Symbolismen

Artikel type
faktalink
journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Main image
Kunstmuseet Aros holder pressekonference i anledning af den store Edvard Munch udstilling i 2012.
Kunstmuseet Aros holder pressekonference i anledning af den store Edvard Munch udstilling i 2012.
Foto: Kim Haugaard / Scanpix

Mens det 19. århundrede lakkede mod enden, gjorde symbolisterne oprør mod den moderne verdens benhårde indretning. Fabriksfløjtens regelmæssige tuden, der kommanderede endeløse menneskemasser på arbejde i industriens fabrikker, var blevet det moderne samfunds pulsslag og overdøvede efter deres mening det enkelte individs råb om individualisme og åndelighed. I den moderne verden, der tidligere i århundredet var blevet født med ‘Industrialiseringen’ og Naturalismen, var fokus entydigt rettet mod alt, der kunne måles og vejes og skabe profit. Den var - i symbolisternes øjne - blevet til et fængsel, hvor kolde relationer og umenneskelige forhold styrede alle dele af samfundet.

Disse mennesker arbejdede typisk inden for forskellige kunstneriske retninger, især som digtere og billedkunstnere. I den moderne verden hyldede man ‘det moderne gennembrud’, mens symbolisterne higede efter ‘et sjæleligt gennembrud’. De rettede en voldsom kritik mod den herskende samfundsorden, som de blandt andet beskyldte for at være blottet for fantasi, følelse, åndelighed og sans for individets indre verden.

Bevægelsens udspring og centrum lå hovedsagelig i Frankrig, men i 1890’erne var også en række skandinaviske kunstnere blandt bevægelsens bannerførere.

Introduktion til Symbolismen

Hvad er Symbolismen?

Symbolismen er en kulturstrømning, der var markant til stede i dele af den europæiske kultur op mod århundredeskiftet mellem det 19. og det 20. århundrede. Strømningen var især tydelig inden for denne periodes digtning og billedkunst. Blandt Symbolismens frontfigurer var de franske digtere Stéphane Mallarmé (1842-98), Paul Verlaine (1844-96) og Arthur Rimbaud (1854-91) og den franske maler Paul Gauguin (1848-1903), hollandske Vincent van Gogh (1852-1890) og norske Edvard Munch (1863-1944). Fra det toneangivende Frankrig blev Symbolismen fra cirka 1890 spredt til resten af Europa.

I Symbolismen bliver den ydre, fysiske virkelighed gjort til et symbol på en bagvedliggende virkelighed, som kunstneren gennem lyrik eller billeder kan udtrykke sin indsigt i. Dette sker gennem en såkaldt ‘ren kunst’, hvor form og betydning smeltes sammen til en syntese, der betegnes et symbol. Ikke ved at opfinde historier om den konkrete virkelighed, men ved at videregive kunstneriske stemninger og følelser. Med Symbolismen sker der således en forskydning af fokus: væk fra den genkendelige, håndgribelige verden og hen imod den indre, sjælelige verden.

De symbolistiske kunstnere dyrkede splittelsen frem for sammenhængen - de havde fokus på det mislykkede forhold mellem dem selv som kunstnere og den moderne verden, der flintrede forbi. Kunsten var ikke møntet på at vinde genklang hos brede samfundslag af borgere. Samfundsudviklingen havde derimod skabt et skel mellem kunstner og borger.

De symbolistiske kunstnere havde ligeledes stor fokus på en anden splittelse, nemlig den enkeltes indre splittelse - altså på de voldsomme psykologiske kampe, der kunne rase i det enkelte menneske. Den symbolistiske kunst kunne have en åbenbarende, anelsesfuld karakter, der måske kunne henvise det splittede individ i retning af en anden enhed - altså en kunst, der kunne skabe et glimt af en ny form for sammenhæng. Symbolismen er på denne måde en form for metafysik. Sjælens sammenhæng med naturen opfattes af digteren, og han fornemmer altings sammenhæng. Helt grundlæggende rummede Symbolismen en trang til at skabe sammenhæng mellem kunsten og kunstnerens liv. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud).

Baggrunden for Symbolismen

Hvad er Symbolismens rødder?

Charles Baudelaire. Årstal ukendt. Foto: Polfoto
Charles Baudelaire. Årstal ukendt.
Foto: Polfoto

Symbolismens rødder, der frem for alt er litterære, kan spores tilbage til den franske digter Charles Baudelaire (1821-67) og hans digtsamling “Les Fleurs du Mal” (på dansk først som “Helvedesblomster” fra 1857 siden som "Syndens Blomster" fra 1963). Den symbolistiske måde at sanse og skrive på blev herefter videreudviklet af de franske digtere Mallarmé og Verlaine gennem 1860’erne og 1870’erne. I 1880’erne blev de symbolistiske idéer slagkraftigt formuleret i en række manifester og programskrifter, der tiltrak og opflammede en hel generation af unge digtere.

I den mest berømte af disse tekster blev Symbolismens principper slået fast af den græsk/franske digter Jean Moréas (1856-1910). I den franske avis “Le Figaro” offentliggjorde han således et symbolistisk manifest i 1886, hvor han proklamerede, at symbolister var fjendtligt indstillet over for “ligefremme betydninger, deklamationer, falsk sentimentalitet og prosaiske beskrivelser”. Flere af disse nye franske poeter blev introduceret til det danske publikum af Johannes Jørgensen i det kortlivede - men betydningsfulde - tidsskrift “Tårnet”, som han udgav i perioden 1893-94.

Hvad er Symbolismens relation til Naturalismen og Romantikken?

Symbolismen voksede frem som en form for oprørsbevægelse mod Naturalismen, der var perioden, der lå umiddelbart forud. Mens man i Naturalismen søgte at indfange den fysiske omverden i kunsten, så dyrkede symbolisterne drømmen, fantasien og spiritualiteten. Væsentligt i Symbolismen er det altså, at man her søger at gengive en oplevelse - ikke at efterligne den, som man gjorde i Naturalismen. Den kunstneriske følelse er i centrum. De symbolistiske kunstnere havde således fokus på det, der ikke kunne måles og vejes - som man typisk gjorde i Naturalismen - men som skulle fornemmes med den kunstneriske bevidsthed. De symbolistiske kunstnere erkendte, at visse samfundsændringer var indtruffet og ikke kunne spoles tilbage: Den moderne verden var kommet for at blive. Men de symbolistiske kunstnere var ikke interesserede i Naturalismens verden med dennes tilsyneladende kølige overfladiskhed og opskruede tempo. I stedet vendte de blikket indad og dyrkede rollen som kunstner og Kunsten med stor ‘K’. Dermed søgte symbolisterne tilbage til en række idéer og forestillinger, der var centrale i Romantikken - den dominerende ideologiske og kunstneriske strømning fra 1800-tallets start - og de kan derfor kaldes ‘romantikere i en moderne verden’. (Se endvidere Faktalinket om Naturalismen og Det Moderne Gennembrud samt om Romantikken).