Romantikken

Artikel type
faktalink
journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2006
Main image
H.C. Ørsted spillede en afgørende rolle for romantikken inden for det naturvidenskabelige felt. Statuen er opstillet i Rudkøbing på Langeland.
H.C. Ørsted spillede en afgørende rolle for romantikken inden for det naturvidenskabelige felt. Statuen er opstillet i Rudkøbing på Langeland.
Foto: Ken Gillham / Scanpix

‘Det gode, det sande og det skønne’. Sådan lød idealerne for Romantikken - den periode, der groft sagt dækkede første halvdel af 1800-tallet. Dermed var den en oprørsbevægelse mod epoken, der netop var gået forud. Oplysningstiden havde haft den kølige fornuft og den håndgribelige verden som omdrejningspunkt. I stedet dyrkede man nu hede følelser og fjerne idealer. Men Romantikken var også tiden, hvor ‘den industrielle revolution’ rystede verden og berørte hverdagen for alle mennesker. Og det var tiden, hvor kærligheden til fædrelandet blev skabt. Den moderne nationalisme - der i tiden efter Romantikken har haft enorm betydning - fandt sin form. Sproget, kulturen og historien gjorde nu enhver nation til noget ganske unikt. Den romantiske nationalisme har lige siden været afsæt for både voldsomme krige og glødende kærlighed. Patriotisme er for mange moderne mennesker gledet ind i det ubevidste, hvor det kun hentes frem i en forkølet udgave til landskampe. Men Romantikkens begreber og idealer er afgørende - hvad enten vi er klar over det eller ej - for dem, vi er i dag.

Læs også om Romantikken på Forfatterweb

Introduktion til Romantikken

Indledning

Det gode, det sande og det skønne’. Sådan lød idealerne for Romantikken - den periode, der groft sagt dækkede første halvdel af 1800-tallet. Dermed var den en oprørsbevægelse mod epoken, der netop var gået forud. Oplysningstiden havde haft den kølige fornuft og den håndgribelige verden som omdrejningspunkt. I stedet dyrkede man nu hede følelser og fjerne idealer.

Men Romantikken var også tiden, hvor ‘den industrielle revolution’ rystede verden og berørte hverdagen for alle mennesker. Og det var tiden, hvor kærligheden til fædrelandet blev skabt. Den moderne nationalisme - der i tiden efter Romantikken har haft enorm betydning - fandt sin form. Sproget, kulturen og historien gjorde nu enhver nation til noget ganske unikt. Den romantiske nationalisme har lige siden været afsæt for både voldsomme krige og glødende kærlighed. Patriotisme er for mange moderne mennesker gledet ind i det ubevidste, hvor det kun hentes frem i en forkølet udgave til landskampe. Men Romantikkens begreber og idealer er afgørende - hvad enten vi er klar over det eller ej - for dem, vi er i dag.

Hvilke rødder har ordet ‘romantik’?

“Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) fortæller, at ordet ‘romantisk’ oprindeligt blev brugt i Oplysningstiden for at betegne noget mærkeligt og fremmedartet, noget ‘der var som i romanerne’ og altså ikke i virkeligheden. Siden er ordet ‘romantisk’ blevet brugt om noget, der ikke er umiddelbart håndgribeligt, og som er særligt fuldt af følelse. Her tænkte man ofte på kærlighed, drøm, anelse og længsel.

“Verdens Litteratur Historie” (se kilder) peger på, at ordet i dag bruges på to måder. Det kan have en positiv betydning af noget, der er skønt og fuldt af følelser. Og det kan bruges negativt om noget glansbilledagtigt og urealistisk. I begge tilfælde understreges det, at der er en afstand mellem det romantiske og den grå - eller nøgterne - og trivielle - eller fornuftige - dagligdag. 

Hvad er Romantikken?

Perioden, der bliver kaldt Romantikken, havde sin blomstringstid i første halvdel af 1800-tallet. Den romantiske strømning udsprang i økonomisk og politisk forstand især fra England, mens den filosofisk og kunstnerisk særligt udsprang fra Tyskland. Perioden bliver ofte underinddelt i Universalromantikken, Nationalromantikken samt en række andre udløbere og understrømme.

Universalromantikken hylder den geniale ener og den almægtige natur, og den henter en del af sit kunstneriske brændstof i den græske mytologi. Nationalromantikken er Romantikkens meget livskraftige politiske gren, der er kendetegnet ved at dyrke idealer om den stolte nation. Gennem sit fokus på den enkelte nations sprog, kultur og historie smedede den det enkelte lands borgere sammen i et folkeligt fællesskab, der grundlæggende var anderledes end alle andre nationers. Her var Oplysningstidens ideal om ‘verdensborgeren’ - det kosmopolitiske menneske, der havde blik for internationale sammenhænge - blevet afløst af en langt mere snæversynet dyrkelse af den nation, hvor individet havde rod. Nationen udgjorde her en afgrænset og unik størrelse - helt forskellig fra de omgivende nationer.

Perioden var på en lang række fronter præget af et oprør mod tankerne i Oplysningstiden. Hvor de centrale begreber tidligere havde været den menneskelige fornuft og forstand, var det nu forestillinger om menneskets følelser og fantasi, der satte dagsordenen. Centralt i Romantikken stod især to kernebegreber:

  • Individualisme: En sans for individets særegenhed. Man dyrkede det kunstneriske geni og den guddommelige ener.
  • Historisk bevidsthed: En sans for, at alle fænomener er historisk forankrede og dermed indgår i historiens og traditionens ubrydelige kæde.

Disse to grundforestillinger bliver et vigtigt brændstof for den romantiske kunstner. Han - det var næsten altid en mand - tiltog sig en ‘guddommelig’ ret til at skabe nye kunstværker og kunstformer, der gik på tværs af traditionelle skel og normer for, hvordan kunst skulle være. Blandt kunstformerne er det lyrikken, der først var på banen som de romantiske kunstneres foretrukne udtryksform, men kort efter fulgte mange andre.

Det er et afgørende kendetegn for Romantikken, at epokens idéer får betydning for hele samfundet. Hvor tidlige kulturelle strømninger - eksempelvis Oplysningstiden - først og fremmest var en elitekultur, så berørte Romantikken samfundet fra top til bund.

 

Baggrunden for Romantikken

Hvordan var de industrielle forhold i tiden op til den romantiske periode?

Den sidste halvdel af 1700-tallet var generelt præget af økonomisk vækst i Europa, og her var især England spydspids. Årsagerne til Englands førerposition på området var:

  • Et stort befolkningsoverskud, der sikrede rigelig med arbejdskraft i industrien.
  • En effektivisering af landbrugsproduktionen, så byernes voksende befolkninger kunne brødfødes.
  • Rigelig tilførsel af de råstoffer, der skulle bruges i industriens produktion.
  • Opfindelse af nye produktionsteknologier og kapital til at investere i disse.
  • Stor efterspørgsel - i England og i de engelske kolonier - efter de varer, som den engelske industri kunne producere.
  • Det, at transportnettet blev afgørende udbygget.
  • Det, at den engelske lovgivning var meget gunstig for industri og handel.

Disse punkter blev i 1780’ernes England tilsammen startskuddet til, hvad man betegnede som ‘Den industrielle revolution’. ’Revolutionen’ betød en grundlæggende ændring af alle forhold i forbindelse med, hvordan man fremstiller ting, og denne ændring forplantede sig med tiden til alle hjørner af samfundet.

Hvordan var magtforholdene i Europa op til Romantikken?

I tiden op til Romantikken sad England på den økonomiske og politiske førsteplads. Landet var det ideal, som de andre lande stræbte efter:

  • Udad til omfattede det engelske imperium en lang række kolonier spredt over hele kloden. Imperiet nåede således hele vejen rundt om Jorden, og man sagde derfor, at Solen aldrig gik ned over de engelske besiddelser. Imperiets enorme udstrækning betød, at den engelske industri på den ene side var sikret rigeligt med råstoffer til produktionen og på den anden side, at den var sikret et stort marked, hvor industrivarerne kunne afsættes. Den engelske flåde - der militært var verdens største - sørgede for udvekslingen af varer og råstoffer.
  • Indad til havde man i England indført en styreform, der var domineret af et parlament - og dermed en vis folkelig indflydelse - hvorimod den engelske konge besad en relativt begrænset magt. Denne styreform - kaldet ‘parlamentarisme’ - kom for borgerlige kredse overalt i Europa til at fremstå som et politisk ideal, man kunne stræbe efter.

På det europæiske kontinent hørte man kun svage ekkoer af Den Franske Revolution, der rystede landene her i 1789 med markante krav om, at alle borgere skulle have demokratisk indflydelse på, hvilken retning deres land skulle bevæge sig. Tiden op til - og ind i - Romantikken er således præget af, at de enevældige konger rundt om i Europa med stor bekymring har set på, hvad der skete i Frankrig i revolutionsdagene, hvor borgerskabet tog magten, og den franske konge blev henrettet. Derfor søgte mange af regenterne i Europa med al kraft at holde på den totale magt og forhindre, at der på nogen måde skete en gentagelse af hændelserne i Paris.

(For mere om Den Franske Revolution: se FaktaLinket “Den Franske Revolution”.

Hvilke ideologiske strømninger fandtes der i Europa i 1700-tallet?

I 1700-tallet blev en ny mennesketype i filosofisk forstand født: idealet var her et religiøst, politisk og filosofisk selvbevidst menneske. Fortalerne for dette menneskeideal - der var rundet af 1600-tallets naturvidenskabelige stormskridt, som samlet blev betegnet ‘den naturvidenskabelige revolution’ - var blandt andet den engelske filosof John Locke (1632-1704) og den franske politiske filosof Charles de Montesquieu (1689-1755). (For mere om ‘den naturvidenskabelige revolution’: se FaktaLinket “Oplysningstiden”.

Begreber som ‘ejendomsret’ og ‘individets friheder og rettigheder’ var afgørende for Locke, ligesom han med sine skrifter var med til at forme de moderne menneskerettigheder og det moderne menneskebillede. Hans betydning for sin samtid og eftertid kan derfor vanskeligt overvurderes. Montesquieu kritiserede de enevældige konger for at suge al magt til sig: Både den lovgivende, udøvende og dømmende magt var koncentreret i en enevældig person. Herved kunne kongen lovgive, dømme og straffe efter sit eget humør og forgodtbefindende. Montesquieu argumenterede for en tredeling af magten, hvilket ville beskytte individet mod lunefulde regenters magt. Principperne for denne tredeling af magten slog igennem ved afskaffelsen af de enevældige konger og indførelsen af demokratiet i de vesteuropæiske lande i 1800-tallet.

I tiden før Romantikken var Tyskland præget af en kort, men heftig åndelig bølge, kaldet ‘Sturm und Drang’. I denne bølge, der primært var synlig i litteraturen, dyrkedes begreber som ‘frihed’ og ‘natur’. Bevægelsen befandt sig på flere måder på grænsen mellem Oplysningstiden og Romantikken. Den gik ikke på tværs af Oplysningstidens tænkning, men radikaliserede flere af denne periodes nøglebegreber i en form, der pegede frem mod Romantikkens kompromisløse dyrkelse af det frie og uafrettede individ.

(For mere om Oplysningstidens filosofi: se FaktaLinket “Oplysningstiden” og “Den Franske Revolution”. 

Hvilke filosofiske problemer var særligt markante i tiden op til Romantikken?

Under den Franske Revolution havde mange filosoffer oplevet, hvordan gode, fornuftige og ædle principper - eksempelvis om frihed, lighed og broderskab - var endt i paranoia, mistillid og barbari. Her var fornuft og virkelighed kørt i hver sin retning, og man var endt med en situation, der var lige modsat af, hvad de revolutionære oprindeligt havde villet opnå. Romantikkens filosoffer var på jagt efter en ny, bedre sammenhæng mellem fornuften og virkeligheden. De ville undersøge, om virkeligheden overhovedet havde noget med fornuften at gøre, eller om der var tale om to - grundlæggende uforenelige - verdener. De fornemmede, at der herskede en afgrund mellem menneskets fornuft og den virkelighed, der omgav det. Her brugte de betegnelsen ‘fremmedgørelse’ for at betegne denne situation. Begrebet om fremmedgørelse har siden spillet en vigtig rolle i vestlig tankegang - ikke mindst i de ideologiske strømninger marxisme og eksistentialisme

Hvilken rolle spillede religion i tiden op til Romantikken?

I tiden op til Romantikken var den officielle religion - altså kristendommen - blevet udsat for heftig beskydning fra mange sider. Især fra den franske filosof og forfatter François Voltaire (1694-1778). Han propaganderede voldsomt mod selve kristendommen, som han gennem radikal kritik og skarp satire søgte at komme til livs. Voltaires motto var “Ècrasez l’infâme”, der oversat til dansk betyder “knus den skændige”, og den skændige, der skulle udryddes, var selve kristendommen og ikke mindst kirkens stive og støvede regler og normer. Voltaire kæmpede energisk for en fordomsfri religiøs tolerance. Man skulle have lov til at tro på, hvad man ville, eller helt lade være med at tro på noget som helst. Når man nærmer sig Romantikken, får den bibelske Gud generelt en mere tilbagetrukket rolle. I stedet sætter man eksempelvis - dette gælder særligt for Tyskland - idealistiske forestillinger om folkets ånd, der dyrkes som en guddom.

(For mere om Oplysningstidens syn på religion: se FaktaLinket "Oplysningstiden").