Æresdrab

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2003
Main image
Slægtninge til en 26-årig kurdisk kvinde bærer hende i en kiste ved en mindehøjtidelighed. Hun blev dræbt af sin far fordi hun nægtede at indgå i et arrangeret ægteskab. Uppsala i Sverige. 2002.
Slægtninge til en 26-årig kurdisk kvinde bærer hende i en kiste ved en mindehøjtidelighed. Hun blev dræbt af sin far fordi hun nægtede at indgå i et arrangeret ægteskab. Uppsala i Sverige. 2002.
Foto: Jack Mikrut/Scanpix

Æresdrab finder sted for at rense eller redde familiens eller slægtens ære. Ofrene er som regel kvinder eller piger, og gerningsmanden eller -mændene er som regel fra familien. Det var også tilfældet, da den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal blev dræbt den 21. januar 2002. Det var hendes far, der skød hende, og han gjorde det for at redde familiens ære, forklarede han senere i retten.
Fadimes død satte for alvor gang i den offentlige debat om æresdrab og mulighederne for at forhindre denne form for drab. Æresdrab er ganske vist en sjælden forbrydelse, men der er tegn på, at antallet af æresdrab vil stige, fordi flere kvinder gør oprør mod familiens normer og regler. Desuden ser politi og myndigheder i nogle lande igennem fingre med æresdrab. I Danmark tages forbrydelsen alvorligt, men myndighederne ved meget lidt om, hvordan æresdrab kan forebygges.

Introduktion

Indledning

Æresdrab finder sted for at rense eller redde familiens eller slægtens ære. Ofrene er som regel kvinder eller piger, og gerningsmanden eller -mændene er som regel fra familien. Det var også tilfældet, da den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal blev dræbt den 21. januar 2002. Det var hendes far, der skød hende, og han gjorde det for at redde familiens ære, forklarede han senere i retten. 

Fadimes død satte for alvor gang i den offentlige debat om æresdrab og mulighederne for at forhindre denne form for drab. Æresdrab er ganske vist en sjælden forbrydelse, men der er tegn på, at antallet af æresdrab vil stige, fordi flere kvinder gør oprør mod familiens normer og regler. Desuden ser politi og myndigheder i nogle lande igennem fingre med æresdrab. I Danmark tages forbrydelsen alvorligt, men myndighederne ved meget lidt om, hvordan æresdrab kan forebygges. 

Hvad er æresdrab?

Æresdrab kan defineres som et drab, der begås med det formål at genvinde et kollektivs, ikke bare et individs, ære. Et kollektiv kan i denne forbindelse være en familie, en slægt, en klan eller en stamme. Og denne form for drab forudsætter derfor ifølge den norske socialantropolog Unni Wikans bog fra 2003 "For ærens skyld" (se kilder) "et bifaldende publikum som vil belønne drap med ære." Det er altså et drab på en person, som vurderes at have tilsmudset et kollektivs ære ved at udføre en bestemt handling eller gøre sig til genstand for sladder og rygter.  

Æresdrab er desuden den voldsomste form for æresforbrydelse. Der findes nemlig en lang række forskellige forbrydelser i form af overgreb på individer, som alle har samme formål - nemlig at "vaske skammen af", at "rense" familiens eller slægtens ære. Det er kun i de mest ekstreme tilfælde, at et forsøg på at genoprette et kollektivs ære udmønter sig i drab. I andre tilfælde bliver den person, som menes at have tilsmudset kollektivets ære, straffet på anden vis, for eksempel ved at blive slået eller blive tvunget til at forlade kollektivet.

I tilfælde, hvor den æreskrænkende handling består i udenoms- eller førægteskabelig sex, kan personen blive tvunget til at gifte sig med den mand eller kvinde, vedkommende har dyrket "forbudt" sex med. Disse alternativer til æresdrab fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).

Hvor mange æresdrab bliver der begået?

Der er ingen institutioner, der har fuldt overblik over antallet af æresdrab i verden. Det skyldes dels, at der ikke findes en bestemt definition på æresdrab, dels at mange drab aldrig registreres ud fra motiv, og dels at mange drab slet ikke opdages, fordi de foregår i øde områder eller kamufleres som ulykker eller selvmord. Disse problemer med at lave statistik over æresdrab fremhæver den norske socialantropolog Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder) og af flere af de organisationer, der arbejder på at registrere og forebygge æresdrab, blandt andet Amnesty International. 

Amnesty International skønner ifølge dokumenter på sin hjemmeside (se kilder), at der hvert år finder omkring 5.000 æresdrab på kvinder sted i verden, og at tallet er stigende. Stigningen skyldes ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og artiklerne "Kvinders oprør straffes med drab" i Politiken den 15. august 2001 (se kilder) og "Æresdrab i Pakistan skifter karakter" i Information 24. maj 2000 (se kilder) blandt andet den store indvandring til byerne i Pakistan, Tyrkiet og andre 3. verdenslande. I byerne bliver piger og kvinder påvirket af nogle bykvinders friere liv og forsøger at skubbe grænserne for, hvad de selv kan tillade sig. Det skaber konflikter, der risikerer at ende med æresdrab.  

De 5.000 æresdrab, som Amnesty mener finder sted årligt, er fordelt på en lang række lande. I Pakistan bliver der ifølge artiklen "Voldtægt bruges som våben" i Information 15. juli 2002 (se kilder) begået omkring 900 æresdrab årligt, og ifølge UNICEF (se kilder) er der i gennemsnit årligt 23 æresdrab i Jordan, 36 i Libanon, 400 i Yemen og 52 i Egypten. 

Der findes ingen registreringer eller vurderinger af antallet af æresdrab på mænd.

Hvor finder æresdrab sted?

Æresdrab finder sted i en lang række lande i flere forskellige verdensdele. Ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) finder de fleste æresdrab sted i muslimsk dominerede lande i Mellemøsten og det centrale Asien, men er også registreret i lande som Storbritannien, Sverige, Norge, Italien, Brasilien, Peru og Venezuela. Ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og Amnesty International (se kilder) er æresdrab især udbredt i visse dele af Pakistan, Tyrkiet, Irak, Jordan, Yemen, Egypten og Israel-Palæstina. 

Æresdrab finder imidlertid ikke sted overalt i disse lande, men kun i områder, hvor der hersker ganske bestemte normer, og som ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) er præget af en bestemt social struktur: "Familien eller klanen krever absolutt lojalitet. Familie- eller klanoverhodet har juridisk myndighet over medlemmene, og familiens ære avhenger av kvinners ærbarhet."  

Denne stærke klan- og familiedominans er især udbredt på landet, og det er da også i landsbyer, at æresdrab er mest udbredt. Men klan- og familiedominansen vinder også indpas i en del storbyer, hvor mange landboer søger til for at finde arbejde. Både på landet og i byen er æresdrab mest udbredt blandt fattige med lav social status. En højere social status er dog ingen garanti imod æresdrab. Høj social status kan måske ligefrem indebære, at det bliver desto vigtigere at "vaske skammen af", vurderer Unni Wikan i bogen "For ærens skyld" (se kilder).

Hvordan finder æresdrab sted?

Ofte er der flere til stede, når drabet udføres, og meget ofte melder gerningsmanden sig selv til myndighederne umiddelbart efter drabet, da det er en forudsætning for æresoprejsningen, at den pågældende står ved sin handling. Det er i hvert fald hovedreglen i de samfund, hvor der er en lang tradition for æresdrab. Her vil myndighederne også i en række tilfælde se gennem fingre med forbrydelsen, og lovgivningen har ofte særlige paragraffer, der sikrer milde straffe for æresforbrydelser.

Morderen eller morderne begår som regel ikke mordet i affekt, men efter rådslagning med andre familiemedlemmer og nøje planlægning.  

Det er forskelligt, hvordan det enkelte drab udføres. Der har været eksempler på, at kvinder er blevet dræbt med skud, er blevet kvalt, stenet, forgiftet, halshugget eller stukket ned, og i Pakistan er det udbredt at hælde syre over kvinder, der anses for at have krænket familiens ære. Disse syreskader har i en række tilfælde døden som følge. Dette beskrives blandt andet i Amnesty Internationals rapport "Pakistan - Honour killings of girl and women" fra 1999 (se kilder). Der er desuden eksempler på æresdrab, der er begået ved, at kvinden er blevet bundet og derefter kørt over af flere biler.

Hvem bliver udsat for æresdrab?

Det er primært kvinder, der udsættes for æresdrab, og det er oftest unge, ugifte kvinder. Men der er også eksempler på ældre kvinder, der er blevet udsat for æresdrab, ligesom også helt små piger er blevet dræbt for ærens skyld. Et eksempel på et æresdrab på en lille pige nævnes i et Reuters-telegram i Politiken den 27. oktober 2002 (se kilder). Her beskrives det, at en mand i Iran er blevet dømt til døden for at have skåret halsen over på sin 7-årige datter. Baggrunden for drabet var en mistanke om, at pigen var blevet voldtaget af sin onkel. Det viste sig siden at være et falsk rygte.

I sjældne tilfælde bliver mænd dræbt for ærens skyld. Det er for eksempel sket blandt arabiske beduiner i Sinai-ørkenen, hvor utro kvinder gik fri for straf, mens de mænd, de havde været utro med, blev dræbt. Det beskriver antropologen Frank Henderson Stewart i sin bog "Honor" (se kilder).

Hvem begår æresdrab?

Drabene begås i langt de fleste tilfælde af en eller flere mænd, som næsten altid er i familie med kvinden eller pigen, der bliver dræbt. I enkelte tilfælde begås mordet af andre. Men ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) er det i 90 % af alle de tilfælde, FN har undersøgt, familien der har givet ordre til drabet. 

Det er ikke generelt psykisk syge mænd, der begår æresdrab, men de vil i nogle tilfælde forsøge at overbevise dommeren i en eventuel retssag om, at en psykisk sygdom var skyld i deres handling. Det var for eksempel tilfældet i retssagen mod Rahmi Sahindal, der i 2002 blev dømt for at have dræbt sin 26-årige datter Fadime. Det fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).  

Det er desuden udbredt, at en mindreårig dreng bliver udset til at udføre drabet, fordi en mindreårig i de fleste lande slipper for straf eller får en meget kort straf. Det fremgår blandt andet af artiklerne "Når prisen for en kvindes ære er blod" fra Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) og "Kampen mod æresdrab i Jordan" i tidsskriftet Mellemøstinformation (se kilder). 

Unni Wikan fremhæver desuden i sin bog "For ærens skyld" (se kilder), at mænd, der begår æresdrab, er personer, som er meget afhængige af familien og er opdraget til, at det er deres opgave at værne om familiens ære i form af kvindernes ærbarhed. Det er mænd, som føler sig tvunget til at dræbe deres egen datter eller kone, selv om de holder meget af hende.  

Det er dog ifølge Unni Wikan ikke nogen undskyldning eller fuldstændig forklaring, og det er derfor heller ikke ensbetydende med, at alle mænd, hvis ære anses for krænket, og som opfordres til at begå æresdrab, følger opfordringen. En del mænd stikker af sammen med den pågældende kvinde eller forsøge på anden måde at beskytte hende. Det fremgår af Gunnar Willums artikel "Kvinder dræbes for familiens ære" i Kristeligt Dagblad 22. juni 2000 (se kilder).

Baggrund for æresdrab

Hvad er baggrunden for æresdrab?

Baggrunden for æresdrab er et særligt æreskodeks, der indbefatter en opfattelse af, at en hel familie eller slægts ære er tæt knyttet til kvinders ærbarhed og omdømme. Det er altså et æreskodeks, der bygger på, at en persons opførsel har konsekvenser for hele slægtens status og omdømme. 

Sådanne æreskodeks har en lang forhistorie og har været en del af nogle gruppers sociale adfærdsregler i årtusinder. Unni Wikan beskriver i sin bog "For ærens skyld" (se kilder), at æresbegreber og drab med baggrund heri også har været en del af europæisk kultur — det gav sig for eksempel udslag i dueller, hvor to mænd kæmpede og den ene som regel døde. Ære spiller også en afgørende rolle i de blodfejder, der hvert år er skyld i mange mænds død i Albanien, hvilket beskrives i rapporten "Case study: 'Honour' Killings and Blood Feuds", der er udarbejdet af organisationen Gendercide Watch (se kilder).  

Karakteristisk for æreskodeks, der kan medføre æresdrab er desuden, at tab af ære ikke er forbundet med selve den skændige handling, men med andres tanker om den person, der siges at have udført en bestemt handling, fremgår det af Unni Wikans bog. Det betyder, at en del af de kvinder, der dræbes, er uskyldige i den handling, de siges at have udført - for eksempel utroskab. I artiklen "Kvindelig og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder) oplyses det, at 95 % af ofrene for æresdrab i Jordan ikke har haft deres seksuelle debut. 

En del debattører mener, at æresdrab er udtryk for en generel kvindeundertrykkelse og et patriarkalsk samfundssystem, der placerer kvinder lavere i et hierarki end mænd og altså alene handler om, at mænd udnytter deres magt over kvinder. Dette argument fremfører journalisten Ulrikke Moustgaard for eksempel i sin analyse "Når mænd dræber kvinder" i Information 26. januar 2002 (se kilder), og Omar Dhahir skriver i Information 19. september 1996 (se kilder): "Denne handling, at slå en kvinde ihjel, afslører nogle mænds parathed til at misbruge deres magt mod svage mennesker. Det er en handlemåde, der kan præge disse mænds adfærd og gøre sig gældende, når som helst de finder et offer, som er magtesløst nok til at lade sig slagte, og når straffen er lav."  

Den norske socialantropolog Unni Wikan mener derimod, at æresdrab skal ses som et udtryk for en specifik æresideologi, som mænd også er ofre for, dog på en anden måde end kvinder, idet mænd som regel bliver ofre ved, at de tvinges til at udøve vold mod eller ligefrem dræbe kvinder i deres nære familie. Dette synspunkt fremfører Wikan i bogen "For ærens skyld" (se kilder).

Er æresdrab det samme som jalousidrab?

Nej. Selv om en del debattører har henvist til, at æresdrab kan sidestilles med for eksempel danske mænds drab på deres koner eller ekskoner, som har været dem utro, er det ikke særlig relevant at sammenligne æresdrab og jalousidrab. Der er nemlig den afgørende forskel, at jalousidrab som regel begås af en mand for sin egen skyld og ofte i affekt, mens et æresdrab som regel begås med slægtens opbakning og ikke altid af kvindens nærmeste slægtninge. Desuden er æresdrab ofte nøje planlagt. Unni Wikan refererer den svenske professor i religionsvidenskab Jan Hjärpe, der har skrevet: "Svenske menn dreper også koner - men de får ikke applaus for det." I samfund, hvor der finder æresdrab sted, bliver drabsmanden ofte behandlet som en helt i sit lokalsamfund, og omgivelserne opfatter hans handling som en "pligthandling".

Har æresdrab noget med religion at gøre?

Både ja og nej. Der er ingen religion, der direkte tillader æresdrab, og de fleste eksperter i religion mener, at æresdrab er i modsætning med etikken i alle religioner. Men en del af de gerningsmænd, der begår æresdrab, mener selv, at de kan retfærdiggøre drabet med religion. Det gælder for eksempel nogle muslimske gerningsmænd, som henviser til, at der i Koranen (se kilder) står: "Men dem, fra hvis side I frygter oprør, skal I formane og lade alene i deres senge og (hvis disse ting ikke hjælper) straffe. Men hvis de adlyder jer, så søg ingen vej (til straf) over dem, thi Allah er Ophøjet, Stor." (Sura 4, vers 35). Disse gerningsmænd bakkes for eksempel i Jordan op af parlamentsmedlemmer fra partiet Islamisk Aktions Front og Det Muslimske Broderskab, som baserer deres holdninger på en meget konservativ tolkning af islam, som er præget af lokale stammetraditioner med rødder i præ-islamisk tid. Forholdene i Jordan beskrives i artiklerne "Et æres-mord om ugen" i magasinet Kontakt (se kilder) og "Kvindeliv og og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder). 

Langt de fleste islamiske lærde vil dog helt afvise, at æresdrab kan retfærdiggøres med henvisning til islam. De vil tværtimod pege på, at islam kan bruges som udgangspunkt for at bekæmpe æresdrab. Det forklares i artiklen "Æresdrab" på Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside (se kilder). Desuden har æresdrab har fundet sted før islams opståen og finder i dag sted blandt personer med både ateistisk, kristen, muslimsk, hinduistisk og muligvis også buddhistisk baggrund. Derfor er det forkert at se en direkte sammenhæng mellem islam og æresdrab, understreger Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder).

Har æresdrab noget med nationalitet og etnicitet at gøre?

Der findes ingen lande eller etniske grupper, hvor æresdrab er udbredt i alle samfundslag. Der er altså ingen nationale eller etniske grupper, der kan siges at have æresdrab som et særligt kendetegn. Men der er nationale og etniske grupper, hvor nogle få mennesker mener, at æresdrab er en del af den nationale eller etniske kultur. Det gælder for eksempel visse kurdere, hvilket fremgår af artikler på hjemmesiden for Kurdish Women Action Against Honour killing (se kilder). 

Desuden mener for eksempel en kurdisk avisredaktør i Irak, Roonak Faraj, at det faktum, at kurderne er et undertrykt folk uden eget land, medfører, at kurderne i højere grad end andre etniske og nationale grupper fastholder gamle traditioner med klanmentalitet og vold mod kvinder. Det fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).  

Men det skal understreges, at der blandt kurdere og alle andre etniske grupper, hvor æresdrab finder sted, er mange mennesker, der aldrig nogensinde vil identificere sig med æresdrab eller de normer, der ligger til grund herfor.

Har æresdrab noget med kulturel baggrund at gøre?

Til dels. Der er visse kulturer, hvor æresdrab har fundet sted langt tilbage i tiden. Men man kan aldrig konkludere, at en person går ind for eller accepterer æresdrab, fordi vedkommende har en bestemt kulturel baggrund. Det er altid kun i ret små, afgrænsede grupper - for eksempel i bestemte landsbyer eller kvarterer i storbyerne, at æresdrab opfattes som en legitim udvej. Det understreger den norske antropolog Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder): "Æresdrap forekommer altså i enkelte grupper i enkelte regioner eller lokaliteter, og selv der hersker det ofte uenighet om berettigelsen av æresdrap i konkrete tilfeller." 

Æresdrab kan altså siges at have noget med traditioner at gøre og indgår derfor som en del af kulturen i nogle grupper, men er ikke en uadskillelig del af denne kultur, understreger Wikan: "Problemerne ligger ikke i islam, eller arabisk eller kurdisk kultur, men i enkelte grupperinger enkelte steder, som forfekter holdninger og anvender maktbruk, som det gjelder å bekjempe."

Hvad skal der til for, at en konflikt ender med æresdrab?

Der skal ifølge den norske socialantropolog Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) være et fremherskende æreskodeks, hvor muligheden for at begå drab for at fjerne skammen og dermed genoprette æren er til stede. Desuden skal der være opstået en situation, hvor en families ære er blevet krænket ifølge dette æreskodeks. Det afgørende er, hvad omgivelserne tænker om den pågældende kvindes adfærd, ikke hvad hun rent faktisk har foretaget sig. Det betyder, at der kan finde brud på normerne sted, som ikke fører til nogen form for repressalier. Familien kan vælge at forsøge at skjule, hvis en ugift kvinde for eksempel er blevet gravid. Går der derimod - måske usande - rygter om, at en kvinde har talt med en ukendt mand, kan det i nogle tilfælde være nok til, at en familie finder det nødvendigt at dræbe denne kvinde. Det fremgår af Gunnar Willums artikel "Kvinder dræbes for familiens ære" i Kristeligt Dagblad 22. juni 2000 (se kilder). 

Æresdrab opfattes imidlertid meget sjældent af drabsmændene som den bedste løsning på det problem, at slægtens ære er blevet krænket. Derfor finder æresdrab som regel kun sted, når andre muligheder er afprøvet og har slået fejl, understreger Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder). Af samme grund er det ikke alle trusler om æresdrab, der skal opfattes som et udtryk for, at en pige er i overhængende livsfare. En del indvandrerpiger i Danmark søger hjælp hos de sociale myndigheder, fordi de føler sig truet på livet af deres familie, men en del af disse trusler er tomme trusler vurderer socialrådgiveren Cengiz Karakus i artiklen "Et eller to drab om året handler om ære" i Vejle Amts Folkeblad 25. januar 2002 (se kilder).  

Der er dog i udlandet eksempler på, at mandlige slægtninge til en kvinde har dræbt hende uden at have forsøgt at løse problemet på anden vis. Det nævnes for eksempel i artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder), at kvinder er blevet dræbt for "at være for venlige imod en svoger. For at have et "arrogant" kropssprog. For at sidde ved siden af en mand i bussen." Andre er blevet dræbt, fordi de menes selv at have været skyld i en voldtægt, fremgår det af artiklen "Voldtægt bruges som våben" i Information den 15. juli 2002 (se kilder).

Hvordan forholder myndighederne i udlandet sig til æresdrab?

I en række af de lande, hvor æresdrab finder sted, er myndighederne ofte meget ineffektive, når det drejer sig om at efterforske drabene og dømme gerningsmændene. Det er ikke ualmindeligt, at politibetjente holder med drabsmanden og lukker øjnene for kendsgerningerne eller vælger at tro på familiens forklaring om, at drabet i virkeligheden var en ulykke eller et selvmord. Det fremgår af rapporter fra Unicef (se kilder), Amnesty International (se kilder) - særligt deres rapport "Pakistan - Honour killings of girls and women 1999" (se kilder). 

Andre steder - for eksempel i store dele af Yemen - er der ikke noget fungerende retssystem ude på landet. Og andre steder igen vil myndighederne meget ofte nægte at hjælpe piger og kvinder, der søger beskyttelse mod risikoen for æresdrab. I Palæstina er det således almindeligt, at kvinder, der søger beskyttelse på politistationen, bliver sendt videre til lokale stammeledere, der meget ofte vil vælge at udlevere dem til den familie, de er flygtet fra, fremgår det af artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" fra Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder). Det skyldes ifølge rapporten "Case study: 'Honour' Killings and Blood Feuds" (se kilder), at der i de palæstinensiske selvstyreområder er en generel accept af æresdrab, og at der ligefrem er en lov, der legitimerer denne form for drab.

Hvad er straffen for æresdrab i disse lande?

I en række lande i Mellemøsten og Centralasien straffes æresdrab mildere end andre former for drab. Det skyldes både en lovgivning, der foreskriver mildere straffe for æresdrab, samt det faktum, at dommere og advokater ofte er vokset op i familier, hvis sociale liv er styret af det æreskodeks, der har ført tillader æresdrab. 

I Jordan er den højeste straf for æresdrab indtil videre syv års fængsel. Men der er mulighed for, at der i fremtiden kan dømmes hårdere straffe. Den paragraf, der hidtil har sikret mænd mod hårde straffe for æresdrab, er nemlig blevet fjernet i 2002. Den lød ifølge artiklen "Kvindeliv og familieære" i Politiken 16. februar 2000 (se kilder): "Den, som opdager at hans hustru eller en kvindelig slægtning er i færd med at begå utroskab og dræber, sårer eller skader den ene eller dem begge, er undtaget for nogen straf."  

Afskaffelsen af denne paragraf er først blevet en realitet efter lang tids kamp mod de konservative kræfter i parlamentet, som folkene bag "National Jordanian Campaign to eliminate the so called 'Crimes of Honour'" (se kilder) har ført an i. Denne kamp beskrives i artiklerne "Et æres-mord om ugen" i magasinet Kontakt (se kilder) og "Kampen mod æresdrab i Jordan" i Information om Indvandrere (se kilder). Her beskrives også en anden paragraf i lovgivningen, der kan nedsætte straffen, hvis forbrydelsen begås i affekt, for eksempel på grund af kvinders provokerende adfærd. Denne paragraf er endnu i kraft. 

I andre mellemøstlige lande er det lykkedes at afskaffe lovgivning, der har legitimeret mænds vold mod kvinder. En libanesisk lov, der lød: "En mand, der overrasker sin hustru, datter eller søster, mens hun er i færd med at begå ægteskabsbrud eller utilladeligt samleje, og dræber den ene af de to parter uden forsæt, drager fordel af den berettigede undskyldning.", er således blevet afskaffet i februar 2000. Loven betød reelt, at mænd, der begik æresdrab, blev gjort straffri. Siden februar 2000 er det ifølge libanesisk lov muligt at straffe disse mænd, dog ikke med dødsstraf som for andre former for drab. I Iran blev en far i oktober 2002 dømt til døden for et æresdrab på sin 7-årige datter, selv om fædre, der dræber deres børn, normalt slipper for dødsstraf i Iran. Det fremgår af artiklen "Hård straf for æresdrab" i Politiken den 27. oktober 2002 (se kilder).

Hvordan forholder organisationer og foreninger sig til æresdrab?

en række lande, hvor der foregår æresdrab, arbejder lokale og internationale organisationer på at få udryddet skikken. Det sker dels ved at arbejde på at få myndighederne til at tage problemet alvorligt, dels ved at presse på for at få ændret lovgivningen, så æresdrab straffes på linje med andre drab, og endelig ved at forsøge at ændre befolkningens syn på kvinders status og rettigheder. 

Organisationerne arbejder som regel med udgangspunkt i menneskerettighederne og internationale konventioner om kvinders rettigheder, for eksempel FNs konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (se kilder).  

Af internationale organisationer, der arbejder på at forhindre æresdrab, kan nævnes:
  • Amnesty International (se kilder), der registrerer æresdrab på verdensplan og forsøger at øge opmærksomheden om problemet.
  • UNICEF (se kilder), som blandt andet fokuserede meget på æresdrab i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i 2000.
  • FN, hvis særlige voldsrapportør i 2000 især koncentrerede sig om æresdrab, og hvis arbejde imod æresdrab og andre traditionelle praksisser gennemgås i artiklen "Traditionel praksis" (se kilder) på FN-forbundets hjemmeside

Disse organisationer samarbejder med lokale foreninger og organisationer. I Jordan drejer det sig for eksempel om en gruppe kaldet "Den Nationale Jordanske Kampagne for at fjerne Æresforbrydelser" etableret i 1999 af den kvindelige journalist Rana Husseini, og i Pakistan Human Rights Commission of Pakistan, mens der i Israel-Palæstina findes en sammenslutning af kvinde- og menneskerettighedsorganisationer med navnet Al Badeel, som de internationale organisationer samarbejder med. Al Badeel arbejder med holdningspåvirkning ved at tage ud på skoler og tale om problemet, og sammenslutningen mener, at deres arbejde har en vis effekt. Fra 1996-1998 registrerede sammenslutningen således 49 æresdrab, mens der i 1999 ikke blev registreret et eneste. Det fremgår af artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder). 

I flere af disse lande har kvindeorganisationer desuden etableret kvindehjem, men der er langt fra midler nok til at etablere så mange kvindehjem, som der er brug for. Ideen spreder sig dog, hvilket blandt andet fremgår af artiklen "I livsfare på ærens mark" i Information 10. januar 2003 (se kilder).