Den Lille Havfrue

Skulpturen Den Lille Havfrue

Den Lille Havfrue på Langelinie i København er placeret på en dysselignende opsats på et lille stenrev ud for promenadens stensætning, hvor den har haft sin faste plads siden 1913. Figuren er billedhuggerkunstens legemliggørelse af havfruen i H.C. Andersens berømte eventyr. Den er en gave til byen København, skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen.

Turisternes havfrue

Gennem årene har det først og fremmest været de udenlandske søfolk, der tog havfruen til sig og for mange blev det en fast tradition at aflægge hende et besøg, når de ankom til København. Siden har hendes berømmelse bredt sig til andre kategorier af turister. Turisterhvervet har lanceret hende som en slags vartegn for København, men også den øgede udenlandske interesse for H.C. Andersen har bidraget til hendes popularitet.
Man har først 'besøgt' hende, når man har betrådt stenene neden for den store hvilesten. Ved lavvande er det let nok, men ved højvande er der en afstand ud til hende på cirka én meter, og utallige har fået våde fødder under forsøget på grund af de glatte sten (2)
I modsætning til mange andre turistmål, har man ingen dokumentation for havfruens popularitet, fordi der ikke betales entre for at besøge hende. I Danmarks Turistråd rangerede man hende tidligere skønsmæssigt på en tredieplads efter Tivoli og Dyrehavsbakken, men der opstilles ikke længere hitlister over danske seværdigheder.

Danskernes havfrue

Danskerne har været længe om at tage Den Lille Havfrue til sig for alvor. Hun er ofte blevet udnævnt til verdens mest fotograferede 'kvinde', og måske har danskerne simpelt hen set for mange billeder af hende.
Faktisk er havfruen først blevet virkelig berømt efter den anden verdenskrig. I Turistforeningen for Danmark's rejse- og turistbog fra 1937 nævnes hun overhovedet ikke i beskrivelsen af Langelinie (3), og i foreningens jubilæumsårbog fra året efter findes ikke så meget som blot et lillebitte billede af hende (4)
Også siden er havfruen ofte blevet overset. Først i 1962 kom hun på juleplatten fra Den kgl. Porcelænsfabrik (5), og hun måtte vente helt til 1989, før vi fik hende at se på frimærke. Det skete i anledning af 100-året for stiftelsen af Den Danske Turistforening. Oven i købet måtte havfruen lide den tort, at hun ikke udkom i ét af de formater, der normalt bliver er særfrimærke til del. Havfruemærket var af samme størrelse som dagligmærkerne.
Men at danskerne inderst inde føler for deres havfrue, fik man tydeligt demonstreret, da hun i 1964 blev halshugget. Vreden over dette hærværk mod et nationalt symbol var stor og enstemmig. På samme måde var der også mange sure miner, da Guide Michelin i 1996 ikke gav Den Lille Havfrue så meget som én stjerne. Men at Michelins stjerneuddeling skal tages med et gran salt, fremgår blandt andet af, at samme guide i 1983 tildelte hende hele tre stjener, hvilket indikerer, at der er tale om en attraktion, der er hele rejsen værd (6,7)

Er Den Lille Havfrue en havfrue?

Bemærkelsesværdig for Edvard Eriksens skulptur er den omstændighed, at han i sin udformning af figuren bryder med den traditionelle opfattelse af, hvordan en havfrue ser ud. Normalt opfattes en havfrue som bærende fiskehale fra lænden og nedefter, men hos Den Lille Havfrue finder man to selvstændige halefinner, der går fra knæene og ned (8)

Kunstnerens oprindelige skitse til figuren havde end ikke halefinner. Han havde villet afbilde havfruen efter, at hun havde fået menneskeskikkelse, men brygger Jacobsen ville have havfruehale. Den Lille Havfrues halefinner er udtryk for et kompromis som begge efterfølgende blev glade for (9)

Den Lille Havfrue som kunstværk

Den etablerede danske kunstverden har haft det vanskeligt med Den Lille Havfrue. I bogen 'Nyere dansk Billedhuggerkunst' fra 1929 nævner Sigurd Schultz hende overhovedet ikke. Hun dukker først op i 1950 i bogen 'Danmarks Billedhuggerkunst', hvori det om hende og hendes skaber, Edvard Eriksen, hedder: "Hans 'Lille Havfrue' paa en Sten i Vandet ved Langelinie er i hele sin Aand et Sidestykke til den sværmeriske Naturalisme, der samtidig kom til udtryk i de danske Porcelænsfabrikkers berømte, af Arnold Krog kort før skabte Underglasurmaleri." De to havde nok været bedre tjent med at være udeladt (10) 

Siden har hun dog også fået sine forsvarere, som det for eksempel fremgår af følgende beskrivelse fra 1978: "Det er lykkedes Eriksen at videregive det indtryk hos beskueren, af havfruen er besjælet med menneskelige følelser. Hertil bidrager det bøjede hoved og den afslappede siddestilling, der vækker forestillinger om refleksion og drøm. Og den grundlæggende ide understreges af liniernes harmoniske, ubrudte og blide forløb med stærk betoning af omridset, der samler figuren i en rolig, nærmest pyramidalsk form" (11)

Halshugningen i 1964

Den Lille Havfrues status som nationalt symbol kom tydeligt til udtryk, da ukendte gerningsmænd i 1964 savede hovedet af damen og fjernede det. Og endnu er det ikke kommet til veje.
Københavns politidirektør alarmerede drabsafdelingen og fra både USA, Japan og det meste af Europa ankom TV-hold for at dække begivenheden. Historien var manna for pressen, og takket være den enorme mediedækning behøvede ingen være i tvivl om, at hærværket var et utilgiveligt indhug i selve danskheden.
Historien fik sin villige skurk i kunstneren Jørgen Nash, der gjorde havfruemordet til en årelang personlig happening. Han hævdede, at han vidste, hvem der havde foretaget afsavningen af havfruens hoved. Røbe gerningsmanden ville Nash ikke, men han pointerede, at der var tale om en kunstnerisk handling, hvis formål var at skabe indignation.
Siden 1964 har Jørgen Nash benægtet at være gerningsmanden, men det er oftest sket i bevidst forblommede vendinger, hvilket har bidraget til at han i den almindelige bevidsthed fremstår som den skyldige. Samtidig har det sikret ham en fast plads i den populære presse gennem de mange år og dermed gratis reklame. Og hærværket har ikke gjort Den Lille Havfrue mindre berømt (12)

Hvem var havfruemorderen?

I årenes løb gik der ligefrem sport i at udpege havfruemorderen. Nogle blev udpeget af andre på tvivlsomme formodninger. Den sidst udpegede var kunstmaleren Henrik Bruun, der kort efter sin død i 1997 blev udnævnt til havfruemorder (13). Andre meldte sig selv som for eksempel kunstmaleren Charles Mac Streton (14), men ingen tog notits af alle disse 'bekendelser', og hovedet fandt man aldrig.

Naturligvis bidrog Jørgen Nash til løjerne. På et tidspunkt udpegede han for eksempel en i Oslo bosat friherre Hans Ulrik van der Krone som gerningsmanden.

I sine erindringer tilstår Jørgen Nash at være havfruemorderen, og han beskriver hændelsesforløbet i detaljer og hævder, at han har kastet det afsavede hoved i Utterslev Mose. Om tilståelsen står til troende er en anden sag (15)  

Illustrationer

Under illustrationer henvises til enkelte billeder på Internettet som for eksempel en tegning eller et foto. Samlinger af illustrationer som for eksempel gallerier skal findes under videre links. Billederne er udvalgt efter søgning på Internettet for at supplere og/eller visualisere faktaoplysningerne.

The little Mermaid. Royal Copenhagen, Christmas plate 1962.
Foto af juleplatte fra 1962 designet af Kaj Lange med Den Lille Havfrue som motiv.

Kilder

1. Hakon Stephensen: Vi lyver for turisterne. - Politiken. - 1982-08-21.
2. Amelung, Henning: Den lillebitte havfrue. - Jyske Tidende. - 1984-08-23.
3. Moller, Antoine: Venligt haledask til havfruen. - Jyllands-Posten. - 1998-01-24
4. Jubilæumsaarbog 1938. Turistforeningen for Danmark. 1938. 154 sider + 35 tavler.
5. Royal Copenhagen. Christmas plate. 1962. http://www.dph-trading.dk/oversigtssider/platter/rc/k/store/k62-s.htm
6. Levinsen, Niels: Danmark er alligevel stjerner værd. - Jyllands-Posten. - 1996-12-02
7. Mandal, Marcus: Københavns mad-stjerner. - Politiken. - 1983-04-30.
8. Sonne, Ths.: Sculpturen Den lille Havfrue’s Historie. Side 79-123 i: A Sereiazinha. Den lille Havfrue. 1960. 143 sider.
9. Eriksen, Egon: Eventyret om billedhuggeren Edvard Eriksens Lille Havfrue på Langelinie, København. Side 12-21 i: Havfruer. Københavns Bymuseum, ca. 1972.
10. Langberg,Harald: Bedre end sit rygte. Et forsvar på 50 års dagen. - Berlingske Aftenavis. - 1963-08-23.
11. Denne beskrivelse er hentet fra den skønserklæring, som overbibliotekar Henrik Bramsen og billedhugger Ernst Eberlein som syns- og skønsmænd udarbejdede til Vestre Landsret i en sag om ophavsret i 1978. - Ugeskrift for Retsvæsen. - Årg. 113, 1979, side 391.
12. Hammerich, Paul: Evigt ejes kun det tabte. Side 232-234 i hans: Opgang og nedtur, 1980.
13. Rasmussen, Tina: Ny kandidat til 'havfruemordet'. - Politiken. - 1997-10-28.
14. Steen, Alex: Jeg savede halsen over på havfruen. - Ekstrabladet. - 1991-11-17.
15. Nash, Jørgen: Havfruemorderen krydser sine spor. 1997.

Hvem fik ideen?

27.12.2002. Den Lille Havfrue,
Langelinie i København.
Foto: Perjesi Nicolai/Polfoto

Ideen til havfrueskulpturen blev undfanget af brygger Carl Jacobsen (1842-1914), ejeren af Carlsberg bryggerierne og Danmarks største private kunstmæcen. Ideen fik han, da han på Det kgl. Teater overværede eventyrballetten 'Den lille Havfrue', der havde premiere den 26.12.1909.
Hovedpartiet blev danset af den af samtiden højt beundrede solodanserinde Ellen Price (1878-1968). Hendes force var netop evnen til at udtrykke det rørende og uskyldige, og stykket blev en stor succes. Med sin skønhed og gratie betog hun den gamle brygger, der besluttede at sætte havfruen et varigt minde i form af en skulptur (2)

Hvem udførte skulpturen?

Arbejdet med at skabe skulpturen blev overladt til billedhuggeren Edvard Eriksen (1876-1959). Brygger Jacobsen udtalte, at nu var Den Lille Havfrue blevet foreviget af H.C. Andersen i digtekunsten, af Ellen Price i dansen og af Fini Henriques i musikken. Nu måtte Eriksen udødeliggøre hende i billedhuggerkunsten.
Når valget faldt på Eriksen kan det meget vel skyldes, at han netop i 1910 arbejdede på Christian IX's sarkofag. To af sarkofagens tre skulpturer kan betegnes som søstre til havfruen, og bryggeren havde også en finger med i spillet omkring sarkofagen.
I løbet af foråret 1910 havde Edvard Eriksen skitsen til havfruen færdig, men Carl Jacobsen var langt fra tilfreds, og projektet gik i stå. I løbet af efteråret fandt kunstneren og mæcenen hinanden igen, og i løbet af kun seks uger blev figuren modelleret. Som forbillede anvendte Eriksen den franske billedhugger Henri Chapus skulptur Jeanne d'Arc, der dengang var et populært værk på Glyptoteket (3)

Hvem støbte skulpturen?

I løbet af 1911 blev Den Lille Havfrue støbt i bronze hos Kgl. Hof-bronzestøber Carl N.G. Rasmussen i Rådmandsgade på Nørrebro. Firmaet gemte heldigvis den originale gipsmodel, hvorfor det i 1964 var muligt at tage en ny afstøbning af hovedet (3)

Selv om havfruen kan synes lille, er skulpturen lidt større end naturlig størrelse. Den er hul og vejer 175 kg (4)

Hvem valgte placeringen?

Det var brygger Jacobsens intention, at Den Lille Havfrue skulle placeres i et kunstigt vandbassin i et blomsteranlæg på Langelinie, men billedhuggeren ville have hende placeret på sten i vandet på selve kysten. Det endte med, at bryggeren blev overbevist, og han forfægtede ivrigt ideen over for Københavns Kommune.
Kommunens havearkitekt, Erik Erstad-Jørgensen, fik til opgave at regulere den stenbeklædte kyst omkring stedet og beplante den. Den 15.9.1912 foretog man en prøveopstilling, men skulpturen sad for lavt og for tæt på kysten, så det næste år blev brugt til at gennemføre en større renovering af området (3)

Hvornår blev skulpturen opstillet?

Opstillingen fandt sted den 23.8.1913. Havfruen blev anbragt på en kampestensdysse ved Langeliniebugten i nærheden af den daværende Kongelige Yachtklub, Langeliniepavillonen og lystbådehavnen med promenadens udsyn over indsejlingen til København som baggrund. Her sidder hun et par meter ude i vandet og ser længselsfuldt mod land til de mennesker, som hun drømmer om at tilhøre (2)

Hvem sad model til Den Lille Havfrue?

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at det var ballettens Ellen Price, der var den direkte inspirationskilde til Den Lille Havfrue. Det har derfor været naturligt at antage, at det også var hende, der sad model for billedhuggeren. Dette er imidlertid en myte, til trods for at den præsenteres som sandheden i næsten alle behandlinger af emnet.
I 1910 sad en solodanser ved Det kgl. Teater ikke nøgenmodel. Ellen Price besøgte naturligvis billedhuggeren under arbejdet, men når hun er blevet udnævnt som model, er der tale om en nyfigen presses forhastede og fejlagtige konklusioner.
Som model til Den Lille Havfrue sad kunstnerens hustru, Eline Eriksen (1881-1963). Den nogle steder anførte påstand om, at Ellen Price alene havde lagt ansigt til skulpturen, har heller ikke noget på sig (2)

Blev skulpturen kopieret?

Efter Edvard Eriksens bestemmelse må Den Lille Havfrue ikke figurligt eftergøres. I kunstnerens levetid er der dog fremstillet otte kopier i bronze. De er alle i cirka halv størrelse og blevet til i forbindelse med særlige anledninger.
De fleste af kopierne kom i privateje, men ude i verden blev der opstillet tre kopier: Foran Yachtklubben i Hongkong, i Salt Lake City Nationalpark i USA og foran Verdenspostforeningens hovedsæde i Bern i Schweiz (2)
I Danmark kan én af kopierne i dag ses på Hotel Schaumburg i Holstebro (5)
Kort før sin død overdrog Edvard Eriksen Den kgl. Porcelænsfabrik eneretten til at fremstille en cirka 20 cm. høj modelleret og signeret figur i porcelæn eller fajance. Den dag i dag har fabrikken eneretten på figurlige gengivelser af Den Lille Havfrue. De mange figurer, der vitterlig er i omløb som turist-souvenirer, er derfor ikke naturtro gengivelser. De kan for eksempel adskille sig fra originalen ved, at benene vender den gale vej (6)

Hvem har ophavsretten til Den Lille Havfrue?

For Edvard Eriksen var det vigtigt værne om Den Lille Havfrue. Han ville ikke havde figuren udnyttet kommercielt af diverse kopister og veg ikke tilbage for at beskytte sin ophavsret via retssager.
I 1937 vandt han således en principiel sejr i Vestre Landsret over et broderifirma, der havde fremstillet et farvelagt motiv forestillende Den Lille Havfrue til gengivelse i stramaibroderi. Erstatningen beløb sig til 100 kr. (7)
Til gengæld tabte han i 1957 i Østre Landsret er erstatningssag mod et firma, der importerede spanske appelsiner under navnet 'Princess of the Ocean' indpakket i papir prydet med en gengivelse af Den Lille Havfrue. Dette skyldtes dog, at søgsmålet var anlagt for sent (8)
Efter Edvard Eriksens død i 1959 overgik de ophavsretlige rettigheder til han enke. Efter hendes død i 1963 overgik ophavsretten til skulpturen til billedhuggerens fire sønner. Også arvingerne håndhæver kunstnerretten, som det blandt andet fremgår af en større principiel sag om retten til at anvende havfruen som turistsouvenir, der blev vundet i Vestre Landsret i 1978 (9)
Men med årene er de autoriserede kopier blevet flere. Hun findes i dag i utallige souvenirudgaver og hun har dusinvis af små søstre placeret rundt om i verden. Alle er godkendt af arvingerne, der har modtaget deres royalty (10)
I dag er mulighederne for at anvende Den Lille Havfrue kommercielt blot et spørgsmål om at få en aftale og betale royalty. Københavns Kommune må anvende hende frit som turistreklame og foruden Den kgl. Porcelænsfabrik har blandt andet Carlsberg, Kjeldsens Småkager og Hertz anvendt hende i reklameøjemed (6)

Hærværk mod skulpturen

Som nationalt symbol har Den Lille Havfrue offentlighedens bevågenhed, hvorfor man har kunnet være sikker på en stor mediedækning, når havfruen har været inddraget i både hærværk og mere eller mindre grovkornede happenings. Ikke mindst det verdensomspændende medierøre i 1964, da havfruen mistede hovedet, har virket inspirerende på mange.
Talrige gange er figuren blevet over- eller bemalet, men hun har også lidt fysisk overlast af mere alvorlig karakter. Efter 'halshugningen' i 1964, har skulpturen tre gange været udsat for alvorlige former for hærværk.
Natten til den 22.7.1984 afsavede to unge mænd 39 cm af havfruens højre arm. Dagen efter gik de til politiet og sagde undskyld. Operationsudgift: 40.000 kr. Det var spiritus og mangel på maling, der førte til hærværket. Egentlig var det planen at male havfruen lyserød, men der var ikke maling nok i det værksted, hvor de ville hente malingen. I stedet snuppede de en nedstryger (11)
I 1990 var der optræk til en gentagelse af 'halshugningen' fra 1964, idet en trediedel af havfruens hals blev skåret over. Hvem der udførte denne udåd, er aldrig blevet opklaret (12)

Den anden halshugning

Natten til den 6. januar 1998 blev Den Lille Havfrues hoved afsavet og fjernet for anden gang. Også ved denne lejlighed var den udenlandske presse på pletten, og PR-folkene fra Wonderful Copenhagen kunne glæde sig over atter at se København i verdenspressens fokus (13)

Men i den danske presse var holdningen anderledes end i 1964. Dengang var formålet med afsavningen angiveligt at vække forargelse - hvilket lykkedes. I 1998 var der blot tale om en plat gentagelse af en happening, som ikke kan gentages og slet ikke forsvares. Tilbage stod blot indtrykket af hærværk og vandalisme.

Måske tog gerningsmændene denne gang fejl af omverdenens reaktioner. I alt fald endte affæren med, at havfruens hoved blev afleveret anonymt til TVDanmark, der var gået ind i sagen ved at udsætte en dusør, og havfruen kunne få hovedet sat på igen. Denne gang er det dog blevet sikret, så mulighederne for en tredie afsavning skulle være mindsket.

Til trods for mistanker og anholdelser er det heller ikke lykkedes politiet at få nogen dømt for det andet havfruemord (14)

Politisk brug af Den Lille Havfrue

Den Lille Havfrue har også spillet en rolle i forbindelse med politiske budskaber.
Én af de mere spektakulære anvendelser af skulpturen fandt sted i 1979 i forbindelse med den dengang løbende debat om atomkraftværker. Under overskriften 'Stop døden fra Barsebäck' prydede hun den 3.4.1979 forsiden af Ekstrabladet i form af et havfrueskelet (15)
I 1984 var hun centrum for en demonstration mod japanernes fortsatte fangst af kaskelothvaler arrangeret af Greenpeace, der havde forsynet hende med harpun, bind for øjnene, et blodigt japansk flag samt et skilt med teksten på dansk og engelsk: Hun prøvede også at redde hvalerne (16)
I 1989 blev havfruen som et led i en EF-happening iført lænker, og der har idet det hele taget været udvist megen opfindsomhed, når det har drejet sig om af iklæde havfruen dette eller hint. Den form for brug af havfruen har ikke skadet hende men derimod cementeret hendes symbolske betydning (17) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Eriksen, Egon: Edvard Eriksen og Den lille Havfrue. 1998. Ca. 130 sider.
Om billedhuggerens liv og værker. Bogen er først udkommet efter afslutningen af dette FaktaLink.

Hornung, Peter Michael: Havfruens far var en mand af principper. - Berlingske Tidende. - 1983-08-14.
Portræt af billedhuggeren Edvard Eriksen.

Kilder

1. Landemærker i Hong Kong / Familien Frøkjær Jensen
   http://www.christianskirken.dk/jensen/landem.html
2. Sonne, Ths.: Sculpturen Den lille Havfrue’s Historie. Side 79-123 i: A Sereiazinha. Den lille Havfrue. 1960. 143 sider.
3. Eriksen, Egon: Eventyret om billedhuggeren Edvard Eriksens Lille Havfrue på Langelinie, København. Side 12-21 i: Havfruer. Københavns Bymuseum, ca. 1972.
4. Den Lille Havfrue. Langelinie
   http://www.turist.dt.dk/cgi-bin/show.cgi?Prod=seva4&Id=
   687699&backurl=namesearch.cgi%3FName%3Dlille+
   havfrue%26Region%3Dnone
5. Den Lille Havfrue. Holstebro
   http://www.turist.dt.dk/cgi-bin/show.cgi?Prod=seva4&Id=
   687730&backurl=namesearch.cgi%3FName%3Dlille+
   havfrue%26Region%3Dnone
6. Høst-Madsen, Povl: Verdens eneste skulptur med egen advokat. - Information. - 1985-08-09.
7. Ugeskrift for Retsvæsen. - Årg. 72, 1938, side 338-339.
8. Ugeskrift for Retsvæsen. - Årg. 91, 1957, side 626-627.
9. Ugeskrift for Retsvæsen. - Årg. 113, 1979, side 388-395.
10. Friis, Bente Linnea: En eventyrlig kvinde runder de 80. - Berlingske Tidende. - 1993-08-22.
11. Cordsen, Christine: Sav fra BZ-hus - Politiken. - 1984-07-24.
12. Grundtvig, Annemette: Hak i havfruen. - Politiken. - 1990-05-08.
13. Steensbeck, Bjarne: Vandalisten er en helt. - Politiken. - 1998-01-07.
14. Samir Sørensen, Mona: Fotograf fængslet for havfruemordet. - Politiken. - 1998-02-06.
15. Dirckinck-Holmfeld, Gregers: Hårde tider forude, 1997, side 431.
16. Bennike, Lars: Vrede turister befriede havfruen. - Politiken. - 1984-11-20.
17. Bundgård Povlsen, Klaus: Den lille Havfrue blev lænket fast. - Politiken. - 1989-04-09.