Kampen om det gode liv

Hvad betød religion i middelalderen?

I Danmark har kirken og staten historisk været tæt forbundne. Det betyder, at mange af de kristne værdier stadig ligger tæt op ad de danske samfundsværdier. I Danmark er kirke og stat stadig ikke adskilt, og der er for eksempel stadig gudstjeneste i Folketinget i forbindelse med Folketingets åbning, ligesom det forventes, at statsoverhovedet bekender sig til den evangelisk-lutherske tro, som den danske folkekirke bygger på. Disse værdier kan dog i høj grad spores længere tilbage til middelalderen, hvor den katolske kirke dominerede i Danmark. Kirkens fremmeste opgave på det tidspunkt var at bekæmpe synd og syndere, og efter en overenskomst mellem kongen og kirken havde bisperne magt til at påvirke en lang række forhold alt efter, om de fandt dem syndige eller ej. I senmiddelalderen fyldte kirken ikke bare i samfundsopbygningen, den fyldte også meget i dagliglivet.

Den katolske kirke talte dengang dunder om synd og skærsild, og havde man syndet, kunne man blive bandlyst fra kirken og dermed en stor del af sit sociale liv. Både samfund og kirke dikterede det gode liv, og der var en veldefineret ramme for, hvad der var godt, og hvad der var syndigt. Det gode liv handlede altså om at holde sig på dydens smalle sti, være i pagt med Gud og ikke foretage sig noget, der kunne opfattes som syndigt af ikke bare kirken, men også det omgivende samfund.

Hvad skete der efter reformationen?

Med reformationen i senmiddelalderen blev opgøret med den katolske kirke en realitet – også i det danske kirkevæsen. Christian d. 3. placerede kirken under kongedømmet, indførte luthersk teologi og brød endeligt med den katolske kirke i 1536. Men det betød ikke, at religion fyldte mindre i den enkeltes liv eller i samfundets normer. Religion var stadig forklaringen på alt fra fremgang til sygdom og ulykke, og lovgivningen tog mange steder højde for, hvad der stod i bibelen. Efter reformationen indførte Christian d. 4. en meget striks fortolkning af den lutherske kirkes lære, og der blev indført love, der rakte helt ind i det private hverdagsliv. Blandt andet blev der lovgivet om seksuallivet, sådan at utroskab kunne straffes langt hårdere end før i overensstemmelse med bibelen.
I dag kan man stadig se spor af disse lovtiltag. I den danske lovgivning står der, jf. Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, §33 (se kilder): ”En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold.”

Den nye, strenge lutheranisme blev i 1700-tallet afløst af den såkaldte pietisme, hvor religionen i langt højere grad kom til at handle om den enkeltes forhold til Gud. Pietismen blev grundlæggende for folkekirkens fortolkning af kristendommen i dag. Det handler i høj grad om det individuelle forhold til religionen og kirken, selv om mange af vores traditioner, love og andre samfundsforhold stadig er dem, der stammer fra folkekirken og kristendommen. Den enkeltes frihed til selv at bestemme, hvordan man vil forsøge at realisere det gode liv, blev der først sat international standard for i 1948, da FN vedtog Verdenserklæringen om menneskerettigheder. 

Hvad betød industrialiseringen?

I den sidste halvdel af 1800-tallet skete der store omvæltninger i Danmark og resten af Europa. I takt med at befolkningstallet voksede, opstod der større krav til produktionen af mad, tøj, byggemidler og værktøj. Flere fabrikker skød op i byerne, og i forlængelse af dampmaskinens opfindelse blev produktionen standardiseret og sat på samlebånd. Masseproduktion og flere fabrikker betød også flere jobs i byerne, mens der samtidig var udbredt fattigdom og mangel på arbejde på landet. Det fik mange til at forlade landområderne og søge ind mod byerne i håb om at få et bedre liv med fast arbejde og bedre vilkår. Mødet med maskinerne og arbejdslivet på fabrikkerne var dog en stor omvæltning for mange af de nye industriarbejdere.

Hvor arbejdet på landet fulgte dagen og årets gang, var arbejdet på fabrikken det samme dag efter dag: 11 timer, seks dage om ugen stod de ved larmende maskiner. Ansættelserne var usikre, arbejdsforholdene farlige og lønnen ofte dårlig. Det øgede befolkningspres gjorde, at industriarbejderne måtte rykke tæt sammen i byens boligejendomme, og det var ikke unormalt at bo på loftsrum, i kælderrum eller flere familier i en toværelses lejlighed.
Industrialiseringen byttede rundt på forholdet mellem land og by, så flertallet af befolkningen nu boede i byområder, sådan som det også er i dag.

Hvilke elementer i det gode liv fulgte med industrialiseringen?

Trods de på mange måder barske vilkår i byens arbejderkvarterer bragte industrialiseringen rigtig mange af de goder med sig, som vi kender fra det moderne samfund i dag. Det barske liv med underernæring, sygdom og opslidning blev reduceret kraftigt. De mange industriarbejdere organiserede sig i fagforeninger og lagde de første sten til den danske model med Septemberforliget, – den første af sin slags i verden og den model, der stadig sætter rammen for arbejdsmarkedet i Danmark. Fagforeningerne vandt også kampen om børnearbejde på fabrikkerne og døgnets inddeling med '8 timers arbejde, 8 times fritid og 8 timers hvile', hvilket førte til markant forbedrede vilkår for de mange arbejdere, der hidtil ikke havde haft nogen rettigheder. Andre initiativer blev også iværksat som følge af industrialiseringen, blandt andet begyndte man at ombygge byerne, så der blev mere plads, lys og luft. I København og mange andre provinsbyer blev der kloakeret og indlagt vand og gas i husene. Alt i alt forbedredes levestandarden blandt folk i byerne.

Hvordan har velfærdsstaten skabt mulighed for at realisere det gode liv?

Danmark er kendt for at være en velfærdsstat. Velfærdsstaten er den politiske ramme, som skal give alle borgere lige muligheder og lige adgang til forskellige ydelser. Velfærdsstaten blev for alvor etableret i Danmark i 1960'erne, hvor adgang til sygehuse, uddannelser og folkepension blev indført for alle. Velfærdstanken bygger på, at staten har et ansvar for, at dets borgere lykkes. Det er statens opgave at give borgerne mulighed for at få et godt liv, uanset hvilken social og økonomisk baggrund de har. Det betyder blandt andet, at man i Danmark kan tage en uddannelse gratis og få SU undervejs, at man kan få dagpenge, hvis man er uden job, og at man kan blive behandlet på sygehusene uden at betale for behandlingen.

Hovedtesen er, at jo bedre borgerne har det, jo bedre går det for samfundet som helhed. Men det stiller også store krav til staten. Den danske velfærdssystem er altså et privilegium, som mange andre landes borgere ikke har. I lande som for eksempel USA er den enkelte borger meget mere afhængig af en god privatøkonomi for at opnå uddannelse, lægebehandling og pensionsopsparing. Velfærdsstaten tilbyder optimalt set borgerne tryghed og bedre levevilkår ved at tilbyde de ydelser, som før kun har været bedrestillede forundt.

Hvilken kritik er der blevet rettet mod velfærdsstaten som ramme om ’det gode liv’?

I de senere år har velfærdsstaten været til debat herhjemme. For har vi overhovedet råd til at sikre alle i samfundet? Flere forskere mener, at tiden er løbet fra den oprindelige velfærdsstatstanke, og at hele systemet skal genopfindes, hvis vi fortsat skal have velfærden som sikkerhedsnet under et godt og lige liv. Blandt andet har professor Jørn Henrik Petersen fra Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet påpeget, at solidariteten og fællesskabet er forsvundet, at vi er blevet mere egoistiske, og at vi opfører os som kunder i velfærdssystemet, ikke som brugere, ifølge artiklen ”Forskere efterlyser ny form for solidaritet” i Dagbladet Information (se kilder).

Andre har sat spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skal have en velfærdsstat. I 2007 skabte daværende redaktør på netavisen 180Grader og nuværende medlem af Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, debat med sin kronik ”Velfærdsstaten er en taberstat”, hvor han argumenterede for, at velfærdsstaten holdt sociale tabere, misbrugere og kriminelle fast i deres miljø, fordi velfærdssamfundet var så lukrativt, at ’taberne’ ikke havde noget reelt incitament til at forsøge at komme ud af disse miljøer. ”Jo mere lukrativ man gjorde hjælpen til de offentligt forsørgede, jo mindre blev den sociale deroute opfattet som en social deroute, og jo færre havde motivation til at komme ud af den,” skrev Ole Birk Olesen i kronikken ”Velfærdsstaten er en taberfabrik” i Politiken (se kilder).

Både politikere og forskere har kritiseret velfærdsstaten med det argument, at velfærd kan minimere det personlige initiativ til et godt liv, succes og velstand.

Hvad er idealet for det gode liv i dag?

Gennem 00'erne er jagten på det gode liv blevet intensiveret i den vestlige verden. Det er ikke længere religiøse dogmer og moralforskrifter og velfærdssamfundets ideal om medborgerskab, der er dominerende i forestillingen om det gode liv, og hvordan den enkelte kan realisere det. I stedet fylder en succesfuld erhvervskarriere, et harmonisk familieliv og en sund krop mere i forestillingen om det gode liv. Det er i mange miljøer blevet socialt uacceptabelt at ryge, være overvægtig og være uuddannet, og staten griber længere ind i den private sfære end tidligere med lovgivning og forbud, der skal puffe os i retning af det gode liv, forstået som et liv som sunde borgere, der er innovative, effektive og samtidig i mental balance.

Ældre dame på plejehjem.
Foto: Lea Meilandt Madsen / Scanpix

I løbet af 00'erne blev det for eksempel forbudt at ryge på offentlige steder, der blev opsat mål for uddannelsesrater, sundhedsbølgen kom væltende, og det gode liv kom til at handle om mere end at være en god medborger – eller en god kristen. Det gode liv er altså blevet sat på en ny formel, og der er opstået nye samfundsbestemte parametre til at måle, om man har et godt liv eller ej – til afløsning for fortidens kristne normer og velfærdsstatens medborgerideal.

Hvorfor fylder sundhed så meget i forestillingen om det gode liv?

De seneste 60-70 år er overvægt blevet langt mere udbredt i befolkningen end før. Forskning peger entydigt på, at socialt dårligt stillede mennesker har større tendens til overvægt, ifølge artiklen ”Liberal politik gør folk fede” på Videnskab.dk (se kilder). Overvægt er i manges øjne et tegn på, at man ikke kan tage ansvar for sig selv og sin krop. Medierne omtaler fedme som et samfundsproblem, forskerne peger på fedme som årsag til forringet livskvalitet, og den ene selvhjælpsbog efter den anden lover ikke bare vægttab og sundhed, men også et bedre liv. Der er status i at dyrke motion, spise sundt og økologisk og ad den vej få en flot krop – og dermed et bedre liv. En del forskning sætter desuden lighedstegn mellem motion og kost og en bedre intelligens og et længere liv.

Hvordan udbredes ideen om sundhed?

I 2007 udkom bogen ”Kernesund familie – sådan!” (se kilder), der blandt andet opfordrede til mere motion og en kost uden mælk og kulhydrater. Bogen skabte enorm debat herhjemme, hvor etablerede ernæringsforskere afviste mange af rådene i bogen, mens titusindvis af danskere købte bogen og begyndte at følge kostrådene. Senere er forskellige kure, kostoverbevisninger og motion blevet behandlet i medierne, senest Raw Food bevægelsen og Palæokuren, også kendt som stenalderkuren.
Mange af de større mediehuses nyhedssites har løbende artikler om sundhed, for eksempel nyhedskategorien 'Lev nu' på dr.dk/nyheder eller læge Bente Klarlunds brevkasse og klumme i Politiken. Samtidig er programmer om fedme blevet hverdagsunderholdning, det gælder f.eks. ”Merethes mave”, ”Chris og Chokoladefabrikken”, ”Ekstremt fed” og ”Generation XL”. En optælling fra 2012 viser, at den andel af programfladen på tv, der handler om mad, er ottedoblet på fem år – det blev til 38 timers tv om mad i 2012 – både sundhedsprogrammer, fedmeprogrammer og madlavningsprogrammer. I forbindelse med undersøgelsen udtalte livsstilsekspert Helle Lundsgaard i artiklen ”Fed mad er fedt, men fedme er ufedt” i Dagbladet Information (se kilder): ”De fleste i den kreative overklasse er slanke, og for dem er det nødvendigt at vise, at man har selvkontrol. Man ønsker at vise, at man har styr på livet og sin karriere ved at leve sundt, løbe i fritiden, men også spise overskudsagtigt.”

Hvilken betydning får debatten om det sunde og gode liv?

Fedme er i mange år blevet behandlet af politikere og forskere som et problem for folkesundheden, og regeringen indførte fra 1. januar 2012 en såkaldt fedtafgift, hvor priserne på slik, chokolade, sodavand og mættet fedt steg. Mange debattører har blæst til kamp mod stigmatiseringen af overvægtige. De tykkes befrielsesfond er blevet dannet som modspil til fedmedebatten under mottoet 'Forskellighed er en ideal kropsstørrelse'. Frontløber og talskvinde fra De tykkes befrielsesfront Elsebeth Søs Hansen har kritiseret, at overvægtige dæmoniseres og udpeges som nogen, der er noget decideret galt med. Hun har i artiklen ”Befrielsesfront: Tykke stigmatiseres” på Folkeskolen.dk (se kilder) sagt: ”Jeg har ikke noget imod, at man forholder sig til om man spiser sundt eller usundt, selvom det dog også kan være et problem, fordi sundhedsbegrebet nærmest har fået en religiøs status. Men jeg har noget i mod, at man går til angreb mod mennesker med et bestemt udseende.”
Sociolog og leder af Center for Health Management på CBS, Nanna Mik-Meyer, har flere gange problematiseret, at modellen for det gode liv fortolkes så snævert, at man ikke kan være med, hvis ikke man opfylder sundhedskravene. Hun har i klummen ”Sundhedens herredømme” i Psykolog Nyt (se kilder) blandt andet skrevet: ”De usunde, og det vil i dag også sige dem med de dårlige liv, (..) finder vi i den gruppe, vi i gamle dage turde kalde socialklasse fire og fem.” og ”Det er denne gruppe borgere, der antages at leve de dårlige liv, og som det offentlige og private Danmark skal få med på sundhedsvognen.”

Hvilke protester har der været imod statens forsøg på at fremme det sunde, gode liv?

I 2005 indførte Sundhedsstyrelsen en lov, der gjorde det muligt for cafeer, barer og restauranter at til- eller fravælge røg, og i 2007 blev der indført et decideret forbud. Det blev forbudt at ryge på offentlige steder, DSB nedlagde rygerkupeerne, og mange barer måtte fjerne askebægerne. Debatten rasede. Kunne staten tillade sig at gribe ind i privatlivets valg på den måde? Mens politikerne forsvarede lovgivningen med henvisning til, at de ønskede at fremme folkesundheden, iværksatte sangeren Kim Larsen en stor kampagne under sloganet 'Gesundheit macht frei', hvor han, med slet skjult reference til det formynderiske Nazi-Tyskland, forsvarede den enkeltes ret til at vælge cigaretterne til eller fra, ifølge artiklen ”Kim Larsen til kamp mod tvungen ikke-rygning” i Politiken (se kilder).

Senere har mulige forbud bevæget sig tættere på den enkeltes valgfrihed med debatemner som, hvorvidt man må ryge i sit eget hjem, på gaden eller i sin frokostpause. Sidstnævnte blev en realitet i august 2012, da Aarhus Kommune indførte et totalforbud mod rygning for alle kommunens ansatte i arbejdstiden. Det medførte endnu en diskussion om, hvorvidt staten skal blande sig i den enkeltes sundhed og livskvalitet. Blandt andet sagde filosof og tidligere lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Arno Viktor Nielsen i artiklen ”Debattør om rygeforbud: Vi må æde og ryge os selv ihjel hvis vi vil” til Dr.dk/nyheder (se kilder): ”Vi har lov til at æde og ryge os ihjel, og det skal staten ikke blande sig i. De må gerne vejlede os. Men det er jo små-fascisme, hvis en stat går ind og truer folk til at leve på en bestemt måde.”

Hvordan og hvorfor indgår uddannelse i forestillingen om det gode liv?

I 2010 vedtog den daværende regering en målsætning om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, og 50 procent af en ungdomsårgang skal have en universitetsuddannelse. Politikerne ville have de unge hurtigere gennem studiet og kom med forslag om, at man kunne gange sit gennemsnit med 1,08 og samtidig score en SU-bonus, hvis man påbegyndte en uddannelse inden for to år efter afsluttet ungdomsuddannelse, at man skulle afskaffe de to sidste SU-år, at der skulle indføres et tredje semester, og at specialeperioden skulle begrænses. Fælles for alle forslagene var og er, at målet er at få de studerende hurtigere igennem studiet og ud på arbejdsmarkedet.

Den øgede interesse i, at så mange danskere som muligt skal være så uddannede som muligt, opstod op gennem 00'erne, da politikere fastslog, at Danmark skulle leve af viden og innovation, mens den mere traditionelle industriproduktion nu måtte henlægges til fattigere lande. For at kunne leve af viden og innovation skulle Danmark imidlertid have flere højtuddannede, som desuden skulle fortsætte med at dygtiggøre sig hele livet ved hjælp af efteruddannelse og lign.
Politikernes ønske om, at veluddannede borgere skal bidrage til den økonomiske vækst stemmer fint overens med det faktum, at de højtuddannede på en del områder har lettere ved at realisere den fremherskende forestilling om det gode liv. Mennesker med mellemlange og længerevarende uddannelser har langt større chance end andre for at få en karriere med god løn, og de lever gennemsnitligt sundere og længere og er mere ressourcestærke end de, der har en kort uddannelse eller slet ingen. At være uuddannet er derimod generelt lig med at have lav status, og der er en klar sammenhæng mellem lav uddannelse og dårligere sundhed og kortere levetid end gennemsnittet. Med andre ord er der en tendens til, at dem uden eller med korte uddannelser lever et liv langt fra idealet om det gode liv.

Hvorfor er det vigtigt at have et godt arbejdsliv?

Årsagerne til, at vi arbejder, har ændret sig gennem tiden. Vi arbejder ikke længere primært for at kunne klare dagen og vejen, men også for at få mening i livet, og det er på jobbet, man udfolder sig kreativt og sætter mål for sig selv. Vi vil gerne selv vælge vores profession, og arbejdet er med til at skabe vores identitet og selvbillede, jf. artiklen ”Hvorfor arbejder vi egentlig?” i Atlas Magasin (se kilder). Et godt arbejde er en del af et godt liv, og vi bruger en stor del af livet på at arbejde.

Men arbejdsløsheden har været stigende i Danmark, og der var 160.200 ledige i januar 2013. En undersøgelse foretaget for Min A-kasse i 2013 viser, at mange arbejdsløse føler, de bliver gjort ansvarlige for finanskrisen, beskyldt for at være dovne og for selv at være skyld i deres arbejdsløshed. Er man arbejdsløs, hører man med andre ord til den gruppe af mennesker, der mangler noget i forhold til idealet om et godt liv. Arbejdsløse fylder meget i debatten, og blandt andre politikeren Joachim B. Olsen (Liberal Alliance) har gjort sig bemærket med hårde udfald mod arbejdsløse. I programmet 'Debatten' på DR2 sagde han ifølge artiklen ”Joachim B. til arbejdsløs: Du er for slap” på Dr.dk/nyheder (se kilder) følgende til en arbejdsløs telesystemtekniker: ”Nu er det bare sådan, at du er på overførselsindkomst og du lever af andre folks penge. Og derfor kan du ikke tillade dig at være kræsen. Så kan du ikke tillade dig at sige, at du ikke vil flytte derhen hvor der er jobs, hvis du VIL arbejde inden for dit felt. Det er simpelthen en slap holdning.”

Politisk kommentator og ekstern lektor ved RUC Rasmus Jønsson har kaldt det for 'offentlig spanking', når politikere sætter arbejdsløse i bås som dovne og for snobbede til at tage de ledige jobs, som ligger udenfor deres uddannelsesfelt.

Danske forskere har påvist, at ledige har 11 gange så stor risiko for at blive deprimerede, og det er der en grund til. En rapport fra EU's arbejdsmarkedsanalyseinstitut i 2010 viste ifølge artiklen ”Vi er mere glade på jobbet end derhjemme” på Videnskab.dk (se kilder), at de fleste af os er mest tilfredse på jobbet, fordi det er der, vi høster mest anerkendelse. Samtidig viste undersøgelsen, at folk, der har et arbejde, er mere lykkelige end ledige.