skole
I 2010 skabte en pigebande problemer på Møllevangsskolen i Aarhus.
Foto: Ole Lind / Ritzau Scanpix

Pigevold og pigebander

cand.mag. Camilla Mehlsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum og stud.mag. Anne Søndergaard. September 2014.
Top image group
skole
I 2010 skabte en pigebande problemer på Møllevangsskolen i Aarhus.
Foto: Ole Lind / Ritzau Scanpix
Main image
Ella er opvokset i Hjerm og har indtil for nylig boet i Holstebro hvor hun for tredje gang blev dømt for pigevold. Hun har været i fængsel én gang og sidder der nu igen. Denne gang skal hun afsone tre måneder i kvindefængslet i Møgelkær ved Horsens.
Ella er opvokset i Hjerm og har indtil for nylig boet i Holstebro hvor hun for tredje gang blev dømt for pigevold. Hun har været i fængsel én gang og sidder der nu igen. Denne gang skal hun afsone tre måneder i kvindefængslet i Møgelkær ved Horsens.
Foto: Morten Melhede / Scanpix

Indledning

Vi er vant til at høre om drenge og unge mænd, der overfalder og tæver hinanden. Det sker hver dag i skolegården og i weekenden på diskoteker og strøg i både København og landets større provinsbyer. Men de senere år har vold blandt piger og deciderede pigebander fyldt mere i statistikker, medier og befolkningens bevidsthed. Der er sket en markant stigning i sager med voldsdømte piger, og flere diskoteker er begyndt at afvise de voldelige piger. Den vold, der begås, er ikke kun fysisk, men også verbal i form af trusler og ydmygelse. Der er flere årsager til, at piger grupperer sig i pigebander, men grundlæggende handler det ofte om at styrke et lavt selvværd og få opmærksomhed ved at bruge det mest simple redskab: volden.

Artikel type
faktalink

Introduktion til pigevold

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til pigevold

Hvad er pigevold?

Voldelige piger og pigebander er et voksende fænomen i Danmark, og det kan ses i statistikkerne. Langt flere piger bliver i dag dømt for vold sammenlignet med for bare ti år siden. Pigernes adfærd kommer bag på det danske behandlersystem, som ikke er vant til grupperede voldelige piger. Derfor bliver pigerne ofte overset af de instanser, som normalt beskæftiger sig med kriminelle unge. I 2001 begyndte medierne at sætte fokus på de voldelige piger, især efter at en gruppe teenagepiger – kendt som Ninja-banden – udøvede vold mod andre piger i Viborg og endte i retten i 2002.

Der er forskel på den type af vold, som piger og drenge begår, fortæller Marianne Vinther Nielsen fra Socialt og Pædagogisk Udviklings- og Kursuscenter i artiklen ”Stadig flere piger begår vold” (se kilder): ”Når man ser på drengene, så er det knivstikkerier og våben, men med pigerne er det mere subtilt og mere ydmygende. De ønsker at sætte hende på plads og blandt andet ramme hende på udseendet”. 

Hvad er en pigebande?

En pigebande består af en fast gruppe af unge piger, som hører sammen i et fællesskab. Pigebander færdes ofte i det offentlige rum som gadebander, de er typisk geografisk rodfæstede og har en fælles gruppeopfattelse. Pigerne er tit hårde over for hinanden og bruger såvel fysisk som psykisk pres for at holde sammen på gruppen.

Fænomenet er især kendt fra amerikanske storbyer som New York, San Francisco og Los Angeles, hvor der nu i en årrække har været såkaldte ”girl gangs”. I Danmark er det nyt, at piger organiserer sig i rene pigegrupper, og at pigerne er så voldsomme i deres adfærd. Piger har også tidligere været i kriminelle grupper, men de har typisk været i grupper med drenge og befundet sig i periferien af eksempelvis indvandrer- og rockergrupper. Endnu er der ikke mange rene pigebander i Danmark, men udrykningsholdet, som er en rådgivningsenhed under Integrationsministeriet, påpeger, at det er et fænomen, der er kommet for at blive.

Udbredelsen af vold blandt piger

Print-venlig version af dette kapitel - Udbredelsen af vold blandt piger
Modelfoto

Hvor er der pigebander?

Pigebander er i høj grad et storbyfænomen, man kender fra USA. I Europa er fænomenet først og fremmest kendt fra storbyer som Berlin og London, men det er også dukket op i provinsen, blandt andet i England. I 1996 slog en gruppe af 30 unge piger for eksempel en 13-årig pige ihjel i den engelske by Corby, efter at gruppen havde omringet og banket hende. I Danmark har pigebanderne også været centreret omkring de større byer, især København, men i de senere år er der dukket en del voldelige pigebander op i den jyske provins. I Viborg har en pigebande kaldet Ninja-banden eksempelvis gentagne gange udøvet vold mod andre piger, og i 2002 blev denne bande tiltalt i retten for adskillige kriminelle forhold. I slutningen af 1990’erne husede Randers også en pigebande, hvis medlemmer var voldelige til fester og gik til angreb på andre i byens værtshusgade. I Herning har politiet ligeledes måttet sætte ind flere gange, efter at en gruppe teenagepiger har banket andre piger. Senest er pigebanden Loyal to Sisters fra Amager, hvis medlemmer har begået overfald, chikane og røverier mod jævnaldrende, kommet i fokus i medierne.

Fænomenet er altså begyndt i storbyerne, men er nu også at se i mindre byer, hvilket politiassistent og ungdomskonsulent Michael Frederiksen fra Udrykningsholdet også påpeger i artiklen ”Pigebande anklages for vold” fra Ekstra Bladet (se kildeliste): ”Det begyndte på Københavns Vestegn og har nu bredt sig til provinsen – og det ser ud til, at tendensen fortsætter.”

Ifølge artiklen ”Barer sortlister voldelige piger” fra MetroXpress (se kilder) er flere diskoteker i både provinsen og hovedstaden efter mange og voldsomme episoder begyndt at sortliste voldelige piger, hvilket tidligere kun har været tilfældet med drenge. 

Hvad siger statistikken over pigevold i Danmark?

Omkring 500 piger er stærkt voldelige. Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det er et tal, der ser ud til at stige.

Ifølge Dansk Statistik blev 55 piger på 15-19 år sigtet eller dømt for vold i 1990. I 2000 var tallet steget til 137, hvilket er en stigning på 149 %. I 2010 blev 432 piger sigtet eller dømt. Dette er en tyveårig stigning på 685 %, hvilket i sig selv er et enormt højt talt, men bliver endnu mere bemærkelsesværdigt, hvis man ser på den generelle stigning i voldskriminalitet blandt unge i årrækken. Fra 1990 til 2000 steg antallet af sigtelser og domme i voldssager nemlig kun 104 % for unge på 15-19 år, og stigningen var hos drenge kun 101 %. Fra 1990 til 2010 steg antallet med 209 % for unge generelt og stigningen af sigtede eller dømte drenge i alderen var fra 1990 til 2010 kun 178 %.

I 1990 var procentdelen af voldssigtede eller -dømte, der var piger 6 %, i 2000 var den 7 % og i 2010 var den hele 15 %.

Stigningen er især markant inden for det kriminelle forhold ’simpel vold’: Sammenlignet med 1990 var der i 2000 knap tre gange så mange 15-19-årige piger, der blev dømt for simpel vold – en stigning på 186 %.

De allerseneste år er tallene dog vendt. I 2013 var antallet af 15-19-årige piger der blev sigtet eller dømt for vold kun 223, hvilket er et fald på 48 % siden 2010. Især de yngste i målgruppen begik mindre voldskriminalitet.

Ungdomskriminalitet generelt er ligeledes faldet støt siden 2006. I 2013 var der 66 % færre sigtelser blandt 10-14-årige i forhold til 2006. Børn, der mistænkes eller sigtes for vold og trusler faldet med 53 %.