Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Christiansborg set udefra med rytterstatuen af Frederik d. 7. i forgrunden.

Folketingsvalget er en hjørnesten i demokratiet, hvor danskerne vælger deres repræsentanter. Det næste valg skal senest holdes i oktober 2026.

Foto: Henrik Sørensen/Folketinget

Folketingsvalget er en hjørnesten i demokratiet, hvor danskerne vælger deres repræsentanter. Det næste valg skal senest holdes i oktober 2026. Foto: Henrik Sørensen/Folketinget

Folketingsvalg

Hovedforfatter

  • Astrid Elkjær Sørensen, Ph.d. i historie, dec. 2025

Læsetid: 14 min

Indhold

Indledning

Folketingsvalget er en central begivenhed i det danske demokrati, hvor borgerne vælger deres repræsentanter til Folketinget – Danmarks øverste lovgivende magt. Der afholdes folketingsvalg mindst hvert fjerde år, og det næste skal senest være afholdt ved udgangen af oktober 2026.

Valget forgår direkte og er hemmeligt. Folketingsvalg i Danmark er forholdstalsvalg, hvor pladser fordeles proportionalt med stemmeafgivningen. Siden grundlovsændringen i 1953 har der været 179 pladser i Folketinget – hvoraf fire pladser er reserveret til Grønland og Færøerne.

Efter folketingsvalget udpeges en ny regering. Siden 1970’erne har vi typisk haft mindretalsregeringer – dvs. en regering, som ikke har flertal i sig selv. Den nuværende regering ledet af Mette Frederiksen, som blev dannet efter folketingsvalget i 2022, er dog en flertalsregering.

Generelt har Danmark et velfungerende valgsystem med en høj valgdeltagelse. Jævnligt er det  til diskussion, hvorvidt Folketinget i tilstrækkelig grad afspejler befolkningen i forhold til køn, etnicitet og uddannelse – og hvorvidt den skæve sammensætning i Folketinget har konsekvenser for den førte politik

Relaterede emner

SamfundsFAQ – Folketingsvalg i Danmark

I denne video beskrives processen for et Folketingsvalg i Danmark, som er fastsat i Grundloven. Systime 2022.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition

Folketinget er Danmarks parlament og den øverste lovgivende magt. Folketingsvalget udgør derfor en central begivenhed i det danske demokrati. Det er fastsat i Grundloven, at der skal afholdes folketingsvalg mindst hvert fjerde år. Statsministeren kan dog udskrive valg, når som helst inden de fire år er gået.

Siden grundlovsændringen i 1953 har der været 179 pladser eller mandater i Folketinget. [1] To af disse er reserveret til Færøerne og to til Grønland (ofte kaldet de nordatlantiske mandater). Stemme- og valgret til Folketinget opnås, når en borger er fyldt 18 år, har dansk statsborgerskab og har fast bopæl i Danmark. Valgbarhed kræver ikke særlige kvalifikationer. [2]

Folketingets medlemmer vælges gennem direkte og hemmeligt valg, og benyttelse af forholdstalsvalgsmetoden – dvs. at et indvalgt partis mandatfordeling afspejler stemmetallet på landsplan. Inddelingen af landet i storkredse sikrer en geografisk repræsentation i Folketinget.

Set i et globalt perspektiv har Danmark et yderst velfungerende valgsystem med en høj stemmeprocent. Det er dog en repræsentationsmæssig problemstilling, at nogle befolkningsgrupper kontinuerligt ikke stemmer, og at Folketingets sammensætning på en række parametre adskiller sig fra befolkningens.

Fakta om folketingsvalg

Hvem kan stemme til folketingsvalget?

For at stemme til folketingsvalget skal du være fyldt 18 år, have dansk statsborgerskab og have fast bopæl i Danmark, på Færøerne eller Grønland. Nogle danske statsborgere med bopæl i udlandet kan stadig stemme, da de er underlagt særlige regler. Det gælder f.eks. personale udsendt af den danske stat. [2]

Til sidste folketingsvalg i 2022 var der 4.269.048 stemmeberettigede. [3] Omkring 9 % af indbyggerne i Danmark over 18 år kan ikke stemme til folketingsvalget, da de ikke har dansk statsborgerskab. Andelen af indbyggere, som ikke kan stemme ved folketingsvalgene, har været voksende siden 1980’erne . En tendens som sandsynligvis vil fortsætte i den nærmeste fremtid, da et voksende antal mennesker kommer til Danmark for at arbejde.  [4]

Graf der viser andelen af udenlandske statsborgere i Danmark. Næsten hver tiende af befolkingen har udenlandsk statsborgerskab, og kan derfor ikke stemme ved folketingsvalg
Udenlandske statsborgere som andel af befolkningen. Næsten hver tiende kan ikke stemmme ved folketingsvalg.Kilde: Danmarks Statistik

Hvem kan stille op til folketingsvalget?

Hvis du har stemmeret til Folketinget, har du ifølge grundloven også valgret, dvs. retten til at stille op til Folketinget. [5] De fleste kandidater stiller op for et politisk parti. Alle politiske partier, der opnåede valg ved forrige folketingsvalg, har automatisk ret til stille op til det næste valg. Ønsker et nyt parti eller et parti, der ikke opnåede valg, at stille op, skal det først indsamle ca. 20.000 vælgerunderskrifter.

Hvert politisk parti har så sine regler for, hvordan man bliver kandidat, og hvordan kandidaterne prioriteres i forhold til hinanden på partiets liste. 
Det er dog også muligt at blive valgt til Folketinget som løsgænger; en kandidat, som ikke er tilknyttet et politisk parti. For at være opstillingsberettiget som løsgænger, skal man indsamle mindst 150 underskrifter fra vælgere i den kreds, som man ønsker at opstille i. [5] Det lykkes dog meget sjældent løsgængere at blive valgt. Siden grundlovsrevision i 1953 er det kun lykkes for to; Hans Schmidt i 1953 og Jacob Haugaard i 1994. [6]

Hvordan stemmer man?

I Danmark forgår folketingsvalg analogt – hvilket betyder, at man ikke kan afgive sin stemme digitalt. Valget foregår ved, at vælgerne udfylder en fysisk stemmeseddel, og at alle stemmesedler optælles manuelt.

Senest fem dage før valget udsendes valgkort til de stemmeberettigede med information om deres valgsted. Er man forhindret i at stemme på sit valgsted på valgdagen, kan man brevstemme. Man kan afgive sin brevstemme de sidste tre uger før valgdagen - dog senest den tredjesidste hverdag før valgdagen. [7]

På valgdagen får man på sit valgsted udleveret en stemmeseddel med samtlige opstillede kandidater og partier. I stemmeboksen kan man herefter vælge enten at stemme på et parti, stemme personligt på en af kandidaterne, eller stemme blankt. Ved et folketingsvalg stemmer omkring halvdelen af vælgerne på en bestemt kandidat.  Det er noget lavere end til kommunalvalg, hvor mellem 70-80 % stemmer personligt. [8]

Hvad sker der, hvis et Folketingsmedlem mister sit mandat?

Hvis et folketingsmedlem forlader Folketinget, eller midlertidigt ikke kan passe sit embede (f.eks. på grund af barselsorlov), overgår mandatet til dennes stedfortræder.  Et folketingsmedlems stedfortræder er den kandidat fra samme parti som var tættest på opnå valg i samme valgkreds.

Selvom alle stemmeberettigede har ret til at stille op og hermed potentielt blive valgt, kan en indvalgt dog godt få frataget sit mandat efter et valg. Det sker, hvis man bliver idømt en straf for en handling, som et flertal af Folketinget vurderer gør en uværdig til at besidde embedet som folketingsmedlem. Det er sket for fem personer siden grundlovsændringen i 1953. Det nok mest kendte eksempel er fratagelsen af Fremskridtspartiets formand Mogens Glistrup mandat. Glistrup fik frataget sit mandat i 1983, efter at Højesteret havde idømt ham tre års fængsel for skatteunddragelse. Ved det efterfølgende valg i 1984 kunne Glistrup stille op igen, og blev valgt ind med 8000 personlige stemmer. Hvorefter Folketinget atter erklærede ham uværdig til at sidde i Folketinget. Efter Glistrup havde afsonet sin straf, valgte Folketinget dog at genoprette hans mandat. [9]

Hvis et folketingsmedlem får frataget sit mandat, overgår mandatet også til stedfortræderen.

Hvad siger loven?

Folketingsvalg er reguleret gennem Grundloven og Folketingsvalglov (også kaldet Valgloven) [10][11]. Grundloven fastsætter hovedprincipperne for, hvordan valg til parlamentet skal foregå. Folketingsvalgloven fastsætter så de nærmere regler om valgret, stemmeafgivelse og mandatfordeling. Det er også Folketingsvalgloven som fastsætter, hvad folketingsmedlemmerne får i løn og pension.
Tilsammen de fastsætter regler for valgret, valgbarhed, opstilling, stemmeafgivelse og mandatfordeling.

Analyse af folketingsvalg

Hvordan fordeles mandaterne, når stemmerne er talt op?

I 1920 blev der vedtaget en ny valglov, der indførte forholdstalsvalgsystem til Folketinget. Det betyder, at mandaterne bestræbes fordelt proportionalt med stemmeafgivelsen. Når mandater skal fordeles, benyttes en matematisk beregningsmodel kaldet d'Hondts fordelingsmetode. Beregningsmodellen benyttes i mange lande med forholdstalsvalg, og regnes generelt for en god måde at sikre den ønskede proportionalitet. Dog har metoden en lille tilbøjelighed til, at de største partier får en lidt større andel af mandaterne end deres stemmer lægger op til. [12]

Grundloven dikterer også, at der ved folketingsvalg tages hensyn til geografisk repræsentation.  Dette sikres gennem brugen af tre valglandskredse, hvor under der hører i alt 10 storkredse. I storkredsene kan man kun stemme på kandidater, der er opstillet i samme storkreds. Hver storkreds er opdelt i en række opstillingskredse (92 i alt i hele landet), men hvis man er opstillet i én opstillingskreds, så kan man få stemmer i hele storkredsen. [13] For eksempel vil en vælger, der bor på Jagtvej i København, bo i opstillingskreds 5 (Nørrebro), men vil kunne stemme på alle kandidater, der er opstillet i Københavns storkreds. For almindelige vælgere, vil opstillingskredsene derfor ikke have nogen synderlig betydning ved valgene.

For at storkredsene skal være forholdsmæssigt repræsenteret fordeles 135 kredsmandater imellem storkredsene. Dertil har man 40 tillægsmandater, der skal sikre, at partiernes størrelse er forholdsmæssig til deres stemmeandel. For at få et tillægsmandat kræver det, at man har vundet mindst ét kredsmandat, at man i 2 ud af 3 landsdele har fået det antal stemmer, det gennemsnitligt kræver at få et kredsmandat eller at partiet har fået mindst 2% af de afgivne stemmer. [13]

Forholdstalsvalg er udbredt i EU og Skandinavien – mens USA og England har flertalsvalg. Dvs. at det kun er den kandidat i kredsen som får et flertal af stemmerne som vælges til parlamentet. [12]

Hvad betyder sideordnet opstilling og partiliste?

Hvor stod betydning de personlige stemmer har for hvilke kandidater, som bliver valgt, afhænger af hvilken opstillingsform som det enkelte politiske parti har valgt.  Grundlæggende står valget mellem to modeller: Sideordnet opstilling eller partiliste (og kaldet kredsopstilling).  [13]

Ved sideordnet opstilling er det primært kandidaternes personlige stemmetal, som afgør hvem fra det enkelte parti, som bliver valgt. Den kandidat fra partiet med højest personligt stemmetal i storkredsen får det første mandat og så videre.

Modsætningen til sideordnet opstilling er partiliste. Her prioriterer partiet de opstillede kandidater i forhold til hinanden, og alle ikke-personlige stemmer på partiet, fordeles så ovenfra og ned på listen. Dette betyder, at de personlige stemmer som regel kun har beskeden indflydelse på, hvem fra partiet som vælges. En kandidat kan dog ”sprænge” partilisten. Det betyder, at vedkommende får nok personlige stemmer til alene at trække et mandat. Det sker dog relativt sjældent.

Der findes forskellige tilladte variationer over de to opstillingsformer, som partierne kan benytte. Det er op til de lokale partiforeninger i valgkredsene, hvilken opstillingsform, som de vil benytte. Til folketingsvalget benytter langt de fleste sideordnet opstilling – om end Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten flere steder benytter partiliste. [14]

Hvordan sammensættes regeringen efter folketingsvalget?

Når Folketingets medlemmer er blevet valgt, skal der udpeges en regering. Siden systemskiftet i 1901 har Danmarks regering været bestemt af Folketinget. [15] Formelt set er det dog stadig monarken, som udpeger regeringen. I Danmark har vi negativ parlamentarisme. Det betyder, at en regering ikke nødvendigvis skal have et flertal af Folketinget bag sig. Den må bare ikke have et flertal imod sig.

Konkret sker regeringsdannelsen efter et valg gennem fem trin:

1. Alle partilederne går til monarken, og fortæller, hvem de peger på som statsminister

2. Monarken udpeger herefter den partileder, som har størst opbakning til kongelig undersøger. Det er nu vedkommendes opgave at forsøge at danne en ny regering. Den kongelige undersøger vil typisk blive statsminister i den nye regering.

3. Den kongelige undersøger forhandler herefter med de øvrige partier om dannelsen af en ny regering og dennes regeringsgrundlag. Formålet er her at få dannet en regering, som ikke har et flertal imod sig.

4. Når regeringsgrundlaget er på plads, går statsministeren i gang med at sammensætte sit ministerhold med personer fra de partier, som er inkluderet i regeringen. Ministre er ofte – men langt fra altid – medlemmer af Folketinget.

5. Regeringen udnævnes formelt af Danmarks monark.

Hvis det ikke lykkes for den kongelige undersøger at forhandle sig frem til en regering uden et flertal imod sig, kan en ny kongelige undersøger udpeges.

Siden 1970’erne har mindretalsregeringer, dvs. en regering der ikke i sig selv har flertal, været den mest almindelige regeringstype i Danmark. I sin reneste form skal en mindretalsregering samle støtte fra sag til sag. I Danmark har mindretalsregeringerne typisk haft sikret sit flertal gennem et eller flere loyale støttepartier, som har garanteret regerings overlevelse ved at hindre den bringes i mindretal på centrale spørgsmål som f.eks. finanslove. Den type af regeringer har generelt betydet, at der i Danmark er tradition for brede forlig. [16]

Problemstillinger ved folketingsvalg

Problemstillinger: Hvilke grupper stemmer ikke?

Ligesom de andre nordiske lande har Danmark generelt en høj valgdeltagelse ved alle valg og særligt ved folketingsvalget. Siden 1970’erne har mellem 83-89 % af de stemmeberettigede afgivet deres stemme til folketingsvalget. [17] Trods den høje valgdeltagelse er der dog stadig omkring 10-15 % af befolkningen, som har stemmeret, men ikke stemmer.

Professor Kasper Møller Hansen, der forsker i valg ved Københavns Universitet, fortæller at det næsten altid er den samme gruppe som ikke stemmer; ”Gruppen består af unge mænd på overførselsindkomst med ikke-vestlig baggrund og med en kort eller slet ikke nogen uddannelse. Den gruppe har en valgdeltagelse på under 10 procent og er enormt svær at nå.” [18]

Møller Hansens forskning viser desuden, at det har betydning om vi har nogle, som vi følges med ned til valgstedet. Sandsynligheden for at en person ikke stemmer, stiger derfor, hvis vedkommende bor alene. At stemme er altså for mange en social begivenhed og noget som vi opdrager hinanden til.

Ligesom Kasper Møller Hansen kan tegne en profil på dem, som næsten aldrig stemmer, kan han også tegne en profil på dem som næsten altid stemmer: ”Det er højtuddannede kvinder, der lige er gået på pension, bor med en partner og er etnisk danske.” [18]

Når bestemte grupper kontinuerligt ikke stemmer, risikerer samfundet at disse grupper bliver underprioriteret. Simpelthen fordi, at partierne vurderer, at det ikke kan betale sig stemmemæssigt at forsøge at tiltale den gruppe. Dette kan så omvendt forstærke en gruppes manglende lyst til at stemme, da der ikke er noget parti, som repræsenterer gruppen.

Afspejler folketinget i tilstrækkelig grad befolkningen?

Hvis man sammenligner det nuværende Folketings medlemmer med resten af den danske befolkning, er andelen er højtuddannede er væsentlig højere end i resten befolkningen, mænd er ligeledes overrepræsenterede i fordel til deres befolkningsandel, mens andelen af medlemmer med indvandrebaggrund er stærkt underrepræsentererede. [19]

Grafen der viser, at Folketingets medlemmer oftere er mere højtuddannede end den øvrige danske befolkning.
Højest fuldførte uddannelse i befolkningen og Folketinget, 2019.Kilde: Danmarks Statistik

Professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, der i mange år har forsket i danske folketingsvalg, påpeger, hvordan andelen af højtuddannede ikke har været så dominerende siden 1800-tallet:  "Vi skal tilbage til folketing i 1800-tallet før bøndernes mobilisering for at finde en større andel af højtuddannede," Ifølge Goul Andersen kan det være et demokratisk problem, hvis nogle grupper mangler tilstrækkelig repræsentation, da deres interesser risikerer ikke at blive varetaget: "Uddannelse og erhvervsbaggrund kan navnlig spille ind på holdninger til efterløn, førtidspension, dagpenge og kontanthjælp. Man kan også tage erhvervsskolerne, der fik lov til at sejle i lang tid. Det var nok ikke sket, hvis det havde været gymnasierne.” [20]

Mange af politikerne på Christiansborg deler Goul Andersen bekymring. F.eks. udtalte formand for Folketinget Henrik Dam Kristensen: "Jeg siger ikke, at folk, der har en længerevarende uddannelse, ikke kan sætte sig ind i, hvordan en ufaglært har det, det kan de da bestemt. Men der er stor forskel på, om man selv har været der – eller man skal sætte sig ind i det." [20]

Hvor andelen af kvinder i Folketinget langsomt er steget over de sidste årtier, og nu ligger omkring 40 %, synes der ikke at være nogle tegn på at andelen af akademikere vil falde foreløbigt.

Debat om folketingsvalg

Hvad er spærregrænsen?

I Danmark har vi en spærregrænse på 2 % til Folketinget. Det betyder, at et parti på landsplan skal have 2 % af de afgivne stemmer for at kunne komme i Folketinget. Dette svarer til 4 mandater. Spærregrænsen er fastsat gennem valglovens § 77.[13]

§ 77 giver dog et parti mulighed for valg, selvom det ikke opnår 2 %.  Dette kan ske, hvis et parti vinder et kredsmandat, eller hvis partiet i to af de tre landsdele (Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland) har opnået et stemmetal, der svarer til det gennemsnitlige antal stemmer, der er afgivet pr. kredsmandat i den pågældende landsdel. Det er dog meget sjældent at et parti lever op til et af disse to kriterier og stadig er under 2 % af de samlede stemmer. [13]

Danmarks spærregrænse er lav set i forhold til andre europæiske lande. F.eks. har Tyskland en spærregrænse på 5 % og Sverige på 4 %. Selvom den danske spærregrænse er relativt lav, har den flere gange haft betydning for, hvem der fik regeringsmagten i Danmark. F.eks. i 1988, hvor der var opstillet fire partier på den yderste venstrefløj, hvilket førte til at stemmerne her blev spredt, og at ingen af partierne kom ind i Folketinget. Hvis spærregrænsen ikke havde eksisteret, havde det betydet, at Socialdemokratiet havde kunnet overtage regeringsmagten. For at undgå en lignende situation gik flere af venstrefløjspartierne efter valget sammen og dannede Enhedslisten.  [21]
Op gennem tiden har det løbende været til diskussion, hvorvidt spærregrænsen skal fjernes eller være højere.

Hvad siger tilhængerne af spærregrænsen?

Tilhængerne af spærregrænsen ønsket den typisk bevaret for at undgå for mange og for små partier, da de frygter at det vil vanskeliggøre og forsinke lovgivningsprocessen.  Det er typisk Folketingets større partier, som argumenterer for, at hvis der kommer for mange partier, vil forhandlingerne blive for vanskelige, da der skal tages højde for al for mange små særinteresser.

Små partier har heller ikke mulighed for at have ordfører på hvert enkelt område og et stærkt sekretariat. Det betyder, at meget få personer skal overskue og dække rigtig mange politikområder – hvilket gør det svært at nå at sætte sig ordentlig ind i hver enkelt sag.

Et andet argument for at beholde spærregrænsen eller hæve den til at matche den i vores nabolande er, at det faktisk er det mest demokratiske.  Lektor Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet argumenter f.eks. i en kronik i Jyllands-Posten for, at en lav spærregrænse risikerer at give små grupper uforholdsmæssig stor indflydelse: ”.., problemet er, at det lille midterparti får en uforholdsmæssig stærk forhandlingsposition; midterpartiet får for stor magt i forhold til det antal vælgere, partiet repræsenterer. Regeringen kommer til at føre en politik, som ikke er i overensstemmelse med vælgerflertallets opfattelse.” [22]

Hvad siger modstanderne af spærregrænsen?

Modstanderne af spærregrænsen ønsker den typisk fjernet for at undgå stemmespild og for at sikre at selv små mindretal i befolkningen kan opnå demokratisk repræsentation. Det mest demokratiske er at alle kan høres, lyder argumentet

Det har typisk været relativt små partier på Christiansborg, som har sat spærregrænsen til debat. Senest har partiet Enhedslisten rejst debatten. Tidligere gruppeformand Stine Brix udtalte i 2015: ”I dag har vi et system, som favoriserer større partier. Det er ikke specielt demokratisk, og det betyder, at der kan være mange tusinde danskere, hvis stemme slet ikke indgår, når man sammensætter folketinget. Det er det, vi gerne vil gøre op med, og det gælder sådan set uanset, om det sker på venstrefløjen, højrefløjen eller i midten af dansk politik”.[23]

Enhedslisten foreslår, derfor at spærregrænsen helt fjernes eller alternativt, at der indføres valgforbund til Folketinget, som vi kender det fra bl.a. valg til Europa-Parlamentet. [23]  Et valgforbund er et samarbejde mellem to eller flere partier for at undgå stemmespild. Hvis parti X og parti Y er i valgforbund, og X får stemmer svarende til 5⅔ mandater, mens Y får 7⅓ mandater, så overføres Y’s ⅓ til X. Dermed får X i alt 6 mandater. Valgforbund sikrer altså, at stemmerne bliver inden for den samme politiske blok.

Perspektiv på folketingsvalg

Folketingsvalg i en stadig mere digitaliseret verden

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Men når det kommer til valghandlinger foregår det helt lavpraktisk med printede sedler og kryds med en blyant. 
Selvom det kan forekomme både økonomisk og administrativt fordelagtigt at digitalisere valghandlingen, er det dog usandsynligt, at vi til folketingsvalg i den nærmeste fremtid får mulighed for at stemme ved at logge på med MitID. Dette skyldes for det første, at stemmeafgivelse ifølge Grundloven skal være hemmelig. Det kan være svært at sikre fuld tillid til, hvis stemmeafgivelsen bliver knyttet sammen med et unikt digitalt ID. [24]

Selv hvis dette kan sikres, er der dog stadig frygten for at et digitalt valg kan hackes. En frygt, der er blevet ekstra aktuel efter at forholdet mellem EU-landene og Rusland er blevet anspændt efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Citerede kilder

  7. Hvordan man stemmer

    Hjemmeside
    Folketingets Kommunikationsafdeling, 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  13. Folketingsvalg

    Hjemmeside
    Folketingets Kommunikationsafdeling, 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse
    2. Debat

  15. Systemskiftet 1901

    Leksikonartikel
    Niels Finn Christiansen,
    lex.dk 17-02-2015

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Analyse

  22. Hæv spærregrænsen

    Kronik
    Gert Tinggaard Svendsen
    Jyllands-Posten, 17-04-2001

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debat

  27. Folketingsvalget 1918

    Artikel
    Pelle Mortensen og Astrid Ølgaard Christensen Schriver
    Danmarkshistorien på lex.dk, 25-03-2025

  28. Jordskredsvalget

    Leksikonartikel
    Kirsten Benn Lykkebo
    lex.dk, 03-10-2024