Rusland under Boris Jeltsin – 1991-1999

Indledning

Rusland var et zarrige og et imperium frem til Den Russiske Revolution i 1917, og derefter den største republik i Sovjetunionen i 1922-1991.

Efter Sovjetunionens opløsning blev Rusland en selvstændig republik, der overtog Sovjetunionens internationale rolle, atomvåben, store dele af militæret, plads i FN’s sikkerhedsråd osv., som Sovjetunionens formelle arvtager.

Under præsident Boris Jeltsin 1991-99 blev en række økonomiske og politiske reformer sat i værk, der skulle omstille Rusland fra et autoritært styre med planøkonomi til et demokratisk samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi, ligesom i Vesten. De økonomiske reformer bragte imidlertid Rusland på kanten af fallit i 1998, halvdelen af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen i lange perioder, og korruption, kriminalitet og valgsvindel var udbredt.

Udenrigspolitisk var Ruslands strategi at blive anerkendt som en del af det europæiske værdi- og kulturfællesskab. Rusland knyttede derfor bånd til NATO, EU og enkelte EU-lande, som sikrede Rusland økonomisk og teknisk hjælp, kulturudveksling, samhandel og investeringer i Rusland. Samarbejdet trak dog i hver sin retning op gennem 1990’erne: Ruslands interesse var primært økonomisk, mens EU-landene pressede på for at få sat politiske reformer i gang i Rusland og håbede, at Vesten ved at importere store mængder energi fra Rusland kunne være med til at skabe økonomisk stabilitet og fremme demokratiet. [1] 

Selvom befolkningen i de tidligere 1990’ere fik en højere grad af demokratisk frihed end på noget andet tidspunkt i Ruslands historie, ser mange russere i dag 1990’erne som en uretfærdig og kaotisk tid, som nogle få skruppelløse forretningsmænd udnyttede til at blive styrtende rige, mens almindelige mennesker led stor økonomisk nød, og den store sociale ulighed, som stadig findes i Rusland, blev grundlagt.

Denne artikel er primært baseret på militærhistoriker Niels Bo Poulsen og seniorforsker Flemming Splidsboels bog, Putins krig, på gymnasielektor Nicolai Bjernøs bog Ruslands historie, og professor i statskundskab, Peder Nedergaards bog, Rusland – politik, økonomi og samfund.

Relaterede emner

Definition af Rusland

Rusland blev i 1991 en føderal republik ledet af præsident Boris Jeltsin. Hans to præsidentperioder frem til 1999 var præget af voldsomme økonomiske udfordringer i kølvandet på omstillingen fra Sovjetunionens planøkonomi til en kapitalistisk markedsøkonomi, selvom den nye russiske republik var og er verdens største land med en af verdens største økonomier: Ruslands areal på 17,1 mio. km2 rummer enorme naturressourcer. Blandt andet nogle af Jordens største skovområder samt rige olie-, gas- og mineralressourcer.

Rusland var og er også et af verdens mest folkerige lande med 149 mio. indbyggere i 1990 og 147 mio. indbyggere i 2000. [2]

Geografisk og administrativt blev Rusland opdelt i 89 føderale enheder (tilsammen Den Russiske Føderation), der var juridisk ligestillede og ledet af hver sin folkevalgte guvernør/repræsentant med hvert sin folkevalgte parlament/forsamling med varierende grad af selvstændighed.

Etniske russere udgjorde og udgør fortsat 80 % af befolkningen, mens de øvrige 20% består af 200 forskellige etniske minoriteter. Det officielle sprog er russisk, som tales af 86%. 15-20% er russisk ortodokse og 10-15% muslimer. [2] [3]

Da Boris Jeltsin blev præsident ved årsskiftet 1991-92, indførte han straks en såkaldt chokterapi, der på kort tid skulle omstille den russiske økonomi fra planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi. Men strategien slog fejl, og millioner af russere blev arbejdsløse uden at have et økonomisk sikkerhedsnet, millioner af andre russere fik ikke udbetalt deres løn, og inflationen var så voldsom, at opsparede penge mistede deres værdi. Den russiske økonomi udviklede sig derfor meget problematisk. Midt i 1990’erne var privatiseringerne og skatteindbetalingerne næsten gået i stå, der var stort underskud på statsbudgettet, og anslået 40% af den russiske økonomi blev kontrolleret af organiseret kriminalitet. Den økonomiske nedtur kulminerede i 1998, hvor Rusland var tæt på at gå fallit. Anslået 50% af russerne levede under fattigdomsgrænsen i en periode i 1990’erne. I 2000 levede 30 % fortsat under fattigdomsgrænsen. [4]

Politisk fik Rusland en ny forfatning 1. januar 1994 efter en forfatningskamp mellem præsident Jeltsin og hans modstandere i parlamentet, der ønskede reformtempoet sat ned. Med den nye forfatning fik præsident Jeltsin den afgørende magt. Præsidenten valgtes for fire år ad gangen og kunne genvælges én gang. Ruslands nye føderale forsamling bestod af underhuset, Statsdumaen, og overhuset, Føderationsrådet.

Ruslands udvikling efter 1991

Sovjetunionens sammenbrud

Sovjetunionen eksisterede fra 1922 til 1991 og bestod til slut af 15 sovjetrepublikker.

Efter Sovjetunionens økonomi brød sammen op gennem 1980’erne, meldte de tre sovjetrepublikker Rusland, Ukraine og Belarus sig ud af Sovjetunionen i 1991, da de underskrev Minsk-aftalen (Belovezh-aftalen). Uden de tre store republikker var der ikke grundlag for, at Sovjetunionen kunne overleve, og 25. december 1991 erklærede Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionen for opløst.

Det tidligere Sovjetunionen opdeltes nu i 15 uafhængige stater: Rusland, Ukraine, Hviderusland, Estland, Letland og Litauen, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Kirgisistan, Moldova, Tadsjikistan og Turkmenistan. [3] [5]

Rusland bliver en selvstændig nation

Rusland, som før hed Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, omdøbes i nu til Den Russiske Føderation.

I Sovjetunionen var Rusland den største republik med det højeste befolkningstal, hvor også hovedstaden Moskva lå. Derfor overtog Rusland Sovjetunionens internationale position, atomvåben og det meste af militæret. [3] [6]

Det nye Rusland var en realitet, før man når at få afholdt valg til parlamentet og vedtaget en ny forfatning. Derfor blev den nye selvstændige republik Rusland indtil 1993 styret af den gamle russiske sovjetrepubliks forfatning, parlament og præsident, Boris Jeltsin, som var blevet valgt som sovjetrepublikken Ruslands præsident i sommeren 1991.

Boris Jeltsins baggrund

Boris Jeltsin var uddannet ingeniør og født i 1931. Fra 1976 var han leder af en lokal afdeling af kommunistpartiet i sin hjemby, Sverdlorsk (i dag Jekaterinburg). I 1985 blev han ansat som førstesekretær (svarende til borgmester) i Moskva med ansvaret for at realisere Mihail Gorbatjovs reformer af Sovjetunionens industrisektor, men blev i 1987 fyret. Han samlede i stedet modstandere af styret i bevægelsen Demokratisk Rusland og meldte sig i 1990 ud af kommunistpartiet i protest. Takket været Gorbatjovs demokratiske reformer var det dog alligevel muligt for at ham i juni 1991 at stille op og blive valgt som præsident for sovjetrepublikken Rusland.

Rusland under Jeltsin

Boris Jeltsins rolle i perioden op til Sovjetunionens opløsning

I perioden op til Sovjetunionens opløsning står konservative sovjetiske kræfter bag et kupforsøg mod Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov den 19. august 1991. Formålet med kuppet er at forhindre, at Gorbatjov dagen efter underskriver en traktat, som vil give sovjetrepublikkerne større selvstændighed.

Boris Jeltsin får imidlertid afværget kupforsøget. Som præsident for den største af sovjetrepublikkerne, Rusland, forskanser han sig den 19. august mod kupmagerne i det russiske parlament og stiller sig op på en af de kampvogne, der beskytter parlamentet, og holder en tale, hvor han opfordrer kupmagerne til at genindsætte Gorbatjov – og befolkningen til at yde modstand mod kupmagerne, hvis det ikke sker.

To dage efter stikker kupmagerne af, og Gorbatjov bliver genindsat. Jeltsin udnytter imidlertid situationen til at lave et modkup, hvor han presser Gorbatjov til at godkende en række dekreter udstedt af Jeltsin, der blandt andet suspenderer alle kommunistpartiets aktiviteter i sovjetrepublikken Rusland og lader den russiske stat under ledelse af Jeltsin overtage dem med en uges frist. Dagen efter, den 24. august 1991, træder Gorbatjov tilbage som generalsekretær. [3]

Med Jeltsin og Rusland i spidsen begynder sovjetrepublikkerne nu at forhandle en ny struktur for, hvordan de kan samarbejde økonomisk og politisk, og 8. december 1991 bliver de tre store sovjetrepublikker Rusland, Ukraine og Belarus enige om at underskrive Minskaftalen og melde sig ud af Sovjetunionen. I stedet slutter de sig sammen i SNG (Fællesskabet af Uafhængige Stater), og Sovjetunionens opløsning er dermed en realitet. 25. december 1991 holder Gorbatjov en tv-transmitteret afskedstale, hvor han træder tilbage som præsident og underskriver en erklæring om Sovjetunionens opløsning. [3]

Reformer sættes i gang i januar 1992

Jeltsin og den nye russiske republiks parlament står overfor en række store udfordringer, da de efter nytår 1992 skal transformere den tidligere russiske sovjetrepublik om til en selvstændig stat efter vestligt mønster – dvs. med demokrati og markedsøkonomi.

Jeltsin og hans støtter går derfor straks i gang med at sætte reformer i gang. Der skal ikke blot skabes en ny stat – der skal også:

-          Opbygges et nyt politisk system baseret på en ny politisk kultur

-          Etableres et nyt økonomisk system med en markedsøkonomi som i Vesten

-          Skabes en ny russisk nationalfølelse, der kan binde Ruslands 200 forskellige etniske folkeslag sammen og give den nye stat en ideologisk sammenhængskraft, selvom nogle etniske grupper kræver selvstændighed. [1]

Ruslands nye politiske og økonomiske system

Det politiske system skal demokratiseres, og det nye styre i Rusland skal baseres på en demokratisk proces. I de tidlige 1990’ere får den russiske befolkning derfor en højere grad af demokratisk frihed end på noget andet tidspunkt i Ruslands historie, da Jeltsins politiske reformer baner vej for politisk pluralisme samt kulturel og mediemæssig frihed. [1] [7] 

Jeltsin sætter også økonomiske reformer i gang få dage efter, at han har overtaget magten, den 2. januar 1992. Planen er, at de på kort tid skal ændre den tidligere sovjetiske planøkonomi til en vestlig, liberal markedsøkonomi, ved hjælp af en såkaldt chokterapi, der skulle sikre en hurtig overgang – man har beregnet, at det nye økonomiske system ville være faldet på plads efter et halvt års kaos med ustabile levevilkår for befolkningen. [4]

Fra planøkonomi til markedsøkonomi

Mens vi her i Vesten baserede os på en liberalistisk markedsøkonomi styret af udbud og efterspørgsel, baserede Sovjetunionen sig på en planøkonomi, hvor staten ejede alle virksomheder og styrede dem centralt fra Moskva ved hjælp af femårsplaner for hvad og hvor meget, der skulle produceres på fabrikker over hele Sovjetunionen, og dermed hvilke varer, befolkningen skulle have adgang til.

De sidste 10 år i Sovjetunionens levetid faldt den økonomiske vækst drastisk, og der var udbredt varemangel over hele landet. Det var der flere grunde til: Dels var der en indbygget ineffektivitet i planøkonomien og udbredt korruption, dels førte Sovjetunionen i 1979-89 krig i Afghanistan, og dels forsøgte man at opruste i våbenkapløb med Vesten. 

Midt i 1980’erne forsøgte Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, at give den sovjetiske økonomi en saltvandsindsprøjtning ved at indføre Perestrojka, en reformpakke, der som noget helt nyt tillod visse private virksomheder og forretninger, f.eks. restauranter. [1] Men det fik ikke den ønskede effekt – og perestrojka blev en katastrofe og kaldt Katastrojka af kritikere, forklarer Nicolai Bjernø i bogen Ruslands historie. [3]

Sovjetunionens økonomi brød til sidst sammen, og der var ingen udsigt til, at den kunne reddes. I starten af 1990’erne er der derfor store forhåbninger til, at chokterapien hurtigt kunne vende den økonomiske udvikling, og staten går i gang med at sælge ud af sine fabrikker, virksomheder, butikker osv. til private. Nu er det befolkningens og udlandets efterspørgsel på varer, der skal styre hvad og hvor meget, der skal produceres.

Udviklingen i Ruslands udenrigspolitik

I 1990’erne er en vigtig udenrigspolitisk strategi for Rusland at blive anerkendt som en del af det europæiske værdi- og kulturfællesskab, og der knyttes bånd til NATO, EU og enkelte EU-lande, som sikrer Rusland økonomisk og teknisk hjælp, kulturudveksling, samhandel og investeringer i Rusland. Samarbejdet trækker dog med tiden i hver sin retning: Ruslands interesse er primært økonomisk, mens EU-landene presser på for at få sat politiske reformer i gang i Rusland og håber, at Vesten ved at importere store mængder energi fra Rusland kan være med til at skabe økonomisk stabilitet og fremme demokratiet. [1]

Konsekvens og betydning

Konsekvensen af de økonomiske reformer

Den chokterapi, som Jeltsin og hans kreds sætter i gang i januar 1992, slår fejl og udløser en langvarig økonomisk krise, der varer helt frem til 1999.

Værdien af den tidligere sovjetiske og nu russiske møntenhed, rublen, har været sat kunstigt højt i Sovjetunionen – det betyder, at der har været en kunstig høj købekraft i Sovjetunionen.

Da der med chokterapien indføres markedsøkonomi fra den ene dag til den anden, mister rublen nu drastisk værdi: 3. januar 1992 stiger priserne med i gennemsnit 250 %. Efter et år er de steget med 2.500 %.

Det sætter gang i en negativ kædereaktion. Mange virksomheder over hele Rusland må lukke, fordi deres forsyninger afbrydes, og medarbejderne afskediges eller får ikke deres løn udbetalt.

Alene i 1992 falder Ruslands BNP med 14,5 %, og bunden nås i 1998, hvor Ruslands BNP er faldet til 40% af, hvad det var i 1991, og den samlede inflation når op på 3.500 %, ifølge Den Internationale Valutafond, IMF’s tal. [3] [8]  

Befolkningens levevilkår bliver derfor voldsomt forringet: Deres opsparing i banken mister sin værdi, folkepensionen og andre sociale pensioner stiger ikke i takt med priserne, og halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, samtidig med at korruption og organiseret kriminalitet tager til. [3]  

”Reelt kommer chokterapien til at kaste den russiske økonomi ud i et frit fald,” forklarer Poulsen og Splidsboel i bogen Putins krig: ”Den fører til et økonomisk og socialt sammenbrud af dimensioner, som bliver et mareridt for almindelige russere, hvorfor den økonomiske omstilling i 1990’erne efterlader befolkningen med dybe ar på sjælen – også i forhold til Vesten, fordi man er endt med hatten i hånden.” [1]

Konsekvensen af de politiske reformer

På det politiske plan opstår der allerede i 1993 store konflikter og magtkampe mellem Jeltsin og hans modstandere i parlamentet, der i kølvandet på den økonomiske krise vil have reformtempoet sat ned.

I et forsøg på at styrke sin magt og gennemslagskraft lykkes det i april 1993 Jeltsin at gennemtvinge en folkeafstemning, hvor befolkningen skal tage stilling til, om der skal skrives en ny forfatning. Det bliver en stor sejr for ham, men flertallet i parlamentet spænder ben for hans udspil til forfatningen, og i september 1993 ender Jeltsin med at erklære parlamentet for opløst og udskrive valg.

Det må han imidlertid ikke, ifølge forfatningen, så parlamentet svarer igen ved at erklære Jeltsin for afsat. Konflikten spidser til med blodige demonstrationer i Moskva, hvor 147 dør, og Jeltsin giver nu militæret ordre om at slå opstanden ned. Natten til den 4. oktober 1993 affyrer tanks derfor skud mod parlamentsbygningen, hvor hans modstandere har forskanset sig.

Derefter lykkes det – ved en folkeafstemning den 12. december 1993 – Jeltsin at få vedtaget en ny forfatning og et valg til det nye parlament, Dumaen, der styrker hans magt som præsident. 

Valgets store vinder er dog et stærkt højreradikalt parti, der har en ambition om at genskabe det russiske kejserrige, mens et nyt kommunistisk parti får 1/3 af stemmerne.

Det lykkes derfor ikke Jeltsin at skaffe et reformvenligt flertal i parlamentet, der kan bakke ham op: De kommunistiske og nationalistiske fløje er sammen i stand til at bremse reformerne og skubbe den udenrigspolitiske kurs i en mere nationalistisk retning. [1] [3] [4]

Konsekvensen for den nationale sammenhængskraft

Mens en del af befolkningen har stemt på kommunisterne og længes tilbage til de mere stabile tider i Sovjettiden, nedsætter Jeltsin i 1993 en kommission, der skal undersøge kommunisttidens forbrydelser. Leninstatuer fjernes, mange byer får deres gamle navne fra zartiden tilbage – Leningrad hedder f.eks. igen Sankt Petersborg og Sverdlorsk hedder nu igen Jekaterinburg. Den Røde Plads i Moskva skal også føres tilbage til sit oprindelige udtryk i zartiden, ligesom farverne i Ruslands nye flag og symbolerne i det nye rigsvåben stammer fra zartiden og nu bruges på alle statens bygninger. Ruslands nye parlament, Dumaen, er også opkaldt efter den første Duma, som zar Nikolaj 2 oprettede i 1905, påpeger Bjernø. **[**3]

Men hvor kommunismen samlede indbyggerne i Sovjetunionen omkring en fælles ideologi, der gav staten en indre sammenhængskraft, er dyrkelsen af den russiske zartids storhed ikke nok til at give befolkningen i den nye russiske stat en fælles national identitet, der kan samle de 80% etniske russere og de øvrige 20%, som består af små 200 forskellige etniske identiteter.

I et forsøg på at styrke den nationale sammenhængskraft, udskriver Jeltsin derfor midt i 90erne en offentlig konkurrence om forslag til en ny national idé – et formål, en mission eller er sæt fælles værdier for alle, der bor i Rusland, som kan skabe en kollektiv ånd og et ideologisk fundament for den nye russiske stat. Det lykkes dog ikke at finde frem til et fælles mål og en fællesnævner, der kan samle alle de forskellige etniske og religiøse grupper, Ruslands befolkning består af. [1]

Konsekvensen af mangel på fælles national identitet

Den nye russiske republik er desuden blevet delt op i 89 enheder med hver sin administration.

I nogle bor der kun etniske russere eller et flertal af russere, mens andre enheder primært består af andre etniske grupper, og i nogle af disse områder, er kravet om selvstændighed derfor stort helt fra starten. 

Det medfører en række konflikter, som det i de fleste tilfælde lykkes at løse gennem bilaterale aftaler. Dog ikke i den lille russiske republik Tjetjenien i Ruslands sydøstligste hjørne, hvor flertallet af befolkningen på 1,3 millioner mennesker er muslimer.

Tjetjeniens krav om selvstændighed

Allerede i november 1991, før Sovjetunionens opløsning, erklærer Tjetjenien sig for en selvstændig nation, men den bliver ikke anerkendt af den nye russiske republik, bl.a. fordi Tjetjenien spiller en vigtig rolle i Ruslands olieproduktion.

I december 1994 besluttede Jeltsin at sætte 40.000 russiske soldater ind mod de oprørske tjetjenere i det, der udvikler sig til en blodig borgerkrig, den første Tjetjenienkrig, som menes at have kostet over 100.000 døde, heraf flest civile, før den slutter med en våbenhvile i sommeren 1996 og en fredsaftale i 1997, hvor Rusland anerkender den nye folkevalgte præsident.

Fredsaftalen giver Tjetjenien høj grad af selvstændighed og lovning om at genoptage spørgsmålet om Tjetjeniens selvstændighed i 2001.

Sådan kommer det dog ikke til at gå – da Vladimir Putin træder ind på den politiske scene som premierminister i 1999, sætter han hårdt mod hårdt og indleder den anden Tjetjenienkrig, hvor Tjetjeniens præsident kaldes en terrorist og erstattes med en præsident, der er loyal overfor Putin og det russiske styre.

Jeltsin genvælges 1996

I juni 1996 vinder Jeltsin igen præsidentvalget, selvom hans popularitet er dalet på grund af den økonomiske krise, de store sociale problemer, og borgerkrigen i Tjetjenien. [7]

I januar 1996 står Jeltsin kun til at få 8 % af stemmerne, men han ender alligevel med at vinde valget i juni med 54 % af stemmerne, mens hans kommunistiske modkandidat får 40 %. Det lykkes dels på grund af valgsvindel, ifølge internationale valgobservatører, og dels fordi Jeltsin støttes af de såkaldte oligarker, dvs. forretningsmænd, som er blevet styrtende rige, fordi de via Jeltsins reformer har fået mulighed for at købe en række statslige guldæg inden for bl.a. olie og metaludvikling til spotpris. Nu frygter de at miste deres værdier, hvis den kommunistiske præsidentkandidat vinder valget. Oligarkerne ejer desuden landsdækkende aviser og tv-stationer, hvor Jeltsin op til valget får langt det meste af taletiden, og hvor der vises mange dokumentarer om kommunisternes forbrydelser. [1] [3] [4] 

Det er også lykkedes enkelte andre russere at blive ekstremt rige på de økonomiske reformer:

Alle 148 millioner borgere i Rusland modtog i 1993 en privatiseringscheck på 10.000 rubler, som gav dem mulighed for at købe aktier i de mange virksomheder, der nu skulle privatiseres, så de derved kunne få del i overskuddet. Men de fleste kunne ikke overskue, hvordan de skulle investere dem, og for at få råd til husleje og mad, solgte de i stedet deres checks videre til forretningsmænd, der ved hjælp af checkene opkøbte de store virksomheder – samtidig med at staten stadig var nødt til at give tilskud til de nu private virksomheder, som var vigtige for at holde samfundet i gang, mens forretningsmændene kunne stikke overskuddet i lommen. [3] [4]

Jeltsins 2. præsidentperiode

Jeltsins 2. præsidentperiode var præget af økonomisk krise, udbredt korruption og kriminalitet. Personligt rammes Jeltsin også af alvorlige helbredsproblemer og gennemgår i november 1996, fire måneder efter, at han er blevet genvalgt, en femdobbelt bypassoperation. Senere er han ofte fraværende og har store problemer med sit alkoholforbrug. I forbindelse med finanskrisen, der rammer Rusland i august 1998, og den indenrigspolitisk uro, der opstår, da hans modstandere i dumaen forsøger at få ham fjernet, fyrer han fire ministerpræsidenter i løbet af et år, før han i august 1999 udnævner Vladimir Putin som ministerpræsident og den 31. december 1999 – til alles overraskelse – bekendtgør, at han træder tilbage, hvorfor Putin fortsætter som fungerende præsident indtil næste præsidentvalg i marts 2000, som Putin vinder. [7]

Historiebrug

Politisk-ideologisk historiebrug af Ruslands fortid som imperium

Allerede i 1992, i den nye russiske republiks første år, blev der slået symbolsk bro tilbage til fortiden med en udbredt historiebrug af referencer til zartiden.

Farverne i Ruslands nye flag og symbolerne i det nye rigsvåben stammede fra zartiden og prydede nu alle statens bygninger: en tohovedet ørn med tre kroner og et kejserscepter og et rigsæble. 

Ruslands nye parlament, Dumaen blev også opkaldt efter zar Nikolaj 2’s Duma, og mange byer fik deres navne fra zartiden tilbage, f.eks. Leningrad, der nu igen hed Sankt Petersborg.

Den Røde Plads i Moskva blev også ført tilbage til sit oprindelige udtryk i zartiden i 1990’erne. [3]

Perspektiv

Hvordan opfatter russerne i dag Jeltsin-tiden 1991-99?

Selvom den russiske befolkning i de tidligere 1990’ere fik en højere grad af demokratisk frihed end på noget andet tidspunkt i historien, kastede de økonomiske reformer befolkningen ud i en så voldsom økonomisk krise, at de fleste almindelige russere i dag derfor ikke har noget godt at sige om privatiseringsprocessen i 1990’erne: Det er en udbredt holdning, at det var en uretfærdig og kaotisk tid, hvor almindelige mennesker blev snydt for deres del af den økonomiske kage, og hvor den store sociale ulighed, som hersker i Rusland i dag, blev grundlagt, fordi det tidligere Sovjetunionens værdier blev omfordelt, før den nye økonomiske lovgivning var helt på plads. Det skabte et økonomisk tag selv-bord for en lille gruppe amoralske mænd, som på lyssky vis udnyttede situationen og opererede i en juridisk gråzone, hvor en blanding af visioner, gode kontakter og skruppelløshed gjorde dem til milliardærer, fordi præsident Jeltsin så igennem fingrene med deres grådighed og lovbrud, da han havde brug for deres politiske støtte. [1]

Da Jeltsin døde i 2007, mente over 70 % af russerne således, at han havde gjort mere skade end gavn i sin regeringstid. [9] Og selvom de forandringer, Rusland gennemgik i hans regeringstid, var monumentale, som Nikolaj Bjernø udtrykker det, er historiebrugen af Jeltsins indsats begrænset: Der findes kun få æresmonumenter i Rusland, som hylder ham, og det store Jeltsin-kulturcenter, der i 2015 blev indviet i hans fødeby, Jekaterinburg, blev i 2023 anklaget for at være under påvirkning af fremmede magter. [3] 

Chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske Tidende peger imidlertid på, at Rusland næppe var blevet demokratisk uden Jeltsin, og at det bør være billedet af Jeltsin på kampvognen man husker, og ikke det monumentale politiske og personlige kontroltab, der prægede den sidste del af hans præsidentperiode, skriver han i artiklen Russeren, der bragte fortiden tilbage i Berlingske Tidende 29. april 2007. [10]

Videre understreger Nina L Krustjeva, professor i international politik i en kommentar bragt efter Jeltsins død med titlen ”Boris Jeltsin, vor sin tids helt”, i Kristelig Dagblad 28. april 2007, at Boris Jeltsin ikke alene var Ruslands første demokratisk valgte leder, men at han også var den første russiske leder nogensinde, der frivilligt og i overensstemmelse med forfatningen og de demokratiske principper gav magten videre til en efterfølger, mens man desværre ikke kan sige det samme om hans efterfølger, der ”tværtimod har fortsat den russiske histories onde cirkel”, med henvisning til, at det vestlige demokrati, hverken før eller siden har vundet fodfæste i Rusland. [11]

Den franske historiker Marléne Larulle deler i den forbindelse Ruslands søgen efter sin identitet og plads i den internationale verdensorden efter Sovjetunionens opløsning op i tre perioder: Jeltsin har i 1991-99 fokus på at etablere Rusland som en liberal, demokratisk, konstitutionel og multietnisk nation, der søger integration med Vesten, men da Vladimir Putin kommer til magten i 1999, skifter han kurs i en mere og mere autokratisk retning. [12] Som Poulsen og Splidsboel peger på, ”er det blevet et populært greb hos russiske regimestøtter at omtale perioden i 1990erne som en forvirringens tid – en henvisning til en historisk periode i starten af 1600tallet, hvor Rusland efter zar Ivan den Grusommes død var præget af opløsning og borgerkrig. For styrets vedkommende er nytten af denne historiske reference, at man diskrediterer den periode af Ruslands historie, hvor demokratiseringen var mest fremskreden, og dermed nærer forestillingen om, at demokrati i en russisk sammenhæng er lig med økonomisk og socialt kaos.” [1]

Citerede kilder

1. Kopier link

   1.

   Putins krig

   Bog

   Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel

   Gyldendal, 2023

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Indledning
   2. Forløb
   3. Konsekvens
   4. Perspektiv
2. Kopier link

   2.

   Rusland

   Hjemmeside

   Globalis.dk, FN-forbundet, 03-12-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
3. Kopier link

   3.

   Ruslands historie

   Bog

   Nicolai Bjernø

   Columbus, 2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
   2. Årsag
   3. Forløb
   4. Konsekvens
   5. Historiebrug
   6. Perspektiv
4. Kopier link

   4.

   Rusland – politik, økonomi og samfund

   Bog

   Peder Nedergaard

   Columbus, 2015

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Definition
   2. Forløb
   3. Konsekvens
5. Kopier link

   5.

   Ruslands historie 1945-1991

   Leksikonartikel

   Carsten Pape

   lex.dk, 02-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
6. Kopier link

   6.

   Ruslands historie efter 1991

   Leksikonartikel

   Thomas Petersen

   https://lex.dk/Ruslands_historie_efter_1991

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Årsag
7. Kopier link

   7.

   Boris Jeltsin

   Leksikonartikel

   Anders Nygaard, Lars Peder Poulsen-Hansen, Thomas Petersen

   lex.dk, 03-10-2024

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Forløb
   2. Konsekvens
8. Kopier link

   8.

   Russian Federation, Datasets, World Economic Outlook 1980-2030

   Statistik

   imf.org, april 2025

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Konsekvens
9. Kopier link

   9.

   Farvel til en omdiskuteret æra

   Artikel

   Mette Jørgensen Rodgers

   Kristelig Dagblad, 26-04-2007

   Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

   1. Perspektiv
10. Kopier link

    10.

    Russeren, der bragte fortiden tilbage

    Artikel

    Tom Jensen

    Berlingske.dk, 29-04-2007

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
11. Kopier link

    11.

    Boris Jeltsin, vor tids helt

    artikel

    Nina L Krustjeva

    Kristelig Dagblad, 28-04-2007

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv
12. Kopier link

    12.

    Russian Nationalism, Foreign Policy, and Identity Debates in Putin’s Russia

    Bog

    Marléne Larulle

    Columbia University Press, april 2012

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Perspektiv