Hvad er Symbolismens rødder?
- Charles Baudelaire. Årstal ukendt.
Foto: Polfoto
Symbolismens rødder, der frem for alt er litterære, kan spores tilbage til den franske digter Charles Baudelaire (1821-67) og hans digtsamling “Les Fleurs du Mal” (på dansk først som “Helvedesblomster” fra 1857 siden som "Syndens Blomster" fra 1963). Den symbolistiske måde at sanse og skrive på blev herefter videreudviklet af de franske digtere Mallarmé og Verlaine gennem 1860’erne og 1870’erne. I 1880’erne blev de symbolistiske idéer slagkraftigt formuleret i en række manifester og programskrifter, der tiltrak og opflammede en hel generation af unge digtere.
I den mest berømte af disse tekster blev Symbolismens principper slået fast af den græsk/franske digter Jean Moréas (1856-1910). I den franske avis “Le Figaro” offentliggjorde han således et symbolistisk manifest i 1886, hvor han proklamerede, at symbolister var fjendtligt indstillet over for “ligefremme betydninger, deklamationer, falsk sentimentalitet og prosaiske beskrivelser”. Flere af disse nye franske poeter blev introduceret til det danske publikum af Johannes Jørgensen i det kortlivede - men betydningsfulde - tidsskrift “Tårnet”, som han udgav i perioden 1893-94.
Hvad er Symbolismens relation til Naturalismen og Romantikken?
Symbolismen voksede frem som en form for oprørsbevægelse mod Naturalismen, der var perioden, der lå umiddelbart forud. Mens man i Naturalismen søgte at indfange den fysiske omverden i kunsten, så dyrkede symbolisterne drømmen, fantasien og spiritualiteten. Væsentligt i Symbolismen er det altså, at man her søger at gengive en oplevelse - ikke at efterligne den, som man gjorde i Naturalismen. Den kunstneriske følelse er i centrum. De symbolistiske kunstnere havde således fokus på det, der ikke kunne måles og vejes - som man typisk gjorde i Naturalismen - men som skulle fornemmes med den kunstneriske bevidsthed. De symbolistiske kunstnere erkendte, at visse samfundsændringer var indtruffet og ikke kunne spoles tilbage: Den moderne verden var kommet for at blive. Men de symbolistiske kunstnere var ikke interesserede i Naturalismens verden med dennes tilsyneladende kølige overfladiskhed og opskruede tempo. I stedet vendte de blikket indad og dyrkede rollen som kunstner og Kunsten med stor ‘K’. Dermed søgte symbolisterne tilbage til en række idéer og forestillinger, der var centrale i Romantikken - den dominerende ideologiske og kunstneriske strømning fra 1800-tallets start - og de kan derfor kaldes ‘romantikere i en moderne verden’. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken).