Ungdomskriminalitet

Artikel type
faktalink
stud.mag. Susanne Nørgaard , iBureauet/Dagbladet Information. 2007
Ungdomskriminalitet. Ung mand i tunnel. Modelfoto. Foto: Scanpix Danmark
Ungdomskriminalitet
Ung mand i tunnel. Modelfoto.
Foto: Scanpix Danmark

“Én gang forbryder, altid forbryder” er et gammelt udsagn, men også en sandhed, som mange unge kriminelle må forholde sig til. Der er i løbet af de sidste par årtier sket et betydeligt fald i den almene ungdomskriminalitet. Der er ganske enkelt blevet færre unge, der begår kriminalitet, og de, der gør det, gør det sjældnere. Til gengæld er der sket en polarisering, så de, der begår kriminalitet, har sværere ved at komme ud af det igen. Billedet er blevet mere sort/hvidt, og de kriminelle unge oplever sig i stigende grad som anderledes.

Introduktion

Hvad er ungdomskriminalitet?

Når en person overtræder straffeloven eller anden lov, der kan medføre en straf, har vedkommende begået en kriminel handling. Begås denne handling af et barn eller en ung under 18 år, ja så er der tale om børne- eller ungdomskriminalitet. Generelt kan man skelne mellem kriminalitet blandt børn under 15 år, som er den kriminelle lavalder, og kriminalitet blandt unge på 15-17 år.

Hvem er de unge kriminelle?

Vi har alle sammen et billede af, hvordan unge kriminelle ser ud. Også selv om vi faktisk ikke har mødt nogen af dem. Ifølge lederen i Center for Ungdomsforsknings tidsskrifts temanummer om ungdomskriminalitet (se kilder) har vi alle en slags indre billede af de unge kriminelle - et billede, der næres af reportager om lovløse ungdomsbander i betonforstæderne, overskrifter om voldelige unge i nattelivet og interviews med bankansatte, der er blevet truet af stadigt yngre bankrøvere. Et indre billede, der med andre ord har fået næring af ungdomskriminalitetens allestedsnærværelse i den danske offentlighed. I temanummeret står der: “De unge kriminelle ser vi dog sjældent. Måske i korte glimt, når de sniger sig væk fra byretten gemt bag jakken, eller når der en sjælden gang bliver lavet en dybdegående reportage fra Vollsmose. Men for det meste forbliver de anonyme og ansigtsløse, selvom deres gerninger fylder så meget i offentligheden. Og så skaber vi vores egne billeder. Vi giver dem et ansigt. Et ansigt baseret på frygt. Og et ansigt, som sandsynligvis gør frygten større”.

Er der flere kriminelle drenge end piger?

Det kan dog lade sig gøre at få mere konkrete oplysninger om ansigterne bag de unge kriminelle. Retssociolog Flemming Balvig offentliggjorde i 2006 en rapport om unge kriminelle i Gladsaxe, Allerød og Nordjylland for Det Kriminalpræventive Råd. Rapporten hedder “Den ungdom! - om den stadigt mere omsiggribende lovlydighed blandt unge i Danmark” (se kilder), og heri skriver Balvig blandt andet, at der er flere kriminelle drenge end piger, og der er intet inden for de sidste 10 år, der indikerer, at en udjævning i forskellen er på vej. Dog ser det ud til, at antallet af lovlydige drenge er steget inden for de seneste par år, mens andelen af lovlydige piger er konstant - bortset fra andelen af piger, som begår relativt alvorlig kriminalitet. Her er der en stigning fra 2 til 5 procent fra 1999 til 2005.

Begås kriminalitet oftere af unge med en anden etnisk baggrund end dansk?

Der har været skrevet meget i aviserne om, at ungdomskriminalitet hovedsageligt begås af unge med anden etnisk baggrund end dansk. Ifølge Flemming Balvig er der statistisk ikke nogen stor forskel forbundet med, om man er født i Danmark eller ej. Dog findes det højeste kriminalitetsniveau blandt de 14-15-årige drenge, som er født uden for Danmark. Her er andelen af unge, som har begået 3 eller flere alvorlige former for kriminalitet, steget fra 2 til 7 procent fra 1999 til 2005.

Hvilken slags kriminalitet begås af unge?

Hærværk mod busstoppested. Foto: Michael Mattlau/Polfoto
Hærværk mod busstoppested.
Foto: Michael Mattlau/Polfoto

Kriminalitet blandt unge drejer sig primært om tyverier, vold og hærværk, hvoraf tyveri er den hyppigste form. Det er ifølge retssociologen Flemming Balvigs rapport “Den ungdom!” (se kilder), hvad man kalder “traditionelle straffelovsovertrædelser”. Rapporten viser, at kriminalitet blandt unge i de seneste år har været faldende, men dette skal ses i sammenhæng med, at de unge, som begår kriminalitet, begår stadig mere alvorlige former for kriminalitet.

Kriminaliteten er blevet mere alvorlig og mere rå, hvilket også er stået tydeligt frem i mediernes fortællinger om ungdomskriminalitet. I 2003 bliver den 19-årige italienske turist Antonio Curra stukket ihjel på hjørnet af Blågårdsgade og Åboulevarden på Nørrebro i København. Tre måneder senere dømmes to dansk/tyrkiske unge mænd for drabet, og den i forvejen ophedede danske indvandrerdebat koger over. I kølvandet følger også hidsige diskussioner om unge, der bærer kniv. I dag dukker stadig nye former for kriminalitet blandt unge, og dermed nye diskussioner i offentligheden og i medierne, op: happy-slapping, trusler via nettet eller chat, ungdomsbander, pigebander m.m. – fænomener, der alt sammen skal tages i betragtning, hvis man vil tegne et bredt billede af ungdomskriminalitet i dag.

Hvor mange unge begår kriminalitet?

I rapporten “Den ungdom!” foretaget af retssociolog Flemming Balvig blandt folkeskoleelever i 2005, ser fordelingen således ud (se kilder):

  • De helt lovlydige unge udgør 39, 4 procent.
  • Flertallet (som har overtrådt en eller flere af straffelovens regler, men intet “alvorligt”) udgør 52,2 procent.
  • De såkaldt erfarne (som 1-2 gange har begået relativt alvorlig kriminalitet) udgør 6,3 procent.
  • Gengangerne (unge som 3 eller flere gange har begået relativt alvorlig kriminalitet) udgør 2 procent.

I 1989 var procentdelen af lovlydige på 25, 1 procent og 1999 var den på 35,9 procent. Der er altså en klar stigning blandt de helt lovlydige unge. I følge en opgørelse fra kriminalforsorgen (se kilder) er ni procent af de indsatte i Danmarks fængsler og arresthuse i 2005 unge i alderen 15-17 år.

 

Lovgivningen omkring ungdomskriminalitet

Må børn og unge straffes for kriminalitet?

I straffelovens § 15 hedder det: “Handlinger foretagne af børn under 15 år straffes ikke” (se kilder). Er man mistænkt for at have brudt loven og er under 18 år, skal politiet normalt underrette kommunen, så en repræsentant fra de sociale myndigheder kan være til stede, når den mistænkte afhøres. Børn under 15 år kan ikke straffes efter straffeloven, uanset hvor alvorlig forbrydelsen er. I stedet følger man den sociale lovgivning. Sociale foranstaltninger kan være et program, hvor den unge skal følge nogle kurser, en ungdomskontrakt eller i alvorligere tilfælde en ungdomssanktion eller en tilknyttet mentor. Den nuværende kriminelle lavalder blev indført i 1930. Fra 1905 til 1930 var lavalderen 14 år, og endnu længere tilbage var den nede på 10 år. Med Straffeloven af 1866 blev det ifølge socialrådgiver Erik Jappes bog “Børne- og ungdomskriminalitet” (se kilder) diskuteret, om grænsen skulle hæves fra de 10 år, men man fandt ikke, at der var tilstrækkelig grund til at “udsætte Samfundsordenen for den Fare, som let kunde blive Følgen af, at Børn i den nævnte Alder ustraffede skulde kunne begå alle Forbrydelser”. Politikere taler stadig tilbagevendende om at nedsætte den kriminelle lavalder, blandt andet har Fremskridtspartiet fremsat et konkret forslag, som blev behandlet i Folketinget 1994, men afvist. I 2000 foreslog Dansk Folkeparti indførelse af kriminalretspleje og ungdomsdomstole for unge fra 12-18 år. Heller ikke dette forslag blev godkendt, blandt andet med den begrundelse, at det ville indebære en reel nedsættelse af den kriminelle lavalder.

Hvad er FN’s børnekonvention?

FN’s børnekonvention om barnets rettigheder blev vedtaget ved FN’s generalforsamling i 1989. Den er udtryk for en enighed om, at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer med sociale, politiske, kulturelle og økonomiske rettigheder. Danmark tiltrådte konventionen i 1991 og har derfor pligt til at skrive den ind i lovgivningen - også i forbindelse med kriminelle børn og unge. I konventionen står blandt andet:

“Deltagerstaterne skal sikre, at…

… anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum (fra artikel 37b);

… især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder (fra artikel 37c).”

Anholdelse og fængsling af børn må altså kun ske som en sidste udvej, og børn må som hovedregel ikke placeres blandt voksne kriminelle. Ifølge Børnerådets hjemmeside (se kilder) er FN’s børnekonvention ikke en lov som sådan, men mere et sæt retningslinier, som deltagerstaterne bør følge. Hvis et land ikke lever op til kravene, kan det blive kritiseret og fordømt af andre lande og organisationer - for eksempel FN’s børnekomité.