Snowden og det amerikanske flag
USA's pressefrihed er under pres efter jagten på Snowden.
Foto: Smertin Pavel / Scanpix

Pressefrihed

Artikel type
faktalink
Journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. Januar 2017.
Top image group
Snowden og det amerikanske flag
USA's pressefrihed er under pres efter jagten på Snowden.
Foto: Smertin Pavel / Scanpix

Indledning

Pressefrihed er mediernes ret til at bringe journalistik, opinionsytringer og meddelelser uden sanktioner. Pressefrihed er en del af ytringsfriheden og beskrives derfor også som mediernes ret til at gøre brug af ytringsfriheden. Pressefriheden er beskyttet juridisk af Grundloven i Danmark og internationalt af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Men i mange lande er der ikke pressefrihed. Flere organisationer måler pressefriheden på verdensplan, og mens Danmark – sammen med Finland, Holland og Norge – ligger i toppen af pressefrihedsindekset, så ligger Syrien, Turkmenistan, Nordkorea og Eritrea i bunden. Selvom Danmark ligger i top, når det kommer til pressefrihed målt på en international skala, så har der de seneste år gentagne gange været kritik af pressefrihedens kår i Danmark. Journalister og eksperter påpeger, at tiltag som offentlighedsloven har været medvirkende til at indskrænke pressefriheden i Danmark.

Introduktion til pressefrihed

Hvad er pressefrihed?

Pressefrihed beskriver pressens (de trykte medier) – og også andre mediers - ret til at bringe det stof, de ønsker, uden indblanding fra andre aktører eller efterfølgende sanktioner, altså uden efterfølgende at blive truet eller straffet eller på anden måde påvirket til ikke længere at operere frit. Pressefrihed er en del af ytringsfriheden, der giver borgere samme friheder, som pressefriheden giver pressen og de øvrige medier. Pressefriheden gælder alle medier, men udtrykket stammer fra en tid, hvor den trykte presse var den vigtigste kilde til nyheder. Det primære formål med pressefrihed er at sikre, at borgerne har fri adgang til informationer og aktivt kan deltage i debatten om samfundet og offentlige anliggender. Det skriver Gyldendal i leksikonet Den Store Danske Encyklopædi (se kilder).
 

Hvordan er pressefriheden beskyttet juridisk?

I Danmark er pressefriheden beskyttet af Grundlovens §77, der omhandler ytringsfriheden – herunder pressefriheden – og fastslår, at der aldrig kan indføres begrænsninger på ytrings- og pressefriheden i Danmark: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres,” står der i Grundloven (se kilder). Pressefrihed er også beskrevet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1948, og som de fleste lande i verden har tilsluttet sig, men som dog ikke er juridisk bindende, og der er ikke direkte sanktioner i FN-systemet mod lande, institutioner eller personer, som begår brud på menneskerettighederne. Presse- og ytringsfriheden er beskrevet i artikel 19 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (se kilder), hvor der står at: “Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”

Baggrund og historie

Hvordan udviklede pressefriheden sig i Danmark?

Frem til Grundlovens vedtagelse i 1849 havde pressefriheden trange kår i Danmark, om end Danmark ifølge en akademisk artikel af John Christian Laursen (se kilder) havde den frieste presse i Europa på daværende tidspunkt. Før Grundloven blev vedtaget, udkom alle aviser på den enevældige konges nåde, og ifølge Gyldendals leksikon Den Store Danske Encyklopædi (se kilder) kan man ikke tale om egentlig trykkefrihed før 1849, fordi aviserne indtil da var begrænsede af indbyggede censurbestemmelser – de var afhægige af den enevældige konges acccept for at kunne overleve, og dermed var der ifølge eksperter tale om både intern og ekstern cencur på deres dækning. Der var enkelte illegale aviser, der ikke lod sig censurere af den enevældige kongemagt, men de spillede en mindre rolle i Danmark end i andre europæiske lande, skriver Gyldendals leksikon Den Store Danske under punktet ’illegal presse’ (se kilder). Efter at pressefriheden blev sikret med Grundloven af 1849, eksploderede antallet af aviser i Danmark – det faktum, at de nu kunne udgive frit uden kontrol udefra gjorde det nemmere, mere attraktivt og mindre risikabelt økonomisk og politisk at udgive aviser og dagblade.

gammel berlingske tidende

Forsiden af Berlingske Tidende den 5. maj 1945. Foto: Allan Lundgren / Scanpix

Hvornår har pressefriheden været truet i Danmark?

Den største trussel mod pressefriheden i Danmark siden Grundlovens indførelse i 1849 opstod i under 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Ifølge dansk ret under besættelsen var det ulovligt at skrive, mangfoldiggøre og distribuere illegale skrifter. Tyskland pålagde den danske presse censur, som det var de danske myndigheders opgave at håndhæve (da Danmark blev betragtet som et suverænt land, kunne kun Danmarks egne myndigheder håndhæve censuren). Presseattachéen ved det tyske gesandtskab øgede løbende sine krav mod pressen . I 1941 blev der udsendt forbud fra den tyske besættelsesmagtmod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og Tyskland pålagde Danmark at anholde 66 navngivne kommunister. Det blev startskuddet på en opblomstring af den illegale presse, der forsøgte at omgå censuren; mens der allerede eksisterede. ikke.censurede nyhedsbreve, der blev udsend til foreninger, firmaer og politiske firmaer, første forbuddet mod DKP i 1941 til egentlige illegale aviser. DKP begyndte at udsende en illegal avis, som de udsendte under hele besættelsen. Den gik først under navnet Politiske Maanedsbreve og siden Land og Folk (det udviklede sig efter besættelsen til et almindeligt dagblad, der udkom helt frem til 1990). Konservative kredse i København begyndte i slutningen af 1942 at udgive et blad ved navn De frie danske. Det var også navnet på et dagblad, der blev udgivet af modstandsorganisationen Frit Danmark fra 1942, og som i modsætning til de andre var landsdækkende. Det fremgår af artiklen Illegale Blade på Aarhus Universitets hjemmeside danmarkshistorien.dk (se kilder). Ifølge artiklen opstod der flere og flere mindre lokale illegale blade i løbet af de næste par år. I 1943 udkom avisen Dagbladet Information – en af nutidens landsdækkende danske aviser – for første gang. Fordi avisen var skrevet af professionelle journalister, der havde adgang til kilder i den danske centraladministration, havde avisen mere troværdighed end mange andre illegale udgivelser og mange andre aviser, og den blev ifølge førnævnte artikel fra danmarkshistorien.dk (se kilder) betragtet som: ”en slags nyhedstjeneste for den øvrige illegale presse’. Efter at Information begyndte at udkomme, tog ”udviklingen for alvor (…) fart og det med eksponentielt eskalerende styrke indtil befrielsen,” fremgår det af førnævnte artikel. Flere ledende partier og organisationer, blandt andet Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, begyndte at udsende illegale blade, og samtidig blev indholdet i de illegale udgivelser mere og mere radikalt, især i den mere aktivistiske del af den illegale presse; både borgerlige og kommunistiske blade begyndte at opfordre til sabotage i 1942-1943, skriver Historisk Samling fra Besættelsestiden (se kilder). Ifølge opslaget ’illegal presse’ i Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) udkom der mere end 600 forskellige illegale blade og skrifter i løbet af besættelsestiden. Men Information er det eneste tidligere illegale dagblad, der i dag udkommer som legal avis.