Maria Marcus og Eini Grønvold
I 2015 var det 100-året for kvindernes valgret. To kvindelige debattører Maria Marcus og Eini Grønvold om feminisme, kvindeemner og kvindernes valgret.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Feminisme

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, april 2015. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, januar 2017.
Top image group
Maria Marcus og Eini Grønvold
I 2015 var det 100-året for kvindernes valgret. To kvindelige debattører Maria Marcus og Eini Grønvold om feminisme, kvindeemner og kvindernes valgret.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix
Main image
fotocollage
Fotocollage: Simon Knudsen / Scanpix

Indledning
Feminisme er mange ting, både historisk og i dag. Det er mor med lilla ble på hovedet, rødstrømper på Strøget i København og kvinder med blottede bryster i 1970’erne. Det er kampen for valgret og ligestilling på arbejdsmarkedet. Det er den daglige forhandling om de hjemlige arbejdsopgaver som opvask og børnepasning. Det er retten til at bestemme over egen krop, og at det ikke er en åben invitation for mænd, når en ung pige vælger at tage noget frækt tøj på. Det er kampen i medierne mellem "speltkusserne" og "elitefeministerne". De danske feminister har sikret sig en afgørende plads i det moderne samfunds historieskrivning, da de har lagt væsentlige kræfter i kampen for at ændre samfundets forståelse af køn og politik. Denne artikel fortæller historien om feminismens opståen i kølvandet på den franske revolution og dens udvikling frem til i dag. Meget er opnået, men der er stadig masser af områder, hvor feministerne kæmper for at gøre princippet om ligestilling til realiteter. Det gælder bl.a. forholdene på arbejdsmarkedet. I 2016 var det 40 år siden, at Folketinget vedtog loven om ligeløn for kvinder, men der er stadig ikke reel ligeløn, og fagforbundet 3F kan i 2016 berette, at det stadig er tabu at diskutere ligeløn, og at det kan have store omkostninger at anlægge sag for ulige løn.

 

 

Se også filmen ”Rødstrømper – en kavalkade af kvindefilm” på Filmcentralen

 

Artikel type
faktalink

Historisk baggrund for feminismen

Historisk tegning. Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillien. Den franske revolution er begyndt.
Historisk tegning. Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillien. Den franske revolution er begyndt.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvad er feminisme?

Ifølge “Nudansk ordbog” er feminisme “kamp for kvindens ligestilling med manden” (se kilder). Målet med feminismen kan beskrives med ord som ligestilling, lighed, ligeværd og kvindefrigørelse, der alle peger i retning af ønsket om kvinders selvstændighed. Det er kvindernes rettigheder, der står i centrum. Det er dels et spørgsmål om en sproglig og tankemæssig forandring; en ændring af den offentlige samtale om og forståelse af kvinders situation og af, hvad kvinder kan, bør og vil. Dels er det en ændring i konkrete vilkår, der er i centrum; ønsket om at gøre op med samfundets diskrimination og nedvurdering af det kvindelige køn, det kvindelige arbejde og den kvindelige seksualitet ved at ændre den mandlige dominans i samfundet.

Mange forbinder i dag feminisme med 1970’ernes rødstrømper, men kampen for kvindernes frigørelse og lige rettigheder peger, som det bliver klart i det følgende, meget længere tilbage. 

Hvordan var kvindens situation før Den Franske Revolution i 1789?

For at forstå baggrunden for feminismen er det væsentligt at se på de forhold, der gjorde sig gældende for kvinder frem mod dens opståen i slutningen af det 18. århundrede. Situationen var mere eller mindre ens for kvinderne i alle vestlige lande, om end udviklingen forløb i forskellige tempi.

Kvindens myndighed var underlagt faderen eller ægtemanden, og kvinderne blev således betragtet som umyndige og uselvstændige. De havde hverken personlig myndighed, ret til ejendom eller ret til at råde over penge. Kun hvis en kvinde blev enke, fik hun personlige rettigheder.

De fleste uddannelser og erhverv var desuden lukkede for kvinderne, og det arbejde, de kunne få, var oftest både dårligt betalt og gav lav status. Den manglende mulighed for at tjene penge og råde over dem betød, at ægteskabet ofte var den eneste mulighed for kvinder. I hvert fald var det eneste mulighed for, at de kunne stige på den sociale rangstige, for alternativet var at komme i huset som tjenestepige.

Når kvinden blev gift, var hendes plads i hjemmet, hvor hun skulle tage sig af husholdning, børnepasning og opvartning af manden. Det fik hun ingen penge for, og hver gang hun manglede midler til at drive husholdningen, måtte hun bede manden om hjælp. På den måde befæstedes hans plads som øverste myndighed i hjemmet. Tilsvarende var det faderen, der havde den øverste myndighed med børnene, selvom det var moderen, der stod for den daglige opdragelse og pasning.

Kvinden var altså underlagt manden i alle sammenhænge, men heller ikke manden havde rettigheder, som vi kender det i dag. Frem til den dranske revolution i 1789-1799 havde hverken kvinder eller mænd således stemmeret, og kun højtstående mænd havde en vis politisk indflydelse. I stedet var det kongerne i de forskellige lande, der havde den altdominerende magt. Kampen for mandens rettigheder var således på dagsordenen før kvindeoprøret satte i gang. 

Hvad betød Den Franske Revolution for kvindernes ligeberettigelse?

Det første internationale kvindeoprør kom med den franske revolution. Omvæltningerne af den franske samfundsform i 1789 skete under slagordene “frihed, lighed og broderskab”. Kongen blev fravristet sin enevældige magtposition, og i stedet indførtes en mere demokratisk styreform med folkevalgte repræsentanter, sådan som vi kender det i dag. Det betød, at hierarkiet i samfundet blev opblødt.

Revolutionen smittede af på de øvrige vestlige lande, og op igennem den første halvdel af det 19. århundrede blev forfatninger skrevet og menneskerettigheder formuleret i de fleste europæiske lande. Menneskerettigheder var dog opfattet noget snævrere end i dag. De omfattede eksempelvis stemmeret og lige ret til alle høje embeder, men rettighederne gjaldt kun modne mænd med selvstændig husholdning og ofte med en vis indtægt. At kvinderne således var udelukkede fik en større og større gruppe kvinder i den vestlige verden til at protestere og kræve at få del i de vundne rettigheder. Man kan således argumentere for, at moderne feminisme har rødder i det 18. århundredes revolutioner. 

Hvordan reagerede kvinderne internationalt?

· I Frankrig offentliggjorde den franske forfatterinde Olympe de Gourges en erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder som reaktion på kvindernes udelukkelse i det nye borgerskab. Kravet om kvinders stemmeret ansås for så kontroversielt, at Olympe de Gourges blev dødsdømt og henrettet i 1793.

· I USA kom protesterne ikke så prompte, men til gengæld kom de samlet. I 1848 indkaldte to kvinder, Elisabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, til konvent i Seneca Fall, og her blev i enighed skrevet under på, at kvinder skulle have valgret. Konventet medførte dog en voldsom reaktion, og flere kvinder trak således efterfølgende deres underskrifter på dokumentet tilbage.

· I anden del af det 19. århundrede fandt de amerikanske og de engelske kvinder sammen i den internationale kvindevalgretsbevægelse.

Feminismen i Danmark

Forfatter og kvindesagsforkæmper Mathilde Fibiger.
Forfatter og kvindesagsforkæmper Mathilde Fibiger.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvordan reagerede de danske kvinder på den internationale udvikling?

Den internationale udvikling indenfor kvinders rettigheder blev beskrevet i danske tidsskrifter og aviser, men danske kvinder var noget mere sløve i optrækket end mab var i de omkringliggende lande. Først omkring hundrede år efter revolution i Frankrig i 1789 kom der grøde i den danske ligestillingsdebat, hvor der ellers var nok at tage fat på. I Danmarks første frie grundlov af 1849 lød det, at “Overalt erkender man jo saaledes, at Umyndige, Børn, Fruentimmer, Forbrydere ikke bør have valgret.” Stemmeret til kvinder var ikke på den politiske dagsorden, og helt op til 1880’erne var det utænkeligt selv blandt danske kvinder at overveje stemmeret. Ifølge artiklen “Borgerskabets kvinder” i “Kvindfolk” (se kilder) var kvindernes rette plads i hjemmet, og hendes ansvar var de hjemlige sysler, mens manden tog sig af det offentlige og udadvendte som arbejde og politik. Han var husstandens overhoved, der handlede udadtil på hele husstandens vegne, og som repræsenterede hele familiens interesser. Hendes myndighed var underlagt mandens. For at kunne stemme til Rigsdagen, som den øverste politiske myndighed hed, måtte man have egen husstand, og stemmeret til de kommunale råd krævede en vis skattebetaling. Sådan var det, og det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. 

Hvad var grunden til kvindernes sene oprør?

Baggrunden for kvindernes sene opgør er ifølge “Gyrithe og de sorte ravne” (se kilder) flertydig. Dels var flertallet af både kvinder og mænd af den overbevisning, at kvindens stilling i samfundet og i ægteskabet var bestemt af Gud. Således hed det i kirkens vielsesritual frem til 1912, at “I kvinder, være Eders Mænd underdanige som Herren, thi Manden er Kvindens Hoved, ligesom og Kristus er Menighedens Hoved.” Ligeledes hed det i “Den danske Familieret” frem til 1899, at “Lovgiverne går ud fra, at Hustruen er Manden underordnet og skylder ham lydighed.” Og dels blev de kvinder, som hævede de første spæde og oprørske røster betragtet som ‘unaturlige’, ‘ulydige’, ‘umoralske’, ‘hysteriske’ og ‘latterlige’, som mændene udtrykte det og skrev i deres blade. Den konservative holdning til kvinder illustreres desuden fint af følgende citat af landstingsmedlem J.V. Bloch fra 1857: ”Kvindens styrke består ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed, i den villighed, kærlighed, troskab, hvormed hun véd at underordne sig til sine naturlige værger, først sine forældre og siden sin mand”, sagde han ifølge artiklen “Damernes emancipation” i “Kvindestemmer” (se kilder). 

Hvem var Mathilde Fibiger?

Mathilde Fibiger (1830-1872) var den første danske kvinde, der hævede en feministisk røst. I 1851 udgav hun som 20-årig romanen “Clara Raphael: Tolv breve”, der handler om ulighed mellem kønnene og om kvinders manglende udviklingsmuligheder. Romanen giver et indblik i det demokratiske opbrud, som prægede årene inden udgivelsen, hvor enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen er udfoldet som en række breve skrevet af Clara til veninden Mathilde. Clara er guvernante i en lille provinsby, hvor hun hurtigt kommer i uoverensstemmelser med beboerne på grund af sine ligestillingsideer. Clara lover sig selv at hellige sig sagen for kvindernes frigørelse. Eksempelvis skriver hun “For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er … Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene.” I de sidste breve skildrer Clara mødet med den unge baron Axel. De to ender med at indgå et platonisk ægteskab, hvorved Clara føler, at hun kan leve op til sit løfte. Bogen skabte megen offentlig debat, fordi det kontroversielle krav om ligestilling var udtrykt klart og var tydeligt begrundet.

Den politiske højrefløj ville bevare det traditionelle kønsrollemønster, mens venstrefløjen, repræsenteret af Frederic Dreier, anså kvindesagen for at være betydningsløs i forhold til den sociale revolution. Imellem de to fløje var reformivrige socialister som Rudolph Varberg, liberale som forfatteren Hans Egede Schack, konservative som N.F.S. Grundtvig og feminister som Pauline Worm, der arbejdede for at åbne dørene for flere samfundsmæssige udviklingsmuligheder for kvinderne. Debatten om selve romanen forløb igennem 1852, hvorefter den ebbede ud til fordel for en mere generel debat om ligestilling. Mathilde Fibiger deltog selv aktivt i den offentlige debat livet igennem, og i 1871 meldte hun sig ind i det nystiftede Dansk Kvindesamfund – på opfordring fra stifteren Fredrik Bajer. 

Hvad var Dansk Kvindesamfund?

Diskussionen om kvinders vilkår blev altså skudt i gang af Mathilde Fibiger i 1851, men fik først for alvor vind i sejlene i 1870’erne, da et hav af kvindeorganisationer opstod. Den første forening var Dansk Kvindesamfund, som man kan finde materiale om på foreningens hjemmeside (se kilder). Den blev stiftet af blandt andet ægteparret Fredrik og Matilde Bajer i 1871, og foreningen eksisterer endnu i dag. En antydning af, hvor kontroversiel kvindesagen trods alt endnu var, kan man se på medlemstallet i tiden efter; I 1883, efter tolv års arbejde for at forbedre kvinders forhold, havde foreningen således kun 124 medlemmer.

Foreningen blev grundlagt med det formål at “hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes at gøre hende til et selvstændigere og virksommere medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.” Fra begyndelsen havde foreningen hovedsageligt to indsatsområder: ligestilling i ægteskabet og forbedring af kvinders kår på arbejdsmarkedet. Den grundlæggende idé var, at hvis kvinden fik forbedret sine uddannelses- og erhvervsmuligheder, så ville hun kunne blive så dygtig som manden og konkurrere på lige fod med ham, og dermed ville hun få samme samfundsmæssige rettigheder som manden. Derfor var et af de første store projekter oprettelsen af en række uddannelser for kvinder.

Dansk Kvindesamfund havde i de første mange år ikke kvindevalgret på programmet, men lagde i stedet vægt på bredt at repræsentere alle kvinders rettigheder i en tid, hvor kvindevalgretskravet var kontroversielt. Dansk Kvindesamfund befandt sig i et dilemma mellem forbedringen af kvindens rettigheder og kravet om ligestilling, og i foreningens første årti var den ikke parat til at sætte ligeberettigelsen på det officielle program. Prioriteringen betød, at der opstod andre kvindeorganisationer, som havde valgretten på programmet, og som i perioder truede Dansk Kvindesamfunds position som centrum i kvindekampen. 

Hvad var Kvindefagforeninger?

Selvom Dansk Kvindesamfunds formål var at fremme kvinders økonomiske frihed og selvforsørgelse, blev det ikke anfægtet, at de gifte kvinders hovedopgave var familien. Det var således primært den voksende gruppe ugifte kvinders behov for erhvervsarbejde, der blev fremhævet. Da kvinder ikke havde adgang til mændenes fagforeninger, måtte de danne deres egne. Derfor kom kvindesagen efterhånden også til at omfatte kvindefagforeninger, som blev hovedaktører i kampen for at åbne arbejdsmarkedet for kvinder. Kvindefagforeningernes første prioritet var etablering af arbejdspladser, mens ligeløn ikke var et emne på spil, da den almindelige opfattelse var, at arbejdsgiverne foretrak mænd, og at kvinder kun kunne konkurrere på uligelønnen. Derfor blev ligeløn ikke et overenskomstkrav før efter Anden Verdenskrig.

De kvindelige fagforeninger kom til at spille en betydelig rolle for kvindernes arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet, blandt andet i forbindelse med rettigheder til orlov i forbindelse med barsel. Mellem 1873-1900 blev der dannet 27 kvindefagforeninger, som i dag alle er fusionerede med mandefagforeninger. 

Hvad var Kvindelig Fremskridtsforening?

Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev stiftet i 1885 som en reaktion på, at Dansk Kvindesamfund alene beskæftigede sig med kvinders vilkår i Danmark og ikke så kvindesagen i et større, internationalt perspektiv. Foreningens formål var ifølge dens medlemsblad “Hvad vi vil”, 1888/10 (se kilder), “at vække og vedligeholde Interessen for Politiske og sociale Spørgsmaal hos Kvinderne.” Ifølge “Hvad vi vil” 1888/2 (se kilder) ville foreningen kæmpe for, “at uddanne Kvinderne i politisk og social henseende og virke for hendes Ligestillelse med Manden i Stat og Kommune.”

Foreningen blev stiftet af Matilde Bajer, som tidligere var forkvinde i Dansk Kvindesamfund. Bajer var formand for KF fra 1886-89, hvor hun blandt andet var med til at mægle i en konflikt mellem stridende parter i en stor kvindestrejke på Rubens klædefabrik i 1886. Det var dog ikke kvindernes erhverv, foreningen havde som hovedprioritet. Kvindelig Fremskridtsforening var nemlig af den overbevisning, at valgretten var central og en forudsætning for at opnå retten til uddannelse og erhverv. Valgret var nøglen til at få åbnet porten mod ligestilling. Foreningen betragtede samfundsstrukturen som det store problem og mente, at der manglede kvindelige elementer i statens styrelse. De strukturelle problemer måtte således løses, førend der var håb om politiske rettigheder. Foreningen udgav sit sidste medlemsblad i 1894, og i 1904 blev den opløst. Den havde således en kort levetid, men dens radikale holdning til kvindernes organisering og arbejdsforhold på arbejdsmarkedet samt spørgsmålet om kvinders valgret fik stor indflydelse på de næste mange års politiske kamp.

Kampen for valgretten

Dansk Kvindesamfund ca. 1925.
Dansk Kvindesamfund ca. 1925.
Foto; Ukendt / Scanpix

Hvad var de første tiltag i kvindevalgretskampen?

· Første gang et forslag om kvinders valgret blev rejst var i 1886, hvor Fredrik Bajer fremlagde et forslag i Folketinget om at inkludere alle kvinder i vælgerkorpset ved valg til Københavns Borgerrepræsentation. Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men for at blive til lov skulle det videre behandles i Landstinget, hvor det blev afvist.

· I 1886 afleverede Kvindelig Fremskridtsforening en støtteerklæring til Rigsdagen til fordel for Bajers forslag. Året efter, i 1887, kom også en erklæring fra Dansk Kvindesamfund om støtte, som blev forstærket af en landsindsamling af underskrifter til fordel for forslaget, hvor der blev indsamlet 20.000 underskrifter.

· I 1887 fremlagde Fredrik Bajer et forslag i Folketinget om kvindelig kommunal valgret for ugifte kvinder og enker i hele landet. Gifte kvinder var jo umyndige, så det blev anset for taktisk ikke at kræve valgret til dem. Forslaget blev vedtaget i Folketinget i oktober 1887, men blev afvist under behandlingen i Landstinget året efter med følgende begrundelse: “Landstinget formener, det hverken vil være i Kvindernes eller Samfundets Interesse, at der tildeles dem Valgret.”

· Kvindeforeningernes kampagner til fordel for kvindelig kommunal stemmeret fortsatte og forstærkedes i 1888. Kvindelig Fremskridtsforening afholdt 14.-16. juli et nordisk kvindesagsmøde, hvor der blev vedtaget en resolution med krav om politisk ligestilling mellem kønnene i kommuner og i Rigsdagen. 

Hvad var Kvindelig Valgretsforening?

Flere og flere kvindesaglige foreninger blomstrede op, en af dem var Kvindevalgretsforeningen, som blev stiftet i 1889. Som navnet antyder, havde foreningen kvinders valgret som hovedformål, og den bestod af forskellige kvindeforeninger. Foreningen arbejdede primært ved at tage rundt til valgmøder og stille spørgsmål til kandidaterne om deres forhold til kvindesagen. Aktionerne var epokegørende, for i slutningen af det 19. århundrede var det ikke kutyme, at kvinder ytrede sig offentligt. Det kom eksempelvis til udtryk ved et kommunalt valgmøde i København 1890, hvor kvindesagsforkæmperen Louise Nørlund havde bedt om ordet. Ordstyren Carl Plough introducerede hende ifølge hjemmesiden leksikon.org (se kilder) således: “Der vil nu ske noget mærkeligt, mine Herrer; en dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os.”

Foreningen blev nedlagt i 1898, hvor Dansk Kvindesamfund overtog dens 200 medlemmer og kassebeholdningen på 150 kroner. 

Hvilke andre foreninger arbejdede for kvindevalgretten?

· De Samlede Kvindeforeninger eksisterede i perioden 1890-1894 som et bredt samarbejde mellem foreninger til fremme for kvindevalgret. Foreningen bestod af Kvindelig Fremskridtsforening, Kvindevalgretsforeningen af 1889 samt fem kvindelige fagforeninger.

· I 1899 dannedes Danske Kvinders Nationalråd (eller Dansk Kvinderåd). Det var en paraplyorganisation af danske kvindeorganisationer, som repræsenterede Danmark i den internationale forening, International Council of Women. Danske Kvinders Nationalråd har, somme tider i samarbejde med, somme tider i konkurrence med Dansk Kvindesamfund, repræsenteret danske kvinder i mange offentlige råd og organer.

· Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (senere kaldet Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund) blev oprettet i 1898. Det var en paraplyorganisation, som fra starten havde otte forskellige foreninger som medlemmer. I 1904 var antallet kommet op på 22 foreninger. Valgretsudvalget var med til at føre den danske kvindevalgretskamp forpligtende ind i et internationalt forum, da den i 1904 blev meldt ind i den nystiftede International Woman Suffrage Alliance (IWSA). Danmark var blandt alliancens første ti medlemsnationer.

· Kristelig Kvindevalgrets Forening (KKF) blev grundlagt i 1908 med formålet at oplyse og dygtiggøre kristne kvinder til at deltage i det offentlige liv. Den udsprang af den indremissionske forening KFUK, som dog ikke var enig i KKF’s ønske om at borgerliggøre kvinder. KKF blev allerede nedlagt i 1913, da forkvinde Johanne Blauenfeldt brød psykisk sammen, men da den var på sit højeste i 1911, havde den ca. 1.100 medlemmer.

· Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening (senere Socialdemokratisk Kvindeforening) blev ligeledes oprettet i 1907. Foreningen opfattede sig som en del af Socialdemokratiet, men partiet var utilfreds med de separatistiske tilbøjeligheder. Foreningen havde en rolle at spille frem til 1958.

· Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret blev dannet i 1913 inspireret af den Internationale Mandsliga for Kvindevalgret. 

Hvad var de første gennembrud i kampen for valgret?

Op gennem 1890’erne blev der fremsat flere forslag om kommunal kvindevalgret, men alle blev afvist. Først efter 1901, hvor valgloven ændredes således, at det ikke længere var Kongen, der udpegede regeringen, men folketingets parlamentariske flertal, der afgjorde den, blev reformer mulige.

· I 1903 fik kvinderne for første gang ret til såvel at stemme som til at kandidere,  til de nyoprettede menighedsråd. Stemmeretten gjaldt for alle over 25. Der var dog endnu lang vej mod decideret politisk valgret.

· I 1905 fik kvinder adgang til værgeråd, der varetog det sociale arbejde med børn og unge.

· I 1907 fik kvinder adgang til hjælpekasserne, der tildelte social bistand. 

Hvad var det andet gennembrud i valgretskampen?

På trods af de mange strukturelle ændringer for kvinder, var selve den kommunale valgret besværliggjort af, at klassekampen i mange kredse blev betragtet som væsentligere. For at støtte de danske kvinders valgretskamp blev det arrangeret, at København skulle være vært ved International Woman Suffrage Alliance’s kongres i 1906. Det gav en saltvandsindsprøjtning til de danske kvinders håb og kampånd. I Dansk Kvindesamfund enedes man således endeligt om at føje politisk ligestilling på programmet, hvilket fik medlemstallet til at eskalere eksplosivt, og i 1910 havde den 112 kredse med i alt 7.000 medlemmer. Landsforbundet for Kvinders Valgret blev oprettet i 1907, og allerede i 1910 havde foreningen 156 lokalforeninger fordelt over landet, med i alt 11.000 medlemmer.

Håbet blev desto mere forstærket, da den nye kommunelov i 1908 endelig gav kvinder valgret. Det betød, at kvinderne kunne stemme til kommunevalgene året efter i 1909, hvor de opnåede 1,3 % af pladserne, nemlig 127 pladser fordelt over landet.

I 1909 var der ligeledes valg til Rigsdagen, og her demonstrerede kvinder ved at klæbe plakater op i valglokalerne med udsagn som: “Der er ikke almindelig valgret i Danmark, når kvinderne er uden politisk indflydelse”, ifølge “Gyrithe og de sorte ravne” (se kilder). 

Hvad var kvindernes internationale kampdag?

Kvindernes internationale kampdag blev en realitet på den anden internationale socialistiske kvindekonference i København august 1910. Konferencens hovedtema var kvindevalgretten, men undervejs blev det også vedtaget, at der fremover skulle holdes en årlig kampdag, hvor socialistiske kvinder verden over skulle tale for kvindelig valgret.

Året efter, i 1911, blev kvindernes internationale kampdag afholdt for første gang i Danmark, Tyskland, Østrig, Schweiz og USA på forskellige datoer i foråret, og i de følgende år begyndte flere og flere lande at afholde kampdagen. På tredje internationale kvindekonference i Moskva 1921 blev det vedtaget at benytte den 8. marts som fast dato for kvindernes kampdag. Dagen er siden blevet fejret i mange lande verden over, med tiden med et bredere indhold og formål. 

Hvordan endte kampen for valgret?

Resultatet af de mange års kampe kom den 22. april 1915. Grundloven blev ændret, og kvinder og tjenestefolk blev en del af vælgerkorpset. 29 år var da gået, fra det første forslag om kvindevalgret blev fremsat, til kvinderne endelig blev en del af den officielle politiske dagsorden. Kvindeorganisationerne kvitterede med et stort demonstrationstog gennem København. Landsforeningen for Kvinders Valgret opløstes, fordi kampen var nu vundet, og den opfordrede kvinderne til at melde sig ind i de eksisterende partier eller skabe et særligt kvindeparti. Mange valgte et kompromis og meldte sig i stedet under Dansk Kvindesamfunds faner. Foreningen var nu ene om at arbejde for den ligestilling, som det hurtigt viste sig, ikke automatisk fulgte med valgretten. 

Hvornår fik kvinder i andre lande stemmeret?

Kvinder har opnået stemmeret på følgende tidspunkter i lande rundt omkring i verden. Landene listes i kronologisk rækkefølge:

· 1893: New Zealand

· 1902: Australien

· 1906: Finland

· 1907: Norge

· 1915: Danmark og Island

· 1917: Sovjetunionen

· 1918: Canada, England

· 1919: Holland, Polen, Sverige, Tyskland, Østrig

· 1920: USA

· 1934: Tyrkiet

· 1940: Cuba

· 1945: Bolivia, Italien, Japan, Jugoslavien, Ungarn

· 1946: Brasilien, Frankrig, Rumænien

· 1947: Bulgarien 

Hvad var status for ligestillingen omkring 1915?

Formelt og lovmæssigt bød sidste del af det 19. århundrede og første del af det 20. på flere store forbedringer af kvindernes situation, men de samfundsmæssige ændringer til trods vedblev magten at være skævt fordelt til mændenes fordel.

· Formelt havde kvinder fået adgang til universiteterne i 1875 og adgang til at få overordnede stillinger, men det betød jo ikke per automatik, at de blev ansatte.

· Formelt havde ugifte kvinder fået ret til at hæve egen løn og selv administrere den via lov i 1880, mens gifte kvinder fik økonomisk råderet i 1899. Men det fik de jo ikke en formue af.

· Formelt havde kvinder fået lov til at stille op til valg, men det betød jo hverken, at de kom på stemmelisterne, eller at de blev valgt. Ved det følgende valg i 1918 blev fire kvinder valgt ind i Folketinget (en fra hvert parti), hvilket svarede til 2,9 % af pladserne. 

Hvad var de to herskende feministiske idealer?

Valgkampen var nu vundet, men hvad så? Kunne kvinderne så blot klappe i deres hænder og forvente, at alt ville glide let og lykkeligt fremover? Nej, for nu måtte det diskuteres, hvad valgretten skulle bruges til og hvilken strategi, der var mest hensigtsmæssig. Nogle kvinder mente, at de nu blot skulle indgå i partierne på linje med mændene og dele sig efter de samme skillelinjer som dem, mens andre kvinder var af den opfattelse, at kvinder skulle indgå med deres særlige dagsorden og synspunkter. Uenigheden kan skildres ved hjælp af to forskellige udsagn fra kvinder tilknyttet Dansk Kvindesamfund:

· Gyrithe Lemche: ”For mig har Kvindebevægelsen ikke som for saa mange betydet blot en Udløber af den demokratiske Bevægelse, den har betydet noget helt for sig med egne Maal, langt ud over den formelle ligestilling, og egne Forpligtelser. Derfor har jeg aldrig anerkendt Dogmet om, at Kvinder skal slutte sig til et af de mandsskabte Partier.”, skriver hun i Kvinden og Samfundet, 1918, 20 (se kilder).

· Julien Arenholt: ”Jeg hører ikke til dem, der mener, at Kvindernes Medvirken i al Almindelighed vil betyde større Ærlighed, større Redelighed i det offentlige Liv. At tro det vilde være at overvurdere Kvinderne som Køn og vilde være en fornærmelse mod Mændene. Ærlighed og Redelighed er saavist ikke Kønsegenskaber (…) Den Betydning, som Kvinderne vil få (i Rigsdagen), vil nøjagtigt svare til det Maal af Evner, Indsigt, Arbejdsdygtighed og Redelighed, som hver enkelt af dem sidder inde med.”, skriver hun i Kvinden og Samfundet 1919, 2 (se kilder).

Citaterne står for to hovedtendenser indenfor feminismen. På den ene side er de, der har fokus på det særligt kvindelige og særligt mandlige, og på den anden side er de, der vægter lighederne mellem kønnene.

Kvindesagen fra 1915-1960’erne

I 1965 nedsatte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag 'Kommissionen vedrørende Kvinders stilling i samfundet'.
I 1965 nedsatte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag 'Kommissionen vedrørende Kvinders stilling i samfundet'.
Foto: Ulf Nilsen / Scanpix

Hvordan klarede kvindebevægelsen sig i mellemkrigsårene?

Perioden mellem Første og Anden Verdenskrig må overordnet betegnes som en bølgedal for kvindebevægelsen. Ifølge hjemmesiden leksikon.org (se kilder) forblev den kvindelige repræsentation i de politiske stillinger temmelig lav i perioden: 2-3 % i Folketinget, 7-11 % i Landstinget og 1-2 % i kommunalbestyrelserne.

Billedet var dog ikke entydigt, og der var således også fremskridt:

· I 1918 blev de første kvinder valgt ind i Rigsdagen.

· 1919 fik det offentlige arbejdsmarked en ligelønslov – frem til da fik eksempelvis lærerinderne 2/3 af de mandlige læreres løn ifølge “Kvindfolk” (se kilder).

· 1921 blev loven om lige adgang for mænd og kvinder til stillinger i staten vedtaget.

· I Staunings regering fra 1924-26 fik Danmark den første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang, som endda var en af de allerførste kvindelige ministre i verden.

· Der skete især frem til sidst i 20’erne en række forbedringer for de kvindelige arbejdere, men da en økonomisk krise lammede Danmark og verden i 1929-30, gik det hårdest ud over de kvindelige ansatte, som blev fyret på stribe.

· Der kom godt gang i organiseringen af kvinderne i fagbevægelsen i perioden, og de kvindelige fagforbund voksede.

· Inden for de forskellige politiske partier begyndte kvinderne at organisere sig i særlige udvalg.

· Kvinderne satte gang i debatten om prævention og abort. Især forfatteren Thit Jensen markerede sig i debatten, når hun rejste rundt i landet og holdt foredrag. 

Hvordan klarede feminismen sig i krigsårene?

Under Besættelsen 1940-45 var der en tendens til, at de traditionelle kønsroller forstærkedes, og at den skarpe opdeling i mandlige og kvindelige områder vendte tilbage med fornyet styrke. Det kom eksempelvis til udtryk ved, at man begyndte at rose husmoderhvervet og anse det for at være et vigtigt stykke arbejde set i lyset af, at rationeringerne netop besværliggjorde husarbejdet. Samtidig gav folketingsvalget i 1943 den laveste repræsentation af kvinder i folketinget, siden kvindevalgretten var indført. Det fik feministerne til at råbe vagt i gevær og danne organisationen Folkevirke, der lige siden har arbejdet for at oplyse kvinder om organisatoriske emner. 

Hvordan tog feminismen sig ud i efterkrigstiden og frem til 1960’erne?

I efterkrigstiden blomstrede de politiske partiers kvindeorganisationer for alvor op med en masse aktiviteter og med et udviklet nordisk samarbejde. Perioden var præget af et styrket samarbejde mellem politiske, feministiske kvinder, som eksempelvis i Socialdemokratisk Kvindeforening, men de første 10-20 år var der ikke tale om de store nybrud.

I 1960’erne var der dog en vækst i de politiske debatter. I denne periode blev mange af de separatistiske politiske kvindeudvalg nedlagt i ligestillingens navn, for nu var man så langt, at mænd og kvinder kunne arbejde på lige fod. Kvindepolitisk var fokus især på abort og prævention og på arbejdsmarkedet og kvindernes økonomi. I starten af 60’erne blev det efterhånden kutyme, at også kvinderne fra middelklassen og fra de bedre stillede sociale lag kom ud på arbejdsmarkedet. Den feministiske debat gik især på, om også disse kvinder, gifte som ugifte, skulle være økonomisk uafhængige. Samtidig var der en ambivalens i samfundet, idet piger stadig ofte blev opdraget til at være husmødre, hustruer og opdragere. De store dilemmaer blev udtrykt i form af spørgsmål som: Svigtede erhvervsarbejdende kvinder ikke deres familie? Ville kvinder ikke forblive tilbagestående, hvis de alene var husmødre? Og ville ikke en husmor være fortabt, hvis hun blev skilt?

Et udslag af debatterne blev dels, at Danmark ratificerede ILO’s ligelønskonvention i 1960, og at statsminister Jens Otto Kragh nedsatte Kvindekommissionen af 1965. 

Hvad var ILO’s ligelønskonvention?

ILO er forkortelsen for Den Internationale Arbejdsorganisation. I 1951 vedtog den en ligelønskonvention, der betød, at løn ikke måtte vurderes ud fra arbejderens køn, men alene skulle vurderes ud fra arbejdets værdi. Organisationen havde desuden anbefalinger til, hvordan den kønslige arbejdsdeling kunne brydes i form af ligestilling i erhvervsvejledning, faglig uddannelse og arbejdsanvisning, ligesom den anbefalede at lette kvindernes adgang til erhverv.

De danske kvindefagbevægelser greb ideen og præsenterede arbejdsgiverne for ligelønskrav og opfordrede desuden regeringen til at implementere ligelønskonventionen i lovgivningen. Først i 1960 blev konventionen enstemmigt vedtaget af folketingets partier, dog med det forbehold, at det alene var en henstilling til arbejdsmarkedets parter og således ikke et krav. 

Hvad var Kvindekommissionen af 1965?

I 1965 nedsatte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag “Kommissionen vedrørende Kvindernes stilling i samfundet”. Ifølge KVINFO’s “Milepæle i dansk kvindehistorie 1960-2004” (se kilder) lød dens opgave som følger: at undersøge kvindernes situation i samfundet og derudfra komme med forslag til ny lovgivning, der kunne skabe ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. Det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem og formand for Dansk Kvindesamfund, Edel Saunte, blev formand for kommissionen og dens 55 medlemmer. Kommissionen arbejdede i alt i ni år, og i 1974 afgav den sin slutbetænkning, der blandt andet rummede et forslag om at oprette et permanent statsligt ligestillingsorgan. Året efter, i 1975, blev forslaget imødekommet, og Ligestillingsrådet blev oprettet. Rådet blev dog først vedtaget ved lov i 1978. 

Rødstrømpernes årti

Kvindegruppe holder Grevinde Danners stiftelse besat. 12. november 1979.
Kvindegruppe holder Grevinde Danners stiftelse besat. 12. november 1979.
Foto: Jette Ladegaard / Scanpix

 

Hvad var baggrunden for Rødstrømpebevægelsen?

I den vestlige verden var slutningen af 1960’erne præget af et venstreorienteret ungdomsoprør, der tog afstand fra og gjorde oprør mod kapitalisme, krig, undertrykkelse af køn, race, etnicitet med mere. En del af oprøret var udviklingen af en radikal feministisk bevægelse, som startede i USA i 1969 med etablering af bevægelsen New York Redstockings. Navnet kombinerede termen ‘bluestockings’, en uddannet og stærkt bevidst feministgruppe fra det 18. og 19. århundrede, med ‘red’, symbolet for social revolution. Bevægelsen havde stor indflydelse på såvel de amerikanske kvinder som på kvinder internationalt via politiske aktioner og slogans som “Sisterhood is Powerful” (søsterskab er kraftfuldt), “The Personal is Political” (det personlige er politisk), “The Politics of Housework” (husholdningspolitikken) og “Miss America Protests” (frøken Amerika protesterer). 

Hvordan blev danske feminister inspireret af USA?

I Danmark fandt feminister inspiration i det internationale kvindeoprør, og især i den amerikanske bevægelse New York Redstockings. Året efter den amerikanske forenings grundlæggelse afholdt en gruppe danske feminister en aktion, der kom til at markere optakten til den danske rødstrømpebevægelse. På det tidspunkt var der dog ikke tale om en egentlig bevægelse med en plan for fremtiden, men blot om en gruppe kvindelige studerende, der havde fundet sammen i fællesskab og demonstrerede utilfredshed med kvinders vilkår og rettigheder.

Aktionen foregik den 8. april 1970, hvor unge kvinder iført det helt store øjenvipper, parykker, hofteholdere og kæmpebryster i form af balloner placeret uden på tøjet demonstrerede op gennem strøget mod rådhuspladsen i København. De demonstrerede dels imod, at kvinder blev fremstillet som sexobjekter og måtte klæde sig som sådanne, og dels imod, at kvinder fik mindre i løn end mænd, blot fordi de var kvinder. Udsagnene blev forstærket af plakater og bannere med påskrifter som: “Mandens favn – kvindens havn”, “Lykke er at vaske HANS og børnenes tøj”, “Et køleskab for det daglige knald”, “Kvindesag – jeg skal først spørge min mand” og “Smart tøj – scooby-doo-wauwau”. Da kvinderne nåede rådhuspladsen smed de den “perverterede kvindelighed” – kæmpebrysterne, sminken, hofteholderne – i en affaldspose, for efterfølgende at bevæge sig tilbage gennem strøget som nye, rensede og uafhængige kvinder. De frie kvinder havde desuden fået andre bannere med nye slogans: “Fri abort – kvinden bestemmer over sin egen krop”, “Frihed, lighed og søsterskab” og “Vask kun din egen sok – nu har du sgu’ vasket nok”. Demonstrationen afsluttedes med en tur ud på Tuborg til debat og samtale om arbejdsvilkår og ligeløn.

Under den første rødstrømpeaktion annonceredes et offentligt debatmøde en uge senere, den 14. april 1970. Mødet blev overrendt af såvel kvinder som mænd. Mændene blev dog hurtigt bedt om at forlade mødet igen, og dermed indledtes den kønsseparatistiske linje, som kom til at præge rødstrømpebevægelsen. Mødet markerede oprettelsen af bevægelsen dels ved at mændene blev udelukkede, og dels ved at der blev nedsat 13 kvindebasisgrupper, som var knyttet sammen i et netværk.

Rødstrømperne indledte, som det skal blive klart i det følgende, en ny, mere aktivistisk, oprørsk, provokerende og nytænkende strømning i den danske kvindebevægelses historie, og den vakte særdeles ambivalente følelser hos befolkningen. 

Hvem var de danske rødstrømper?

“Rødstrømpe” blev lynhurtigt en betegnelse, der i flæng blev brugt om rebelske kvinder uanset alder, politisk ståsted og organisatorisk tilhørsforhold. Reelt var den typiske rødstrømpe en politisk venstreorienteret eller radikal veluddannet kvinde, og dermed adskilte rødstrømpebevægelsens agitatorer sig fra tidligere tiders, der især kom fra arbejderklassen eller den lavere middelstand. Eksempler på rødstrømper som stadigvæk er politisk aktive og derfor kendte i offentligheden, er Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre, forfatter Drude Dahlerup og journalist på Information Karen Syberg.

Man kan sige, at rødstrømperne brød med sammenhængen mellem klasse og ideologi. Desuden var mange af rødstrømperne unge kvinder, og dermed blev 70’ernes kvindeoprør repræsenteret af yngre kvinder end tidligere tiders kvindebevægelser. Siden hen er rødstrømperne ofte blevet betegnede som hængebrystede, usexede og gale spektakler, men i deres samtid blev de betegnede som “kønne” og “smarte” unge.

En feministisk basisgruppe formulerede i starten en minimumdefinition: “En rødstrømpe er af hunkøn, en rødstrømpe er socialist” ifølge KVINFOs kvindekilder (se kilder). 

Hvad var basisgrupperne?

Rødstrømperne havde hverken forkvinder, bestyrere eller hierarkisk struktur, men organiserede sig i mindre basisgrupper med mellem fire og otte medlemmer, som udgjorde kernen i bevægelsen. Strukturen betyder, at der ikke er mange konkrete tal på medlemsantallet, men ifølge KVINFOs kvindekilder (se kilder) var der i 1976 114 grupper med i alt cirka 600 medlemmer. Når bevægelsen fik nye medlemmer indgik de i en slags indslusningsforløb i disse basisgrupper. Grupperne fungerede derudover som tænketanke, for da alle hidtidige ideer om kvindelighed var forkastet, måtte nye idealer formuleres og udleves. Det var alle former for samfundsundertrykkelse af kvinder, der var på dagsordenen, men især den kvindelige seksualitets tabuer blev undersøgt og udfordret. Emner som onani, sex og orgasme blev debatteret og drøftet lige så ofte, engageret og selvfølgeligt som uddannelse og arbejde.

For mange kvinder blev basisgrupperne et vendepunkt i deres liv. Her havde kvinderne et rum til at diskutere egne erfaringer fra såvel det offentlige som det private liv som en bevidst del af politikken. Kvinder blev klar over, at de erfaringer, de havde både fra privat- og arbejdsliv, ikke var enestående, men i vid udstrækning var identiske med andre kvinders. Det var denne fælles erkendelsesproces, der var grundlaget for rødstrømpernes politik, og sammenholdet, bevidstgørelsen om hidtil fortrængt, bagatelliseret og fornægtet undertrykkelse, vendte op og ned på mange kvinders og familiers liv. 

Hvad var ideen med Femølejren?

Allerede tidligt i rødstrømpebevægelsens historie, i 1971, startede traditionen med sommerteltlejre på Femø. Kun kvinder og børn havde adgang til lejren, der fungerede som et fristed for kvinder. Her kunne de smide hæmningerne såvel kropsligt som verbalt og rende topløse og makeupløse rundt og diskutere kvindeproblematikker. I de første årtier diskuteredes og analyseredes emner som feminisme, kvindepolitik, kvinders rettigheder, seksualitet og tidens/modens kvindeidealer, ligesom der blev undervist i drama og selvforsvar. Femølejrene voksede frem til 1976, hvor der var 1.300 deltagere. Undersøgelser har ifølge KVINFOs kvindekilder (se kilder) vist, at næsten halvdelen af de organiserede Rødstrømper deltog i en ølejr mindst én gang. Femølejrene voksede desuden i længde. I begyndelsen varede de i fire uger, men efterhånden blev det til tre fulde sommermåneder.

Ideen med at afholde ølejre var rent dansk, men den tiltrak mange udenlandske besøgende, og dermed blev Femølejren placeret centralt i det internationale feministiske netværk. I dag eksisterer Femølejrene stadig, men de har ændret form og er nu mere præget af feriestemning og fristed for lesbiske. 

Hvad var kvindehusene?

Rødstrømperne fandt en vis inspiration i og hjælp hos BZ-bevægelsen. I september 1971 besatte Rødstrømperne i København det første Kvindehus i gaden Åbenrå. Det fungerede både som kvindekollektiv og som mødested for basisgrupperne. I 1975 blev rødstrømperne smidt på porten, og et nyt hus i en baggård i Prinsessegade på Christianshavn blev fundet og besat. Det blev dog nødvendigt med en mere permanent løsning, og efter lange forhandlinger med Københavns Kommune blev huset i Gothersgade indtaget, som i dag stadig fungerer som Kvindehus i København.

I årene efter blev der besat kvindehuse i en række byer rundt omkring i landet. Det var en stor fordel for rødstrømperne at have et fast møde- og tilhørssted, også i forhold til at hverve potentielle, nye medlemmer, da de nu havde et sted at henvende sig. Kvindehusene havde mange funktioner og var således både værtshuse og festlokaler, ligesom de rummede informationsmøder, debatmøder, kurser og rådgivning. 

Hvad var kvindekrisecentre?

Den 2. november 1979 besatte en gruppe rødstrømper det konkursramte Dannerhuset på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Nansensgade i København. Besættelsen var ulovlig, men den var støttet af brede dele af befolkningen, af mange kvindeorganisationer, af fagforeninger og af medierne, og politiet blev ikke sat ind. De besættende kvinder dannede foreningen Kvindecenterforeningen og gik i forhandling med myndighederne og ejerne om køb af huset. En storstilet landsindsamling gik i gang, og det lykkedes at indsamle så mange midler, at Kvindecenterforeningen kunne købe Dannerhuset. Her dannedes det første kvindekrisecenter for voldsramte kvinder i Danmark, og i løbet af en årrække kom tilsvarende centre i alle større byer i landet, som ofte var tilknyttet kvindehusene. Mange af disse kvindekrisecentre fungerer endnu i dag. 

Hvad var kvindefestivaler?

Sidst i 1970’erne afholdtes der særlige kvindefestivaler, som ganske vist havde både mænd, kvinder og børn som tilskuere, men som alene havde kvinder i centrum for arrangementet. Festivalerne var brede kulturelle events arrangeret af kvinder, hvor der alene var kvindelige kunstnere repræsenteret. Rene kvindebands leverede musikken, kvinder holdt taler, der blev forevist film instrueret af kvinder, ligesom kvindelige kunstnere var repræsenteret på kunstudstillinger.

Festivalerne var i tråd med den tendens der var i tiden til at opgradere kvindelige kunstnere ved at sætte fokus på kvindekunst, kvindeteater, kvindemusik, kvindelitteratur med mere. 

Hvordan lød en feministisk slagsang?

Rødstrømperne skrev en del musik og slagkraftige sange. Eksempelvis gjaldede Trilles “Hej søster” ofte i kvindefora. Et andet eksempel på en feministisk sang følger her til illustration: 

Titel: Du må få min kasserolle, for jeg går!

Melodi: Du må få min sofacykel. 

 

Du må få min kasserolle, for jeg går.

Jeg vil ikke mere slave,

Du må få den her som gave,

Du må få min kasserolle, for jeg går.

 

Du må få min brysteholder, for jeg går.

Der er ingen her, der skratter

Over mine hængepatter.

Du må få min kasserolle, for jeg går.

 

Du må få min nye hotpants, for jeg går.

Jeg vil ikke gå og vrikke

For de brovtne dumme pikke.

Du må få min nye hotpants, for jeg går.

 

Du må få min hofteholder, for jeg går.

For vi elsker alle former,

Skider højt på jeres normer.

Du må få min hofteholder, for jeg går.

 

Du må få min stemmeseddel, for jeg går.

For hos os er alle lige,

Ingen skal ha mest og sige.

Du må få min stemmeseddel, for jeg går.

 

Du må få min angstneurose, for jeg går.

Der er ingen, jeg skal fange,

Derfor er jeg ikke bange.

Du må få min angstneurose, for jeg går. 

Hvilke slogans havde rødstrømperne?

Den internationale kvindebevægelse Women’s Liberation Movements vigtigste slogan lød “det private er politisk”, et slogan de danske rødstrømper også benyttede, og som refererede til, at kvindekampen måtte udkæmpes overalt: politisk, på arbejdspladsen, i familien, i sengen. Det betød samtidig, at hidtidige tabuer blev sat på den offentlige dagsorden, det være sig seksualitet, menstruation, fødsler, overgangsalder, hustruvold, voldtægt, og relationen mellem mænd og kvinder generelt. En rødstrømpeartikel begyndte således ofte med forfatterens problemer med spiral og p-piller og endte med en marxistisk analyse af vareproduktionen i det kapitalistiske samfund, ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder).

Særligt for de danske – og nordiske – feminister var, at de koblede kvindekampen og klassekampen, og deres slogan klang således: “Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”. Første del af sloganet var rettet mod venstrefløjen, som negligerede kvindekampen. Anden del knyttede en kritik til samtidens mere moderate og partipolitisk ubundne kvindesagsforkæmpere fra eksempelvis Dansk Kvindesamfund, ligesom det rummede elementer af rødstrømpernes opfattelse af kvindeundertrykkelsens årsager, af målet om et nyt samfund, af organiseringen, strategien og alliancerne for at nå målet. Men bevægelsens indflydelse kunne også aflæses i mindre officielle slogans på eksempelvis toiletdøre rundt omkring i landet. Her stod feministiske slagord ridset ind i døren eller skrevet som stor fed lokumsgraffiti: “En kvinde uden en mand er som en fisk uden cykel” eller “Tarzan er død. Jane er på Femø”, jf. KVINFO’s Kvindekilder (se kilder). 

Hvilke konkrete krav havde rødstrømperne?

Rødstrømpebladet “Kvinder” opstillede ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder) en liste over de vigtigste krav til mandssamfundet i 1980:

· 30 timers arbejdsuge for alle fordelt på fem dage.

· Gode og billige daginstitutionspladser til alle.

· Et halvt års barselsorlov til kvinder og barselsorlov til mænd.

· Kønskvotering, så at der kom 50 % kvinder i alle besluttende organer.

· Reel ligeløn.

Mere overordnet fremhævede rødstrømperne ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder) krav som:

· Autonomi (hverken stat eller mænd skal bestemme over kvinden og hendes krop).

· Ophævelse af både kapitalismen og patriarkatet (mandsdominansen), som anses for at være koblede sammen. Rødstrømperne mente, at en ændring af kvindens stilling hverken kan eller må ses isoleret fra en ændring i det kapitalistiske samfund.

· Rødstrømperne krævede en udbyggelse af velfærdsstaten. 

Hvad var rødstrømpernes hovedpointer?

Rødstrømperne lagde alle kræfter i ligestillings- og kulturkampen. Det var kampen for at ændre folks forståelse af køn og politik, der var den essentielle. Kampen foregik både i de små hjem og ude i det offentlige. På hjemmefronten handlede det om en ligelig arbejdsdeling, om at opvasken, madlavningen, græsplænen og børnepasningen var fælles projekter. Ligesom det handlede om retten til abort og prævention, til at bestemme over egen krop og seksualitet. Som Susanne Brøgger skrev i sin debutbog “Fri os fra kærligheden” fra 1973 (se kilder) “Alle kvinder, der kopulerer for husfredens skyld, er voldtægtsofre”.

I det offentlige handlede det i vid udstrækning om ligeløn og lige adgang til jobs. Men hovedpointen var ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder), at ligestilling med mændene i det eksisterende samfund ikke var målet, men at samfundet skulle indrettes på ny uden hierarkier. Det var heller ikke nødvendigvis lovene, der skulle ændres, for ifølge rødstrømperne var lovgivning hverken årsag til eller løsning på kvindernes problemer. I stedet var det vores måde at tænke og leve på, der skulle ændres, og kvinderne måtte stå sammen og udvikle en søstersolidaritet i stedet for konstant at konkurrere med hinanden. Strategierne var altså kvindefællesskab, kvindekamp og konfrontation. 

Hvad var rødstrømpernes kvindeideal?

De mange ændringer af samfundet og af rollefordelingen, som rødstrømperne agiterede for, betød samtidig, at de traditionelle mande- og kvinderoller måtte forandres. En ideal kvinde måtte således være, ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder):

· En fri kvinde, der er subjekt i sit eget liv.

· En aktiv kvinde, der deltager i samfundslivet.

· En selvstændig kvinde, der er økonomisk og psykologisk uafhængig af mænd.

· En kvinde, der kender sine egne seksuelle behov og er fri til at engagere sig seksuelt og følelsesmæssigt i mænd og kvinder, når hun har lyst.

· En kvinde, som ikke forhindres i sit arbejde af børn, og som ikke forhindres i at have børn på grund af sit arbejdsliv. 

Hvordan så rødstrømperne på mandens rolle?

Ifølge “Rødstrømperne 2” (se kilder) var det dog ikke alene kvinderollen, den var gal med, også mændene var undertrykte af det kapitalistiske samfund. Deres traditionelle rolle som skaffedyr for familien gjorde dem fremmede for egne børn, til mavesårskandidater og hæmmede i følelsesudtryk. På den anden side fremhævede rødstrømperne, hvordan mændene havde store personlige fordele af kvindeundertrykkelsen, blandt andet i form af den service, de modtog fra kvinderne i hjemmene, på arbejde, i organisationer med videre. 

Hvordan påvirkede rødstrømperne samfundet?

Rødstrømperne har fået en fremtrædende plads i det 20. århundredes Danmarkshistorie, ikke så meget på grund af medlemsantallet, men mere i kraft af deres evne til at brænde igennem i medierne og få kvindepolitiske budskaber frem, og til at påvirke andre kvinder i politisk sammenhæng. Effekten af deres opgør med traditionelle kønsroller i hjemmene tegnede tydelige spor i diverse statistikker i form af færre vielser, færre fødsler og flere skilsmisser. Det er en væsentlig grund til, at rødstrømpebevægelsen siden hen er blevet betragtet med en vis foragt.

Effekten tegnede sig desuden i lovgivningssammenhænge. Rødstrømperne havde ganske vist ingen direkte politisk indflydelse på udviklingen af velfærdspolitikken, men de satte kvindevelfærd- og ligestilling på den offentlige dagsorden og var medvirkende til, at ‘kvinder’ og manglende ligestilling for første gang blev defineret som et generelt problem, det offentlige måtte tage sig af. 

Hvilken politik fulgte op?

Især den politiske venstrefløj arbejdede sammen og blev inspireret af rødstrømperne, og de fremsatte adskillige ligestillingsmæssige lovforslag. De politiske ændringer, der fulgte, så ud som følger:

· I 1973 vedtog Folketinget loven om fri abort efter en lang sej kamp op ad bakke, blandt andet inspireret og indædt kæmpet af rødstrømperne.

· Ligestillingsrådet blev oprettet i 1975 under den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, blandt andet med henvisning til FN, som havde udråbt året til internationalt kvindeår. Anbefalingen var kommet året før fra kvindekommissionen af 1965, men først efter pres fra såvel international hånd som fra den danske kvindebevægelse blev det stiftet. Rådets opgave var dels at følge udviklingen inden for ligestilling i samfundet, dels at være rådgivende organ for offentlige myndigheder i ligestillingsspørgsmål, og endelig at fremsætte forslag til forskning i ligestilling samt at oplyse om ligestilling. Rådet havde syv medlemmer, tre fra fagforeningerne DA, LO og FTF, tre fra Danske Kvinders Nationalråd og en fra Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning. Det var første gang, de “gamle” kvindeforeninger fik plads i et statsligt udvalg, til gengæld blev de “nye” feminister, rødstrømperne, udelukkede på grund af deres uformelle organisationsstruktur, og deres mere radikale krav til kvindefrigørelse.

· I 1976 vedtog Folketinget loven om ligeløn for at bringe danske regler overens med EF’s regler.

· 1978 vedtog Folketinget loven om ligebehandling, der skal sikre ligebehandling ved ansættelser, forfremmelser og afskedigelser. Siden er også barselsorloven skrevet ind i ligebehandlingsloven.

· Oprettelse af Center for kvinde- og kønsforskning (I dag Center for Kønsforskning) ved Københavns Universitet i 1982. Køn blev hermed accepteret som en relevant faktor i analyse- og forskningssammenhænge. 

Hvornår stoppede rødstrømpebevægelsen?

Rødstrømpebevægelsen kulminerede i slutningen af 1970’erne, hvorefter aktivitetsniveauet faldt, og midt i 80’erne var der ikke længere tale om en egentlig bevægelse. Baggrunden kan dels søges i, at kvinderne i større grad specialiserede sig indenfor forskning, rådgivning, politik og lignende, hvilket fik rekrutteringen til at falde, og dels at den politiske venstrefløj generelt mistede støtte. Resultatet var, at de mere radikale kræfter i kvindekampen begyndte at nærme sig de mere moderate i for eksempel Dansk Kvindesamfund. Der blev mere stille om kvindesagen, og den moderate tilgang til ligestillingspolitikken blev igen dominerende.

I kølvandet på rødstrømperne

KVINFO blev grundlagt af Nynne Kock i perioden 1965-1972.
KVINFO blev grundlagt af Nynne Kock i perioden 1965-1972.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Hvilke lovændringer kom på familieområdet i 1980’erne?

· Danmark ratificerede i 1983 FN’s internationale konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, men den er aldrig skrevet ind i selve lovgivningen.

· Mænd fik adgang til at holde barselsorlov i 1984. Loven afspejlede den gradvise ændring af manderollen, som havde fundet sted siden 1970’erne. Fra at være fraværende i familiesammenhænge, fordi far var på arbejde eller gemte sig bag avisen, deltog han nu på stadig mere lige fod med mor. Ændringen kan også registreres ved, at danske fædre siden 70’erne i stadig stigende grad har overværet deres børns fødsler.

· I 1985 vedtog Folketinget loven om fælles forældremyndighed, der gjorde det muligt for forældre at beholde den fælles forældremyndighed over børn også efter skilsmisse.

· Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegelse af medlemmer til kommissioner, offentlige udvalg og lignende blev vedtaget i 1985. Loven skulle sikre en mere ligelig repræsentation af mænd og kvinder i offentlige nævn, råd og udvalg, men på trods af loven udgør kvinder stadig kun omkring en tredjedel af alle udpegede medlemmer ifølge KVINFO (se kilder).

· I 1986 vedtog Folketinget en aktionsplan for kvindeforskning for at støtte kvindeforskningen på universiteterne. Det sikrede blandt andet otte kvindelige lektorater på forskellige fag og universiteter samt en koordination af kvindeforskningen. 

Hvad er KVINFO?

KVINFO (se kilder) er et forskningsbiblioteks- og informationscenter, der har til opgave at formidle kvinde- og kønsforskning til offentligheden. Den overordnede ledelse udgøres af en bestyrelse, der repræsenterer forskning, forskningsbiblioteker og kvindeorganisationer.

KVINFO blev grundlagt af Nynne Koch i perioden 1965-1972, hvor Koch registrerede kvinderelevant litteratur i Det Kongelige Biblioteks samlinger. I 1979 blev KVINFO en selvstændig afdeling under Det Kongelige Bibliotek, og i 1982 flyttede centret i selvstændige lokaler og påbegyndte opbygningen af egen bogsamling. I 1987 kom KVINFO på finansloven.

I dag ligger KVINFO bag Det Kongelige Bibliotek på Christians Brygge i København. Ud over at drive bibliotek, udgiver centret også webmagasinet “Forum for køn og kultur”, arrangerer foredrag og konferencer, driver ekspertdatabasen “Kvinder på Linjen”, der indeholder omkring 1400 danske kvindelige eksperter, formidler dansk kvindehistorie blandt andet via webfortællingen KVINDEKILDER og Kvindebiografisk leksikon, ligesom det står for en mentorordning, der skaber kontakt mellem erhvervsledige kvinder og erhvervslivet.

I 2012 fik KVINFO nyt logo og skiftede i den sammenhæng sin ’undertitel’ ud fra ”Kvinder, Information, Forskning” til ”Køn, Viden, Information og Forskning”. KVINFO havde været genstand for megen debat om det rimelige i som statsstøttet institution kun at forske i kvinder, og daværende direktør Elisabeth Møller Jensen håber, at ”det nye logo kan gøre det tydeligere, hvem vi er, og hvad vi laver” ifølge artiklen ”Kvinfo åbner døren for mænd” fra Politiken. 

Hvilke lovgivningstiltag var der i 1990’erne?

· I 1990'erne var Ligestillingsrådet udsat for en del turbulens med personudskiftninger og kritik i den offentlige debat. Et af de spørgsmål, der især var i fokus, var mænds placering i ligestillingsarbejdet.

· I 1994 blev der nedsat en arbejdsgruppe om mænd, som imidlertid opløste sig selv under stor mediebevågenhed, fordi den ikke fik de ressourcer, den krævede.

· I 1996 nedsatte statsminister Poul Nyrup Rasmussen et ligestillingsudvalg, som blandt andet skulle komme med forslag til en ny politisk struktur. I 1999 var udvalget klar med et forslag til at opdele den politiske organisation i forhold til opgaver: dels politisk-administrative opgaver, dels debat- og vidensindsamlende og dels juridisk-håndhævende opgaver. Udvalget foreslog desuden, at ligestillingsindsatsen skulle sikres synlighed, gennemslagskraft og klar forankring på regeringsniveau.

· I sommeren 1999 blev der for første gang udpeget en egentlig ligestillingsminister i Danmark, nemlig Jytte Andersen. Indtil da havde spørgsmål om ligestilling ligget i Statsministeriet.

· I 2000 blev lovforslaget “Bekendtgørelse af lov om ligestilling af kvinder og mænd” (se kilder) vedtaget. Det er en samlet ligestillingslovpakke, hvor en række af de tidligere ligestillingslove er inkorporeret med nogle justeringer. Desuden indebar den, at Ligestillingsrådet blev nedlagt og erstattet af et ligestillingsnævn, som tager sig af klager over kønsdiskrimination. Ved samme anledning blev Ligestillingsministeriet (formelt Ligestillingsafdelingen) oprettet i 2000. Dette ministerium blev i 2011 lagt ind under Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Pr. 1. januar 2009 blev Ligestillingsnævnet nedlagt og klager herefter behandlet i Ligebehandlingsnævnet. 

Hvad prægede den kulturelle og feministiske dagsorden i 1990’erne?

1990’erne havde ikke en stærk og aktivistisk bevægelse som 70’ernes rødstrømpebevægelse. Til gengæld prægedes årtiet af det mere mainstream og unge fænomen ‘Girl Power’, som var inspireret af unge kvindebands som Spice Girls. Girl Power-fænomenet satte i modsætning til rødstrømperne kvindeligheden i centrum og gjorde det legalt at være stærk og fremtrædende kvinde og samtidig gå op i sit udseende, klæde sig sexet i mavekorte bluser og tage makeup på. Essensen var, at det skulle være legalt at være ‘Girl’ med stort G.

Dog har et af Girl Powers store idoler, Melanie C fra Spice Girls, siden hen stået frem i medierne og fortalt om depression og spiseforstyrrelser, en bekræftelse på at Girl Power-livet måske ikke er det ideelle liv, som det blev gjort til af mange unge piger i den vestlige verden. 

Hvorfor opstod Girl Power?

Girl Power blev et tydeligt fænomen i både mediebilledet og i pigers hverdagsliv, bl.a. fordi der i løbet af 1990’erne kom en lang række kvindelige sangskrivere og performere til, der formåede at opdatere den feminisme, som 1968-oprørets kvinder lancerede. Disse kvinder så ikke nogen grund til at dyrke en traditionel feministisk kvindekamp, men ville hellere kæmpe for deres ambitioner og for alles ret til at vælge sin egen identitet som individ. Da rødstrømperne kæmpede for kvindernes rettigheder, handlede det i høj grad om retten til at kunne være og gøre ligesom mændene. For nutidens piger og unge kvinder er retten til lige muligheder derimod en selvfølge. Derfor ser de ikke nogen fare i at understrege deres køn. ’Hvorfor ikke vise, at man er pige, hvis man er stolt af det?’ synes at være det usagte motto, som Girl Power har bragt med sig.

En anden grund til, at Girl Power slog igennem i løbet af meget kort tid var, at det afspejlede pigernes behov for kvindelige idoler i en popverden, hvor en lang række boybands dominerede. Da den canadiske sangerinde Alanis Morissette fik en overvældende popularitet med salgssuccesen ”Jagged Little Pill” i midten af 1990’erne, blev det soleklart, at mange unge piger havde savnet brugbare kvindelige, musikalske rollemodeller. 

Hvilken betydning har Girl Power haft?

Girl Power-fænomenet medførte, at feminisme igen kom på dagsordenen. Efter at det i en årrække havde været umoderne at diskutere køn og ligestilling, blev det med Girl Power-bølgen igen mere populært at lufte feministiske synspunkter. Med Girl Power antog feminismen dog helt andre former, da kvindefrigørelse klinger helt forkert i mange pigers ører.  

Hvad var den politiske strategi på ligestillingsområdet i 1990'erne?

Ifølge ligestillingsministeriets hjemmeside (se kilder) var den dominerende ligestillingsstrategi i 1990’erne ‘mainstreaming’, og det har den været lige siden. Strategien går ud på, at alle offentlige myndigheder skal fremme ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Desuden skal de inddrage et kønsperspektiv i alle politiske beslutninger, i alt fra byplanlægning over arbejdssituationer til aktivering af ledige. I forhold til byplanlægning handler det eksempelvis om at opfylde mænds og kvinders forskellige ønsker og behov i bymiljøet, mens det i jobsituationer handler om at give de to køn lige muligheder – eksempelvis i jobsamtaler. Formålet med mainstreaming er at modvirke forskelsbehandling, ubalancer og diskrimination. 

Hvad er Selskab for Ligestilling?

I 1991 blev Kvindeligt Selskab (se kilder) stiftet med blandt andet tidligere direktør for KVINFO Elisabeth Møller Jensen i spidsen. Oprindeligt var selskabet en kulturel støtteforening for KVINFO, men det er den ikke længere. Foreningens formål er at skabe debat om og udfordre det traditionelle syn på køn og kultur. Overordnet er målet at skabe ligestilling mellem mænd og kvinder. Man kan sige, at Kvindeligt Selskab overtog den platform, som rødstrømperne havde forladt. Foreningen var en af de mest fremtrædende debatskabere i 90’ernes kønsdebat, og den er stadig aktiv og hurtigt reagerende. Så når eksempelvis reklamer fremstiller kvinder som rene sexobjekter, eller når politikerne mangler at tænke ligestilling med i lovgivningen, griber én fra foreningen pen og papir og skriver et debatindlæg eller en artikel til medierne, eller bliver interviewet. Det er bestyrelsen, der tegner foreningen udadtil, og som definerer den kønspolitiske linje. Bestyrelsen består af seks medlemmer, og foreningen har i dag i alt omkring 300 medlemmer af begge køn. I 2007 skiftede foreningen navn til det mere kønsneutrale Selskab for Ligestilling med et ønske om fokusere på kønspolitik i bredere forstand. 

Hvad var gennembrudsåret for kvindelige ledere?

I 1995 røg flere af de traditionelle mandebastioner i Danmark. Landet fik for første gang både en kvindelig nationalbankdirektør, Bodil Nyboe Andersen; en kvindelig biskop, Lise-Lotte Rebel; en kvindelig økonomisk vismand, Nina Smith og en kvindelig politidirektør, Hanne Bech Hansen. Endnu er der dog lang vej igen, førend der er lige mange mænd og kvinder i toppen af dansk erhvervsliv og i staten. Ifølge Charter for flere kvinder i ledelse (se kilder) er tallene pr. 2009 fordelt sådan, at 6,52 % af toplederne på det private arbejdsmarked er kvinder, mens der er cirka 25 % kvindelige ledere på det offentlige arbejdsmarked.

På trods af at intet i lovgivningen i dag hindrer kvinderne i at nå til tops, er der altså stadig strukturelle uligheder. Nogen entydig grund kan ikke gives, men mange bud er fremkommet i debatten: Nogle henviser til, at kvinderne har svært ved at trænge igennem den mandsdominerede top, fordi mænd traditionelt ansætter mænd. Nogle siger, kvinder er dårligere ledere. Andre siger, at kvinder prioriterer anderledes og sætter familien før job. Andre mener, kvinder har for svære vilkår, fordi de netop forventes at have det overordnede ansvar med hjem og børn. Nogle mener, at kvinder er for dårlige til at sælge sig selv i en jobsituation. Andre igen mener, at kvinder stilles ganske andre spørgsmål til en jobsamtale end mænd, hvorfor de får sværere ved at sælge sig selv. 

Hvad var gennembrudsåret for kvinder på universiteterne?

Kvinderne har siden 1875, hvor de for første gang fik adgang til universiteterne, indtaget stadig flere studiepladser og studieretninger. I 1998 var der for første gang lige så mange kvindelige som mandlige studerende på universiteterne, og fra 1999 har der været flere kvinder end mænd. At der er flere kvindelige studerende end mandlige afspejles dog ikke i kønsfordelingen blandt forsknings- og undervisningspersonalet. Ifølge ”Notat om universiteternes videnskabelige personale” fra Styrelsen for universiteter og internationalisering (se kilder) er der i 2010 således 15,5 % kvindelige professorer, mens der til gengæld er 44 % kvinder blandt tildelte ph.d.-grader. 

Hvad prægede den kulturelle dagsorden i 1990’erne?

1990’erne havde ikke en stærk og aktivistisk bevægelse som 70’ernes Rødstrømpebevægelse. Til gengæld prægedes årtiet af det mere mainstream og unge fænomen ‘Girl Power’, som var inspireret af unge kvindebands som Spice Girls. Girl Power-fænomenet satte i modsætning til Rødstrømperne kvindeligheden i centrum og gjorde det legalt at være stærk og fremtrædende kvinde og samtidig gå op i sit udseende, klæde sig sexet i mavekorte bluser og male sig med makeup. Essensen var, at det skulle være legalt at være ‘Girl’ med stort G.

Det er dog ofte blevet anfægtet, at den sexede ungpigemode, som opstod med de mange pigebands, gør pigerne alt for tidligt voksne og til sexobjekter, og at det måske snarere er mandens forestilling om ægte kvindelighed, der kommer til udtryk, end det er kvindernes egne idealer. Desuden har et af Girl Powers store idoler, Melanie C fra Spice Girls, siden hen stået frem i medierne og fortalt om depression og spiseforstyrrelser, en bekræftelse på at Girl Power livet måske ikke er det ideelle liv, som det blev gjort til af mange unge piger i den vestlige verden.

Feminismen i dag

Feministerne Nanna Kalinka Bjerke og Mette Bom har skrevet en bog om hverdagsfeminisme og langer kraftigt ud efter mændene.
Feministerne Nanna Kalinka Bjerke og Mette Bom har skrevet en bog om hverdagsfeminisme og langer kraftigt ud efter mændene.
Foto: Simon Knudsen / Scanpix

Hvad er den tredje bølge af feminisme?

Sidst i det 20. århundrede fik den mere direkte ligestillingsdebat atter vind i sejlene. I 1999 udkom den svenske bog “Fittstim” med bidrag af 18 unge kvinder. Alle bidragyderne forholdt sig til oplevelser med ligestilling, køn, kroppe med mere, og udtrykte ungfeminismen som kvindelig selvbevidsthed mere end fortidens kamp om ubetinget ligestilling og mandehad. Bogen fremmede med sine budskaber om at modstå gruppepres og pres fra manden en væsentlig kønsdebat i Sverige og i de nordiske lande i det hele taget.

Samme år udkom en dansk udgave af debatbogen, nemlig antologien “Fisseflokken”. Det fik kønsdebatten i Danmark til at blusse op, og flere feminister har siden hen fremhævet netop disse to udgivelser som forløbere for ‘nyfeminismen’, som præger Danmark i starten af det 21. århundrede. Det fremhæves eksempelvis i “Udslag – Hverdagsfeminisme i det 21. århundrede” (se kilder). Denne tredjebølgefeminisme, som bevægelsen også kaldes, er meget inspireret af queer-teori, der ser køn som en konstruktion frem for som ren biologi.

Hvem er de nuværende aktører?

Ud over de allerede nævnte aktører som for eksempel Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt selskab, så er der også nye grupperinger, som har fundet sammen om feministiske projekter. Eksempelvis er der:

· Morgendagens heltinder er et netværk af mere end 500 kvinder, primært selvstændige eller ledere. De arbejder et frit arbejdsmarked og med at være rollemodeller for kommende iværksættere. Andre netværk, der arbejder for ligestilling, styrkede kvindenetværk og for flere kvinder i magtfulde stillinger, er Female Leader Focus, Albrightgruppen og ErhvervsKvinder.

· Feministiske forældre er et debatforum, hvor man kan diskutere forældreskab, kønsroller og opdragelse ud fra et feministisk perspektiv. Grundlæggerne vil gerne debattere og rokke ved bl.a. de fasttømrede kønsroller, som de mener, børn opdrages under både i institutioner og i familien.

· Bom & Bjerke består af feministerne Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke, der udover at have skrevet bogen ”Udslag – hverdagsfeminisme i det 21. århundrede” har en blog og fra november 2011 til juli 2012 også har bestyret det hverdagsfeministiske radioprogram Bom& Bjerke på radio 24syv, der i øvrigt Danmarks første feministiske radioprogram.

Hvilken udvikling har der været siden årtusindeskiftet?

Der har været afgørende konkrete såvel som symbolske fremskridt for feminismen og ligestillingen mellem kønnene siden årtusindeskiftet. I 2009 var der folkeafstemning om tronfølgeloven, hvor danskerne besluttede stemte for at ændre loven således, at tronen skal overgå til den afdøde regents førstefødte uanset om det er en mand eller kvinde, mens loven tidligere bød, at tronen gik til den afdøde regents førstefødte søn. Stemmedeltagelsen lå på lige under 60 %, og mens 45 % stemte for en ændring af loven stemte 7,8 % af de stemmeberettigede borgerede imod og 5,2 % stemte blankt.

To år efter, i 2011, fik feminismen en symbolsk sejr, da Helle Thorning-Schmidt blev landets første kvindelige statsminister. Samtidig er valget af kvindelige folketingsmedlemmer steget støt, og i 2011 var 39,1 % af Folketingsmedlemmerne kvinder.

Hvordan har forholdene omkring ligeløn udviklet sig?

I 2009 tjente kvinder i gennemsnit 198 kr. i timen mod mænds gennemsnitlige 235 kr. i timen. Det svarer til, at kvinders løn udgør 84 % af mænds løn eller, at de tjener 15,6 % mindre i løn (løngab), ifølge rapporten ”Kvinder og mænd” fra Danmarks Statistik (se kilder). Fordelt på sektorer viser det følgende løngab:

· I den private sektor er der et løngab på 15,4 %.

· I den statslige sektor er løngabet mellem mænd og kvinder på 5,8 %.

· For kommunalt og regionalt ansatte er løngabet på 13,4 %.
I 2011 offentliggjorde Beskæftigelsesministeriet på hjemmesiden ligelon.dk (se kilder) nye tal for mænds og kvinders løn, som stort set stemte overens med tallene fra Danmarks Statistik. Beskæftigelsesministeriets tal viste, at mænd i gennemsnit tjener 17-21 % mere end kvinder. Ministeriet nævner, at dette billede nærmest har været uændret i ti år.
I et debatindlæg i Berlingske Tidende i 2015 (se kilder) skriver forskningsleder og ekspert i ligeløn, Lisbeth Pedersen, opsummerende om lønforskellen mellem mænd og kvinder: ”Faktum er, at SFI i adskillige rapporter har vist, at lønforskellen mellem mænd og kvinder i dagens Danmark i gennemsnit er cirka 17-18 procent. Og at den forskel har været bemærkelsesværdigt uforandret de sidste 35 år. Det på trods af, at kvinder i dag er næsten lige så meget på arbejdsmarkedet som mændene, og at deres uddannelsesniveau ligger over mændenes.”

Hvorfor er der fortsat ikke ligeløn?

Ifølge Ligestillingsministeriet (se kilder) er den væsentligste årsag til den manglende ligeløn, at det danske arbejdsmarked er kønsopdelt, således at kvinder og mænd ofte har forskellige uddannelser, arbejder i forskellige brancher og har forskellige arbejdsfunktioner. Socialforskningsinstituttet (SFI) fremhæver dog, at denne kønsopdeling bliver stadig mere udvisket. Instituttet udarbejdede i 2004 en rapport om lønforskellen, som kan downloades på dets hjemmeside (se kilder). Rapporten konkluderer, at der ikke er nogen entydig forklaring på, hvorfor mænd fortsat tjener mærkbart mere end kvinder. Når lønnen gøres op på antallet af arbejdstimer, så tjener mænd mere end kvinder. Ifølge rapporten kan omkring 10 % af lønforskellen i den private sektor forklares af faktorer som motivation, synlighed på arbejdspladsen og evnen til at forhandle løn.
På hjemmesiden ligelon.dk (se kilder), som det daværende Beskæftigelsesministerium lancerede i 2011 nævnes det – i lighed med Ligestillingsministeriets vurdering – at den væsentligste årsag til lønforskellen mellem mænd og kvinder er, at det danske arbejdsmarked fortsat er ret kønsopdelt – kvinder arbejder i andre brancher og sektorer end mænd, og kvinders brancher er lavere lønnet end mænds. Desuden er flere mænd end kvinder ledere og får derfor mere i løn. Ministeriet nævner desuden, at kønsopdelingen sker tidligt og ofte også glidende og umærkeligt på den enkelte arbejdsplads.
Forskningsleder fra SFI, Lisbeth Pedersen, påpeger i et debatindlæg i Berlingske Tidende i 2015 (se kilder), at der er tale om traditioner, som fastholder en lavere løn i nogle fag end andre: ”Manden blev traditionelt betragtet som forsørgeren, og det påvirkede indplaceringen af hhv. mandefag og kvindefag i overenskomster og lønstrukturen. I den offentlige sektor blev kvindefagene f.eks. indplaceret lavere i lønhierarkiet end mandefagene ved tjenestemandsreformen i slutningen af 1960erne. Uligelønnen er altså en historisk betinget skævhed, der er svært at indhente.”

Hvordan er udsigterne til at opnå ligeløn?

I 2014 viste en undersøgelse fra Ugebrevet A4 (se kilder), at der først vil være økonomisk ligestilling mellem kønnene i 2027, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo, som den havde i 00’erne.
Endnu værre er fremtidsudsigterne ifølge en vurdering fra Fagforeningen FOA, som i 2011 forudsagde, at det med det daværende tempo i forbedringerne på lønområdet ville tage 534 år, før der var fuld ligeløn mellem mænd og kvinder. Forudsigelsen baserer sig på overenskomstforhandlinger inden for det offentlige i 2011, hvor der var en såkaldt skævdelingspulje på 19 millioner kroner, der skulle mindske lønforskellene blandt pædagoger. Med udgangspunkt heri siger FOA’s formand Dennis Kristensen i artiklen ”Kvinderne får ligeløn – om 534 år” i Politiken (se kilder): ”Hvis vi laver et tankeeksperiment og tager pædagoggruppernes 19 millioner og ganger det med en tre-årig overenskomstperiode, så vil det tage 534 år at lukke løngabet på 18 procent.”
Forskningsleder på SFI, Lisbeth Pedersen, vurderer i 2015, at hvis kurven for udviklingen i ligeløn fortsætter, vil det tage 111 år, før der er skabt ligeløn.
Hvordan udviklingen vil være, er svær at forudsige, men der er en række tegn på, at udviklingen ikke nødvendigvis går i retning af mere ligeløn. I 2016 kunne HK Privat f.eks. oplyse, at lønforskellen mellem kvinder og mænd blandt deres medlemmer stiger efter at være faldet støt gennem flere år. Og i 2016 kunne Jyllands-Posten afsløre, at samtidig med at nogle af landets største fagforeninger førte en kampagne for ligeløn, var der stadig ulighed i lønnen internt i fagforbundene. I FOA fik mænd i 2016 f.eks. i gennemsnit 2.523 kroner mere om måneden end kvinder, fremgik det af Jyllands-Postens research.

Hvilke metoder kan tages i brug for at opnå ligeløn?

En af de faktorer, der har en væsentlig effekt på lønnen i alle sektorer, er børnepasningsorlov, og netop barsels- og børnepasningsorlov samt børns første sygedag er den væsentligste årsag til, at kvinder har mere fravær end mænd. Derfor mener en del debattører og forskere, at det vil skabe mere lige lønforhold, hvis flere mænd tager barselsorlov, og at mere øremærket barsel til mænd kan være en vej at gå.
Desuden mener mange debattører og fagforeningsfolk, at det vil være gavnligt for ligestillingen på arbejdsmarkedet og skabe mere lige lønforhold, hvis det bliver mere almindeligt for drenge at uddanne sig inden for såkaldte "pigefag" og omvendt. Derfor har bl.a. formanden for fagforbundet FTF, Bente Sorgenfrey, foreslået, at man allerede i vuggestuer, børnehaver og siden i skolen skal præge børnene til at være åbne for at vælge fag, som ikke traditionelt er forbundet med deres køn.

Flere fagforbund har også argumenteret, at der skal være en mere åben debat om løn på arbejdspladserne og mellem kolleger, så medarbejderne har mulighed for at opdage, om der er ligeløn eller ej. Dette kan dog kræve en kultur- og holdningsændring, fremgår det af artiklen ”Ligeløn til mænd og kvinder er stadig tabu” på DR.dk (se kilder). Her berettes om en sag, hvor en mandlig tillidsmand på en mellemstor virksomhed lægger sag an, da han opdager, at kvinderne på arbejdspladsen får lavere løn end mændene for samme arbejde. Det gør ham så upopulær, især blandt mandlige kolleger, at han til slut vælger at sige op. Hans historie er ifølge 3F ikke usædvanlig; tværtimod er det på mange arbejdspladser tabuiseret at tale om den manglende ligeløn, og det kan have store omkostninger for personer, der bryder tabuet ved f.eks. at anlægge en sag, fremgår det af artiklen.

En anden måde at skabe åbenhed omkring lønforskelle mellem mænd og kvinder vil være en mere detaljeret kønsopdelt lønstatistik, også i mindre virksomheder. I 2016 vedtog et flertal i Folketinget dog en ny lov, som betød, at det nu kun er virksomheder med 35 ansatte – og minimum 10 af hvert køn – der skal lave kønsopdelte lønstatistikker. Tidligere skulle virksomheder med ned til 10 ansatte lave sådanne statistikker.
Flere fagforbund mener også, at der skal oplyses mere om muligheden for at klage til Ligebehandlingsnævnet over ulige lønforhold.

Debat om ligestilling

Den centrale Barselsfond diskuteres i frokostpausen på entreprenørfirmaet Svend E. Madsen i Bjerringbro.
Den centrale Barselsfond diskuteres i frokostpausen på entreprenørfirmaet Svend E. Madsen i Bjerringbro.
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix

Hvad er de vigtigste debatområder?

De væsentligste ligestillingsdebatter i dag er:

· Ligeløn.

· Barselsfond.

· Andelen af kvinder i lederstillinger, råd, nævn og bestyrelser.

· Fremstillingen af henholdsvis mandlige og kvindelige ledere, politikere og kunstnere i medierne.

· Repræsentationen af kvindelige kunstnere (eller manglen på samme) i kanon.

· Fremstillingen af kvinder i rap og hiphop.

· Fremstillingen af køn i reklamer.

· Fremstillingen af kvinder i porno.

· Kvinders påklædning – medskyld i voldtægt.

· Vold mod kvinder.

· Ligestilling blandt nydanskere.

I det følgende vil de enkelte emner og debatter blive fremstillede. 

Hvad er ligelønsdebatten?

Som det er fremgået af foregående afsnit, har ligeløn været debatteret siden slutningen af det 19. århundrede. I 1976 vedtog Folketinget loven om ligeløn, men på trods af, at det politisk og lovgivningsmæssigt er vedtaget, at kvinder og mænd skal have lige løn for lige arbejde, så ser virkeligheden anderledes ud. På Ligestillingsministeriets hjemmeside (se kilder) kan man finde statistikker over, hvordan lønnen fordeler sig på køn, og det viser sig, at kvinders løn gennemsnitligt er mindre end mændenes for et ens stykke arbejde. I 2006 blev der vedtaget en lov om kønsopdelt lønstatistik og redegørelser om lige løn, som pr. 1. januar 2007 blev pålagt alle danske virksomheder med mere end 10 ansatte at følge. Denne lov blev dog ændret i 2016, så det nu kun er virksomheder med mindst 35 ansatte – og mindst 10 af hvert køn – der skal lave kønsopdelt lønstatistik

Hvad er en barselsfond?

Et af de forslag, som har præget dagsordenen i forsøget på at overvinde dels lønforskellen og dels den større usikkerhed i kvinders jobsituation end i mænds, er oprettelsen af en barselsfond. I dag er det moderen, der tager langt hovedparten af de 52 ugers barselsorlov, der er til rådighed, og eftersom barselsorloven i høj grad er betalt af den enkelte arbejdsgiver, øger det arbejdsgivernes økonomiske risici at ansætte unge kvinder.

Ideen med at oprette en barselsfond er, at alle arbejdsgivere skal indbetale et beløb per ansat til en central fond, der så skal betale for dem, der går på barselsorlov, i stedet for at udgiften til barselsorlov skal bæres af den enkelte arbejdsgiver. Ordningen kan enten styres overordnet af regeringen, eller den kan være en aftale mellem arbejdsmarkedets parter og således en ordning i de forskellige fagforbund. Under alle omstændigheder vil barselsfonden betyde, at arbejdsgiverne ikke påtager sig en ekstra økonomisk risiko ved at ansætte unge kvinder, og at brancher med mange kvindelige ansatte ikke alene skal bære den økonomiske byrde ved barselsorlov, der må siges at være en samfundsopgave.

Et bredt politisk flertal i Folketinget har udtrykt ønske om en barselsfond, og i befolkningen er der ifølge en undersøgelse, der er gengivet i artiklen “Ligestilling vinder frem på den politiske dagsorden” i Information (se kilder) opbakning til ønsket om en central barselsfond. Undersøgelsen viser, at 54 % af befolkningen støtter kravet, mens kun cirka 30 % er imod.

Siden 2006 har det været lovpligtigt for alle private arbejdsgivere at være tilknyttet en barselsfond for netop at modvirke forskelsbehandling på arbejdspladserne. Der findes både offentlige og private barselsfonde, f.eks. Den statslige barselsordning, barsel.dk og Industriens Barselsfond, der er tilknyttet virksomheder under Dansk Industri. 

Hvad er kvinders andel af pladser i råd, nævn og udvalg?

I 1985 blev loven om ligestilling mellem kvinder og mænd ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner med mere indført, men alligevel svarede kvindernes andel af posterne i 1999 ifølge Institut for menneskerettigheders hjemmeside menneskeret.dk (se kilder) til 40 %. Endnu lavere er kvindernes andel af posterne i erhvervslivets bestyrelser, hvor er andelen af kvinder i danske børsnoterede virksomheders bestyrelser i 2012 er 6,5 %. En hurdle, der er svær at overvinde i forhold til at få flere kvinder i bestyrelser, udvalg, nævn med mere, er, at de mandligt dominerede bestyrelser har tendens til at søge nye kandidater fra deres eget (mande-)netværk.

I april 2012 vedtog regeringen ikke at indføre kvoteordninger med krav om mindst 40 % kvinder i bestyrelser, som det havde været diskuteret, men i stedet appellere til virksomhederne om at skabe en sund fødekæde, der skal forberede flere kvinder på de store bestyrelsesposter. I artiklen ”Stort uudnyttet potentiale for kvinder i bestyrelser” i Information (se kilder) siger professor Nina Smith, at kvinder ofte har højere uddannelse end mænd og at det derfor er paradoksalt at se så mange mænd på topposter og uddyber: ”Kvoter er et quick fix, men det er bagvendt at starte med at lovgive om toppen. I stedet har vi brug for et langt sejt træk, hvor vi tager fat på de grundlæggende udfordringer på ligestillingsområdet.” 

Hvad er andelen af kvindelige ledere?

Ifølge Charter for kvinder i ledelse (se kilder) er andelen af kvindelige topledere på det private arbejdsmarked på 6,52 %, mens kvinderne tegner sig for 25 % af lederstillingerne på det offentlige arbejdsmarked. I 2013 viste en undersøgelse foretaget af Djøf, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, der leverer mange ledere til både den offentlige og private sektor, (se kilder) at antallet af kvindelige chefer hos Danmarks kommuner og regioner var steget fra 32 % i 2007 til 43 % i 2013, mens antallet af kvindelige ledere i staten var steget fra 33 % til 41 % i samme periode. Antallet af kvindelige chefer, der er medlemmer af Djøf, steg fra 2007 til 2013 fra 28 % til 33%.

Der er ingen lovmæssige hindringer for, at kvinder kan være ledere på lige fod med mænd, men hvad er så problemet? Er kvinder ringere ledere end mænd? Ønsker kvinder ikke at være ledere? Ønsker mænd ikke kvindelige ledere?

En af de væsentligste barrierer for kvinderne er ifølge KVINFO, at erhvervslivets top er mandsdomineret og har tendens til at ansætte mænd, der minder om dem selv. Ligestillingsministeriet (se kilder) er opmærksom på problematikken og fremhæver, at virksomhedernes konkurrenceevne kan fremmes, hvis de rekrutterer ledere fra hele talentmassen. Ministeriet har iværksat en økonomisk analyse af sammenhængen mellem kvinders andel i ledelsen i det private erhvervsliv og betydningen for virksomhedernes økonomi. Rapporten, som blev udfærdiget af Handelshøjskolen i Aarhus og offentliggjort i februar 2005 viste, at kvinder i ledelser og bestyrelser gav positive økonomiske resultater. Rapporten kan således vise sig at virke fremmende på virksomhedernes villighed til at ansætte kvindelige ledere.

I maj 2012 vedtog Folketinget to lovforslag med henblik på at øge andelen af kvinder i toppen af dansk erhvervsliv uden direkte at indføre kvoter. Lovkravene, der var fremsat af regeringen med erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen i spidsen, forpligter de 1.100 største virksomheder i Danmark til at have måltal og en politik ”for generelt at øge andelen af kvinder i virksomhedernes ledelsesniveauer”, som der står (se kilder). 

Hvad er kønskvotering?

Kønskvotering – eller positiv særbehandling som det også kaldes -, blev første gang fremhævet som en mulighed i 1979 af Dansk Kvindesamfund. Ideen er at indrette en række foranstaltninger, som skal hjælpe til at rette op på de uligheder, der findes mellem mænd og kvinder i samfundet.

Man kan eksempelvis sige, at det er en form for særbehandling, at vi i Danmark har en lov om ligestilling, at vi har et ligestillingsnævn og en ligestillingsminister. Nogle mener, som eksempelvis SF’eren Pia Olsen, at det vil være en idé at indføre lov om kønskvotering, så der blev sikret en mere eller mindre ligelig fordeling af mænd og kvinder i råd, nævn, ligestillinger mv. Andre mener, det vil være nedværdigende at blive ansat på grund af sit køn, og at vi må gå andre veje. 

Hvad er kritikken af mediernes fremstilling af mænd og kvinder i politik?

Ifølge journalist Ulrikke Moustgaards bog “Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner” (se kilder) er der stor forskel på, hvordan henholdsvis kvindelige og mandlige politikere fremstilles i medierne. Mens artikler om kvinder ofte fokuserer på deres udstråling, frisure og påklædning, bliver de mandlige politikere aldrig vurderet ud fra udseende eller mængden af hår på brystet men alene på deres politiske budskaber og saglige argumenter. Kønnet er helt centralt i fremstillingen af de kvindelige politikere, som groft sagt bliver opdelt i to grupperinger, hvor den ene kan betegnes heksene og isdronningerne og den anden de blonde babes. Moustgaard skriver om kvinderne, at “de må gerne være attraktive – men ikke for attraktive. De må gerne være ambitiøse, kløgtige og saglige politikere – men ikke i en sådan grad, at det skader deres feminine image og kvindelighed. De må gerne være engagerede – men ikke aggressive. Og de skal helst have mand og børn.”

For kvinderne er der altså en tendens til, at deres køn kommer til at overskygge deres politik i mediernes fremstilling af dem, fastskår Ulrikke Moustgaard i bogen. 

Hvilke ligestillings-problematikker oplever kvindelige debattører?

Ikke kun kvindelige politikere må på godt og ondt leve med deres køn i mediernes fremstillinger, det samme gælder fremtrædende kvinder indenfor andre professioner og brancher. I 2014 satte DR i programrækken ”Ti Stille Kvinde!” (se kilder) fokus på den modtagelse mange kvindelige tv-værter og debattører får, når de går på skærmen. I programmerne fortalte danske politikere og debattører om, hvordan sexisme, seksuel chikane og vold- og dødstruslerer en del af deres hverdag, fordi de står frem i debatten og mener noget. Programrækken startede en debat om den sexistiske debatkultur, der ifølge programmet ofte stortrivedes på nettet, hvor det er nemt at være anonym, og hvordan kvindelige debattører bliver mødt af en hårdere tone end de mandlige. 

Hvad er kritikken af fremstillingen af kvindelige musikere?

Flere eksperter i feminisme påpeger at det også er et ligestillingsproblem at mange kvindelige musikere i mange tilfælde bliver promoverede på deres køn i en sådan grad, at kønsligheden bliver iscenesat på bekostning af musikken. Ifølge Kvindeligt selskabs artikel “Kvinder i musikbranchen – hvorfor er der så få?” (se kilder) oplever mange kvindelige kunstnere, der både komponerer musikken og skriver teksterne, at de også lige skal have langt hår, fyld i læberne og sminke til op over begge ører for at blive accepterede af branchemændene. Tilsvarende fremhæves det i artiklen, at musikanmeldere ofte knytter bemærkninger til kvindernes udseende i anmeldelserne. Ligesom det fremhæves, at mænds dominans i musikjournalistikken, i pladebranchen og blandt DJ’s betyder, at det hovedsageligt er mænd, der bestemmer, hvad og hvem der skrives om, hvad og hvem der udgives, hvad og hvem der spilles.

Mange oplever en forventning om, at kvinder synger og at kun mænd kan håndtere instrumenter som guitar, bas og trommer ordentligt. Kritikken går på, at den opdeling af køn og instrumenter sker allerede i folkeskolen og i øvrigt overlever i alle egne af musikbranchen. Musikdebattør og ph.d. Henrik Marstal siger i artiklen ”En rigtig musiker er mand” i Information (se kilder): ”I vores kultur må drenge gerne larme, støje og forsøge sig med trial and error, indtil det lyder godt. Mens den pæne pige opdrages til, at der ikke er plads til at fejle – det afholder måske nogle piger fra at kaste sig over instrumenter. Det er ikke fordi fyre er bedre til at spille. Men nogle instrumenter er blevet tillagt en særligt kønnet værdi. Trommer er for fyre – men ikke for piger. Pigen, hun kan synge eller til nød få en plads bag klaveret.”

Den skæve kønsbalance inden for musikverdenen træder igennem hos både udøvende musikere, på konservatorierne og i musikundervisningen i folkeskolen. Undersøgelsen ”Kønsbalancen i rytmisk musik” foretaget af NIRAS i 2012 (se kilder) viste bl.a., at

· 90 % af underviserne på konservatorierne er mænd, og størstedelen underviser i et instrument. 

· 85 % af de kvindelige undervisere på konservatorierne underviser i sang. 

· I 2010 modtog de mandlige medlemmer hos KODA i alt 88 % af de samlede rettighedsmidler. Kun hvert 5. medlem af KODA var kvinde.

· De regionale spillesteder domineres af mænd. 74 % af bestyrelsespladserne er besat af mænd. Blandt organisationernes øvrige beslutningstagere er 90 % mænd.

I 2012 præsenterede regeringen en treårig musikhandlingsplan, hvor den kønsmæssige skævvridning inden for musikbranchen tages under behandling. I samme ombæring søsatte Statens Kunstråds Musikudvalg et pilotprojekt, der skal få flere piger til at spille rytmisk musik. Dansk Rock Samråd (ROSA) er udpeget til at afvikle den musiklejr for unge piger, der – inspireret af de svenske Popkollo musiklejre for piger mellem 12 og 18 år – skal øge interessen for og glæden ved at spille musik. Med disse tiltag håber man på sigt at kunne ændre på kønsfordelingen i musikbranchen. 

Hvad er repræsentationen af kvindelige forfattere?

I september 2004 besluttede daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs at indføre en fast dansk litteraturkanon for Folke- og Gymnasieskolerne. Kanon bestod af 13 forfattere samt folkeviser, og den skulle fylde 20 % af undervisningen. Kun én kvinde var repræsenteret på kanonlisten, nemlig Karen Blixen. Det fik såvel traditionelle kvindesagsforkæmpere som mange andre borgere op af stolene og argumentere for en mere ligelig fordeling af mandlige og kvindelige forfattere. Men lige meget hjalp det. Kanonlisten var blevet drøftet og besluttet af et særligt kanonudvalg, og hverken udvalget eller undervisningsministeren var til sinds at ændre på hverken kanon eller på historieskrivningen. Som formanden for udvalget, Jørgen Lund, fremhævede, så kunne udvalget ikke rette op på 800 års undertrykkelse af kvinder. ”Vi skal se den historiske arv lige i øjnene, og derfor kan man ikke komme med sin samaritertaske og sige, at det skal vi reparere på 100 eller 200 år efter. Det, synes jeg, ville være et dårligt signal,” siger Jørn Lund i artiklen “Mænd sad på magten og på skriveriet” i Berlingske Tidende i 2004. Overfor dette argument lød dog, at kvinderne selv har medvirket til at rette op på historien; man skal blot have blik for de kvindelige forfatteres kvalitet.

Et selskab, der siden dets oprettelse i 1960 stort set kun har været en klub for mænd, er Det Danske Akademi. Her har kønsfordelingen gennem alle årene været skæv, og i 2012 var der således fire kvindelige medlemmer og 15 mandlige, lige som Akademiets store pris kun fire gange er givet til en kvindelig forfatter. Litterat og tidligere direktør for KVINFO, Elisabeth Møller Jensen, efterlyste i en artikel i Information (se kilder), at akademiet får rettet op på kønsbalancen: ”Der har været alt, alt for få kvinder i den forsamling. Selvfølgelig skal kvinder være repræsenteret sådanne steder. Man skal ikke undervurdere, hvor stor Akademiets indflydelse er på dansk litteratur, når de vælger, hvem der skal have priserne, og hvem der kommer og læser op til deres arrangementer.”

Hvad er repræsentationen af kvindelige billedkunstnere på museer?

En undersøgelse fra 2005 fra Kulturarvsstyrelsen under kulturminister Brian Mikkelsen (se kilder) viser, at museernes indkøb af kunstværker i høj grad favoriserer mandlige kunstværker. Hele 83,8 % af alle nyindkøb i perioden 1. januar 1983 til 1. september 2003 bestod af værker af mandlige kunstnere, mens de kvindelige kunstnere alene stod for 16,2 %. Desuden fremgår det, at blandt værker indkøbt af afdøde kunstnere, så udgøres 3,6 % af kvinders kunstværker og 96,4 % af mænds. Mens indkøb af kunstværker af nulevende kunstnere tegner sig for 20 % kvindelige kunstnere og 80 % mandlige. Der er dog en fremgang at spore, idet en undersøgelse fra 2007 fra Billedkunstnernes Forbund (se kilder) viser, at 73 % af den nyanskaffede kunst er af mandlige kunstnere og 27 % af kvinder.

Til artiklen “Kvinder er usynlige på danske museer” i Politiken (se kilder) siger skulptør og forfatter Elisabeth Toubro: ”Jeg kan næsten ikke holde ud at sige det igen, men nu gør jeg det så én gang til: Når man laver censurerede udstillinger, hvor man indsender anonymt, så er der altid flere kvinder med, nogle gange over 50 pct. Men når der skal købes ind, så er der jo navn på. Vi har nogle måder at tænke på, som ligger dybt i os, og som er diskriminerende, uden at vi går og tænker over det. Det gælder både mænd og kvinder. Der er en lang tradition for, at det mandlige univers er universelt, og det kvindelige er privat. Kunst af kvinder tillægges visse egenskaber, og man tør ikke satse på dem.” Ifølge Toubro er det altså fordomme, der er på spil. I artiklen “Ekspert foreslå kvoter for kvindekunst” i Information (se kilder) er seniorlektor ved Det Jyske Kunstakademi Katya Sander af samme overbevisning, og hun agiterer for, at der kun kan ske ændringer ved hjælp af politisk intervention. ”Det virker som om normal sund fornuft og politisk tænkning ikke har nogen virkning, så derfor bliver man nødt til at gå ind med kvoter, i hvert fald for en tid,” udtaler hun. Foreløbig vil regeringen dog ikke gribe ind og indføre kvoter, så dermed er det op til museerne at ændre dagsordenen. 

Hvad er kritikken af fremstillingen af kvinder i rapmusik?

I efteråret 2004 forløb en heftig offentlig debat om rapmusikkens hårde jargon overfor kvinder. Både folkeskolelærere, forældre og forfattere skrev artikler og debatindlæg samt hævede deres røster i fortvivlelse over rapsproget. På den anden side forsvarede rappere som Niarn og Jokeren sig og blev bakkede op af for eksempel nogle musikanmeldere. Debatten kan overordnet samles i spørgsmålet: Er rapsproget sprogfornyelse og kunst, eller er det verbal vold og sexisme?

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst gik i skarp dialog med rapperen Niarn om hans sprogbrug. I indlægget “Brev til en gangstarapper” i Politiken i 2004 (se kilder) klandrede hun ham for at forurene det offentlige rum med hans “sexistiske og voldsforherligende lort”. Hun kritiserede Niarn, L.O.C. og Jokeren for at “beskrive det modsatte køn som kællinger, ludere, hos (horetøser, red.), bitches og babes. Våde og villige, skabt til at opgejle de rappende stådrenge, der frit kan udnytte enhver so efter behov”. Og hun udtrykte nervøsitet for, at hans tekster var med til at legitimere den øgede fornedrende vold og de grove voldtægter.

Ifølge artiklen “Skadelig sprogblomstring” i Jernesalt (se kilder) svarede Niarn igen, at han mente, debatten om dansk rap var “styret af en flok feminister der ikke har fattet, at det samfund rapperne skildrer i deres tekster, er en virkelighed som det er vigtigt for os alle sammen at forholde os til. Kvinde som mand.” Artiklen giver et fint overblik over de repræsenterede holdninger i debatten, og den samler op til sidst med konklusionen “Nok er der æstetiske og sprogfornyende elementer i rapmusikken. Men der er mere sexisme, kvindefjendskhed og voldsforherligelse. Allerværst er det dog, at der er en så stor sproglig forarmelse i den, at den spærrer vejen for integration i de voksnes dagligsprog og samfundsliv.”

I 2011 skrev den danske rapper Kesi nummeret ”Fissehul”, hvor han bl.a. siger ”Du et fissehul”. Det fik skuespiller og debattør Anne-Grete Bjarup Riis til i et interview i Politiken i 2012 at kritisere Kesi for at bruge kvindenedværdigende sprogbrug og at krænke kvindekønnet. Kesi ringede til Bjarup Riis for at diskutere sagen og lagde bagefter telefonsamtalen ud på Youtube. Her forklarede han, at fissehul var henvendt – krænkende – til hans mandlige konkurrenter i branchen, og at han ikke synes, han nedgør kvinder ved at bruge det ord. Debatten blev genoplivet i 2014, hvor hip hop-trioen Suspekt udgav en plade med sangtekster, der ifølge kønsdebattøren og sangskriveren Henrik Marstal var ”dybt sexistiske” i deres beskrivelse af kvinder. Suspekt svarede i et interview i Politiken (se kilder) igen med, at deres plade og deres kvindelige fans’ reaktion på den er ”ren kvindefrigørelse”. 

Hvad er feministers holdning til moderne seriers fremstilling af kvinder?

Moderne serier som 1990’ernes “Ally”, “Sex and the city” fra slutningen af 90’erne og senere “Desperate Housewives” har alle et humoristisk fokus på kvindernes verden. Serierne udstiller og diskuterer med et glimt i øjet fænomener, folk genkender i moderne kvindeliv såsom længslen efter mand og børn, karriereliv, tøjfetich, overforbrug, overspisning, udseende og seksuelle frustrationer.

Serierne tematiserer kvindelighed via et feministisk perspektiv på den vis, at det er selvfølgeligt, at kvinderne har karriere og tager deres arbejde lige så alvorligt som de medspillende mænd. Desuden er alle karaktererne mere eller mindre karikerede, og dermed giver de mulighed for at diskutere og forhandle normalitet, eksempelvis i forhold til kønsroller. Det kan selvfølgelig diskuteres, om kvindefremstillingerne i serierne rummer et ligestillingsperspektiv, eller om ikke de blot spiller på kvindeklicheer og forestillinger. Dertil siger medieforsker Vibeke Pedersen i artiklen “Kvinder på randen af … hvad som helst” i Information (se kilder), at ”serierne tager kvindelighedens fænomener op og lader os kigge på dem på en venlig måde, mens det i 1970’erne handlede om at løbe så langt væk som muligt fra det kvindelige. Nu kan kvindeligheden diskuteres og vælges til og fra. Ligestilling er blevet en åben proces.”

Den succesfulde tv-serie ”Mad Men” (2007-) handler om et reklamebureau i New York i 1960’erne og skildrer en tid, før kvinderne havde noget at skulle have sagt. Serien er af journalist og forfatter Lone Kühlmann i artiklen ”En soap der har gået på universitetet” i Information (se kilder) blevet kaldt feministisk: ”I virkeligheden kan man sagtens argumentere for, at Mad Men er en feministisk serie. Den viser med al tydelighed, hvad kvindeoprøret handlede om. Og for den sags skyld hvad de etniske oprør handlede om. Jøder og afroamerikanere behandles med samme nedladende ligegyldighed som kvinder. (…) Det er det protestantiske, hvide, maskuline overherredømmes storhed og fald, vi er vidne til. Og dem, der klarer sig, er dem, der fatter, at alt må forandres, for at alt kan forblive det samme.” Samme serie har været genstand for kritik af det kvindebillede, der fremstilles, idet de fleste kvinder i serien er mændene underdanige og kun er til gavn som pynt og i (ægte-)sengen.

I 2012 blev tv-serien ”Girls”, skabt af Lena Dunham, kendt for at portrættere kønsspørgsmålet på en ny måde. Kritikere roste Dunham for at vise kopulerende kroppe, der ikke altid ligner idealet fra reklamerne, og at lade hovedpersonen være en selvoptaget kvinde med store karriereambitioner. 

Hvad er holdningen til fremstillingen af køn i reklamer?

Mange helt almindelige forbrugsvarer bliver markedsført med let påklædte damer påklistret et inviterende smil. I diverse bilmagasiner, værktøjskataloger og sågar på rugbrødspakken i Netto kan man blive mødt og imødekommet af skønt smilende reklamekvinder, selv om selve varen ikke har det mindste at gøre med hverken kvindekroppen eller det søde smil.

Der lyder af og til kritik af reklamers fremstilling af kvinder i Danmark. Ifølge EU’s betænkning om diskriminering af kvinder i reklamer, som kan findes på Institut for menneskerettigheders hjemmeside (se kilder), er det på EU-plan fælles for klagerne, at ringeagtelse og værdighedskrænkelse over for kvinden kritiseres. Der er tale om større sensibilitet over for vold. Kritikken af reklamernes kvindefremstilling går lige fra overlevering af rolleklicheer via grov smagsforvirring, anvendelse af kvinden som seksuelt blikfang med henblik på salgsfremme, stereotyp fremstilling af forbindelserne kønnene imellem til mandens dominans over kvinden, kvindens underkastelse under manden og mandens tilbøjelighed til vold over for kvinden.

I Danmark kan man klage til forbrugerombudsmanden, hvis man føler sig krænket over en reklame. Et eksempel på en reklame, der er blevet klaget over og efterfølgende trukket tilbage, er en annonce fra et ejendomsselskab i Næstved. Reklamen bestod af et billede af en kvinde iført intet andet end en kort nederdel og en jakke. En mand trak kvinden i jakken, og billedet var ledsaget af teksten “Flot og forførende ejendom søger total udnyttelse”. Forkvinden for Kvinderådet, Randi Iversen, var blandt dem, som klagede. Hun udtalte ifølge artiklen “Harme over sexistisk reklame” i Berlingske Tidende (se kilder), at ”Det har ikke meget med ejendomme at gøre. Ordet udnyttelse sat i forbindelse med kvinder betyder ikke det samme, som når en landmand for eksempel taler om udnyttelse af sine marker. Udnyttelse af kvinder er lig misbrug. Annoncen bruger kvinden med åbenlys tanke på det seksuelle.” Ombudsmanden (fra Forbrugerstyrelsen) var ifølge artiklen “Sexistisk reklame trukket tilbage” i Urban (se kilder) enig i denne udlægning og kaldte markedsføringen uetisk og malplaceret. Han påpegede, at reklamen overtrådte både god markedsføringsskik og forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsdiskriminerende reklame og krævede derfor reklamen trukket tilbage. 

Hvad er holdningen til fremstillingen af køn i porno?

Danmark var det første land i verden, som frigav den litterære pornografi i 1967 og billedpornografien i 1969. Siden da er udbuddet steget kraftigt ifølge pjecen “Ej blot til lyst” fra Videnscenter for ligestilling (se kilder), og netop den øgede tilgængelighed, udbredelse og afsmitning får Videnscentret til at overveje, hvilke seksualitets- og kønsbilleder pornografien bærer frem.

Ifølge pjecen er pornografiens målgruppe hovedsageligt manden. Pornoen er hovedsageligt sex mellem anonyme personer, der ikke kender hinanden, og som ikke fremstilles for seeren. Magt er en central faktor i porno, oftest i form af en mandlig dominans. Kvinden fremstilles som objekt for mandens blik og begær, og hendes lyst er fuldstændig afhængig af mandens. “Kvinders lyst vises som resultat af, at manden kigger på hende”, som det hedder i pjecen. Det betyder, at hun servicerer manden. Når han har lyst, stiller hun sin krop til rådighed, til han når sit seksuelle klimaks. Den mere eller mindre entydige magtfordeling i pornografien giver en forenklet fremstilling af køn, ligesom den begrænser kønnenes handlemuligheder. Det er således både mandens og kvindens seksualitet, der fremstilles entydigt: “Manden fremstilles som den dominerende lystmaskine med stor potens og lille følsomhed, og kvinden fremstilles som servicerende, underkastet og nydende sin underkastelse.”

Pjecen fra Videnscentret fremhæver, at pornografiens kønsfremstilling er alarmerende, og den bekymrer sig over, hvordan den har sat sit præg på både reklamer og populærkultur. Der er ingen konkret viden om, hvad udbredelsen af pornoens billeder af kvinder og mænd betyder for vores kønsforståelse og seksualitetskultur på længere sigt, men Videnscentret opfordrer til en diskussion dels af kønsfremstillinger og dels af en regulering på området. 

Hvad er debatten om kvinders påklædning?

I århundreder er kvinders påklædning og seksuelle udtryk blevet drøftet, og i foråret 2005 blussede debatten atter op. Baggrunden var en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, som viste, at 27 % af danske kvinder, 18 % af danske mænd og 31 % af indvandrerne mener, at ”kvinder, der går udfordrende klædt, selv har en del af ansvaret, hvis de bliver seksuelt forulempet.” Til Berlingske Tidendes artikel “Hver fjerde giver kvinden skylden” (se kilder), er forkvinde for Kvindeligt Selskab, Hanne Bille, ikke overrasket over tallene. Hun forklarer dem med, at vores kvindesyn er dybt indgroet: ”Der er ikke den nødvendige respekt omkring kvinder.

Kvinder ser ikke sig selv som ligeværdige, og samfundet opfatter ikke kvinder som ligeværdige.” Bille siger, det eksempelvis kommer til udtryk i samfundets strafudmålinger, hvor den gennemsnitlige straf for voldtægt er 16 måneder, mens den gennemsnitlige straf for groft skattesvig er 19 måneder. Hun har intet til overs for det synspunkt, at kvinder, der går udfordrende klædt, er uforsigtige, og hun siger, at ligestilling fra hendes synspunkt er at kunne gå nøgen ned ad strøget uden, at nogen vover at røre hende. ”Det er feminisme i en nøddeskal. Ingen har ret til at krænke os. Det er undertrykkende at tale om, at kvinder ikke må være uforsigtige.”

Leder af Center for Ligestilling på RUC, Karen Sjørup, er af samme overbevisning. Hun mener, der må gøres mere for at påvirke de unges normer på området og fremhæver, at ”Mennesker har ret til at præsentere sig, som de vil, uden at skulle udsættes for overgreb. Menneskets krop er ukrænkelig.” Siden da er debatten gentagne gange blusset op, ofte i forbindelse med historier om voldtægter eller overfald på kvinder, hvor deres påklædning bliver nævnt som en faktor. Debatten har fået stor opmærksomhed på sociale medier, blandt andet under twitter-hashtaggene #YesAllWomen og #RapeCultureIsWhen, hvor kvinder fra hele verden har delt historier om, hvordan de oplever sexchikane og seksuelle forulempelser, ofte i forbindelse med deres påklædning eller opførsel. 

Hvad er debatten om vold mod kvinder?

Igennem de seneste år har der været en stigende opmærksomhed på udbredelsen af vold mod kvinder i Danmark, i EU og i FN. Tidligere har problemet hovedsageligt været betragtet som et privat anliggende, men øget viden om dels omfanget af overgrebene, dels alvoren i dem og dels sammenhængen mellem vold og manglende ligestilling har medvirket til forståelse af, at problemet er og bør betragtes som et samfundsmæssigt anliggende. I 1975 gjorde FN første gang opmærksom på problemet, i 1980 blev det fremhævet, at vold mod kvinder i hjemmet er den mest udbredte og skjulte forbrydelse i verden. I 1990’erne blev en mere handlingsorienteret holdning fremtrædende, og i 1993 godkendte FN’s Generalforsamling eksempelvis “Deklarationen om udryddelse af vold mod kvinder”. En undersøgelse fra EU’s medlemslande, som er at finde på ligestillingsministeriets hjemmeside (se kilder), fremhæver, at en ud af fem kvinder i Europa har været udsat for voldelige overgreb, og at risikoen er størst i hjemmet.

Ifølge Ligestillingsministeriet udsættes 29.000 danske kvinder årligt for partnervold og hvert år er der desuden 33.000 børn under 15 år, der overværer, at deres mor udsættes for vold i hjemmet. Ifølge Dansk Kvindesamfund bliver omkring 4 % af alle voksne kvinder i Danmark årligt udsat for voldelige overgreb.

I juni 2010 vedtog regeringen en national strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer, som er at finde på Ligestillingsministeriets hjemmeside (se kilder). Strategien har tre hovedfokusområder:

· Forebyggende og tidlig indsats.

· Støtte på kort og lang sigt til ofre for vold i nære relationer.

· Viden, forankring og tværfagligt samarbejde. 

Hvad er forholdet mellem ligestilling og integration?

De danske feminister er blevet kritiseret for at negligere de nydanske kvinders forhold. I 2004 sagde Venstres ligestillingsordfører Troels Lund Poulsen således, at kvindebevægelsen hænger fast i deres egne gamle sager i stedet for at interessere sig for de muslimske kvinder og sager som omskæring, tvangsægteskaber og sharialov, ifølge artiklen “Dansk fokus på muslimske kvinders undertrykkelse” i Berlingske Tidende (se kilder).

Der er ingen tvivl om, at der er et væsentligt problem at tage fat på i forhold til de nydanske kvinders forhold. Ifølge Ligestillingsministeriets perspektiv og handlingsplan 2002, som er at finde på ministeriets hjemmeside (se kilder), er eksempelvis kun 45 % af etniske minoritetskvinder aktive på arbejdsmarkedet, og på kvindekrisecentre er antallet af voldsramte kvinder med etnisk minoritetsbaggrund vokset til 35 % i 2002.

At nydanske kvinder i mange tilfælde er udsat for større problemer end de danske synes dog ikke at være et vægtigt argument for, at de danske kvinders problemer kan og skal undertrykkes. Som de konservatives ligestillingsordfører Helle Sjelle sagde i den forbindelse, så er det ”jo ikke sådan, at fordi vi får nogle indvandrerkvinder i Danmark, så forsvinder de andre ligestillingsproblemer,” jævnfør artiklen “VK i strid om ligestilling” i Berlingske Tidende (se kilder). 

Hvem tager ligestillingskampen?

Som det er blevet tydeligt i artiklen, er lovgivning ikke altid nok i ligestillingssammenhænge. Ifølge Lene Pinds artikel “Når køn er en kvalifikation” i “Kvindestemmer” (se kilder) er lovgivningen kun et hjælpemiddel og en politisk tilkendegivelse af, hvad folkestyret ønsker. Der skal således også tankemæssige ændringer til, skriver Pind, og det helt afgørende er, at der findes kvinder og mænd, som i handling og tale sætter ind på at ændre samfundet. Demokratisering er således et samspil mellem lovgivere og befolkning.

Tilsvarende er det blevet tydeliggjort, at det ikke kun er den danske lovgivning, der spiller ind på området, men at også international lovgivning og bekendtgørelser fra for eksempel FN og EU er vigtige medspillere.

I 2015 blev netop FN en afgørende spiller i feminisme-debatten, da skuespillerinden Emma Watson, kendt fra Harry Potter filmene og en af FN’s velgørenhedsambassadører, i en tale lancerede FNs #HeforShe-kampagne, en kampagne der har til formål at engagere mænd i kampen for kvinders rettigheder. Talen er blevet set af over 7 millioner mennesker på YouTube, fik FN’s hjemmeside til at bryde sammen og skabte stor debat på tværs af gamle og nye medieplatforme.  

Hvordan forholder henholdsvis Danmark og EU sig til ligestilling?

Danske kvinder har været meget splittede i forholdet til EU. Ved afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 var kvinderne i flertal blandt nejsigerne. En af forklaringerne på kvindernes EU-skepsis er ifølge KVINFO’s “Milepæle i dansk kvindehistorie 1960-2004” (se kilder), at kvinderne i højere grad end mændene er nervøse for, om et Danmark, der er stærkt integreret i EU, kan bevare velfærdsstaten med høj offentlig service på ældre- og børneområdet. Efterhånden er kvinderne dog blevet mere åbne, som det er blevet klart for de fleste, at EU har en positiv indflydelse på ligestillingsområdet. Hvor de danske politikere har haft tendens til at nøle og erklære ligestillingen for fundet og kampen for vundet, så har EU været den store ligestillingsdynamo, der har haft en enorm betydning især for kvinderne i de sydeuropæiske lande, men også de nordeuropæiske kvinder har meget at takke EU for.

EU arbejder i dag for at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd i medlemslandene. EU har indset, at for at være demokratisk, er det nødvendigt, at alle borgere, kvinder såvel som mænd, har mulighed for at deltage og samtidig være ligeligt repræsenterede i samfundsøkonomien, i beslutningsprocesser, i det sociale og kulturelle liv og i civilsamfundet. 

Har vi ligestilling i Danmark?

I en årrække i starten fa det 21. århundrede var der en generel afmatning i befolkningen i forhold til feminisme og ligestillingsdebatten. Langt de fleste kvinder og mænd havde den opfattelse, at ligestilling var opnået, og de tog ligestillingen, vi havde opnået, for givet. Inden for de seneste år er flere og flere dog blevet opmærksomme på, at ligestilling og feminisme er noget, der stadig skal diskuteres.

Holdningsændringen har også afspejlet sig i de politiske partier, hvor fire ud af otte partiformænd i foråret 2005 erklærede, at de var feminister. Både Mogens Lykketoft (Socialdemokraterne), Marianne Jelved (Det radikale Venstre), Holger K. Nielsen (Socialistisk Folkeparti) og Line Barfod (Enhedslisten) erklærede op mod folketingsvalget 2005, at de var feminister. Lektor og samfundsforsker Anette Borchorst gav i den forbindelse en analyse af det politiske felt og udtalte, at ”Partierne til centrum og venstre går ind for ligestilling og mener, at man kan påvirke den via politiske initiativer. Mens Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti grundlæggende mener, at mulighederne for at gøre noget politisk er udtømt. Desuden mener de tre partier, at det største ligestillingsproblem ligger i de grupper, der har anden etnisk baggrund end dansk.” i artiklen “Feminisme er moderne igen”, Politiken (se kilder).

Sekretariatsleder i Kvinderådet glæder sig i artiklen “Ligestilling vinder frem på den politiske dagsorden” i Information (se kilder) over det nye fokus på ligestillingsdebatten. Hun fremhæver dog, at det stadig kun er få lovforslag i dag, der underkastes et tjek for de kønsmæssige konsekvenser, og det selvom det er en del af den herskende mainstreaming-politik.

Desuden kritiserer mange – både danske og udenlandske – ligestillingsinteresserede, at Danmark ikke har indarbejdet FN’s Kvindekonvention i dansk ret. Det fremhæves, at konventionen er central for kvinders rettigheder i Danmark, især fordi den danske grundlov ikke har nogen specifik bestemmelse om diskrimination af kvinder, hvilket øger risikoen for, at kvinders rettigheder overses. Det kritiserede blandt andet en komité under FN (FN’s CEDAW komité), da den i 2002 eksaminerede Danmarks forhold til menneskerettigheder, ifølge Institut for menneskerettigheder (se kilder). 

Hvad kendetegner feminismedebatten i 2010’erne?

Kendetegnende for feminismedebatten i 2010’erne er, at man lige så meget taler om køn som om kvinde. Man kæmper ikke en kvindekamp, men en kønskamp, og flere foreninger skifter navn fra noget med kvinde til noget med køn. Derudover har de sociale mediers fremmarch været afgørende for feminismen, og en stor del af feministdebatten foregår i dag på sociale medier som Twitter og Facebook og på blogs, og ikke kun i spalterne på de traditionelle aviser. Det fik i 2015 Politikens lederkollegia til at konstatere, at ”kvindekampens nye front er på nettet”, og at ”de sociale medier er en seismograf over samfundstilstanden, herunder kvindehadet” (se kilder).

Digitaliseringen af debatten har været med til at skabe et andet træk ved nutidig feminisme som er, at der ikke er tale om en samlet bevægelse som rødstrømperne, men om flere feminismeretninger, der eksisterer sideløbende og på lige fod. Maja Bissenbakker Frederiksen fra Center for Kønsforskning siger i artiklen ”Fisseflokken lever stadig” i Politiken (se kilder): ”Vi er nødt til at holde fuldstændigt op med at tale om feminismen. Der er så mange indbyrdes forskellige positioner, at det ikke giver mening. Men pointen er, at det ikke nødvendigvis er kvindekamp, som feminismen beskæftiger sig med. Det er mere grundlæggende kønskampe og kønskonstruktioner, som nutidens feminister er optaget af.”

Kvinder går altså sammen i mindre grupperinger, udtrykker sig i forskellige medier og med forskellige dagsordener. I samme artikel nævnes en række forskellige måder at være feminist på: ” elitefeminister, liberalfeminister, queerfeminister, nyfeminister, kystbanefeminister, prosexfeminister, lipstickfeminister, postfeminister ...” Denne mangfoldighed af feminister viser bredden i diskussionen, og at der kæmpes fra vidt forskellige udgangspunkter. At feminister selv kan oprette en blog og bruge den som platform for deres argumenter har været med til at genoplive debatten.

Ophidsede debatter om køn og ligestilling bølger frem og tilbage i aviser og på blogs. Et kuriøst eksempel er bloggeren, der kalder sig Bitterfissen Bethany og uden blusel håner såvel ”liberalistkusserne, reality-retardos og speltkusserne” i sin egen feministiske propaganda (se kilder). I 2013 blev bloggeren Mandfjols, der først var anonym men siden stod frem som den dengang kun 19-årige gymnasieelev Nikolaj Munk, kendt i feministiske fora for sine blogindlæg. De førte til, at han i 2013 fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for sit engagement i den feministiske debat.

Blogger på Berlingske.dk Anne-Sophie Hermansen gør i sine indlæg bl.a. op med forestillingen om, at kvinder skal gå hjemme og bage for at være gode mødre og er i stedet fortaler for, at kvinder gerne må gøre karriere. Hun beskylder kvinderne fra 2100 Spelt (Østerbros postnummer) for at håne dem, der gør karriere – og dermed viser, at de har opnået ligestilling med mændene på arbejdsmarkedet – og fremhæve dem, der aktivt vælger moderskabets og husmorrollen. Også debattør Katrine Winkel Holm har i klummer og i sin bog ”Rend mig i kødgryderne” plæderet for, at kvinder skal prioritere familien og ikke bruge årene med små børn ude på arbejdsmarkedet. Blogkollektivet Damefrokosten er en sammenslutning af borgerlige bloggere, der ud fra et liberalt synspunkt bl.a. diskuterer køn og feminisme.

Det er dog ikke kun på de nye medier, at feminismedebatten går højt. I 2013 blev Sheryl Sandberg, topchef hos Facebook og ifølge Forbes en af USA's mest magtfulde kvinder, genstand for stor medieopmærksomhed da hendes bog ”Lean In” (på dansk ”Byd ind – kvinder, karriere og viljen til lederskab”) blev publiceret og gik sin sejrsgang på bestsellerlister verden over. Sandberg sagde, at der var tale om en ”ny feministisk bevægelse i USA”, og den bevægelse spredte sig verden over i takt med, at bogens salgstal steg til enorme højder. Udgivelsen af bogen, hvor Sandberg argumenterer for at kvinder skal kæmpe hårdere for at tage plads ved magtens bord og gøre deres mening gældende, og at det er nødvendigt for at opnå ægte ligestilling. Bogen ramte ind i den danske debat om, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnede på områder som løn, barsel, antallet chefstillinger og bestyrelsesposter, hvor kvinder, som beskrevet ovenfor, stadig halter efter mændene.

Der er altså utallige retninger inden for nutidig feminisme, og derudover er der alle dem, der uden at definere sig som feminister forsker i og diskuterer køn med alle de aspekter, der er i det.

Baggrundskilder

Originalkilder

Tegneserie fra bogen Kvinde, kend din krop. 1975.
4. februar 1976.

Kvindeorganisationer

Danmarks største kvindeorganisation. En paraplyorganisation som arbejder på at sikre kvinders rettigheder og indflydelse.
FN’s hjemmeside om kvinder. Holder øje med nationers overholdelse af Kvindekonventionen.

Danske politiske aktører

Det nationale forskningscenter for velfærd (tidl. Socialforskningsinstituttet) skaber ny samfundsrelevant viden gennem forskning.

Faglitteratur

Goth, Anita Frank; Maclean, Karen; Myong Petersen, Lene; Schelin, Katrina (red.):
Nu er det nok – så er det sagt!, Rosinante, 2000.
Skugge, Linda Norrman; Olsson, Belinda og Zilg, Brita (red).:
Fisseflokken. Informations Forlag, 1999.
Dahlerup, Drude:
Rødstrømperne 1. Gyldendal, 1998.
Bonde, Hans:
Fordi du fortjener det : fra feminisme til favorisme. Gyldendal, 2013.

Film

Knudsen, Mette (instruktion):
Frihed lighed stemmeret. SFC, 1990.
Mette Knudsen (instruktion):
Rødstrømper – En kavalkade af kvindefilm. Statens Filmcentral, 1985.

Filmstriben

Spillefilm fra 1975. Vi følger en midaldrende enke i hendes hverdagsgøremål, mens sønnen er i skole. En dag indtræffer det uventede , og Jeannes trygge rutiner krakelerer.

Skønlitteratur

Fibiger, Mathilde:
Clara Raphael : Tolv breve. Lindhardt og Ringhof, 1976.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Feminisme i

Kilder citeret i artiklen

Rapporter

Bestilt af Dansk Artist Forbund, DPA, DMF og DJBFA. 2012-02-20. Rapporten kan læses på artisten.dk.
Undervisningsministeriet, ligestillingsområdet, 2012-05-03.

Danske netmedier

Den satiriske blogger Bethany Hansen har skabt furore med sine bidske indlæg om danske kendisser, kvindetyper mm.

Danske kvindeorganisationer

På KVINFO’s hjemmeside er der både adgang til KVINFO’s biblioteksdatabase, KVINFO’s Kvindekilder og til Dansk Kvindebiografisk Leksikon, hvor man kan finde oplysninger om historiske feministiske aktører.
En forening der arbejder for fuld ligestilling og ligeværd mellem mænd og kvinder. På hjemmesiden er der blandt andet adgang til foreningens tidsskrift Kvinden & Samfundet.
En kønspolitisk forening, der arbejder for at skabe et mere ligestillet samfund. Skiftede i 2007 navn fra Kvindeligt selskab til Selskab for Ligestilling.

Danske politiske aktører

Styrelsen for universiteter og internationalisering. Opdateret 2011-03-22.
Ligestilling og Kirke med henblik på at øge antallet af kvinder i ledelse i offentlige og private Chartret og hjemmesiden kvinderiledelse.dk er oprettet af Ministeriet for virksomheder.
Kulturarvsstyrelsen
Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer: Louisiana, Statens Museum for Kunst, Nordjyllands Kunstmuseum, Aarhus Kunstmuseum (AroS), Vestsjællands Kunstmuseum og Arken. Kulturarvsstyrelsen, 2005.
På Undervisningsministeriets hjemmeside (under ligestilling) kan man finde en oversigt over aktuelle indsatsområder, regeringens handlingsplan for indsatsen mod voldsramte kvinder, ligesom man kan finde henvisninger til statistikker, ligestillingsundersøgelser og lignende.
På instituttets hjemmeside er der en temaserie om kvinders rettigheder. Derudover kan man finde dokumenter om kvinders rettigheder samt en henvisning til FN’s kvindekonvention på dansk.
Beskæftigelsesministeriets hjemmeside om ligeløn – og manglen på samme – lanceret i 2011 og ikke opdateret siden.

Leksikalske aktører og netkilder

Nudansk Ordbog. Politikens Forlag, 2010.
Et leksikon, som især rummer beskrivelser af bevægelser, men også afbegreber, lande og personer.
Politiken:
Kvindekampens nye front er på nettet. 2015-03-07.
Berlingske Tidende, 2015-02-05. Debatindlæg. (Tilgængelig på SFI’s hjemmeside).
Jensen, Pernille:
”Det er derfor, der bliver bollet”. Politiken, 2014-09-09.
Olsen, Michael:
Flere kvinder på chefkontorerne. Michael Olsen, Politiken, 2013-05-29.
Giese, Ditte:
Kvinfo åbner døren for mænd. Politiken, 2012-06-22.
Johannesen, Sven:
Stort uudnyttet potentiale for kvinder i bestyrelser. Information, 2012-04-23.
Kühlmann, Lone:
En soap der har gået på universitetet. Information, 2011-04-04.
Geist, Anton:
Det Danske Akademi åbner for flere kvinder. Information, 2011-01-06.
Marstal, Henrik:
En rigtig musiker er mand. Information, 2010-09-23.
Stockmann, Camille, Ditte Giese og Torben Benner:
Fisseflokken lever stadig. Politiken, 2009-12-20.
Hellmann, Helle:
Kvinder er usynlige på danske museer. Politiken, 2005-03-25.
Lindboe, Rasmus:
Ekspert foreslår kvoter for kvindekunst. Information, 2005-03-23.
Dannemand, Henrik:
Hver fjerde giver kvinden skylden. Berlingske Tidende, 2005-03-15.
Kjølbye, Marie-Louise:
Kvinder på randen af … hvad som helst. Information, 2005-03-11.
Andet:
Ligestilling vinder frem på den politiske dagsorden. Information, 2005-03-07.
Wind-Friis, Lea:
Feminisme er moderne igen. Information, 2005-01-16.
Johansen, Lykke Wiborg:
Sexistisk reklame trukket tilbage. Urban, 2004-12-16.
Johansen, Lykke Wiborg:
Harme over sexistisk reklame. Berlingske Tidende, 2004-11-29.
Holst, Hanne-Vibeke:
Brev til en gangstarapper. Politiken, 2004-11-13.
Termansen, Jesper:
Dansk fokus på muslimsk undertrykkelse. Berlingske Tidende, 2004-02-05.
Ritzau:
VK i strid om ligestilling. Berlingske Tidende, 2004-01-05.

Magasiner ogtidsskrifter

Skadelig sprogblomstring, 2004-11-04.
Dansk Kvindesamfund: Kvinden og Samfundet, nr. 2, 1919. Dansk Kvindesamfund.
Dansk Kvindesamfund: Kvinden og Samfundet, nr. 20, 1918. Dansk Kvindesamfund 1918.
Kvindelig Fremskritdsforening: Hvad vi vil, nr. 2/1888. Kvindelig Fremskridtsforening, 1888.
Kvindelig Fremskridtsforening: Hvad vi vil, nr. 10/1888. Kvindelig Fremskridtsforening, 1888.

Pjecer

Cawood, Sarah Højgaard og Sørensen, Anette Dina (red.):
Ej blot til lyst. Videnscenter for ligestilling, 2002.

Faglitteratur

Moustgaard, Ulrikke:
Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner. Roskilde Universitetsforlag, 2004.
Bom, Mette og Bjerke, Nanna Kalinka:
Udslag - Hverdagsfeminisme i det 21. århundrede. Forlaget Elkjær og Hansen, 2002.
Dahlerup, Drude:
Rødstrømperne 1. Gyldendal, 1998. Dahlerup, Drude: Rødstrømperne 2. Gyldendal, 1998.
Dahlerup, Drude:
Stemmeret til kvinder - hvorfor var det så kontroversielt?. I Frihed lighed stemmeret (Knudsen, Mette, red.). SFC, 1990.
Holm, Gretelise og Pind, Lene (red.):
Kvindestemmer. Gyrithe, 1990.
Holm, Gretelise:
Gyrithe - og de sorte ravne. Munksgaard, 1990.
Berg, Anne Margrete, Lis Frost og Anne Olsen (red.):
Kvindfolk. En danmarkshistorie fra 1600 til 1980. Bind 1. 1600-1900. Gyldendal, 1984.

Dansk skønlitteratur

Brøgger, Suzanne:
Fri os fra kærligheden. Rhodos, 1986.

Radioprogrammer, videoer og film

DR P1. Sendt første gang 10. marts 2016.
Dokumentarudsendelse om Danmarks første kvindekollektiv, de interne kampe og kvindernes engagement i rødstrømpebevægelsen.
Niels Vest film, 2016.
Dokumentarfilm om kvindebevægelsen i Danmark, koblet sammen med instruktørens personlige historie.
Info om filmen fra Det Danske Filminstitut.
af telefonsamtale mellem rapperen Kesi og skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis om sprogbrugen i hans sang ”Fissehul.”