Finanskrisen

Artikel type
faktalink
cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Michelle Arrouas. September 2015
Main image
En mand holder et skilt op foran The Federal Hall i New York efter præsident Obama har holdt sin store tale om finanskrisen den 14. september 2009.
En mand holder et skilt op foran The Federal Hall i New York efter præsident Obama har holdt sin store tale om finanskrisen den 14. september 2009.
Foto: Scanpix

Det begyndte med en boligboble i Californien og udviklede sig til en langvarig, verdensomspændende finanskrise i 2007-2008. På trods af at recessionen efterhånden er overstået i de fleste lande, præger bankkrak, høj arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner fortsat hverdagen for folk over hele kloden. Den krise, der ifølge flere eksperter er den værste krise siden den store depression i 1930’erne, vil ikke rigtigt slippe sit tag i verdensøkonomien. Syv år efter at finanskrisen ramte Europa, truer gældskrisen i Europa og Grækenlands mulige statsbankerot stadig den europæiske økonomi og euroens overlevelse. 

 

 

 

Typer af kriser

Hvad er en bankkrise?

En bankkrise opstår typisk, når en bank bliver udsat for, at mange bankkunder vil hæve deres penge samtidig. Da banker fungerer på den vis, at de udlåner de fleste af de penge, deres kunder har i banken, er det vanskeligt for dem hurtigt at tilbagebetale alle indlån – især hvis kunderne stort set kommer på samme tidspunkt. Eksempler på bankkriser er, da kunderne stod i kø for at trække deres sparepenge ud af Bank of the United States i 1931. Noget tilsvarende skete for den engelske bank Northern Rock i 2007 og for den danske Roskilde Bank i 2008. I 2011 krakkede Amagerbanken, Danmarks 11. største bank, efter at både en ny ledelse og en statsgaranti forgæves havde forsøgt at redde banken.

En anden type bankkrise opstår, når bankerne, fordi de er bekymrede for, om de har tilstrækkelige midler til rådighed, er tilbageholdende med at godkende udlån. Den amerikanske opsparings- og lånekrise i 1980’erne førte til en sådan krise, og den blev betragtet som en væsentlig faktor i den amerikanske recession i 1990-91. 

Hvad er en finansboble-krise?

Ifølge økonomiprofessor Markus Brunnermeiers artikel “Bubbles” i “The New Palgrave Dictionary of Economics” (se kilder) opstår en boble, når aktiepriserne på et bestemt finansielt aktiv – for eksempel en virksomheds aktier – overstiger værdien af de fremtidige indtægter i form af renter og økonomiske udbytter. Det kan eksempelvis ske, hvis størstedelen af investorerne alene køber aktierne i håb om at kunne sælge dem videre til en langt højere pris inden for kort tid. Det gør aktiepriserne sårbare, for markedsopkøberne vil kun opkøbe aktier, så længe de forventer, at andre vil købe, og hvis mange vælger at sælge samtidig, vil prisen pludselig falde drastisk. Velkendte eksempler på bobler er dot com-boblen i 2000-2001 og boligboblen i USA. Også i Danmark opstod der en boligboble, i starten af det 21. århundrede, da boligpriserne steg helt urimeligt meget. 

Hvad er en finanskrise?

Når et land, der opretholder en fast valutakurs, med et tvinges til at devaluere sin valuta på grund af et spekulativt finansielt angreb, kaldes det en valutakrise. Et andet eksempel på en tilstand, der kan medføre en finanskrise, er, når et land undlader at betale sin statsgæld tilbage. Begge eksempler kan være et udslag af frivillige beslutninger truffet af regeringen, men oftest vil de være et resultat af en ændring i investoradfærd, der fører til et pludseligt kapitalstop, hvilket vil sige, at priserne og/eller kurserne stagnerer, eller også vil det føre til en pludselig forøget kapitalflugt. I 2008-2009 er der tale om en finanskrise som resultat af, at en boligboble er bristet, at usikre forbrugslån har sendt folk på gaden, og at prisen på værdipapirer styrtdykker. Der er desuden en del økonomer, der peger på, at finanskrisen risikerer at udvikle sig til en decideret recession. 

Hvad er en recession?

En afmatning i den økonomiske vækst, der varer over flere kvartaler, kaldes normalt en recession. En særlig langvarig recession kan kaldes en depression, mens en lang periode med langsom, men ikke nødvendigvis negativ vækst, kaldes økonomisk stagnation. Da disse fænomener påvirker langt mere end det finansielle system, anses de normalt ikke for finansielle kriser. Mange økonomer påpeger dog, at recessioner i vid udstrækning er forårsaget af finansielle kriser. Et vigtigt eksempel er den store depression i 1930’erne, som i mange lande blev indledt med en bankkrise og sammenbrud på aktiemarkedet. Tilsvarende førte det, der startede som en boligboble i USA og andre lande i 2007-2008, til recession i flere lande i 2009.

Andre økonomer anfører derimod, at finansielle kriser er et resultat af recessioner. Selv hvis en finansiel krise er det, der starter en recession, kan det anføres, at andre faktorer er mindst lige så vigtige i forhold til at vedligeholde recessionen. For eksempel anførte Milton Friedman og Anna Schwartz i værket ”A Monetary History of the United States, 1867-1960” (se kilder), at depressionen i 1930’erne ikke var et direkte resultat af krakket på aktiemarkedet i 1929 eller bankkrisen i 1930. I stedet, anførte de, var det nationalbankens (The Fed) fejlagtige politik, der førte til en decideret depression. De sidste par år er begrebet recession blevet lig med finanskrise, og når der argumenteres for eller imod, om finanskrisen er overstået, bliver der ofte henvist til, om der er recession eller ej i et givent land. 

Historiske kriser

Børskrakket i Wall Street i 1929.
Børskrakket i Wall Street i 1929.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvad var den store depression i 1930’erne?

Børskrakket i Wall Street i 1929 er blevet sagnomspundet som den værste krise, verdensøkonomien – i hvert fald den vestlige økonomi – nogensinde har oplevet. Krisen viste sig først og størst i USA.

Om morgenen den 24. oktober 1929 så alt ud, som det plejede på New Yorks fondsbørs, der er hovedsædet for handel med børsnoterede værdipapirer i USA, men da medarbejderne gik hjem, var intet som før. Flere års himmelflugt i aktiekurserne blev denne dag afløst af styrtdyk i kurserne. Derfor kaldes dagen ‘sorte torsdag’. I løbet af dagen satte seks banker ind med en redningsaktion, og i et par dage var der almindelig optimisme på fondsbørsen, men fem dage senere, den 29. oktober, faldt aktierne til nye lavpunkter. Denne dag mistede aktieejerne 14 milliarder dollars, og dagen betegnes i bogen ”The Great Crash” (se kilder) som ”historiens mest sønderknusende dag for New Yorks aktiemarked og formentlig den mest sønderknusende dag for alle markeder.” En måned senere havde aktierne tabt 40 % af deres værdi, og i 1930 var en verdensomspændende depression en realitet. Rundt omkring i verden brød banksystemer sammen. I 1931 kollapsede det tyske banksystem, og også det franske og engelske blev hårdt ramt. Man skulle langt op i 1930’erne, førend en form for stabilisering af økonomien indfandt sig på verdensplan. For yderligere information – læs artiklen "Wall Street-krakket 1929".

Hvad var oliekrisen i 1970’erne?

En oliekrise er den mest almindeligt forekommende energikrise. I 1970’erne oplevede verdenssamfundet en stor krise som resultat af stigende oliepriser. Årsagerne var forskellige og handlede dels om, at Vesten siden Anden Verdenskrig havde oplevet en stor vækst i velstand og dermed forbrug, blandt andet energiforbrug. Dels om at hovedparten af denne energi kom fra olie, som især blev udvundet af fattige landes undergrund, især i Mellemøsten. Op til 1960’erne havde disse lande et meget lille udbytte af deres olieeksport. Derfor oprettede en række olieproducerende lande i 1960 OPEC, The Organization of the Petroleum Exporting Countries. Da der i oktober 1973 udbrød krig mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden, støttede OPEC-landene sidstnævnte part og besluttede samtidig at nedskære deres olieproduktion og at sætte priserne op. Det førte i slutningen af 1973 til dramatiske prisstigninger på olie. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars, og det forårsagede et olieprischok over hele Vesteuropa.

Selv om myndighederne i blandt andet Danmark indførte en lang række sparetiltag, så medførte olieprisstigningerne et underskud på betalingsbalancen i de europæiske industrilande og betød også, at den enkelte borger fik langt færre penge til rådighed til forbrug. 

Hvad var den økonomiske krise i 1980’erne?

I 1980’erne bed en økonomisk krise sig fast i store dele af Vesten. I USA var årsagen for det første en ændring i adgangen til lån, idet opsparings- og låneforeningen S&L’s lån, der frem til slutningen af 1970’erne var stramt regulerede, nu blev frigivet. For det andet var krisen et resultat af den høje inflationsrate i slutningen af 1970’erne, der fik investorerne til at ændre adfærd og flytte deres penge til S&L’s umiddelbart mere attraktive lån. Midt i 1980’erne begyndte økonomien for alvor at skrante, og i 1987 oplevede man det hidtil største fald i aktiekursen på fondsbørsen i New York på én dag. Her faldt aktierne med gennemsnitligt 500 point.

Også i Danmark kradsede krisen. Det førte til, at Schlüter-regeringen i 1986 lancerede den såkaldte ’kartoffelkur’, der fik sit tilnavn, fordi den blev iværksat i forbindelse med efterårsferien (kartoffelferien). ‘Kuren’ var i sin essens et finanspolitisk indgreb, der gjorde det dyrere for danskerne at låne penge til forbrug og boligbyggeri. Effekten var en mærkbar forbedring af betalingsbalancen som et resultat af et brat fald i den indenlandske efterspørgsel efter varer. Men effekten var også, at arbejdsløsheden steg som resultat af et mindre forbrug og på grund af nedgang i nybyggeriet, hvilket førte til øgede offentlige udgifter, da flere i samfundet blev afhængige af overførselsindkomster. 

Hvad var dot com-boblen i 2000?

Dot com-boblen – også kaldet IT-boblen – var en finansboble, som varede fra omkring 1995 til 2001, hvor boblen bristede. I den mellemliggende periode oplevede aktiemarkeder i de vestlige lande en enorm vækst i den nye internetsektor og beslægtede områder. Grunden til, at der blev tale om en finansboble, var en kombination af hurtigt stigende aktiekurser, mange enkeltpersoners investeringer i aktiemarkedet og let tilgængelig Venture Capital – eller på dansk; risikokapital. Det vil sige penge til rådighed for hurtige investeringer i nye eller spekulative virksomheder. Det skabte tilsammen et miljø, hvor mange virksomheder så stort på, hvordan virksomhederne var strukturerede, og hvor indtjeningen kom fra, bare det så ud til, at der var mulighed for hurtig indtjening.

Dot com-selskabernes forretningsmodel baserede sig på at høste frugterne af netværkseffekter ved at tolerere et underskud i startfasen, mens de opbyggede markedsandele og mærkevarebevidsthed. Selskaberne satsede på, at når mærkevaren havde fået fodfæste hos folk, så kunne de sælge deres produkter med god fortjeneste. I den indledende tabsperiode var selskaberne afhængige af risikokapital og salg af aktier til enkeltpersoner for at dække deres udgifter ind. Nyhedens interesse kombineret med, at det er vanskeligt at prissætte nye selskaber, sendte mange aktiekurser på himmelflugt og gjorde de oprindelige aktieindehavere styrtrige på papiret. Det fik mange privatpersoner til at investere i aktier som aldrig før, og pressen meldte om mange, som droppede deres arbejde for at blive aktiehandlere på fuld tid.

Da boblen bristede, forårsagede den store økonomiske tab for mennesker verden over, både for ejerne af dot com-selskaberne og for deres investorer, ligesom mange af selskabernes ejere blev arbejdsløse.