influencer
Danske influencere stormer frem på annoncemarkedet. Den 26-årige Camilla Frederikke Søndergaard Christensen har over 300.000 følgere.
Foto: Carsten Snejbjerg / Ritzau Scanpix

Influencere

journalist Martine Stock, Bureauet, oktober 2019.
Top image group
influencer
Danske influencere stormer frem på annoncemarkedet. Den 26-årige Camilla Frederikke Søndergaard Christensen har over 300.000 følgere.
Foto: Carsten Snejbjerg / Ritzau Scanpix

Indledning

Influencere bruger deres indflydelse på sociale medier til at påvirke og gøre reklame for en sag eller et budskab. De er på relativt kort tid blevet en vigtig brik i virksomheders og organisationers reklamestrategi. Influencere har typisk mange følgere, og mange mennesker identificerer sig med dem. Derfor kan de komme tættere på forbrugerne og reklamere på en mere ”troværdig” måde. Denne gråzone mellem traditionel reklame og reklame på sociale medier vækker dog indimellem kritik, og influencernes rolle og ansvar diskuteres jævnligt i medierne.

 

Her kan du se et eksempel på en influencers arbejde. I videoen reklamerer blogger og YouTuber Julia Sofia for et rejseselskab.

Artikel type
faktalink

Baggrund om influencere

Hvad er en influencer?

Ordet influencer kommer af det engelske ’influence’ (indflydelse eller at øve indflydelse på). En influencer er en kendt person, der bruger sin rækkevidde og indflydelse på særligt sociale medier til at lave reklame – oftest mod betaling – for en sag, et budskab eller et produkt. En influencer bruger oftest digitale platforme til at nå sit publikum og har typisk mange følgere. En influencer kan være en blogger, en YouTuber eller en anden personlighed på sociale medier.

Danske influencere med særligt mange følgere er blandt andre Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, og Julia Sofia, der hver især har flere hundredetusinde følgere på sociale medier.

Hvad laver en influencer?

En influencer laver indirekte reklame, ofte for virksomheders produkter, ved at nævne produkterne i sine indlæg eller videoer på sociale medier. Influencere bliver ofte betalt for dette arbejde, men det er ikke altid tilfældet; en influencer kan også samarbejde med en velgørende organisation og promovere deres budskab uden at få betaling. En influencer forsøger dog uanset betaling at påvirke sit publikum, for eksempel til at købe et bestemt produkt eller til at ændre adfærd eller holdning.

”Influencer-marketing”, som influencer-arbejdet også kaldes, er på mange måder det samme som traditionel markedsføring eller reklame; forskellen er, at det gøres gennem en enkeltperson, som en række mennesker måske stoler på og identificerer sig med og derfor lettere lader sig påvirke af, end de gør af traditionelle reklamer.

Hvornår opstod influencer-fænomenet?

At virksomheder bruger kendte mennesker til at reklamere for deres produkter er ikke nyt. Det nye er, at influencere fortrinsvis eksisterer på digitale platforme og kan kommunikere direkte med deres publikum, uden at det er styret af den virksomhed eller organisation, hvis produkt eller sag de promoverer. Samtidig er reklamen indirekte og derfor mere skjult.

Influencer-fænomenet er opstået inden for de seneste ti år og har allerede vokset sig rigtig stort - ikke mindst uden for Danmarks grænser. I 2018 var en af de måske mest kendte influencere, Kylie Jenner, på forsiden af det amerikanske erhvervsmagasin, Forbes Magazine, i anledning af at hun på bare tre år havde tjent 900 millioner dollars i betaling for at udføre indirekte reklame på sociale medier.

Hvem bruger influencere?

Influencere bruges oftest af virksomheder, der gerne vil sælge et produkt til en specifik målgruppe, som en blogger eller anden person på sociale medier har særlige forudsætninger for at nå ud til. Men influencere kan bruges af alle, der gerne vil sælge et produkt eller fremme et budskab, og det er blevet mere almindeligt, at også organisationer og myndigheder benytter sig af influencere, bl.a. i håb om at nå yngre målgrupper. I 2017 betalte Sundhedsstyrelsen eksempelvis en række unge influencere for at medvirke i en antirygekampagne.

Influencer-fænomenet i Danmark

Hvorfor bruger man influencere?

Argumentet for at bruge influencere er ofte, at et budskab fremstår mere troværdigt, når det kommer fra en influencer frem for direkte fra en virksomhed. En influencer er ofte en person, som mange mennesker følger og måske ser op til, og derfor kan et budskab formidlet via en influencer have større gennemslagskraft end gennem traditionel reklame.

Rasmus Fisker, der har mange års erfaring med sociale medier, beskriver influencer-effekten således i en artikel på TV2.dk den 18. december 2017 (se kilder): ”Når de unge sidder og kigger på Instagram og YouTube, har de paraderne nede, derfor går budskabet mere ind (…) metoden er rigtig effektiv, fordi influenterne kender deres publikum og derfor laver troværdigt indhold, som følgerne faktisk gider at se.”


Hvilke regler er der for influenceres arbejde?

Da en influencers arbejde er reklame, skal det ifølge Forbrugerombudsloven deklareres, det vil sige, at det skal fremgå af influencerens indslag på sociale medier, at der er tale om reklame. Hvis en influencer for eksempel reklamerer for en virksomhed ved at nævne den eller vise dens logo, skal det være tydeligt for den, der ser videoen eller indlægget, at det er reklame. Det kan for sikres ved at skrive ”sponsoreret”, ”reklame”, ”annonce” eller lignende.

Der dukker dog jævnligt sager op, hvor influencere bryder markedsføringsloven ved at glemme at deklarere, når de laver reklame.

Hvordan går det for influencere i Danmark?

Influencer-fænomenet er stadig ret nyt i Danmark, men industrien er i vækst. Flere og flere virksomheder bruger især unge influencere til at markedsføre deres produkter. Siden 2016 har omsætningen for nogle af landet største influencer-bureauer, det vil sige bureauer, der formidler kontakt mellem virksomheder og influencere, været stigende. Det viser tal fra Slots- og Kulturstyrelsen (se kilder). I 2017/2018 omsatte de 14 største selvstændige influencerbureauer i Danmark samlet for 108 millioner kroner mod 46 millioner kroner i 2016/2017.

Specialkonsulent ved Slots- og Kulturstyrelsen, Anders Sebastian Kauffelt, siger om udviklingen: ”Analysen viser, at de virksomheder, som medvirker i analysen, og som alle primært arbejder med markedsføring ved hjælp af influencere, på kort tid har formået at øge både omsætningen og beskæftigelsen markant. Udviklingen er interessant, fordi den finder sted på platforme som for eksempel YouTube og Instagram, der står uden for det etablerede, danske annoncemarked. Samtidig står mange af de traditionelle mediers samlede annonceomsætning i øjeblikket stille eller er faldende.”