Hvilke konflikter har været i spil omkring Ground Zero?
Ground Zero har - bl.a. på grund af stedets stærke symbolske betydning og de økonomiske potentialer i det - udviklet sig til en kampplads for forskellige interesser og holdninger. Hvor mange ofte modsatrettede hensyn, de amerikanske myndigheder har skullet tage hensyn til, da de skulle beslutte, hvad der skulle ske med Ground Zero, beskrives i artiklen ”Tårnhøje ambitioner” i Kristeligt Dagblad den 25. august 2005 (se kilder): ”Genopbygningen af World Trade Center var ombølget af modstridende interesser. Der var ofrenes pårørende, der ønskede hele området omdannet til mindepark, og andre, der ville have et langt mere sofistikeret mindesmærke. Der var beboerne i området, der ønskede at bo i en levende bydel og ikke i et mausoleum. Der var dem, der på trodsig newyorker-vis ønskede tårnene genopført, præcis som de var. Der var firmaer, der gerne ville have genopbygget deres nu ødelagte kontorer i området, og andre, der søgte til fredeligere steder. Der var kulturfolk, der så katastrofen som en chance for at få flere kulturinstitutioner anbragt i downtown. Larry Silverstein, der havde lejemålet for de nu ødelagte bygninger og ønskede at få nye kontorbygninger i vejret i en fart. Og så var der New Yorks guvernør George Pataki, der gerne ville genvælges.”
Hvordan er Ground Zero kommet til at se ud?
Kort efter angrebet blev det besluttet, at Ground Zero skulle omdannes på en måde, der både rummede aktiviteter og byliv og dermed viste, at USA var i stand til at rejse sig igen efter angrebet. Samtidig skulle stedet kunne fungere som en form for mindesmærke for ofrene for angrebet. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, hvor adskillige berømte tegnestuer og arkitekter deltog. De første forslag blev imidlertid afvist af New Yorks borgere, da borgerne ikke fandt det nytænkende nok eller ikke mente, at det i tilstrækkelig grad afspejlede det unikke i begivenheden 11. september 2001.
I 2003 blev konkurrencen afgjort, da den polsk-jødisk-amerikanske arkitekt Daniel Libeskind blev udpeget som vinder af konkurrencen og fik tildelt opgaven med at tegne de overordnede linjer i projektet. Libeskind var, allerede inden han vandt konkurrencen om Ground Zero-projektet, en internationalt anerkendt arkitekt, der bl.a. havde markeret sig med Jødisk Museum Berlin, Imperial War Museum i Manchester og Dansk Jødisk Museum i København.
Libeskind fik dog ikke lov til at tegne alle Ground Zero-bygningerne i detaljer. Det blev overladt til en række andre stjernearkitekter: Spanske Santiago Calatrava skulle stå for tog- og undergrundsstationen, franskmanden Jean Nouvel (der har tegnet koncerthuset i DR-Byen), britiske Sir Norman Foster og Fumihiko Maki fra Japan har designet selve bygningerne på tomten, og Frank Gehry har stået for at tegne det teater, der skal opføres på området. Desuden har det norske arkitektfirma Snøhetta designet et kulturcenter.
Mindesmærket for de faldne, som af mange opfattes som det mest følsomme element i projektet, er dog blevet overladt til en forholdsvis ukendt amerikansk arkitekt, Michael Arad.
En anden amerikaner, David Childs, fik til opgave at tegne det tårn, som Libeskind havde lavet første skitse til.
Udover tårnet, teater, kulturcenter og togstation er der følgende elementer i Ground Zero-komplekset:
· To 4.000 kvadratmeter store vandbassiner, anlagt præcist der, hvor tvillingetårnene stod. Ned ad siderne på bassinerne flyder store strømme af vand - verdens største menneskeskabte vandfald. På kanten af de to bassiner indskrives navnene på de mennesker, der døde den 11. september 2001 i New York, Pennsylvania og Pentagon samt ofrene for angrebet på World Trade Center i 1993.
· En park ved navn Memorial Plaza med cirka 4.000 egetræer, anlagt omkring bassinerne.
· Et museum.
Flere oplysninger om projektet findes på hjemmesiden for National September 11 Memorial & Museum (se kilder), hvor det også er muligt via et live web cam at følge med i opførelsen af parken.
Hvilke konflikter har der været om opførelsen af et nyt tårn?
Der har været en række konflikter omkring både udformningen af tårnet og formålet med det. I første omgang var nogle debattører imod, at der overhovedet blev opført et nyt tårn, da det at bygge et nyt efter deres mening var en handling, som risikerede at ’invitere’ til flere terrorangreb og dermed øge truslen mod New York. Andre slog fast, at det var væsentligt, at der blev opført et tårn som et signal om, at terroristerne ikke kunne skræmme amerikanerne - og for at fastholde idealet om et frit samfund. Der var dermed store følelser og principper på spil, kort og præcist udtrykt af den amerikanske journalist David Usborne i en artikel i Information den 7. juni 2005 under overskriften ”Det absolutte nulpunkt” (se kilder): “Det er ikke bare en ny samling højhuse, der skal bygges, men et budskab til hele verden om New Yorks ukuelighed og evne til at stå imod terrorisme.”
Daniel Libeskind, der blev valgt til at planlægge de nye byggerier på Ground Zero, var på linje med Usborne. For at formidle den sorg og det håb, som han selv følte under sine besøg ved Ground Zero, tegnede han det såkaldte Frihedstårn, der skulle være præcist 1776 fod (541 meter) højt. Højden i fod var en reference til året 1776, hvor Thomas Jefferson skrev den amerikanske uafhængighedserklæring, begyndelsen på det første moderne demokrati. Af Libeskinds skitse fremgik det desuden, at tårnets top skulle minde om den fakkel, som Frihedsgudinden i New Yorks havn er udstyret med.
Libeskind fik imidlertid ikke lov til at gennemføre sin vision, for allerede i februar 2003 besluttede ejendomsmagnaten Larry Silverstein, der ejer virksomheden bag Ground Zero-projektet, at han ville bruge arkitekten David Childs til at designe de enkelte bygninger i Ground Zero, inklusive Frihedstårnet. Childs tegnede et tårn, som ganske vist får netop den symbolske højde, Libeskind ønskede, men som kommer til at fremstå som en mere ordinær kontorbygning end Libeskinds mere eksperimenterende forslag. I 2005 blev det imidlertid klart, at Childs tegninger ikke levede op til de skærpede sikkerhedskrav, som myndighederne stillede. Tårnets glaslobby var for sårbar over for bilbomber, og det lå alt for tæt på en befærdet gade, hvor lastbiler med bomber om bord kunne passere. Childs måtte tegne en ny bombesikret bygning, hvor de første 60 meter består af vinduesløs beton og stål.
Den komplicerede proces har betydet, at tårnet, der bliver USA’s højeste bygning, først står færdigt i 201, og det er også blevet besluttet, at det oprindelige navn, Frihedstårnet, skal skiftes ud med det mere neutrale One World Trade Center. Navneændringen blev besluttet af det offentligt ejede selskab bag byggeriet, fordi selskabet frygtede, at det oprindelige navn ville være så kontroversielt, at det ville blive vanskeligt at finde lejere til de mange kontor- og erhvervslejemål.
Daniel Libeskinds arbejde med projektet - og de mange interessemodsætninger i forbindelse med det - beskrives i artiklerne ”Tårnhøje ambitioner” i Kristeligt Dagblad den 25. august 2005 (se kilder) og ”Slagsmål om Ground Zero” i Berlingske Tidende 18. juli 2005 (se kilder).
Hvilke konflikter har der været på grund af planerne om at opføre et islamisk center?
En paraplyorganisation af muslimske foreninger har i flere år haft planer om at opføre en moske og et 15 etagers islamisk kulturcenter i umiddelbar nærhed af Ground Zero. Byggeplanerne har i flere år affødt følelsesladede debatter blandt religiøse repræsentanter, naboer til området og pårørende til ofre efter terrorangrebet den 11. september 2001. De muslimske foreninger bag byggeplanerne fremhæver, at de ønsker at bekæmpe religiøs ekstremisme og fremme religiøs dialog. De har planer om, at det islamiske center bl.a. skal indeholde kunstakademi og svømmehal.
Formålet med at placere en moske og et islamisk center netop der er ifølge projektets talskvinde, Daisy Khan at sende et klart signal om, at foreningerne og de muslimer, de repræsenterer, ønsker fredelig sameksistens mellem forskellige religiøse grupper i New York, i USA og på verdensplan. ”Tiden er inde for et center som dette, da islam er en amerikansk religion. Vi har behov for at tage tragedien fra den 11. september og vende den til noget positivt,” udtalte Daisy Khan ifølge artiklen ”Moské ved 'Ground Zero' splitter newyorkerne” i Politiken 17. maj 2010 (se kilder). I samme artikel understregede Daisy Khan, at omkring 300 af de 2.752 ofre for angrebet 11. september 2001 var muslimer og tilføjer: ”Vi er også amerikanere. Tragedien den 11. september ramte alle, inklusiv det muslimske samfund. Vi er alle en del af det her, og sammen skal vi kæmpe mod ekstremisme og terrorisme.”
Nogle af de efterladtes familier mener imidlertid, at det er ufølsomt og upassende at bygge en moske så tæt på området. Barry Zelman, der mistede sin bror under terrorangrebet, mener ifølge førnævnte artikel i Politiken, at det muslimske byggeri vil blive en pinefuld påmindelse; ”Terroristerne gjorde det her i islams navn. Det er hellig jord, der hvor disse mennesker døde, hvor min bror blev myrdet, og at være i skyggen af denne religion er hyklerisk og ugudeligt.”
De muslimske foreninger bag projektet har dog fået opbakning fra ledelsen af et jødisk center i nærheden, som er positive over for ideen om, at flere moderate religiøse institutioner kan spille en positiv rolle i samfundet.
Præsident Barack Obama og New Yorks borgmester Michael Bloomberg har begge understreget, at religionsfriheden i USA omfatter opførelse af byggerier som det planlagte.
Den imam, der er udpeget som det nye centers leder, har dog udtalt, at foreningerne ikke ønsker at gennemtrumfe projektet for enhver pris. Hvis modstanden imod det er udbredt, vil foreningerne genoverveje placeringen af byggeriet, har han udtalt.
Holdningen blandt almindelige new yorkere er generelt negativ over for den planlagte placering af det islamiske kulturcenter. Det fremgår af Ritzau-AFP-telegrammet ”Hovedparten af newyorkerne imod moské”, trykt i Information den 24. september 2010 (se kilder). Heraf fremgår det, at 67 procent af vælgerne i New York ønsker, at kulturcentret bliver opført længere væk fra Ground Zero end planlagt.
