anholdte for æresdrab i Pakistan
I 2016 fik Pakistan en lov som skulle standse æresdrab. Men der er ikke ændret noget, siger advokater.
Foto: SS Mirza / Scanpix

Æresdrab

journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2003
Top image group
anholdte for æresdrab i Pakistan
I 2016 fik Pakistan en lov som skulle standse æresdrab. Men der er ikke ændret noget, siger advokater.
Foto: SS Mirza / Scanpix
Main image
Slægtninge til en 26-årig kurdisk kvinde bærer hende i en kiste ved en mindehøjtidelighed. Hun blev dræbt af sin far fordi hun nægtede at indgå i et arrangeret ægteskab. Uppsala i Sverige. 2002.
Slægtninge til en 26-årig kurdisk kvinde bærer hende i en kiste ved en mindehøjtidelighed. Hun blev dræbt af sin far fordi hun nægtede at indgå i et arrangeret ægteskab. Uppsala i Sverige. 2002.
Foto: Jack Mikrut/Scanpix

Indledning

Æresdrab finder sted for at rense eller redde familiens eller slægtens ære. Ofrene er som regel kvinder eller piger, og gerningsmanden eller -mændene er som regel fra familien. Det var også tilfældet, da den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal blev dræbt den 21. januar 2002. Det var hendes far, der skød hende, og han gjorde det for at redde familiens ære, forklarede han senere i retten.
Fadimes død satte for alvor gang i den offentlige debat om æresdrab og mulighederne for at forhindre denne form for drab. Æresdrab er ganske vist en sjælden forbrydelse, men der er tegn på, at antallet af æresdrab vil stige, fordi flere kvinder gør oprør mod familiens normer og regler. Desuden ser politi og myndigheder i nogle lande igennem fingre med æresdrab. I Danmark tages forbrydelsen alvorligt, men myndighederne ved meget lidt om, hvordan æresdrab kan forebygges.

Artikel type
faktalink

Introduktion

Indledning

Æresdrab finder sted for at rense eller redde familiens eller slægtens ære. Ofrene er som regel kvinder eller piger, og gerningsmanden eller -mændene er som regel fra familien. Det var også tilfældet, da den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal blev dræbt den 21. januar 2002. Det var hendes far, der skød hende, og han gjorde det for at redde familiens ære, forklarede han senere i retten. 

Fadimes død satte for alvor gang i den offentlige debat om æresdrab og mulighederne for at forhindre denne form for drab. Æresdrab er ganske vist en sjælden forbrydelse, men der er tegn på, at antallet af æresdrab vil stige, fordi flere kvinder gør oprør mod familiens normer og regler. Desuden ser politi og myndigheder i nogle lande igennem fingre med æresdrab. I Danmark tages forbrydelsen alvorligt, men myndighederne ved meget lidt om, hvordan æresdrab kan forebygges. 

Hvad er æresdrab?

Æresdrab kan defineres som et drab, der begås med det formål at genvinde et kollektivs, ikke bare et individs, ære. Et kollektiv kan i denne forbindelse være en familie, en slægt, en klan eller en stamme. Og denne form for drab forudsætter derfor ifølge den norske socialantropolog Unni Wikans bog fra 2003 "For ærens skyld" (se kilder) "et bifaldende publikum som vil belønne drap med ære." Det er altså et drab på en person, som vurderes at have tilsmudset et kollektivs ære ved at udføre en bestemt handling eller gøre sig til genstand for sladder og rygter.  

Æresdrab er desuden den voldsomste form for æresforbrydelse. Der findes nemlig en lang række forskellige forbrydelser i form af overgreb på individer, som alle har samme formål - nemlig at "vaske skammen af", at "rense" familiens eller slægtens ære. Det er kun i de mest ekstreme tilfælde, at et forsøg på at genoprette et kollektivs ære udmønter sig i drab. I andre tilfælde bliver den person, som menes at have tilsmudset kollektivets ære, straffet på anden vis, for eksempel ved at blive slået eller blive tvunget til at forlade kollektivet.

I tilfælde, hvor den æreskrænkende handling består i udenoms- eller førægteskabelig sex, kan personen blive tvunget til at gifte sig med den mand eller kvinde, vedkommende har dyrket "forbudt" sex med. Disse alternativer til æresdrab fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).

Hvor mange æresdrab bliver der begået?

Der er ingen institutioner, der har fuldt overblik over antallet af æresdrab i verden. Det skyldes dels, at der ikke findes en bestemt definition på æresdrab, dels at mange drab aldrig registreres ud fra motiv, og dels at mange drab slet ikke opdages, fordi de foregår i øde områder eller kamufleres som ulykker eller selvmord. Disse problemer med at lave statistik over æresdrab fremhæver den norske socialantropolog Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder) og af flere af de organisationer, der arbejder på at registrere og forebygge æresdrab, blandt andet Amnesty International. 

Amnesty International skønner ifølge dokumenter på sin hjemmeside (se kilder), at der hvert år finder omkring 5.000 æresdrab på kvinder sted i verden, og at tallet er stigende. Stigningen skyldes ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og artiklerne "Kvinders oprør straffes med drab" i Politiken den 15. august 2001 (se kilder) og "Æresdrab i Pakistan skifter karakter" i Information 24. maj 2000 (se kilder) blandt andet den store indvandring til byerne i Pakistan, Tyrkiet og andre 3. verdenslande. I byerne bliver piger og kvinder påvirket af nogle bykvinders friere liv og forsøger at skubbe grænserne for, hvad de selv kan tillade sig. Det skaber konflikter, der risikerer at ende med æresdrab.  

De 5.000 æresdrab, som Amnesty mener finder sted årligt, er fordelt på en lang række lande. I Pakistan bliver der ifølge artiklen "Voldtægt bruges som våben" i Information 15. juli 2002 (se kilder) begået omkring 900 æresdrab årligt, og ifølge UNICEF (se kilder) er der i gennemsnit årligt 23 æresdrab i Jordan, 36 i Libanon, 400 i Yemen og 52 i Egypten. 

Der findes ingen registreringer eller vurderinger af antallet af æresdrab på mænd.

Hvor finder æresdrab sted?

Æresdrab finder sted i en lang række lande i flere forskellige verdensdele. Ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) finder de fleste æresdrab sted i muslimsk dominerede lande i Mellemøsten og det centrale Asien, men er også registreret i lande som Storbritannien, Sverige, Norge, Italien, Brasilien, Peru og Venezuela. Ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og Amnesty International (se kilder) er æresdrab især udbredt i visse dele af Pakistan, Tyrkiet, Irak, Jordan, Yemen, Egypten og Israel-Palæstina. 

Æresdrab finder imidlertid ikke sted overalt i disse lande, men kun i områder, hvor der hersker ganske bestemte normer, og som ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) er præget af en bestemt social struktur: "Familien eller klanen krever absolutt lojalitet. Familie- eller klanoverhodet har juridisk myndighet over medlemmene, og familiens ære avhenger av kvinners ærbarhet."  

Denne stærke klan- og familiedominans er især udbredt på landet, og det er da også i landsbyer, at æresdrab er mest udbredt. Men klan- og familiedominansen vinder også indpas i en del storbyer, hvor mange landboer søger til for at finde arbejde. Både på landet og i byen er æresdrab mest udbredt blandt fattige med lav social status. En højere social status er dog ingen garanti imod æresdrab. Høj social status kan måske ligefrem indebære, at det bliver desto vigtigere at "vaske skammen af", vurderer Unni Wikan i bogen "For ærens skyld" (se kilder).

Hvordan finder æresdrab sted?

Ofte er der flere til stede, når drabet udføres, og meget ofte melder gerningsmanden sig selv til myndighederne umiddelbart efter drabet, da det er en forudsætning for æresoprejsningen, at den pågældende står ved sin handling. Det er i hvert fald hovedreglen i de samfund, hvor der er en lang tradition for æresdrab. Her vil myndighederne også i en række tilfælde se gennem fingre med forbrydelsen, og lovgivningen har ofte særlige paragraffer, der sikrer milde straffe for æresforbrydelser.

Morderen eller morderne begår som regel ikke mordet i affekt, men efter rådslagning med andre familiemedlemmer og nøje planlægning.  

Det er forskelligt, hvordan det enkelte drab udføres. Der har været eksempler på, at kvinder er blevet dræbt med skud, er blevet kvalt, stenet, forgiftet, halshugget eller stukket ned, og i Pakistan er det udbredt at hælde syre over kvinder, der anses for at have krænket familiens ære. Disse syreskader har i en række tilfælde døden som følge. Dette beskrives blandt andet i Amnesty Internationals rapport "Pakistan - Honour killings of girl and women" fra 1999 (se kilder). Der er desuden eksempler på æresdrab, der er begået ved, at kvinden er blevet bundet og derefter kørt over af flere biler.

Hvem bliver udsat for æresdrab?

Det er primært kvinder, der udsættes for æresdrab, og det er oftest unge, ugifte kvinder. Men der er også eksempler på ældre kvinder, der er blevet udsat for æresdrab, ligesom også helt små piger er blevet dræbt for ærens skyld. Et eksempel på et æresdrab på en lille pige nævnes i et Reuters-telegram i Politiken den 27. oktober 2002 (se kilder). Her beskrives det, at en mand i Iran er blevet dømt til døden for at have skåret halsen over på sin 7-årige datter. Baggrunden for drabet var en mistanke om, at pigen var blevet voldtaget af sin onkel. Det viste sig siden at være et falsk rygte.

I sjældne tilfælde bliver mænd dræbt for ærens skyld. Det er for eksempel sket blandt arabiske beduiner i Sinai-ørkenen, hvor utro kvinder gik fri for straf, mens de mænd, de havde været utro med, blev dræbt. Det beskriver antropologen Frank Henderson Stewart i sin bog "Honor" (se kilder).

Hvem begår æresdrab?

Drabene begås i langt de fleste tilfælde af en eller flere mænd, som næsten altid er i familie med kvinden eller pigen, der bliver dræbt. I enkelte tilfælde begås mordet af andre. Men ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) er det i 90 % af alle de tilfælde, FN har undersøgt, familien der har givet ordre til drabet. 

Det er ikke generelt psykisk syge mænd, der begår æresdrab, men de vil i nogle tilfælde forsøge at overbevise dommeren i en eventuel retssag om, at en psykisk sygdom var skyld i deres handling. Det var for eksempel tilfældet i retssagen mod Rahmi Sahindal, der i 2002 blev dømt for at have dræbt sin 26-årige datter Fadime. Det fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).  

Det er desuden udbredt, at en mindreårig dreng bliver udset til at udføre drabet, fordi en mindreårig i de fleste lande slipper for straf eller får en meget kort straf. Det fremgår blandt andet af artiklerne "Når prisen for en kvindes ære er blod" fra Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) og "Kampen mod æresdrab i Jordan" i tidsskriftet Mellemøstinformation (se kilder). 

Unni Wikan fremhæver desuden i sin bog "For ærens skyld" (se kilder), at mænd, der begår æresdrab, er personer, som er meget afhængige af familien og er opdraget til, at det er deres opgave at værne om familiens ære i form af kvindernes ærbarhed. Det er mænd, som føler sig tvunget til at dræbe deres egen datter eller kone, selv om de holder meget af hende.  

Det er dog ifølge Unni Wikan ikke nogen undskyldning eller fuldstændig forklaring, og det er derfor heller ikke ensbetydende med, at alle mænd, hvis ære anses for krænket, og som opfordres til at begå æresdrab, følger opfordringen. En del mænd stikker af sammen med den pågældende kvinde eller forsøge på anden måde at beskytte hende. Det fremgår af Gunnar Willums artikel "Kvinder dræbes for familiens ære" i Kristeligt Dagblad 22. juni 2000 (se kilder).

Baggrund for æresdrab

Hvad er baggrunden for æresdrab?

Baggrunden for æresdrab er et særligt æreskodeks, der indbefatter en opfattelse af, at en hel familie eller slægts ære er tæt knyttet til kvinders ærbarhed og omdømme. Det er altså et æreskodeks, der bygger på, at en persons opførsel har konsekvenser for hele slægtens status og omdømme. 

Sådanne æreskodeks har en lang forhistorie og har været en del af nogle gruppers sociale adfærdsregler i årtusinder. Unni Wikan beskriver i sin bog "For ærens skyld" (se kilder), at æresbegreber og drab med baggrund heri også har været en del af europæisk kultur — det gav sig for eksempel udslag i dueller, hvor to mænd kæmpede og den ene som regel døde. Ære spiller også en afgørende rolle i de blodfejder, der hvert år er skyld i mange mænds død i Albanien, hvilket beskrives i rapporten "Case study: 'Honour' Killings and Blood Feuds", der er udarbejdet af organisationen Gendercide Watch (se kilder).  

Karakteristisk for æreskodeks, der kan medføre æresdrab er desuden, at tab af ære ikke er forbundet med selve den skændige handling, men med andres tanker om den person, der siges at have udført en bestemt handling, fremgår det af Unni Wikans bog. Det betyder, at en del af de kvinder, der dræbes, er uskyldige i den handling, de siges at have udført - for eksempel utroskab. I artiklen "Kvindelig og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder) oplyses det, at 95 % af ofrene for æresdrab i Jordan ikke har haft deres seksuelle debut. 

En del debattører mener, at æresdrab er udtryk for en generel kvindeundertrykkelse og et patriarkalsk samfundssystem, der placerer kvinder lavere i et hierarki end mænd og altså alene handler om, at mænd udnytter deres magt over kvinder. Dette argument fremfører journalisten Ulrikke Moustgaard for eksempel i sin analyse "Når mænd dræber kvinder" i Information 26. januar 2002 (se kilder), og Omar Dhahir skriver i Information 19. september 1996 (se kilder): "Denne handling, at slå en kvinde ihjel, afslører nogle mænds parathed til at misbruge deres magt mod svage mennesker. Det er en handlemåde, der kan præge disse mænds adfærd og gøre sig gældende, når som helst de finder et offer, som er magtesløst nok til at lade sig slagte, og når straffen er lav."  

Den norske socialantropolog Unni Wikan mener derimod, at æresdrab skal ses som et udtryk for en specifik æresideologi, som mænd også er ofre for, dog på en anden måde end kvinder, idet mænd som regel bliver ofre ved, at de tvinges til at udøve vold mod eller ligefrem dræbe kvinder i deres nære familie. Dette synspunkt fremfører Wikan i bogen "For ærens skyld" (se kilder).

Er æresdrab det samme som jalousidrab?

Nej. Selv om en del debattører har henvist til, at æresdrab kan sidestilles med for eksempel danske mænds drab på deres koner eller ekskoner, som har været dem utro, er det ikke særlig relevant at sammenligne æresdrab og jalousidrab. Der er nemlig den afgørende forskel, at jalousidrab som regel begås af en mand for sin egen skyld og ofte i affekt, mens et æresdrab som regel begås med slægtens opbakning og ikke altid af kvindens nærmeste slægtninge. Desuden er æresdrab ofte nøje planlagt. Unni Wikan refererer den svenske professor i religionsvidenskab Jan Hjärpe, der har skrevet: "Svenske menn dreper også koner - men de får ikke applaus for det." I samfund, hvor der finder æresdrab sted, bliver drabsmanden ofte behandlet som en helt i sit lokalsamfund, og omgivelserne opfatter hans handling som en "pligthandling".

Har æresdrab noget med religion at gøre?

Både ja og nej. Der er ingen religion, der direkte tillader æresdrab, og de fleste eksperter i religion mener, at æresdrab er i modsætning med etikken i alle religioner. Men en del af de gerningsmænd, der begår æresdrab, mener selv, at de kan retfærdiggøre drabet med religion. Det gælder for eksempel nogle muslimske gerningsmænd, som henviser til, at der i Koranen (se kilder) står: "Men dem, fra hvis side I frygter oprør, skal I formane og lade alene i deres senge og (hvis disse ting ikke hjælper) straffe. Men hvis de adlyder jer, så søg ingen vej (til straf) over dem, thi Allah er Ophøjet, Stor." (Sura 4, vers 35). Disse gerningsmænd bakkes for eksempel i Jordan op af parlamentsmedlemmer fra partiet Islamisk Aktions Front og Det Muslimske Broderskab, som baserer deres holdninger på en meget konservativ tolkning af islam, som er præget af lokale stammetraditioner med rødder i præ-islamisk tid. Forholdene i Jordan beskrives i artiklerne "Et æres-mord om ugen" i magasinet Kontakt (se kilder) og "Kvindeliv og og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder). 

Langt de fleste islamiske lærde vil dog helt afvise, at æresdrab kan retfærdiggøres med henvisning til islam. De vil tværtimod pege på, at islam kan bruges som udgangspunkt for at bekæmpe æresdrab. Det forklares i artiklen "Æresdrab" på Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside (se kilder). Desuden har æresdrab har fundet sted før islams opståen og finder i dag sted blandt personer med både ateistisk, kristen, muslimsk, hinduistisk og muligvis også buddhistisk baggrund. Derfor er det forkert at se en direkte sammenhæng mellem islam og æresdrab, understreger Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder).

Har æresdrab noget med nationalitet og etnicitet at gøre?

Der findes ingen lande eller etniske grupper, hvor æresdrab er udbredt i alle samfundslag. Der er altså ingen nationale eller etniske grupper, der kan siges at have æresdrab som et særligt kendetegn. Men der er nationale og etniske grupper, hvor nogle få mennesker mener, at æresdrab er en del af den nationale eller etniske kultur. Det gælder for eksempel visse kurdere, hvilket fremgår af artikler på hjemmesiden for Kurdish Women Action Against Honour killing (se kilder). 

Desuden mener for eksempel en kurdisk avisredaktør i Irak, Roonak Faraj, at det faktum, at kurderne er et undertrykt folk uden eget land, medfører, at kurderne i højere grad end andre etniske og nationale grupper fastholder gamle traditioner med klanmentalitet og vold mod kvinder. Det fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).  

Men det skal understreges, at der blandt kurdere og alle andre etniske grupper, hvor æresdrab finder sted, er mange mennesker, der aldrig nogensinde vil identificere sig med æresdrab eller de normer, der ligger til grund herfor.

Har æresdrab noget med kulturel baggrund at gøre?

Til dels. Der er visse kulturer, hvor æresdrab har fundet sted langt tilbage i tiden. Men man kan aldrig konkludere, at en person går ind for eller accepterer æresdrab, fordi vedkommende har en bestemt kulturel baggrund. Det er altid kun i ret små, afgrænsede grupper - for eksempel i bestemte landsbyer eller kvarterer i storbyerne, at æresdrab opfattes som en legitim udvej. Det understreger den norske antropolog Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder): "Æresdrap forekommer altså i enkelte grupper i enkelte regioner eller lokaliteter, og selv der hersker det ofte uenighet om berettigelsen av æresdrap i konkrete tilfeller." 

Æresdrab kan altså siges at have noget med traditioner at gøre og indgår derfor som en del af kulturen i nogle grupper, men er ikke en uadskillelig del af denne kultur, understreger Wikan: "Problemerne ligger ikke i islam, eller arabisk eller kurdisk kultur, men i enkelte grupperinger enkelte steder, som forfekter holdninger og anvender maktbruk, som det gjelder å bekjempe."

Hvad skal der til for, at en konflikt ender med æresdrab?

Der skal ifølge den norske socialantropolog Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) være et fremherskende æreskodeks, hvor muligheden for at begå drab for at fjerne skammen og dermed genoprette æren er til stede. Desuden skal der være opstået en situation, hvor en families ære er blevet krænket ifølge dette æreskodeks. Det afgørende er, hvad omgivelserne tænker om den pågældende kvindes adfærd, ikke hvad hun rent faktisk har foretaget sig. Det betyder, at der kan finde brud på normerne sted, som ikke fører til nogen form for repressalier. Familien kan vælge at forsøge at skjule, hvis en ugift kvinde for eksempel er blevet gravid. Går der derimod - måske usande - rygter om, at en kvinde har talt med en ukendt mand, kan det i nogle tilfælde være nok til, at en familie finder det nødvendigt at dræbe denne kvinde. Det fremgår af Gunnar Willums artikel "Kvinder dræbes for familiens ære" i Kristeligt Dagblad 22. juni 2000 (se kilder). 

Æresdrab opfattes imidlertid meget sjældent af drabsmændene som den bedste løsning på det problem, at slægtens ære er blevet krænket. Derfor finder æresdrab som regel kun sted, når andre muligheder er afprøvet og har slået fejl, understreger Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder). Af samme grund er det ikke alle trusler om æresdrab, der skal opfattes som et udtryk for, at en pige er i overhængende livsfare. En del indvandrerpiger i Danmark søger hjælp hos de sociale myndigheder, fordi de føler sig truet på livet af deres familie, men en del af disse trusler er tomme trusler vurderer socialrådgiveren Cengiz Karakus i artiklen "Et eller to drab om året handler om ære" i Vejle Amts Folkeblad 25. januar 2002 (se kilder).  

Der er dog i udlandet eksempler på, at mandlige slægtninge til en kvinde har dræbt hende uden at have forsøgt at løse problemet på anden vis. Det nævnes for eksempel i artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder), at kvinder er blevet dræbt for "at være for venlige imod en svoger. For at have et "arrogant" kropssprog. For at sidde ved siden af en mand i bussen." Andre er blevet dræbt, fordi de menes selv at have været skyld i en voldtægt, fremgår det af artiklen "Voldtægt bruges som våben" i Information den 15. juli 2002 (se kilder).

Hvordan forholder myndighederne i udlandet sig til æresdrab?

I en række af de lande, hvor æresdrab finder sted, er myndighederne ofte meget ineffektive, når det drejer sig om at efterforske drabene og dømme gerningsmændene. Det er ikke ualmindeligt, at politibetjente holder med drabsmanden og lukker øjnene for kendsgerningerne eller vælger at tro på familiens forklaring om, at drabet i virkeligheden var en ulykke eller et selvmord. Det fremgår af rapporter fra Unicef (se kilder), Amnesty International (se kilder) - særligt deres rapport "Pakistan - Honour killings of girls and women 1999" (se kilder). 

Andre steder - for eksempel i store dele af Yemen - er der ikke noget fungerende retssystem ude på landet. Og andre steder igen vil myndighederne meget ofte nægte at hjælpe piger og kvinder, der søger beskyttelse mod risikoen for æresdrab. I Palæstina er det således almindeligt, at kvinder, der søger beskyttelse på politistationen, bliver sendt videre til lokale stammeledere, der meget ofte vil vælge at udlevere dem til den familie, de er flygtet fra, fremgår det af artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" fra Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder). Det skyldes ifølge rapporten "Case study: 'Honour' Killings and Blood Feuds" (se kilder), at der i de palæstinensiske selvstyreområder er en generel accept af æresdrab, og at der ligefrem er en lov, der legitimerer denne form for drab.

Hvad er straffen for æresdrab i disse lande?

I en række lande i Mellemøsten og Centralasien straffes æresdrab mildere end andre former for drab. Det skyldes både en lovgivning, der foreskriver mildere straffe for æresdrab, samt det faktum, at dommere og advokater ofte er vokset op i familier, hvis sociale liv er styret af det æreskodeks, der har ført tillader æresdrab. 

I Jordan er den højeste straf for æresdrab indtil videre syv års fængsel. Men der er mulighed for, at der i fremtiden kan dømmes hårdere straffe. Den paragraf, der hidtil har sikret mænd mod hårde straffe for æresdrab, er nemlig blevet fjernet i 2002. Den lød ifølge artiklen "Kvindeliv og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder): "Den, som opdager at hans hustru eller en kvindelig slægtning er i færd med at begå utroskab og dræber, sårer eller skader den ene eller dem begge, er undtaget for nogen straf."  

Afskaffelsen af denne paragraf er først blevet en realitet efter lang tids kamp mod de konservative kræfter i parlamentet, som folkene bag "National Jordanian Campaign to eliminate the so called 'Crimes of Honour'" (se kilder) har ført an i. Denne kamp beskrives i artiklerne "Et æres-mord om ugen" i magasinet Kontakt (se kilder) og "Kampen mod æresdrab i Jordan" i Information om Indvandrere (se kilder). Her beskrives også en anden paragraf i lovgivningen, der kan nedsætte straffen, hvis forbrydelsen begås i affekt, for eksempel på grund af kvinders provokerende adfærd. Denne paragraf er endnu i kraft. 

I andre mellemøstlige lande er det lykkedes at afskaffe lovgivning, der har legitimeret mænds vold mod kvinder. En libanesisk lov, der lød: "En mand, der overrasker sin hustru, datter eller søster, mens hun er i færd med at begå ægteskabsbrud eller utilladeligt samleje, og dræber den ene af de to parter uden forsæt, drager fordel af den berettigede undskyldning.", er således blevet afskaffet i februar 2000. Loven betød reelt, at mænd, der begik æresdrab, blev gjort straffri. Siden februar 2000 er det ifølge libanesisk lov muligt at straffe disse mænd, dog ikke med dødsstraf som for andre former for drab. I Iran blev en far i oktober 2002 dømt til døden for et æresdrab på sin 7-årige datter, selv om fædre, der dræber deres børn, normalt slipper for dødsstraf i Iran. Det fremgår af artiklen "Hård straf for æresdrab" i Politiken den 27. oktober 2002 (se kilder).

Hvordan forholder organisationer og foreninger sig til æresdrab?

en række lande, hvor der foregår æresdrab, arbejder lokale og internationale organisationer på at få udryddet skikken. Det sker dels ved at arbejde på at få myndighederne til at tage problemet alvorligt, dels ved at presse på for at få ændret lovgivningen, så æresdrab straffes på linje med andre drab, og endelig ved at forsøge at ændre befolkningens syn på kvinders status og rettigheder. 

Organisationerne arbejder som regel med udgangspunkt i menneskerettighederne og internationale konventioner om kvinders rettigheder, for eksempel FNs konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (se kilder).  

Af internationale organisationer, der arbejder på at forhindre æresdrab, kan nævnes:
  • Amnesty International (se kilder), der registrerer æresdrab på verdensplan og forsøger at øge opmærksomheden om problemet.
  • UNICEF (se kilder), som blandt andet fokuserede meget på æresdrab i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i 2000.
  • FN, hvis særlige voldsrapportør i 2000 især koncentrerede sig om æresdrab, og hvis arbejde imod æresdrab og andre traditionelle praksisser gennemgås i artiklen "Traditionel praksis" (se kilder) på FN-forbundets hjemmeside

Disse organisationer samarbejder med lokale foreninger og organisationer. I Jordan drejer det sig for eksempel om en gruppe kaldet "Den Nationale Jordanske Kampagne for at fjerne Æresforbrydelser" etableret i 1999 af den kvindelige journalist Rana Husseini, og i Pakistan Human Rights Commission of Pakistan, mens der i Israel-Palæstina findes en sammenslutning af kvinde- og menneskerettighedsorganisationer med navnet Al Badeel, som de internationale organisationer samarbejder med. Al Badeel arbejder med holdningspåvirkning ved at tage ud på skoler og tale om problemet, og sammenslutningen mener, at deres arbejde har en vis effekt. Fra 1996-1998 registrerede sammenslutningen således 49 æresdrab, mens der i 1999 ikke blev registreret et eneste. Det fremgår af artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder). 

I flere af disse lande har kvindeorganisationer desuden etableret kvindehjem, men der er langt fra midler nok til at etablere så mange kvindehjem, som der er brug for. Ideen spreder sig dog, hvilket blandt andet fremgår af artiklen "I livsfare på ærens mark" i Information 10. januar 2003 (se kilder).

Æresdrab i Skandinavien

Har der fundet æresdrab sted i Skandinavien?

Ja. Der har fundet æresdrab sted i både Norge, Sverige og Danmark. Det menes, at der har fundet i alt fem æresdrab sted i Sverige, og det seneste af disse er det mest omtalte æresdrab i Skandinavien, nemlig drabet på den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal, der blev skudt af sin far den 21. januar 2002.

Hvorfor blev Fadime Sahindal dræbt?

Drabet, retssagen og begivenhederne, der gik forud for drabet, beskrives detaljeret i den norske socialantropolog Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder), der har fået undertitlen "Fadime til ettertanke".

Af bogen fremgår det, at Fadime Sahindal blev genstand for familiens og slægtens vrede, da hun i 1997 fandt sig en svensk-iransk kæreste.

I Fadimes familie var det tradition at gifte sig inden for slægten med en ægtefælle, som familien udpegede, og det var desuden uhørt, at en pige havde kærester før ægteskabet. Familiens mænd var derfor bange for, at Fadime ville påvirke de andre piger i slægten negativt.

Efter et familieråd besluttede slægtens mænd, at Fadime skulle gå i eksil, det vil sige at hun skulle forlade Uppsala, hvor hun var født og opvokset. På den måde kunne familiens ære reddes og et æresdrab kunne undgås.

Efter nogle år valgte Fadime at søge tilbage til Uppsala for at se sin mor og to af sine søstre. Det gjorde hun gentagne gange, og sandsynligvis var det dette brud på eksilreglerne, der fik slægtens mænd til at beslutte, at Fadimes far, Rahmi Sahindal, skulle dræbe hende.

En anden afgørende faktor kan have været, at Fadime var gået til pressen med sin historie og på den måde havde bragt skam over familien ved at udlevere private oplysninger til offentligheden. Få uger før drabet indvilgede Fadime desuden i at holde en tale i Rigsdagen (det svenske parlament), hvor hun fortalte sin historie og opfordrede til politisk indgriben for at forhindre æresdrab.

Denne begivenhed, som ribbede op i sagen og endnu engang gjorde familiens historie og skam kendt for offentligheden, har muligvis været medvirkende til, at Rahmi Sahindal opsøgte Fadime i en af sine søstres lejlighed i Uppsala og skød hende på klos hold.

Han blev ved den efterfølgende retssag idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Hvad har drabet på Fadime Sahindal betydet?

Drabet på Fadime Sahindal blev startskuddet til en intens offentlig og politisk debat i både Sverige, Norge og Danmark. Debatten drejede sig især om, hvordan Fadimes død kunne have været forhindret, og hvordan æresdrab kan forhindres i fremtiden. Der blev især fokuseret på mediernes rolle i sagen. Unni Wikan anklager i sin bog "For ærens skyld" (se kilder) medierne for ukritisk at videregive Fadimes version af begivenhederne i familien og dermed dæmonisere hendes familie og dermed umuliggøre den forståelse, der er nødvendig for at forebygge æresdrab. Andre anklagede den svenske integrationsminister Mona Sahlin, som kendte Fadime personligt, for at have gjort for lidt for at forhindre æresdrab, og der blev sat spørgsmålstegn ved hele den svenske indsats for at integrere etniske minoriteter i samfundet, blandt andet i artiklen "Svensk integration sendes til storvask" i Politiken 24. januar 2002 (se kilder).

Der blev desuden stiftet to foreninger i Sverige, Pelafamide.org og Fadimes Minne med det formål at forsætte Fadimes arbejde for at sikre indvandrerkvinder samme rettigheder som andre kvinder.

Hvor mange æresdrab har der fundet sted i Danmark?

Det vides ikke med sikkerhed, da de kategorier, som politiet registrerer motiverne til drab efter, ikke indeholder en særlig kategori for æresdrab. Desuden bliver en del drab aldrig opklaret, og nogle af disse drab kan være æresdrab. 

I artiklen "Et eller to drab om året handler om ære" i Vejle Amts Folkeblad 25. januar 2002 (se kilder) anslår kriminalinspektør Kurt Jensen, at der begås 1-2 æresdrab om året i Danmark, og følgende drab, der opregnes i Ritzau-telegrammet "Seks typiske æresdrab siden 1986" den 24. januar 2002 (se kilder), menes med stor sikkerhed at være æresdrab:

  • 1997: En 20-årig pakistansk kvinde bliver stranguleret og får halsen skåret over af sin storebror i København, fordi hun nægter at leve i et tvangsægteskab med sin fætter.
  • 1995: En 25-årig pakistansk mand dræbes af sin svigerfamilie, fordi han har forladt sin højgravide kone, som han havde giftet sig med for at få opholdstilladelse i Danmark. Hans hoved og testikler skæres af, og liget smides i voldgraven ved Christiania.
  • 1995: To tyrkiske søstre bliver skudt og dræbt i Helsingør af en 50-årig mandlig slægtning som straf for, at deres søster var flyttet fra sin mand.
  • 1986: En 31-årig tyrkisk kvinde bliver dræbt med knivstik i København. Drabet er planlagt af kvindens forhenværende svigerfar og er straf for, at hun har været med til at bortføre en 13-årig pige i Tyrkiet.
  • 1986: En 16-årig tyrkisk dreng bliver dræbt med knivstik og hans mor skudt i Horsens. Drabene begås af en tyrkisk mand, hvis datter er kæreste med den 16-årige. Manden havde lovet sin datter bort til en mand i Tyrkiet.

Hvilke andre drab bliver omtalt som æresdrab?

Følgende sager er i pressen blevet præsenteret som æresdrab og forsøg på æresdrab, selv om det ikke er afklaret, om ære har været motivet bag forbrydelserne:

  • 2002: Drabet på den 14-årige Sonay Ashraf Ahmad Mohammed, der har kurdisk baggrund. Hun blev fundet i Præstø Havn den 10. februar 2002. Hendes far, som tidligere er blevet dømt for vold mod sin datter, er tiltalt for drabet, men der er endnu ikke faldet dom i sagen. Det sker formodentlig senere i 2003 i Østre Landsret.
  • 2002: En 59-årig mand med irakisk baggrund hyrer sin 18-årige søn til at slå sin kone - sønnens mor - ihjel. Manden mistænkte sin kone for utroskab. Sønnen udførte dog ikke drabet. Denne sag fik ifølge artiklen "Æresdrab op i Folketinget" i Jyllands-Posten 3. juni 2002 (se kilder) SF til at foreslå, at omfanget af æresdrab i Danmark undersøges, og justitsminister Lene Espersen (K) har nu bedt politiet om fremover at registrere mord med ære som motiv som en særlig kategori i statistikkerne.
  • 2001: En iransk mand dræber i Tårnby på Amager sin 22-årige datters kæreste og kvæster sin datter alvorligt. Motivet er, at faren føler sin ære krænket, fordi datteren er flyttet sammen med sin kæreste mod familiens vilje.

Hvorfor finder æresdrab sted i Skandinavien?

Den primære årsag er, at familier fra de områder, hvor æresdrab forekommer, er kommet til Skandinavien som flygtninge og indvandrere og har taget de normer og æresbegreber med sig, som kan resultere i æresdrab. Desuden er det en almindelig vurdering, at når æresdrab finder sted i Skandinavien, skyldes det, at de pågældende familier ikke er blevet ordentligt integreret i samfundet. 

Nogle mener, at den manglende integration skyldes en alt for tolerant holdning fra myndighederne i de pågældende lande til fremmede kulturelle fænomener. Andre fastholder, at det snarere skyldes diskrimination af indvandrere og flygtninge, som på grund af den dårlige behandling ikke ønsker at blive integreret i samfundet og tage dets normer og værdier til sig. Andre igen lægger vægt på, at mænd i indvandrer- og flygtningemiljøer ofte er i en meget presset situation, og at det er manglende hjælp til disse mænd, der er den væsentligste årsag til æresdrabene. Disse forskellige teorier præsenteres i analysen "Når mænd dræber kvinder" i Information 26. januar 2002 (se kilder) og i artiklen "Svensk integration sendes til storvask" i Politiken 24. januar 2002 (se kilder).  

Desuden mener flere indvandrerkvinder, at æresdrabene i Skandinavien er en reaktion på, at indvandrerkvinder i stigende grad gør oprør mod normerne i indvandrermiljøet, og at der ofte er meget dårlig kommunikation mellem generationerne i indvandrerfamilierne. Det nævnes i artiklen "Flere kvinder vil flygte fra familien" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder). I FN-forbundets artikel "Traditionel praksis" (se kilder) refereres en FN-rapport, der konkluderer, at æresdrab i Europa "alene kan opfattes som mænds behov for at kontrollere kvinders seksualitet og deres frihed."

Hvilken sammenhæng er der mellem tvangsægteskaber og æresdrab?

En del æresdrab bliver begået mod piger eller kvinder, som nægter at indgå et ægteskab, som familien vil tvinge hende til at indgå. Det opfattes i nogle kredse som et brud på familiens ære, hvis en forlovelse må hæves, og mændene i familien mister ære, hvis det bliver offentligt kendt, at deres døtre ikke adlyder dem. Kampen mod æresdrab må derfor indbefatte en kamp mod tvangsægteskaber. Det fremhæver blandt andet debattøren Omar Shah i sin kommentar "Tradition er én ting, religion noget helt andet", i Information den 25. juni 2002 (se kilder). Og en 32-årig kvinde med tyrkisk baggrund forklarer i artiklen "Vejle-kvinde frygter at blive offer for æresdrab" i Fredericia Dagblad den 22. juni 2002 (se kilder), at hendes familie ikke kan acceptere, at hun er brudt ud af det ægteskab, der blev indgået under stort pres, og at de derfor vil opsøge hende og dræbe hende. 

Uddybende oplysninger om årsager til og forebyggelse af tvangsægteskaber findes i FaktaLinket "Tvangsægteskaber".

Hvilken straf er der for æresdrab i Danmark?

Æresdrab er ikke en særlig kategori i dansk strafferet og er derfor som enhver anden form for drab forbudt ifølge Straffeloven (se kilder), hvis § 237 om manddrab lyder: "Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil livstid."

Hvilken rolle spiller æresdrab i andre dele af dansk lovgivning?

Æresdrab kan i nogle sager om asyl spille en rolle. En del kvinder søger nemlig asyl i Danmark med den begrundelse, at de frygter at blive ofre for et æresdrab, hvis de vender tilbage til hjemlandet. I den danske udlændingelov er der imidlertid ikke noget klart krav om at give asyl til kvinder, som frygter familiens vrede. Derfor vil de danske udlændingemyndigheder generelt give afslag, medmindre de vurderer, at myndighederne i kvindens hjemland ikke kan beskytte hende mod familiens forfølgelse. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om myndighederne i et land reelt kan beskytte kvinder mod deres egen familie. 

I nogle lande beskytter lovgivningen formelt set kvinder mod overgreb fra familien, men det betyder ikke altid, at myndighederne i praksis vil gøre noget for at hjælpe kvinder, der er truet på livet. En sag, som tydeliggør problemet, beskrives i artiklen "Beskyttes ikke mod æresdrab" i Ekstra Bladet 25. juli 2002 (se kilder), hvor den libanesiske kvinde Hiam el-Mayss' sag gennemgås. Hun har fået afslag på asyl i Danmark, selv om de libanesiske myndigheder ifølge personalet på den libanesiske ambassade i Stockholm ikke kan yde beskyttelse til kvinder i Hiam el-Mayss' situation. Den generelle problemstilling beskrives i artiklen "Fadime kunne ikke have fået asyl i Danmark" i Information 26. januar 2002 (se kilder).

Hvad bliver der gjort for at forebygge æresdrab i Danmark?

Der finder mægling sted i sager, hvor en konflikt mellem forældre og børn i indvandrerfamilier er gået i hårdknude. Mæglingen udføres blandt andet af Det Etniske Konsulentteam under Københavns Kommune (se kilder), hvilket beskrives i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder). 

Desuden kan ugifte indvandrerpiger, der er bange for at blive udsat for vold eller æresdrab, fordi de ikke er jomfruer, opsøge danske privatklinikker for at få genetableret deres mødom. På den måde kan de overbevise forældrene om, at de er jomfruer ved brylluppet, og det sikrer dem mod familiens vrede og risikoen for æresdrab. Det fremgår af artiklen "Muslimske fædre til deres døtre: Du dør hvis du ikke er jomfru!" i B.T. den 10. december 2002 (se kilder).  

Enkelte indvandrerkvinder er blevet hjulpet til et nyt liv under nyt navn enten i Danmark eller i udlandet, så de kan undgå deres families forfølgelse, der frygtes at kunne kulminere med et æresdrab. Det handler om piger, der som regel har sagt nej til et tvangsægteskab. Hvordan nogle kvinder hjælpes til et nyt liv i Sverige, beskrives i artiklen "Unge får ny identitet i Sverige" i B.T. den 2. december 2002 (se kilder), og i artiklen "Jeg hjalp dødstruet til flugt" i Ekstra Bladet den 25. november 2002 (se kilder) beskrives det, hvordan medlem af Folketinget for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil har hjulpet en kvinde til et nyt liv i udlandet.

Hvad kan der ellers gøres for at forebygge æresdrab i Danmark?

En række debattører, politikere og eksperter i integration og kulturmøde har kritiseret de danske myndigheder for ikke at gøre nok for at forhindre æresdrab. De foreslår følgende initiativer:

  • At der indføres en særlig lov, der eksplicit foreskriver særlige straffe for æresdrab. Det foreslås af lektor ved Center for Mellemøststudier på Odense Universitet, Omar Dhahir, i Information 19. september 1996 (se kilder).
  • At det bliver muligt for kvinder, der er i risiko for at blive ofre for æresdrab, at få et nyt CPR-nummer, så de ikke bliver nødt til at tage til udlandet for at få ny identitet. Det foreslår medlem af Folketinget for Enhedslisten Pernille Rosenkrantz-Theil i artiklen "Jeg hjalp dødstruet til flugt" i Ekstra Bladet 25. november 2002 (se kilder).
  • At det bliver muligt at idømme mænd, der truer kvinder, elektroniske fodbånd. Det vil sige, at mænd, der menes at udgøre en trussel mod en kvinde, skal have et særligt bånd om foden med en indbygget chip, som gør det muligt for politiet at overvåge, hvor manden befinder sig. Ideen er, at politiet kan gribe ind, hvis manden nærmer sig kvindens opholdssted. Dette forslag fremføres af den svenske advokat Elisabeth Fritz i artiklen "Svenske politikere beskyldes for naivitet" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder).
  • At der bliver lavet et generelt forbud mod arrangerede ægteskaber. Dette forslag fremføres af en 32-årig kvinde med tyrkisk baggrund i artiklen "Vejle-kvinde frygter at blive offer for æresdrab" i Fredericia Dagblad den 22. juni 2002 (se kilder). Kvinden, der frygter at blive offer for æresdrab, fordi hun er flygtet fra sit arrangerede ægteskab, mener, at der er alt for stor risiko for, at arrangerede ægteskaber mellem indvandrere og personer fra hjemlandet udvikler sig til tvang og vold, og hun mener ikke, at dansk politi er i stand til at beskytte kvinder mod æresdrab, da adskillige medlemmer af slægten er parate til dræbe dem.
  • At unge med muslimsk baggrund oparbejder større viden om islam og bruger religionen som argument imod tvang og æresdrab over for forældrene. Denne mulighed nævnes af Omar Shah i kommentaren "Tradition er én ting, religion noget helt andet" i Information 25. juni 2002 (se kilder).
  • At de sociale myndigheder sørger for at sætte tidligt ind med støtte i socialt dårligt fungerende indvandrerfamilier i stedet for at tvangsfjerne døtrene, når volden er eskaleret. Tvangsfjernelser af døtre opfattes nemlig som meget vanærende i en patriarkalsk familie, og det vil ofte af omgivelserne blive opfattet som gyldig grund til, at faren øver vold mod sin datter for at genvinde kontrollen over hende. Det vurderer integrationseksperten Fahmy Almajid i artiklen "Kritik af tvangsfjernelser" i Jyllands-Posten den 21. juni 2002 (se kilder), og formanden for landets socialchefer udtrykker samme holdning i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder).
  • At der oprettes særlige botilbud og andre muligheder for indvandrerpiger, der flygter fra familien på grund af trusler eller vold. Krisecentre for kvinder og ungdomspensioner er nemlig ikke optimale løsninger for indvandrerpigerne. Det foreslår formand for socialcheferne, Ole Pass, i artiklen "Flere kvinder vil flygte fra familien" i Politiken 25. januar 2002 (se kilder).
  • At der oprettes særlige "rejsehold" af professionelle mæglere, der kan tage ud over hele landet, når kvinder flygter fra tvangsægteskaber. Dette forslag blev stillet af lederen af et krisecenter for kvinder i Fredericia og beskrives i artiklen "Socialchef: Vi kan ikke hjælpe" i Berlingske Tidende 17. februar 2002 (se kilder).
  • At der dannes et netværk af forældre, der selv har tvunget deres børn til ægteskab og har indset, at det har medført menneskelige katastrofer. Disse forældre kan rådgive og bearbejde holdninger i indvandrermiljøerne, foreslår terapeuten Ahmet Demir i sit debatindlæg "Indsats mod tvangsægteskab" i Politiken 5. februar 2002 (se kilder).
  • At indvandrerorganisationer engagerer sig i kampen for kvinders rettigheder - både ved at rådgive kvinderne og ved at forsøge at ændre de mest konservative indvandrermænds holdninger til kvinder. Dette forslag kommer fra den svenske afdeling af Red Barnet i Ritzau-artiklen "Kritik mod indvandrerorganisationer i Sverige" 25. januar 2002 (se kilder).

Kilder

Danske love og bekendtgørelser

Straffeloven. Søg på 'Straffeloven'

Rapporter, undersøgelser og kampagner

er en rapport om æresdrab i Pakistan, Jordan og Palæstina/Israel samt blodfejder på Balkan. Den er udgivet af organisationen Gendercide Watch.

Markante organisationer og institutioner i Danmark

refererer jævnligt den internationale afdelings rapporter om æresdrab på sin hjemmeside:
har arbejdet med æresdrab, blandt andet. ved at arrangere en konference om emnet i august 2000. En pressemeddelelse om denne konference findes på foreningens hjemmeside.

Markante organisationer og myndigheder i udlandet

udgiver jævnligt rapporter om menneskeretsforhold, herunder udviklingen i kvinders forhold, også i forhold til æresdrab. Disse rapporter kan findes på hjemmesiden
er en fond, der uddeler legater til personer, der arbejder på at forbedre kvinders forhold i Sverige. Fonden er stiftet til ære for den kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal, der blev dræbt af sin far i januar 2002. Fonden præsenterer sit formål på hjemmesiden
er en underafdeling af Gender Issues Education Foundation og beskæftiger sig med drab over hele verden, der især retter sig mod et bestemt køn, herunder æresdrab. Organisationens arbejde beskrives på hjemmesiden
er en pakistansk organisation, der arbejder på at forbedre menneskerettighedssituationen i landet, herunder kvinders forhold. Organisationens arbejde beskrives på dens hjemmeside
er et netværk af kurdiske og ikke-kurdiske aktivister, advokater og forskere, der arbejder på at skabe opmærksomhed om vold mod kvinder i de kurdiske samfund, herunder især æresdrab. Netværket lancerede en kampagne i marts 2000, og pressemeddelelser og baggrundsartikler, der er blevet skrevet om æresdrab siden da.
er en paraplyorganisation med medlemmer i 70 lande, som arbejder på at forbedre kvinders forhold. Oplysninger om organisationer i Jordan og Libanon, der arbejder med æresdrab findes på hjemmesiden:
FNs børnefond, arbejder også med æredrab, og dokumenter om dette arbejde kan findes ved søgning på hjemmesiden
FNs kvindefond, arbejder også med æresdrab, og dokumenter om dette arbejde kan findes ved søgning på hjemmesiden

Aviser

Selsøe Sørensen, Martin:
I livsfare på ærens mark, Information, 2003-01-10.
Ritzau:
Far tiltalt for æresdrab, Ritzaus Bureau, 2003-01-08.
Qvist, Niels Ole:
Muslimske fædre til deres døtre: Du dør hvis du ikke er jomfru!, B.T., 2002-12-10.
Larsen, Anders-Bo:
Unge får ny identitet i Sverige, B.T., 2002-12-02.
Schønberg, Lennart:
Jeg hjalp dødstruet til flugt, Ekstra Bladet, 2002-11-25.
Reuters:
Hård straf for æresdrab, Politiken, 2002-10-27.
Westberg, Niels:
Beskyttes ikke mod æresdrab, Ekstra Bladet, 2002-07-25.
Gunnarsson, Bo:
Voldtægt bruges som våben, Information, 2002-07-15.
Shah, Omar:
Tradition er én ting, religion noget helt andet, Information, 2002-06-25. Kommentar.
Sparre, Mie:
Vejle-kvinde frygter at blive offer for æresdrab, Fredericia Dagblad, 2002-06-22.
Borg, Orla:
Kritik af tvangsfjernelser, Jyllands-Posten, 2002-06-21.
Moustgaard, Ulrikke:
Dansk ligestilling dumpet, Information, 2002-06-14.
Friis Hansen, Christian:
Æresdrab op i Folketinget, Jyllands-Posten, 2002-06-03.
Holm Nielsen, Line:
Socialchef: Vi kan ikke hjælpe, Berlingske Tidende, 2002-02-17.
Demir, Ahmet:
Indsats mod tvangsægteskab, Politiken, 2002-02-05. Debatindlæg.
Rand, Lizl:
Fadime bliver ikke den sidste, B.T., 2002-02-03.
Moustgaard, Ulrikke:
Fadime kunne ikke have fået asyl i Danmark, Information, 2002-01-26.
Moustgaard, Ulrikke:
Når mænd dræber kvinder, Information, 2002-01-26. Analyse.
Christensen, Louise; Fall Nielsen, Hanne:
Flere kvinder vil flygte fra familien, Politiken, 2002-01-25.
Kritik mod indvandrerorganisationer i Sverige, Ritzaus Bureau, 2002-01-25.
Olsson, Kristina:
Svenske politikere beskyldes for naivitet, Politiken, 2002-01-25.
Ritzau:
Et eller to drab om året handler om ære, Vejle Amts Folkeblad, 2002-01-25.
Olsson, Christine:
Svensk integration sendes til storvask, Politiken, 2002-01-24.
Seks typiske æresdrab i Danmark siden 1986, Ritzaus Bureau, 2002-01-24.
Dorsey, M. James:
Kvinders oprør straffes med drab, Politiken, 2001-08-15.
Abu-Nasr, Donna:
Når prisen for en kvindes ære er blod, Kristeligt Dagblad, 2000-08-07.
Willum, Gunnar:
Kvinder dræbes for familiens ære, Kristeligt Dagblad, 2000-06-22.
Moustgaard, Ulrikke:
Æresdrab i Pakistan skifter karakter, Information, 2000-05-24.
Foighel, Hanne:
Kvindeliv og familieære, Politiken, 2000-02-16.
Dhahir, A. Omar:
Truslen om drab hænger altid over kvindens hovede, Information, 1996-09-19. Kronik.

Magasin- og tidsskriftsartikler

Holm, Bjarne:
Kampen mod æresdrab i Jordan, Mellemøstinformation, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, nr. 4/2000.
Rasmussen, Erik:
Et æres-mord om ugen, Kontakt, Mellemfolkeligt Samvirke, nr. 7/1994-95.

Radio

DR P1 Inblik:
Indslag om æresdrab i Danmark i DR P1's Indblik. Sendt 28. januar 2002.

Tv- og dokumentarfilm

Davie, Michael:
Kvindemord i Allahs navn, 2002. Sendt på TV2 den 25. februar 2002. Om Æresdrab i Pakistan og politiets mangelfulde efterforskning af drabene.
Saywell, Shelly:
Med æren som alibi, 1999. Sendt på TV2 den 14. august 2000. Om æresdrab i Israel og Jordan. Kan bestilles via

Relevant faglitteratur

Wikan, Unni:
For ærens skyld. Fadime til ettertanke, Universitetsforlaget, Oslo, 2003. Unni Wikans bog handler om den svensk-kurdiske pige Fadime Sahindal, der blev dræbt af sin far i Sverige den 21. januar 2002.
Koranen - med dansk oversættelse og noter af A.S. Madsen, Islam International Publications Ltd., Nusrat Djahan Moskeen, 2001.
Stewart, Frank Henderson:
Honor, University of Chicago Press, 1994.
Saadawi, Nawal El:
Evas skjulte ansigt, Mellemfolkeligt Samvirke, 1980. En bog om arabiske kvinders forhold, herunder risikoen for æresdrab.

Relevant skønlitteratur

Hilterman, Karin:
Æresdrab, Borgen, 2002. En roman om den 13-årige Dudu, der er fra Tyrkiet, men bor i Holland med sine forældre. Hun finder ud af, at hendes storesøster er blevet dræbt, fordi hun flyttede sammen med sin kæreste mod forældrenes ønske.
Osmina, Nadije:
Forbandede ære, CDR-forlag, 2002. Nadije Osmani, der har makedonsk baggrund, fortæller om sin flugt som 17-årig fra en voldelig far og sin angst for, at familien skal finde hende og dræbe hende i et æresdrab.
Anonym:
Jeg er 1-31-086.707. Ni år som flygtning under jorden i Danmark, Ekstra Bladet, 2001. En 38-årig kvinde fra Libanon har levet under jorden i Danmark i en årrække. I bogen fortæller hun om sit liv og sin kamp for at få opholdstilladelse for sig og sine børn. Hun vil ikke vende tilbage til Libanon af frygt for at blive offer for et æresdrab.
Karim, Nasim:
Izzat - for ærens skyld, Cappelen, Oslo, 1996. Selvbiografisk roman om en pige, der er nær ved at blive dræbt, fordi hun modsætter sig et tvangsægteskab. Det var Nasim Karims skæbne, der betød, at en lov mod tvangsægteskab blev genindført i Norge i 1995. Den var afskaffet to år tidligere, da man mente, at den var unødvendig.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Æresdrab'