Stand-up

Artikel type
faktalink
cand.mag. Espen Fyhrie, iBureauet/Dagbladet Information. Marts 2013
Main image
Stand-up komikeren Anders "Anden" Matthesen.
Stand-up komikeren Anders "Anden" Matthesen.
Foto: Kenneth Havgaard / Scanpix

I dag ved ethvert barn nærmest, hvad stand-up comedy er. De store one-man shows rundt om i landet udsælger hele koncerthuse og teatre, og der er stand-up-programmer på tv de fleste aftener om ugen. Men sådan har det selvfølgelig ikke altid været, og den danske tradition for stand-up er faktisk yngre, end man kunne tro. Men samtidig bygger det stand-up, vi i dag kender, på en ældgammel tradition for underholdning, der er blevet fornyet og revideret op gennem historien, og som fandt sin nuværende form i udlandet i midten af sidste århundrede. Denne artikel giver et indblik i historien bag dansk stand-up, bag de forskellig inspirationer, genren bygger på, og fortæller om de temaer, som er vigtige for dansk stand-up i dag.

 

 

Baggrund for stand-up

 

Hvad betyder “stand-up comedy”?

Navnet stand-up comedy dækker over en form for humoristisk optræden, som foregår live og uden nævneværdige remedier, kostumer og scenografi, sådan som man ville finde det i teatret, og altid i monologform, det vil sige fremført af en enkelt komiker. Navnet er ikke, som man kunne tro, en henvisning til, at det foregår stående – det er normen, men ikke mere norm end i revy og på teater, og man kan også se komikere sidde ned i deres shows. Det er derimod afledt af udtrykket to be stand-up, som betyder at være en standhaftig, modstandsdygtig og principfast person, en som man ikke uden videre kan hyle ud af den. Og det er netop alfa og omega for disse komikere at kunne holde masken og ikke lade sig tyrannisere af publikum eller forvirre af omgivelserne.

I dansk stand-up comedys tidlige år benyttede man ofte blot udtrykket ”stand-up” om genren, men i de senere år er det blevet mere almindeligt blot at referere til det som ”comedy”. Det kan godt være en smule forvirrende, men der er grundlæggende tale om samme genre og samme begreb.

Hvor stammer comedy-genren fra?

Som kulturelt fænomen har den morsomme underholder, der sætter sig selv på spil og risikerer latterliggørelse eller straf for at gøre grin med alt og alle, spillet en rolle gennem det meste af den historie, vi kender. Hofnarren var en særligt betroet rådgiver for middelalderens adelige og royale og kunne med sit skarpe vid vise andre sider af vigtige emner eller blot lette en trykket stemning. På samme måde havde pøblen de omrejsende barder at underholde sig ved. En barde var en skjald, der rejste fra by til by og levede af at underholde med viser om store sagn og eventyr, men også aktuelle politiske begivenheder. Helt tilbage i det før-klassiske Grækenland fandtes omrejsende skuespillere, der reciterede poesi eller opførte sketches, og dengang var morsomme skæmteballader og komedielignende fortællinger lige så højt værdsat som de episke digte af for eksempel Homer, som datiden i dag er berømmet for. Særligt populære var de voldsomt obskøne satyrstykker, der mest af alt bestod af grove, seksuelle jokes eller drikkeviser.

Hvordan blev den tidlige comedy-genre ’kørt ud på et sidespor’?

Omkring 1500-tallet blev store teaterforestillinger med mange skuespillere, rekvisitter og stort opsat scenografi mere almindelige. Disse byggede i højere grad på en tradition fra dukkespil, skyggeteater og det italienske commedia dell'arte, der mest af alt minder om det, vi i dag kender som pantomimeteater. Der var flere roller, og mimik, gestik og fysik blev meget vigtigt for fortællingen. Store teatre blev bygget, og langsomt gled rollen som solokomiker i baggrunden til fordel for den dramatiske oplevelse, man kunne få i særligt indrettede teatersale med plads til meget store menneskemængder – i Shakespeare's Globe Theatre fra 1599 i London kunne der være flere end 3.000 publikummer. Her opførtes både dramaer og komedier, og de nye muligheder, som dette medie gav, gjorde, at publikum til dels mistede interessen for den mere intime, morsomme monolog eller visesang. Disse udstyrsstykker kulminerede med 1700-tallets humoristiske operetter, en forløber for nutidens musical.

Fra komik til stand-up

 

Hvordan overlevede comedy-genren?

Rollen som skjald overlevede uden for byerne, blandt fattigfolk og almindelige folk på landet, hvor teater enten var en uopnåelig luksus eller ikke var tilgængeligt, da det kun lå i byerne. Her voksede den komiske tradition for at fortælle historier langsomt sammen med folkemusiktraditionen, og op gennem de næste århundreder trivedes skjalderollen i det mere ydmyge.

Mod slutningen af 1800-tallet havde det etablerede teater udviklet sig til en ”finere” kunstform for det bedre borgerskab, og komedien blev betragtet enten som en underlødig kunstform til dramaet, eller som en rå og upoleret diamant, der skulle poleres og forfines; et klassisk eksempel på dette er Oscar Wildes ”The importance of being Ernest”, en detaljerig forvekslingskomedie, fyldt med finurlige ordspil og sproglige nuancer.

Denne forfinelse medfødte især i Frankrig, USA og England en modreaktion, en fremvækst af såkaldte Vaudeviller og Music Halls; underholdningshuse der tilbød en mere folkelig og afvekslende underholdning i en uformel atmosfære. Ofte var det udvidede restauranter eller barer, der samtidig tilbød både sang, dans, akrobatik og sketches. Disse sang- eller sketchnumre var ofte humoristiske, gerne satiriske, og mindede om en moderniseret udgave af folkemusiktradition på landet, hvor humor blev brugt som en hjælp til at formidle og udlægge vigtige historier.

Hvordan opstod comedy-genren i USA?

Det, vi i dag kender som comedy, har sine rødder i en hovedsageligt amerikansk tradition. Mellem de enkelte sketches og musiknumre i vaudevilleforestillinger var det almindeligt, at garvede komikere blev hyret til at udfylde pausen med et lille potpourri af platte vitser, små historier og nu og da bare morsom løs snak. Det foregik ene mand foran teatergardinet og kom meget let til at foregå i direkte dialog med publikum. Denne type optræden blev kendt som in one – på egen hånd – og det var her, man første gang fandt på udtrykket Master of Ceremony, som er samme navn, som i forkortet udgave kom til at dække over rapperne på hiphop-scenen, MC's. Se hjemmesiden ”History of comedy” (se kilder) for detaljeret information, navne og årstal.

Disse MC's blev efterhånden en så stor attraktion ved disse forestillinger, at natklubber og barer begyndte at tilbyde shows udelukkende med komikere. Langsomt udviklede scenen sig gennem 1950'erne og 1960'erne til at rumme flere genrer, de traditionelle lumre, midaldrende mænd, der stod på scenen i dansehallerne med de letpåklædte damer og fortalte ”min kone forstår mig ikke”-vitser, gled i baggrunden, mens nye typer af klubber voksede frem.

Hvilke forskellige typer af comedy udviklede sig?

Nogle typer comedy henvendte sig til den højtuddannede middelklasse, andre særligt til de sorte, og et helt specielt segment målrettede sig direkte de kreative, kunstneriske miljøer i byer som San Francisco, Chicago og især New York. Her blev den politiske satire genfødt på små musikklubber, gerne blandet med samfundskritiske folk-sangere og poesioplæsninger. En særlig, hårdhudet form for comedy voksede frem her, hvor modstanden mod censur og kontrol i samfundet oftest blev ledsaget af et sprog, der på den tid var meget vulgært og provokerende.

Disse komikere kom meget ofte på kant med loven, og to af de mest indflydelsesrige fra denne scene, George Carlin og Lenny Bruce, blev selv flere gange anholdt og retsforfulgt for stødende sprogbrug. De er i dag blandt de navne, som flest komikere nævner som deres tidlige inspirationskilder, og deres stædige kamp for retten til at sige lige, hvad der passede dem på scenen, skabte en løssluppen stemning som den danske comedy-scene i 1990'erne har lært overordentlig meget af.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne blev komikerne i USA superstjerner; deres shows blev kæmpe timelange optrædener for tusindvis af mennesker, der blev optaget og vist på tv, hvis de da ikke brugte for vulgært sprog – hvis de gjorde, blev de solgt på video eller vist i biografer, og blev ofte endnu mere succesrige end deres pænere kolleger.

Hvilken betydning fik comedy-scenen for de sorte i USA?

I løbet af 1970’erne og 80’erne slog superstjerner som Richard Pryor, Eddie Murphy og Chris Rock igennem. De er alle kendt for at bande meget, men de er også fælles om en anden ting: De er sorte. Det var et andet gennembrud, som skete på comedy-scenen i 1970’erne; pludselig kunne en sort komiker optræde for et stort, hvidt middelklassepublikum. Mange filmeksperter tilskriver faktisk de sorte komikeres betydning værdi langt ind i film- og underholdningsindustrien. De store stjerner fra comedy-scenen blev nemlig ofte tilbudt filmroller, mange af dem med stor succes, og eftersom flere af de store stjerner var sorte, gjorde det, at Hollywood helt naturligt åbnede for, at helten i store mainstream-produktioner kunne være sort. Særligt Eddie Murphy har taget æren for at fremme denne udvikling, og flere af hans film fra 1980'erne er da også helt eller delvist videreførelser af hans stand-up-personlighed.