Introduktion til Den Lille Havfrue

Citat
Så kommer vi til Den lille Havfrue. Hun er helt urealistisk. Pigerne hertillands har ikke svømmehale og sidder og ser længselsfuldt over på Orlogsværftets matroser. De har ganske andre dragende kendetegn og målsætninger. Vi lyver over for vore gæster
Hakon Stephensen, fhv. chefredaktør på Politiken

Skulpturen Den Lille Havfrue

Den Lille Havfrue på Langelinie i København er placeret på en dysselignende opsats på et lille stenrev ud for promenadens stensætning, hvor den har haft sin faste plads siden 1913. Figuren er billedhuggerkunstens legemliggørelse af havfruen i H.C. Andersens berømte eventyr. Den er en gave til byen København, skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen.

Turisternes havfrue

Gennem årene har det først og fremmest været de udenlandske søfolk, der tog havfruen til sig og for mange blev det en fast tradition at aflægge hende et besøg, når de ankom til København. Siden har hendes berømmelse bredt sig til andre kategorier af turister. Turisterhvervet har lanceret hende som en slags vartegn for København, men også den øgede udenlandske interesse for H.C. Andersen har bidraget til hendes popularitet.
Man har først 'besøgt' hende, når man har betrådt stenene neden for den store hvilesten. Ved lavvande er det let nok, men ved højvande er der en afstand ud til hende på cirka én meter, og utallige har fået våde fødder under forsøget på grund af de glatte sten (2)
I modsætning til mange andre turistmål, har man ingen dokumentation for havfruens popularitet, fordi der ikke betales entre for at besøge hende. I Danmarks Turistråd rangerede man hende tidligere skønsmæssigt på en tredieplads efter Tivoli og Dyrehavsbakken, men der opstilles ikke længere hitlister over danske seværdigheder.

Danskernes havfrue

Danskerne har været længe om at tage Den Lille Havfrue til sig for alvor. Hun er ofte blevet udnævnt til verdens mest fotograferede 'kvinde', og måske har danskerne simpelt hen set for mange billeder af hende.
Faktisk er havfruen først blevet virkelig berømt efter den anden verdenskrig. I Turistforeningen for Danmark's rejse- og turistbog fra 1937 nævnes hun overhovedet ikke i beskrivelsen af Langelinie (3), og i foreningens jubilæumsårbog fra året efter findes ikke så meget som blot et lillebitte billede af hende (4)
Også siden er havfruen ofte blevet overset. Først i 1962 kom hun på juleplatten fra Den kgl. Porcelænsfabrik (5), og hun måtte vente helt til 1989, før vi fik hende at se på frimærke. Det skete i anledning af 100-året for stiftelsen af Den Danske Turistforening. Oven i købet måtte havfruen lide den tort, at hun ikke udkom i ét af de formater, der normalt bliver er særfrimærke til del. Havfruemærket var af samme størrelse som dagligmærkerne.
Men at danskerne inderst inde føler for deres havfrue, fik man tydeligt demonstreret, da hun i 1964 blev halshugget. Vreden over dette hærværk mod et nationalt symbol var stor og enstemmig. På samme måde var der også mange sure miner, da Guide Michelin i 1996 ikke gav Den Lille Havfrue så meget som én stjerne. Men at Michelins stjerneuddeling skal tages med et gran salt, fremgår blandt andet af, at samme guide i 1983 tildelte hende hele tre stjener, hvilket indikerer, at der er tale om en attraktion, der er hele rejsen værd (6,7)

Er Den Lille Havfrue en havfrue?

Bemærkelsesværdig for Edvard Eriksens skulptur er den omstændighed, at han i sin udformning af figuren bryder med den traditionelle opfattelse af, hvordan en havfrue ser ud. Normalt opfattes en havfrue som bærende fiskehale fra lænden og nedefter, men hos Den Lille Havfrue finder man to selvstændige halefinner, der går fra knæene og ned (8)

Kunstnerens oprindelige skitse til figuren havde end ikke halefinner. Han havde villet afbilde havfruen efter, at hun havde fået menneskeskikkelse, men brygger Jacobsen ville have havfruehale. Den Lille Havfrues halefinner er udtryk for et kompromis som begge efterfølgende blev glade for (9)

Den Lille Havfrue som kunstværk

Den etablerede danske kunstverden har haft det vanskeligt med Den Lille Havfrue. I bogen 'Nyere dansk Billedhuggerkunst' fra 1929 nævner Sigurd Schultz hende overhovedet ikke. Hun dukker først op i 1950 i bogen 'Danmarks Billedhuggerkunst', hvori det om hende og hendes skaber, Edvard Eriksen, hedder: "Hans 'Lille Havfrue' paa en Sten i Vandet ved Langelinie er i hele sin Aand et Sidestykke til den sværmeriske Naturalisme, der samtidig kom til udtryk i de danske Porcelænsfabrikkers berømte, af Arnold Krog kort før skabte Underglasurmaleri." De to havde nok været bedre tjent med at være udeladt (10) 

Siden har hun dog også fået sine forsvarere, som det for eksempel fremgår af følgende beskrivelse fra 1978: "Det er lykkedes Eriksen at videregive det indtryk hos beskueren, af havfruen er besjælet med menneskelige følelser. Hertil bidrager det bøjede hoved og den afslappede siddestilling, der vækker forestillinger om refleksion og drøm. Og den grundlæggende ide understreges af liniernes harmoniske, ubrudte og blide forløb med stærk betoning af omridset, der samler figuren i en rolig, nærmest pyramidalsk form" (11)

Halshugningen i 1964

Den Lille Havfrues status som nationalt symbol kom tydeligt til udtryk, da ukendte gerningsmænd i 1964 savede hovedet af damen og fjernede det. Og endnu er det ikke kommet til veje.
Københavns politidirektør alarmerede drabsafdelingen og fra både USA, Japan og det meste af Europa ankom TV-hold for at dække begivenheden. Historien var manna for pressen, og takket være den enorme mediedækning behøvede ingen være i tvivl om, at hærværket var et utilgiveligt indhug i selve danskheden.
Historien fik sin villige skurk i kunstneren Jørgen Nash, der gjorde havfruemordet til en årelang personlig happening. Han hævdede, at han vidste, hvem der havde foretaget afsavningen af havfruens hoved. Røbe gerningsmanden ville Nash ikke, men han pointerede, at der var tale om en kunstnerisk handling, hvis formål var at skabe indignation.
Siden 1964 har Jørgen Nash benægtet at være gerningsmanden, men det er oftest sket i bevidst forblommede vendinger, hvilket har bidraget til at han i den almindelige bevidsthed fremstår som den skyldige. Samtidig har det sikret ham en fast plads i den populære presse gennem de mange år og dermed gratis reklame. Og hærværket har ikke gjort Den Lille Havfrue mindre berømt (12)

Hvem var havfruemorderen?

I årenes løb gik der ligefrem sport i at udpege havfruemorderen. Nogle blev udpeget af andre på tvivlsomme formodninger. Den sidst udpegede var kunstmaleren Henrik Bruun, der kort efter sin død i 1997 blev udnævnt til havfruemorder (13). Andre meldte sig selv som for eksempel kunstmaleren Charles Mac Streton (14), men ingen tog notits af alle disse 'bekendelser', og hovedet fandt man aldrig.

Naturligvis bidrog Jørgen Nash til løjerne. På et tidspunkt udpegede han for eksempel en i Oslo bosat friherre Hans Ulrik van der Krone som gerningsmanden.

I sine erindringer tilstår Jørgen Nash at være havfruemorderen, og han beskriver hændelsesforløbet i detaljer og hævder, at han har kastet det afsavede hoved i Utterslev Mose. Om tilståelsen står til troende er en anden sag (15)  

Illustrationer

Under illustrationer henvises til enkelte billeder på Internettet som for eksempel en tegning eller et foto. Samlinger af illustrationer som for eksempel gallerier skal findes under videre links. Billederne er udvalgt efter søgning på Internettet for at supplere og/eller visualisere faktaoplysningerne.

The little Mermaid. Royal Copenhagen, Christmas plate 1962.
Foto af juleplatte fra 1962 designet af Kaj Lange med Den Lille Havfrue som motiv.

Kilder

  1. Hakon Stephensen: Vi lyver for turisterne. - Politiken. - 1982-08-21.
  2. Amelung, Henning: Den lillebitte havfrue. - Jyske Tidende. - 1984-08-23.
  3. Moller, Antoine: Venligt haledask til havfruen. - Jyllands-Posten. - 1998-01-24
  4. Jubilæumsaarbog 1938. Turistforeningen for Danmark. 1938. 154 sider + 35 tavler.
  5. Royal Copenhagen. Christmas plate. 1962. http://www.dph-trading.dk/oversigtssider/platter/rc/k/store/k62-s.htm
  6. Levinsen, Niels: Danmark er alligevel stjerner værd. - Jyllands-Posten. - 1996-12-02
  7. Mandal, Marcus: Københavns mad-stjerner. - Politiken. - 1983-04-30.
  8. Sonne, Ths.: Sculpturen Den lille Havfrue’s Historie. Side 79-123 i: A Sereiazinha. Den lille Havfrue. 1960. 143 sider.
  9. Eriksen, Egon: Eventyret om billedhuggeren Edvard Eriksens Lille Havfrue på Langelinie, København. Side 12-21 i: Havfruer. Københavns Bymuseum, ca. 1972.
  10. Langberg,Harald: Bedre end sit rygte. Et forsvar på 50 års dagen. - Berlingske Aftenavis. - 1963-08-23.
  11. Denne beskrivelse er hentet fra den skønserklæring, som overbibliotekar Henrik Bramsen og billedhugger Ernst Eberlein som syns- og skønsmænd udarbejdede til Vestre Landsret i en sag om ophavsret i 1978. - Ugeskrift for Retsvæsen. - Årg. 113, 1979, side 391.
  12. Hammerich, Paul: Evigt ejes kun det tabte. Side 232-234 i hans: Opgang og nedtur, 1980.
  13. Rasmussen, Tina: Ny kandidat til 'havfruemordet'. - Politiken. - 1997-10-28.
  14. Steen, Alex: Jeg savede halsen over på havfruen. - Ekstrabladet. - 1991-11-17.
  15. Nash, Jørgen: Havfruemorderen krydser sine spor. 1997.