Indledning
Æresdrab finder sted for at rense eller redde familiens eller slægtens ære. Ofrene er som regel kvinder eller piger, og gerningsmanden eller -mændene er som regel fra familien. Det var også tilfældet, da den 26-årige kurdisk-svenske kvinde Fadime Sahindal blev dræbt den 21. januar 2002. Det var hendes far, der skød hende, og han gjorde det for at redde familiens ære, forklarede han senere i retten.
Fadimes død satte for alvor gang i den offentlige debat om æresdrab og mulighederne for at forhindre denne form for drab. Æresdrab er ganske vist en sjælden forbrydelse, men der er tegn på, at antallet af æresdrab vil stige, fordi flere kvinder gør oprør mod familiens normer og regler. Desuden ser politi og myndigheder i nogle lande igennem fingre med æresdrab. I Danmark tages forbrydelsen alvorligt, men myndighederne ved meget lidt om, hvordan æresdrab kan forebygges.
Hvad er æresdrab?
Æresdrab kan defineres som et drab, der begås med det formål at genvinde et kollektivs, ikke bare et individs, ære. Et kollektiv kan i denne forbindelse være en familie, en slægt, en klan eller en stamme. Og denne form for drab forudsætter derfor ifølge den norske socialantropolog Unni Wikans bog fra 2003 "For ærens skyld" (se kilder) "et bifaldende publikum som vil belønne drap med ære." Det er altså et drab på en person, som vurderes at have tilsmudset et kollektivs ære ved at udføre en bestemt handling eller gøre sig til genstand for sladder og rygter.
Æresdrab er desuden den voldsomste form for æresforbrydelse. Der findes nemlig en lang række forskellige forbrydelser i form af overgreb på individer, som alle har samme formål - nemlig at "vaske skammen af", at "rense" familiens eller slægtens ære. Det er kun i de mest ekstreme tilfælde, at et forsøg på at genoprette et kollektivs ære udmønter sig i drab. I andre tilfælde bliver den person, som menes at have tilsmudset kollektivets ære, straffet på anden vis, for eksempel ved at blive slået eller blive tvunget til at forlade kollektivet.
I tilfælde, hvor den æreskrænkende handling består i udenoms- eller førægteskabelig sex, kan personen blive tvunget til at gifte sig med den mand eller kvinde, vedkommende har dyrket "forbudt" sex med. Disse alternativer til æresdrab fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).
Hvor mange æresdrab bliver der begået?
Der er ingen institutioner, der har fuldt overblik over antallet af æresdrab i verden. Det skyldes dels, at der ikke findes en bestemt definition på æresdrab, dels at mange drab aldrig registreres ud fra motiv, og dels at mange drab slet ikke opdages, fordi de foregår i øde områder eller kamufleres som ulykker eller selvmord. Disse problemer med at lave statistik over æresdrab fremhæver den norske socialantropolog Unni Wikan i sin bog "For ærens skyld" (se kilder) og af flere af de organisationer, der arbejder på at registrere og forebygge æresdrab, blandt andet Amnesty International.
Amnesty International skønner ifølge dokumenter på sin hjemmeside (se kilder), at der hvert år finder omkring 5.000 æresdrab på kvinder sted i verden, og at tallet er stigende. Stigningen skyldes ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og artiklerne "Kvinders oprør straffes med drab" i Politiken den 15. august 2001 (se kilder) og "Æresdrab i Pakistan skifter karakter" i Information 24. maj 2000 (se kilder) blandt andet den store indvandring til byerne i Pakistan, Tyrkiet og andre 3. verdenslande. I byerne bliver piger og kvinder påvirket af nogle bykvinders friere liv og forsøger at skubbe grænserne for, hvad de selv kan tillade sig. Det skaber konflikter, der risikerer at ende med æresdrab.
De 5.000 æresdrab, som Amnesty mener finder sted årligt, er fordelt på en lang række lande. I Pakistan bliver der ifølge artiklen "Voldtægt bruges som våben" i Information 15. juli 2002 (se kilder) begået omkring 900 æresdrab årligt, og ifølge UNICEF (se kilder) er der i gennemsnit årligt 23 æresdrab i Jordan, 36 i Libanon, 400 i Yemen og 52 i Egypten.
Der findes ingen registreringer eller vurderinger af antallet af æresdrab på mænd.
Hvor finder æresdrab sted?
Æresdrab finder sted i en lang række lande i flere forskellige verdensdele. Ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) finder de fleste æresdrab sted i muslimsk dominerede lande i Mellemøsten og det centrale Asien, men er også registreret i lande som Storbritannien, Sverige, Norge, Italien, Brasilien, Peru og Venezuela. Ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) og Amnesty International (se kilder) er æresdrab især udbredt i visse dele af Pakistan, Tyrkiet, Irak, Jordan, Yemen, Egypten og Israel-Palæstina.
Æresdrab finder imidlertid ikke sted overalt i disse lande, men kun i områder, hvor der hersker ganske bestemte normer, og som ifølge Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder) er præget af en bestemt social struktur: "Familien eller klanen krever absolutt lojalitet. Familie- eller klanoverhodet har juridisk myndighet over medlemmene, og familiens ære avhenger av kvinners ærbarhet."
Denne stærke klan- og familiedominans er især udbredt på landet, og det er da også i landsbyer, at æresdrab er mest udbredt. Men klan- og familiedominansen vinder også indpas i en del storbyer, hvor mange landboer søger til for at finde arbejde. Både på landet og i byen er æresdrab mest udbredt blandt fattige med lav social status. En højere social status er dog ingen garanti imod æresdrab. Høj social status kan måske ligefrem indebære, at det bliver desto vigtigere at "vaske skammen af", vurderer Unni Wikan i bogen "For ærens skyld" (se kilder).
Hvordan finder æresdrab sted?
Ofte er der flere til stede, når drabet udføres, og meget ofte melder gerningsmanden sig selv til myndighederne umiddelbart efter drabet, da det er en forudsætning for æresoprejsningen, at den pågældende står ved sin handling. Det er i hvert fald hovedreglen i de samfund, hvor der er en lang tradition for æresdrab. Her vil myndighederne også i en række tilfælde se gennem fingre med forbrydelsen, og lovgivningen har ofte særlige paragraffer, der sikrer milde straffe for æresforbrydelser.
Morderen eller morderne begår som regel ikke mordet i affekt, men efter rådslagning med andre familiemedlemmer og nøje planlægning.
Det er forskelligt, hvordan det enkelte drab udføres. Der har været eksempler på, at kvinder er blevet dræbt med skud, er blevet kvalt, stenet, forgiftet, halshugget eller stukket ned, og i Pakistan er det udbredt at hælde syre over kvinder, der anses for at have krænket familiens ære. Disse syreskader har i en række tilfælde døden som følge. Dette beskrives blandt andet i Amnesty Internationals rapport "Pakistan - Honour killings of girl and women" fra 1999 (se kilder). Der er desuden eksempler på æresdrab, der er begået ved, at kvinden er blevet bundet og derefter kørt over af flere biler.
Hvem bliver udsat for æresdrab?
Det er primært kvinder, der udsættes for æresdrab, og det er oftest unge, ugifte kvinder. Men der er også eksempler på ældre kvinder, der er blevet udsat for æresdrab, ligesom også helt små piger er blevet dræbt for ærens skyld. Et eksempel på et æresdrab på en lille pige nævnes i et Reuters-telegram i Politiken den 27. oktober 2002 (se kilder). Her beskrives det, at en mand i Iran er blevet dømt til døden for at have skåret halsen over på sin 7-årige datter. Baggrunden for drabet var en mistanke om, at pigen var blevet voldtaget af sin onkel. Det viste sig siden at være et falsk rygte.
I sjældne tilfælde bliver mænd dræbt for ærens skyld. Det er for eksempel sket blandt arabiske beduiner i Sinai-ørkenen, hvor utro kvinder gik fri for straf, mens de mænd, de havde været utro med, blev dræbt. Det beskriver antropologen Frank Henderson Stewart i sin bog "Honor" (se kilder).
Hvem begår æresdrab?
Drabene begås i langt de fleste tilfælde af en eller flere mænd, som næsten altid er i familie med kvinden eller pigen, der bliver dræbt. I enkelte tilfælde begås mordet af andre. Men ifølge artiklen "Når prisen for en kvindes ære er blod" i Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) er det i 90 % af alle de tilfælde, FN har undersøgt, familien der har givet ordre til drabet.
Det er ikke generelt psykisk syge mænd, der begår æresdrab, men de vil i nogle tilfælde forsøge at overbevise dommeren i en eventuel retssag om, at en psykisk sygdom var skyld i deres handling. Det var for eksempel tilfældet i retssagen mod Rahmi Sahindal, der i 2002 blev dømt for at have dræbt sin 26-årige datter Fadime. Det fremgår af Unni Wikans bog "For ærens skyld" (se kilder).
Det er desuden udbredt, at en mindreårig dreng bliver udset til at udføre drabet, fordi en mindreårig i de fleste lande slipper for straf eller får en meget kort straf. Det fremgår blandt andet af artiklerne "Når prisen for en kvindes ære er blod" fra Kristeligt Dagblad 7. august 2000 (se kilder) og "Kampen mod æresdrab i Jordan" i tidsskriftet Mellemøstinformation (se kilder).
Unni Wikan fremhæver desuden i sin bog "For ærens skyld" (se kilder), at mænd, der begår æresdrab, er personer, som er meget afhængige af familien og er opdraget til, at det er deres opgave at værne om familiens ære i form af kvindernes ærbarhed. Det er mænd, som føler sig tvunget til at dræbe deres egen datter eller kone, selv om de holder meget af hende.
Det er dog ifølge Unni Wikan ikke nogen undskyldning eller fuldstændig forklaring, og det er derfor heller ikke ensbetydende med, at alle mænd, hvis ære anses for krænket, og som opfordres til at begå æresdrab, følger opfordringen. En del mænd stikker af sammen med den pågældende kvinde eller forsøge på anden måde at beskytte hende. Det fremgår af Gunnar Willums artikel "Kvinder dræbes for familiens ære" i Kristeligt Dagblad 22. juni 2000 (se kilder).