soldater i Irak
Danske soldater har mistanke om tortur på base i Irak (2017).
Foto: Ahmad Al-Rubaye / Scanpix

Tortur

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Lasse Wamsler. Januar 2015
Top image group
soldater i Irak
Danske soldater har mistanke om tortur på base i Irak (2017).
Foto: Ahmad Al-Rubaye / Scanpix
Main image
Aktivister fra Amnesty International bærer øjenbind med sloganet ’Do not look away – stop torure’ foran katedralen i Berlin. Den 25. juni 2014.06.26.
Aktivister fra Amnesty International bærer øjenbind med sloganet ’Do not look away – stop torure’ foran katedralen i Berlin. Den 25. juni 2014.06.26.
Foto: Hannibal Hanschke / Scanpix

Indledning

Slag mod fodsålerne, forbrændinger, isolation, seksuelle ydmygelser og fratagelse af føde og søvn. Det er blot nogle af de voldsomme overgreb, som torturofre dagligt udsættes for på politistationer, i fængsler og fangelejre verden over. Ud over de fysiske skader må ofrene ofte leve resten af deres liv med alvorligere ar på sjælen.

I kampen mod tortur har et stort antal lande underskrevet de internationale konventioner, der forbyder den menneskerettighedskrænkende praksis. Alligevel finder tortur stadig sted i op mod halvdelen af verdens lande. Ifølge Amnesty International er brugen af tortur endda stigende globalt, mens kun få torturudøvere bliver straffet. Torturen finder især sted i diktaturstater i Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika, men forekommer også i vestlige demokratier. Ikke mindst i forbindelse med den såkaldte krig mod terror har USA anvendt brutale og kontroversielle metoder i håndteringen af mistænkte.

Artikel type
faktalink

Definition af tortur

Hvad er tortur?

Tortur er en grov krænkelse af menneskerettighederne, som består i, at en person med forsæt tilføjer et andet menneske fysisk eller psykisk lidelse eller smerte med ét bestemt formål, f.eks. at nedbryde denne person, tvinge oplysninger ud af vedkommende eller skræmme andre til at afstå fra at gøre oprør. Torturen efterlader ofret med varige mén – ofte både psykiske og fysiske. Det er en grov forbrydelse, som har mange former, og som finder sted i over 100 lande verden over, selv om tortur længe har været forbudt både i international lov og i de fleste landes egen lovgivning.

Hvordan kan tortur defineres?

Der findes flere, næsten enslydende, definitioner af tortur. Bredt anerkendt er den definition, der findes i FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, også kaldet FN’s torturkonvention. Ifølge denne definition er der tale om tortur, når:

· en person påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk

· med det formål at fremtvinge en tilståelse, få informationer eller straffe vedkommende

· og at det er en offentlig myndighed, der udfører, opfordrer eller give samtykke til, at personen påføres denne lidelse

Hvilke former for tortur findes der?

Der findes et utal af former for tortur. Der findes både psykiske og fysiske former for tortur, og ofte anvendes flere torturformer samtidig eller efter hinanden for at forstærke den nedbrydende effekt. Nogle torturformer har været anvendt i århundreder, men der opstår også hele tiden nye torturformer, som afspejler den teknologiske og kulturelle udvikling i de lande, hvor torturen udføres, og som torturbødlerne har deres baggrund i. Nogle af de mest omtalte eksempler på tortur i de senere år er amerikanske soldater og efterretningsagenters tortur mod terrormistænkte. De terrormistænkte har typisk været udsat for en række forskellige torturformer og -metoder, både gammelkendte og mere ’moderne’. Blandt de benyttede metoder er ”waterboarding” – simuleret drukning – hvor en fange bindes til en hældende planke, så fangens hoved er lavere end fødderne, hvorefter cellofan eller en klud vikles rundt om hans mund og næse, og vand hældes ned over hans ansigt, så det bliver næsten umuligt at trække vejret. Det er en metode, der har været anvendt i adskillige hundrede år. Til de mere moderne metoder hører lydtortur, som det amerikanske militær har brugt ved at bombardere afghanske og irakiske fanger med rock, pop, rap og heavy metal ud fra den antagelse, at amerikansk musik vil virke forstyrrende og nedbrydende på folk fra en anden kultur. Det er ikke tilfældet, men støj døgnet rundt – uanset hvilken – er et effektivt torturmiddel.

Hvilke former for fysisk tortur findes der?

Der findes et ukendt antal fysiske torturmetoder, som ofte anvendes i kombination. Blandt de hyppigst anvendte er ifølge Dignity – Dansk Center Mod Torturs hjemmeside (se kilder):

· slag mod fodsålerne (falanga)

· seksuel tortur

· elektrisk tortur

· kvælningstortur

· vandtortur

· forbrænding

· ophængning

· farmakologisk tortur

· lemlæstelser

· fysisk udmattelse

Hvilke former for psykisk tortur findes der?

Ligesom med fysisk tortur er listen over psykiske torturformer og -metoder lang. Men en del metoder går igen mange steder og i mange tilfælde. Ifølge DIGNITY – Dansk Center Mod Torturs hjemmeside (se kilder) gælder det blandt andet:

· isolation

· overværelse af andres tortur

· skinhenrettelser

· seksuel ydmygelse

· mangel på føde og søvn

Hvilke torturmetoder er de mest udbredte?

Det vides ikke med sikkerhed. Men Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer vurderer, at psykisk tortur og ’moderne’ former for fysisk tortur, som ikke afsætter umiddelbart synlige spor på kroppen, er blevet mere almindelige i takt med, at kampen mod tortur er blevet intensiveret mange steder i verden. Torturbødlerne udvikler og anvender i stigende grad torturformer, som mindsker risikoen for, at overgrebene kan afsløres efterfølgende. Slag på kroppen, som efterlader mærker, er derfor ikke længere så almindelig en torturform, mens elektriske chok, kvælningsforsøg i plasticpose eller cellofan, voldsom varme- og kuldepåvirkning, kraftig støj eller søvntortur, hvor ofret forhindres i at sove sammenhængende, er blevet mere almindelige.

Det samme gælder forskellige former for psykisk tortur, f.eks. isolation og påstande om, at ofrets pårørende tortureres i et tilstødende lokale, hvorfra der kan høres høje skrig. Der findes således mange eksempler på, at forældre tortureres med trusler om, at deres børn vil blive dræbt eller ved at lade børnene se på, at forældrene bliver gennembanket. Også indespærring i en lille celle i dagevis er en almindelig torturform. Nogle af de mest udbredte torturformer nævnes og beskrives på hjemmesiden for DIGNITY – Dansk Center Mod Tortur samt i Røde Kors-hæftet ”Tortur” (se kilder), hvor det også vurderes, at tortur i dag typisk består af en kombination af fysisk og psykisk vold, mens det tidligere var mere almindeligt, at fysisk vold stod alene.

Hvad er forskellen på tortur og barske forhørsmetoder?

Det er svært at sætte en præcis grænse, og netop grænsen mellem tortur og begreber som ’moderat fysisk pres’ og ’hårdhændede afhøringsmetoder’ diskuteres ofte. Den amerikanske regering har især siden terrorangrebet den 11. september 2001 argumenteret for, at det i visse tilfælde kan være nødvendigt og rimeligt at anvende særligt barske forhørsmetoder mod terrormistænkte. Disse forhørsmetoder omfatter blandt andet at holde fangerne vågne mod deres vilje, at udsætte dem for støj og trusler samt at ydmyge dem verbalt. Disse metoder er omfattet af FN’s torturdefinition, men amerikanske politikere har argumenteret for, at der blot er tale om hårdhændede afhøringsmetoder.

Brug af tortur

Hvor finder tortur sted?

Tortur udøves i en lang række lande fordelt over hele verden. Ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer finder der tortur sted i over halvdelen af alle verdens lande, enten sporadisk eller systematisk. Ifølge samme menneskerettighedsorganisationer er tortur særligt udbredt i en række udemokratiske stater i Mellemøsten, Asien og Afrika, hvor der finder tortur sted i fængsler, arresthuse, på politistationer og andre steder, hvor politiske modstandere af den siddende regering eller tilfældige ofre holdes fanget.

Tortur finder imidlertid også sted i vestlige demokratier. Det gælder for eksempel USA og Israel. Selv Danmark, som er kendt for at gå forrest i kampen mod tortur, er blevet kritiseret af FN’s antitortur-komite for omfattende brug af isolationsfængsling og for at tvangsudsende afviste asylsøgere og udenlandske statsborgere til lande, der er kendt for at bruge tortur. Desuden er den såkaldte krig mod terror ifølge en lang række eksperter årsag til, at brugen af tortur vokser i vestlige lande, hvor truslen fra terrorisme i stigende grad opfattes som en legitim begrundelse for at udsætte fanger for tortur.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International offentliggjorde i maj 2014 en rapport, som viser, at brug af tortur er stigende på verdensplan (se kilder). Fra 2009 til 2014 har Amnesty modtaget henvendelser og fået kendskab til sager om tortur i 141 lande. Det skal ses i forhold til, at i alt 157 lande de seneste 30 år har skrevet under på FN’s torturkonvention. Amnesty vurderer, at tortur er udbredt i flere af de lande, som har skrevet under, heriblandt Mexico, Nigeria og Filippinerne.

Stigningen kan også hænge sammen med en øget uro i Mellemøsten og Nordafrika, mener forsker ved DIGNITY – Dansk Center Mod Tortur, Henrik Rønsbo: ”Mit bud er, at mængden af tortur er vokset i løbet af de seneste 10-15 år – i takt med at regimer og stater i Nordafrika og Mellemøsten er kollapset. Det kan vi også se på, at antallet af flygtninge til Europa igen er vokset.”

Fokus var i januar 2014 rettet mod borgerkrigen i Syrien, da det blev dokumenteret, at det syriske regime systematisk torturerede fanger fra oprørsbevægelsen. En omfattende rapport fra tre advokater dokumenterede på baggrund af et massivt billedmateriale fra en tidligere syrisk fangevogter, hvordan fanger i de syriske fængsler bliver sultet til døde. ”Rapporten viser en syrisk torturmaskine, som har eksisteret i 30-40 år, men som nu kører på absolut højtryk under oprøret og borgerkrigen,” siger Ole Hoff-Lund fra Amnesty i artiklen ”Amnesty er chokerede over Syriens 'torturmaskine'” fra Politiken (se kilder).

I december 2014 udgav en uafhængig komité under det amerikanske senat en rapport, der viste, at CIA har brugt særdeles grov tortur over for fanger mistænkt for terror. Rapporten konkluderede desuden, som det fremgår af informations artikel ”Diskussionen er slut ­­– tortur virker ikke”, at mange af de indhentede efterretninger, CIA havde fået ved tortur, var ubrugelige (se kilder).

Hvorfor anvendes tortur?

Tortur anvendes for at nedbryde et menneske fysisk og psykisk. Men formålet med at nedbryde ofrene kan variere. Ifølge hjemmesiden for DIGNITY – Dansk Center Mod Tortur kan anvendelsen af tortur forklares således: ”Torturens formål er ikke at slå ihjel, men at nedbryde individers personlighed. Tortur bliver ofte brugt som et politisk instrument, der hjælper magthaverne med at bevare kontrollen i landet. Tortur har især været kendt fra stater, der hviler på ét parti af én bestemt politisk eller religiøs observans. Ved at ’knække’ menneskers personlighed og på den måde holde en befolkning nede er der mulighed for, at den politiske modstand svækkes. Ved at tilfældige mennesker også rammes, skabes frygt i befolkningen. Formålet med tortur kan også være at tvinge fanger til at blive angivere.”

Hvem udøver tortur?

Torturudøverne, også kaldt torturbødler, er typisk personer, der er ansat i fængsler eller militære enheder, eller som på anden måde er ansat af et lands myndigheder. Det kan både være menige fængselsbetjente og soldater eller højere rangerende personer samt eksperter, som bliver hidkaldt for at bruge deres faglige ekspertise til at gøre torturen så effektiv som mulig, for eksempel læger og psykologer. Tidligere mente man, at det kun var særligt onde mennesker, som selv var voldsomt skadet på sjælen, der kunne udøve tortur, altså at torturbødler var sadister eller psykopater. Men forskning tyder på, at de fleste mennesker under bestemte forhold kan drives til at deltage i tortur af andre. Eksperimenter har vist, at mange mennesker f.eks. kan drives til at udføre tortur, hvis de får ordre til det af en person, de opfatter som en autoritet, eller som de er bange for. Det kan både skyldes autoritetstro og ansvarsfralæggelse eller, at de ønsker at blive opfattet som en god underordnet. Andre indvilger i at udøve tortur, hvis de trues med, at de eller deres nærmeste ellers selv vil blive udsat for tortur. Endnu en årsag kan være propaganda, hvor de potentielle torturofre fremstilles som umenneskelige og uberegnelige fjender, eller gruppepres, hvor en person medvirker til tortur af frygt for ellers at blive udstødt af sin etniske, sociale eller kulturelle gruppe. En del beretninger fra torturbødler tyder dog på, at især mennesker, der selv har været udsat for overgreb og svigt, er nemmere at lokke til at udøve tortur end andre. I Røde Kors-hæftet ”Tortur” (se kilder) fortæller en mand, der udøvede tortur som ansat i den græske militærjuntas sikkerhedspoliti i 1960’erne og 1970’erne, hvordan han og andre rekrutter blev uddannet til torturbødler: ”Vi så film om torturmetoder og teknikker til at knække en fange.” Desuden blev rekrutterne selv udsat for vold og ydmygelser. Fælles for torturbødlerne var ringe uddannelse og dårlig opvækst. ”Jeg er sikker på, at jeg selv blev udvalgt, fordi jeg er vokset op på børnehjem. Derfor har mine overordnede tænkt, at jeg kunne blive en god torturbøddel (…) De fleste torturbødler var folk, som var vrede på livet, folk med mindreværdskomplekser,” siger den tidligere torturudøver. Den vurdering bekræfter professor i social- og personlighedspsykologi Henrik Høegh-Olesen i en anden artikel i samme hæfte: ”en god torturbøddel er ofte et menneske, der har grund til at afreagere aggressioner. (…) Sådan nogle folk har ofte en masse i klemme. De er blevet plattet, misbrugt og forsømt. De er blevet snydt, og de har billedligt og bogstaveligt talt fået tæsk, så her ligger der et konstant beredskab for at få afreageret.”

Hvem bliver ofre for tortur?

Det er meget forskelligt fra land til land, hvem der udsættes for tortur. I nogle lande rammes især politisk aktive, som forsøger at bekæmpe en udemokratisk regering. Som det fremgår af FN’s ”Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment” fra 2010, er det dog langt fra kun politiske dissidenter, der er udsatte. I rapporten forklarer FN’s tidligere torturrapportør Manfred Nowak, hvordan tortur også er en daglig trussel imod fattige og ressourcesvage befolkningsgrupper mange steder i verden. Her bruges den imod udsatte grupper som børn, oprindelige folk, mennesker med mentale eller fysiske handicap, narkomaner og etniske, seksuelle eller religiøse minoriteter, når disse grupper eksempelvis vil dyrke en mindretalskultur eller forsøger at hævde adgangen til deres jord- og naturressourcer (se kilder).

Mange af de flygtninge, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur. Organisationer som Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp vurderer, at omkring en tredjedel af alle flygtninge, der får asyl i Danmark, har været udsat for tortur. En del af disse flygtninge har været politisk aktive, for eksempel som fagforenings- eller menneskerettighedsaktivister.

Følgerne af tortur

Hvordan virker tortur?

Torturen nedbryder det individ, der udsættes for den, og det kan for eksempel medføre, at vedkommende holder op med at være politisk aktiv. Samtidig kan tortur virke afskrækkende på personer, som overvejer at gå ind i en modstandsbevægelse mod et diktatorisk regime. Tortur nedbryder altså både enkeltpersoner og kan også skræmme og lamme store befolkningsgrupper, som bliver påvirket af at se følgerne af torturen på de mennesker, der har været udsat for den. ”Når en fagforeningsmand kommer ud fra fængslet, helt nedbrudt og næsten ikke kan tale længere, er det en effektiv måde at standse ethvert forsøg på at ændre samfundsforholdene”, som læge med speciale i behandling af torturskader Ole Vedel Rasmussen siger i en artikel i temahæftet ”Tortur” udgivet af Dansk Røde Kors Asylafdeling (se kilder). Endvidere sig han: ”Tortur er den værste overtrædelse af menneskerettighederne. Tortur går ikke kun ud over den person, der lider under den, tortur går også ud over familiemedlemmerne, og den går ud over hele samfundet. Tortur er verdens cancer, som skal udryddes.” 

Ole Vedel Rasmussen er ekspert i diagnosticering af torturskader og behandling af torturofre. Han er blandt de danskere, der i årtier har rejst rundt i verden for at forsøge at forhindre, at politisk aktive, menneskerettighedsaktivister eller helt tilfældige personer bliver udsat for tortur på politistationer, i fængsler og fangelejre. 

Hvilke fysiske skader kan tortur give?

De fysiske skader af tortur afhænger af de torturmetoder, der er blevet anvendt. Umiddelbart efter torturen vil ofret således typisk have nogle meget specifikke fysiske skader, for eksempel:

  • sår
  • brud
  • forbrændinger
  • hjernerystelser
  • beskadigelse af nerver og kar

Desuden kan ofre, der har været udsat for seksuel tortur, være blevet smittet med seksuelt overførte sygdomme, ligesom ofrene kan være blevet smittet med forskellige infektioner, som er blevet overført via torturinstrumenterne. 

De akutte skader vil typisk mindskes eller forsvinde efter et stykke tid, men ofte vil der være langvarige eller permanente skader, der viser sig som:

  • kroniske smerter i muskler og led
  • gangbesvær
  • manglende tænder
  • nedsat hørelse

Mange har også fået mindre hjerneskader, der for eksempel kan gøre det svært at huske. Følgerne af tortur beskrives på hjemmesiden DIGNITY (se kilder). 

Hvilke psykiske skader kan tortur give?

Tortur giver mange og alvorlige psykiske eftervirkninger, der forfølger torturoverleverne mange år efter, at torturen har fundet sted. De fleste må leve resten af deres liv med alvorlige ar på sjælen efter torturen. Torturofre vil ofte udvise samme symptomer som mennesker, der har været udsat for andre former for alvorlige overgreb eller traumer, for eksempel i form af det, der kaldes PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion), som er karakteriseret ved følgende symptomer:

  • angst
  • søvnbesvær
  • mareridt
  • irritabilitet
  • vredesudbrud
  • svækket impulskontrol
  • depression

De psykiske følger af tortur beskrives på hjemmesiden DIGNITY (se kilder). Her nævnes det også, at de psykiske følger ikke kun skader torturofrene selv, men også deres pårørende. Undersøgelser af børn af torturofre viser, at børnene ofte lider af angst og depression, er aggressive eller indadvendte, har mareridt og har svært ved at koncentrere sig i skolen. I artiklen ”Børn overtager forældres krigstraume” i Information den 25. februar 2008 (se kilder) beskrives torturens konsekvenser for ofrenes børn: ”Forældrenes traumer smitter børnene. Det kan de gøre på forskellige måder. De kan gøre det ved, at forældrene på grund af deres egen traumatisering ikke magter at tage sig af børnene. Eller det kan ske gennem den form for kommunikation, der er i familien. I nogle familier snakker man slet ikke om de traumatiske hændelser, mens børnene i andre familier får alt for voldsomme beskrivelser af de ting, forældrene har været udsat for. Begge dele er lige skadelige for barnet.”

Behandling af torturofre

Hvordan kan torturskader diagnosticeres og dokumenteres?

Torturskader kan være svære at diagnosticere og dokumentere, fordi mange torturofre først søger behandling adskillige år efter, at overgrebet har fundet sted. På det tidspunkt er de umiddelbare fysiske spor efter torturen ofte forsvundet, og torturen kan derfor være svær at bevise. Læger med speciale i torturskader har dog efterhånden udviklet en række metoder til at dokumentere torturskader, og der forskes fortsat for at finde frem til nye metoder. Et hold danske læger er for eksempel ved at udvikle en metode, der kan dokumentere den særlige torturmetode falanga - slag under fodsålerne. Ved at scanne ofrenes fødder kan det afsløres, om senepladerne i fødderne har ændret form, sådan som det sker som følge af falanga-tortur. Det kan ses selv mange år efter, at torturen har fundet sted. Dokumentationen af torturskader kan bidrage til at gøre behandlingen af ofrene mere effektiv, kan indgå i retssager mod torturbødler og kan være afgørende i sager, hvor torturofre søger asyl. 

Arbejdet med at undersøge torturofre via interviews og fysiske undersøgelser beskrives i tidsskriftsartiklen ”Dokumentation af tortur” (se kilder) af lægen Lise Worm, der er specialist i torturskader. 

Hvordan kan torturskader behandles

Torturskader kan behandles ved hjælp af medicin, samtaleterapi, fysioterapi, massage med mere, og typisk består en behandling i en række forskellige elementer, som sammensættes ud fra torturoverleverens særlige behov. Behandlingen varer oftest fra et til flere år, men patienten bliver sjældent fuldstændig rask. Især de psykiske eftervirkninger efter tortur vil ofte være meget svære at behandle. Om resultaterne af behandlingen på DIGNITY står der på centrets hjemmeside (se kilder): ”De fleste klienter på RCT (DIGNITY’s gamle navn, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), red.) genvinder selvrespekten og troen på eget selvværd, så de atter kan fungere i en hverdag. Men RCT’s klienter har ofte så alvorlige traumer efter tortur, at de fysisk og psykisk er invalideret resten af livet.”

En iransk mand, der har fået asyl i Danmark efter at have været udsat for tortur i syv år i forskellige iranske fængsler, fortæller i Røde Kors-hæftet ”Tortur” (se kilder) om følgerne af torturen, og den behandling, han har modtaget i Danmark, beskrives: ”Speciallæger har med talrige operationer forsøgt at reparere hans knuste fødder, de ødelagte arme og skuldre og den mishandlede ryg. En dygtig psykolog har lindret de mentale smerter.”

Hvilke tilbud om behandlingstilbud til torturofre findes der?

Der findes over 250 centre på verdensplan, der beskæftiger sig med forskning i og behandling af skader og traumer efter tortur, og som tilsammen behandler over 100.000 torturofre om året. Det første center af den slags var det danske Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, der åbnede i København i 1987 på initiativ af blandt andre den danske læge Inge Genefke. Centret hedder i dag DIGNITY og er en del af et internationalt netværk af lignende centre, som er sluttet sammen i International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT). Derudover findes i mange lande både private og offentlige klinikker og centre, der tager sig af torturofre. I Danmark findes der udover DIGNITY en række regionale og private centre, der tilbyder behandling. Behandlingen består typisk af et tværfagligt forløb, hvor der både indgår læger, fysioterapeuter, psykologer og socialrådgivere i samarbejdet omkring den enkelte klient. Der er dog typisk meget lang ventetid på behandling. En artikel i Information i november 2007 (se kilder) dokumenterede, at flere end 900 flygtninge i Danmark venter op til tre år på at komme i behandling for torturskader, og at den lange ventetid gør behandlingen vanskeligere.

Bekæmpelse af tortur

Hvordan kan tortur forebygges og bekæmpes?

Tortur kan bekæmpes med mange midler, som virker mest effektivt, hvis de tages i brug samtidig. På hjemmesiden for DIGNITY og i temahæftet ”Tortur” fra Dansk Røde Kors Asylafdeling (se kilder) oplistes blandt andet følgende midler og metoder i kampen mod tortur:

  • Forskning og dokumentation. Ved at forske i og dokumentere tortur kan torturen og dens konsekvenser gøres mere synlig. Desuden kan muligheden for at dokumentere torturen fungere som en advarsel til torturudøvere og torturstater om, at deres gerninger kan bevises, og at de efterfølgende kan gøres ansvarlige for torturen, ligesom beviser for tortur kan bruges til at presse regeringerne til selv at retsforfølge torturudøvere.
  • Diplomatisk dialog. ”Mange af landene har så store problemer, at man ikke kan ændre situationen fra den ene dag til den anden. Det tager tid at få dem til at forstå, at det er i deres egen interesse. Hvis ikke du overholder menneskerettighederne, så får du problemer med at kommunikere med mange lande i verden - især i Vesten og EU,” siger den danske læge Ole Vedel Rasmussen, mangeårigt medlem af både FN’s anti-tortur komité, CAT, og Europarådets torturforebyggelseskommission, CPT, i temahæftet ”Tortur”. Dialogen med torturstaterne baserer sig blandt andet på uanmeldte besøg i fængsler og på politistationer, som udføres af Europarådets torturforebyggelseskommission og af Internationalt Røde Kors.
  • Politisk pres og trusler om økonomiske sanktioner. Regeringer i demokratiske lande, som er kendt for at bekæmpe tortur, kan presse torturstater til at sætte ind mod tortur - blandt andet ved at true med at afbryde de diplomatiske forbindelser, afbryde samhandlen eller skære i udviklingsbistanden.
  • Retsforfølgelse af torturudøvere. Ved at sætte effektivt ind med retssager mod torturudøvere kan myndighederne sende et kraftigt signal om, at tortur er uacceptabelt, og at man ikke ustraffet kan udøve eller give ordrer til tortur.
  • Oplysning og uddannelse. Ved at oplyse offentligheden om tortur kan kampen mod tortur sikres større opbakning, og ved at uddanne offentligt ansatte, for eksempel fængselspersonale, kan risikoen for, at statsligt ansatte bliver torturudøvere mindskes.

Hvem forebygger og bekæmper tortur?

Kampen mod tortur er blevet intensiveret i de seneste årtier, og der er både statslige og private aktører og nationale, regionale og internationale institutioner og organisationer, der bekæmper og forebygger tortur. Blandt de væsentligste aktører er:

  • FN’s antitortur-komité, UN Committee Against Torture (CAT): Komiteen blev oprettet i 1988 og arbejder med udgangspunkt i FN’s torturkonvention. Den kontrollerer de rapporter om forebyggelse og bekæmpelse af tortur, som de enkelte medlemsstater selv skriver. Komiteen inddrager oplysninger fra organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch og stiller kritiske spørgsmål til landerapporterne, som myndighederne skal svare på. På baggrund heraf giver komiteen de enkelte lande en række anbefalinger til, hvordan de kan forbedre sig. Komiteen har dog ingen magtmidler over for de lande, der ikke tager anbefalingerne alvorligt.
  • Europarådets Komité til forebyggelse af tortur, Comittee for Prevention of Torture (CPT): Komiteen blev stiftet i 1989 og har til opgave at undersøge, om de europæiske stater overholder Europarådets konvention mod tortur. Komiteen har et medlem fra hvert af rådets medlemslande, og de besøger med jævne mellemrum staterne for at undersøge, hvordan frihedsberøvede personer behandles. Det gøres via uanmeldte besøg i fængsler og på politistationer. Besøgene munder ud i rapporter, som kan offentliggøres, hvis et land ikke vil samarbejde om at forbedre forholdene.
  • IRCT - Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, International Rehabilitation Council for Torture Victims. Rådet blev oprettet i 1985 og fungerer i dag som paraplyorganisation for omkring 250 rehabiliteringscentre over hele verden. IRCT blev etableret på initiativ af det danske Rehabiliterings- og forskningscenter for Torturofre (RCT), som åbnede i Danmark i 1984. Centret hedder i dag DIGNITY og arbejder ligesom lignende centre i andre lande for at behandle og rehabilitere torturoverlevere og forske i torturskader og behandling af dem samt oplyse offentligheden om torturens årsager og konsekvenser. Desuden kæmper centrene for, at alle verdens lande aktivt skal bekæmpe og forebygge tortur. Centrenes arbejde koordineres via IRCT.
  • World Organisation Against Torture (OMCT): Paraplyorganisation for omkring 240 ngo’er, som arbejder med bekæmpelse af tortur.
  • Association for the Prevention of Torture (APT): Sammenslutning, bekæmper tortur via uanmeldte besøg i fængsler og andre steder, hvor mennesker holdes i fangenskab.
  • Internationale menneskerettighedsorganisationer. Organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch arbejder med at dokumentere og oplyse om brud på menneskerettighederne og organiserer kampagner med fokus på bestemte lande og temaer, herunder tortur. Amnesty International har blandt andet lavet kampagnen ’Naming Names’, som gik ud på at udpege torturbødler med navn for at presse regeringerne i deres hjemlande til at stille dem for en domstol.

Hvilke internationale erklæringer og konventioner findes der mod tortur?

Der findes en række internationale erklæringer og konventioner, som udtrykkeligt forbyder tortur og pålægger landene, der har underskrevet aftalerne, at bekæmpe og forebygge tortur og retsforfølge torturudøverne. Allerede for flere hundrede år siden blev der indført forbud mod tortur i flere vestlige lande, herunder Danmark, hvor tortur blev forbudt i 1770.

  • FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, også kaldet Menneskerettighedserklæringen, blev vedtaget i 1948. I erklæringens artikel 5 slås det fast, at ”Ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller fornedrende behandling eller straf.”
  • 3. og 4. Geneve-konvention, der omhandler behandlingen af krigsfanger og civilbefolkning under krig eller i krigslignende situationer. I disse konventioner slås det fast, at hverken civilpersoner eller krigsfanger må udsættes for tortur, og at ”krigsfanger, må under ingen omstændigheder udsættes for fysisk eller mental tortur eller anden form for tvang med det formål at fremtvinge oplysninger.”
  • FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, også kaldet FN’s torturkonvention, blev vedtaget i 1984 og trådte i kraft i 1987. Konventionen forpligter de underskrivende stater til at forbyde tortur, indføre uddannelse mod tortur hos politiske og andre myndigheder samt at retsforfølge torturbødler. Den er i dag ratificeret af 144 lande.
  • Tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention. Blev vedtaget i 2002 og trådte i kraft i 2006. Den etablerer et tostrenget system af uafhængige internationale og nationale organer, der skal inspicere politistationer, fængsler og andre detentionscentre og har således fokus på forebyggelse af tortur.
  • Desuden findes flere regionale erklæringer og konventioner, som forbyder tortur, blandt andet: Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention (1969), Det Afrikanske Menneskerettighedscharter (1986) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) samt Europarådets konvention til forebyggelse af tortur (1987).

Hvilke nationale love og regler findes der mod tortur?

Mange lande har implementeret de internationale konventioner og aftaler i deres nationale lovgivning for at sikre, at de internationale dokumenter er gældende i praksis. En del lande har dog ikke fuldt ud implementeret de internationale dokumenter i deres lovgivning. Danmark har for eksempel ikke skrevet forbuddet mod tortur eksplicit ind i straffeloven, som det eksempelvis er tilfældet i Norge. Fra den tidligere VK-regerings side lød argumentet, at en implementering var unødvendig, fordi tortur allerede er forbudt ifølge den danske straffelov gennem reglerne om vold, tvang, trusler og forbrydelser begået i offentlig tjeneste. Blandt andre Amnesty International har argumenteret for, at torturforbuddet bør skrives direkte ind i dansk lov. Organisationen henviser blandt andet til, at flere sager mod påståede torturbødler er blevet afvist ved de danske domstole, fordi sagerne faldt for en forældelsesfrist på 10 år. En sådan forældelsesfrist ville ikke gælde, hvis FN’s torturkonvention var skrevet direkte ind i dansk lov.

Folketinget vedtog i 2008 en strafskærpelsesregel for tortur i straffeloven, som betyder, at sager om tortur ikke længere kan falde for straffelovens almindelige forældelsesfrist på 10 år. Menneskerettighedsorganisationer har dog kritiseret den nye lov for ikke at være vidtrækkende nok, idet torturbødler ikke kan retsforfølges for forbrydelser, som de har begået før 1998.

Hvem kan retsforfølge torturbødler?

Alle lande kan retsforfølge torturbødler, og alle stater, der har ratificeret FN’s torturkonvention er forpligtet til at retsforfølge torturudøvere, der befinder sig inden for landets grænser, også selv om torturen har fundet sted i andre lande og mod andre landes statsborgere. Er der tale om personer, som har statsborgerskab i et andet land, kan en stat stadig retsforfølge dem, men kan også vælge at udlevere dem til retsforfølgelse i et andet land. 

Desuden er der i nyere tid blevet oprettet særlige krigsforbryderdomstole, som har haft til opgave at behandle sager om menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser mod menneskeheden begået under bestemte krige og konflikter. Det gælder blandt andet Krigstribunalet for det tidligere Jugoslavien og en krigsforbryderdomstol, der skal placere ansvaret for det folkemord, der fandt sted i Cambodja fra 1975-1979. Blandt de tiltalte er lederen af det mest frygtede torturfængsel i hovedstaden Phnom Penh. 

Endelig blev der i 2002 på FN’s initiativ oprettet en international straffedomstol, International Criminal Court, der skal retsforfølge forbrydelser mod menneskeheden, herunder systematiske angreb på civilbefolkningen, tortur, voldtægt m.m. 

Hvem kan straffe stater, hvor mennesker er blevet udsat for tortur?

Stater i Europa, der udsætter deres borgere for tortur og umenneskelig behandling, kan dømmes ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen kan dømme stater, der har underskrevet Europarådets konvention mod tortur, men ikke lever op til den.

Hvorfor er det vigtigt at straffe torturudøverne?

Flere internationale konventioner forpligter stater til at straffe torturudøvere. Det skyldes dels, at man ved at straffe torturudøvere forhåbentlig kan afskrække andre fra at begå lignende forbrydelser, dels at det giver ofrene en form for oprejsning. Om dette aspekt af at straffe torturudøverne siger den danske læge Inge Genefke, der er blandt verdens førende inden for torturbekæmpelse, i artiklen ”Den nådesløse engel” i Information den 19. januar 2007 (se kilder): ”Det er selvfølgelig umuligt at straffe alle, men vi går efter at få straffet hovedbødlerne og dem, der giver ordrerne. Så yder man ofrene retfærdighed og viser dem, at de ikke selv var skyld i, at de blev udsat for overgreb. Det lyder mærkeligt, men det, der går igen hos torturofre fra alle kulturer, er at de har mistet tilliden til sig selv og føler dyb skam og skyld.” At straffe torturbødler kan derfor ifølge Inge Genefke være med til at hjælpe torturofrene med at komme sig over torturen, og hun mener derfor, at der er en tæt forbindelse mellem straf af torturbødler og behandling af ofrene.

Tortur og krigen mod terror

Hvem anvender tortur i krigen mod terror?

Krigen mod terror bruges som begrundelse for at anvende tortur i en lang række lande, som også tidligere har anvendt tortur. Det gælder for eksempel en række lande i Mellemøsten, som ifølge menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International anvender tortur mod modstandere af de siddende regeringer, herunder islamiske aktivister, som ofte udråbes til potentielle terrorister. Også Israel er der eksempler på tortur mod fanger, som anklages for at ville planlægge terror.

Også vestlige lande er begyndt at lempe på tolkningen af det absolutte torturforbud i konventionerne. I USA er der siden 11. september 2001 blevet åbnet for brug af afhøringsmetoder, som ifølge FN’s antitorturkomite falder ind under definitionen på tortur.

Hvilke eksempler er der på USA’s brug af tortur i krigen mod terror?

· USA begyndte allerede i november 2001 at overføre afghanske krigsfanger til sin militærbase på Cuba, Guantanamo, og supermagten meddelte officielt i februar 2002, at Geneve-konventionerne ikke gjaldt for disse krigsfanger. I december 2002 godkendte den amerikanske forsvarsminister brugen af en række nye forhørsteknikker på ’genstridige’ fanger på Guantanamo-basen i Cuba. Ministeren vurderede, at fangerne hverken var krigsfanger eller civile og derfor ikke var omfattet af det forbud mod tortur og nedværdigende behandling, der findes i Geneve-konventionerne. De særlige forhørsteknikker, som ministeren godkendte, var blandt andet: Stress-stillinger (fangen skal stå op i op til fire timer), langvarig isolation, fangenskab i mørke, ’lyd-påvirkning’, hætte over hovedet, afklædning af fangen, at skræmme fangen med hunde og at lave simuleret drukning, hvor fangen vha. våde håndklæder og dryppende vand narres til at tro, at han bliver kvalt. CIA’s direktør, Michael Hayden indrømmede i februar 2008, at simuleret drukning, også kaldet waterboarding, i 2002 og 2003 blev anvendt under forhør af tre al-Qaeda-medlemmer. Brugen af ovennævnte forhørsteknikker på Guantanamo-basen beskrives i artiklerne ”Undtagelser fra Geneve-konventionen muliggjorde tortur” i Information 21. december 2006, ”En bøddel og hans håndlangere” i Information den 9. februar 2008 og ”Middelalder-tortur retur” i Berlingske Tidende 18. december 2005 (se kilder).

· I april 2004 blev det afsløret, at amerikanske soldater og fangevogtere havde udøvet tortur mod fanger i det irakiske Abu Graib-fængsel i Bagdad. Ingen overordnede er blevet dømt for torturen, men en underofficer blev idømt ti års fængsel ved en militær domstol.

· I 2005 blev det afsløret, at den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, havde udleveret terrormistænkte muslimer til stater, der er kendt for at udøve tortur, og at de terrormistænkte var blevet interneret i hemmelige fængsler i disse lande, blandt andet Polen, Ægypten og Syrien.

· Senest i december 2014 blev det offentliggjort i en rapport udarbejdet af det amerikanske senats efterretningsudvalg, at CIA i en årrække har anvendt brutale og ulovlige torturmetoder over for en række terrormistænkte i et program, der blev lukket ned ved Obamas tiltrædelse som præsident.

Blandt de torterede fanger skønnes mere end en femtedel at være fejlagtigt tilbageholdt. CIA har under afhøringerne givet fanger lussinger og banket dem ind i vægge, tvunget dem til at være nøgne samt nægtet dem søvn i op til 180 timer ad gangen. Fangerne blev beordret til at stå i akavede stillinger ofte med hænderne lænket over hovedet, ligesom de blev overhældt med iskoldt vand. Flere blev desuden udsat for trusler om vold mod deres familiemedlemmer, og mange har ifølge rapporten været plaget af psykiske traumer både undervejs og efter forløbet. Dette er blandt andet blevet beskrevet i artiklen ”Rapport: CIA's metoder var langt mere brutale end oplyst” i Politiken (se kilder). 

Hvordan er Danmark involveret i tortur i krigen mod terror?

Igennem de seneste år har en række sager sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt den danske stat er medansvarlig for tortur:

· Der er blevet rejst anklage om, at danske soldater har udleveret afghanske krigsfanger til amerikansk militær uden at sikre sig, at de ikke ville blive udsat for tortur i amerikanernes varetægt.

· Det er blevet afsløret, at hemmelige CIA-fly med terrormistænkte fanger formodentlig har foretaget mellemlandinger i Danmark – på vej til lande, hvor fangerne blev spærret inde i hemmelige fængsler og udsat for tortur.

Ovennævnte sager samt eksempler på overgreb mod fanger i Irak fik allerede i 2005 juraprofessor Ole Espersen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre til at vurdere, at Danmark er medskyldig i forbrydelserne, herunder tortur, så længe vi deltager i ’koalitionen af villige lande’, der gik i krig i Irak. ”Man kan ikke unddrage sig et medansvar, hvis man fortsætter medlemskaber, når andre parter i koalitionen ved gentagne lejligheder begår krigsforbrydelser og bryder konventionerne,” siger Ole Espersen i artiklen ”’Danmark medskyldig i tortur’” i Information 24. november 2005 (se kilder).

· I 2007 udtalte chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), at PET i krigen mod terror ikke ville afvise at samarbejde med efterretningstjenester i lande, der er kendt for at bruge tortur, og justitsministeren bakkede op om udtalelsen. Det fik en tidligere chef for PET til at anklage justitsministeren for at acceptere ’torturhæleri’, mens flere FN-eksperter i torturbekæmpelse og menneskerettigheder kritiserede den danske regering for at lægge op til et brud på det totale forbud mod tortur – og mod at bruge oplysninger fremkommet ved tortur.

· Udvisning af terrormistænkte og tilbagesending af asylsøgere til ’torturstater’: Den danske terrorlov giver mulighed for uden dom at udvise personer, der vurderes at udgøre en risiko for statens sikkerhed, af Danmark. Det gælder både personer uden dansk statsborgerskab, der har fast ophold i Danmark, og personer, der kommer til Danmark for at søge om asyl. Det er imidlertid ifølge internationale konventioner forbudt at udvise personer til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. I en sag, hvor to muslimske mænd med tunesisk baggrund står til udvisning, fordi de ifølge Politiets Efterretningstjeneste havde planlagt et attentat mod en person, der havde tegnet en karikatur af profeten Muhammed, har det været diskuteret, om udvisningerne vil være et brud på internationale konventioner. Tunesien er nemlig kendt som et land, hvor tortur mod politiske fanger er udbredt. Sagen beskrives i artiklen ”Terrorudviste risikerer tortur i Tunesien” i Information 14. februar 2008 (se kilder). I artiklen udtaler Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier: ”Det er, uanset om vedkommende er bevist terrorist eller ej, forbudt at udsende folk til torturstater. Det fastslår Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3, og det er et absolut og ufravigeligt forbud.”

Hvilke argumenter fremføres for brug af tortur i krigen mod terror?

Tortur er acceptabelt, hvis det kan bruges til at forhindre et terrorangreb og dermed redde mange menneskeliv. Dette argument, der også er kendt som ’det tikkende bombe’-argumentet kan blandt andet formuleres således, som det gøres i artiklen ”Den tikkende bombe” i Information den 12. december 2007 (se kilder): ”Hvis tortur er den eneste måde at fremskaffe oplysninger, der kan forhindre en atombombe i at springe på Rådhuspladsen, skal – og vil vi – bruge tortur. Alt andet er uansvarligt.” Argumentet har været fremført gennem årtier, men er blevet et væsentligt element i diskussionen om tortur i krigen mod terror. Her er det blandt andet blevet fremført af den amerikanske jurist Alan Dershowitz, hvis holdninger refereres i ovennævnte artikel.

Hvilke argumenter fremføres imod tortur i krigen mod terror?

En række aktører har fremført både moralske, etiske og praktiske argumenter imod brug af tortur i krigen mod terror. Blandt de hyppigst fremførte argumenter er:

· Tortur giver ikke troværdige oplysninger. Tortur kan få hvem som helst til at indrømme hvad som helst, og de oplysninger, der fremkommer under tortur, er derfor ikke anvendelige i optrevling af terroristnetværk. Det er umuligt for efterforskerne at skelne mellem rigtige og urigtige oplysninger, og tortur kan derfor virke direkte mod hensigten ved at forsinke og forstyrre efterforsknings- og efterretningsarbejdet. Selv hvis de personer, der tortureres, er terrorister og ligger inde med oplysninger om planlagte angreb, er tortur en dårlig metode til at få troværdige oplysninger ud af dem. Det understreger den amerikanske forsker Darius Rejali i artiklen ”PET-samarbejde med torturstater skader terrorbekæmpelse” i Information 1. november 2007 (se kilder): ”Tortur skader især korttidshukommelsen, som netop er vigtig, når terrorhandlinger skal forhindres. Hvor er bomben, hvor er oplysninger om netværket gemt osv. Det er meget svært at genkalde sig præcist, når man har været udsat for tortur.”

Argumentet om tortur som et upålideligt og ineffektivt redskab i krigen mod terror blev for alvor cementeret i en rapport fra det amerikanske senats efterretningsudvalg om CIA’s brug af tortur fra december 2014, der ifølge analytiker og cand.mag. ved Forsvarsakademiet David Vestenskov afliver enhver diskussion om, hvorvidt tortur-metodernes virker. Det fremgår af Informations artikel ”Ekspert: Diskussionen er slut ­­– tortur virker ikke” fra december 2014 (se kilder).

· Tortur skaber flere terrorister. Desuden vil personer, der har været udsat for tortur, samt deres eventuelle medsammensvorne, muligvis reagere med vrede og had mod myndighederne, og rygterne om tortur vil ikke nødvendigvis virke afskrækkende, men tværtimod bidrage til at danne grobund for terrorisme.

· Tortur virker ikke på selvmordsterrorister. Tortur i forhold til potentielle selvmordsterrorister er helt meningsløs, fordi ”de ønsker at blive martyrer. Og de ved, at kan de holde ud blot et par timer, vil de få så meget desto mere ære – og bomben vil nå at springe,” som en amerikansk brigadegeneral siger i artiklen ”Den tikkende bombe” i Information den 12. december 2007 (se kilder).

· Tortur er absolut forbudt ifølge en række internationale konventioner, og disse konventioner bør overholdes. Dette argument fremføres blandt andet på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside, hvor der i en tema-artikel om tortur står: ”Menneskerettighedskonventionen udtaler kort og klart, at tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ganske enkelt er forbudt mod borgere, der er i statens varetægt, i fængsler eller tvangsanbragt af andre grunde (f.eks. psykisk og fysisk handicappede, demente). For flere menneskerettigheder gælder der nogle undtagelser, f.eks. hensynet til statens sikkerhed, eller til den offentlige orden, men der er ingen undskyldning for tortur. Der findes ikke nogen som helst omstændighed – ikke engang krig eller trussel om krig, eller at statens eksistens er truet – som kan retfærdiggøre en stats brug af tortur” (se kilder).

Hvordan holdningen til tortur ændret sig under indtryk af krigen mod terror?

De seneste år har holdningen til tortur ændret sig i retning af, at flere mennesker på verdensplan accepterer brugen af tortur som et middel i kampen mod terror. Det viser flere meningsmålinger. Ifølge en rundspørge foretaget af BBC, refereret i en Ritzau-artikel 20. oktober 2006 (se kilder) mener næsten en tredjedel af verdens befolkning, at tortur i fængsler er acceptabelt under visse betingelser. Flest tilhængere af tortur findes i lande, hvor tortur er udbredt. Også i Danmark er accepten af tortur dog blevet større. Ifølge temahæftet ”Tortur” (se kilder) bifaldt blot 14 procent af danskerne i juli 2001 ’moderat fysisk pres’ som middel til at presse oplysninger ud af terrormistænkte. Efter terrorangrebet 11. september 2001 ændrede en del mennesker imidlertid holdning, og i 2002 viste en ny undersøgelse, at 40 % af danskerne gik ind for brugen af mild tortur. Og ifølge artiklen ”Middelalder-tortur retur” i Berlingske Tidende 18. december 2005 (se kilder) viste en meningsmåling fra 2004, at 58 % af amerikanerne støtter brugen af tortur, hvis det kan afværge et terrorangreb.

Hvordan har brugen af tortur ændret sig under indtryk af krigen mod terror?

Menneskerettighederne er kommet under pres, og visse brud på disse anses i stigende grad for legitime i kampen mod terror, hvilket øger risikoen for brug af tortur. Det er der bred enighed om blandt menneskerettighedsforskere og -aktivister. Den danske forsker Peter Kedel Vessing, der er ansat på Institut for Menneskerettigheder mener, at især ’usynlig tortur’, altså tortur, der ikke afsætter synlige fysiske mærker, er i stigning. Det vurderer Vessing i en artikel på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside i december 2007. Om torturen under afhøringer i hemmelige fængsler siger han: ”Da det var tilladt, kunne offentligheden se, hvad der foregik. I dag bliver det mere og mere hemmeligt og skjult, hvad der egentlig foregår i forhørslokalet.” Samme pointe fremgår af bogen ”Torture and Democracy” (se kilder), skrevet af den amerikanske forsker Darius Rejali. Også kommunikationskoordinator i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Tue Magnussen, slår i en kronik i Information til lyd for (se kilder), at krigen mod terror underminerer kampen mod tortur: ”Gennem oprettelse af Guantanamo-fangelejren og CIA-flys overførsel af terrormistænkte til tortur i hemmelige fængsler er hovedtendensen (…), at både totalforbuddet mod tortur og FN's konvention mod tortur undermineres i den erklærede krig mod terror.”

Kilder til baggrund

Baggrundsinformation og undervisningsmateriale på nettet

En hjemmeside udviklet af Institut for Menneskerettigheder. Med tema-afsnit om forskellige emner inden for menneskerettighedsområdet, blandt andet tortur.
Undervisningsside om tortur lavet af DIGNITY – Danish Institute Against Torture. Med udgangspunkt i dokumentarfilmen ”Tortur – en tikkende bombe”. Arbejdsspørgsmål og baggrundsinformation indgår i materialet.

Radio

Sendt første gang på P1 den 10. december 2014. I menneskeretserklæringen fastslås det, at ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling. Alligevel sker krænkelserne, også herhjemme. Programmet undersøger, hvad dette betyder for vores opfattelse af menneskerettighederne.
Sendt første gang på P1 den 23. december 2014. USA har med sikkerhed torteret fanger i hemmelige fængsler rundt omkring i verden. I programmet diskuteres det, om danske politikere burde stævne landet for dets krænkelse af torturkonventionen.

Tv-indslag og dokumentarfilm

Den hemmelige krig.
Af Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen. Cosmo Doc og Guldbrandsen film i samarbejde med DR2. Det Danske Filminstitut, 2007. Kritisk politisk dokumentarfilm om, hvad de danske specialstyrker i Afghanistan foretog sig. Med analyse af, hvorvidt danske soldater tog afghanere i fangenskab og efterfølgende udleverede dem til amerikanske tropper, så de risikerede at blive udsat for tortur.
Tortur – en tikkende bombe
Af Jørgen Flindt Pedersen. Rehabiliterings og – forskningscenteret for torturofre, 2006. Dokumentarfilm om dilemmaet mellem terror og tortur. Kan bestilles via bibliotek.dk
Usynlig smerte. En film om rehabilitering af torturofre.
Af Jákup Heinesen, Lars Reinholdt Jensen og Susanne Kjærgaard. Det Danske Videoværksted & Rehabiliteringscenter for Torturofre i Jylland. DBC Medier, 2001.

Kilder citeret i artiklen

Rapporter og centrale dokumenter

Amnesty International: Torture in 2014 – 30 years of broken promises, 2014.

Institutioner og organisationer

Selvejende institution (tidligere Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)), der behandler flygtninge, som har overlevet tortur, og forsker i årsager til og følger af tortur. Instituttet samarbejder med lignende centre over hele verden.
Legarth Schmidt, Anders:
Amnesty er chokeret over Syriens 'torturmaskine'. Politiken, 2014-01-21.
Hjerl Hansen, Julie:
Børn overtager forældres krigstraumer. Information, 2008-02-25.
Fafner, Hans Henrik:
Terrorudviste risikerer tortur i Tunesien. Information, 2008-02-14.
Dragsdahl, Jørgen:
En bøddel og hans håndlangere. Information, 2008-02-09.
Trige Andersen, Nina:
Den tikkende bombe. Information, 2007-12-12.
Trige Andersen, Nina:
Torturekspert: PET-samarbejde med torturstater skader terrorbekæmpelse. Information, 2007-11-01.
Dahlin, Ulrik:
Undtagelser fra Geneve-konventionen muliggjorde tortur, Information, 2006-12-21.
Ritzau:
Accept af tortur. 2006-10-20.
Magnussen, Tue:
At undgå et nyt Abu Ghraib. Information, 2006-06-22. Kronik
Nielsen, Karl Erik:
Middelalder-tortur retur. Berlingske Tidende, 2005-12-18. Informations webredaktion: Danmark medskyldig i tortur. Information, 2005-11-24.

Faglitteratur

Rejali, Darius:
Torture and Democracy. Princeton University Press, 2007.
Rasmussen, Kim Serup, Andrew Langkjær m.fl (red.):
Tortur. Dansk Røde kors Asylafdeling, 2002. Temahæfte med om tortur – med casehistorier om ofre og bødler.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Maria Høher-Larsen.