Folketingsvalg

1849-1953 Landstinget

I dag består det danske parlament kun af Folketinget, men indtil 1953 bestod det af to kamre, Landstinget og Folketinget, som under et blev kaldt Rigsdagen. De to ting var lovgivningsmæssigt ligestillede, hvilket betød at en lov skulle vedtages i begge ting for at være gældende. [1]

Stemmeretten til de to ting var oprindeligt forskellig. Til Landstinget gjaldt den privilegerede valgret,  hvor man skulle være ældre og have en højere personlig indtjening for at opnå stemme- og valgret.

I 1915 forsvandt den privilegerede valgret til Landstinget. Men valget af medlemmer til de to ting foregik stadig forskelligt.  Hvor aldersgrænsen for stemmeret til Folketinget i 1915 var 25, var den til Landstinget 35, og herudover skulle en fjerdedel af Landstingets medlemmer udpeges af det afgående Landsting. Dette betød, at Landstinget modsat Folketinget, indtil 1936 bevarede et højrefløjsflertal. Denne forskel mellem de to ting betød at socialdemokratiske og radikale regering var afhængig af støtten fra mindst et parti fra højrefløjen for at gennemføre en lov.

Fra 1936 skiftede flertallet i Landstinget dog til at afspejle Folketinget, og de to kamre var herefter i overensstemmelse. Landstinget var hermed blevet en spejling af Folketinget og mistede derfor sin betydning, hvoraf institutionen blev afskaffet med grundlovsændringen i 1953. [1]

1973: Jordskredsvalget

Jordskredsvalget er en ofte brugt betegnelse for folketingsvalget i 1973, hvor vælgerne i stor stil vendte de gamle partier som Venstre og Socialdemokratiet ryggen og i stedet stemte på nye partier som Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet. Ved valget i 1973 gik antallet af partier i Folketinget fra fem til ti indvalgte partier. [4]

Jordskredsvalget repræsenterede et skifte i måden som de danske vælgere forstod sig selv. Før 1973 havde flertallet af vælgerne været trofaste mod det samme parti, og ens partivalg var ofte forbundet med ens klassetilhørsforhold. Men nu måtte partierne tilpasse sig en mere flydende parlamentarisk situation, hvor de ikke på samme måde kunne regne med deres kernevælgere.

I 1973 stemte 44 % af vælgerne på et andet parti end de havde gjort ved forudgående valg.  Denne vælgervandring blev først overgået ved folketingsvalget i 2022, hvor hele 53 % stemte på et andet parti end ved det forudgående valg. [5]