Teksten er hentet fra Forfatterweb under Genrer
Journalistik defineres som indsamling, redigering og formidling af en virkelig historie, typisk en nyhed, til et medie. Traditionelt set har dette medie været enten aviser, fjernsyn eller radio, men i takt med den tekniske udvikling har journalistikken ændret sig.
Med udbredelsen af bogtrykkerkunsten opstod de første aviser i 1600-tallet. Den første danske avis, ”Den Danske Mercurius”, blev skrevet af digteren Anders Bording, som hyldede den enevældige konge i rimede digte. Indførelsen af en grundlovsfæstet ytringsfrihed i 1849 medførte, at aviserne i højere grad blev et talerør for de politiske partiers samfundskritik, mens opfindelsen af radioen og tv’et i 1900-tallet igen ændrede journalistikkens form og indhold. I dag har meget journalistik tilpasset sig et format, der kan distribueres multimodalt via internettet og læses, ses og høres på en mobiltelefon.
For overblikkets skyld inddeler man ofte de journalistiske genrer i tre kategorier: informationsgenrer, opinionsgenrer og fortællende journalistik.
Informationsgenrerne har til hensigt at oplyse om en given begivenhed. Det kan være en klassisk nyhedsartikel, der er opbygget efter nyhedstrekanten, hvor informationerne er organiseret således, at det vigtigste står først. Læseren kan hurtigt skabe sig et overblik ved at læse artiklens rubrik og manchet. Inden for nyhedsjournalistik arbejder journalister med fem kriterier, som en nyhed ideelt set bør leve op til. Det er hhv. væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt. Med andre ord er den gode nyhed formidlingen af en historie, som modtagerne finder vigtig, som de kan genkende sig selv i, som indeholder noget chokerende, som foregår her og nu og ikke mindst, som har et indbygget problem eller modsatrettede interesser. En af de mest dækkede nyheder i Danmark i 2017 var den såkaldte ubådssag, hvor en kvindelig, svensk journalist forsvandt efter at have været ombord på opfinderen Peter Madsens hjemmelavede ubåd. Historien levede i høj grad op til sensationskriteriet ved at være bizar og brutal. Både danske og internationale medier fulgte politiets opklaringsarbejde, mens flere og flere oplysninger kom frem, hvilket affødte nye artikler, indslag i radio og tv, samt debat på de sociale medier.
Opinionsgenrerne er de artikler, der udtrykker afsenderens holdninger. Det kan være debatindlæg, kronikker eller læserbreve. En særlig form for opinionsgenre er lederen, der er en fast bestanddel i de landsdækkende dagblade. Lederen er placeret et centralt sted i avisen; i Politiken står den f.eks. på forsiden. Lederens afsender er avisens redaktion, der typisk vil kommentere og give sine synspunkter til kende om en aktuel sag, eksempelvis et lovforslag, en sportsbegivenhed eller et politisk spørgsmål. Lederen er altså et udtryk for de holdninger, som avisen står for, ikke en enkelt journalists personlige mening.
Den fortællende journalistik adskiller sig fra opinions- og informationsgenrerne ved brugen af skønlitterære greb. For at få indholdet til at fremstå mere levende for læserne låner journalisterne fortælleteknik og sproglige virkemidler fra fiktionen. Et tidligt eksempel på dette er Herman Bangs reportager fra 1880’erne. Da Christiansborg brændte i 1884, skrev Bang om hændelsen i Nationaltidende i et sprog, der er karakteristik ved de detaljerede beskrivelser, et kreativt billedsprog og brugen af dialog. En mere ekstrem form for fortællende journalistik er ’gonzo’, som blev navngivet af amerikaneren Hunter S. Thompson. Hvor journalisten traditionelt har en neutral og tilbagetrukken rolle, optrådte Thompson i sine artikler som en rablende og idiosynkratisk syretripper. Han tog selv aktiv del i de begivenheder, han skrev om og skildrede med overdrivelse, sarkasme og humor Hells Angels, boksning og den amerikanske valgkamp. Danske forfattere som Henrik List og Morten Sabroe har ladet sig inspirere af gonzo-stilens provokerende potentiale.
Med internettets udbredelse abonnerer færre på aviser, og mange får deres nyheder gennem sociale medier som facebook og twitter. Disse nyheder har ikke altid været igennem en professionel redigeringsproces, hvilket kan medføre, at misvisende eller direkte forkerte nyheder spredes. Falske nyheder er blevet en journalistisk og samfundsmæssig udfordring. Derudover er det et klassisk journalistisk krav, at der i en historie altid skal komme mere end én kilde til orde. På de sociale medier, hvor denne regel ikke gælder, kan der opstå såkaldte ekkokamre, hvor folk, der har samme syn på en sag, bekræfter hinanden i deres holdninger uden at inddrage modsatrettede argumenter.
Journalistik har altså en samfundsmæssig funktion, og man kalder også pressen for den fjerde statsmagt. I den klassiske tredeling af magten kontrollerer den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt hinanden. Men derudover har pressen en vigtig rolle, da den holder øje med de tre magtinstanser og informerer borgerne om evt. magtmisbrug, snyd eller sjusk. Samtidig kan journalister påvirke de tre magtinstanser ved at dække og debattere en stemningen i befolkningen, som politikerne derved bliver opmærksom på og handler efter.
Primærlitteratur
Olsson, Henning og Henrik Poulsen: Ryd forsiden! Om nyhedsformidling. Dansklærerforeningen, 2008.
Poulsen, Henrik: NEWS – en grundbog i journalistik og medier. Gyldendal, 2014.
Sekundærlitteratur
Jørgensen, John Christian: Journalistik med stil – fra klassiske nyheder til fortælling. Ajour, 2013.
Langdahl, Berit Riis m.fl.: Krydsfelt – Grundbog i dansk. Gyldendal, 2013.
Schmidt, Solveig og Mette Mørk: Journalistikkens grundtrin – roller, krav, metoder. Ajour, 2016.
Hjemmesider
Forfatterportrætter