maleri
Maleri af ekspressionisten Henri Matisse med titlen 'Stadigt liv med en magnolia'.
Foto: Piero Oliosi / Ritzau Scanpix

Ekspressionismen

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
maleri
Maleri af ekspressionisten Henri Matisse med titlen 'Stadigt liv med en magnolia'.
Foto: Piero Oliosi / Ritzau Scanpix
Main image
Liggende nøgen kvinde. Malet af Edvard Munch (1863-1944). Hamburger Kunsthalle. Tyskland.
Liggende nøgen kvinde. Malet af Edvard Munch (1863-1944). Hamburger Kunsthalle. Tyskland.
Foto: Scanpix

Indledning

Ekspressionismen var en væsentlig kulturstrømning i Europa i det tyvende århundredes første årtier. Her bragte kunstneren sine følelser ud til omverdenen gennem voldsomme udladninger på skrift eller på lærred. Bevægelsen havde sit udspring i 1905, dels i Frankrig, dels i Tyskland. I begge lande blomstrede Ekspressionismen først i malerkunsten. Den klinger af som selvstændig kunstretning i slutningen af 1920’erne. Midt i denne periode ligger Første Verdenskrig fra 1914 til 1918. Krigen var et kulturelt chok, der vendte op og ned på verdens tilstand. Inden krigen var Ekspressionismen en kulturstrømning, der sjældent blev bemærket. Men efter krigen fik retningen for alvor vind i sejlene. Den blev et væsentligt talerør for kunstnere, der ville sprænge de kendte rammer for kunsten. Her kunne kunstneren udtrykke sine indre følelser i et voldsomt og kontroversielt formsprog. Ekspressionismen blev et vigtigt værktøj for kunstnere i eftertiden - og kan ses i dagens kultur.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Ekspressionismen

Hvad betyder ordet ekspressionisme?

Begrebet ekspressionisme stammer fra det latinske ‘ekspressio’, der betyder ‘udtryk’, og det, kunstneren har på hjerte, får kraftfulde udtryk i den ekspressionistiske kunst. Her sættes ord, lyd og farver på kunstnerens subjektive følelser, fornemmelser og selvoplevede indtryk. Kunstnernes budskaber har form af et voldsomt indre pres, der kommer til udtryk gennem følelsesmæssige udbrud. Den ekspressionistiske kunstners mission er ofte at afsløre de truende og dæmoniske kræfter, der skjuler sig under det moderne samfunds tilsyneladende pæne, glatte og effektive overflade.

Hvad er Ekspressionismen?

Ekspressionismen kom til udtryk i en lang række kunstformer som billedkunst, litteratur, arkitektur og film. Den rummede en grundlæggende dobbelthed, der gennemsyrede alt, hvad bevægelsen havde berøring med.

På den ene side fandtes der en vild og ustyrlig fremtidsoptimisme og en begejstring for den uhæmmede kropslige udfoldelse.

På den anden side fandtes der en sønderlemmende kritik af det moderne menneskes livsvilkår i den verden af fabrikker og industri, der blomstrede omkring århundredeskiftet.

I Ekspressionismen bliver det moderne menneske skildret i al sin hæslighed. Det er luderen, udbytteren, selvmorderen og det fortravlede storbymenneske, der er centrale i persongalleriet. Samt især storbyen selv, fordi den netop er eksponent for mange af civilisationens mest destruktive kræfter.

Den ekspressionistiske bevægelse spirede inden Første Verdenskrig (1914-18) men fik et afgørende skub efter krigen. Krigens ufattelige rædsler havde sat sig dybe spor hos Europas befolkninger. I Ekspressionismens kunst kunne krigens rædsler indfanges og bearbejdes. Her greb kunsterne tilbage til en række af de idéer og tanker, der havde været i omløb i årene inden krigen.

Baggrunden for Ekspressionismen

Hvad er Ekspressionismens relation til de foregående videnskabelige nybrud?

Videnskabeligt set var Ekspressionismens tidsalder kendetegnet ved, at man byggede videre på mange af de foregående perioders idémæssige ny- og gennembrud. Tre store skikkelser prægede i høj grad det videnskabelige verdenssyn op til det 20. århundrede. Det var:

  • Naturvidenskabsmanden Isaac Newton (1642-1727): Opstillede banebrydende teorier om tyngdekraften og den måde, den trækker i fysiske legemer.
  • Biologen Charles Darwin (1809-1882): Fremsatte revolutionerende teorier om arternes oprindelser. Han fremførte, at dyr og mennesker havde samme biologiske ophav og ikke var skabt af Gud.
  • Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900): Mente, at mennesket er styret af drifter, der er rettet mod optimal selvudfoldelse - frigjort fra de bånd, som tradition og religion lægger på menneskets tilværelse.

Disse grundforestillinger blev i starten af det 20. århundrede suppleret af en række afgørende videnskabelige opdagelser fra den moderne tids forskere. De mest markante var:

  • Albert Einstein (1879-1955): Fremsatte den banebrydende relativitetsteori, der beskriver sammenhænge mellem tyngde og acceleration. Dermed blev teorien både et opgør med og en videreførelse af Newtons klassiske teorier om tyngdekraften. Han betragtes som et af det 20. århundredes vigtigste videnskabsmænd og modtog i 1921 Nobelprisen i fysik.
  • Niels Bohr (1885-1962): Den danske fysiker bidrog afgørende til forståelsen af atomets opbygning og til udviklingen af den videnskabelige gren, der kaldes kvantemekanik, og som beskæftiger sig med grundstoffers egenskaber på atomniveau. Han modtog i 1922 nobelprisen i fysik.
  • Sigmund Freud (1856-1939): Grundlagde psykoanalysen - en ny videnskab, der rettede fokus mod de oprørte vande i det enkelte menneskes indre. Han udviklede sine tanker før Første Verdenskrig, men de slog først igennem efter denne krig.

For mere om videnskaben i det 19. århundrede: se Faktalinket om 'Romantikken' og om Naturalismen.

Hvad var Nietzsches relation til Ekspressionismen?

Ekspressionismens kunst havde en vigtig plads i den tyske filosof Friedrich Nietzsches tankerækker. Han opridsede to grundlæggende veje, som oplevelsen af kunst kan bevæge sig ad - den apollinske og den dionysiske: ·

  • Den apollinske verden er domineret af logik, klarhed, orden og regelmæssighed. Det apollinske fremstår som den renskurede, rationelle tilgang til verden.
  • Den dionysiske verden er domineret af kaos, beruselse og ekstase. Det dionysiske repræsenterer for Nietzsche det egentlige princip for kunstnerisk skabelse - en skabelse, der langt hen ad vejen bliver drevet af menneskets underbevidsthed.

I Nietzsches tanker om de dionysiske impulser finder man en form for motor for den senere ekspressionistiske kunst. Således bliver flere af hans centrale filosofiske forestillinger afgørende for Ekspressionismen.

For mere om Friedrich Nietzsche: se Faktalinket om 'Romantikken', 'Naturalismen' og Symbolismen'. 

Hvem var Sigmund Freud?

Den østrigske læge Sigmund Freuds teorier fik central betydning for det moderne menneskes syn på sig selv og dermed for en række af det 20. århundredes væsentlige strømninger inden for kunst, kultur og filosofi. Hans videnskabelige teorier om den menneskelige psyke fik en afgørende betydning for Ekspressionismens voldsomme og forvrængede kunstformer. Freud fremsatte store dele af sine teorier før 1914, hvor Første Verdenskrig brød ud, men det var først efter krigen, hvor han reviderede sine teorier om psykoanalysen, at hans tanker blev kendt i den bredere offentlighed. 

Hvad er psykoanalyse?

Psykoanalysen er videnskaben om menneskets sjæleliv. Grundlæggende for psykoanalysen er forestillingen om, at menneskets bevidsthed kun udgør en lille del af dets sjæl. Freud opdelte menneskets sjæleliv i tre områder:

  • Super-ego: Dette er en form for indre kompas, der ud fra halvvejs bevidste moralske og etiske regler og normer styrer det enkelte menneskes handlinger. Det er her, det enkelte menneskes samvittighed befinder sig.
  • Id: I denne del af menneskets psyke - der er langt den største del af menneskets sjæleliv - huserer et enormt virvar af ubevidste drifter, kræfter og følelser.
  • Ego: Dette er det enkelte menneskes bevidste del af psyken. Her søger mennesket i mødet med omverdenens realiteter at finde en balance mellem underbevidsthedens skjulte kræfter og super-egoets moralske normer og principper.

Dette ego befinder sig således i et konstant spændingsforhold mellem de to strenge ‘herrer’ - id og super-ego - og egoet forsøger hele tiden at etablere harmoni mellem de kræfter, der virker i og på det. Den bevidste del af psyken kan sammenlignes med toppen af et isbjerg, der flyder på havet. Det er kun en lille del af isbjerget, der er synligt over havets overflade - der altså er erkendt af fornuften. Resten af isbjerget - op mod 90 procent af sjælelivet - befinder sig under havets overflade, altså uden for det område, vi umiddelbart kan opfatte med fornuften. I denne ubevidste del af menneskets sjæl findes ifølge Freud alle de oplevelser og tanker, som vi har glemt eller fortrængt. Fornuftens magt over mennesket er altså begrænset. Meget i mennesket styres af kræfter, som vi ikke selv er bevidst om.

Hvad er fortrængning?

‘Fortrængning’ er den betegnelse, som Freud bruger om menneskets evne til ubevidst at undertrykke negative oplevelser, følelser og tanker. Disse ubehagelige elementer søges undertrykt og placeret i den ubevidste del af psyken. Det meste af det, vi oplever i løbet af en dag, skaber tanker og følelser, som vi ofte ikke er bevidste om. Menneskets evne til at fortrænge ubehagelige oplevelser kan ofte være vældig praktisk - faktisk kunne vi ikke fungere uden. Hvis de ubehagelige tanker er meget stærke, skal mennesket bruge meget store mængder af mental energi på at fortrænge dem. Dette enorme psykiske energiforbrug kan i visse tilfælde slå ud i nervøse lidelser - kaldet neuroser - eller ligefrem sygelige tilstande, hvor virkeligheden forvrænges - altså egentlige psykoser. 

Hvad er drifter?

Freud mente, at energien bag fortrængningerne er vores drifter. Oprindeligt mente han, at disse drifter hovedsageligt var knyttet til menneskets liv og selvopretholdelse. Men Freud reviderede sin teori efter at have oplevet den Første Verdenskrigs voldsomme ødelæggelser og den vildskab, hvormed soldaterne dræbte hinanden. Til de drifter, der virkede for at holde det enkelte menneske i live og for at føre slægten videre, tilføjede Freud en destruktions- eller dødsdrift - en drift rettet mod nedbrydning og opløsning - til den menneskelige psykes grundstruktur. Freuds teorier fik et massivt gennembrud i tiden efter Første Verdenskrig, hvilket afspejledes i tidens kunst. Når man skulle udtrykke krigens gru eller andre fænomener fra den moderne verden, slog de traditionelle begreber og kunstformer ikke til. Man hentede inspiration hos dem, der havde været ‘forud for deres tid’, blandt andet hos Freud og hos de ekspressionistiske kunstnere. 

Hvad er Ekspressionismens relation til de foregående kulturhistoriske perioder?

Fælles for Ekspressionismens kunstnere var et ønske om at erstatte Naturalismens objektive fastholdelse af sanseindtrykkene med en diametralt modsat stil. Naturalismens ideal var at skildre verden så naturtro som muligt. Her dyrkede man det logiske og fysisk-målbare. Ekspressionismen var radikalt anderledes. Den skulle være en subjektiv udtrykskunst, der alene skulle spejle den skabende kunstners indre verden. Med dette opgør - og med den utvetydige fokusering på det enkelte individs indre verden - var Ekspressionismen på linje med Symbolismen, der var den kunstperiode, der lå i årene før. Men hvor symbolisterne søger at skabe en poetisk, religiøs og metafysisk enhed ud af kaos, ville ekspressionisterne først og fremmes blot udtrykke deres indre sjæleliv gennem brug af voldsomme farver og former.

For mere om de foregående kulturhistoriske perioder: se Faktalinket om 'Romantikken', 'Naturalismen' og 'Symbolismen'. 

Samfunds- og kunstneriske forhold med betydning for Ekspressionismen

Hvad var optakten til den Første Verdenskrig?

Første Verdenskrig blev den voldsomste og blodigste krig, som verden hidtil havde oplevet. Samtidig blev den afslutningen på den længste periode med generel fred, som Europa havde oplevet. Op til krigsudbruddet i 1914 stod to alliancesystemer truende over for hinanden i Europa:

  • Trippelententen: Bestående af Frankrig, Rusland og England
  • Tripelalliancen: Bestående af Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien

Situationen mellem dem var højspændt. Tyskerne, der havde oplevet en voldsom økonomisk vækst i slutningen af det 19. århundrede, mente, at England skyggede for deres retmæssige plads i solen. Englænderne, på den anden side, var bekymrede, fordi tyskerne i deres øjne stræbte efter at blive en verdensmagt. Den politiske situation i Europa før krigen var altså præget af store spændinger, nærmest at sammenligne med en krudttønde, og der skulle kun en enkelt gnist til for at starte krigen. 

Hvordan forløb den Første Verdenskrig?

Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før hele det europæiske kontinent ville bryde i brand i en altomfattende krig. Den tyske hær invaderede Frankrig, men dens fremrykning blev standset nord for den franske hovedstad Paris, og en udmarvende skyttegravskrig begyndte. Herefter formede krigen sig i høj grad som en stillingskrig, hvor man lå i hver sin skyttegrav og lurede på fjenden. I bogen “Indsigt og Udsyn” (se kilder) anslås det, at mellem 10 og 12 millioner mennesker mistede livet som direkte følge af krigshandlingerne. Andre kilder - eksempelvis “Den Ny Verdenshistorie” (se kilder) - påpeger, at krigen havde en række afledte, meget barske implikationer for de involverede lande, og at det samlede tab af menneskeliv ligger på over 35 millioner menneskeliv. 

Hvordan sluttede den Første Verdenskrig?

Første Verdenskrig sluttede i 1918, hvor Entente-magterne med hjælp fra USA. havde tvunget Alliance-magterne i knæ og tvunget Tyskland til at underskrive nogle meget skrappe betingelser for freden. Der skulle ikke være nogen tvivl om, hvem der havde skylden for krigen, og derfor skulle Tyskland straffes. Landet skulle afgive en række grænseområder til sine nabolande, afgive sine kolonier til krigens sejrende magter og betale en enorm krigsskadeerstatning. Især Frankrig var interesseret i at holde Tyskland nede, så landet aldrig igen kunne true Frankrig. Hårdheden af disse betingelser betød, at utilfredsheden ulmede i Tyskland efter Første Verdenskrig. Denne utilfredshed tog til i løbet af de næste årtier og var medvirkende til at starte den Anden Verdenskrig. 

Hvilke opfindelser prægede Europa i årene efter Første Verdenskrig?

I teknologisk forstand var tiden efter Første Verdenskrig præget af en rivende udvikling. Her begyndte man for alvor at benytte de nyskabelser og opfindelser, som man havde gjort før og under krigen. Blandt de mest markante var bilen, radioen og flyvemaskinen. Samtidig blev man også langt bedre til at udnytte de muligheder, som elektriciteten rummede. Afgørende for perioden var, at det blev gjort meget lettere for varer, information og mennesker at bevæge sig fra sted til sted. Samtidig blev flere af de teoretiske og teknologiske landvindinger, som videnskaben havde gjort i tiden før verdenskrigen - eksempelvis gjort af Sigmund Freud og Albert Einstein - for alvor foldet ud i 1920’erne. 

Hvordan var de økonomiske forhold i Europa i årene efter Første Verdenskrig?

Tiden efter Første Verdenskrig var præget af en generel stigning i produktiviteten blandt mange af landene i Europa. Dette betød, at landenes befolkninger generelt oplevede en velstandsstigning i 1920’erne. Den største vækst kom dog til at foregå i USA, der under Første Verdenskrig havde overtaget Englands dominerende stilling på det økonomiske område. Efter krigen fastholdt USA. sin position som verdens økonomiske lokomotiv. Således fortælles det i bogen “Den Ny Verdenshistorie” (se kilder), at industriproduktionen steg med 50 procent i USA. i løbet af 1920’erne, mens den kun steg med 25 procent i de europæiske lande. Her blev perioden blandt andet kendt som de brølende ’20’ere.

Ind imellem blev den generelt gunstige økonomiske kurve dog brudt af en række heftige kriser. Mest alvorligt i 1929-32, hvor en meget alvorlig finanskrise, der er kendt som Depressionen, indtraf i USA. Valutakurserne styrtdykkede, og mange værdipapirer og aktier blev på kort tid næsten værdiløse. Det udløste en panik, og de menneskelige omkostninger af denne finanskrise var enorme. Depressionen udsendte chokbølger, der også ramte Europa.

Se Faktalinket 'Wall Street-krakket'.

Hvordan var de politiske forhold i Europa i årene efter Første Verdenskrig?

I Europa var forskellene i magtforholdene store efter Første Verdenskrig. Tysklands modpoler i Europa - Frankrig og England - oplevede begge en relativt stabil periode efter krigen. Demokratiet herskede i begge lande relativt sikkert, og de økonomiske kriser - eksempelvis som følge af Depressionen - blev overvundet.

De sejrende magter havde tvunget krigens tabende part - Tyskland - til at underskrive nogle meget hårde fredsbetingelser, der især i økonomisk forstand bragte landet i ruin. Inflationen (en målestok for de generelle prisstigninger i samfundet) galopperede fuldstændigt ud af kontrol. “Den Ny Verdenshistorie” (se kilder) fortæller eksempelvis, at der i 1923 skulle 4.200 milliarder tyske mark til at købe en amerikansk dollar. Tyskerne brugte i denne periode af og til deres egne pengesedler til optænding i brændeovne; her brugte man helst de største sedler, idet de kunne brænde længst.

I løbet af 1920’erne blev Tysklands økonomiske problemer dog bragt under kontrol. Det skete blandt andet som følge af en lempelse af kravene til krigsskadebetalingerne, samt at krigens sejrherrer iværksatte en række hjælpeprogrammer, særligt den såkaldte Dawes-plan fra 1924, der igen skulle bringe Tyskland på fode. I politisk forstand blev Tyskland regeret efter principperne i et parlamentarisk demokrati. Det skete på baggrund af en forfatning, der blev vedtaget i den tyske middelalderby Weimar i 1919, og som stod ved magt frem til nazisternes magtovertagelse i 1933. 

Hvilken rolle spillede Første Verdenskrig for tidens åndelige klima?

Verdenskrigen havde betydet et sammenbrud af de kendte værdier og et kulturelt chok, som eftertiden havde meget vanskeligt ved at komme sig over.

Mange af de tanker og idealer, som man inden krigen havde anset for selvfølgelige, var visnet bort ved krigens afslutning. Det gjaldt for troen på det gode og fornuftiges afgørende rolle i mennesket, samfundet og kulturen. Og for tilliden til, at ny teknologi og videnskab ville føre til menneskehedens frelse. Denne tillid led et voldsomt knæk, da den nye teknologi i de nordfranske skyttegraves rædsler viste sig fra sin mest destruktive side. Fly, skibe, køretøjer, maskingeværer, bomber, granater og giftgas blev til effektive midler i krigens myrderier. Soldaterne kunne befinde sig i skyttegravene i månedsvis.

Som eksempel på de ufattelige lidelser, som den moderne teknologi merdførte, fortælles det i bogen “Indsigt og Udsyn” (se kilder), at den franske hær efter halvandet års krigshandlinger havde mistet 1 million mand, hvilket var flere, end der havde været i hele den franske hær ved krigens begyndelse. Hvis soldaterne slap med livet i behold, vendte de oftest fysisk eller psykisk lemlæstede tilbage til deres hjembyer. 

Hvordan var de kulturelle forhold i Europa i årene efter Første Verdenskrig?

Kulturelt var perioden mellem Første Verdenskrig og Depressionen i 1929 præget af modsatrettede strømninger. De ufattelige myrderier og lidelser under Første Verdenskrig havde på den ene side afsat en gennemgående stemning af pessimisme og mismod på det moderne menneskes vegne. På den anden side fandtes der - godt hjulpet på vej af en kraftig påvirkning fra den amerikanske kultur - en strøm af tro på en fremtid, der ville blive ændret til det bedre. Resultatet heraf bliver et verdensbillede i opbrud, hvor værdierne flyder, og hvor traditioner og normer er kraftigt på tilbagetog. Ekspressionismens kunst er en reaktion på denne tilstand. Kunstneren kunne græde, juble eller blive politisk aktiv. 

Hvilken rolle spillede Første Verdenskrig i Ekspressionismen?

For de ekspressionistiske kunstnere var det især sorgen eller den politiske aktivitet, der var dominerende i tiden efter krigen. Mange af strømningens kunstnere havde været aktive som soldater under krigen. For dem, der overlevede skyttegravenes rædsler, blev den ekspressionistiske kunst en mulighed for at sætte ord og billeder på deres indre kaos. Mange af Ekspressionismens kunstnere havde tillige en forestilling om, at deres kunst skulle ud i samfundet. At kunstneren og hans kunst skulle gøre en forskel i forhold til omverdenen, som han levede i. Mange mennesker nærede efter krigen en dyb mistillid til teknologien og til det industrisamfund, der havde frembragt den. Denne mistillid fik stemme i Ekspressionismen, hvor kunstnerne højlydt kritiserede det moderne samfunds umenneskelige sider.

Centrale kunstnere i Ekspressionismen

Hvilke malere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Henri Matisses maleri Odalisque. Foto: Polfoto
Henri Matisses maleri Odalisque.
Foto: Polfoto

Ekspressionismen optræder tidligst i billedkunsten, hvorfra den spredes til en vifte af andre kunstformer. Fælles for den ekspressionistiske billedkunst er, at ethvert billede dybest set bliver et udtryk for den skabende kunstners aktuelle sindstilstand. Enten gennem billedets konkrete motiv eller ved det mere generelle emnevalg. De første tegn på den ekspressionistiske bevægelse kunne ses i 1905 i Frankrig og i Tyskland:

I Frankrig dannedes kunstnergruppen Les Fauves [da. vilddyrene] omkring kunstneren Henri Matisse (1869-1954). Andre fremtrædende skikkelser i denne gruppe var blandt andet Andre Derain (1880-1954) og Albert Marquet (1875-1947). Fauvisternes kunst var typisk fuld af stærke farver og udtryksfulde deformiteter. Men alligevel havde deres billeder generelt en harmonisk og skønhedsdyrkende karakter. Kun hos enkelte franske enspændere uden for det fine selskab trængte tilværelsens dystre og hæslige sider for alvor igennem. I

Tyskland dannedes kunstnerkollektivet Die Brücke [da. Broen]. Her var de ledende skikkelser Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938), Karl Schmidt-Rottluff (1884-1976) og Erich Heckel (1883-1970). Gruppens Ekspressionisme var fuld af aggressivitet og disharmoni. Herigennem udtrykte de deres svigtende tillid til fundamentale livsværdiers overlevelse i det moderne samfund. I 1911 dannede blandt andre malerne Paul Klee (1879-1940) og Wassily Kandinsky (1866-1944) den ekspressionistiske kunstnergruppe Der Blaue Reiter [da. Den Blå Rytter]. Her søgte kunstnerne mod mere abstrakte former og klare farver for at udtrykke følelser og sindstilstande.

Hvilke forfattere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Lyrikken og dramatikken var de foretrukne former i Ekspressionismens litterære side, men også romanformen blev brugt. I de ekspressionistiske tekster skildres personer og scener på en stiliseret og forvrænget måde. Formålet er at fremkalde følelsesmæssigt oprør og ubehag hos læseren.

I den litterære Ekspressionisme søgte man at skildre personers indre sjæleliv ved - billedligt talt - at vende dem på vrangen. Derved gav man plads til, at mentale tilstande kunne sætte sig fysiske spor på hovedpersonens krop og ansigt og ikke mindst på hans omverden. I det ekspressionistiske drama bliver skuespillet på scenen ofte til en social protest. Skildringen af den konkrete omverden træder imidlertid i baggrunden til fordel for et skarpt fokus på individets indre følelsesliv, der kommer til orde i form af lange monologer. Blandt de toneangivende skikkelser inden for den litterære Ekspressionisme er:

  • Georg Kaiser (1875-1945): Denne tyske dramatiker var en betydningsfuld figur i den ekspressionistiske bevægelse i Tyskland. I mange af hans stykker er han tydeligt inspireret af Friedrich Nietzsche og denne filosofs tanker om overmennesket.
  • Franz Kafka (1883-1924): Centrale personer i denne tjekkiske - dengang østrig-ungarske - forfatters romaner er fanget i et forvrænget billede af verden. Denne mareridtagtige vision er enten et produkt af romanpersonernes egne psykologiske konflikter eller et symbol på den reelle omverdens umenneskelige konstruktion.
  • James Joyce (1882-1941): Den irske forfatter, digter og dramatiker står som en af det 20. århundredes væsentligste litterære skikkelser. Han var blandt andet kendt for sin brug af ‘stream of consciousness’-teknikken. Dette er en særlig type indre monolog, bestående af brudfyldte og springende skildringer af en romanpersons tanker og følelser. ‘Stream of consciousness’-metoden stammer oprindeligt fra psykologien, hvor den blev brugt for at få patienten til at sætte ord på sine indre følelser. 

Hvilke filmskabere var særligt toneangivende i Ekspressionismen?

Den ekspressionistiske film blomstrede i Tyskland omkring den Første Verdenskrig, inspireret af tidens litteratur, teater og billedkunst og påvirket af efterkrigstidens krisebevidsthed. I deres stil var disse film præget af sprængte former, splintrede og opløste perspektiver og voldsomme kontraster - eksempelvis mellem lys og skygge.

Skuespillerne spillede med heftig gestik, og filmenes figurer havde ofte en skabelonagtig karakter. Filmene undersøgte som regel samfundets udkantsområder: gøglerverdenen, galskaben og så videre. Stoffet var oftest hentet fra fantasiens overdrev som i F. W. Murnaus (1888-1931) vampyrhistorie “Nosferatu - eine Symphonie des Grauens” [da. Nosferatu - Gruens symfoni] fra 1922. En anden af retningens mest kendte film er Robert Wienes (1873-1938) “Das Cabinet des Dr. Caligari“ [da. Dr. Caligaris kabinet] fra 1920. Ud over de to nævnte instruktører var en af retningens vigtigste skikkelser bag kameraet Fritz Lang (1890-1976), der især er kendt fra den fascinerende fremtidsfabel “Metropolis“ fra 1927.

Hvilke arkitekter var særligt toneangivende i Ekspressionismens periode?

Årene efter Første Verdenskrig betød et radikalt brud med det 19. århundredes overlæssede og stilforvirrede byggestil. I stedet slog den schweiziske arkitekt Le Corbusier til lyd for en ny, ren og praktisk arkitektur. Form skulle frem for alt følge funktion, og arkitektens mål skulle være at skabe ‘bygningsværker for maskinalderen’. I Tyskland dannedes kunstskolen Bauhaus, hvor arkitekter som Walter Gropius (1883-1969) og Mies van der Rohe (1886 - 1969) gik sammen med flere af ekspressionismens kunstnere, for eksempel Paul Klee og Wassily Kandinsky. De ville skabe en arkitektur, der var passende for det 20. århundrede: Den skulle være urban, industriel og teknologisk moderne.

Ekspressionismen i Danmark

Hvad var Danmarks forhold til Ekspressionismen?

Fra Tyskland og Frankrig spredtes de ekspressionistiske impulser til andre lande i Europa, herunder Danmark. I dansk form var Ekspressionismen især tydelig inden for billedkunst, film og litteratur. Derudover var bevægelsens gennemslag begrænset i Danmark. Her satte især den franske fauvismes brug af klare farver sig spor hos en række toneangivende malere. I begyndelsen af århundredet var Danmark en filmmæssig stormagt i Europa, og flere af periodens danske filmskabere trak veksler på Ekspressionismens æstetik.

I litteraturen nåede Ekspressionismens dønninger til Danmark i form af bevægelsens påvirkning af en gruppe af samtidens toneangivende forfattere:

  • Rudolf Broby-Johansen (1900-1987): Med digtsamlingen “Blod”, der udkom i 1922, var han pioner for den tyske Ekspressionisme i Danmark. I digtsamlingen skildres den barske moderne storby uden nogen form for formildende omstændigheder.
  • Emil Bönnelycke (1893-1953): I hans lyrik - særligt i hans såkaldte ‘katalogdigte’ - hyldede han ungdommen, fremskridtet og storbyen. Han akkompagnerede oftest sin oplæsning af digtene med skud fra en ladt pistol - som et billede på ungdommens egen både skabende og destruktive kraft.
  • Tom Kristensen (1893-1974): I sin lyrik og i sine romaner - særligt i den skelsættende bog “Hærværk” fra 1930 - er forfatteren tydeligt inspireret af Ekspressionismen. I romanen, der opsamler mange af Ekspressionismens strømninger, beruser bogens hovedperson sig i ‘nu’et’, der skildres fuld af ekstreme sansninger.

Betydningen for Ekspressionismen for eftertiden

Hvad har Ekspressionismen betydet for det 20. århundredes kunstnere?

Tiden efter Første Verdenskrig var præget af en vifte af kulturelle strømninger, blandt andet Ekspressionismen og Surrealismen, der hver især havde deres krav til billedkunst, litteratur, film med videre. Fælles for disse strømninger var et opgør med det kendte, med traditionen og med religionen. Og vigtigst af alt: De rummede en krads kritik af den vestlige civilisation. Med en samlebetegnelse kaldes denne kritiske stilling til det gamle og det kendte for Modernisme. Kunstens kritiske stilling til det bestående kaldes avantgarde og kan - forstået som en særlig, kritisk position i forhold til det bestående - spores overalt i den senere kulturhistorie. 

Hvad er Surrealismens forhold til Freud?

Surrealismen deler mange af Ekspressionismens centrale værdier, men dyrker i endnu højere grad forestillinger om kræfterne i mennesket underbevidsthed. Derfor spillede Freud en helt afgørende rolle for bevægelsens tankemønstre. Den surrealistiske bevægelse forsøgte at skildre menneskets underbevidsthed uden nogle af de bånd, som fornuften og rationaliteten - ifølge kunstnerne i bevægelsen - lagde på det enkelte menneske. Skønt bevægelsen i høj grad var inspireret af Freuds teorier blev der dog aldrig tale om et egentligt samarbejde mellem surrealisterne og Freud. Bevægelsens kunst blev en håndgribelig afspejling af de kræfter og strømme, som Freud antog regerede i menneskets underbevidsthed. Koblingen mellem videnskab og kunst blev central for dele af kunsten i det 20. århundredes første årtier. 

Hvad er kulturkampen?

Da 1920’erne blev til 1930’erne, blev de vilde kunstneriske formeksperimenter, som blandt andet Ekspressionismen havde stået for, afløst af en ny fokusering på faktuelle, saglige forhold. Samtidig tiltog den politiske polarisering i Europa og i Danmark. Her i landet er denne strid blevet betegnet kulturkampen. Fronterne i tidens danske kulturkamp var:

  • De konservative: De ville bevare respekten for traditionen i samfundet og forsvarede den bestående, borgerlige kultur. Denne gruppe nærede en dyb mistillid til Modernismens - ikke mindst Ekspressionismens - ukontrollable og løsagtige kunstpraksis.
  • De kulturradikale: De ville forny og provokere ud fra en frisindet brug af fornuften. Hermed trækker de tydelige spor tilbage til Georg Brandes og arven fra Det Moderne Gennembrud. Samtidig hyldede kulturradikalisterne mange af de tanker, der var centrale for Modernismen, eksempelvis dyrkelsen af Freud og psykoanalysen.

Hvad betød nazismen for Ekspressionismen?

Da Adolf Hitler (1889-1945) kom til magten i 1933 i Tyskland, der jo ellers havde været et arnested for Ekspressionismen, slog han hårdt ned på den ekspressionistiske kunst. Nazisterne stemplede den som ‘entartet’ [da. dekadent, vanartet, skadelig] og fik den fjernet fra offentlige museer og samlinger. Nazismens forestillinger om den gode og opbyggelige kunst var en naturlig gengivelse af verden. Således var harmoniske skildringer af den ariske - eksempelvis den tyske - bondebefolkning, der levede et enkelt og sundt liv i pagt med naturen blandt de nazistiske kunstneres yndlingsmotiver. 

Hvad har Ekspressionismen betydet for filmhistorien?

Ekspressionismen har afsat en række tydelige spor i filmhistorien efter Anden Verdenskrig (1939-45). Eksempelvis har den verdensberømte danske instruktør Carl Th. Dreyer (1889-1968) stået bag flere film, der - især hos eftertidens anmeldere - har vundet enorm anerkendelse. Film som “Jeanne d'Arcs lidelse og død” (1928) og “Vampyr” (1932) var tydeligt inspireret af den tyske Ekspressionisme og er blevet vigtige pejlemærker for eftertidens filmskabere. Ekspressionismen er også tydeligt til stede i den hårdkogte detektivgenre film noir, der særligt blomstrede i 1950’erne. Således er væsentlige instruktører i filmhistorien som amerikanske Orson Welles (1915-1985), svenske Ingmar Bergman (1918 - ) og danske Lars von Trier (1956- ) alle tydeligt inspirerede af Ekspressionismen. Sidstnævnte er som aktiv filmskaber en af de seneste eksponenter for denne kunstretning. 

Hvad er betydningen af Ekspressionismen i dag?

‘Ekspressionisme’ i ordets bredeste betydning - som en kunstners voldsomme trang til at kommunikere sine indre følelser og tanker til omverdenen - er til stede over alt i næsten alle af dagens kunstformer. I mere snæver forstand er en konsekvent dyrkelse af Ekspressionismens konkrete stiltræk og tankebygninger vanskeligere at genfinde i dagens kulturelle landskab. Fra - ved det 20. århundredes begyndelse - at være selve kernen i den kunstneriske praksis er Ekspressionismen i dag gledet over i en kategori, hvor den først og fremmest er en samling markante og slagkraftige stiltræk. Stiltræk, som en kunstner kan vælge at bruge som et effektivt redskab til at få sit kunstværk til at brænde igennem.

I dag er ekspressionismen mest synlig som visuelle stiltræk i film og musikvideoer. Det ser man eksempelvis i filmen “Sin City” (2005), (se Forfatterweb: Frank Miller) der i sit meget gennemførte stilistiske valg står i dyb gæld til Ekspressionismen. Det samme gælder for en bred vifte af musikvideoer. Eksempelvis videoen til gruppen Red Hot Chili Pepper’s nummer “Otherside” fra 2000. Videoen er skabt i en sort/hvid gotisk verden, der minder meget om Robert Wienes film fra 1920 “Das Cabinet des Dr. Caligari“. Ifølge portalen Wikipedia (se kilder) udtalte musikvideoens skaber: “Vi så både på Caligari og på en masse andre film fra den tyske Ekspressionisme“. I Danmark stammer et af de seneste eksempler på Ekspressionismen ligeledes fra musikvideoens verden. Bandet Veto udsendte i 2006 den prisbelønnede video til nummeret “You’re a Knife“, der ligeledes står i dyb gæld til den ekspressionistiske films karaktertræk, ikke mindst til Fritz Langs “Metropolis“.

Kilder

Danske sites om Ekspressionismen

Omfattende - men overskuelig - gennemgang af bl.a. Ekspressionismens vigtigste begreber og fænomener.
På Danmark Radios hjemmeside findes flere gode opslag om Ekspressionismen, blandt andet under ‘kortfilm 2007’, hvor det påvises, hvordan Ekspressionismen spiller en afgørende rolle i moderne, iransk film.
Omfattende portal, der indeholder en stor mængde oplysninger om den aktuelle og historiske billedkunst. Samtidig findes der mange oplysninger om blandt andet film, arkitektur og design.
Beskrivelse af Ekspressionismen og en mængde afledte emner - blandt andet kunstnerens rolle igennem forskellige, historiske perioder.
Hjemmeside for Statens Museum for Kunst. Indeholder omtale af museets faste og løbende udstillinger - herunder ekspressionistisk kunst. Hjemmesiden rummer også en ordbog, hvor en lang række nøgleord er forklaret.
Omfattende, leksikalsk database, der indeholder mange gode opslag om Ekspressionismens strømninger og hovedpersoner.

Udenlandske sites om Ekspressionismen

Omfattende database, der blandt andet indeholder en videostream-version af udsendelsesrækken “The Western Tradition”, hvor en professor fra et anerkendt universitet i Californien opridser den vestlige verdens kulturhistorie.
Omfattende engelsksproget database, der rummer gode artikler om en lang række historiske perioder. Rummer blandt andet artikler om samfundet og filosofi i starten af det tyvende århundrede.

Avisartikler

Nørlyng, Ole:
Vilddyret der kom i tvivl. Weekendavisen, 2007-02-09.
Sandbye, Mette:
Paradislængsel. Weekendavisen, 2007-01-05.

Faglitteratur

Funder, Bent:
Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Jessen, Kjeld B.:
Indsigt og udsyn. Systime, 2005.
Jelsbak, Torben:
Ekspressionisme. Forlaget Spring, 2005.
Martinov, Niels:
Litterære ismer. Systime, 2004.
Lund, Jørn [red. m. fl.]:
Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Behr, Shulamith:
Ekspressionismen. Søren Fogtdals Forlag, 2000.
Hertel, Hans [red]:
Verdens litteratur historie. Gyldendals Forlag, 1994.
Elger, Dietmar:
Ekspressionisme. Taschen, 1990.
Fogh, Dorte:
Billedkunst - Ismer i dansk maleri efter 1870. Gyldendal, 1990.
Friisberg, Claus:
Den ny verdenshistorie. Aschehoug, 1987.
Friisberg, Claus:
Fra revolution til verdenskrig. Vestjydsk Kulturforlag, 1985.
Lund, Erik [red. m. fl.]:
De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Ekspressionismen'