Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Billeder af ofre for folkedrabet i Rwanda i 1994 på Kigali Genocide Memorial.

Billeder af ofre for folkedrabet i Rwanda i 1994 på Kigali Genocide Memorial.

Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Billeder af ofre for folkedrabet i Rwanda i 1994 på Kigali Genocide Memorial. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Folkedrab

Hovedforfatter

  • Astrid Elkjær Sørensen, Ph.d. i historie, nov. 2025

Læsetid: 13 min

Indhold

Indledning

Efter nazisternes systematiske og bevidste udryddelse af forskellige grupper under 2. verdenskrig var der et behov i den nye verdensorganisation FN for at etablere et fælles juridisk sprog for denne forbrydelse. I 1948 vedtog FN’s forsamling, derfor Folkedrabskonventionen, der definerede folkedrab, som en systematisk og bevidst tilintetgørelse af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe af mennesker.

Folkedrabskonventionen forpligter medlemslandene til både at forebygge og straffe folkedrab og til at indføre den nødvendige lovgivning. Personer anklaget for folkemord skal stilles for en domstol i det territorium, hvor folkedrabet er sket eller alternativt for en international domstol. For at leve op til forpligtelserne i konventionen vedtog Danmark i 1955 en national lov om folkedrab.

Selvom folkedrab har sin egen konvention, indregnes den som en af forbrydelserne under kategorien forbrydelser mod menneskeheden. FN anslår, at mere end 100 millioner mennesker har mistet livet som følge af folkedrab inden for de seneste 100 år. [1]

Folkedrab er et omstridt begreb, og det er tit til heftig debat, hvornår noget kan karakteriseres som et folkedrab. Et eksempel er den igangværende diskussion i FN og i medierne om, hvorvidt Israels handlinger i Gaza-striben kan karakteriseres som et folkedrab.

Relaterede emner

How Genocide Became Part of International Law | United Nations

Hvordan blev konventionen om folkedrab til? Kort film produceret af FN, der forklarer, hvordan folkedrab blev en del af international lov. Produceret af FN, 2022.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af folkedrab

Folkedrab (i nogle tekster også betegnet som folkemord) er en bevidst og systematisk hel eller delvis udslettelse af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Et folkedrab kan ske gennem direkte drab eller ved at fratage eller nægte gruppen livsnødvendige ting som mad og drikkevand. Et folkedrab kan også ske mere indirekte ved at forhindre gruppen i at fortsætte som folk ved at frarøve dem deres børn eller forhindre børnefødsler.

Juridisk hviler verdens forståelse af folkedrab på FN’s Folkedrabskonvention vedtaget i 1948. Det er i udgangspunktet op til den stat, hvis territorium folkedrabet er forgået på at forhindre og retsforfølge gerningsmændene. Hvis dette ikke er muligt, kan FN nedsætte en midlertidig domstol eller sagen kan rejses ved en af de faste internationale domstole.

En regering eller et regime kan være skyldige i folkedrab, men folkedrab kan også begås af andre aktører som f.eks. militser eller oprørsgrupper. Både stater og enkeltpersoner kan erklæres skyldige i folkedrab.

Fakta om folkedrab

Hvad er folkedrab?

Internationalt hviler vores fælles forståelse af, hvad folkedrab er på FN’s folkedrabskonvention. Her defineres det, hvad folkedrab er og hvilke handlinger som hører under: ”,.. folkedrab [forstås ved] enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe” [2]

Et folkedrab handler altså ifølge konventionen ikke kun om, at gruppe er udsat for en bestemt handling – men også om at der hos gerningsmændene er en bevidst intentionen om at tilintetgøre denne gruppe helt eller delvist med handlingen.

Et folkedrab kan ifølge konventionen ske gennem massemord – men kan ifølge konventionen også foregå uden drab.  F.eks. kan et folkedrab kan bestå i at en gruppe får frataget deres børn eller udsættes for tvangssterilisationer – og altså hermed uden drab forhindres i at vedblive med at eksistere som folk. Et folkedrab er altså ikke nødvendigvis et massemord.

Hvordan blev folkedrab til et juridisk begreb?

Folkedrab er ikke noget nyt historisk fænomen, men er sket løbende op gennem verdenshistorien. Men det var først med vedtagelsen af FN’s folkedrabskonvention i 1948, at verdenssamfundet fik et fælles sprog for fænomenet og en juridisk platform, hvorfra man internationalt kunne arbejde med at forbygge folkedrab og om nødvendigt retsforfølge gerningsmænd.

Ophavsmanden til begrebet var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin (1900-1959). Lemkin havde hele sit liv været optaget af at definere og forhindre massedrab på befolkningsgrupper. Men efter 2. verdenskrig, hvor Lemkins mistede 49 familiemedlemmer i holocaust blev hans kamp sammenvævet med hans personlige liv. I 1944 skabte han termen ”Genocide” (det engelske ord for folkedrab) ved at kombinere det græske ord for folk ”genos” med det latinske ord for drab ”cide”. [3]

Med sin nye definition viede Raphael Lemkin sin tid til at påvirke den nystiftede verdensorganisation FN til at vedtage en konvention, der skulle medvirke til at forbygge folkedrab og om nødvendigt retsforfølge gerningsmændene. En indsats, der den 9. december 1948, kulminerede i den enstemmige vedtagelse af FN’s folkedrabskonvention. Konvention var første gang i verdenshistorien, at der blev vedtaget en international traktat om menneskerettigheder. [4]

Hvordan straffes et folkedrab?

Med vedtagelsen af FN’s Folkedrabskonvention i 1948 forpligtede verdens lande sig til at forhindre folkedrab og om nødvendigt at straffe gerningsmændene bag folkemord. Det er derfor i første omgang den stat, hvis område som folkedrabet er sket på, der skal retsforfølge gerningsmændene. For at kunne leve op til konventions forpligtelse har Danmark, derfor også i 1955 vedtaget en lov, hvori straffen for folkedrab fastsættes til fængsel indtil livstid.[5] EU har siden 2003 også haft et regelsæt, der skal gøre det nemmere på tværs af EU’s lande at efterforske og straffe personer, der har begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelse. [6]

Selvom verdens stater har pligt til selv at reagere på folkedrab, er det dog ikke altid, at en stat vil være i stand til at retsforfølge gerningsmændene. Ofte sker et folkedrab i krigsramte områder, hvor der ikke er en stabil statsmagt og et uafhængigt retssystem, og i flere tilfælde kan regeringen i landet være involveret i folkedrabet. I de tilfælde er det op til det internationale samfund og dets domstole at efterforske og retsforfølge folkedrabet.[7]

Det kan ske gennem tre forskellige instanser:

  • Midlertidige domstole også kaldet ad hoc domstole.
  • Den Internationale Straffedomstol (ICC)
  • Den Internationale Domstol (ICJ)

Hvad er midlertidige domstole?

Hvis verdenssamfundet vurderer at et folkedrab eller andre forbrydelser mod menneskeheden er fundet sted, men der ikke er en nationalstat til at retsforfølge gerningsmændene, kan en midlertidig domstol nedsættes af FN’s sikkerhedsråd. Et eksempel herpå, er den midlertidige og særlige domstol, som FN’s Sikkerhedsråd nedsatte i 1993 til at efterforske folkedrab og krigsforbrydelser, som skete i forbindelse med krigen i det tidligere Jugoslavien.

Midlertidige domstole er dog både besværlige og økonomisk dyre at drive – og deres midlertidighed kan betyde, at nogle sager ikke når at blive behandlet. Heraf, at mange menneskerettighedsforkæmpere så det som et fremskridt, da den internationale straffedomstol blev oprettet i 1998. [7]

Hvad er Den Internationale Domstol (ICJ)?

Den internationale Domstol (Engelsk: International Court of Justice/ICJ) er FN’s dømmende organ, som afgør stridigheder mellem stater. Domstolen kan beskrives som verdenssamfundets højeste dømmende myndighed. Den har eksisteret siden 1945 og er beliggende i Haag i Holland.

Alle stater kan indbringe retstvister for domstolen. Dens afgørelser er dog kun vejledende, medmindre en stat har givet samtykke til at være under dens jurisdiktion. Enkeltpersoner kan ikke bringe sager til ICJ, ligesom sager mod enkeltpersoner ikke kan afgøres af ICJ.[8]
Det er kun fire gange i domstolens historie, at stater har bedt ICJ om at tage stilling til en anden stats potentielle folkedrab. Den første sag var i 1996, og omhandlede folkedrab i Eksjugoslavien. Domstolen erklærede her der serbiske stat skyldig i folkedrab.[9] De tre andre sager er stadig igangværende. I 2020 bad Gambia ICJ afgøre, hvorvidt Myanmar begår folkedrab på den etniske minoritetsgruppe rohingyaerne [10]. I 2022 anklagede Ukraine Rusland for folkedrab mod det ukrainske folk [11]. Senest har Sydafrika bedt ICJ afgøre om Israel begår folkedrab i Gaza [12].

I alle tre igangværende sager er det usandsynligt, at den anklagede stat vil anerkende en eventuelt dom om folkedrab. Formålet med at rejse sagerne er således snarere at skabe international opmærksomhed og harme omkring et potentielt folkedrab end at afgøre en retstvist.

Hvad er Den Internationale Straffedomstol (ICC)?

Hvor Den International Domstol (ICJ) behandler tvister mellem stater, er det ICC’s (Engelsk: International Criminal Court - ICC) opgave at retsforfølge enkeltpersoner anklaget for de mest alvorlige internationale forbrydelser, dvs. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser. ICC har kun kompetence i sager, hvor national retsforfølgelse ikke er mulig.   

ICC blev vedtaget oprettet i juli 1998 i forbindelse med FN-konferencen i Rom. Oprettelsen af en permanent domstol til at behandle alvorlige internationale forbrydelser, er FN’s forsøg på at oprette en institution, der kan håndtere de sager om forbrydelser om menneskeheden, som før har været lagt ud til midlertidige internationale domstole som det f.eks. var tilfældet i ex-Jugoslavien. [13]

ICC har dog kun myndighed i de lande, som har tiltrådt aftalen. I 2024 bakkede 124 af verdens lande op om domstolen bl.a. de nordiske lande og EU-landene. Flere stormagter som USA, Kina, Rusland og Indien har dog valgt ikke at tiltræde aftalen om ICC. Dette betyder bl.a. at disse lande ikke anerkende domstolens domme og heller ikke udleverer anklagede til domsforfølgelse.  [13]

Hvad er forskellen mellem forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og krigsforbrydelser?

I nyhedsstrømmen og debatten nævnes de tre begreber forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og krigsforbrydelser jævnligt sammen. Dette giver ofte god mening, da de tre tit finder sted samtidig, og kan være internt sammenvævede. Juridisk vil de ofte høre under de samme internationale konventioner og institutioner. De tre begreber er dog ikke synonymer for hinanden. 

Forbrydelser mod menneskeheden (crimes against humanity)
Forbrydelser mod menneskeheden er en kategori, der indeholder en række forbrydelser mod civile i stor skala. Hvilke forbrydelser, der hører under kategorien, er defineret igennem internationale traktater. [14] Folkedrab hører under kategorien forbrydelser mod menneskeheden, men adskiller sig fra flere af de andre forbrydelser under kategorien ved at have en særskilt konvention og definition.

Folkedrab (genocide)
Folkedrab er en bevidst og systematisk hel eller delvis tilintetgørelse af en befolkningsgruppe. Juridisk er folkedrab defineret gennem FN’s folkedrabskonvention, såvel som i den nationale lovgivning i de lande som har ratificeret konventionen. [14]

Krigsforbrydelser (war crimes)
Krigsforbrydelser er brud på de regler, som det har internationale samfund har sat op for krig gennem forskellige traktater (f.eks. Genéve-konventionen). Folkedrab kan ske som del af krigsforbrydelser. Et massiv angreb på en civilbefolkning under en krig, er dog ikke nødvendigvis et folkedrab, selvom det er en krigsforbrydelse. [14]

Analyse af folkedrab

Hvem afgør, hvornår noget er et folkedrab?

Selvom, at verdenssamfundet med FN’s folkedrabskonvention blev enige om en definition på folkedrab, hersker der tit uenighed om, hvorvidt et folkedrab har fundet sted eller finder sted. Et aktuelt eksempel er diskussion om, hvorvidt Israels igangværende militære kampagne i Gaza udgør et folkedrab. Lektor i folkeret ved Københavns Universitet Marc Schack udtaler til DR: ” Det er helt tydeligt, at der samler sig bevismateriale, som får flere og flere til at mene, at Israel begår folkedrab i Gaza. Men om det også betyder, at Israel rent juridisk vil blive dømt for folkedrab, er endnu ikke til at sige.” [15]

Mark Schack skelner her mellem den meningsdannelse, der foregår når verdens regeringsledere, forskere og ngo’er diskuterer et potentielt folkedrab, og så den potentielle juridiske dom som kan falde ved internationale domstole som ICJ.

Selv hvis ICJ afgør, at Israel har begået folkedrab i Gaza, betyder det dog ikke, at Israel og dets allierede, herunder USA, nødvendigvis vil anerkende dommens gyldighed. En juridisk dom ved en international institution betyder altså ikke, at der automatisk skabes en global konsensus om, hvorvidt et folkedrab har fundet sted og hvordan det skal håndteres.

Hvor mange mennesker har mistet livet som følge af folkedrab?

Det er meget vanskeligt at opgøre, hvor mange mennesker, der har mistet livet som følge af folkedrab de sidste 100 år. Særligt fordi, at der kan være stor uenighed om, hvornår noget kan betegnes som decideret folkedrab. 
FN’s eget estimat er, at over 100 millioner mennesker har mistet livet som følge af folkedrab de sidste 100 år. [1] Flere forskere peger ligeledes på 20. århundrede som præget af  historisk mange folkedrab. Ud af de mange potentielle folkedrab udpeget af forskere, er det dog kun en lille håndfuld, som ved en domstol er blevet erklæret som sådan. [16]

For befolkningsgrupper kan det betyde meget, at få verdenssamfundets ord for at de har været udsat for et folkedrab. Dels fordi det for mange ses som en anerkendelse af gruppens lidelse, og dels fordi der med en sådan anerkendelse ofte følger muligheder for retsopgør og forskellige former for erstatning og hjælp. [17] [18]

Problemstillinger ved folkedrab

Er alle gruppe tilstrækkelig beskyttet under FN’s folkedrabskonvention?

I FN’s nuværende Folkedrabskonventionens kan der begås folkedrab mod fire definerede grupper ”national, etnologisk, racemæssig eller religiøse grupper”.  Men i det oprindelig, aldrig vedtagne forslag indgik sociale og politiske grupper også i teksten. Disse blev dog taget ud, bl.a. fordi Sovjetunionen frygtede at landet med denne formulering ville kunne anklages for folkedrab. [19]

Op gennem årene har det været diskuteret om andre gruppetilhørsforhold såsom køn, seksuel orientering eller politisk overbevisning skal inkluderes i definitionen.

Argumentet mod at udbygge konventionen er, at inklusionen af flere af grupperne vil være meget svær at få et samlet FN til at stå bag, hvorfor opbakningen til konventionen risikerer at blive udvandet. Andre mener, at de internationale domstole faktisk har mulighed for med den nuværende konvention at fortolke mere bredt. [20]

Gør verden nok for at forbygge og stoppe folkedrab?

FN’s Folkedrabskonvention handler ikke kun om at gerningsmændene bag folkedrab skal retsforfølges.  Lige så centralt i konventionen er forpligtelsen til at forebygge og stoppe folkedrab. Om dette skriver Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark og Dina Hashem, seniorjurist, Amnesty International Danmark følgende i et debatindlæg i Berlingske den 6. august 2025:

”Når vi taler om folkedrab, er der oftest fokus på, at de skyldige skal straffes efterfølgende. Og i samme omgang insisteres der på, at vi skal vente på domstolens afgørelse, før vi skal handle. Men det er en misforstået udlægning af FNs folkedrabskonvention.

Forebyggelse er lige så centralt som straf, hvilket er beskrevet allerede i konventionens artikel 1.

Og man kan ikke forebygge et folkedrab på bagkant.” [21]

Indlægget handler konkret om, at verden ikke skal vente på en afgørelse i ICJ om hvorvidt Israel begår folkedrab i Gaza – men skal foretage sig noget nu. Selvom indlægget handler om en nuværende begivenhed er det pointe om forholdet mellem forebyggelse og retsopgør dog mere almengyldig.

Verdenssamfundet har nemlig typisk først handlet på et folkedrab efter at det sket. Typisk ved at bistå med retsforfølgelse. Dette var f.eks. tilfældet med Ghana i 1994 og i forbindelse med krigene i Eksjugoslavien. [22]

Årsagerne til, at verdenssamfundet ofte ikke handler mere forebyggende, er flere. Men en af de mest afgørende er nok, at FN ikke har en egen hær, men er afhængig af konsensus i sikkerhedsrådet for at kunne gribe militært ind og beskytte civilbefolkningen. Her kan forskellige nationale interesser hurtigt afføde en modvilje mod at gribe ind, hvis der ikke foreligger overvældende beviser for et folkedrab. 
Ydermere kan det være svært for verdens nationer at gribe ind overfor militært og økonomisk stærke nationer. F.eks. har flere menneskerettighedsorganisationer beskyldt Kina for at begå folkedrab på det muslimske mindretal uighurerne. En beskyldning, som FN reelt er magtesløse i forhold til at reagere på. [22] [23]

Debart om folkedrab

Hvordan kommer et samfund bedst videre efter et folkedrab?

Når der er sket et folkedrab, efterlader det et stort traume i samfundet.  Ofte vil der være flygtningestrømme, ødelagte områder, ofre med ønsker om hævn og erstatning, og ustraffede gerningsmænd. Her er der stor diskussion om, hvordan man sikrer både forsoning og retfærdighed, og et retsopgør efter et folkedrab er derfor en kompliceret ting.

Et godt eksempel er forløbet efter folkedrabet i Rwanda i 1994.  Det internationale samfund nedsatte midlertidige domstole, men her var det kun personer med høj rang, dvs. f.eks. generaler og regeringsledere, som blev retsforfulgt. Folkedrabenes gerningsmænd var langt flere, og bestod bl.a. officerer, menige soldater og civile som i en blodrus vendte sig mod deres naboer. I forbindelse med folkemordet i Rwanda estimeres det, at hvert 10. borger på forskellig vis tog del i folkedrabet. Gerningsmænd, som det var op Rwanda selv at håndtere. [24]

Hvad er argumenterne for Gacaca-landsbydomstole?

”En afrikansk løsning til et afrikansk problem” [25] kaldte Rwandas præsident Paul Kagama oprettelsen af Gacaca-domstolene.  Han og de andre fortalerne for Gacaca-modellen fremhæver, hvordan denne løsning gav en skrøbelig nation mulighed for selv at håndtere og bearbejde folkedrabet med en løsning forankret i nationens egen kultur. De fremhæver, hvordan Gacaca har givet lokalsamfundene mulighed for i fællesskab at bearbejde traumerne fra folkedrabet ved at høre ofrenes historie, og ved at skulle konfrontere sine egne gerningsmænd. At Gacaca har åbnet døren til forsoning og dialog mellem de forskellige etniske grupper. [25][26]

Blandt menneskerettighedseksperter antager flere et mere pragmatisk standpunkt – nemlig at Gacaca var Rwandas eneste alternativ til reelt at lade en stor del af gerningsmændene gå fri. Fergus Kerrigan og Antranik Handoyan begge ansat ved Institut for Menneskerettigheder i Kigali, Rwanda, skriver: ”[Amnesti vil] være en overtrædelse af forpligtelsen til at retsforfølge folkedrabsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Men hvad kan Rwanda ellers gøre? Det er præcis derfor, at Gacaca-strukturen blev lavet: så man har et alternativ, som lokalbefolkningen lettere kan relatere sig til.” [27]

Hvad er argumenterne imod gacaca?

Det er en almen juridisk opfattelse i jura, at for at en retssag kan være fair, kræver det en uvildig dommer og et uvilligt retssystem. Kritikerne af Gacaca-modellen fremhæver, at det sjældent vil være tilfældet, når retssagen holdes lokalt og afgøres af lægdommere, der ofte vil kende både ofrene og de tiltalte. Den tiltaltes manglende adgang til juridisk rådgivning har ligeledes vakt bekymring hos menneskerettighedsorganisationer. [28]

Både nationale og internationale kritikerne fremhæver også, hvordan Gacaca indeholder en risiko for, at status og befolkningssammensætning i lokalsamfundet bliver afgørende for hvem der tiltales og hvordan disse dømmes. De fremhæver, hvordan ofre kan være angste for at anklage gerningsmænd med høj status. Mens tiltalte med lav status og dårligt netværk risikerer en ringere behandling i den lokale Gacaca: "En række personer fortalte os, at de forblev tavse under Gacaca-retssagerne, selvom de mente, at de tiltalte var uskyldige. De følte, at det simpelthen var for risikabelt at stå frem og forsvare personer, der var blevet uretmæssigt anklaget for forbrydelser relateret til folkedrab," fortæller Daniel Bekele, Afrika-direktør i Human Rights Watch (egen oversættelse).[25]

Perspektiv på folkedrab

Det 20. århundrede er flere gange blevet kaldt folkedrabets århundrede. Desværre synes det internationale samfund lige nu ikke at have succes med at sikre, at vi i det 21. århundrede vil have nemmere ved at forhindre, stoppe og retsforfølge denne særlige forbrydelse mod menneskeheden.

Indsatsen mod folkedrab kræver en global enighed om fortolkning af konventionerne og en villighed fra verdens lande til støtte op om og underlægge sig fælles internationale regelsæt og institutioner. Når verdens største lande som Kina, USA, Indien og Rusland f.eks. ikke vil tilslutte sig institutioner, som den internationale Straffedomstol (ICC) gør det retsforfølgelse af gerningsmænd svær. Herudover understreger det en verdensorden, hvor magtfulde lande reelt er undtaget fra international lov. [29]

USA og de vestlige lande tøven omkring at gribe ind overfor Israel i Gaza, eller erklære Israels handlinger for et folkedrab har medført en stærk utilfredshed i det globale syd. Her føler flere lande, at Vestens høje standard for menneskerettigheder kun gælder, når der ikke er tale om USA’s tætte allierede. En splittelse, der kan vanskeliggøre fælles globalt samarbejde om internationale retsinstanser.  [30]

Citerede kilder

  5. Folkedrab

    Leksikonartikel
    Tyge Lehmann og Inger Sjørslev
    September 2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  8. Den Internationale Domstol

    Leksikonartikel
    Ole Spiermann, Tyge Lehmann og Ole Terkelsen
    lex.dk, november 2024

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta

  28. At leve sammen igen

    Hjemmeside
    Elisabeth Moltke og Simon Turner
    Dansk Institut for Internationale Studier, 2014

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Debart

  33. Spiralsagen

    Leksikonartikel
    Marie Kathrine Poppel
    lex.dk, august 2025