at bevæge sig frit og udfylde mange forskellige jobfunktioner. Det fremgår af artiklen ”Designer-burka til brug på jobbet” i Politiken 11. oktober 2005 (se kilder). 

Hvordan er befolkningens holdning til muslimske tørklæder i danske butikker?

I august 1999, hvor debatten om tørklæderne rasede, gennemførte analyseinstitutet Vilstrup Resarch undersøgelsen ”Muslimske tørklæder i danske butikker: Om brug af butikker, hvor personalet må eller ikke må bære tørklæde” (se kilder) for Politiken. I undersøgelsen spurgte man 961 personer: Kommer De helst i butikker, hvor personalet må bruge tørklæde, eller i butikker hvor personalet ikke må bruge tørklæde, eller betyder hovedtørklædet ikke noget for, hvor De vil handle? Svarene fordelte sig således:

· Helst hvor tilladt: 3 %

· Helst hvor forbudt: 28 %

· Synes ikke det betyder noget: 67 %

· Ved ikke: 2 %

Vilstrup spurgte også: Alt i alt, er det så efter Deres mening politikerne, butikkernes ejere eller de ansatte hver især, der skal bestemme, hvordan personalet skal kunne være klædt i butikkerne? Svarene fordelte sig således:

· Butikkernes ejere: 70 %

· De ansatte hver især: 13 %

· Politikerne: 7 %

· Giver andre svar: 7 %

· Ved ikke: 3 %

 Hvilke regler er der for tørklæder på offentlige arbejdspladser?

Der findes ingen generelle regler, der forbyder offentligt ansatte at bære tørklæde. Men regeringen besluttede i maj 2008, at det fremover skal være forbudt for juridiske dommere ved danske domstole at bære religiøse symboler, herunder tørklæde. Justitsministerens begrundelse for forbuddet var, at dommerne skal fremstå neutrale og upartiske, så borgerne kan have fuld tillid til, at de dømmer efter lovene.

Daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) udtalte efterfølgende, at hun ønsker, at forbuddet skal udvides til ikke kun at gælde juridiske dommere, men også nævninge og domsmænd. Statsministeren afviste forslaget med det argument, at lægdommere og nævninge skal afspejle befolkningen, og det vil et forbud mod tørklæder forhindre. Også Dansk Folkepartis forslag om et tørklædeforbud for alle offentligt ansatte afvises af regeringen, ligesom et forslag fra partiet om, at sundhedspersonale skal forbydes at bære religiøse symboler, er blevet afvist. Det afvises også af Institut for Menneskerettigheder, hvor juridiske eksperter har vurderet, at begge forslag vil være i strid med internationale konventioner og med den danske lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. 

Hvad vil konsekvensen af forbuddet mod dommere med tørklæde blive?

Konsekvensen kan blive, at færre muslimske kvinder vil søge ind på jurastudiet, og at færre unge med etnisk minoritetsbaggrund vil vælge uddannelser, som primært er brugbare i Danmark. Forbuddet kan dermed øge tendensen til, at unge med indvandrerbaggrund vælger uddannelser, som de kan bruge, hvis de vælger at udvandre fra Danmark. Det vurderer studieleder på det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Mette Hartlev, samt studiechef på universitetet, Jakob Lange: ”Tørklædeforbudet sender jo et signal om en begrænsning af erhvervsmulighederne, for unge muslimer kan jo tro, at det også kommer til at gælde for eksempel advokater,” siger Mette Hartlev i artiklen ”Juraprofessor til muslimer: Læs ikke til dommer” i Politiken den 15. maj 2008 (se kilder). I samme artikel siger Jakob Lange: ”Jeg vil ikke udelukke, at det her kan betyde færre ansøgere med muslimsk baggrund til jurastudiet. Mange søger studiet for at blive advokater, men de kan vel også blive ramt af forbud.”

Af artiklen ”Sabba Mirza dropper dommerkarrieren” i Jyllands-Posten den 15. maj 2008 (se kilder) fremgår det, at forbuddet mod dommere med tørklæde har fået en 25-årig kvindelig jurastuderende med pakistansk baggrund til at ændre karriereplaner, da hun ønsker at finde et job, hvor hun kan bære tørklæde.

Desuden har flere politikere udtalt, at selve debatten omkring vedtagelsen af loven har skadet integrationen, fordi debatten udviklede sig til en debat for eller imod muslimer. 

Hvordan er befolkningens holdning til tørklæder blandt offentligt ansatte?

Danskerne er splittede i dette spørgsmål, viser en meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 i maj 2008. Blandt de adspurgte går 48 % ind for, at der indføres et generelt forbud mod, at offentligt ansatte bærer tørklæder eller andre religiøse beklædningsgenstande på arbejdspladsen. 39 % er imod, at der lovgives på området. 12 % er i tvivl eller har ingen holdning til spørgsmålet. Holdningen hos de adspurgte afhænger dog af, hvilke offentligt ansatte det drejer sig om. 71 % går ind for et forbud, der gælder dommere, 69 % støtter et forbud rettet mod politifolk, mens kun 38 % mener, at et forbud skal gælde jordemødre. 

Hvordan er befolkningens holdning til tørklædeklædte kvindelige kolleger?

En undersøgelse foretaget af Catinét for den liberale tænketank CEPOS i juni 2008 viste, at et flertal af danskerne har det fint med tanken om kvindelige muslimske kolleger, der bærer tørklæde. 1.015 danskere blev bedt om at respondere på udsagnet ”Jeg ville ikke bryde mig om, at min kollega bar muslimsk tørklæde.” Hertil svarede 54 % af de var uenige eller meget uenige, mens 18 % hverken var enige eller uenige, og 19 % erklærede sig enige eller helt enige.

En undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 i januar 2009 viste samstemmende, at et flertal af danske arbejdstagere, der har muslimske kolleger mener, at det skal være tilladt at gå med tørklæde på arbejdspladsen. Hver tredje mente modsat, at tørklæder bør være bandlyst. Undersøgelsen var foretaget blandt 1844 ikke-muslimske arbejdstagere mellem 18 og 70 år, der var aktive på arbejdsmarkedet. Af dem havde 705 personer ikke-muslimske kollegaer, og disse personer blev stillet en række spørgsmål om deres holdninger til religiøse udtryk og særlige foranstaltninger for deres muslimske kollegaer. Det var blandt disse 705 personer, at en tredjedel var imod brug af tørklæder. Et flertal var imod, at muslimske kolleger får lov til at bede i arbejdstiden, mens halvdelen gav udtryk for, at de ikke brød sig om at blive konfronteret med kollegers religiøsitet på jobbet. Størst imødekommenhed var der over for muslimske kollegers kostregler og ønsker om at tage fri i forbindelse med islamiske helligdage. Hvad disse ting angik, var der modstand mod at vise hensyn blandt en fjerdedel af de adspurgte. Der er således blandt personer med muslimske kolleger en forholdsvis markant modstand mod tørklæder på arbejdspladsen, men tolerancen over for, at kolleger kunne få tidligt fri i forbindelse med fredagsbøn var dog mindre endnu. Her gjaldt det, at over halvdelen var imod en sådan ordning. Undersøgelsen refereres i artiklen ”Lønmodtagerne er ramt af muslim-forskrækkelse” i Ugebrevet A4, nr. 13, april 20009 (se kilder).

Den danske debat om tørklæder i skolen

Hvad handler diskussionen om tørklæde i skolen om?

Debatten handler om folks ret til at bære tørklæde inden for skolens grund. Diskussionen vedrørende eleverne handler både om praktiske forhold og om forældres ret til at bestemme over deres børns påklædning, mens diskussionen om lærere med tørklæde stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt undervisere må give synligt udtryk for deres religiøse overbevisning. 

Hvilke argumenter er der imod læreres brug af tørklæde i skolen?

· Tørklæde hos lærere kan virke missionerende. Det mener Karen Jespersen ifølge artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen 24. oktober 2003 (se kilder).

· Skolen skal være et sekulært miljø, altså et miljø, der ikke er præget af religion. Derfor bør hverken elever eller lærere bære tørklæde eller noget andet religiøst symbol. Det argument fremførte Nahid Riazi, iranskfødt feminist i tv-programmet Debatten med titlen ”Integration eller tørklæder” på DR2, den 6. november 2003 (se kilder). 

Hvilke argumenter er der for læreres ret til at bære tørklæde i skolen?

· Man kan sagtens undervise med tørklæde uden at missionere for sin religion. ”Det fungerer fint, og ingen forældre har klaget over det hidtil”, siger skoleleder på Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense, Olav Nielsen, ifølge artiklen ”Håret frit” i Weekendavisen 24. oktober 2003 (se kilder). Der kan være mange grunde til at gå med tørklæde, og skolelederen giver et eksempel på en lærer, der går med tørklæde, fordi hun har tabt håret på grund af kemokur og kræft. Han mener, det ville være urimeligt at forbyde hende at gå med tørklæde. Foreningen For Modersmåls- og Tosprogede Lærere samt Foreningen For Undervisere For Tosprogede oplyser i samme artikel, at de ikke kender til klager over, at en lærer bærer tørklæde.

· Det afgørende er ikke en lærers påklædning, men om vedkommende lever op til folkeskolelovens krav til en lærer. Det argument har blandt andet integrationsordfører for Socialdemokraterne, Anne-Marie Meldgaard, fremført.

· Børn har godt af at møde forskellige religiøse skikke og holdninger. Det er derfor fint, at lærerne har forskellige religiøse ståsteder, så længe de ikke forsøger at undertrykke eller missionere. Dette synspunkt deler uddannelses- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Per Bregengaard (Enhedslisten) med formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, ifølge artiklen ”Grænsen går ved burka” i Information, 29. oktober 2003 (se kilder). Samme synspunkt er blevet fremført af foreningen Danske Skoleelever i forbindelse med tørklædedebatten i foråret 2008.  

Hvilke argumenter er imod for pigers ret til at bære tørklæde i skolen?

· Piger, der bærer tørklæde i skolealderen, har ikke noget reelt frit valg, men er underlagt deres forældres påvirkning. De bliver med deres tørklæder reelt et talerør for forældrenes tro, kultur og tradition.

· Tørklædet indikerer, at pigerne er farlige seksuelle objekter, der skal tildækkes af hensyn til mændene. Dermed gør man pigerne skamfulde og indoktrinerer dem til at tro, at kvinder primært skal være sexobjekter.

· Piger, der bærer tørklæde, risikerer at komme til at lide af D-vitamin-mangel, fordi D-vitamin primært optages gennem huden via sollys.

· Tørklædet og tildækning i det hele taget kan forhindre pigerne i at dyrke sport, så de bliver overvægtige og ikke udvikler sig motorisk.

Disse argumenter er blevet fremført ved flere lejligheder af læge Vibeke Manniche, der også er medlem af organisationen Kvinder for Frihed. Argumenterne præsenteres blandt andet i bogen ”Maskeret tvang - en antologi” (se kilder). 

Hvordan forholder danske skoler sig til tørklædedebatten?

Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte skoler forholder sig, når muslimske piger ønsker at bære tørklæde. Det fremgår af artiklen ”Skolerne må selv finde de vises sten” i Information 16. juni 2003 (se kilder).

På de fleste skoler handler diskussionerne om tørklæde ikke om undervisningen i de traditionelle skolefag som dansk og matematik, men om, hvorvidt pigerne kan bære tørklæde i idræts- og svømmeundervisningen. På nogle skoler får eleverne lov at svømme med badehætte; på andre får de lov at have tørklæde på i vandet. På de fleste skoler er der fundet en ordning, som både lærere, elever og forældre er tilfredse med.

På nogle skoler har man for at forebygge konflikter vedtaget regler om beklædning. Det gælder blandt andet på Egå Gymnasium ved Aarhus, som i 2007 lavede nye ordensregler, som forbyder, at elever tildækker deres ansigter, uanset om det er med burka eller elefanthue. Gymnasiets rektor har forklaret reglerne med, at tildækning af hele ansigtet efter skolens mening udgør et problem, fordi undervisningen ikke kan fungere, hvis lærerne ikke kan se elevernes ansigtsudtryk. Tørklæder, som ikke dækker ansigtet, anser skolen derimod ikke for at være noget problem. Da reglerne blev indført, havde der aldrig været nogen burkaklædt elev på skolen, men skolens ledelse vedtog reglerne for at komme eventuelle problemet i forkøbet.

Hvad mener danskerne om et forbud mod, at folkeskolelærere bærer tørklæder?

Holdningerne er delte, viser en undersøgelse, som Jyllands-Posten fik foretaget i november 2003. Resultaterne af undersøgelsen refereres i artiklen ”PLS-måling: Danskerne er delt i tørklædesag”, Jyllands-Posten 12. november 2003 (se kilder):

· 40 procent er enige eller helt enige i, at folkeskolelærere ikke bør have lov at undervise med tørklæde på.

· 43 procent er delvist uenige eller helt uenige i, at folkeskolelærere ikke bør have lov at bære tørklæde.

· Blandt de unge er kun 22 procent enige i et forbud, mens over halvdelen af de ældre over 56 år synes at et sådant burde fastlægges.

· Næsten 80 procent af Dansk Folkepartis vælgere og under halvdelen af Socialdemokraternes vælgere ønsker, at der indføres et forbud.

· Blandt personer med kort uddannelse mener kun 29 procent, at folkeskolelærere bør have lov at bære tørklæde, mens 60 procent af adspurgte med en lang uddannelse mener, at lærere skal have ret til at dække deres hår.

· Blandt indvandrerne er 22 procent enige i, at der skal være et forbud mod tørklæder blandt lærere.

Kilder

Danske love og bekendtgørelser

Vedtaget ved 3.behandling i Folketinget 29. maj 2009.
Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling af race m.v. Lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987.

Internationale konventioner

Rapporter, undersøgelser og andre offiecielle dokumenter

Et EU-forskningsprojekt om de debatter, konflikter og regler om tildækning af muslimske kvinder i det offentlige rum, der præger 9 europæiske lande. På projektets hjemmeside publiceres blandt andet forskningsrapporter og konference-referater.
”Danskerne er positivt stemte overfor muslimske kolleger.” CEPOS. Notat. Juni 2008
Et EU-forskningsprojekt om de debater, konflikter og regler om tildækning af muslimske kvinder i det offentlige rum, der præger 9 europæiske lande. På projektets hjemmeside publiceres blandt andet forskningsrapporter og konference-referater.
”IntegrationsStatus 2007” Catinét, 2008. Kan bestilles via info@catinet.dk / tlf. 70202324

Organisationer og debatfora i Danmark

Overvåger og beskriver menneskeretssituationen i Danmark og udlandet.
Dansksproget muslimsk internet-community med nyheder, links og debatfora organiseret efter temaer. Her diskuterer muslimske piger blandt andet emner som tildækning og kønsroller i islam.
Paraplyorganisation, der arbejder for lige rettigheder og muligheder for kvinder. Stiftet 1899. Har i dag 45 medlemsorganisationer.
Muslimsk paraplyorganisation, stiftet i 2006. Repræsenterer 30-35.000 i Danmark bosiddende muslimer.
Selvejende uafhængig organisation, der giver råd og vejledning samt juridisk hjælp i diskriminationsspørgsmål.

Organisationer og myndigheder i udlandet

- European Court of Human Rights:
- den svenske uddannelsesstyrelse.
O’Neill, Brendan:
Et burkaspøgelse går gennem Europa. Politiken, 2010-10-27. Kronik.
Kjær, Jakob Sorgenfri:
Turismen får indvandrere og ufaglærte i job. Politiken, 2010-07-04.
Ritzau:
Færre danskere støtter burkaforbud. Politiken, 2010-02-20.
Drevsfeldt, Sabrina, Lillian Clemmensen, Camilla Stampe:
Tyrkiske universiteter trodser forbud mod tørklæder. Information, 2010-02-03.
Duvå, Hanne Stetting:
Vore piger i skønhedsburka”, Politiken 2009-02-27. Kronik
Schøler, Peter:
Danskerne afviser tørklæder i hjemmeværnet. Politiken, 2009-07-24.
Rostock-Jensen, Jens:
Tørklædets magt. Politiken, 2008-12-30. Kronik.
Rahbek, Birgitte:
Et slør, flere slør. Politiken, 2008-07-01. Kronik.

Avisartikler

Geist, Anton:
Tørklædet som tjekket hybrid. Information, 2008-06-20.
Politiken:
Søvndal angriber tørklædet. Politiken, 2008-06-05.
Olesen, Søren Gosvig:
Religion i samfundet. Information. 2008-05-31. Kronik.
El-Gourfti, Fikre Filali:
Tørklædet er vigtigere end job. Politiken, 2008-05-25.
Lindqvist, Andreas:
Juraprofessor til muslimer: Læs ikke til dommer. Politiken, 2008-05-15.
Jyllands-Posten:
Sabba Mirza dropper dommerkarrieren. Jyllands-Posten, 2008-05-15.
Alfter, Brigitte:
Nonner må, muslim må ikke. Information, 2008-03-25.
Christiansen, Flemming og Pola Rojan:
Designer-burka til brug på jobbet. Politiken, 2005-10-11.
Rübner-Petersen, Pernille:
Bh’er og tørklæder. Politiken, 2006-05-31.
Rasmussen, Morten:
Tørklædedom udløser kritik. Kristeligt Dagblad, 2003-12-19.
Politiken:
Frankrig vil forbyde tørklæder i skolerne. Politiken, 2003-12-17.
Elg, Camilla:
Tørklædet er visuel ytringsfrihed. Politiken, 2003-12-15. Kronik
Winther, Henrik:
Sløret fra munden. Weekendavisen, 2003-11-07.
Aagaard, Charlotte:
Grænsen går ved burka. Information, 2003-10-29.
Dørge, Henrik:
Håret frit. Weekendavisen, 2003-10-24.
Aagaard, Charlotte:
Skolerne må selv finde de vises sten. Information, 2003-06-16.
Borg, Orla:
Religion: Dom mod muslimsk tørklæde. Jyllands-Posten, 2002-07-07.
Bonnesen, Jakob:
Tørklæder, viden og virksomhedsledelse. Børsen, 1999-08-27.

Magasin- og tidsskriftsartikler

Beier, Nur:
Tørklædefænomenet - mod en normalisering? Social Kritik, årg. 20, nr. 114, 2008
Tema: Tørklæder og slør. Webmagasinet Forum, december 2007. http://www.kvinfo.dk/side/266/tema/32/
Wissing, Lisbeth:
Tørklæde i retten. Gymnasieskolen, årg. 91, nr. 2, 2008
Lægaard, Sune:
Tørklæder - diskrimination og nationalisme. Politisk-filosofiske aspekter på tørklæde-debatten i Danmark. Politik, årg. 8, nr. 1, 2005
Islam.dk: Er hovedtørklædet påbudt i Islam?. Findes på hjemmesiden http://www.islam.dk under ’Alment’, ’Temaer’.

Radio-indslag

Rapport om tyrkisk debat om tørklæder på arbejdsmarkedet.
Debat om og analyse af danskernes forhold til religiøse symboler i det offentlige rum, herunder muslimske tørklæder. Medvirkende: bl.a. professor i religionsvidenskab Hans Jørgen Lundager Jensen og ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal, begge Aarhus Universitet.
Indslag om sagen om en muslimsk kvinde, som har fået forbud mod at bære muslimsk tørklæde i hjemmeværnet. Analyse af sagen med forfatter, socialarbejder og muslim Aminah Tønnsen.
Om tørklædedebatten i Danmark og andre europæiske lande. Med Birte Siim, der har deltaget i det europæiske forskningsprojekt om tørklædedebat og -lovgivning, VEIL, historiker Pia Guldager Bilde samt politiker og tørklædebærende muslimsk kvinde Asmaa Abdol-Hamid.
Ida Burchardi, fotomodel og designstuderende og Karen M. Larsen, lesbisk og kristen, diskuterer deres holdninger til og oplevelser af at bære tørklæde. De har begge deltaget i DR2s udsendelse TørklædeeXperimentet, hvor kvinder, der normalt ikke bærer tørklæde, prøver at gå med tørklæde.
Kan man være frigjort feminist og samtidig bære tørklæde?

Tv-udsendelser og dokumentarfilm

TørklædeXksperimentet 1-3. DR2, den 6., 13. og 20. januar 2008. Hvad sker der når en feminist, en fotomodel og en kristen, lesbisk kvinde begynder at gå med det muslimske tørklæde? Kvinderne vejledes af Samilla Qureshi, som bærer tørklæde til daglig. Tilrettelæggelse: Lisbeth Dilling Medvirkende: Samilla Qureshi, Suzanne Giese, Karen Larsen og Ida Burchardi
Debatten: Hvorfor skaber tørklæder vrede? DR2, 2007-05-07. Debatprogram om baggrunden for de ophedede tørklædedebatter. Medvirkende: Elsebeth Gerner Nielsen, (R), Pia Kjærsgaard (DF), Sørine Gotfredsen, teolog og journalist, Suher Othman, læge Vært: Jesper Larsen
InshAllah - med Guds vilje Den Danske Filmskole, 2005. Instruktør: Malene Choi Jensen. 20årige Sabha Khan er født i Danmark. Hun søger job, men møder modstand, fordi hun er muslim og går med tørklæde. (Kan ses online på biblioteker, der er med i projekt BIBCAST)
Pigerne bag tørklædet Dansk dokumentarprogram sendt på TV2, 1999-10-07. Om muslimske piger og kvinder, der ikke vil finde sig i at blive lukket ude af dele af det danske arbejdsmarked, fordi de bærer tørklæde.

Faglitteratur og debatbøger

Degn, Inge & Søholm, Kirsten Molly (red.):
Tørklædet som tegn. Tilsløring og demokrati i en globaliseret verden. Aarhus Universitetsforlag, 2011.
Khankan, Sherin (red.):
Muslimernes islam. Religion, kultur, samfund. Pantheon, 2010.
Fenger-Grøndahl, Malene:
Tyrkiet - en del af EUropa. Informations Forlag, 2007
Bjarnason, Nina H. & Vibeke Manniche:
Maskeret tvang - en antologi. Liva, 2006.
Djavann, Chahdortt:
Kast sløret! Akademisk Forlag, 2006.
Koranen. Oversat af Ellen Wulff. Forlaget Vandkunsten, 2006.
Echammari, Aminah Tønnsen:
Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse, Fremad, 1998.