Kapløbet om månen

Fra 1950’erne til 1970’erne kæmpede USA og Sovjetunionen om, hvem der kunne komme først i rummet og først til månen. Et rumkapløb er dog dyrt, og begge landes rumprogrammer blev efterhånden nedprioriteret økonomisk af deres regeringer.

I dag er det mere end 50 år siden, at den sidste mand satte sine ben på månens overflade. Til gengæld er interessen for månen igen blomstret op.

Nu handler kapløbet om månen om, hvem der kommer først til månens sydpol for at etablere en base. Det er der flere lande, der kæmper om. De største lande er USA, Rusland, Indien og Kina.

USA står dog ikke alene i sine bestræbelser. Sammen med foreløbigt 43 andre lande (pr. 3. juni 2024) har USA underskrevet de såkaldte Artemis-aftaler. Det er et sæt regler og normer for, hvordan vi opfører os i rummet og på månen (kilde 1).

Selvom Indien kører sit eget rumprogram, har landet valgt at tilslutte sig aftalerne. Det samme har så forskellige lande som bl.a. Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Japan, Nigeria, Brasilien, Sverige, Armenien og Island. Danmark har ikke underskrevet. Aftalerne har mødt kritik fra blandt andet Kina, som anklager USA for at ville oprette et NATO i rummet (kilde 2) Forskere mener også, at aftalerne er en måde at omgås de eksisterende FN-aftaler om rummet og månen, som klart dikterer, at rummet er fælleseje (kilde 3).

Månens sydpol er interessant af flere årsager. For det første regner man med, at der findes vand på sydpolen. Der er nemlig områder, hvor solen aldrig rammer. Det er grotter med meget lave temperaturer – helt ned til minus 246 grader. Her mener forskerne, at man bør kunne finde is eller vandmolekyler. Hvis man kan bruge vandet, kan det blive muligt at etablere en base på månen til at udforske rummet længere væk.

Månen indeholder også en række grundstoffer og sjældne jordarter, som kan være interessante at hente ned til jorden. Sydpolen er også interessant, fordi den er et bedre sted at opholde sig for mennesker end månens ækvator. Det skyldes, at månens ækvator svinger mellem temperaturer på ca. 120 grader og minus 130 grader.

Da månen ikke har en atmosfære ligesom jorden, bliver den ikke beskyttet mod kulde og varme på samme måde. Det medfører store temperaturudsving. Men på sydpolen er der områder, hvor temperaturerne er mindre fjendtlige.

Inderne, der var de første, som landede et fartøj uden mennesker på månens sydpol i 2023, har målt cirka 50-60 grader (kilde 4).

Hvad leder de forskellige aktører efter på månen?

Månen indeholder et væld af grundstoffer, herunder sjældne jordarter, mineraler og metaller. De kan bl.a. bruges til fremstilling af mobiltelefoner, batterier til elbiler og magneter til vindmøller. Nogle af de mest almindelige grundstoffer på månen er ilt (O), jern (Fe) og silicium (si). Månens skorpe består af 43 procent ilt (kilde 5).

Derudover findes der vand på månen. Det er stadig usikkert, om det fremkommer som is eller er fanget i andre mineraler og sten. Den kemiske formel for vand er H2O. Det er et molekyle, som består af et brintatom (hydrogen) og to iltatomer (oxygen).

Vandmolekylet kan splittes ved hjælp af elektrolyse, så det bliver til flydende brint og flydende ilt. Brinten kan bruges som brændstof i raketter, og ilten kan både bruges som brændstof og til at trække vejret på månen.

Hvordan kan månen bruges som springbræt til rummet?

Det kræver utrolig meget brændstof at komme ud af jordens atmosfære og videre ud i rummet. Derfor er der flere, som drømmer om, at man kan etablere en base på månen med mulighed for at producere ny energi til at rejse videre til planeten Mars.

I første omgang er nogle lande i fællesskab ved at udvikle en månestation, der skal i kredsløb om månen. Stationen hedder Lunar Gateway. Den bliver udviklet af NASA i samarbejde med det europæiske rumagentur ESA, JAXA i Japan, CSA i Canada og De forenede Arabiske Emirater. Det er meningen, at Lunar Gateway skal bruges til at teste både mennesker og systemer til videre udforskning. Partikelstrålingen ved månen minder om strålingen i rummet. Det er derfor en god mulighed til at finde ud af, om mennesker kan opholde sig i den form for stråling i længere tid (kilde 6).  

Hvorfor gik den sidste mand på månen i 1972?

De amerikanske Apollomissioner, som endte med at sende 12 personer til månen, var en del af det første rumkapløb mellem Sovjet og USA.

Efter Anden Verdenskrig havde begge lande atomvåben. Amerikanerne havde bygget bombefly og investerede derfor ikke mange penge i at bygge raketter. Russerne derimod fokuserede på at bygge raketter, der var kraftige nok, til at de kunne sende atomvåben 8.000 kilometer med raket. Men russernes raketteknologi kunne også bruges til andre ting, og det kom som et chok for amerikanerne, da russerne i 1959 sendte den første satellit i kredsløb om jorden i 1957. Den satellit hed Sputnik 1. 

Senere sendte russerne det første dyr ud i rummet, hunden Laika i 1957. Herefter sendte de den første raket, Lunar 2, til månen i 1959. De sendte også det første menneske ud i rummet, Jurij Gagarin i 1961. Hunden Laika døde af sin tur, men Jurij Gagarin kom sikkert hjem igen. Det var en kæmpe politisk sejr for Sovjetunionen, som fik en unik mulighed for at brande sig som teknologisk overlegne. De sendte også som de første en kvinde, Valentina Tereshkova, ud i rummet i 1963.

Amerikanerne var ikke begejstrede for udviklingen. De investerede derfor massivt i at udvikle teknologi, som kunne få den første mand på månen. I 1969 lykkedes det. Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker på månen. Herefter lykkedes det amerikanerne at tage til månen fem gange mere, sidste gang i 1972. Derefter dalede interessen for at investere massive summer i rumprogrammerne, og Apollo-programmet blev stoppet før tid.  Sidenhen begyndte USA og Sovjetunionen at samarbejde, blandt andet om Apollo-Sojuz-projektet og senere Den Internationale Rumstation ISS, i stedet for at konkurrere mod hinanden (kilde 7).

Det internationale rumsamarbejde ser dog ud til at være under pres i dag. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er samarbejdet begrænset. Lige nu er det kun på Den Internationale Rumstation ISS, hvor Rusland, USA og EU samarbejder. Det skyldes, at der er behov for teknologi leveret af alle tre lande for at få stationen til at fungere (kilde 8).

Hvilke lande er på vej til månen?

I de seneste år har en række stormagter udviklet rumprogrammer med fokus på månen. Nedenfor kan du se, hvad de enkelte lande har formået:

USA, EU med flere:

USA har et rumprogram sammen med EU, Canada, Japan og De Forenede Arabiske Emirater. Det bliver kaldt for Artemis. Der er således både et rumprogram, som hedder Artemis, og et sæt internationale aftaler, som hedder Artemis. Ikke alle, der har underskrevet Artemis-aftalerne, er del af rumprogrammet.

Formålet med rumprogrammet er at etablere en base på månen eller i kredsløb om månen. Rumprogrammet har dog været ramt af en del forsinkelser. Indtil videre går det ikke så godt for USA's rumagentur NASA, når det drejer sig om at lande på månens sydpol. Sammen med firmaet Intuitive Machine sendte NASA månelanderen Odysseus til månens sydpol i 2024. Månelanderen var ubemandet. Den væltede i forbindelse med landingen (kilde 9).

Rusland:

I 2023 sendte Rusland en raket ved navn Luna 25 til månens sydpol med henblik på at lande den der. Raketten nåede dog aldrig at lande på månen og kom heller ikke tilbage til jorden. Noget gik galt undervejs. Luna 25 var en mission, som også det Europæiske rumagentur ESA havde været en del af. Men samarbejdet blev stoppet, da Rusland invaderede Ukraine i 2022 (kilde 10).

Indien:

Kort efter Ruslands mislykkede forsøg, landende Indien som det første land på månens sydpol med deres ubemandede månemission Chandrayaan-3. Det skete den 23. august 2023. Indien har blandt andet været i stand til at indsamle information om sydpolens overflade, temperaturer og grundstoffer. Derudover har inderne kunnet måle svovl på månens overflade. Det indikerer, at der kan være vand tilstede i form af is. Svovl kan også bruges som gødning til at dyrke planter på månen.

Japan:

I januar 2024 landede Japan som det femte land i verden på månen med en ubemandet rumsonde kaldet SLIM. Landingen var meget præcis og SLIM landede 55 meter fra det ønskede landingspunkt. Det var dog ikke på månens sydpol, men tættere på månens ækvator, som er nemmere at lande på. Det er vigtigt at udvikle teknologi, som kan lande præcist, fordi det er så svært at lande på månens sydpol. Her er der få flade overflader og mange dybe kratere. SLIM har også overlevet en månenat på 2 uger, hvor solen ikke skinnede og temperaturen faldt til minus 133 grader. SLIM kunne efter to uger i minus 133 grader stadig tage billeder og sende dem tilbage til jorden (kilde 11).   

Kina:

I 2023 meldte den kinesiske regering ud, at det er dens plan at sende mennesker til månen i 2030. I juni 2024 landede kineserne en rumsonde kaldet Chang’e 6 på månens bagside. Kineserne har lagt en langsigtet plan for at være det første land, som sender et menneske til månens sydpol. Inden da har Kina planer om at sende Chang’e 7 til månens sydpol i 2026 for at undersøge, hvilke ressourcer, der er i området. Finder den de nødvendige ressourcer, vil Kina i 2028 sende Chang’e 8 til sydpolen for at undersøge, om man kan bygge en base ud af dem. Kineserne vil så medbringe en 3D-printer til at bygge månebasens strukturer af månemateriale (kilde 12).

Israel:

Israel forsøgte i 2019 at blive det fjerde land, som landede et fartøj på månen, men fartøjet styrtede ned på månen.

Tal og grafer

Ifølge det amerikanske medie Space.com har der i alt været over 140 missioner til månen, hvor det store flertal har været ubemandede missioner, ligesom der også har været missioner, som aldrig nåede til månen.

Du kan læse mere om hver enkelt mission på hjemmesiden The planetary Society (kilde 13).