Stand-up

Hvad er stand-up?

Stand-up, eller stand-up comedy, er en underholdningsform, hvor en komiker optræder alene uden nævneværdige remedier, såsom kostumer og scenografi, som det kendes fra teaterverdenen. Stand-up foregår live og er desuden kendetegnet ved sine mange monologer, hurtige replikker og skarpe vittigheder. Mange komikere tager udgangspunkt i sig selv og bruger flittigt selvironi som et humoristisk greb. Betegnelsen stand-up er ikke, som man kunne fristes til at tro, et udtryk for, at disciplinen skal udføres stående. Det er normen, men ikke mere end det også er inden for revy og teater. Det er derimod afledt af udtrykket ”to be stand-up”, som betyder at være standhaftig, modstandsdygtig og principfast – én man ikke kan bringe ud af fatning. Stand-up kan ses på cafeer, barer, kulturhuse og i store koncertsale, hvis en af de mest populære komikere skal optræde.

Hvor stammer stand-up-genren fra?

Som kulturelt fænomen er den morsomme underholder, der sætter sig selv på spil og risikerer latterliggørelse eller straf for at gøre grin med alt og alle, ikke nogen nyskabelse. Hofnarren var for eksempel en særligt betroet rådgiver for middelalderens adelige og royale. Han kunne med sine skarpe og humoristiske vendinger belyse andre sider af vigtige emner eller blot lette en trykket stemning. På samme måde havde pøblen de omrejsende barder at more sig over. En barde var en skjald, der rejste fra by til by og levede af at underholde med viser om store sagn og eventyr, men også aktuelle politiske begivenheder. Helt tilbage i det før-klassiske Grækenland fandtes omrejsende skuespillere, der reciterede poesi eller opførte sketches. Dengang var morsomme skæmteballader og komedielignende fortællinger lige så højt værdsat som for eksempel Homers episke digte, som stadig læses og studeres. Særligt populære var de obskøne satyrspil, der blandt andet var drevet af grove, seksuelle jokes eller drikkeviser.

Hvordan blev mistede den tidlige komik-genre sin popularitet?

I tiden omkring 1500-tallet blev store teaterforestillinger med mange skuespillere, rekvisitter og stort opsat scenografi mere almindelige. Disse byggede i højere grad på en tradition fra dukkespil, skyggeteater og det italienske commedia dell'arte, der mest af alt minder om det, vi i dag kender som pantomimeteater. Der var flere roller, og mimik, gestik og fysik blev meget vigtigt for fortællingen. Store teatre blev bygget, og langsomt gled rollen som solokomiker i baggrunden til fordel for den dramatiske oplevelse, man kunne få i særligt indrettede teatersale med plads til meget store menneskemængder – i Shakespeare's Globe Theatre fra 1599 i London kunne der være flere end 3.000 publikummer. Her opførtes både dramaer og komedier, og de nye muligheder, som dette medie gav, gjorde, at publikum til dels mistede interessen for den mere intime, morsomme monolog eller visesang. Disse udstyrsstykker kulminerede med 1700-tallets humoristiske operetter, en forløber for nutidens musical.

Hvordan overlevede comedy-genren?

Rollen som skjald overlevede uden for byerne, blandt fattigfolk og almindelige folk på landet, hvor teater enten var en uopnåelig luksus eller ikke var tilgængeligt, da det kun lå i byerne. Traditionen for at fortælle historier på komisk vis voksede langsomt sammen med folkemusiktraditionen, men op gennem de næste århundreder trivedes skjalderollen i det mere ydmyge.

Mod slutningen af 1800-tallet havde det etablerede teater udviklet sig til en ”finere” kunstform for det bedre borgerskab, og komedien blev betragtet enten som en underlødig kunstform til dramaet, eller som en rå og usleben diamant, der skulle poleres og forfines; et klassisk eksempel på dette er Oscar Wildes ”The importance of being Ernest” (se kilder), en detaljerig forvekslingskomedie, fyldt med finurlige ordspil og sproglige nuancer.

Denne forfinelse medfødte især i Frankrig, USA og England en opblomstring af underholdningshuse, såkaldte Vaudeviller og Music Halls, der tilbød en mere folkelig og afvekslende underholdning i en uformel atmosfære. Ofte var det udvidede restauranter eller barer, der samtidig tilbød både sang, dans, akrobatik og sketches. Disse sang- eller sketchnumre var ofte humoristiske, gerne satiriske, og mindede om en moderniseret udgave af folkemusiktradition på landet, hvor humor blev brugt som en måde at formidle og udlægge vigtige historier på.

Hvordan opstod stand-up-genren i USA?

Det, vi i dag kender som stand-up, har sine rødder i en hovedsageligt amerikansk tradition. Mellem de enkelte sketches og musiknumre i vaudevilleforestillinger var det almindeligt, at garvede komikere blev hyret til at udfylde pausen med et lille potpourri af vittigheder, små historier og morsom løs snak. Det foregik ene mand foran teatergardinet og kom meget let til at foregå i direkte dialog med publikum. Denne type optræden blev ifølge hjemmesiden ”History of comedy” (se kilder) kendt som ”in one” – på egen hånd – og det var her, man første gang fandt på udtrykket Master of Ceremony (MC’s), som i dag bruges om rappere på hiphop-scenen.

Disse MC's blev efterhånden en så stor attraktion, at natklubber og barer begyndte at tilbyde shows udelukkende med komikere. Langsomt udviklede scenen sig gennem 1950'erne og 1960'erne til at rumme flere genrer. De traditionelle lumre, midaldrende mænd, der stod på scenen i dansehallerne med de letpåklædte damer og fortalte ”min kone forstår mig ikke”-vitser, gled i baggrunden, mens nye typer af klubber voksede frem.

Hvilke stand-up-genrer fandtes der?

Nogle typer stand-up henvendte sig til den højtuddannede middelklasse, andre særligt til de sorte, og et helt specielt segment var direkte målrettet de kreative, kunstneriske miljøer i byer som San Francisco, Chicago og især New York. Her blev den politiske satire genfødt på små musikklubber, ofte blandet med samfundskritiske folk-sangere og poesioplæsninger. En særlig form for stand-up voksede frem i miljøer, hvor modstanden mod censur og kontrol i samfundet herskede. Denne type stand-up var blandt andet kendetegnet ved et sprog, der på den tid var meget provokerende.

Disse komikere kom meget ofte på kant med loven, og to af de mest indflydelsesrige fra denne scene, George Carlin og Lenny Bruce, blev flere gange anholdt og retsforfulgt for stødende sprogbrug. De tjener dog, takket være deres stædige kamp for retten til at sige lige, hvad der passede dem på scenen, stadig som inspirationskilder for komikere i dag. Denne evne til at skabe en løssluppen stemning spredte sig til den danske stand-up-scene op gennem 1990'erne.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne blev komikerne i USA superstjerner; de optrådte for tusindvis af mennesker, deres shows varede i flere timer og blev optaget og vist på tv, hvis sproget ikke var for voldsomt. Hvis showet ikke blev vist, blev det ofte solgt på video eller vist i biografer, hvilket kunne gøre det endnu mere populært.

Hvilken betydning fik comedy-scenen for de sorte i USA?

I løbet af 1970’erne og 80’erne slog superstjerner som Richard Pryor, Eddie Murphy og Chris Rock igennem. De er alle kendt for at bande meget, men de har også en anden ting til fælles: De er sorte. Det betød, at sorte komikere nu kunne optræde for et stort, hvidt middelklassepublikum. Mange filmeksperter tilskriver faktisk de sorte komikere en betydning, der rækker langt ind i film- og underholdningsindustrien. De store stjerner fra stand-up-scenen blev nemlig ofte tilbudt filmroller – mange af dem med stor succes. Eftersom flere af de store stjerner var sorte, blev det mere almindeligt, at helten i store mainstream-produktioner kunne være sort. Særligt Eddie Murphy er blevet kendt for at bidrage til denne udvikling, og flere af hans film fra 1980'erne trækker tydelige tråde til hans stand-up-personlighed.

Hvordan blev kimen til stand-up i Danmark lagt?

Den danske vaudevillescene i begyndelsen af 1800-tallet var i høj grad en scene for stramt koreograferede syngespil, og den var en stor inspiration for den senere revyscene, som fortsatte i samme spor. På den måde fik den folkelige komik et noget indstuderet præg. Men i begyndelsen af 1900-tallet blev revyen i højere grad opfattet som en umoderne og småborgerlig kunstform, der ikke formåede at drille eller satirisere væsentligt. Det ændrede sig dog med en gruppe modernistiske forfattere, der genfortolkede revyen og skabte noget, der i langt højere grad så tilbage mod den lidt glemte komiske monologform.

I spartanske omgivelser, med et minimum af kostumer og rekvisitter skabtes en talerstol, hvor satiriske sange afløstes af simple monologer eller humoristiske sketches med flere roller; meget lig den revyform, vi kender i dag. Særligt i mellemkrigsårene gik denne nye revy sin sejrsgang, og tekstforfattere som Poul Henningsen og Otto Gelsted, der begge kom fra den øverste kunstneriske elite, blev landskendte. Det hjalp også, at radioen på dette tidspunkt blev udbredt over hele landet. Her passede det humoristiske, minimalistiske format som de let vovede, men aldrig upassende revyviser havde, ideelt, og mange af tidens største hits med sangerinder som Liva Weel og Elga Olga var oprindeligt uddrag fra revyer ifølge ”Danmark – Revy” i Den Store Danske (se kilder).

Hvordan udviklede den nye revyform sig i retning af moderne stand-up?

Genopdagelsen af den monologbaserede komik betød blandt andet, at revyen i højere grad end tidligere blev accepteret i samfundet; pludselig var der en dramatisk kunstform, som henvendte sig til både den fattige landbefolkning og det bedre borgerskab på samme tid. Denne effekt blev særligt vigtig under besættelsen 1940-45, hvor revyen for alvor blev en samlende kraft for både høj og lav, og hvor den stærkt censurerede samfundskritik kunne titte forsigtigt frem.

Efter krigen gjorde tv'ets udbredelse, og den følgende mulighed for at inkludere mimik, at også de rent talte sketches blev populære som masseunderholdning. Anført af revydirektør Stig Lommer optrådte revyskuespillere som Dirch Passer, Kjeld Petersen og Jørgen Ryg med regulære stand-up-lignende monologer, der efterfølgende gjorde dem til film- og teaterstjerner. Denne tradition blev videreført i shows med humorgrupper som Linje3, Søs og Kirsten og mere musikalske enmandsshows med blandet andet Amin Jensen og Niels Hausgaard.

Hvordan opstod den danske stand-up-scene?

Hvad den danske stand-up-scene er udsprunget af, hvem pionererne var, og hvornår det fandt sted, kan placeres ganske præcist. På natklubben DIN's i Lille Kannikestræde i København begyndte man i slutningen af 1980’erne at afholde såkaldte open mic-aftener, hvor unge komiker-talenter kunne møde op og prøve deres materiale af på publikum. Ideen var fostret af en ung komiker fra Birkerød, der selv havde oplevet stand-up på den amerikanske klubscene under sin tid som udvekslingsstudent på en high school. Den unge mand hed Casper Christensen.

Nogle af de første navne, der slog igennem her, fik derefter lov til at optræde under eget navn med større shows, og da det viste sig at være en succes, spredte ideen sig langsomt til andre klubber, både i København og provinsen. DIN's tidlige scene lagde således gulv til en lang række af nutidens etablerede danske komikere, skuespillere og radio-/tv-værter som for eksempel Anders Matthesen, Jan Gintberg, Mette Lisby og Lars Hjortshøj.

Hvad karakteriserede de første danske stand up-stjerner?

Fælles for de unge komikere var en lyst til at gentænke hele metoden bag komikken. De eksisterende formater føltes støvede og kedsommelige blandt de unge; revy tilhørte deres bedsteforældres generation og tv-underholdning, og de danske folkekomedier var noget, deres forældre grinede af. Der manglede noget frisk blod, og et uformelt, mere direkte og løssluppent forum, hvor tabuer om emner som sex og stoffer ikke snærede, og hvor man som tilskuer følte sig i øjenhøjde med komikeren. De var drevet af at tale direkte til unge menneskers tanker og følelser uden at moralisere.