Maria Marcus og Eini Grønvold
I 2015 var det 100-året for kvindernes valgret. To kvindelige debattører Maria Marcus og Eini Grønvold om feminisme, kvindeemner og kvindernes valgret.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Rødstrømper kvindekamp og feminisme

Artikel type
faktalink
cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, april 2015. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, januar 2017.
Top image group
Maria Marcus og Eini Grønvold
I 2015 var det 100-året for kvindernes valgret. To kvindelige debattører Maria Marcus og Eini Grønvold om feminisme, kvindeemner og kvindernes valgret.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix
Main image
fotocollage
Fotocollage: Simon Knudsen / Scanpix

Indledning
Feminisme er mange ting, både historisk og i dag. Det er mor med lilla ble på hovedet, rødstrømper på Strøget i København og kvinder med blottede bryster i 1970’erne. Det er kampen for valgret og ligestilling på arbejdsmarkedet. Det er den daglige forhandling om de hjemlige arbejdsopgaver som opvask og børnepasning. Det er retten til at bestemme over egen krop, og at det ikke er en åben invitation for mænd, når en ung pige vælger at tage noget frækt tøj på. Det er kampen i medierne mellem "speltkusserne" og "elitefeministerne". De danske feminister har sikret sig en afgørende plads i det moderne samfunds historieskrivning, da de har lagt væsentlige kræfter i kampen for at ændre samfundets forståelse af køn og politik. Denne artikel fortæller historien om feminismens opståen i kølvandet på den franske revolution og dens udvikling frem til i dag. Meget er opnået, men der er stadig masser af områder, hvor feministerne kæmper for at gøre princippet om ligestilling til realiteter. Det gælder bl.a. forholdene på arbejdsmarkedet. I 2016 var det 40 år siden, at Folketinget vedtog loven om ligeløn for kvinder, men der er stadig ikke reel ligeløn, og fagforbundet 3F kan i 2016 berette, at det stadig er tabu at diskutere ligeløn, og at det kan have store omkostninger at anlægge sag for ulige løn.

 

 

Se også filmen ”Rødstrømper – en kavalkade af kvindefilm” på Filmstriben

Se også filmen "Vejen er lang" - om kvindebevægelsens historie 

Historisk baggrund for feminismen

Historisk tegning. Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillien. Den franske revolution er begyndt.
Historisk tegning. Den 14. juli 1789 stormer folket Bastillien. Den franske revolution er begyndt.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvad er feminisme?

Ifølge “Nudansk ordbog” er feminisme “kamp for kvindens ligestilling med manden” (se kilder). Målet med feminismen kan beskrives med ord som ligestilling, lighed, ligeværd og kvindefrigørelse, der alle peger i retning af ønsket om kvinders selvstændighed. Det er kvindernes rettigheder, der står i centrum. Det er dels et spørgsmål om en sproglig og tankemæssig forandring; en ændring af den offentlige samtale om og forståelse af kvinders situation og af, hvad kvinder kan, bør og vil. Dels er det en ændring i konkrete vilkår, der er i centrum; ønsket om at gøre op med samfundets diskrimination og nedvurdering af det kvindelige køn, det kvindelige arbejde og den kvindelige seksualitet ved at ændre den mandlige dominans i samfundet.

Mange forbinder i dag feminisme med 1970’ernes rødstrømper, men kampen for kvindernes frigørelse og lige rettigheder peger, som det bliver klart i det følgende, meget længere tilbage. 

Hvordan var kvindens situation før Den Franske Revolution i 1789?

For at forstå baggrunden for feminismen er det væsentligt at se på de forhold, der gjorde sig gældende for kvinder frem mod dens opståen i slutningen af det 18. århundrede. Situationen var mere eller mindre ens for kvinderne i alle vestlige lande, om end udviklingen forløb i forskellige tempi.

Kvindens myndighed var underlagt faderen eller ægtemanden, og kvinderne blev således betragtet som umyndige og uselvstændige. De havde hverken personlig myndighed, ret til ejendom eller ret til at råde over penge. Kun hvis en kvinde blev enke, fik hun personlige rettigheder.

De fleste uddannelser og erhverv var desuden lukkede for kvinderne, og det arbejde, de kunne få, var oftest både dårligt betalt og gav lav status. Den manglende mulighed for at tjene penge og råde over dem betød, at ægteskabet ofte var den eneste mulighed for kvinder. I hvert fald var det eneste mulighed for, at de kunne stige på den sociale rangstige, for alternativet var at komme i huset som tjenestepige.

Når kvinden blev gift, var hendes plads i hjemmet, hvor hun skulle tage sig af husholdning, børnepasning og opvartning af manden. Det fik hun ingen penge for, og hver gang hun manglede midler til at drive husholdningen, måtte hun bede manden om hjælp. På den måde befæstedes hans plads som øverste myndighed i hjemmet. Tilsvarende var det faderen, der havde den øverste myndighed med børnene, selvom det var moderen, der stod for den daglige opdragelse og pasning.

Kvinden var altså underlagt manden i alle sammenhænge, men heller ikke manden havde rettigheder, som vi kender det i dag. Frem til den dranske revolution i 1789-1799 havde hverken kvinder eller mænd således stemmeret, og kun højtstående mænd havde en vis politisk indflydelse. I stedet var det kongerne i de forskellige lande, der havde den altdominerende magt. Kampen for mandens rettigheder var således på dagsordenen før kvindeoprøret satte i gang. 

Hvad betød Den Franske Revolution for kvindernes ligeberettigelse?

Det første internationale kvindeoprør kom med den franske revolution. Omvæltningerne af den franske samfundsform i 1789 skete under slagordene “frihed, lighed og broderskab”. Kongen blev fravristet sin enevældige magtposition, og i stedet indførtes en mere demokratisk styreform med folkevalgte repræsentanter, sådan som vi kender det i dag. Det betød, at hierarkiet i samfundet blev opblødt.

Revolutionen smittede af på de øvrige vestlige lande, og op igennem den første halvdel af det 19. århundrede blev forfatninger skrevet og menneskerettigheder formuleret i de fleste europæiske lande. Menneskerettigheder var dog opfattet noget snævrere end i dag. De omfattede eksempelvis stemmeret og lige ret til alle høje embeder, men rettighederne gjaldt kun modne mænd med selvstændig husholdning og ofte med en vis indtægt. At kvinderne således var udelukkede fik en større og større gruppe kvinder i den vestlige verden til at protestere og kræve at få del i de vundne rettigheder. Man kan således argumentere for, at moderne feminisme har rødder i det 18. århundredes revolutioner. 

Hvordan reagerede kvinderne internationalt?

· I Frankrig offentliggjorde den franske forfatterinde Olympe de Gourges en erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder som reaktion på kvindernes udelukkelse i det nye borgerskab. Kravet om kvinders stemmeret ansås for så kontroversielt, at Olympe de Gourges blev dødsdømt og henrettet i 1793.

· I USA kom protesterne ikke så prompte, men til gengæld kom de samlet. I 1848 indkaldte to kvinder, Elisabeth Cady Stanton og Lucretia Mott, til konvent i Seneca Fall, og her blev i enighed skrevet under på, at kvinder skulle have valgret. Konventet medførte dog en voldsom reaktion, og flere kvinder trak således efterfølgende deres underskrifter på dokumentet tilbage.

· I anden del af det 19. århundrede fandt de amerikanske og de engelske kvinder sammen i den internationale kvindevalgretsbevægelse.

Feminismen i Danmark

Forfatter og kvindesagsforkæmper Mathilde Fibiger.
Forfatter og kvindesagsforkæmper Mathilde Fibiger.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvordan reagerede de danske kvinder på den internationale udvikling?

Den internationale udvikling indenfor kvinders rettigheder blev beskrevet i danske tidsskrifter og aviser, men danske kvinder var noget mere sløve i optrækket end mab var i de omkringliggende lande. Først omkring hundrede år efter revolution i Frankrig i 1789 kom der grøde i den danske ligestillingsdebat, hvor der ellers var nok at tage fat på. I Danmarks første frie grundlov af 1849 lød det, at “Overalt erkender man jo saaledes, at Umyndige, Børn, Fruentimmer, Forbrydere ikke bør have valgret.” Stemmeret til kvinder var ikke på den politiske dagsorden, og helt op til 1880’erne var det utænkeligt selv blandt danske kvinder at overveje stemmeret. Ifølge artiklen “Borgerskabets kvinder” i “Kvindfolk” (se kilder) var kvindernes rette plads i hjemmet, og hendes ansvar var de hjemlige sysler, mens manden tog sig af det offentlige og udadvendte som arbejde og politik. Han var husstandens overhoved, der handlede udadtil på hele husstandens vegne, og som repræsenterede hele familiens interesser. Hendes myndighed var underlagt mandens. For at kunne stemme til Rigsdagen, som den øverste politiske myndighed hed, måtte man have egen husstand, og stemmeret til de kommunale råd krævede en vis skattebetaling. Sådan var det, og det blev der ikke sat spørgsmålstegn ved. 

Hvad var grunden til kvindernes sene oprør?

Baggrunden for kvindernes sene opgør er ifølge “Gyrithe og de sorte ravne” (se kilder) flertydig. Dels var flertallet af både kvinder og mænd af den overbevisning, at kvindens stilling i samfundet og i ægteskabet var bestemt af Gud. Således hed det i kirkens vielsesritual frem til 1912, at “I kvinder, være Eders Mænd underdanige som Herren, thi Manden er Kvindens Hoved, ligesom og Kristus er Menighedens Hoved.” Ligeledes hed det i “Den danske Familieret” frem til 1899, at “Lovgiverne går ud fra, at Hustruen er Manden underordnet og skylder ham lydighed.” Og dels blev de kvinder, som hævede de første spæde og oprørske røster betragtet som ‘unaturlige’, ‘ulydige’, ‘umoralske’, ‘hysteriske’ og ‘latterlige’, som mændene udtrykte det og skrev i deres blade. Den konservative holdning til kvinder illustreres desuden fint af følgende citat af landstingsmedlem J.V. Bloch fra 1857: ”Kvindens styrke består ikke i hendes myndighed, men i hendes yndighed, i den villighed, kærlighed, troskab, hvormed hun véd at underordne sig til sine naturlige værger, først sine forældre og siden sin mand”, sagde han ifølge artiklen “Damernes emancipation” i “Kvindestemmer” (se kilder). 

Hvem var Mathilde Fibiger?

Mathilde Fibiger (1830-1872) var den første danske kvinde, der hævede en feministisk røst. I 1851 udgav hun som 20-årig romanen “Clara Raphael: Tolv breve”, der handler om ulighed mellem kønnene og om kvinders manglende udviklingsmuligheder. Romanen giver et indblik i det demokratiske opbrud, som prægede årene inden udgivelsen, hvor enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen er udfoldet som en række breve skrevet af Clara til veninden Mathilde. Clara er guvernante i en lille provinsby, hvor hun hurtigt kommer i uoverensstemmelser med beboerne på grund af sine ligestillingsideer. Clara lover sig selv at hellige sig sagen for kvindernes frigørelse. Eksempelvis skriver hun “For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er … Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene.” I de sidste breve skildrer Clara mødet med den unge baron Axel. De to ender med at indgå et platonisk ægteskab, hvorved Clara føler, at hun kan leve op til sit løfte. Bogen skabte megen offentlig debat, fordi det kontroversielle krav om ligestilling var udtrykt klart og var tydeligt begrundet.

Den politiske højrefløj ville bevare det traditionelle kønsrollemønster, mens venstrefløjen, repræsenteret af Frederic Dreier, anså kvindesagen for at være betydningsløs i forhold til den sociale revolution. Imellem de to fløje var reformivrige socialister som Rudolph Varberg, liberale som forfatteren Hans Egede Schack, konservative som N.F.S. Grundtvig og feminister som Pauline Worm, der arbejdede for at åbne dørene for flere samfundsmæssige udviklingsmuligheder for kvinderne. Debatten om selve romanen forløb igennem 1852, hvorefter den ebbede ud til fordel for en mere generel debat om ligestilling. Mathilde Fibiger deltog selv aktivt i den offentlige debat livet igennem, og i 1871 meldte hun sig ind i det nystiftede Dansk Kvindesamfund – på opfordring fra stifteren Fredrik Bajer. 

Hvad var Dansk Kvindesamfund?

Diskussionen om kvinders vilkår blev altså skudt i gang af Mathilde Fibiger i 1851, men fik først for alvor vind i sejlene i 1870’erne, da et hav af kvindeorganisationer opstod. Den første forening var Dansk Kvindesamfund, som man kan finde materiale om på foreningens hjemmeside (se kilder). Den blev stiftet af blandt andet ægteparret Fredrik og Matilde Bajer i 1871, og foreningen eksisterer endnu i dag. En antydning af, hvor kontroversiel kvindesagen trods alt endnu var, kan man se på medlemstallet i tiden efter; I 1883, efter tolv års arbejde for at forbedre kvinders forhold, havde foreningen således kun 124 medlemmer.

Foreningen blev grundlagt med det formål at “hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes at gøre hende til et selvstændigere og virksommere medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv.” Fra begyndelsen havde foreningen hovedsageligt to indsatsområder: ligestilling i ægteskabet og forbedring af kvinders kår på arbejdsmarkedet. Den grundlæggende idé var, at hvis kvinden fik forbedret sine uddannelses- og erhvervsmuligheder, så ville hun kunne blive så dygtig som manden og konkurrere på lige fod med ham, og dermed ville hun få samme samfundsmæssige rettigheder som manden. Derfor var et af de første store projekter oprettelsen af en række uddannelser for kvinder.

Dansk Kvindesamfund havde i de første mange år ikke kvindevalgret på programmet, men lagde i stedet vægt på bredt at repræsentere alle kvinders rettigheder i en tid, hvor kvindevalgretskravet var kontroversielt. Dansk Kvindesamfund befandt sig i et dilemma mellem forbedringen af kvindens rettigheder og kravet om ligestilling, og i foreningens første årti var den ikke parat til at sætte ligeberettigelsen på det officielle program. Prioriteringen betød, at der opstod andre kvindeorganisationer, som havde valgretten på programmet, og som i perioder truede Dansk Kvindesamfunds position som centrum i kvindekampen. 

Hvad var Kvindefagforeninger?

Selvom Dansk Kvindesamfunds formål var at fremme kvinders økonomiske frihed og selvforsørgelse, blev det ikke anfægtet, at de gifte kvinders hovedopgave var familien. Det var således primært den voksende gruppe ugifte kvinders behov for erhvervsarbejde, der blev fremhævet. Da kvinder ikke havde adgang til mændenes fagforeninger, måtte de danne deres egne. Derfor kom kvindesagen efterhånden også til at omfatte kvindefagforeninger, som blev hovedaktører i kampen for at åbne arbejdsmarkedet for kvinder. Kvindefagforeningernes første prioritet var etablering af arbejdspladser, mens ligeløn ikke var et emne på spil, da den almindelige opfattelse var, at arbejdsgiverne foretrak mænd, og at kvinder kun kunne konkurrere på uligelønnen. Derfor blev ligeløn ikke et overenskomstkrav før efter Anden Verdenskrig.

De kvindelige fagforeninger kom til at spille en betydelig rolle for kvindernes arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet, blandt andet i forbindelse med rettigheder til orlov i forbindelse med barsel. Mellem 1873-1900 blev der dannet 27 kvindefagforeninger, som i dag alle er fusionerede med mandefagforeninger. 

Hvad var Kvindelig Fremskridtsforening?

Kvindelig Fremskridtsforening (KF) blev stiftet i 1885 som en reaktion på, at Dansk Kvindesamfund alene beskæftigede sig med kvinders vilkår i Danmark og ikke så kvindesagen i et større, internationalt perspektiv. Foreningens formål var ifølge dens medlemsblad “Hvad vi vil”, 1888/10 (se kilder), “at vække og vedligeholde Interessen for Politiske og sociale Spørgsmaal hos Kvinderne.” Ifølge “Hvad vi vil” 1888/2 (se kilder) ville foreningen kæmpe for, “at uddanne Kvinderne i politisk og social henseende og virke for hendes Ligestillelse med Manden i Stat og Kommune.”

Foreningen blev stiftet af Matilde Bajer, som tidligere var forkvinde i Dansk Kvindesamfund. Bajer var formand for KF fra 1886-89, hvor hun blandt andet var med til at mægle i en konflikt mellem stridende parter i en stor kvindestrejke på Rubens klædefabrik i 1886. Det var dog ikke kvindernes erhverv, foreningen havde som hovedprioritet. Kvindelig Fremskridtsforening var nemlig af den overbevisning, at valgretten var central og en forudsætning for at opnå retten til uddannelse og erhverv. Valgret var nøglen til at få åbnet porten mod ligestilling. Foreningen betragtede samfundsstrukturen som det store problem og mente, at der manglede kvindelige elementer i statens styrelse. De strukturelle problemer måtte således løses, førend der var håb om politiske rettigheder. Foreningen udgav sit sidste medlemsblad i 1894, og i 1904 blev den opløst. Den havde således en kort levetid, men dens radikale holdning til kvindernes organisering og arbejdsforhold på arbejdsmarkedet samt spørgsmålet om kvinders valgret fik stor indflydelse på de næste mange års politiske kamp.