bil med skudhuller
Afslutningen på Bonnie & Clyde's liv.
Foto: Ritzau Scanpix

Bonnie & Clyde

journalist Tim Lissauer, iBureauet/Dagbladet Information. 2009
Top image group
bil med skudhuller
Afslutningen på Bonnie & Clyde's liv.
Foto: Ritzau Scanpix
Main image
Det amerikanske forbryderpar Bonnie and Clyde. De blev skudt af politiet den 23. maj 1934.
Det amerikanske forbryderpar Bonnie and Clyde. De blev skudt af politiet den 23. maj 1934.
Foto: Scanpix

Indledning

Mens de levede, kaldte medierne dem durkdrevne forbrydere, men i eftertiden blev de dyrket som glamourøse rebeller i artikler, film og musik. I virkeligheden var Clyde Barrow og Bonnie Parker et par forelskede unge fra slummen i USA’s sydstater, der drømte om at slippe ud af fattigdommen og blive berømte i en tid, hvor de fleste i samfundets nederste lag kun koncentrerede sig om at overleve. Som forbrydere var de at regne for amatører: De kup, de udførte, var sjældent særlig godt planlagte, og de mord, som Clyde begik, var som oftest resultater af tilfældigheder og fejl.

Da politiet i april 1934 gennemhullede deres stjålne Ford V8 med kugler og gjorde en ende på Bonnie og Clydes dramatiske liv, var de henholdsvis 23 og 24 år. Men deres korte tilværelse har givet stof til årtiers produktion af film, musik og myter - og produktionen fortsætter den dag i dag.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Bonnie & Clyde

Hvem var Bonnie & Clyde?

Bonnie Elizabeth Parker og Clyde Chestnut Barrow var i starten af 20’erne, da de i 1930’erne blev berygtede over hele USA for en serie af røverier mod provinsbanker og købmandsbutikker. De havde ikke samme forbryderformat som samtidige storforbrydere: Ma Barker, John Dillinger og Pretty Boy Floyd, der ofte samarbejdede med korrupte bankansatte og politimænd, og slap af sted med sekscifrede beløb. Men medierne dyrkede Bonnie og Clyde - skiftevis elskede og hadede dem - og gjorde dem til ikoner og kendisser i helt særlig grad. Efterhånden fik forbryderparret status af en slags folkehelte i en tid, hvor lave kornpriser og senere Depressionen, der fulgte af børskrakket i 1929, havde sat sine tydelige spor i USA’s landdistrikter, og ordensmagten typisk blev opfattet som fjendtlig og uden respekt for de mennesker, der var endt i voldsom fattigdom på bagsiden af den amerikanske drøm.

Bonnie og Clydes historie, deres symbolværdi som repræsentanter for en marginaliseret underklasse af fattige og socialt udstødte samt deres tidlige og dramatiske død, forvandlede dem fra to tilfældige amerikanske desperados til to udødelige ikoner. De er gået over i historien som et stærkt symbol på unge rebeller, der skyder fra hoften, byder ordensmagten trods og undslipper det hele med hvinende bremser og pengesedler flyvende efter sig.

Historie og baggrund

Hvad karakteriserede den tid og det samfund, Bonnie og Clyde blev født ind i?

I begyndelsen af 1900-tallet ernærede en stor del af indbyggerne i de amerikanske sydstater sig ved bomuldsproduktion. De store jordejere, der ejede markerne, lejede arealerne ud til småbønder, også kaldet fæstebønder, som betalte for lejen med en procentdel af deres høst. Fæstebondefamilierne levede meget spartansk, og de få penge, de kunne tjene, blev hurtigt omsat til tøj og mad. Familierne hjalp hinanden, så godt de kunne, og således kunne de små bomuldssamfund akkurat holde skindet på næsen.

Grundlaget for fæstebøndernes overlevelse var hovedsaligt høje priser på amerikansk bomuld. 1. Verdenskrig (1914-1918) rasede i Europa, hvor landbruget stort set stod stille. Men da krigen sluttede, blomstrede det europæiske landbrug atter op, og priserne på amerikanske landbrugsprodukter faldt tilsvarende. Det ramte især de helt små amerikanske landbrug, der ikke længere kunne leve på storbøndernes nåde. Fæstebønderne gav op og flyttede fra landet til byerne, hvor de søgte arbejde i den voksende industrisektor. Men snart blev industrivirksomhederne ramt af en krise af verdenshistorisk omfang:

I september og oktober 1929 krakkede Wall Street-børsen i New York, og krakket sendte økonomiske chokbølger gennem hele verden. Krakket blev indledningen til, hvad der senere skulle blive kendt som Den store Depression, en økonomisk afmatning og recession, der først for alvor begyndte at stilne af, da Franklin D. Roosevelt indtog præsidentembedet i USA i 1933 og umiddelbart derefter gennemførte reformpakken New Deal (læs mere om perioden i FaktaLink-artiklerne “Wall Street-Krakket 1929” og “Finanskrisen”)

Hvilken baggrund havde Clyde?

Clyde Chestnut Barrow blev født 24. marts 1910 i Telico, Ellis County, Texas, som det femte barn i en søskendeflok på syv. Som barn klarede han sig godt i skolen, men brød sig ikke meget om den. Ifølge journalisten Jeff Guinn, der har skrevet biografien “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde” (se kilder) om parret baseret på omfattende research, havde Clyde et voldsomt temperament, var hævngerrig og bar nag, og agerede særdeles voldeligt i slagsmål med andre drenge. Han lærte sig selv at spille guitar og var i øvrigt en god skytte.

Hans far, Henry Barrow, var fæstebonde, men måtte til sidst give op over for de faldende bomuldspriser. Familien pakkede prærievognen og satte kursen mod bydelen West Dallas, det værste slum i hele Texas. I det sumpede og fugtige område med åbne kloakker og mudrede gader slog nybyggere telte op. Barrow-familien havde intet telt, så de sov under deres hestevogn. Familien havde endnu færre penge til mad, end før de flyttede til byen, og var delvist afhængig af Frelsens Hærs uddelinger af gammelt brød. Faderen Henry indsamlede og solgte skrot, og de få penge, han tjente ved salget, blev brugt på tøj, mad og lidt byggematerialer, der hen ad vejen blev til et skur, som familien flyttede ind i.

Clyde, der indtil sin 15-års fødselsdag var gået under det landlige kælenavn ”Bud”, blev fascineret af byens muligheder. Han elskede byens moderne luksus, og han ville have det hele: smart tøj, musikinstrumenter og piger. Clyde arbejdede på flere forskellige fabrikker, men tjente ikke nok til at realisere drømmen om en saxofon og et pænt sæt tøj.

Han så vældigt meget op til sin syv år ældre storebror, Buck, der var flyttet til byen før resten af familien, og i flere omgange havde været på kant med loven i forbindelse med en række fjerkrætyverier. Clyde begyndte at assistere Buck i tyverierne, men havde samme uheld som sin bror: Han blev kendt af politiet, der herefter begyndte rutinemæssigt at tage ham ind til afhøring i sager uden åbenlyse mistænkte. Clyde opfattede det som chikane, og politiets adfærd fik ham til at miste den sidste rest af tro på, at en ærlig levevej kunne skaffe ham de materielle goder, han drømte om. Han begyndte at stjæle biler, og herfra gik det slag i slag. I 1929, da Clyde var bare 19 år gammel, stjal han og storebror Buck et pengeskab. Buck blev fanget og idømt en straf på fire års fængsel, som han kom til at afsone i Huntsville, Texas’ ældste fængsel, der var kendt for at have nogle særdeles modbydelige afdelinger.

Hvilken baggrund havde Bonnie?

Bonnie Elizabeth Parkers opvækst er ikke beskrevet nær så indgående, i Jeff Guinns ellers grundige og velresearchede biografi “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde” (se kilder). Det skyldes, at der eksisterer knap så mange historiske kilder om hende. Hun blev født 1. oktober 1910 i Rowena, West Texas, som den mellemste af tre søskende. Hendes far tjente gode penge som murer, men da han døde i 1914, ændrede familiens økonomiske situation sig drastisk, og moren og de tre børn blev tvunget til at flytte. Familien fik husly hos Bonnies bedsteforældre i Cement City, Dallas’ industrikvarter, der var navngivet efter de mange betonbygninger. Bonnies mor, Emma, fik arbejde som syerske, og hendes løn sikrede familiens overlevelse. Men Bonnies mor var meget bevidst om familiens sociale deroute, og hun var aldrig sen til at minde sine børn om, at familien inden farens død havde levet under bedre økonomiske kår.

Mens Bonnies to søskende opførte sig pænt, var hun selv en ballademager. Hun elskede opmærksomhed, et træk hun bevarede livet igennem, lavede altid ballade, og hun sloges meget i skolen. Hun blev tidligt populær hos drengene, sang altid og ville være berømt. I puberteten blev hun besat af tøj og make-up, mens hun drømte om at komme til Broadway, Hollywood eller blive en berømt digter. Drømme som disse var ingenlunde umiddelbart realiserbare for en slumpige som Bonnie, mens det at finde en mand, der kunne forsørge hende, var inden for rækkevidde. De fleste piger fra slummen brugte derfor årene fra puberteten og frem på diverse romantiske udflugter, hvorefter de blev tidligt gift, fødte børn og gentog deres mødres liv i fattigdom.

Bonnie fulgte også i første omgang samme mønster. Allerede kort før sin 16 års fødselsdag blev hun gift med Roy Thornton, men ægteskabet varede kun et par år. Bonnie ville gerne have børn, men ifølge både hendes mor og Clydes søster var Bonnie givetvis steril grundet et tidligt gynækologisk indgreb. Hun arbejdede som servitrice, men klædte sig langt dyrere, end en servitriceløn kunne række til, og det har siden ført til spekulation om, at hun supplerede sit officielle arbejde med et arbejde som prostitueret. At skaffe sig ekstra indtægter på den måde var ikke unormalt for slumpiger på den tid, og Bonnie ønskede ligesom Clyde at få del i den materielle velstand, hun så blandt byens bedre stillede borgere.

Bonnie og Clyde som makkerpar

Hvordan mødte Bonnie og Clyde hinanden?

Ca. 1932-1934 - Bonnie Parker. Hun poserer for fotografen bevæbnet. Hun affyrerede aldrig et skud. Foto: Bettmann/CORBIS/Polfoto
Ca. 1932-1934 - Bonnie Parker. Hun poserer for
fotografen bevæbnet. Hun affyrerede aldrig et skud.
Foto: Bettmann/CORBIS/Polfoto

I Arthur Penns filmskildring møder Bonnie og Clyde hinanden på den diner, hvor Bonnie arbejdede. Men i virkeligheden mødtes de til et bryllup i Dallas i januar 1930 og faldt hovedkulds for hinanden, fortæller journalisten Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”.

Bonnie var tiltrukket af Clydes egenrådighed, og hun var fascineret af hans stil; han klædte sig pænt og havde en flot bil, som hun dog ikke havde nogen anelse om, hvordan han havde skaffet sig.

Clyde faldt for Bonnies umiddelbare sødme, og da han ikke selv var særlig høj, tiltrak det ham også, at Bonnie var en lille og spinkel pige. Hun var velklædt, og fra det øjeblik, de fandt sammen, veg hun stort set ikke fra hans side, hvilket yderligere boostede hans selvtillid. Men vigtigst af alt havde Bonnie samme ambitioner som Clyde: Hun ønskede også at forlade slummen og fattigdommen og skifte det hårde og trøstesløse liv ud med glamour og berømmelse. Hurtigt blev de uadskillige.

Hvordan begyndte Bonnie og Clydes kriminelle makkerskab?

Allerede en måned efter, at de havde mødt hinanden, blev Clyde arresteret og idømt to års fængsel for syv forskellige anklagepunkter, fra biltyveri til besiddelse af tyvekoster. Clyde bad Bonnie smugle en pistol ind til ham i fængslet, og med sans for situationens drama og romantik gik hun med til det. Deres fælles kriminelle karriere var begyndt. Ved hjælp af den indsmuglede pistol brød Clyde og to medfanger ud af fængslet, men de blev hurtigt fanget, og Clydes straf blev forhøjet til 14 års fængsel. Det texanske fængsels- og retssystem brød sig ikke om folk, der flygtede, og som en ekstra straf kom Clyde til at afsone blandt de særligt hårde fanger på Huntsvilles fængselsfarm, Eastham. Eastham var kendt som ’The Bloody ’Ham’, fordi fangerne ofte skar i sig selv for at undgå det hårde, fysiske arbejde. Her blev han underlagt strafarbejde og udsat for systematisk vold fra fængselsbetjentene. Visse indsatte blev gjort til gangmænd med bestemte ansvarsområder. Det ser man også i danske fængsler, men på Eastham blev disse gangmænd udvalgt efter deres grusomhed og de fik fuldkommen frie hænder. Gennem et år blev han gennemtæsket og voldtaget af gangmanden Ed Crowder. Ydmygelsen var for meget for Clyde, og da en medfange tilbød ham at tage skylden for en hævnaktion mod gangmanden, lokkede Clyde gangmanden ud til bruserne (et yndet sted for tidligere voldtægter), hvor han knuste Crowders kranie med et jernrør.

For at undgå det hårde fysiske arbejde fulgte Clyde samme strategi, som mange af sine medfanger. Han skar to af sine tæer af, men uheldigvis blev han tildelt prøveløsladelse allerede en uge senere, i februar 1932. Hans mor Cumie havde under Clydes fængselsophold skrevet mange bønfaldende breve til guvernøren, og det havde endelig båret frugt.

Han opsøgte Bonnie, der i mellemtiden havde fået en ny kæreste. Så snart hun genså Clyde, opgav hun imidlertid sin nye fyr og vendte tilbage til Clyde. Depressionen gjorde det svært at finde job, og det var endnu sværere for Clyde at fastholde ét, fordi politiet anholdt og løslod ham i tide og utide i et forsøg på at presse ham ud af byen. Clyde besluttede, at han aldrig ville have et almindeligt lønarbejde igen. Dermed var indledningen taget til det, der skulle blive Bonnie og Clydes egentlige fælles kriminelle løbebane.

Hvem var Barrow-banden?

Ca. 1932-1934 - Clyde Barrow. Han poserer for fotografen bevæbnet. Foto: CORBIS/Polfoto
Ca. 1932-1934 - Clyde Barrow.
Han poserer for fotografen bevæbnet.
Foto: CORBIS/Polfoto

Barrow-banden, der blev opkaldt efter Clydes efternavn, antages at være ansvarlig for mordet på mindst ni betjente og adskillige civile, samt en hel serie af biltyverier, indbrud og bankrøverier. Desuden tog øjenvidner, som anklagerne tit baserede sig på, ganske ofte fejl, beskriver journalisten Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, og selv om fingeraftryksteknikken var opfundet, så var der ikke mange lokale politistationer, der havde et sådant arkiv. Det sætter spørgsmålstegn ved rigtigheden af visse anklager, men Guinn baserer dels sine antagelser på de officielle kilder, dels på senere interviews med Bonnie og Clydes familie og tidligere bandemedlemmer.

Banden bestod af Clyde, og fra og med august 1932 også Bonnie. Bandens øvrige medlemmer kom og gik, kun Ralph Fults, W.D. Henry Methvin var tilknyttet banden i længere perioder. Rekrutteringen af nye medlemmer forløb uden de store vanskeligheder, fordi bandens forbrydelser fik så stor mediedækning, at nye potentielle medlemmer selv opsøgte Bonnie og Clyde - eller nemt lod sig lokke med ombord. Men de blev sjældent særligt længe, når først de opdagede, hvor stor en amatør Clyde i virkeligheden var.

Efter de blev løsladt fra Eastham Prison Farm, havde Clyde og hans tidligere medfange Ralph Fults planer om at arrangere en storstilet fangeflugt derfra, men til det skulle de bruge betydelige økonomiske midler. Efter en række smårapserier gennemførte de sammen med den unge forbryder Raymond Hamilton deres første succesfulde bankkup i Lawrence, Kansas, i marts 1932. Ralph Fults hævder (i John Neal Philips interview-bog) at røveriet gav imponerende 33.000 dollar, som givetvis er en af de største udbytter banden nogensinde er sluppet væk med. Clyde og Fults investerede deres del af pengene i våben og skudsikre veste, som dog viste sig at være af dårlig kvalitet eller decideret defekte.

Derfor tog Clyde og Fults Bonnie med til Tyler, Texas i april 1932, hvor de stjal et par hurtige biler. Derefter kørte de til Kaufman, hvor de brød ind i en isenkræmmer, men blev overrasket af en nattevagt. Clyde slap væk med byen i hælene, mens Fults og Bonnie blev fanget.

Bonnie tilbragte et par måneder i det lokale fængsel, hvor hun skrev digte, bl.a. om ulykkelige prostituerede, hvilket skærper mistanken om, at hun havde personlig kendskab til faget.

Mens Bonnnie var i fængsel levede Clyde turbulent og begik flere mord, røverier og mindre ulovligheder. Clyde blev blandt andet involveret i et røveri, hvor en juveler blev dræbt. Juvelerens kone identificerede ham som morderen, selv om han slet ikke befandt sig på åstedet, da han skulle køre flugtbilen.

Det gjorde han til gengæld, da to politimænd blev skudt ned i Stringtown, Oklahoma i august 1932, hvor han sammen med bandemedlemmerne Raymond Hamilton og Ross Dyer besøgte det lokale halbal for at fejre et mindre kup begået uden Bonnie. To politibetjentene greb ind, da ballade mellem de lokale og banden var under opsejling, og i panik åbnede Clyde og Hamilton ild. Den ene betjent overlevede, men den anden mistede livet.

Øjenvidner gav også Clyde skylden for røveri og mord på en købmand i oktober, men som Jeff Guinn viser i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, var han slet ikke i nærheden af Sherman, Texas, hvor drabet fandt sted.

I december 1932 stjal Clyde og den kun 16-årige W.D. Jones en bil, men ejeren satte efter dem, nåede op på trinbrættet og fik fat i Clydes hals. Clyde eller W.D. skød ejeren, der døde på stedet.

Clydes bror Buck og hans kone Blanche var også en del af banden i en periode. Buck, der netop havde afsonet en fireårig fængselsstraf, havde intentioner om at få Clyde til at melde sig selv, men det endte med, at Clyde fik hevet Buck tilbage i kriminalitet i stedet. Bucks kone misbilligede den kriminelle levevej, men var ligeså hengiven over for Buck, som Bonnie var over for Clyde, og hun fulgte derfor Buck ind i banden og dens kriminelle aktiviteter. De tog på ferie i Joplin, Missouri, men blev opsøgt af politiet, der havde mistanke om, at den stod bag spritsmugling. Banden undslap, men ikke uden at én betjent blev dræbt og én dødeligt såret.
Banden søgte tilflugt i Platte City, Missouri. Men også her blev politiet snart mistænksomme og indledte et bagholdsangreb, hvor storebror Buck blev ramt af skud i hovedet. Banden besluttede sig for at gemme sig i en park, men endnu et angreb var under opsejling. Buck og Blanche blev fanget og Buck døde på hospitalet, mens Blanche blev idømt 10 års fængsel.

I januar assisterede Bonnie Clyde i realiseringen af Clydes gamle drøm: En fangeflugt fra Eastham. En af de undslupne, Henry Methvin, sluttede sig til banden og kom senere til at spille en skæbnesvanger rolle i Bonnie og Clydes liv.

Efter fangeflugten fra Eastham blev politimanden Frank Hamer sat til at fange Bonnie og Clyde. Hamer var på det tidspunkt det mest berygtede medlem af den statsomspændende specialenhed The Texas Rangers, en mand, der foruden sin betydelige størrelse havde ry for at være både snu, frygtløs og ubarmhjertig.

Hvordan blev Bonnie og Clyde opfattet i det kriminelle miljø?

På trods af, at Clydes planer ofte var lige så hullede, som de blev klodset udført, skildrede pressen ham som yderst snedig. Populære kriminalmagasiner, der bestod mere af fiktion end fakta, beskrev desuden Clydes særlige instinkt, der angiveligt gjorde det muligt for ham at lugte fare, længe før politiet ankom. Bonnie og Clyde nød imidlertid ikke samme respekt blandt andre kriminelle bander i deres samtid. Bankrøveren Pretty Boy Floyd, som Bonnie og Clyde beundrede og flere gange prøvede at opsøge i håb om at indgå et samarbejde, mente f.eks. at parret var ”for skødeløse med civile liv”, mens flugtkongen og bankrøveren John Dillinger kaldte dem for ”et par unger, der tog af husholdningskassen,” fortæller Jeff Guinn i sin biografi om Bonnie og Clyde (se kilder).

Hvordan blev Bonnie og Clyde fremstillet i medierne?

Alligevel overskyggede Bonnie og Clyde de mere professionelle kolleger, når det kom til pressebevågenhed. Både aviser og magasiner led under faldende salgstal, som følge af Depressionen, og i historierne om Bonnie og Clyde fandt de stof til sensationelle artikler, som i hvert fald i en periode kunne øge salgstallet og vende den negative økonomiske udvikling. Strategien virkede: Det lovløse par var en god historie. I starten var mediernes fremstilling af Bonnie og Clyde overvejende positiv. De blev fremstillet som et par unge, frie og forelskede eventyrere, der tog skæbnen i egen hånd - en vinkel, der appellerede til den store del af avis og magasinlæsere, der oplevede bagsiden af den amerikanske drøm, som følge af Depressionen.

Billedet af Bonnie som Clydes glamourøse og hengivne ledsager, ændrede sig dog med tiden. Fjollede billeder af Bonnie med en pistol i hånden, en fod på trinbrættet og en cigar i munden, som banden tog og efterlod i en kasseret bil, ændrede hendes ry i pressen, fra den forelskede, lidt uskyldige medløber til cigarrygende og skrupelløs gangsterpige.

Hvordan blev Bonnie og Clyde opfattet i den brede befolkning?

Depressionen og den udbredte fattigdom der fulgte var med til at give Bonnie og Clyde et positivt omdømme i store dele af befolkningen. Billedet af det smukke, unge par, der valgte det anarkistiske og lovløse liv på landevejen frem for det hårde liv i slummen med arbejdsløshed eller hårdt ufaglært arbejde, vakte drømme om frihed og lette penge hos almindelige mennesker, og parrets dramatiske skæbne fascinerede folk. Sympatien for dem voksede på grund deres rebelske adfærd over for politiet, som af mange fattige blev anset for at være en undertrykkende og uretfærdig myndighed. Bonnie og Clydes røverier mod bankerne blev identificeret med kapitalismens brutalitet og den voldsomme ulighed i samfundet. Men også befolkningen vendte sig imod Bonnie og Clyde efter en tragisk dag i 1934.

Den 1. april 1934 blev Bonnie, Clyde og det nye medlem af Barrow-banden Henry Methvin opsøgt af to betjente. Methvin åbnede ild mod betjentene, og Clyde fulgte trop. Begge betjente blev dræbt; den ene var kun 24 år gammel og det var hans første dag på jobbet. Pressen blæste historien op, og det blev kun værre, da betjentens 20-årige forlovede mødte op til begravelsen i den brudekjole, hun havde købt med tanke på deres planlagte bryllup. Et vidne hævdede fejlagtigt, at Bonnie var den ene af gerningsmændene, og folkestemningen vendte til vrede og forargelse mod Bonnie og Clyde, hvilket medierne ikke var sene til at udnytte. Mediernes skildring af Bonnie og Clyde ændrede sig, fra romantiske rebeller til nådeløse og hårdkogte kriminelle.

Hvordan sluttede Bonnie og Clydes kriminelle eventyr?

Efter mordet på den 24-årige motorcykelbetjent blev der lagt pres på Frank Hamer, der var sat til at fange Bonnie og Clyde. Siden fangeflugten fra Eastham havde Hamer forfulgt parret på afstand, med planer om at lægge den perfekte fælde for dem. Nu ville statens embedsmænd, og ikke mindst Texas-guvernør Ma Ferguson, se resultater. Hamer intensiverede eftersøgningen og sammensatte et hold af våbenføre mænd, der kunne være klar, når fælden skulle klappe.

Henry Methvin var på dette tidspunkt Barrow-bandens eneste faste medlem foruden Bonnie og Clyde, og de tre opholdt sig ofte hos Methvins familie i Bienville Parish, Louisiana. I samarbejde med den lokale sherif lykkedes det Hamer at slå en handel af med Henry Methvins forældre, der til gengæld for at angive banden til politiet, blev lovet fuld benådning for deres søn.

Den 23. maj 1934 skjulte Hamer og hans folk sig langs vejen til Methvin-familiens hus, hvor Henry Methvin havde aftalt at mødes med Bonnie og Clyde. Henry Methvins far Ivy parkerede sin bil på vejen, som om han havde fået motorstop, for at få Bonnie og Clyde til at stoppe. Planen var, at parret skulle have mulighed for at overgive sig. Men da parret kom ned ad vejen og stoppede foran Ivy Methvins bil, kom en ivrig og uerfaren vicesherif, der deltog i aktionen, til at åbne ild mod bandens bil, inden Frank Hamer nåede at tilbyde dem at overgive sig. Clyde blev ramt af en kugle i tindingen og døde øjeblikkeligt. De andre politifolk var rådvilde i nogle sekunder. men så begyndte gruppen at affyre deres våben. En af betjentene, Ted Hinton, fortæller i bogen ’Ambush: The Real Story of Bonnie and Clyde’, at gruppen affyrede omkring 150 skud under aktionen, og de massive skudsalver ramte Bonnie, som døde på stedet. Ivy Methvin overlevede kun, fordi han nåede at dukke sig og rulle ind under sin bil. Men efter 102 dages jagt på det berømte par ville Frank Hamer være sikker på, at forbryderparret var sat endeligt ud af spillet, så han affyrede selv endnu en skudsalve gennem passagervinduet på parrets bil, hvorefter han gik frem til bilen og affyrede endnu en serie skud gennem sidevinduet og forruden, ind i Bonnies døde krop.

Perspektivering

Hvad skete der efter Bonnie og Clydes død?

Der gik ikke lang tid, efter at Frank Hamer og hans fem kolleger havde gjort det af med det kendte forbryderpar, før åstedet blev overrendt af en folkemængde på jagt efter souvenirs. Nogle gravede vildfarne projektiler ud af træstammerne, mens andre forsøgte at skære Clydes øre og hans ”aftrækkerfinger” af. Politiet gjorde, hvad de kunne for at holde pøblen væk, men det lykkedes alligevel nogen af ’souvenirjægerne’ at klippe noget af Bonnies hår af og tiltuske sig dele af hendes blodige kjole.

Den sønderskudte bil med de to lig i blev bugseret væk på en ladvogn, der undervejs brød sammen foran en skole, hvor hundredvis af børn blev vidner til det uhyggelige syn. Da ligene af Bonnie og Clyde blev kørt til obduktion, var medierne dukket op. Fotografer tog billeder af de blodige kroppe, og efter at ligene var blevet afklædt for at gøre dem klar til obduktionen, tog en fotograf endnu en række billeder af dem. Flere aviser bragte fotografierne af den døde Bonnies bryster, og tusindvis af borgere dukkede op ved begravelserne for Bonnie og Clyde for at få et glimt af ligene af det feterede forbryderpar.

Efter Bonnie og Clydes død blev der vedtaget en række lovændringer, som gav politiet nye beføjelser: Bankrøveri blev en føderal, frem for en statsforbrydelse, så man ikke længere kunne undgå forfølgelse ved at krydse statsgrænsen, og skrappe nye våbenlove betød hårdere straffe for at bruge maskinpistoler til forbrydelser. Inden for det næste år skød og dræbte politiet - med hjemmel i de nye beføjelser - en række berygtede forbrydere, der ligesom Bonnie og Clyde havde specialiseret sig i bankrøverier. Det gjaldt folk som John Dillinger, Pretty Boy Floyd, samt Ma Barker og hendes søn Fred - alle langt større forbryderhjerner end Bonnie og Clyde.

Lovgivningen betød også, at det blev strafbart at skjule kriminelle, og adskillige af Bonnie og Clydes familiemedlemmer blev fængslet og med tilbagevirkende kraft idømt op til 2 års fængsel for at have skjult det legendariske forbryderpar i løbet af deres korte, men travle karriere.

Hvilken betydning fik Bonnie og Clyde for eftertiden?

De populære kriminalmagasiner og en ikke altid saglig journalistik var med til at tegne et mytisk og alt andet end realistiske billede af Bonnie og Clyde i årene efter deres død. Dels blev de tillagt en koldblodighed, som de ikke besad. Flere kilder hævder, ifølge journalist Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, at Clyde i virkeligheden kun skød, når han var trængt op i en krog. Bonnie skød slet ikke, men i aviserne blev hun i stigende grad portrætteret som en skydegal gangsterpige og som den virkelige hjerne bag banden.

Dertil blev der fra slutningen af 1930’erne og op igennem 1940’erne og 1950’erne produceret en række populære film baseret på parrets historie, blandt andet “The Bonnie Parker Story”, der fremstiller Bonnie som en vulgær femme fatale, der forfører en række elskere. Clydes rolle i filmen er reduceret til en blandt mange elskere, ved navn “Guy Darrow”. Filmen tegnede et billede af Bonnie som Barrow-bandens leder og reducerede Clyde til en forelsket håndlanger. Den opfattelse blev almindelig i 1950’erne - også kriminalmagasinernes historier beskrev parret ud fra denne vinkel.

I 1967 nåede filmen “Bonnie and Clyde” biograflærredet med Faye Dunaway i rollen som Bonnie, Warren Beatty som Clyde og Gene Hackman som storebroren Buck. Filmen var fuld af lige så mange unøjagtigheder som de tidligere film om parret og fremstillede Bonnie og Clyde som et glamourøst gangsterpar. Samtidig tog folkene bag filmen sig en del kunstneriske friheder for at øge dramatikken og spændingen i forholdet mellem hovedpersonerne. F.eks. kan Clyde i filmen ikke præstere seksuelt med Bonnie, hvilket ifølge Clydes tidligere kærester formodentlig ikke har noget med virkeligheden at gøre.

En af de ting, som filmen fra 1967 formodentlig havde rigtig fat i, var til gengæld Bonnie og Clydes hengivenhed over for hinanden, særligt symboliseret ved deres parathed til at gå i døden sammen. Netop det tætte bånd mellem de to forbrydere i liv og død har gjort historien om Bonnie og Clyde til en næsten mytologisk fortælling, hvis figurer har givet og fortsat giver stof til sange, film og bøger. Således får endnu en film om Bonnie og Clyde, skrevet og instrueret af Tonya S. Holly, premiere i 2010.

Kilder

Faglitteratur

Guinn, Jeff:
Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde. Simon and Schuster, 2009.

Film

Whitney, William:
The Bonnie Parker Story. Albany Productions, 1959.
Penn, Arthur:
Bonnie and Clyde. Warner, 1967.
Holly, Tanya S.:
The Story of Bonnie and Clyde. Cypress Moon, 2010.

Musik

Gainsbourg, Serge og Bardot, Brigitte:
Bonnie and Clyde. Fra Initials B.B. / Bonnie and Clyde. Philips / Fontana, 1988.
Den Gale Pose:
Bonnie and Clyde. Fra Sådan er reglerne. Warner, 1998.
Eminem:
97' Bonnie & Clyde. Fra The Slim Shady LP, Universal, 1999.
Jay-Z feat. Beyonce:
’03 Bonnie and Clyde. Fra The Blueprint2: The Gift & the Curse/Dangerously in Love, Atlantic/Columbia, 2002.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Bonnie & Clyde'