Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Billeder af overvågningskameraer.

I Danmark var der i 2019 ca. 250.000 overvågningskameraer i private hjem, 1 mio. i virksomheder og 300.000 kameraer i f.eks. offentlig transport, på offentlige pladser og hos myndigheder.

Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó/Biofoto/Ritzau Scanpi

I Danmark var der i 2019 ca. 250.000 overvågningskameraer i private hjem, 1 mio. i virksomheder og 300.000 kameraer i f.eks. offentlig transport, på offentlige pladser og hos myndigheder. Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó/Biofoto/Ritzau Scanpi

Overvågning i samfundet

Hovedforfatter

  • Anne Anthon Andersen, journalist, sep. 2025

Læsetid: 18 min

Indhold

Indledning

Overvågning er generelt steget i Danmark. Stadigt flere offentlige og private steder videoovervåges. Ny teknologi giver nye muligheder for overvågning, f.eks. ved hjælp af ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens, og politikerne har de seneste årtier har givet stadigt større lovmæssige beføjelser til overvågning. Selvom formålet med den øgede overvågning i samfundet er at skabe større tryghed, viser undersøgelser, at overvågning ikke nødvendigvis har den tilsigtede effekt. Med intensiveringen af overvågning stiger bekymringen for, at data fra overvågning lækkes eller på anden vis falder i forkerte hænder og misbruges, eller at der opstår såkaldt ’overvågningsglidning’ dvs. en situation, hvor overvågning bliver mere normen end undtagelsen. Overvågning kan signalere politisk handlekraft, men er også blevet genstand for stærke politiske uenigheder. Den nuværende SVM-regering ønsker at give PET (Politiets Efterretningstjeneste) endnu videre muligheder for at overvåge, for at sikre hurtigere adgang til data og redskaber til bekæmpelse af cyberangreb, epidemier, terror og organiseret kriminalitet på tværs af grænser. En række partier og organisationer er til gengæld imod mere overvågning, fordi de frygter, at overvågning bliver normaliseret og ikke længere er et redskab, man alene bruger i undtagelsestilfælde.

Så meget bliver du overvåget

Hundreder af nye overvågningskameraer sat op i Danmark Videoen beskriver, hvordan der er sket en markant stigning i antallet af såkaldte AMPG-kameraer. Ekstra Bladet, august 2024.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition

Hvad er overvågning i samfundet?

Når vi taler om overvågning i samfundet, kan der være tale om mange forskellige ting. Oprindeligt var det hovedsageligt videoovervågning, men med den digitalisering, samfundet har gennemgået de seneste årtier, finder overvågning sted på mange flere måder end ved videokameraers optagelser af offentlige rum og privatboliger. Det første overvågningskamera, der blev sat op for at sikre ro og orden i Danmark, blev sat op i den jyske by Hobros bycentrum. Det var den såkaldte Gågadeforening, der fik idéen til at sætte kameraet op for at komme hærværk til livs, efter at flotte store træer, plantet i anledningen af byens tusindårs jubilæum i sommeren 1980 var blevet ødelagt. Det vakte debat og stor mediedækning og gav anledning til Danmarks første lov om tv-overvågning, som kom i 1982, som man kan læse i artiklen ”Overvågning som kultur” på unipress.dk [1]. Siden dengang er loven om overvågning blevet stadigt mere lempelig, og rammerne for ikke bare videoovervågning, men også digital overvågning er blevet udvidet. Hertil kommer den frivillige overvågning, der finder sted, når vi - i stigende grad - giver virksomheder og myndigheder tilladelse til at overvåge vores gøren og laden via smartphones.

Fakta om overvågning i samfundet

Hvilke former for overvågning bruges, og hvilken type er mest udbredt i dag?

Der findes mange forskellige former for overvågning. Mest udbredt er videoovervågning og dataovervågning ved sporing og logning (dvs. registrering og lagring af data, så man kan gå tilbage og se, hvad der har været af cyberaktivitet). Men overvågning kan også finde sted gennem aflytning. Ansigtsgenkendelse bruges mange steder i verden og afprøves i stigende grad i Europa, også i Danmark, som du kan læse senere i artiklen her i beskrivelsen af, hvordan Københavns Politi i et pilotprojekt tester brugen af ansigtsgenkendelse. Ifølge SikkerhedsBranchen – en brancheforening af virksomheder, der arbejder med sikring og sikkerhed, var der i 2019 250.000 kameraer i privatboliger, 1.000.000 kameraer i erhvervsvirksomheder og 300.000 kameraer i f.eks. offentlig transport, på offentlige pladser og hos myndigheder, kan man læse på virksomhedens SECUBI’s hjemmeside under overskriften ”Hvor mange overvågningskameraer er der i Danmark?” [2].

Hvordan har overvågning i Danmark udviklet sig de seneste årtier?

Der er mere end 1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark, viser rapporten ”Øget overvågning udfordrer retsstaten”, udgivet af Justitia – Danmarks uafhængige juridiske tænketank [3]. Dernæst er flere offentlige myndigheder begyndt at bruge kunstig intelligens til at overvåge og tjekke, om borgere, der får sociale ydelser, får dem retmæssigt, og til at lave risikovurderinger i skattevæsnet. Rapporten viser også, at myndighederne har fået markant udvidede beføjelser til at overvåge med argumentet ”at fremme trygheden”, og at kravene til dokumentation og kontrol med overvågningens nødvendighed er blevet færre.   
”Myndighederne kan derfor mere eller mindre frit beslutte, hvad der anses for nødvendigt for kontrolindsatsen”, kan man læse i rapporten, som beskriver, hvordan en blanding af teknologisk udvikling, politisk vilje og såkaldt retlige rammer er blevet bredere, så det er blevet sværere for borgerne at vide, hvornår de kan blive overvåget. Særligt fra 2010 har den stigende overvågning vakt bekymring for, hvorvidt statslige kontrolmyndigheder fik for bred adgang til at indhente personoplysninger om alt fra teledata til rejseaktivitet med mere og samkøre dem. Blandt andre har Institut for Menneskerettigheder og Justitia advaret imod, at myndighedernes tiltagende overvågning af borgere kommer til at hvile på et uklart retsgrundlag med for vide rammer for fortolkning, og at praksis kan komme i strid med rettigheder som beskyttelse af privatliv og personoplysninger.

Hvilke myndigheder har adgang til overvågningsdata i Danmark?

Flere danske myndigheder har adgang til overvågningsdata. Politiet og PET (Politiets Efterretningstjeneste) har adgang til overvågningskameraer i det offentlige rum, f.eks. kommuner, DSB, Vejdirektoratet osv., men kan også få adgang til private overvågningsoptagelser, hvis de har en dommerkendelse. Politiet og PET har også adgang til teledata– dvs. data, der sporer, hvem man ringer og sms’er til, og hvor man har opholdt sig. Der er særlige regler for PET i efterretningssager, hvor PET har bredere og mere hemmelig adgang, men stadig er underlagt tilsyn. Færdselsstyrelsen har også adgang til overvågning af vej- og trafikområder, mens kommuner og offentlige institutioner har adgang til egne overvågningsdata over offentlige steder som plejehjem, skoler og andre institutioner. Den danske lovgivning stiller krav om, at der føres tilsyn og kontrol med overvågningen. Det er Datatilsynet, der fører tilsyn med persondata, mens Tilsynet med Efterretningstjenester overvåger og fører kontrol med PET og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste). Dernæst fører Folketingets Kontroludvalg tilsyn med efterretningstjenesternes arbejde, som det fremgår af Justitsministeriets hjemmeside under overskriften ”Tilsynet med Efterretningstjenesterne” [4].

Hvordan overvåges borgerne i den digitale verden?

Den teknologiske udvikling har udvidet mulighederne for overvågning og gjort det nærmest umuligt at undgå at blive overvåget. Dels overvåges al telefon-, sms- og mailkorrespondance, ip-adresser og internetforbindelser. Politiet og PET kan få adgang, men det kræver en dommerkendelse. Der er også masser af de tjenester, vi bruger på smartphones, såsom GPS, og i elbiler, og Google- og Apple-assistenter som radioer og lys, som overvåger vores færden, gøren og laden ved at optage lyd, når vi bruger stemmestyring og gemmer og logger, hvor vi befinder os. Også private virksomheder som Meta, TikTok, Google, datahandlere og efterretningstjenester har adgang til overvågning af data via cookies og algoritmer.

Hvordan har den teknologiske udvikling påvirket mulighederne for overvågning?

Digitaliseringen og udviklingen af teknologi har udvidet mulighederne for overvågning, ikke alene ved hjælp af overvågning af kommunikation og færdsel via smartphones, men også via metoder som ansigtsgenkendelse, brug af kunstig intelligens og big data. Ansigtsgenkendelse er en såkaldt biometrisk metode, der bruges til at identificere eller bekræfte en persons identitet og kan bruges til at afgøre personers identitet ved hjælp af fotos, videooptagelser eller i realtid. Selvom ansigtsgenkendelse endnu er en meget ny metode i dansk kontekst, er der eksempler på, at offentlige myndigheder er begyndt at indføre ansigtsgenkendelse som en metode til at overvåge det offentlige rum med det formål at forhindre kriminalitet og identificere kriminelle. Mange andre steder i verden bruges ansigtsgenkendelse til at overvåge offentlige steder, kan man læse på Algoritmer, Data og Demokratis hjemmeside under overskriften ”Ansigtsgenkendelse” [5]. ADD Projektet er et forsknings- og oplysningsprojekt, ledet af professorer på Aalborg og Roskilde Universitet og Tænketanken Mandag Morgen, der kortlægger og skaber indsigt og debat om konsekvenserne af øget digitalisering af samfundet.

Hvilke initiativer har forsøgt at beskytte og sikre og beskytte grundlæggende rettigheder?

EU har med en række initiativer forsøgt at beskytte borgernes retssikkerhed og lave regler for, hvordan dataindsamling bliver brugt. F.eks. Databeskyttelsesforordningen (GDPR) og AI-forordningen og den såkaldte E-privacy regulering. EU-domstolen har også gjort meget ud af at sikre, at det såkaldte proportionalitetsprincip, bliver overholdt i forhold til logning og opbevaring af befolkningens data bredt set. Det vil med andre ord sige, at overvågningen ikke må være mere vidtgående end nødvendigt og skal stå i rimeligt forhold til målet. Det kan man læse i Justitia-rapporten ”Øget overvågning udfordrer retsstaten”. Rapporten peger dog samtidig på EU-lovgivning, der omvendt har skabt mere overvågning – fx Digital Services Act og til CSA-forordningen, der opfordrer sociale medier til at føre kontrol med chatbeskeder. Rapporten nævner også EU’s PNR-direktiv, der forpligter flyselskaber til at indsamle og videregive passageroplysninger som led i kriminalitetsbekæmpelse. Hvor det tidligere blev besluttet at indsamle oplysningerne som led i terrorbekæmpelse, er opsporing af såkaldt grov kriminalitet eller kriminalitetsanalyse i dag argument nok til at indsamle og videregive oplysningerne, kan man læse af rapporten [3].

Hvordan påvirker overvågning samfundet

Hvordan har øget overvågning påvirket opfattelsen af sikkerhed, frihed og tillid i samfundet?

Argumentet for at overvåge er ofte at skabe tryghed ved at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Undersøgelser fra Det Kriminalpræventive Råd viser dog, at tv-overvågning i sig selv ikke nødvendigvis hverken øger trygheden eller sænker kriminaliteten, og at tv-overvågning ikke kan erstatte overvågning fra vagter og kontrollører. Mennesker skaber større tryghed end overvågningskameraer, vurderer Det Kriminalpræventive Råd, kan man læse på rådets hjemmeside under overskriften ”Fakta om tv-overvågning”. Her fremgår det også, at tv-overvågning ikke er så effektivt forebyggende, når det kommer til ”vold eller anden personfarlig kriminalitet, der mange gange sker i affekt” [6]. I artiklen ”Føler du dig tryggere med videoovervågning? Det burde du ikke gøre” på Videnskab.dk kan man læse eksempler på, at overvågning ikke har skabt tryghed. Endda tværtimod, hvis overvågning bruges ukritisk. Artiklen nævner fx sagen om den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) overvågede og aflyttede i hans hjem i månedsvis for at kunne dokumentere anklagen om, at han skulle have røbet statshemmeligheder. Siden skulle det vise sig, at der var helt andre grunde til overvågningen, og sagen endte med, at Lars Findsen fik tilkendt erstatning. At overvågning på denne måde misbruges, kalder man ’overvågningsglidning’, hvad man historisk har set flere eksempler på. F.eks. under 2. Verdenskrig, hvor det, der startede som aflytning af nazister og kommunister, spredte sig til ”partikontorer, ledende politikere, kongehuset, folketingsmedlemmer, journalister, forskere, jøder og helt almindelige danskere”, som man kan læse i artiklen [7], som også redegør for, at overvågning historisk set har vist sig vanskelig at skrue ned for og risikabel, fordi oplysninger kan falde i forkerte hænder.

Hvilken samfundsmæssig betydning har overvågning haft i forhold til kriminalitetsbekæmpelse?

Den kriminalitetsforebyggende effekt af videoovervågning er omdiskuteret. Mens netop bekæmpelse og forebyggelse af kriminalitet og terror har været blandt hovedargumenterne for at give myndighederne friere rammer for overvågning, har forskningen ikke fundet effekt. F.eks. viste et omfattende studie fra 2019, der kortlagde 40 års forskning, at videoovervågning hverken har forebyggende eller afskrækkende effekt i forhold til at bekæmpe personfarlig kriminalitet, som man kan læse i forskningsartiklen ”CCTV surveillance for crime prevention – A 40-year systematic review with meta-analysis”, udgivet af Criminology & Public Policy” [8]. Overvågningskameraer kan skabe utryghed ved at skabe en stemning og opmærksomhed på fare på færde, argumenterer ph.d. i overvågningshistorie Jacob Vrist Nielsen i artiklen ”Føler du dig tryggere med videoovervågning? Det burde du ikke gøre” på Videnskab.dk [7] Han peger også på, at Rigsrevisionen i 2021 kritiserede placeringen af 450 såkaldte tryghedskameraer og kaldte placeringen af dem ”utilfredsstillende og udokumenteret” [7].

Hvordan kan overvågning skabe bedre betingelse for smittesporing og bekæmpelse af sygdomme?

Overvågning kan også bruges til andet end kriminalitetsbekæmpelse og opsporing. Blandt andet til opsporing af smitte og til brug for bekæmpelse af sygdomme. Under COVID-19-pandemien brugte myndighederne fx overvågningen via app’en ”Smittestop” til at identificere smittekæder, informere befolkningen og målrette indsatsen. Den fungerede ved hjælp af Bluetooth-teknologi, som sendte data fra mobilmaster og GPS, der kunne tegne et mønster over, hvor de smittede havde befundet sig på bestemte tidspunkter. På den måde blev det muligt at identificere, hvem der kunne havde været i kontakt og eventuelt have smittet andre eller udsat sig selv for smitte. Myndighederne brugte således overvågningsdata fra app’en til at informere folk, der havde været tæt på smittede, og til at analysere bevægelsesmønstre og forudsige smittespredning, som man kan læse i pressemeddelelsen ”Ny version af smittestop-appen understøtter den europæiske smitteopsporing” på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside [9].

Hvordan er overvågning blevet brugt til smitteopsporing andre steder i verden?

Under COVID-19 blev overvågning i forbindelse med smitteopsporing brugt mere vidtgående andre steder i verden. I Sydkorea brugte myndighederne både videoovervågning, data om kreditkortkøb og lokationsdata fra smartphones for at kortlægge smittekæder. I Sydkorea kan sundhedsmyndighederne få adgang til GPS-data, kreditkortoplysninger, rejsehistorik og patientjournaler med en godkendelse fra politiet. I Kina krævede myndighederne i flere byer, at borgere brugte et program på deres telefon, som kunne afgøre, om borgerne var i risikogruppe rød, gul eller grøn og havde ret til at bruge offentlige toiletter eller skulle i karantæne, kan man læse i udgivelsen ”Etiske hensyn ved digital kontaktopsporing”[10], som en styregruppe i Det Etiske Råd har udarbejdet i forbindelse med drøftelse af de etiske dilemmaer forbundet med brug af overvågning af befolkningens sundhedsdata i opsporingen af coronavirus under COVID-19.

Hvordan påvirker overvågning borgernes privatliv og frihed?

Debatten om brug af overvågning handler ofte om den udfordring, at overvågning er et indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder som ret til privatliv, ytringsfrihed og bevægelsesfrihed. Overvågning kan skabe frygt for at tænke og handle og udtrykke sig frit, og bevidstheden om kontrol kan påvirke, hvordan folk opfører sig, selv hvis de ikke gør noget ulovligt. Når myndigheder eller virksomheder overvåger borgere ved hjælp af overvågningskameraer, registrering af data og apps, begrænses borgernes mulighed for at være anonyme. Dertil kan data indsamlet via overvågning falde i forkerte hænder og blive brugt uden samtykke til kommercielt brug – f.eks. målrettede reklamer, social kontrol eller diskrimination. Argumentet for brug af overvågning er ofte, at sikkerhedshensyn eller trusler mod samfundet i de tilfælde, hvor overvågning tillades, skal veje tungere end sikring af den enkeltes frihedsrettigheder. I udgivelsen ”Etiske hensyn ved digital kontaktopsporing”, som er lavet en gruppe under Det Etiske Råd, refererer styregruppen til en tommelfingerregel formuleret af professor og forsker i bioetik ved det amerikanske Johns Hopkins – The Berman Institute Nancy Kass: ”Jo større byrder en sundhedsteknologi pålægger befolkningen i form af udgifter eller indgreb i frihedsrettigheder, desto stærkere beviser må der være for, at teknologien vil opnå dets mål”, som man læse i udgivelsen [10].

Hvilken betydning har overvågning for den enkeltes adfærd og deltagelse i offentlige og digitale rum?

Overvågning kan påvirke menneskers adfærd. Tanja Kammersgaard Christensen forsker i, hvordan overvågning påvirker menneskers privatliv. I artiklen ”Jurist i Jomfru Ane Gade: Sådan kan overvågning påvirke vores adfærd” på Videnskab.dk [11] advarer hun om, hvordan overvågning kan få konsekvenser for vores privatliv og afholde os fra at leve frit i det, vi betragter som private rum. Blandt andet henviser hun til sager, hvor optagelser af private forhold er blevet misbrugt ved at blive delt offentligt. F.eks. en amerikansk sag, hvor Tesla-medarbejdere havde brugt optagelser fra biler til at lave memes og gøre grin med de mennesker, der kørte bilerne. Eller en dansk sag, hvor en tidligere medarbejder i stormagasinet Salling havde brugt videoovervågning til at overvåge sin ekskæreste, som man kan læse i artiklen, der også refererer til rapporten fra Justitia [3], der viser, at 17 % af de adspurgte har afholdt sig fra at deltage i en debat på et socialt medie, 20 % har valgt at betale med kontanter i stedet for kreditkort, mens 10 % har afholdt sig fra at søge informationer om personfølsomme oplysninger online.

Problemstillinger ved overvågning

Hvordan udfordrer øget overvågning grundlæggende demokratiske rettigheder?

Overvågning udfordrer ytringsfriheden, fordi den skaber risiko for selvcensur og mindre lyst til at deltage ved at ytre sig eller engagere sig i en sag i troen på, at man frit kan gøre det uden at bliver overvåget, og at denne overvågning fører til eventuelle sanktioner. De grundlæggende demokratiske rettigheder vi har i Danmark gør, at staten skal have et legitimt formål og tydeligt retsgrundlag for at kunne overvåge. Det kan være legitimt at give staten mulighed for at overvåge, men det er helt afgørende, at beskyttelsen af borgernes retssikkerhed og demokratiske rettigheder bliver sikret. At lade overvågning omgå eller rykke ved de rettigheder er risikabelt, fordi det kan sætte tilliden til staten og myndighederne over styr. Derfor er gennemsigtighed og demokratisk kontrol med overvågningssystemerne afgørende, lyder konklusionen i rapporten ”Øget overvågning udfordrer retsstaten” fra Danmarks uafhængige juridiske tænketank Justitia [3].

Hvad siger loven?

Flere love regulerer, hvem der må overvåge, hvor det må ske, og hvilke krav der stilles til skiltning, saglighed og databeskyttelse:

Hvilken betydning har statens brug af overvågning for magtbalancen i et demokratisk samfund?

Statens adgang til stadigt mere overvågningsdata og brugen af dem indebærer en risiko for overregistrering og unødvendig mistænkeliggørelse af borgere, misbrug og magtmisbrug. Blandt dem, der er kritiske over for denne forskydning af magtbalancen mellem borgere og stat, er historiker og forsker i overvågningshistorie Jacob Vrist Nielsen, som advarer imod, at vi får skabt et samfund, der styres af overvågningsprincipper, som skaber selvcensur og mindsker fri debat, ytringsfrihed og lysten til at engagere sig i samfundet. Det kan man læse i artiklen ”Overvågningsekspert råber vagt i gevær: Vi risikerer at miste det frie samfund” på Advokatsamfundets hjemmeside [12]. Flere organisationer har advaret om, at magtbalancen kommer til at skride, så borgerne mister rettigheder i forhold til deres data. I et høringssvar til Justitsministeriets såkaldte Tryghedspakke, som skal udvide myndighedernes mulighed for at overvåge, anbefaler tænketanken Justitia, at der nedsættes em Kommission for Privatlivets Fred, som skal holde øje med, at privatlivets fred og personoplysninger beskyttes, at der udpeges en såkaldt ”central instans”, der løbende skaber overblik og informerer Folketingets Retsudvalg, og at Digitaliseringsministeriet og Justitsministeriet sammen med Dataetisk Råd udarbejder et etisk værktøj, som myndighederne skal bruge, når de skal træffe afgørelser om at bruge ny overvågningsteknologi, der kan påvirke privatlivets fred. Det kan man læses i høringssvaret [13]. Et bredt flertal i Folketinget vedtog i juni 2025 regeringens forslag om lovændringer i den såkaldte Tryghedspakke, og loven trådte i kraft 1. juli 2025, som det fremgår i pressemeddelelsen ”Bredt flertal i Folketinget sætter ind mod utryghedsskabende adfærd” på Justitsministeriets hjemmeside [14].

Hvordan kan overvågning forme eller begrænse den måde, vi udtrykker os på?

Overvågning kan bruges til at få social, politisk og kulturel kontrol og til at undertrykke minoriteter. I artiklen ”Kinesisk overvågning bliver i stigende grad en eksportvare, der bruges til at undertrykke befolkningsgrupper” på information.dk [15] forklarer Maya Wang fra organisationen Human Rights Watch, om de kinesiske overvågningssystemer udviklet af Huawei, der i 2015 indgik en aftale med den kinesiske regering om at være regeringens såkaldte informationspartner som en del af det, der kaldes en Smart City-løsning. Eksperter og rettighedsorganisationer advarer imod denne kinesiske model for overvågning, fordi den kinesiske regering tidligere har brugt overvågningen til at øge kontrollen med muslimske minoriteter, blandt andre uighurerne, fordi de ønsker at gøre sig uafhængige af det kommunistiske styre. Ved at indføre kontrol og overvågning af uighurerne har det kinesiske styre sendt hundredtusindvis af uighurer til interneringslejre, kan man læse i artiklen, hvor Maya Wang kalder den kinesiske provins Xinjiang for ”en ny slags innovativ totalitarisme”. Overvågningen i Xinjiang foregår både ved videoovervågning med ansigtsgenkendelsesteknologi i gader og offentlige rum og krav om, at alle borgere har såkaldt censursoftware på deres telefon, som scanner data som billeder, tekst og opkald, fremgår det af artiklen.

Hvordan kan kinesiske overvågningssystemer påvirke os i Danmark?

Kinesiske overvågningssystemer har konsekvenser, som rækker langt ud over Kinas grænser fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor varer og systemer er en eksportvare. Overvågningssystemer, der udvikles i Kina, bliver således solgt i hele verden. Kinesiske selskaber som Dahua og Huawei udvikler overvågningsteknologi, som også i Danmark i vid udstrækning bliver brugt til overvågning af trafik og parkeringssystemer. Og det er svært at undgå, fordi overvågningsbranchen i den globaliserede verden, vi lever i, er dybt afhængig af delkomponenter, som er udviklet i Kina, som man kan læse i artiklen ”Kinesisk overvågning bliver i stigende grad en eksportvare, der bruges til at undertrykke befolkningsgrupper” på information.dk [15].

For og imod overvågning

Hvad siger tilhængerne af mere overvågning?

Dem, der argumenterer for mere overvågning, bruger ofte argumentet, at overvågning kan skabe tryghed.   Øget tryghed er også hovedargumentet i den såkaldte Tryghedspakke, som regeringen præsenterede i foråret 2025. Den indeholder 15 initiativer, der skal styrke borgernes tryghed, heriblandt mere tv-overvågning. Med lovændringerne vil regeringen gøre det lettere at sætte overvågningskameraer op i udsatte boligområder, ved idrætsanlæg, på togstationer mm. Hvor det tidligere var et lovkrav, at det kunne dokumenteres, at kameraerne var en væsentlig forudsætning for at bekæmpe kriminalitet i et område, er intentionen om at øge trygheden i et område fremover argument nok for at opsætte videoovervågning, kan man læse i debatartiklen ”Hummelgaard: For mange borgere er utrygge. Derfor skal vi sætte flere overvågningskameraer op” på Altinget.dk [16].  Det at vi lever i en tid med øget trusselsbillede fra cyberangreb, epidemier og organiseret kriminalitet, er også blevet brugt som argument for, at øget overvågning er nødvendigt for at skaffe adgang til data og afgørende beviser, blandt andet i forhold til at forhindre terror og organiseret kriminalitet.

Hvad siger modstanderne af mere overvågning?

Dem, der er kritiske og advarer imod øget overvågning, argumenterer ofte med, at overvågning strider imod de grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder som sikring af ytringsfrihed og ret til privatliv og borgernes retssikkerhed. Dernæst er kritikerne af stigende overvågning bekymrede for, at øget overvågning svækker borgernes tillid til staten og systemerne og hermed ender med at skabe et mistillidssamfund, som fører til adfærdsændringer og ufrie borgere, som ikke tør engagere sig og ytre sig frit. Privatliv er en forudsætning for at leve og tænke frit, træffe frie valg og vælge og skabe sin identitet, upåvirket af frygt for konsekvenserne, argumenterer blandt andre den politiske sammenslutning LA Digital, som man kan læse i debatartiklen ”LA Digital: Overvågning er magt og har intet med frihed at gøre” på Altinget.dk [17]. Argumenter mod brug af overvågning handler også om frygt for misbrug af overvågning, baseret på historiske erfaringer af, hvordan overvågning er blevet misbrugt som magtmiddel og til undertrykkelse. Dertil kommer argumentet om, at vi skal passe på, at teknologien ikke tager magten over os, hvis vi lader vores gøren og laden overvåge af AI, ansigtsgenkendelse og automatisk dataindsamling uden demokratisk kontrol.

Perspektiv på overvågning

Hvilke initiativer tages der for at sikre balance mellem overvågning og beskyttelse af demokrati og privatliv?

Der findes både juridiske, teknologiske og politiske initiativer, der søger at sikre balance mellem overvågning og beskyttelse af borgernes demokratiske rettigheder og privatliv. Databeskyttelsesforordningen (GDPR) er en EU-lov, der sikrer borgernes ret til privatliv og kontrol over egne data ved at stille krav om samtykke ved dataindsamling. Den gælder både for private virksomheder og myndigheder. Dernæst sikrer offentlighedsloven og forvaltningsloven borgere ret til indsigt i myndighedernes arbejde, så overvågning og magtudøvelse kan kontrolleres. En del overvågning er underlagt krav om retskendelse og domstolskontrol, som skal sikre borgere mod tilfældig overvågning. Internationalt beskytter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRK) retten til privatliv og stiller krav om, at overvågningen skal være nødvendig, mens FN’s retningslinjer beskriver digitalt privatliv som en menneskerettighed. Liberal Alliance og Alternativet fremsatte i foråret 2025 et forslag om, at Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en uafhængig privatlivskommission, der skal kortlægge de love, der i de seneste år er blevet lavet for at øge overvågning af private borgere, og ”komme med anbefalinger til, hvordan balancen mellem tryghed, sikkerhed og retten til privatliv bedst sikres i fremtiden”, som det formuleres i forslaget [18].

Hvilke konsekvenser kan stigende overvågning få for kommende generationer?

Overvågning kan skade de demokratiske frihedsrettigheder og det grundlag af demokratisk dannelse, som et demokratisk samfund hviler på, advarer folketingsmedlem Kim Vallentin (V) i kronikartiklen ”Mere overvågning og regulering skader den demokratiske dannelse” på avisendanmark.dk [19].Budskabet i kronikken er, at det at vokse op i et overvågningssamfund kan svække kommende generationers adgang til viden, kritisk tænkning og ytringsfrihed. 
Også tænketanken Justitia er bekymret for udviklingen. Den stadigt tiltagende digitalisering og myndighedernes stadigt større ønske om at overvåge befolkningens data har gradvist udvandet rammerne for, hvornår myndighederne skønner, at der er grundlag for overvågning, lyder det fra tænketanken. ”Det bliver derfor tiltagende uklart, hvor mange og hvilke oplysninger der indgår i datasamkøringerne, og hvilke øvrige myndigheder og private virksomheder, som oplysningerne indhentes fra”, hedder det i Justitia-rapporten ”Øget overvågning udfordrer retsstaten” [3], som konkluderer, at de udfordringer og konsekvenser, der følger med stigende overvågning, må forventes at blive endnu større i fremtiden.

Citerede kilder

  5. Ansigtsgenkendelse

    Hjemmesidetekst
    ADD algoritmer, data & demokrati

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta