Ekspressionismen

Artikel type
faktalink
journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Main image
Liggende nøgen kvinde. Malet af Edvard Munch (1863-1944). Hamburger Kunsthalle. Tyskland.
Liggende nøgen kvinde. Malet af Edvard Munch (1863-1944). Hamburger Kunsthalle. Tyskland.
Foto: Scanpix

Ekspressionismen var en væsentlig kulturstrømning i Europa i det tyvende århundredes første årtier. Her bragte kunstneren sine følelser ud til omverdenen gennem voldsomme udladninger på skrift eller på lærred. Bevægelsen havde sit udspring i 1905, dels i Frankrig, dels i Tyskland. I begge lande blomstrede Ekspressionismen først i malerkunsten. Den klinger af som selvstændig kunstretning i slutningen af 1920’erne. Midt i denne periode ligger Første Verdenskrig fra 1914 til 1918. Krigen var et kulturelt chok, der vendte op og ned på verdens tilstand. Inden krigen var Ekspressionismen en kulturstrømning, der sjældent blev bemærket. Men efter krigen fik retningen for alvor vind i sejlene. Den blev et væsentligt talerør for kunstnere, der ville sprænge de kendte rammer for kunsten. Her kunne kunstneren udtrykke sine indre følelser i et voldsomt og kontroversielt formsprog. Ekspressionismen blev et vigtigt værktøj for kunstnere i eftertiden - og kan ses i dagens kultur.

Introduktion til Ekspressionismen

Hvad betyder ordet ekspressionisme?

Begrebet ekspressionisme stammer fra det latinske ‘ekspressio’, der betyder ‘udtryk’, og det, kunstneren har på hjerte, får kraftfulde udtryk i den ekspressionistiske kunst. Her sættes ord, lyd og farver på kunstnerens subjektive følelser, fornemmelser og selvoplevede indtryk. Kunstnernes budskaber har form af et voldsomt indre pres, der kommer til udtryk gennem følelsesmæssige udbrud. Den ekspressionistiske kunstners mission er ofte at afsløre de truende og dæmoniske kræfter, der skjuler sig under det moderne samfunds tilsyneladende pæne, glatte og effektive overflade.

Hvad er Ekspressionismen?

Ekspressionismen kom til udtryk i en lang række kunstformer som billedkunst, litteratur, arkitektur og film. Den rummede en grundlæggende dobbelthed, der gennemsyrede alt, hvad bevægelsen havde berøring med.

På den ene side fandtes der en vild og ustyrlig fremtidsoptimisme og en begejstring for den uhæmmede kropslige udfoldelse.

På den anden side fandtes der en sønderlemmende kritik af det moderne menneskes livsvilkår i den verden af fabrikker og industri, der blomstrede omkring århundredeskiftet.

I Ekspressionismen bliver det moderne menneske skildret i al sin hæslighed. Det er luderen, udbytteren, selvmorderen og det fortravlede storbymenneske, der er centrale i persongalleriet. Samt især storbyen selv, fordi den netop er eksponent for mange af civilisationens mest destruktive kræfter.

Den ekspressionistiske bevægelse spirede inden Første Verdenskrig (1914-18) men fik et afgørende skub efter krigen. Krigens ufattelige rædsler havde sat sig dybe spor hos Europas befolkninger. I Ekspressionismens kunst kunne krigens rædsler indfanges og bearbejdes. Her greb kunsterne tilbage til en række af de idéer og tanker, der havde været i omløb i årene inden krigen.

Baggrunden for Ekspressionismen

Hvad er Ekspressionismens relation til de foregående videnskabelige nybrud?

Videnskabeligt set var Ekspressionismens tidsalder kendetegnet ved, at man byggede videre på mange af de foregående perioders idémæssige ny- og gennembrud. Tre store skikkelser prægede i høj grad det videnskabelige verdenssyn op til det 20. århundrede. Det var:

  • Naturvidenskabsmanden Isaac Newton (1642-1727): Opstillede banebrydende teorier om tyngdekraften og den måde, den trækker i fysiske legemer.
  • Biologen Charles Darwin (1809-1882): Fremsatte revolutionerende teorier om arternes oprindelser. Han fremførte, at dyr og mennesker havde samme biologiske ophav og ikke var skabt af Gud.
  • Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900): Mente, at mennesket er styret af drifter, der er rettet mod optimal selvudfoldelse - frigjort fra de bånd, som tradition og religion lægger på menneskets tilværelse.

Disse grundforestillinger blev i starten af det 20. århundrede suppleret af en række afgørende videnskabelige opdagelser fra den moderne tids forskere. De mest markante var:

  • Albert Einstein (1879-1955): Fremsatte den banebrydende relativitetsteori, der beskriver sammenhænge mellem tyngde og acceleration. Dermed blev teorien både et opgør med og en videreførelse af Newtons klassiske teorier om tyngdekraften. Han betragtes som et af det 20. århundredes vigtigste videnskabsmænd og modtog i 1921 Nobelprisen i fysik.
  • Niels Bohr (1885-1962): Den danske fysiker bidrog afgørende til forståelsen af atomets opbygning og til udviklingen af den videnskabelige gren, der kaldes kvantemekanik, og som beskæftiger sig med grundstoffers egenskaber på atomniveau. Han modtog i 1922 nobelprisen i fysik.
  • Sigmund Freud (1856-1939): Grundlagde psykoanalysen - en ny videnskab, der rettede fokus mod de oprørte vande i det enkelte menneskes indre. Han udviklede sine tanker før Første Verdenskrig, men de slog først igennem efter denne krig.

For mere om videnskaben i det 19. århundrede: se Faktalinket om 'Romantikken' og om Naturalismen.

Hvad var Nietzsches relation til Ekspressionismen?

Ekspressionismens kunst havde en vigtig plads i den tyske filosof Friedrich Nietzsches tankerækker. Han opridsede to grundlæggende veje, som oplevelsen af kunst kan bevæge sig ad - den apollinske og den dionysiske: ·

  • Den apollinske verden er domineret af logik, klarhed, orden og regelmæssighed. Det apollinske fremstår som den renskurede, rationelle tilgang til verden.
  • Den dionysiske verden er domineret af kaos, beruselse og ekstase. Det dionysiske repræsenterer for Nietzsche det egentlige princip for kunstnerisk skabelse - en skabelse, der langt hen ad vejen bliver drevet af menneskets underbevidsthed.

I Nietzsches tanker om de dionysiske impulser finder man en form for motor for den senere ekspressionistiske kunst. Således bliver flere af hans centrale filosofiske forestillinger afgørende for Ekspressionismen.

For mere om Friedrich Nietzsche: se Faktalinket om 'Romantikken', 'Naturalismen' og Symbolismen'. 

Hvem var Sigmund Freud?

Den østrigske læge Sigmund Freuds teorier fik central betydning for det moderne menneskes syn på sig selv og dermed for en række af det 20. århundredes væsentlige strømninger inden for kunst, kultur og filosofi. Hans videnskabelige teorier om den menneskelige psyke fik en afgørende betydning for Ekspressionismens voldsomme og forvrængede kunstformer. Freud fremsatte store dele af sine teorier før 1914, hvor Første Verdenskrig brød ud, men det var først efter krigen, hvor han reviderede sine teorier om psykoanalysen, at hans tanker blev kendt i den bredere offentlighed. 

Hvad er psykoanalyse?

Psykoanalysen er videnskaben om menneskets sjæleliv. Grundlæggende for psykoanalysen er forestillingen om, at menneskets bevidsthed kun udgør en lille del af dets sjæl. Freud opdelte menneskets sjæleliv i tre områder:

  • Super-ego: Dette er en form for indre kompas, der ud fra halvvejs bevidste moralske og etiske regler og normer styrer det enkelte menneskes handlinger. Det er her, det enkelte menneskes samvittighed befinder sig.
  • Id: I denne del af menneskets psyke - der er langt den største del af menneskets sjæleliv - huserer et enormt virvar af ubevidste drifter, kræfter og følelser.
  • Ego: Dette er det enkelte menneskes bevidste del af psyken. Her søger mennesket i mødet med omverdenens realiteter at finde en balance mellem underbevidsthedens skjulte kræfter og super-egoets moralske normer og principper.

Dette ego befinder sig således i et konstant spændingsforhold mellem de to strenge ‘herrer’ - id og super-ego - og egoet forsøger hele tiden at etablere harmoni mellem de kræfter, der virker i og på det. Den bevidste del af psyken kan sammenlignes med toppen af et isbjerg, der flyder på havet. Det er kun en lille del af isbjerget, der er synligt over havets overflade - der altså er erkendt af fornuften. Resten af isbjerget - op mod 90 procent af sjælelivet - befinder sig under havets overflade, altså uden for det område, vi umiddelbart kan opfatte med fornuften. I denne ubevidste del af menneskets sjæl findes ifølge Freud alle de oplevelser og tanker, som vi har glemt eller fortrængt. Fornuftens magt over mennesket er altså begrænset. Meget i mennesket styres af kræfter, som vi ikke selv er bevidst om.

Hvad er fortrængning?

‘Fortrængning’ er den betegnelse, som Freud bruger om menneskets evne til ubevidst at undertrykke negative oplevelser, følelser og tanker. Disse ubehagelige elementer søges undertrykt og placeret i den ubevidste del af psyken. Det meste af det, vi oplever i løbet af en dag, skaber tanker og følelser, som vi ofte ikke er bevidste om. Menneskets evne til at fortrænge ubehagelige oplevelser kan ofte være vældig praktisk - faktisk kunne vi ikke fungere uden. Hvis de ubehagelige tanker er meget stærke, skal mennesket bruge meget store mængder af mental energi på at fortrænge dem. Dette enorme psykiske energiforbrug kan i visse tilfælde slå ud i nervøse lidelser - kaldet neuroser - eller ligefrem sygelige tilstande, hvor virkeligheden forvrænges - altså egentlige psykoser. 

Hvad er drifter?

Freud mente, at energien bag fortrængningerne er vores drifter. Oprindeligt mente han, at disse drifter hovedsageligt var knyttet til menneskets liv og selvopretholdelse. Men Freud reviderede sin teori efter at have oplevet den Første Verdenskrigs voldsomme ødelæggelser og den vildskab, hvormed soldaterne dræbte hinanden. Til de drifter, der virkede for at holde det enkelte menneske i live og for at føre slægten videre, tilføjede Freud en destruktions- eller dødsdrift - en drift rettet mod nedbrydning og opløsning - til den menneskelige psykes grundstruktur. Freuds teorier fik et massivt gennembrud i tiden efter Første Verdenskrig, hvilket afspejledes i tidens kunst. Når man skulle udtrykke krigens gru eller andre fænomener fra den moderne verden, slog de traditionelle begreber og kunstformer ikke til. Man hentede inspiration hos dem, der havde været ‘forud for deres tid’, blandt andet hos Freud og hos de ekspressionistiske kunstnere. 

Hvad er Ekspressionismens relation til de foregående kulturhistoriske perioder?

Fælles for Ekspressionismens kunstnere var et ønske om at erstatte Naturalismens objektive fastholdelse af sanseindtrykkene med en diametralt modsat stil. Naturalismens ideal var at skildre verden så naturtro som muligt. Her dyrkede man det logiske og fysisk-målbare. Ekspressionismen var radikalt anderledes. Den skulle være en subjektiv udtrykskunst, der alene skulle spejle den skabende kunstners indre verden. Med dette opgør - og med den utvetydige fokusering på det enkelte individs indre verden - var Ekspressionismen på linje med Symbolismen, der var den kunstperiode, der lå i årene før. Men hvor symbolisterne søger at skabe en poetisk, religiøs og metafysisk enhed ud af kaos, ville ekspressionisterne først og fremmes blot udtrykke deres indre sjæleliv gennem brug af voldsomme farver og former.

For mere om de foregående kulturhistoriske perioder: se Faktalinket om 'Romantikken', 'Naturalismen' og 'Symbolismen'.