Pussy Riot

I februar 2012 afbrød fem medlemmer af den russiske aktivistgruppe Pussy Riot en gudstjeneste i Moskvas største kirke, Frelserkirken. Fire af gruppens medlemmer løb op til alteret, hvor de sang og dansede og påbegyndte en ”punkbøn”, hvor de blandt andet bad jomfru Maria om at befri Rusland for Vladimir Putin. Hele aktionen tog under to minutter. Efterfølgende blev tre af gruppens medlemmer fængslet, mens to andre flygtede til udlandet. Under stor bevågenhed fra resten af verden blev de tre medlemmer af punkgruppen fremstillet i retten og anklaget for hooliganisme motiveret af religiøst had. Under retssagen sørgede Putin for, at den lov, de tre kvinder var anklaget efter, blev strammet. Denne stramning var medvirkende til, at de tre medlemmer hver blev idømt to års fængsel. Sagen var ifølge eksperter og menneskeretsgrupper et eksempel på præsident Putins foragt for systemkritikerne, og den har været benzin på bålet i den internationale debat om forholdene for demokrati og menneskerettigheder i Rusland. De tre fængslede kvinder blev i december 2013 benådet og løsladt før tid, men fortsætter ufortrødent kampen mod Putins styre.

Pussy Riot er en russisk aktivistgruppe, der består af omkring 12 kvinder, som så vidt muligt optræder anonymt og under pseudonymer. Man kender kun navnene på de tre kvinder, der var på anklagebænken under retssagen efter Pussy Riots happening i Frelserkirken i Moskva. Det er Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj. Pussy Riot står bag en række Putin- og systemkritiske sange og happenings, hvor de forsøger at råbe både regering og befolkning op. Punkbandets sange er politisk funderede og handler ikke kun om Putin, men også om LGBT-rettigheder, feminisme og kvinderettigheder.

Pussy Riot udsprang af kunstnerkollektivet Voina (”Krig”) og bestod af kvinder, der ønskede at skabe en gruppe, som var mere feministisk. Inspirationen kom blandt andet fra 1990'ernes Riot Grrrl-bevægelse og fra punkrockens provokerende form. Pussy Riot opstod i efteråret 2011 samtidig med, at den daværende premierminister, Vladimir Putin, havde meddelt, at han igen ville gå efter præsidentposten ved valget den 4. marts 2012. I første omgang gennemførte Pussy Riot et par happenings i protest mod det russiske parlamentsvalg den 4. december 2011, som ifølge oppositionen var præget af valgfusk til fordel for Putins parti, Forenet Rusland. Pussy Riot blev for alvor kendt i Rusland efter en ulovlig happening på Den Røde Plads i januar 2012, hvor de sang en sang, der hånede Putin.

Pussy Riot bruger støjende punkmusik og politiske tekster til at fremføre kritik af styret i Rusland. Kvinderne bag Pussy Riot er desuden altid iført farvestrålende balaclavas, en slags elefanthuer, og spraglede kjoler. Netop deres påklædning blev i retten fremhævet som uanstændig og krænkende, fordi de viste bar hud under demonstrationen i Frelserkirken. Pussy Riot har før aktionen i Frelserkirken også optrådt på taget af et fængsel, i Moskvas metro og på Den Røde Plads ved Kreml, men de optræder aldrig ved demonstrationer, da de gerne vil sikre sig en vis chokeffekt af deres happenings. Chokeffekten var tydelig, da de optrådte i Frelserkirken, hvor både sikkerhedsvagter og rengøringsdamer sprang til for at standse aktionen, som ingen af dem havde nogen fornemmelse af var undervejs. Se ”Pussy Riot gig at Christ the Savior Cathedral” på YouTube (se kilder).

Punkbønnen, som gruppen opførte i Frelserkirken, indeholder elementer af alle deres mærkesager. Udover den gentagne linje i sangen: ”Jomfru Maria, Guds Moder, fordriv Putin, fordriv Putin,” sang de – ifølge artiklen ”Pussy Riot's Punk Prayer is pure protest poetry” i The Guardian (se kilder) – blandt andet om undertrykkelsen af homoseksuelle og den manglende ligestilling i det russiske samfund med linjerne: ”Frihedens fantom er faret til himmels, Gay Pride er lænket og fængslet” og ”I må ikke gøre Hans Hellighed vred, de damer, hold jer til at elske og føde børn”. Mens de tre medlemmer stadig sad på anklagebænken i retssagen efter deres happening i Frelserkirken, udgav de resterende medlemmer af Pussy Riot en ny sang, der oversat til engelsk har titlen Putin Lights Up the Fires. Sangen handler om anholdelsen af Pussy Riot-medlemmerne og den forventede fængselsdom, og teksten lyder blandt andet: ”Men I kan ikke sømme os inde i kisten (…) Syv år er ikke nok, giv os 18!”.

Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj blev anholdt en måned efter aktionen i Frelserkirken i februar 2012, og de sad alle tre varetægtsfængslet op til og under retssagen, der begyndte i juli samme år. Anklageskriftet mod Pussy Riot var på over 2.500 sider og indeholdt lange passager om religion og moral, men ikke et ord om politik. Selve anklagen lød på ”hooliganisme motiveret af religiøst had”. Anklagemyndigheden krævede først den højst mulige straf på syv år, men satte det senere ned til et krav på tre år. Anklageskriftet lagde stor vægt på den religiøse foragt, som punkkollektivet ifølge anklageren havde udvist i den græsk-ortodokse kirke. Til trods for de tre anklagede kvinders udsagn om, at de ikke ville krænke nogen, og at aktionen udelukkende var politisk, kunne en af forsvarerne – ifølge artiklen ”Pussy Riot er blevet et russisk protestsymbol” i Politiken (se kilder) – i løbet af retssagen fortælle, at dommeren havde nedlagt forbud mod spørgsmål om det politiske aspekt i sagen.

Flere medier beskrev retssagen som spil for galleriet og absurd teater: Dommeren afviste langt over halvdelen af forsvarets spørgsmål, en af sikkerhedsvagterne sagde under sit vidneudsagn, at han havde været uarbejdsdygtig i to måneder på grund af chokket over aktionen, flere af anklagernes vidner læste op fra biblen, og forsvaret påviste, at to af kirkevagternes vidneudsagn var totalt identiske i den skriftlige form – helt ned til stavefejlene, ifølge artiklen ”Pussy Riot er blevet et russisk protestsymbol” i Politiken (se kilder). Samtidig blev det kritiseret, at de tre kvinder måtte sidde i et glasbur uden mad og drikke i op til 12 timer ad gangen under retssagen. Til sammenligning ville en lignende aktion i Danmark have udløst en bøde på cirka 200 kroner for hærværk.

Pussy Riots video gik hele verden rundt, og det, der skulle have været en rutineretssag mod systemkritikere, blev et tilløbsstykke for hele verdenspressen, som mødte talstærkt op ved distriktsdomstolen Khamovnitjeskij i Moskva. I de internationale medier blev præsident Putin og regeringen af internationale ngo'er såvel som toppolitikere i Europa og USA især kritiseret for at overreagere og bryde basale borger- og menneskerettigheder. Sagen fik endnu større opmærksomhed, da en række superstjerner som Madonna, Sting, U2, Paul McCartney, Yoko Ono og Red Hot Chili Peppers gav deres opbakning til de fængslede russiske aktivister. Pussy Riot nåede langt bredere ud med deres kritik af styret både nationalt og internationalt, end andre havde gjort med de mange demonstrationer mod korruption og svindel, der fandt sted forud for happeningen i Frelserkirken. Pussy Riot formåede med deres aktion i kirken og deres måde at tackle den efterfølgende retssag på at genoplive den internationale opmærksomhed og debat om borgeres rettigheder i Rusland og den massive censur af kritiske røster, der finder sted under Putins styre.

Dommen faldt i august, og alle tre kvinder blev fundet skyldige i anklagen om hooliganisme motiveret af religiøst had. De blev idømt hver to års fængsel – en dom, de straks appellerede. Inden appelsagen i oktober 2012 nåede Putins regering at komme med et lovforslag, der gør det ulovligt at fornærme andres religiøse følelser – nøjagtig det samme, som anklageskriftet mod Pussy Riot lød på. Strafferammen er på op til tre år. I appelsagen blev Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina endnu en gang idømt to års fængsel, mens det sidste medlem, Jekaterina Samutsevitj, slap billigere med en betinget dom, som betød, at hun ganske overraskende blev løsladt. Domstolens begrundelse var, at Samutsevitj ikke havde deltaget lige så længe i aktionen som de to andre. Tolokonnikova afsonede sin straf i den russiske delrepublik Mordovien, som er kendt og berygtet for sine arbejdslejre, der blev oprettet under Sovjettiden, mens Aljokhina afsonede i Uralbjergenes Perm-region.

Ifølge artiklen ”Pussy Riot går til menneskeretsdomstol” i Dagbladet Information (se kilder) appellerede de to kvinder i 2012 dommen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi de ikke fandt retssagen retfærdig og på grund af umenneskelige forhold under både varetægtsfængslingen, retssagen og afsoningen af deres fængselsdomme.

     I maj 2013 indledte Maria Aljokhina en 11 dage lang sultestrejke i protest mod forholdene i fængslet, og i september 2013 gjorde Nadesjda Tolokonnikova det samme. I et åbent brev med titlen ”Derfor går jeg i sultestrejke” (se kilder) beskriver Tolokonnikova de barske forhold i Mordovien-lejren. Hun blev i oktober 2013 overflyttet til straffelejr i Sibirien, tilsyneladende som straf for at have kritiseret forholdene i fængslet. Transporten til denne straffelejr varede tre uger, og i mellemtiden vidste ingen, hvor hun var, sagde hendes mand, Pjotr Versilov, ifølge artiklen ”Advokater og familie leder forgæves efter Pussy Riot” (se kilder). I november 2013 blev Tolokonnikova indlagt på et fængselshospital for at få behandling for følgevirkningerne af sultestrejken.

Den 23. december 2013, knap fire måneder inden de havde afsonet deres domme, blev Aljokhina og Tolokonnikova sammen med over 20.000 andre indsatte benådet i den største amnesti i Ruslands post-kommunistiske historie.

     Da Aljokhina blev løsladt, sagde hun ifølge artiklen ”Pussy Riot's Nadezhda Tolokonnikova freed from prison” (se kilder), at hun var chokeret over at blive løsladt før tid, og at hun ville være blevet bag tremmer, hvis hun havde haft et valg. ”Det er ikke amnesti. Det er fup og et PR-trick”, sagde hun.Aljokhina rejste ikke direkte hjem til sin familie i Moskva men til Krasnojarsk i Sibirien, hvor Tolokonnikova befandt sig.

     På en pressekonference få dage efter løsladelsen affejede de begge amnestien som et ”PR-stunt” fra Putins side og sagde, at den havde til formål at forbedre Ruslands image forud for vinter-OL i februar 2014 og G8-topmødet i sommeren 2014. Begge dele finder sted i den russiske by Sotji. En lignende analyse kommer fra seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Karsten Jakob Møller. ”Det er ikke noget tilfælde, at den amnestilov kommer nu”, siger han til Politiken i artiklen ”Ekspert: Putin løslader Pussy Riot for at pleje Ruslands image” (se kilder).

     Tolokonnikova og Aljokhina bebudede lige efter deres løsladelse, at de ville danne organisationen Sona Prava, som på dansk betyder Retfærdighedszonen, og at de blandt andet vil kæmpe for bedre forhold for indsatte i russiske fængsler og fangelejre.

     I modsætning til Aljokhina og Tolokonnikova har Jekaterina Samutsevitj holdt lav profil siden sin løsladelse i oktober 2012.

Ifølge menneskerettighedsorganisationerne Human Rights Watch og Amnesty International er mulighederne for frit at dele informationer og ytre sig offentligt blevet stærkt begrænsede i Rusland, siden Putin første gang tiltrådte præsidentembedet i år 2000. Kort efter at Putin i 2012 blev genindsat som præsident, rullede han en række love tilbage, som forgængeren, Dmitrij Medvedev, havde lempet. Blandt andet havde Medvedev afskaffet loven om kriminalisering af visse former for injurier. Human Rights Watch (HRW) fremhæver blandt andet Putins lovgivning om landsforræderi som dybt problematisk, da den begrænser de russiske borgere i at dele informationer og ytre sig om disse. Loven giver ifølge HRW muligheder for misbrug, hvis regeringen ønsker at slå ned på en oppositionspolitiker eller offentlig kritiker, der arbejder sammen med internationale ngo'er. I slutningen af 2013 var status, at dette foreløbig har ramt hundredvis af ngo'er, skriver HRW (se kilder). Lovgivning om landsforræderi omfatter også bistand eller rådgivning til internationale organisationer, hvilket kan betyde, at aktivister som Pussy Riot, der forsøger at sprede budskaber om menneskerettigheder eller kvinders rettigheder, i princippet kan linkes til internationale organisationer med samme budskab og straffes for denne forbindelse. Strafferammen for brud på loven om landsforræderi er på op til 20 års fængsel. Blandt de mange nye love fik Putins styre også gennemført en lov, der gør det næsten umuligt at afholde demonstrationer. Denne lov giver samtidig politiet frie hænder mod demonstranterne, der, ifølge lovteksten, automatisk er med til at skabe masseuro, når de deltager i en demonstration.

     Putin har herudover fået en række andre stramninger indført i den russiske lovgivning. For eksempel er bødesatsen for at deltage i ”ulovlige”, det vil sige Putin-kritiske demonstrationer, blevet 150-doblet. Det betyder, at en organisation bag en ikke-godkendt demonstration kan idømmes en bøde på op mod 200.000 kroner, mens en enkeltperson kan idømmes bøder på op til 60.000 kroner for at deltage i en sådan demonstration. Allerede i 2004 blev det skrevet ind i loven om demonstrationer, at demonstrationer ikke må finde sted nær Kreml, præsidentboligen, offentlige bygninger, internationale organisationers bygninger, kirkelige institutioner eller ved trafikerede områder. Det fik – ifølge artiklen ”Rusland indskrænker demonstrationsret” i Berlingske (se kilder) – den liberale politiker Sergej Mitrokin til at udtale: ”Denne lov er ikke bare i strid med forfatningen, den udraderer forfatningen. Forfatningen garanterer folks forsamlingsret. Denne lov giver bureaukraterne ret til at forbyde enhver (offentlig, red.) forsamling.”

Andre systemkritiske aktivister har også mærket konsekvenserne af en begrænset ytringsfrihed. Den russiske street art-gruppe Voina, som Pussy Riot er udsprunget af, modtog en innovationspris af det russiske kulturministerium i 2011. Men senere samme år blev de anholdt for at deltage i en demonstration mod anti-korruption, og gruppens medlemmer blev tiltalt efter samme paragraf som Pussy Riot: hooliganisme motiveret af had mod en etnisk, religiøs eller social gruppe – i dette tilfælde mod politiet. Efter tre måneders varetægtsfængsling af de to medlemmer af gruppen, Oleg Vorotnikov og Leonid Nikolajev, blev de løsladt mod kaution, da den internationalt anerkendte graffitikunstner Banksy tilbød at betale 80.000 engelske pund for deres løsladelse, ifølge artiklen ”Don't raise the bridge: Voina, Russia's art terrorists” i The Guardian (se kilder).

Efter Pussy Riots happening i Frelserkirken udsendte en russisk domstol forbud mod og ordrer om blokade mod alle hjemmesider med Pussy Riot-indhold, både tekst, fotos og videoer. Gruppens officielle hjemmeside og Livejournal-blog (se kilder) blev også blokeret. Domstolen begrundede blokaden med, at indholdet havde ”ekstremistisk karakter”.

     Selvom Putin gerne selv bruger medierne til at promovere sig selv som en verdensmand med særlige evner inden for alt fra bjørnejagt til kampsport – og som gerne lader sig portrættere i bar overkrop på hesteryg – så er hans tolerancetærskel lav, når det gælder mediernes uafhængige eller ikke-godkendte fremstilling af ham og hans regering. Karikaturtegninger af Putin blev uofficielt forbudt, efter at Putin tiltrådte som præsident i år 2000. Hvis en avis hænger Putin ud, kan den risikere, at trykkeriets priser pludselig tidobles, eller at sikkerhedsmyndighederne aflægger redaktionen et besøg. Heller ikke satire i tv tolereres af Putin. Det satiriske dukkeprogram Kukly, der havde stor succes med at karikere tidligere præsident Boris Jeltsin, fik besked på at fjerne deres Putin-dukke fra programmet, lige efter at Putin tiltrådte som præsident, og hele programmet måtte efterfølgende lukke ned efter pres fra Kreml. Fordi Putin slår ned på medierne med hård hånd, har meget af den kreative kritik af ham og hans styre flyttet sig til blandt andet YouTube, hvor Putin ikke har magt til at censurere. Her florerer massevis af videoer med sange og happenings, der kritiserer Putin og styret.

Amnesty International betegner Pussy Riot som såkaldte samvittighedsfanger. Det vil sige fanger, der alene sidder fængslet på grund af politiske, religiøse eller seksuelle overbevisninger. Amnesty har gentagne gange kritiseret Rusland for de trange kår for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed i landet. I forbindelse med sagen om Pussy Riot sagde vicegeneralsekretær for Amnestys danske afdeling, Tine Christensen, blandt andet: ”Der er indført en lang række begrænsninger for ytrings- og forsamlingsfriheden, og dommen viser, hvordan Kreml forsøger at undertrykke systemkritikerne og skræmme borgerne fra at protestere”, ifølge artiklen ”Amnesty til Rusland: Løslad Pussy Riot" i Politiken (se kilder). Amnesty betegner dommen over Pussy Riot som et angreb på menneskerettighederne. EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, betegnede dommen som ”ude af proportioner”, den tyske kansler Angela Merkel kritiserede ligeledes dommen og kaldte den uforenelig med europæiske værdier for retsstat og demokrati, og herhjemme kaldte (daværende) udenrigsminister Villy Søvndal (SF) – ifølge artiklen ”Internationale smæk til Rusland for punkdom” fra Berlingskes Nyhedsbureau (se kilder) – dommen for stærkt bekymrende.

     I Rusland har meningerne været mere delte end i Vesten. Under retssagen mod de tre aktivister viste meningsmålinger, at russerne var delt i to nogenlunde lige store lejre i spørgsmålet om Pussy Riot. Halvdelen af de adspurgte, der havde taget stilling i sagen, bakkede op om Pussy Riots protest og metoder, mens den anden halvdel følte, at kirken og den russisk-ortodokse religion var blevet krænket.

Særligt den russisk-ortodokse kirke har bakket op om kravet om strenge straffe til Pussy Riot – naturligt nok, idet de kirkelige ledere føler, at Pussy Riot krænkede kirken og religionen med punkprotesten i Frelserkirken. Kort efter Pussy Riots happening beskyldte den ortodokse kirkes overhoved, patriark Kiril, Pussy Riot for blasfemi og mente, at ”djævlen har grinet af os alle sammen”, fremgår det af artiklen ”Fakta: Forstå sagen om Pussy Riot” (se kilder). Kirken har kunnet bruge dommen til at ”befæste en ukrænkelighed og derved privilegeret position i det russiske samfund”, skriver ruslandsekspert Jon Kyst i artiklen ”Ortodoks kirke mod gruppen Pussy Riot. Kirken bør moderere sit ønske om en plads på magtens tinder” (se kilder). Den danske ekspert mener, at kirken på en hidtil uset måde har vist sig som en aktiv part i Ruslands værdi- og rettighedspolitiske spil.

     Det var da heller ikke tilfældigt, at Pussy Riots aktion fandt sted i Frelserkirken. I mange russeres øjne sker der en sammenblanding af stat og religion i Rusland, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i patriark Kirils støtte til Putin forud for præsidentvalget i 2012, hvor Kiril betegnede Putins styre som ”et Guds mirakel”.

Flere iagttagere har påpeget, at de kreative, politiske aktioner og happenings i Rusland er blevet mere ekstreme, og at det formodentlig blandt andet skyldes, at ytringsfriheden er så indskrænket, at mere traditionelle opråb om og demonstrationer for social uretfærdighed eller mod korruption bliver bremset af lovgivningen eller gøres virkningsløse af censuren. Den russiske journalist Igor Malakhov forklarer – ifølge artiklen ”Bryster, punk og borgerrettigheder” i dagbladet Information (se kilder) – fremvæksten af aktivistisk kunst som for eksempel Pussy Riots aktioner således: ”Når regeringerne er ekstreme, bliver reaktionerne det samme.” Under den tidligere præsident Boris Jeltsin var der også censur, men den joviale præsident tillod både kritisk satire og kunst. Under Putin har satire, politisk kunst og kritik af magthaverne fået sværere vilkår, og de kritiske røster har derfor fundet andre veje og kanaler, hvor de kan ytre sig. Grupper som Pussy Riot flytter desuden i stigende grad protesterne fra gaden til nettet, og de tilrettelægger deres demonstrationer og happenings, så de passer godt ind i formater som for eksempel YouTube og andre sociale medier. På den måde forsøger de at sikre sig, at en velplanlagt, dramatisk og symbolladet aktion kan få stor gennemslagskraft, sådan som det lykkedes med aktionen i Frelserkirken i Moskva i februar 2012.