van gogh
Den hollandske maler Vincent Van Gogh, som var én af symbolismens frontfigurerer, udstilles i Barcelona i foråret 2019.
Foto: Toni Albir / Ritzau Scanpix

Symbolismen

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Top image group
van gogh
Den hollandske maler Vincent Van Gogh, som var én af symbolismens frontfigurerer, udstilles i Barcelona i foråret 2019.
Foto: Toni Albir / Ritzau Scanpix
Main image
Kunstmuseet Aros holder pressekonference i anledning af den store Edvard Munch udstilling i 2012.
Kunstmuseet Aros holder pressekonference i anledning af den store Edvard Munch udstilling i 2012.
Foto: Kim Haugaard / Scanpix

Indledning

Mens det 19. århundrede lakkede mod enden, gjorde symbolisterne oprør mod den moderne verdens benhårde indretning. Fabriksfløjtens regelmæssige tuden, der kommanderede endeløse menneskemasser på arbejde i industriens fabrikker, var blevet det moderne samfunds pulsslag og overdøvede efter deres mening det enkelte individs råb om individualisme og åndelighed. I den moderne verden, der tidligere i århundredet var blevet født med ‘Industrialiseringen’ og Naturalismen, var fokus entydigt rettet mod alt, der kunne måles og vejes og skabe profit. Den var - i symbolisternes øjne - blevet til et fængsel, hvor kolde relationer og umenneskelige forhold styrede alle dele af samfundet.

Disse mennesker arbejdede typisk inden for forskellige kunstneriske retninger, især som digtere og billedkunstnere. I den moderne verden hyldede man ‘det moderne gennembrud’, mens symbolisterne higede efter ‘et sjæleligt gennembrud’. De rettede en voldsom kritik mod den herskende samfundsorden, som de blandt andet beskyldte for at være blottet for fantasi, følelse, åndelighed og sans for individets indre verden.

Bevægelsens udspring og centrum lå hovedsagelig i Frankrig, men i 1890’erne var også en række skandinaviske kunstnere blandt bevægelsens bannerførere.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Symbolismen

Hvad er Symbolismen?

Symbolismen er en kulturstrømning, der var markant til stede i dele af den europæiske kultur op mod århundredeskiftet mellem det 19. og det 20. århundrede. Strømningen var især tydelig inden for denne periodes digtning og billedkunst. Blandt Symbolismens frontfigurer var de franske digtere Stéphane Mallarmé (1842-98), Paul Verlaine (1844-96) og Arthur Rimbaud (1854-91) og den franske maler Paul Gauguin (1848-1903), hollandske Vincent van Gogh (1852-1890) og norske Edvard Munch (1863-1944). Fra det toneangivende Frankrig blev Symbolismen fra cirka 1890 spredt til resten af Europa.

I Symbolismen bliver den ydre, fysiske virkelighed gjort til et symbol på en bagvedliggende virkelighed, som kunstneren gennem lyrik eller billeder kan udtrykke sin indsigt i. Dette sker gennem en såkaldt ‘ren kunst’, hvor form og betydning smeltes sammen til en syntese, der betegnes et symbol. Ikke ved at opfinde historier om den konkrete virkelighed, men ved at videregive kunstneriske stemninger og følelser. Med Symbolismen sker der således en forskydning af fokus: væk fra den genkendelige, håndgribelige verden og hen imod den indre, sjælelige verden.

De symbolistiske kunstnere dyrkede splittelsen frem for sammenhængen - de havde fokus på det mislykkede forhold mellem dem selv som kunstnere og den moderne verden, der flintrede forbi. Kunsten var ikke møntet på at vinde genklang hos brede samfundslag af borgere. Samfundsudviklingen havde derimod skabt et skel mellem kunstner og borger.

De symbolistiske kunstnere havde ligeledes stor fokus på en anden splittelse, nemlig den enkeltes indre splittelse - altså på de voldsomme psykologiske kampe, der kunne rase i det enkelte menneske. Den symbolistiske kunst kunne have en åbenbarende, anelsesfuld karakter, der måske kunne henvise det splittede individ i retning af en anden enhed - altså en kunst, der kunne skabe et glimt af en ny form for sammenhæng. Symbolismen er på denne måde en form for metafysik. Sjælens sammenhæng med naturen opfattes af digteren, og han fornemmer altings sammenhæng. Helt grundlæggende rummede Symbolismen en trang til at skabe sammenhæng mellem kunsten og kunstnerens liv. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud).

Baggrunden for Symbolismen

Hvad er Symbolismens rødder?

Charles Baudelaire. Årstal ukendt. Foto: Polfoto
Charles Baudelaire. Årstal ukendt.
Foto: Polfoto

Symbolismens rødder, der frem for alt er litterære, kan spores tilbage til den franske digter Charles Baudelaire (1821-67) og hans digtsamling “Les Fleurs du Mal” (på dansk først som “Helvedesblomster” fra 1857 siden som "Syndens Blomster" fra 1963). Den symbolistiske måde at sanse og skrive på blev herefter videreudviklet af de franske digtere Mallarmé og Verlaine gennem 1860’erne og 1870’erne. I 1880’erne blev de symbolistiske idéer slagkraftigt formuleret i en række manifester og programskrifter, der tiltrak og opflammede en hel generation af unge digtere.

I den mest berømte af disse tekster blev Symbolismens principper slået fast af den græsk/franske digter Jean Moréas (1856-1910). I den franske avis “Le Figaro” offentliggjorde han således et symbolistisk manifest i 1886, hvor han proklamerede, at symbolister var fjendtligt indstillet over for “ligefremme betydninger, deklamationer, falsk sentimentalitet og prosaiske beskrivelser”. Flere af disse nye franske poeter blev introduceret til det danske publikum af Johannes Jørgensen i det kortlivede - men betydningsfulde - tidsskrift “Tårnet”, som han udgav i perioden 1893-94.

Hvad er Symbolismens relation til Naturalismen og Romantikken?

Symbolismen voksede frem som en form for oprørsbevægelse mod Naturalismen, der var perioden, der lå umiddelbart forud. Mens man i Naturalismen søgte at indfange den fysiske omverden i kunsten, så dyrkede symbolisterne drømmen, fantasien og spiritualiteten. Væsentligt i Symbolismen er det altså, at man her søger at gengive en oplevelse - ikke at efterligne den, som man gjorde i Naturalismen. Den kunstneriske følelse er i centrum. De symbolistiske kunstnere havde således fokus på det, der ikke kunne måles og vejes - som man typisk gjorde i Naturalismen - men som skulle fornemmes med den kunstneriske bevidsthed. De symbolistiske kunstnere erkendte, at visse samfundsændringer var indtruffet og ikke kunne spoles tilbage: Den moderne verden var kommet for at blive. Men de symbolistiske kunstnere var ikke interesserede i Naturalismens verden med dennes tilsyneladende kølige overfladiskhed og opskruede tempo. I stedet vendte de blikket indad og dyrkede rollen som kunstner og Kunsten med stor ‘K’. Dermed søgte symbolisterne tilbage til en række idéer og forestillinger, der var centrale i Romantikken - den dominerende ideologiske og kunstneriske strømning fra 1800-tallets start - og de kan derfor kaldes ‘romantikere i en moderne verden’. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken).

Vigtige elementer i Symbolismen

Hvilken rolle spillede kunstneren i Symbolismen?

I Symbolismen spillede kunstneren rollen som outsider i forhold til det øvrige samfund, men - i egne øjne - en guddommelig outsider med mystiske og fantastiske kræfter. I bogen “Sjælebilleder” (se kilder) beskrives Symbolismens særlige syn på kunstneren: “Kunstneren blev derfor som i Romantikken en særlig udvalgt, en profet, der ved at distancere sig fra den materielle verden, og i sin yderste konsekvens vende verden ryggen og gå i kloster, kunne dyrke sine sanser og syner”. Kunstneren dyrkes - og dyrker sig selv - som en visionær, en seer, der i glimt kan opnå en særlig, anelsesfuld indsigt i en skjult sammenhæng. Det glade budskab kan så gennem kunstnerens produktioner formidles videre til de tonedøve indbyggere i den moderne verden.

Hvordan var kunstnerens forhold til samfundets dominerende klasser?

I Symbolismen ses kunstneren som et helt særligt individ, der står uden for samfundet og kan fornemme og forstærke sammenhænge, der ikke kan registreres af resten af verden.

Dette syn på kunstneren og hans kunst deler Symbolismen med Romantikken fra starten af 1800-tallet. Der er dog en væsentlig forskel. I Romantikken var kunstnerens vigtigste publikum - og marked - borgerskabet, der stormede fremad i den første del af 1800-tallet. Kunstneren satte ord på tanker og idéer, der var vigtige for tidens borgerskab, eksempelvis på forestillinger om nationen og den nationale historie. I Symbolismen - små hundrede år senere - var borgerskabets værdier altdominerende, og det havde derfor ikke længere brug for kunstneren som talerør for dets værdier. Man kan sige, at kunstneren blev ‘fyret’ af det pengestærke borgerskab, der ikke længere havde brug for kunstnerens kunst. Men udviklingen gik begge veje. I takt med, at kunstneren i stigende grad vendte blikket bort fra borgerskabets håndgribelige verden og bevidst fokuserede på vanskeligt tilgængelige områder, fyrer kunstneren i ligeså høj grad sit pengestærke publikum. Kunstneren producerer nu primært for sig selv og for kunstens egen skyld. Han tænker ikke længere på, om et eventuelt publikum vil forstå hans kunst. Kun ligesindede “ånder” kan forstå og følge ham i himmelflugten.

(Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken

Hvilken rolle spillede religionen for Symbolismens kunstnere?

De allerfleste af Symbolismens kunstnere var religiøse, men det var en konfliktpræget religiøsitet. Symbolisterne tog generelt afstand fra Naturalismens verdensbillede - et verdensbillede, hvor virkeligheden var, hvad der kunne måles og vejes, og hvor kristendommen var sat under voldsom beskydning. For de symbolistiske kunstnere var ‘Det Moderne Gennembrud’ også blevet et sammenbrud af den gamle verdens idealer og værdier. Naturalismens altdominerende kodeks var videnskabelighed og trang til opgør med de snærende religiøse bånd. På den baggrund længtes symbolisterne efter åndelighed og sjælelig fordybelse. De opgav ofte at søge helhed og sammenhæng i den moderne verden og søgte i stedet indad og mod Kunsten: Mod en anden, spirituel helhed. Hvor naturalisterne følte sig begrænset af kristendommen, følte de efterfølgende symbolister sig begrænset af forgængernes åndløse tilgang til virkeligheden.

Symbolisterne havde et behov for, at verden skulle bestå af andet og mere, end hvad øjet kunne se.

(Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken

Hvilke forfattere var særligt toneangivende i Symbolismen?

Den franske digter Charles Baudelaire udtrykker Symbolismens behov for en verden, der rummer andet og mere, end hvad der umiddelbart kan opfattes med sanserne.

Symbolismen markerer dermed på mange måder en tilbagevenden til Romantikkens idealer. Men hvor Romantikken grundlæggende fandt poesien i ‘det gode, det sande og det skønne’, indoptager Symbolismen også storbyen og det hæslige som inspirationskilde. Et motto for Baudelaire var derfor: “Intet er så opflammende for den kunstneriske fantasi som et møde med hæsligheden”. I digtet forvandles virkeligheden til et symbol for den bagvedliggende åndelige virkelighed. De symbolistiske digtere brugte sproget på en ekspressiv, absurd og associerende måde for at forsøge at nå denne virkelighed. Nogle af de forfattere, som var særligt toneangivende i Symbolismen, var:

  • Charles Baudelaire: Den franske digter står som stamfader til den symbolistiske digtning.
  • Paul Verlaine: Den franske poet videreudvikler den symbolistiske æstetik.
  • Stéphane Mallarmé: Den franske digter og kunstkritiker formede en stor del af Symbolismen ved blandt andet at trække tunge veksler på den kunstneriske arv fra Baudelaire.
  • Arthur Rimbaud: Den franske digter blev med sin produktion og sin livsførelse indbegrebet af grænseoverskridende Symbolisme.

Hvilken særlig rolle spillede Arthur Rimbaud?

Udover den verdensfjerne og indadvendte kunstnertype spillede også den rebelske kunstner en vigtig rolle i Symbolismen: som oprører mod det kendte samfund og som opdagelsesrejsende i det ukendte. Denne kunstnertype blev legemliggjort i den unge, franske digter Arthur Rimbauds knaldperle af et forfatterskab. Hos Rimbaud smeltede liv og kunst sammen i en voldsom og konstant eksperimenterende rejse på kanten af samfundets kendte normer. Som bare 17-årig rejste Rimbaud, der allerede havde slået sit navn fast som en vilter, ofte chokerende og ubetinget intelligent figur og poetisk begavelse, til Paris, hvor han mødte en af de centrale symbolistiske digtere, Paul Verlaine. De indledte et stormfuldt kærlighedsforhold og levede et liv som digter-vagabonder på en heftig cocktail af hash, stærk spiritus og grænseoverskridende impulsivitet. De opskræmte her de parisiske litteraturcirkler, hvor især Rimbaud - med meget tarveligt tøj, langt, fedtet hår og arrogant, larmende opførsel - skabte opstandelse.

Deres forhold nåede en dramatisk kulmination, da Verlaine i et skænderi affyrede to skud mod Rimbaud, der dog slap med et lettere skudsår i hånden. Verlaine blev sendt to år i fængsel, og i mellemtiden færdiggjorde Rimbaud digtsamlingen “Une Saison en Enfer” (da. “En årstid i helvede” ) i 1873, der siden er blevet betegnet som skelsættende for Symbolismen. Da Verlaine blev løsladt, havde Rimbaud besluttet at holde op med at skrive. I stedet rejste den altid rastløse Rimbaud rundt i Europa - oftest til fods - og til en række fjerne kolonier. Her tjente han blandt andet en mindre formue som våbensmugler. I 1891 blev han imidlertid ramt af en alvorlig infektion, der tvang ham til at vende tilbage til Frankrig, hvor han døde senere samme år i en alder af 37 år. 

Hvilke billedkunstnere var særligt toneangivende i Symbolismen?

Frankrig, Holland og Belgien var hovedcentre i den symbolistiske malerkunst. En række kunstnere bevægede sig i 1880’erne væk fra Naturalismens dominerende kunstideal - Impressionismen - der havde søgt at gengive det sansede indtryk af virkeligheden. I stedet var det følelser, stemninger og eksistentielle spørgsmål, der nu var på dagsordenen. Disse kunstnere blev betegnet ‘post-impressionister’, og nogle af dem blev centrale for Symbolismens billedkunst. Generelt kan man sige, at de fortolkede og strukturerede det sete frem for at gengive det naturalistisk, og deres kunstneriske praksis pegede derfor frem mod Symbolismen. De symbolistiske kunstnere ville nemlig udtrykke en idé ved hjælp af symboler. De opfattede selve virkeligheden som et symbol på en anden, højere virkelighed. Formerne og farverne har altså en symbolsk betydning, eksempelvis har en genstand i et symbolistisk billede ikke nødvendigvis den farve, som den har i virkeligheden. Den har fået den farve, som kunstneren føler er den rigtige. Blandt de mest markante af denne strømnings kunstnere var:

  • Paul Cézanne (1839-1906): Den franske billedkunstner ville skabe noget fast og varigt af impressionismens til tider flygtige virkelighedsgengivelse og fremstillede derfor naturen ved hjælp af en række simple, uforanderlige, geometriske figurer som cylinderen, kuglen og keglen.
  • Vincent van Gogh: Den hollandske kunstner udviklede i Sydfrankrig sin personlige stil med lyse, klare farver og brede penselstrøg, hvor hans foretrukne motiver var landskaber, portrætter og interiører. Han solgte kun ét eneste billede i sit liv, men i eftertiden er han blevet anerkendt som en af de mest betydningsfulde kunstnere.
  • Paul Gaugain: Den franske kunstner var gift med danske Mette Gad og havde et stormfuldt venskab med van Gogh. Hans stil var kendetegnet af flader og enkle former, adskilt af kraftige konturer. Han brugte sine klare farver på en meget symbolistisk facon, hvilket vil sige, at de ikke umiddelbart har en forbindelse til den sansede virkelighed.
  • Edvard Munch: I sine malerier er den norske billedkunstner først og fremmest optaget af at sætte billeder på sit eget eksistentielle drama, sin angst, i temaer med kærlighed, frygt, død og melankoli. I 1883 malede han det berømte maleri “Skriget”, der siden hen er blevet et ikon for eksistentiel angst og i dag er gledet ind som et velkendt symbol i massekulturen.

Symbolismen i Danmark

Hvornår kom Symbolismen til Danmark?

Symbolismens bølger ramte Danmark i 1890’erne - altså ganske kort tid efter dens oprindelige udspring i Frankrig. Her blev en serie af strømningens vigtigste litterære personligheder introduceret og analyseret af journalisten, kunstkritikeren og digteren Johannes Jørgensen (1866-1956). I 1890’erne var Danmark således fuldt ud på højde med resten af Europa - landet tilhørte hermed den europæiske avantgarde. Dette var højst usædvanligt, idet Danmark historisk havde ligget i kølvandet på de store europæiske kulturstrømninger frem for selv at være med til at udstikke kursen.

Hvem tegnede den danske Symbolisme?

  • Sophus Claussen (1865-1931): Han skrev livskraftige og udfarende digte og romaner. Blandt de mest læste var romanen “Valfart” fra 1896 og digtsamlingen “Djævlerier” fra 1904. Claussen slog til sin store fortrydelse ikke igennem i sin samtid, og han blev først anerkendt af en række toneangivende digtere i det 20. århundrede, herunder af Karen Blixen.
  • Johannes Jørgensen: Han skrev digte i en mere melankolsk tone. Blandt de mest læste er samlingerne “Stemninger” fra 1892 og “Bekendelser” fra 1894. I det andet nummer af tidsskriftet “Taarnet” udsendte han en artikel ved navn “Symbolisme”, hvori han redegør for, hvad Symbolismen og dens livssyn indeholder. Teksten kritiserer Naturalismens videnskabelige virkelighedssyn og materialisme - denne verden betegnes som åndløs. I 1896 konverterede Jørgensen til den katolske kristendom.

Hvad var tidsskriftet “Taarnet”?

Det var de tre digtere og studenterkammerater Viggo Stuckenberg (1863-1905), Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, der med tidsskriftet “Taarnet”, der udkom første gang i 1893, slog Symbolismen fast i Danmark. I dette toneangivende tidsskrift præsenterede de deres egen lyrik samt oversættelser af franske digtere som Baudelaire, Verlaine, Mallermé og andre. Bladet fik sit navn efter det tårnværelse på Frederiksberg, hvor Jørgensen havde indrettet sit arbejdsværelse, og hvor “Taarnet” blev redigeret.

Hvordan forholder den danske Symbolisme sig til Georg Brandes og Naturalismen?

Johannes Jørgensen blev - især gennem sine skrifter i “Taarnet” - en form for bannerfører for Symbolismen i Danmark. Ikke ulig den rolle, som den danske litteraturkritiker Georg Brandes (1842-1927) havde spillet i relation til ‘Det Moderne Gennembrud’ godt tyve år tidligere. Disse to skikkelser tegner to forskellige sider af den danske litteraturhistorie: Naturalismen og Symbolisme. Derfor hedder det i bogen “Litterære ismer”: “Den danske Symbolisme [er] blevet betegnet som et generations- og faderopgør med Georg Brandes og 1870’ernes og 80’ernes realistiske digtning og livssyn”.

De to strømninger - Naturalismen og Symbolismen - er på mange måder hinandens modpoler, men i Danmark findes der også lighedspunkter mellem de to. Således afslutter Jørgensen sin skelsættende tekst om Symbolismen med at citere den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Nietzsche var nærmest Georg Brandes’ opfindelse, da det var ham, der oprindeligt opdagede tyskerens talent og introducerede ham til Danmark. Men i Nietzsches væsentlige digt “Midnatssangen” fandt Jørgensen altså også inspiration til sin egen tekst om Symbolismen. Således lader han den slutte fyndigt og med polemisk fynd ved at låne fra Nietzsches digt: “Verden er dyb. Kun flade Aander fatter det ikke”. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud).

Betydningen af Symbolismen for eftertiden

Hvilket forhold har Symbolismen til Modernismen i det 20. århundrede?

Symbolismen har haft stor betydning for Modernismen, der var en af det 20. århundredes væsentligste kulturelle strømninger. I mange litteraturhistoriske værker peges der på, at de litterære strømninger i 1900-tallet ikke kan forstås fuldt ud uden kendskab til Symbolismen.

Efter århundredeskiftet blev denne kunstretnings ideologi og æstetik hurtigt forladt - og til tider direkte forhadt. Den symbolske digters eksperimenteren, iscenesættelse af bevidsthedens symboler og digterens egen rolle og relation til omverdenen er imidlertid afgørende for det 20. århundredes mest skelsættende og livskraftige kulturretning: nemlig Modernismen. Her bliver Symbolismens kompromisløse, kunstneriske æstetik og livssyn en afgørende ingrediens i Modernismens kulturelle cocktail. Symbolismens væsentlige betydning for samtidens mennesker og eftertiden opsummeres af litteraturforskeren Bo Hakon Jørgensen på hjemmesiden www.adl.dk (se kilder): “Man skal derfor ikke mystificere den megen tale om sjæl, den er blot det provisoriske, prøvende udtryk for et moderne storbymenneskes både skræmte ubehag ved sine tab af tilhørsforhold til landlige rødder og samtidig euforien ved det nye kunstige livs muligheder. Kan man opfatte denne meta-holdning til kunsten i betegnelsen symbolisme som det bevidstgjorte symbol, har man en god indgang til det 20. århundredes Modernisme”. 

Hvilken rolle spiller Symbolismen for de efterfølgende kunstneriske strømninger?

Symbolismen havde ligeledes markant betydning for flere retninger i eftertidens billedkunst, hvilket især kan efterspores i Ekspressionismen og Surrealismen, der var to af de tidligste eksempler på det 20. århundredes Modernisme. I overgangen mellem det 19. århundredes Impressionisme og det 20. århundredes modernistiske kunstretninger var post-impressionisten Paul Cézanne en væsentlig brobygger. Ud over i litteraturen og i billedkunsten kunne Symbolismens betydning ligeledes spores i filmens verden. Mange tidlige film rummede ligeledes en stor portion symbolistisk billedsprog og temaer, det gælder ikke mindst i filmenes kulisser. Den filmiske Symbolisme var mest sejlivet i horrorgenren - således rummer den berømte danske instruktør Carl Th. Dreyers (1889-1968) film “Vampyr” fra 1932 klare symbolistiske elementer. 

Hvilken betydning har Johannes Jørgensen haft i det 20. århundrede?

Efter konverteringen til den katolske tro i 1896 gled Jørgensen ud at det litterære synsfelt i Danmark, hvorimod han i det katolske Sydeuropa blev en højt agtet forfatter. Jørgensen bosatte sig med tiden i Italien, og i de første årtier af 1900-tallet var han forfatter til en række højt respekterede og meget udbredte helgenbiografier. Blandt de vigtigste var biografien om “Den hellige Frans af Assisi” fra 1907. Det er en beåndet og samtidig videnskabelig solid udviklingshistorie, skrevet i et fornemt, gennemsigtig sprog. Dette var Jørgensens populæreste bog, og den udkom på så godt som alle europæiske sprog, inklusive grønlandsk, og i 1950 endda på japansk. Således blev han ikke så lidt af et koryfæ i de katolske lande, og han blev flere gange indstillet til Nobelprisen. På sine gamle dage flyttede han tilbage til fødebyen Svendborg, hvor han blev gjort til æresborger. Han blev også tidligere udnævnt til æresborger i den Norditalienske by Assisi.

Der er siden blevet spekuleret i, om han i katolicismens stærke religiøsitet fandt en form en enhed. En enhed i verden, som symbolisterne altså mente var forsvundet i den moderne verden, og som de søgte at genoprette. Kulturhistorikeren Henrik Wivel udtaler sig i artiklen “Litterær skat bliver nu åbent arkiv”, der blev bragt i Berlingske Tidende i 2006 (se kilder) om Johannes Jørgensens store betydning for eftertidens danske kunstnere: “Han var en hovedskikkelse i symbolismen og hans digtning har haft umådelig betydning for danske lyrikere i det 20. århundrede, både Heretica-folkene og 80’er-digterne”. 

Hvad har Symbolismen betydet for det 20. århundredes kunstnere?

Med karismatiske figurer som Baudelaire og - især - Rimbaud introduceres en kunstnerskikkelse, der med sin livsførelse og sit livssyn bliver en totemfigur og en uudtømmelig kilde til inspiration for generation efter generation af kunstnere i det 20. århundrede. Eksempelvis kan dele af den kompromisløse og grænseoverskridende Rimbaud-skikkelse ses hos den unge Bob Dylan i 1960’erne og 70’erne. Symbolismens æstetik generelt og Arthur Rimbaud i særdeleshed dyrkes også af de danske digtere, der i 1980’erne fik betegnelsen ‘de sorte romantikere’ anført af digtere som F. P. Jac og Michael Strunge. 1990’ernes ‘grunge-generationen’ - anført af Kurt Cobain - dyrkede ligeledes den rimbaud’ske kunstnerrolle uden kritik. I 1995 spillede Leonardo DiCaprio Arthur Rimbaud i filmen “Total Eclipse”. Også i fodboldens verden har den symbolistiske digter sat sine spor. Da den karismatiske franske stjernespiller Eric Cantona blev spurgt om sine forbilleder, svarede han “Arthur Rimbaud”. Den lyttende presse misforstod dog udtalelsen - sikkert på grund af Cantonas kraftige accent - og troede i stedet, at han havde nævnt den amerikanske actionfilmshelt “Rambo”. 

Hvad er betydningen af Symbolismen i Danmark i dag?

I artiklen “Hvorfor er Jørgensens (næsten) glemt?”, der blev brag i Jyllands-Posten i 2006 (se kilder), fortælles det, hvordan Symbolismens spirituelle og religiøse ånd stadig ringer kraftfuldt i en række nutidige forfatterskaber. Således beskæftiger to af vore dages største danske lyrikere Simon Grotrian og Søren Ulrik Thomsen sig - i modsætning til mange mainstream-forfattere - med forestillinger om Vorherre og med begreber som synd og nåde. Det træk hos de to forfattere mødes typisk af en overbærende hovedrysten fra litterære kredse, som det ligeledes var tilfældet med Johannes Jørgensen. Også i andre kunstarter i Danmark er Symbolismen markant til stede i dag - eksempelvis hos billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg. Hun omtales som ‘en af tidens hotteste samtidskunstnere’ og har i de seneste år modtaget et væld af priser og legater, blandt andet fra Statens Kunstfond. Til artiklen “Fantasien fortæller”, der blev bragt i Jyllands-Posten i 2006 (se kilder), udtaler hun: “Nogle retninger i kunsthistorien har indflydelse på mig. Det gælder Symbolismen, der gennemspiller de store temaer i tilværelsen: liv og død, identitet, seksualitet og kærlighed, som jeg forsøger at udtrykke i et nutidigt formsprog”. 

Kilder

Danske hjemmesider om Symbolismen

Her findes en lang række tekster af de mest markante danske forfattere siden 1100-tallet. Disse tekster kommenteres og perspektiveres gennem en bred vifte af artikler, skrevet af en række faglige specialister på området.
Omfattende - men overskuelig - gennemgang af Symbolismens vigtigste begreber og fænomener.
Glimrende og kortfattet indføring i de væsentligste epoker og -ismer i dansk litteratur - eksempelvis Symbolismen, Biedermeier-kulturen og Det Moderne Gennembrud.
Omfattende portal, der indeholder en stor mængde oplysninger om den aktuelle og historiske billedkunst. Samtidig findes der mange oplysninger om blandt andet film, arkitektur og design.
Beskrivelse af Symbolismen og en mængde afledte emner - blandt andet kunstnerens rolle igennem forskellige, historiske perioder.
Hjemmeside for Statens Museum for Kunst. Indeholder omtale af museets faste og løbende udstillinger - herunder symbolistisk kunst. Hjemmesiden rummer også en ordbog, hvor en lang række nøgleord er forklaret.
Omfattende, leksikalsk database, der indeholder mange opslag om Symbolismens strømninger og hovedpersoner.

Udenlandske sites om Symbolismen

Omfattende database, der blandt andet indeholder en videostream-version af udsendelsesrækken “The Western Tradition”, hvor en professor fra et anerkendt universitet i Californien opridser den vestlige verdens kulturhistorie.
Omfattende engelsksproget database, der rummer gode artikler om en lang række historiske perioder. Rummer blandt andet artikler om samfundet og filosofi i anden halvdel af 1800-tallet.

Avisartikler

Haugen, Jørgen:
Omvendelsen. Weekendavisen, 2007-01-05.
Rossel, Svend Holm:
Hvorfor er Jørgensen (næsten) glemt?, Jyllands-Posten, 2006-11-01.
Danneman, Henrik:
Litterær skat bliver nu åbent arkiv. Berlingske Tidende, 2006-05-13.
Knippel, Lars Ole:
Fantasiens fortæller. Jyllands-Posten, 2006-01-20.

Faglitteratur

Funder, Bent:
Dansk kulturhistorie. Systime, 2005.
Jessen, Kjeld B.:
Indsigt og udsyn. Systime, 2005.
Martinov, Niels:
Litterære ismer. Systime, 2004.
Lund, Jørn [red. m.fl.]:
Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Wivel, Henrik:
Den store stil. Fogtdals Forlag, 1995.
Hertel, Hans [ed]:
Verdens litteraturhistorie. Gyldendals Forlag, 1994.
Jørgensen, Bo Hakon:
Symbolismen - eller jegets orfiske forklaring. Odense Universitetsforlag, 1993.
Lund, Erik [red. m.fl.]:
De europæiske ideers historie. Gyldendals Forlag, 1962.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Symbolismen'