sanne søndergaard
Sanne Søndergaard. Kvindelig, feministisk stand-up komiker (2018).
Foto: Axel Schütt / Ritzau Scanpix

Stand-up

cand.mag. Espen Fyhrie, iBureauet/Dagbladet Information. Marts 2013. Opdateret af journalist Sune Navntoft, Bureauet, april 2019.
Top image group
sanne søndergaard
Sanne Søndergaard. Kvindelig, feministisk stand-up komiker (2018).
Foto: Axel Schütt / Ritzau Scanpix
Main image
Stand-up komikeren Anders "Anden" Matthesen.
Stand-up komikeren Anders "Anden" Matthesen.
Foto: Kenneth Havgaard / Scanpix

Indledning

Stand-up er ikke længere henvist til små, røgfyldte cafeer eller forbeholdt de få. Der afholdes i dag store one-man shows for udsolgte sale rundt om i landet, og komikere som Casper Christensen, Frank Hvam og Anders Matthesen har for længst kanaliseret stand-up-genren ud i danskernes stuer. Men sådan har det ikke altid været, og den danske stand-up-tradition er faktisk yngre, end man kunne tro. Men samtidig bygger det stand-up, vi i dag kender, på en ældgammel tradition for underholdning, der er blevet fornyet og revideret op gennem historien, og som fandt sin nuværende form i udlandet i midten af det seneste århundrede.

 

 

Artikel type
faktalink

Stand-up i et historisk perspektiv

Hvad er stand-up?

Stand-up, eller stand-up comedy, er en underholdningsform, hvor en komiker optræder alene uden nævneværdige remedier, såsom kostumer og scenografi, som det kendes fra teaterverdenen. Stand-up foregår live og er desuden kendetegnet ved sine mange monologer, hurtige replikker og skarpe vittigheder. Mange komikere tager udgangspunkt i sig selv og bruger flittigt selvironi som et humoristisk greb. Betegnelsen stand-up er ikke, som man kunne fristes til at tro, et udtryk for, at disciplinen skal udføres stående. Det er normen, men ikke mere end det også er inden for revy og teater. Det er derimod afledt af udtrykket ”to be stand-up”, som betyder at være standhaftig, modstandsdygtig og principfast – én man ikke kan bringe ud af fatning. Stand-up kan ses på cafeer, barer, kulturhuse og i store koncertsale, hvis en af de mest populære komikere skal optræde.

Hvor stammer stand-up-genren fra?

Som kulturelt fænomen er den morsomme underholder, der sætter sig selv på spil og risikerer latterliggørelse eller straf for at gøre grin med alt og alle, ikke nogen nyskabelse. Hofnarren var for eksempel en særligt betroet rådgiver for middelalderens adelige og royale. Han kunne med sine skarpe og humoristiske vendinger belyse andre sider af vigtige emner eller blot lette en trykket stemning. På samme måde havde pøblen de omrejsende barder at more sig over. En barde var en skjald, der rejste fra by til by og levede af at underholde med viser om store sagn og eventyr, men også aktuelle politiske begivenheder. Helt tilbage i det før-klassiske Grækenland fandtes omrejsende skuespillere, der reciterede poesi eller opførte sketches. Dengang var morsomme skæmteballader og komedielignende fortællinger lige så højt værdsat som for eksempel Homers episke digte, som stadig læses og studeres. Særligt populære var de obskøne satyrspil, der blandt andet var drevet af grove, seksuelle jokes eller drikkeviser.

Hvordan blev mistede den tidlige komik-genre sin popularitet?

I tiden omkring 1500-tallet blev store teaterforestillinger med mange skuespillere, rekvisitter og stort opsat scenografi mere almindelige. Disse byggede i højere grad på en tradition fra dukkespil, skyggeteater og det italienske commedia dell'arte, der mest af alt minder om det, vi i dag kender som pantomimeteater. Der var flere roller, og mimik, gestik og fysik blev meget vigtigt for fortællingen. Store teatre blev bygget, og langsomt gled rollen som solokomiker i baggrunden til fordel for den dramatiske oplevelse, man kunne få i særligt indrettede teatersale med plads til meget store menneskemængder – i Shakespeare's Globe Theatre fra 1599 i London kunne der være flere end 3.000 publikummer. Her opførtes både dramaer og komedier, og de nye muligheder, som dette medie gav, gjorde, at publikum til dels mistede interessen for den mere intime, morsomme monolog eller visesang. Disse udstyrsstykker kulminerede med 1700-tallets humoristiske operetter, en forløber for nutidens musical.

Hvordan overlevede comedy-genren?

Rollen som skjald overlevede uden for byerne, blandt fattigfolk og almindelige folk på landet, hvor teater enten var en uopnåelig luksus eller ikke var tilgængeligt, da det kun lå i byerne. Traditionen for at fortælle historier på komisk vis voksede langsomt sammen med folkemusiktraditionen, men op gennem de næste århundreder trivedes skjalderollen i det mere ydmyge.

Mod slutningen af 1800-tallet havde det etablerede teater udviklet sig til en ”finere” kunstform for det bedre borgerskab, og komedien blev betragtet enten som en underlødig kunstform til dramaet, eller som en rå og usleben diamant, der skulle poleres og forfines; et klassisk eksempel på dette er Oscar Wildes ”The importance of being Ernest” (se kilder), en detaljerig forvekslingskomedie, fyldt med finurlige ordspil og sproglige nuancer.

Denne forfinelse medfødte især i Frankrig, USA og England en opblomstring af underholdningshuse, såkaldte Vaudeviller og Music Halls, der tilbød en mere folkelig og afvekslende underholdning i en uformel atmosfære. Ofte var det udvidede restauranter eller barer, der samtidig tilbød både sang, dans, akrobatik og sketches. Disse sang- eller sketchnumre var ofte humoristiske, gerne satiriske, og mindede om en moderniseret udgave af folkemusiktradition på landet, hvor humor blev brugt som en måde at formidle og udlægge vigtige historier på.


Hvordan opstod stand-up-genren i USA?

Det, vi i dag kender som stand-up, har sine rødder i en hovedsageligt amerikansk tradition. Mellem de enkelte sketches og musiknumre i vaudevilleforestillinger var det almindeligt, at garvede komikere blev hyret til at udfylde pausen med et lille potpourri af vittigheder, små historier og morsom løs snak. Det foregik ene mand foran teatergardinet og kom meget let til at foregå i direkte dialog med publikum. Denne type optræden blev ifølge hjemmesiden ”History of comedy” (se kilder) kendt som ”in one” – på egen hånd – og det var her, man første gang fandt på udtrykket Master of Ceremony (MC’s), som i dag bruges om rappere på hiphop-scenen.

Disse MC's blev efterhånden en så stor attraktion, at natklubber og barer begyndte at tilbyde shows udelukkende med komikere. Langsomt udviklede scenen sig gennem 1950'erne og 1960'erne til at rumme flere genrer. De traditionelle lumre, midaldrende mænd, der stod på scenen i dansehallerne med de letpåklædte damer og fortalte ”min kone forstår mig ikke”-vitser, gled i baggrunden, mens nye typer af klubber voksede frem.

Hvilke stand-up-genrer fandtes der?

Nogle typer stand-up henvendte sig til den højtuddannede middelklasse, andre særligt til de sorte, og et helt specielt segment var direkte målrettet de kreative, kunstneriske miljøer i byer som San Francisco, Chicago og især New York. Her blev den politiske satire genfødt på små musikklubber, ofte blandet med samfundskritiske folk-sangere og poesioplæsninger. En særlig form for stand-up voksede frem i miljøer, hvor modstanden mod censur og kontrol i samfundet herskede. Denne type stand-up var blandt andet kendetegnet ved et sprog, der på den tid var meget provokerende.

Disse komikere kom meget ofte på kant med loven, og to af de mest indflydelsesrige fra denne scene, George Carlin og Lenny Bruce, blev flere gange anholdt og retsforfulgt for stødende sprogbrug. De tjener dog, takket være deres stædige kamp for retten til at sige lige, hvad der passede dem på scenen, stadig som inspirationskilder for komikere i dag. Denne evne til at skabe en løssluppen stemning spredte sig til den danske stand-up-scene op gennem 1990'erne.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne blev komikerne i USA superstjerner; de optrådte for tusindvis af mennesker, deres shows varede i flere timer og blev optaget og vist på tv, hvis sproget ikke var for voldsomt. Hvis showet ikke blev vist, blev det ofte solgt på video eller vist i biografer, hvilket kunne gøre det endnu mere populært.

Hvilken betydning fik comedy-scenen for de sorte i USA?

I løbet af 1970’erne og 80’erne slog superstjerner som Richard Pryor, Eddie Murphy og Chris Rock igennem. De er alle kendt for at bande meget, men de har også en anden ting til fælles: De er sorte. Det betød, at sorte komikere nu kunne optræde for et stort, hvidt middelklassepublikum. Mange filmeksperter tilskriver faktisk de sorte komikere en betydning, der rækker langt ind i film- og underholdningsindustrien. De store stjerner fra stand-up-scenen blev nemlig ofte tilbudt filmroller – mange af dem med stor succes. Eftersom flere af de store stjerner var sorte, blev det mere almindeligt, at helten i store mainstream-produktioner kunne være sort. Særligt Eddie Murphy er blevet kendt for at bidrage til denne udvikling, og flere af hans film fra 1980'erne trækker tydelige tråde til hans stand-up-personlighed.

Stand-up kommer til Danmark

Hvordan blev kimen til stand-up i Danmark lagt?

Den danske vaudevillescene i begyndelsen af 1800-tallet var i høj grad en scene for stramt koreograferede syngespil, og den var en stor inspiration for den senere revyscene, som fortsatte i samme spor. På den måde fik den folkelige komik et noget indstuderet præg. Men i begyndelsen af 1900-tallet blev revyen i højere grad opfattet som en umoderne og småborgerlig kunstform, der ikke formåede at drille eller satirisere væsentligt. Det ændrede sig dog med en gruppe modernistiske forfattere, der genfortolkede revyen og skabte noget, der i langt højere grad så tilbage mod den lidt glemte komiske monologform.

I spartanske omgivelser, med et minimum af kostumer og rekvisitter skabtes en talerstol, hvor satiriske sange afløstes af simple monologer eller humoristiske sketches med flere roller; meget lig den revyform, vi kender i dag. Særligt i mellemkrigsårene gik denne nye revy sin sejrsgang, og tekstforfattere som Poul Henningsen og Otto Gelsted, der begge kom fra den øverste kunstneriske elite, blev landskendte. Det hjalp også, at radioen på dette tidspunkt blev udbredt over hele landet. Her passede det humoristiske, minimalistiske format som de let vovede, men aldrig upassende revyviser havde, ideelt, og mange af tidens største hits med sangerinder som Liva Weel og Elga Olga var oprindeligt uddrag fra revyer ifølge ”Danmark – Revy” i Den Store Danske (se kilder).

Hvordan udviklede den nye revyform sig i retning af moderne stand-up?

Genopdagelsen af den monologbaserede komik betød blandt andet, at revyen i højere grad end tidligere blev accepteret i samfundet; pludselig var der en dramatisk kunstform, som henvendte sig til både den fattige landbefolkning og det bedre borgerskab på samme tid. Denne effekt blev særligt vigtig under besættelsen 1940-45, hvor revyen for alvor blev en samlende kraft for både høj og lav, og hvor den stærkt censurerede samfundskritik kunne titte forsigtigt frem.

Efter krigen gjorde tv'ets udbredelse, og den følgende mulighed for at inkludere mimik, at også de rent talte sketches blev populære som masseunderholdning. Anført af revydirektør Stig Lommer optrådte revyskuespillere som Dirch Passer, Kjeld Petersen og Jørgen Ryg med regulære stand-up-lignende monologer, der efterfølgende gjorde dem til film- og teaterstjerner. Denne tradition blev videreført i shows med humorgrupper som Linje3, Søs og Kirsten og mere musikalske enmandsshows med blandet andet Amin Jensen og Niels Hausgaard.

Hvordan opstod den danske stand-up-scene?

Hvad den danske stand-up-scene er udsprunget af, hvem pionererne var, og hvornår det fandt sted, kan placeres ganske præcist. På natklubben DIN's i Lille Kannikestræde i København begyndte man i slutningen af 1980’erne at afholde såkaldte open mic-aftener, hvor unge komiker-talenter kunne møde op og prøve deres materiale af på publikum. Ideen var fostret af en ung komiker fra Birkerød, der selv havde oplevet stand-up på den amerikanske klubscene under sin tid som udvekslingsstudent på en high school. Den unge mand hed Casper Christensen.

Nogle af de første navne, der slog igennem her, fik derefter lov til at optræde under eget navn med større shows, og da det viste sig at være en succes, spredte ideen sig langsomt til andre klubber, både i København og provinsen. DIN's tidlige scene lagde således gulv til en lang række af nutidens etablerede danske komikere, skuespillere og radio-/tv-værter som for eksempel Anders Matthesen, Jan Gintberg, Mette Lisby og Lars Hjortshøj.

Hvad karakteriserede de første danske stand up-stjerner?

Fælles for de unge komikere var en lyst til at gentænke hele metoden bag komikken. De eksisterende formater føltes støvede og kedsommelige blandt de unge; revy tilhørte deres bedsteforældres generation og tv-underholdning, og de danske folkekomedier var noget, deres forældre grinede af. Der manglede noget frisk blod, og et uformelt, mere direkte og løssluppent forum, hvor tabuer om emner som sex og stoffer ikke snærede, og hvor man som tilskuer følte sig i øjenhøjde med komikeren. De var drevet af at tale direkte til unge menneskers tanker og følelser uden at moralisere.

Det folkelige gennembrud

Hvordan fik stand up-genren bredere udbredelse i Danmark?


Det var Casper Christensen, der som den første fangede de større mediers opmærksomhed. Hans første optræden på tv var alene på slap line i børneprogrammet ”Hvaffor' en hånd”, DR i 1991, men hans komiske gennembrud, og dermed det, der banede vejen for de danske stand-up komikeres succes på tv, var i ungdomsprogrammet ”Transit” året efter. Her optrådte han med indslaget ”Den harme linje”, i hvilket seerne kunne ringe op og beklage sig over et emne, hvorefter de modtog et regulært møgfald fra Casper. Dette introducerede et bredt udsnit af de unge for noget af den vildskab og grovhed, som stand-up-scenen også var drevet af.

Det stod hurtigt klart for medierne, at den måde, de unge komikere talte til publikum på og tænkte i morsomheder på, var en guldåre. Vejen til folkelige underholdningsprogrammer, som henvendte sig til en større del af befolkningen var således banet. Hvis det kunne lykkes at få barberet nogle af de frække ord og fornærmende vendinger væk, så de ældre publikummer ikke følte sig stødt, kunne man skabe en bro mellem unge og gamle, hvis tv- og radiovaner i stigende grad havde bevæget sig i hver sin retning op gennem 1970'erne og 1980'erne.

Svaret hed igen Casper Christensen, men denne gang var han i selskab med en anden af de dengang håbefulde unge komikere, Lars Hjortshøj. DR havde købt det engelske underholdningskoncept ”Husk Lige Tandbørsten”, og her blev Casper Christensen lanceret som den kække, folkelige vært med de rappe replikker. I virkeligheden var meget af showet skrevet og instrueret i forvejen af Christensen og Hjortshøj, præcis som en traditionel stand-up forestilling, og under showet havde Christensen og Hjortshøj en mikrofon i øret til at få hvisket ekstra morsomheder og holde styr på forløbet. Valget blev dog også mødt med en del kritik. Som Jarl Friis-Mikkelsen udtaler til Information i artiklen ”Humor til tiden” af Sven Johannesen (se kilder): ”Mange i DR syntes ikke, stand-up var noget at byde på. Det var for smalt og for snævert og for hårdt og brutalt og ironisk. Man mente, det var for TV3-agtigt. Men da Husk Lige Tandbørsten blev en succes, ændrede folk holdning.”
 

Casper Christen på slap line i ungdomsprogrammet ”Transit” fra 1992.

 

Hvilken forskel var der på stand-up’ernes optræden på scenerne og i tv?

Selvom der op gennem 1990'erne kom flere komikere på tv, og kanaler som TV3 og ZTV også havde regulær stand-up på programmet, så var der stadig forskel på det, komikerne optrådte med på de små natklubscener rundt om i landet, og det, der blev vist på tv. Hvor sidstnævnte var regulær familieunderholdning med et lille twist, eller som med radio- og tv-programmer som Safari, Timm & Gordon og Tæskeholdet en fortolkning af andre mere klassiske programtyper, så havde den regulære scenebårne stand-up med sin spontanitet og intimitet ikke fat i den brede befolkning. Flere kendte komikere optrådte markant anderledes i medierne, end når de stod på scenen, og det bekræftede både komikere og publikum i, at scenekomikken var et rum for de unge, hvor der i høj grad blev talt om sex og druk, mens tv-komik var familieorienteret og mindre intuitivt.

Hvordan blev stand-up introduceret på tv?

Omkring årtusindskiftet skete der nogle ting, der gav stand-up-genren, eller snarere comedy-genren, plads på tv.

Danmarks Radio havde i 1996 oprettet tv-kanalen DR2, der var målrettet et blandet segment af yngre og ældre seere, men med den gennemgående idé at rette sig mod ”det smalle”. Her kom comedy ind i billedet. I 1999 hyrede kanalen duoen Christensen og Hjortshøj til at lave et nyt programkoncept, der skulle være så frit, kaotisk og uortodokst som muligt. De hentede to andre unge komikere, Lasse Rimmer og Frank Hvam, med ind, og resultatet blev Casper & Mandrilaftalen.

Her så man for første gang en form for tv, der kunne viderebringe den vildskab og sproglige legelyst, man kendte fra stand-up-scenen. Samtidig resulterede programmets bevidst billige og umiddelbare præmis, med dets spartanske scenografi og skuespil fyldt med fejl, i masser af kaotiske scener. For mange var dette et frisk pust på tv, og det var – skønt de enkelte sketches ikke havde meget at gøre med stand-up som sådan – et indblik i, hvilket miljø der havde formet de komikere, som var ved at blive landskendte fra diverse underholdningsprogrammerne på tv.

Hvordan spredte comedy sig fra DR2 til andre kanaler?

Som modsvar på DR2, og for at lokke yngre seere fra de kommercielle kanaler, oprettede TV2 i år 2000 kanalen TV2 Zulu. En af ambitionerne var fra begyndelsen at sætte fokus på sjov og ballade, hvilket blandet andet betød, at de ville satse stærkt på comedy-genren. Et af virkemidlerne, som den nye kanalchef Palle Strøm satsede på var at vise filmede stand-up-shows på tv, og at lancere reality-programmer, hvor unge komikere kunne kæmpe mod hinanden om en plads i mediernes spotlight. Derudover viste man store amerikanske stand-up-shows, man gav komikere lov til at skrive tv-serier, som for eksempel Langt fra Las Vegas, og man arrangerede sågar award-showet ZULU Comedy Galla, som stadig bliver afholdt.

ZULU Comedy Galla 2017.
 

Stand-up i dag

Hvad kendetegner en komiker som Anders ”Anden” Matthesen?

En af de komikere, der først fik et gennembrud med stand-up foran et stort publikum, var komikeren Anders Matthesen, også kendt som Anden. Han havde gjort sig bemærket med stand-up allerede tidligt i 1990’erne, hvor han blandt andet blev nummer to ved DM i stand-up i 1993 med det, der ifølge ham selv var hans første optræden nogensinde. Op gennem 1990’erne kørte han som mange andre komikere to sideløbende karrierer, den ene som omrejsende komiker på stand-up klubber, den anden i medierne, hvor han især gjorde sig bemærket som vært og tekstforfatter på DR P3's kaotiske børneprogram ”Børneradio”.

Hans sceneoptrædener blev løbende mere personlige, og han tog mere seriøse emner op og forsøgte at stille åbne spørgsmål til sit publikum. Han forsøgte sig også med særlige redaktionelle dogmer; i sit niårs jubilæumsshow fra 2002 forsøgte han at inkorporere nogle af de ældste og mest håbløse jokes, han havde haft på repertoiret, og i hans store succes ”Tal for dig selv” fra 2004 delte han simpelthen showet op i to halvdele: den positive, fremsynede del af sig selv, og den bitre, negative del, der hver behandlede de samme emner. I forbindelse med sin måde at gribe ”Tal for dig selv” an på udtalte han i Søren Dal Rasmussens artikel ”Da Anden blev til Anders” i Fagbladet 3F (se kilder): ”Nu synes jeg, det er sjovere at tænke fremad og tænke over, hvad jeg kan blive. Så jeg har haft et behov for at vende tingene lidt på hovedet og finde ud af, om alt nu er, som det skal være.”

Successen med ”Tal for selv” var dog ikke det eneste Anders Matthesen kunne glæde sig over i 2004. Hans animationsfilm Terkel i knibe blev nemlig også et kæmpe, som blandt andet fik ros i Ebbe Iversens anmeldelse ”Rystende grov og sjov” i Berlingske (se kilder). I 2018 gav var han igen klar med en animationsfilm – denne gang med titlen Ternet Ninja, som ifølge Bo Poulsens artikel ”Ternet Ninja slår slagsrekord: Anders Matthesen arbejder på opfølger” i BT er den bedst sælgende danske animationsfilm nogensinde (se kilder). Matthesen sluttede desuden 2018 af med sit store 25-års jubilæumsshow i Royal Arena og Jyske Bank Boksen til store roser fra blandt andet Ekstrabladet i Henrik Queitschs artikel ”Andens jubilæumsshow: Ren Triumf i Royal Arena (se kilder).
 

Klip fra Andens 25-års jubilæumsshow.

Hvordan ser comedy-genren i Danmark ud i dag?

I dag har comedy i Danmark et meget bredt publikum, og komikerne vælger helt bevidst deres målgruppe. Decideret stand-up er derfor kun en del af comedy-genren. Flere midaldrende komikere som Carsten Bang, Frank Hvam og Jan Gintberg er blevet modne med deres publikum, og deres shows omhandler nu emner som familieliv, det at blive voksen og føle sig kedelig, arbejdsliv og politik. Samtidig er nye unge komikere som Simon Talbot og Elias Ehlers kommet til, og de joker flittigt om druk- og skiture og forskellene på kvinder og mænd.

Der er dog nogle, der mener, at stand-up er blevet en slidt genre, og at den massive tv-tid truer med at ødelægge de unge komikeres forhold til deres arbejde. Det synspunkt giver forfatteren Hans Flemming Kragh udtryk for i artiklen ”Dansk stand-up er ved at sejre sig ihjel” i Politiken (se kilder) med ordene ”Det er helt utroligt så pointeløse, de er. I gamle dage havde de en svirpende pointe, men nu er det bare overfladisk skæg. Det er en genre, der er ved at dø.”

Hvordan er politisk satire blevet en del af dansk comedy?

I revykomikkens dage var der ofte fokus på politisk satire, og den type satire har også været udbredt i satire- og underholdningsprogrammer på tv og i radio siden – ofte med kendte stand-up-komikere som værter. Men politik har ikke altid været udbredt i dansk comedy. I de senere år har enkelte navne dog taget mere seriøse emner med på på scenen. Det gælder blandt andet den egyptiskfødte komiker Omar Marzouk. Han har med sin muslimske baggrund i en tid med en meget aktiv dansk debat om religion og udlændinge kunnet indtage en central rolle, forankret i både indvandrermiljøet og det comedy-miljø, der på godt og ondt er meget domineret af hvide middelklassedanskere. Hans stil er sjældent provokerende, men snarere nysgerrig. Han har dog haft store problemer med at få tv-stationen SBS til at vise sin satireserie Cellen om en gruppe inkompetente terroristaspiranter i en dansk celle af et internationalt muslimsk terrornetværk, som det fremgår af Bjarke Hansens artikel ”SBS-TV skrotter Omar Marzouks serie” på TV2.dk (se kilder).

Hvilken rolle spiller kvinder på den danske comedy-scene?

Det er ikke et tilfælde, at man i dag taler om one man shows – kvinder i comedy, og ikke mindst i dansk comedy, er påfaldende få. Meget sigende for det generelle indtryk af comedy-genren valgte ugebladet Billed Bladet i en reportage fra Zulu Comedy Galla 2011 overskriften ”Smukke kvinder og sjove mænd til fest” (se kilder). I den formulering ligger det underforstået, at kvinder ikke er lige så sjove som mænd, og at de til et gallashow bedst egner sig som pyntegenstande.

Der er imidlertid kvinder i dansk comedy, og de har været der længe.

Mette Lisby var som nævnt en af de allerførste på den danske comedy-scene. Siden har Linda P, der slog igennem med sketchshowet Winnie og Karina i midten af 00'erne, markeret sig med succes – også med liveoptrædener som stand-up’er.
Ellers har danske kvinders optræden med humor været centreret omkring teater og satireshows på tv og i radioen. Programmer som Emmas Dilemma, Normalerweize og Søs & Kirsten har høstet succes både blandt seere og anmeldere.
Også i de satireprogrammer, der ikke er specifikt skrevet og udført af kvinder, har kvinderne indtaget en prominent plads. De gjorde sig blandt andet bemærket i 1970'ernes ugerevyer som Uha Uha og Hov-hov og senere i kæmpe succeser som Det Brune Punktum.


 

Det Brune Punktum (Hella Joof, Parika Steen, Martin Brygmann og Peter Frödin) med deres hit ”Ud i det blå”.

 

Linda P. til ZULU Comedy Galla 2014.


Hvilken rolle har kvindelige komikere spillet internationalt?


I lande med en længere stand-up comedy-tradition har kvinder også haft en vis plads i mediebilledet: Joan Rivers, der i dag er mest kendt for sine mange plastikoperationer, regnes i USA for en af de mest indflydelsesrige komikere fra 1950'erne og 1960'erne, og i Storbritannien har kvinder som Joyce Greenfell, Carol Cleveland og Miranda Richardson været med til at forme den berømte engelske komik siden Anden Verdenskrig, både på scenen, på tv og på film. I Danmark var revyscenen i høj grad et rum for morsomme kvinder som Lisbeth Dahl, Judy Gringer, Lily Broberg og Helle Virkner; alle sammen kvinder, der tidligt i deres karrierer havde succes med revymonologer, og siden fik store karrierer som skuespillere på film og teater.

Hvordan har kvindernes placering på comedy-scenen udviklet sig?

I mange år har medierne at meldt ud, at nu er kvinderne her, og nu er de klar til at indtage comedy-scenen. Men resultatet er udeblevet. Dog er der grund til at tro, at de kvindelige komikere er på vej.

I løbet af de senere år har man i USA og Storbritannien oplevet, at det store gab mellem det ukendte undergrundsmiljø, hvor masser af kvindelige komikere trives og de store massemedier, hvor de største stjerner færdes, er blevet lukket. En stor gruppe kvindelige komikere er trådt frem i lyset med stor popularitet til følge. Som Annegrethe Rasmussen skriver i artiklen ”Kvinderne invaderer USA's stand-up-scene” i Information (se kilder), har blandt andre Sarah Silverman fra New York markeret sig som sin generations måske mest populære komiker i USA, og på tv har store navne fra comedy-scenen som Tina Fey og Chelsea Handler stor succes med flere forskellige serier. Tidens mest sete talkshow er Ellen DeGeneres' uortodokse og let kaotiske show, bare kaldet ”Ellen”. Det virker altså, som om kvinder faktisk er ved at få en naturlig og varig plads i engelsksproget stand-up.

Hvor kan man se stand-up?

Man kan se stand-up mange steder i Danmark. Ofte finder arrangementerne sted på cafeer, i klubber, kulturhuse eller på store spillesteder, hvis der er publikum til det. Derudover arrangerer flere cafeer såkaldte open mike-aftener, hvor uprøvede amatører og unge talenter kan prøve deres show af foran et publikum. Det er ikke altid de samme steder, der udbyder stand-up, men Comedy Zoo i København K er dedikeret til stand-up hele året rundt. De afholder både store og små shows – ofte flere på en aften. Og så afholder de open mike-arrangementer flere gange om ugen.

Baggrundskilder

Originalkilder

Casper Christensen og Frank Hvam: Casper og Frank – Nu som mennesker. Nordisk Film, 2012.
Linda P: Linda P og mig – Live fra Tivolis Koncertsal. 2012.
Jan Gintberg: Big time paranoia. ArtPeople, 2007.
Anders Matthesen: Anden på coke. ArtPeople, 2006.
Anders Matthesen: Anden på coke. ArtPeople, 2006.
En mislykket stand-up-film, der blev betragtet som den dårligste danske film nogensinde. Den solgte kun få hundrede billetter i biograferne, før den blev taget af programmet.
Louis C.K: Hilarious. En af de mest populære amerikanske komikere netop nu, og en af de mest markante skikkelser inden for selvudleverende comedy. Comedy Central Records, 2011.
The Aristocrats: Amerikansk dokumentarfilm fra 2005 om en berygtet vittighed, som i årevis blev fortalt internt i komikermiljøet. Vær varsom med yngre seere: Filmen er seriøs, men gennemsyret af uhørt vulgært og stødende sprogbrug.
Eddie Murphy: Raw og Delirious. To klassiske shows fra 1980'erne, der har været inspiration for utallige komikere siden. Eddie Murphy: Raw. 1987. Eddie Murphy: Delirious. 1983.

Fagbøger

Martin, Steve: Born Standing Up: A Comic's Life. Scribner Press, USA 2007.
Kragh, Hans Flemming: Lorteland. Politikens Forlag, 2005.
Ajaye, Franklyn: Comic Insights: The Art of Stand-Up Comedy. Silman-James Press, USA 2001.
Sankey, Jay: Zen and the Art of Stand-Up Comedy. Routledge, USA 1998.

Hjemmesider

Shakespeare Online.
Bookingbureauet Funny Business Incorporated.
Historien om stand-up’ens oprindelse.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på stand-up