Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Nærbillede af en hånd, der holder lyse stenstykker med lithiumholdigt materiale i en mine. Billedet illustrerer udvinding af lithium, som er et vigtigt råstof i batterier og den grønne omstilling.

Lithium er et centralt kritisk råstof i batterier til elbiler og energilagring. Her ses lithiumholdigt materiale fra en mine i Nigeria.

Foto: Olympia De Maismont/AFP/Ritzau Scanpix

Lithium er et centralt kritisk råstof i batterier til elbiler og energilagring. Her ses lithiumholdigt materiale fra en mine i Nigeria. Foto: Olympia De Maismont/AFP/Ritzau Scanpix

Kampen om de kritiske råstoffer

Hovedforfatter

  • Anne Anthon Andersen, journalist, juni 2026

Læsetid: 15 min

Indhold

Indledning

Kritiske råstoffer indgår i alt fra elbiler, vindmøller og elektronik til våben og er afgørende for moderne teknologi, den grønne omstilling og international sikkerhed. De kritiske råstoffer er således materialer, som er afgørende for økonomi og teknologi, men som samtidig er sårbare i forhold til forsyning. Udvinding og forarbejdning af disse råstoffer er både dyrt og miljøbelastende, og derfor domineres markedet af få lande, særligt Kina. Den stigende efterspørgsel og tiltagende knaphed på råstoffer i de eksisterende miner har gjort råstofferne til et centralt geopolitisk spørgsmål og skærpet konkurrencen mellem stormagter som USA, Kina og EU. Adgangen til kritiske råstoffer handler ikke kun om økonomi, men også om politisk indflydelse og sikkerhed. Kontrol over ressourcerne giver magt, og mange lande forsøger at sikre deres forsyninger gennem handelsaftaler, investeringer og strategiske partnerskaber. Samtidig arbejder Europa på at mindske sin afhængighed af kinesiske leverancer ved at udvikle egne forekomster, blandt andet i norske Ulefoss, hvor der er taget prøver, der viser, at der findes sjældne jordarter. Også det grønlandske Kvanefjeld rummer sjældne og værdifulde jordarter, som vil kunne være et skridt på vej mod selvstændighed, men samtidig risikerer at sprede radioaktive stoffer, som kan skade miljøet. Kampen om de kritiske råstoffer rejser således spørgsmål om miljø, arbejdsforhold og lokalbefolkningens interesser. Kampen handler altså også om, hvordan fremtidens grønne omstilling skal gennemføres.

Relaterede emner

Her er hvorfor sjældne jordarter er pisse besværlige?

Videoen forklarer, hvorfor sjældne jordarter ikke er så sjældne, men meget svære at få adgang til, hvor store mængder der skal til for at udvinde dem, og den ekstremt giftige proces, det kræver at forarbejde jordarterne, før de kan bruges.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er kritiske råstoffer?

Kritiske råstoffer er mineraler og metaller, som spiller en vigtig rolle for et samfunds økonomi, teknologiske udvikling og sikkerhed, men hvor adgangen til den kan være usikker. Selvom kritiske jordarter også nogle gange kaldes sjældne jordarter, er det ikke, fordi de som sådan er sjældne – de findes mange steder dybt i Jordens undergrund, men adgangen til dem kan være vanskelig og usikker og svært tilgængelig. Om et råstof betragtes som kritisk, afhænger ikke alene af, hvor meget der findes i undergrunden, men også af hvor vigtigt det er for samfundet, og hvor sårbar forsyningen er. Et råstof kan blive klassificeret som kritisk, hvis produktionen eller forarbejdningen er koncentreret på få lande eller virksomheder, så politiske konflikter, handelsrestriktioner, naturkatastrofer eller andre forstyrrelser kan skabe problemer i forsyningskæden. Det er med andre ord snarere geopolitiske og økonomiske forhold end fysisk mangel på råstofferne, der klassificerer dem som ”kritiske”. Denne forståelse af kritiske råstoffer anvendes blandt andet af EU og ligger til grund for de vurderinger, der foretages af råstoffers betydning og forsyningsrisiko, som man kan læse i opslagsartiklen under overskriften ”Kritiske råstoffer” på lex.dk [1]. Kritiske råstoffer anvendes i mange forskellige produkter og teknologier. F.eks. i batterier til elbiler, vindmøller, solceller, elektronik, kommunikationsudstyr og avancerede våbensystemer. Derfor har den grønne omstilling og skiftet fra olie og gas til elektrificering øget forbruget af kritiske råstoffer markant, som man kan læse i artiklen under overskriften ”Kritiske råstoffer” på hjemmesiden økolariet.dk [2]. Blandt de mest omtalte kritiske råstoffer er litium, kobolt, grafit, nikkel og de såkaldte sjældne jordarter. Udvinding og forarbejdning af dem er ofte forbundet med store indgreb i naturen, et højt energiforbrug og risiko for forurening. Derfor er debatten om kritiske råstoffer ikke alene et spørgsmål om økonomi og forsyningssikkerhed, men også om miljøhensyn og bæredygtig udvikling, som det fremgår af artiklen ”Kritiske råstoffer” på Økolariet [2].

Fakta om kritiske råstoffer

Hvad bruges kritiske råstoffer til?

De kritiske råstoffer bruges blandt andet til at fremstille batterier til elbiler, elcykler, vindmøller og solceller, bærbare computere, backupsystemer til hospitaler, sikkerhedssystemer, mm., som man kan læse i faktaarket ”Fakta om råstoffer” fra Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer og GEUS [3]. Råstofferne spiller også en vigtig rolle i mobiltelefoner, computere og andet elektronisk udstyr, som bruges i forsvaret, landbruget, hospitalssektoren og medicinalindustrien, hvor de blandt andet indgår i nogle typer af medicinsk udstyr, som f.eks. høreapparater, som man kan læse under overskriften ”CRMs for medical devices” på Europa-Kommissionens hjemmeside og hospitalssektoren [4]. Flere af råstofferne indgår i de mikrochips, der driver computere, datacentre, kunstig intelligens og 5G-netværk og en række nye teknologier, heriblandt drone- og robotteknologi, som man kan læse i rapporten ”JRC Science for Policy Report – Supply chain analysis and material demand forecast in strategic tehnologies and sectors en the EU – A foresight study” på Europa-Kommissionens hjemmeside [5].

Hvor findes de vigtigste forekomster af kritiske råstoffer?

Kritiske råstoffer findes i undergrunden mange steder i verden, men kun få lande udvinder og forarbejder dem. Den Demokratiske Republik Congo står for langt størstedelen af verdens minedrift af råstoffet kobolt, mens Kina spiller en central rolle i forarbejdningen af råstoffer, som det fremgår af MiMas faktaark ”Fakta om råstoffer” [3]. Her kan man også læse, at litium udvindes fra saltsøer og bjerge i Chile, Argentina, Bolivia, USA, Australien og Kina, mens Indonesien udvinder meget nikkel. Det er altså relativt få lande, der udvinder og forarbejder de kritiske råstoffer, og som hermed har stor betydning og magt over produktionen. Flere andre kritiske råstoffer findes også i betydelige mængder i Rusland, Brasilien, USA og Canada, blandt andet grafit, sjældne jordarter og andre strategiske metaller.

Hvem kontrollerer produktionen og forarbejdningen af kritiske råstoffer?

Kina dominerer forarbejdning og produktion af flere kritiske råstoffer, og kinesiske mineselskaber er i færd med at overtage stadigt flere miner i DR Congo, kan man læse i artiklen ”Den grønne omstilling kræver mange råstoffer: Forskere hejser rødt flag” på Videnskab.dk [6], der indeholder grafer, der viser, hvilke lande der dominerer udvindingen og bearbejdningen af kobolt, nikkel, kobber, grafit, litium og sjældne jordarter.

Kina dominerer EU's forsyning af kritiske råstoffer

Kina er EU's vigtigste leverandør af kritiske råstoffer. Landet er største leverandør af syv råstoffer, bl.a. magnesium, gallium, germanium, grafit og wolfram, som er afgørende for grøn teknologi, elektronik og forsvarsindustrien.Kilde: Tænketanken Europa
Gå til Tal og grafer

Selv om der findes kritiske råstoffer i europæisk undergrund, udvindes mindre end 5 % af verdens kritiske råstoffer i EU, kan man læse i artiklen. EU og USA er således stærkt afhængige af at importere kritiske råstoffer fra Kina, og både USA og EU arbejder på at mindske denne afhængighed ved at lave egne mineprojekter. Europa-Kommissionen har godkendt 47 strategiske projekter i EU, som man kan læse i artiklen ”EU’s indsats for sikker forsyning af kritiske råmaterialer: Store ambitioner – men hvad med resultaterne?” på thinkeuropa.dk [7], hvor man finder en liste over EU’s vigtigste leverandører af kritiske råstoffer.

Hvorfor er kritiske råstoffer blevet et geopolitisk magtmiddel?

Kombinationen af den stigende efterspørgsel på kritiske råstoffer, og at meget få lande kontrollerer udvinding, forarbejdning og produktion af dem, gør dem til et geopolitisk magtmiddel. Særligt fordi råstofferne indgår i en række centrale teknologier, som er nødvendige både for den grønne omstilling, digitalisering, moderne kommunikation, it, robotteknologi, kunstig intelligens mm. Og for udstyr og teknologi, som bruges i militært udstyr i forsvaret. Derfor kan kontrol over råstoffer give politisk og strategisk indflydelse, og mange lande forsøger at sikre deres forsyning gennem handelsaftaler og partnerskaber, som man kan læse i artiklen ”EU laver stor aftale om kritiske mineraler med Sydafrika” på dr.dk [8]. Artiklen beskriver, hvordan EU og Sydafrika underskriver en aftale, der giver EU adgang til en række kritiske metaller og mineraler i Sydafrika, mod, at EU hjælper Sydafrika med at omstille til grøn energi, som man kan læse i artiklen.

Kritiske råstoffer og deres betydning for klima, økonomi og mennesker

Hvilken betydning har kritiske råstoffer for den grønne omstilling?

Kritiske råstoffer bruges i en lang række teknologier, der er afgørende i den grønne omstilling, der skal gøre energiforbruget mere klimavenligt. Det gælder f.eks. vindmøller, solceller, elbiler, batterier til lagring af energi, som er nødvendige for at kunne skifte fossile brændsler som gas og olie ud med vedvarende energi. Kobolt, litium, nikkel, grafit og sjældne jordarter er nødvendige elementer i effektive batterier, stærke magneter og avancerede energisystemer, der gør det muligt at lagre energien, så vedvarende energi, der er produceret fra f.eks. vind eller sol, kan opbevares og udnyttes stabilt. Uden adgang til disse kritiske råstoffer ville vi ikke kunne fortsætte udbygningen af grøn energiproduktion og omstillingen fra benzin og diesel til elbiler. Det gør, at adgangen til kritiske råstoffer bliver endnu mere afgørende for at kunne gennemføre den grønne omstilling i det tempo, der er fastsat for at kunne leve op til de klimamål, som er fastsat i Paris-aftalen. Det kan man læse i rapporten ”Kritiske råstoffers betydning for grøn omstilling”, som fagforeningen IDA står bag, og hvor det blandt andet beskrives, at Det Internationale Energiagentur, IEA, har vurderet, at den grønne omstilling vil øge efterspørgslen markant på en række råstoffer. Efterspørgslen på litium vurderes f.eks. at ville stige med 4,7 gange i forhold det nuværende niveau, mens efterspørgslen på grafit vurderes at ville stige med en faktor på 2,2 [9].

Hvordan påvirker kampen om kritiske råstoffer den globale magtbalance?

Kampen om kritiske råstoffer skærper rivaliseringen mellem USA, Kina og EU, fordi råstofferne er så afgørende for både grøn teknologi, digital infrastruktur og forsvar. Kinas dominerende position, særligt i forarbejdningen og aftaler med minerne, giver landet stor magt over de globale forsyningskæder, som Kina kan bruge strategisk i geopolitiske konflikter og handelskrig. Det blev blandt andet tydeligt, da Kina i sensommeren 2023 indførte eksportrestriktioner på en række råstoffer, blandt andet gallium og germanium, der bruges i computerchips, i våbenindustrien og i produktionen af grøn energi, som et led i handelskrigen, som man kan læse i artiklen ”Kina rasler med råstofsablen” på danskindustri.dk [10]. Således er kritiske råstoffer blevet en del af geopolitikken, og lande forsøger at sikre deres forsyninger gennem handelsaftaler, investeringer og strategiske partnerskaber. Samtidig opstår der nye afhængighedsforhold, som kan påvirke international stabilitet.

Hvordan kan knaphed kritiske råstoffer påvirke forbrugernes hverdag?

Knapheden på kritiske råstoffer kan få meget direkte konsekvenser for forbrugerne, fordi råstofferne indgår i en bred vifte af produkter, som vi har gjort os afhængige af. Det gælder alt fra mobiltelefoner, computere, elbiler til andre former for moderne elektronik. Hvis forsyningen bliver forstyrret eller forhindres, fordi få lande kontrollerer råstofferne, kan det hurtigt påvirke priserne, så visse produkter bliver dyrere, hvorved der opstår forsinkelser i produktionen eller ligefrem leveringsproblemer, så forbrugerne må vente på at få de varer, de ønsker. Knaphed på kritiske råstoffer kan også føre til højere energipriser eller udfordringer ift. at skifte fra fossil til vedvarende energi.

Hvilke konsekvenser kan udvindingen af kritiske råstoffer få for mennesker, der bor i mineområder?

Udvinding og forarbejdning af kritiske råstoffer kan medføre alvorlige konsekvenser for både naturen og de mennesker, der bor i mineområderne, blandt andet i form af forurening af jord og vand. Minedrift er i en række lande forbundet med betydelige sundheds- og miljøbelastninger. Minedrift efter råstoffer som litium og kobolt kan føre til vandmangel, fordi udvindingen kræver store mængder vand, mens forurening fra tungmetaller og giftigt affald fra udvindingen kan føre til en række kroniske sygdomme, som oftest rammer de mest sårbare grupper, herunder kvinder og børn, særligt i områder i Afrika og Sydafrika, hvor en stor del af verdens kritiske råstoffer udvindes, kan man læse i artiklen ”A UN report highlights the impact of critical mineral extraction on the health of the most vulnerable” på sciencemediacentre.se [11]. Også organisationen Amnesty International har dokumenteret, at børn arbejder under livsfarlige forhold i minerne i DR Congo for at skaffe kritiske råstoffer, som bruges til at fremstille litium-ion batterier, der bruges i smartphones og elbiler, som man kan læse i artiklen ”Børnearbejde står bag smartphones” på amnesty.dk [12].

Hvilke dilemmaer og konflikter skaber jagten på kritiske råstoffer?

Hvordan udfordrer jagten på kritiske råstoffer demokrati og menneskerettigheder?

Jagten på kritiske råstoffer kan udfordre både demokrati og menneskerettigheder, fordi udvindingen kan have store konsekvenser i form af forurening, ødelæggelse af naturen og pres på de befolkninger, der bor i nærheden af mineområder og eller arbejder i minerne. Flere steder oplever lokalbefolkninger og oprindelige folk at miste indflydelse på beslutninger om deres jord og ressourcer, fordi der skal udvindes råstoffer, og en stor del af udvindingen af råstoffer finder sted i det globale syd, hvor minearbejderne arbejder under uregulerede og sundhedsskadelige forhold og uden respekt for den omkringlæggende natur og miljø, som man kan læse i artiklen ”Den grønne omstilling kræver mange råstoffer: Forskere hejser rødt flag” på videnskab.dk [6]. Ifølge det internationale energiagentur, IEA, forventes verdens behov for kritiske mineralske råstoffer at stige til det seksdobbelte frem mod 2050, som følge af behovet i den grønne omstilling, som det fremgår under overskriften ”The role of critical minerals in clean energy transitions Executive Summary på IEA’s hjemmeside [13]. Det får forskere til at advare om, at den grønne omstilling sker på bekostning af menneskerettigheder og miljø, hvis ikke udvindingen bliver reguleret til at foregå under ordnede og sikre forhold.

Hvilke miljømæssige problemstillinger rejser udvinding af kritiske råstoffer?

Udvinding af kritiske råstoffer skaber alvorlige miljøproblemer, fordi minedrift med udvinding af mineraler som litium, kobolt og nikkel kræver store arealer, som kan føre til skovrydning, tab af biodiversitet, forurening af jorden og vandet. Ifølge FN-rapporten ”Critical Minerals, Water, Insecurity and Injustice” er den industri, der står for at udvinde og forarbejde kritiske råstoffer med til at forstærke ulighed og skade i forvejen sårbare samfund, som selv får meget lidt glæde af den grønne omstilling. Rapporten konkluderer også, at den stigende efterspørgsel efter kritiske råstoffer presser vandressourcerne og skader økosystemer i sårbare områder, som man kan læse i rapporten [14]. Også FN-rapporten ”Environmental Risks and Challenges of Anthropogenic Metals Flows and Cycles”, som United Nations Environment Programme står bag, beskriver, hvordan udvinding af kobolt og nikkel flere steder har før til sundhedsproblemer og giftige udledninger, bl.a. via tungmetaller i vand og jord.

Hvordan kan minedrift efter kritiske råstoffer påvirke lokalbefolkningens identitet og tilhørsforhold til deres natur og område?

Minedrift kan påvirke lokalbefolkningers identitet og tilhørsforhold, fordi den påvirker og ofte forandrer og gør skade på den natur, som lokalbefolkningen og oprindelige folk i mineområderne er tæt forbundet, fordi befolkningerne i mineområder ofte er afhængige af jagt, fiskeri og fortællinger knyttet til bestemte steder. I artiklen ”Intern kolonisering presser oprindelige folk i Nicaragua” på Globalnyt.dk, kan man læse, hvordan kinesisk styret minedrift i Nicaragua presser lokale oprindelige folk til at afgive deres jord [15]. Men det er ikke kun i det globale syd, at minedrift har negative konsekvenser for oprindelige folk. Også i Nordsverige oplever samerne minedriften som en trussel, som man kan læse i artiklen ”Minedrift truer det oprindelige samiske folks levevis” på videnskab.dk. Artiklen forklarer, hvordan minedrift og fragt af jernmalm til og fra minen afskærer rensdyrenes traditionelle vandringsruter og gør græsningsområder utilgængelige, og hvordan det presser samerne, som er afhængige af rensdyrdrift, og svækker den forbindelse mellem mennesker, rensdyr og landskaber, som er essentiel for samisk kultur [16].

Hvordan påvirker de miljømæssige konsekvenser af råstofudvinding vores opfattelse af, hvad en bæredygtig fremtid er?

De miljømæssige konsekvenser af at udvinde råstoffer gør det tydeligt, at omstillingen fra fossile brændsler til elektrificering ikke bare er grøn. For selv om vi er ved at overgå til stadigt mere elektrisk forsyning, fører udvindingen og forarbejdningen af mineraler og råstoffer til forurening, tab af biodiversitet og et enormt vandforbrug, som man kan læse i essayet ”Bag Litiumbjergene: om grønne løgne og mørke håb” [17]. Her udfordrer forfatter Theis Ørntoft fortællingen om, at en grøn omstilling finder sted med overgangen fra fossile brændsler til el, blandt andet fordi udvindingen af de kritiske råstoffer, der skal bruges til produktion af batterier til elbiler med mere, kræver store mængder af kritiske råstoffer, som udvindes med store omkostninger for natur, biodiversitet og mennesker som følge af forurening.

Hvordan kan afhængighed af få landes kritiske råstoffer skabe risiko for handelskonflikter og økonomisk pres mellem stormagter?

Når få lande kontrollerer udvinding, forarbejdning og produktion af kritiske råstoffer, kan de få stor magt over globale forsyningskæder, som resten af verdens lande er stærkt afhængige af fungerer. Lande som Kina, der dominerer produktion og forarbejdning, kan f.eks. bruge deres dominans til at lægge pres på andre lande ved at lave eksportrestriktioner, prisstigninger eller andre former for politisk pres i internationale forhandlinger. Ifølge internationale analyser fra Det Internationale Energiagentur, IEA, har særligt Kinas dominerende rolle i forhold til kritiske mineraler og råstoffer skabt bekymring i EU og USA, som forsøger at reducere deres afhængighed af kinesisk råstofforsyning gennem nye handelsaftaler og etablering af egne mineprojekter. I artiklen ”Ny analyse: Kina kan beslutte, om Europa kommer i mål med den grønne omstilling” på altinget.dk [18] kan man læse om, hvordan Kina er langt forud, ikke alene fordi de dominerer forarbejdning af råstofferne, men også fordi de har opbygget en råstofindustri, hvor de selv har kontrol med alle led i forsyningskæderne.

Skal Europa være mindre afhængig af Kina?

Hvad siger tilhængerne?

Europa er i dag stærkt afhængig af import fra særligt Kina, og det skaber sårbarhed i kriser og handelskonflikter. Egen udvinding kan øge forsyningssikkerheden og gøre den grønne omstilling mere stabil, argumenterer fortalerne for, at EU selv etablere flere mineprojekter for at mindske afhængigheden af Kina. Samtidig mindsker egen udvinding af kritiske råstoffer risikoen for, at produktion af f.eks. elbiler, vindmøller og forsvarsmateriel bliver bremset af mangel på råstoffer. Egen udvinding kan også skabe arbejdspladser og økonomisk udvikling, lyder endnu et argument, mens tilhængerne også fremhæver, at Europa har højere miljø- og arbejdsstandarder end mange råstofproducerende lande, og at europæiske projekter kan gøre udvinding og forarbejdning mere ansvarlig, mens en strengere regulering kan gøre minedriften mindre skadelig for natur og miljø. EU-Kommissionens strategi for kritiske råstoffer lægger også vægt på, at flere af de udvundne råstoffer skal kunne genbruges, så forbruget mindskes, kan man læse i EU-Kommissionens Critical Raw Materials Act [19].

Hvad siger modstanderne?

Modstanderne argumenterer med, at minedrift er forbundet med store miljøproblemer som forurening, ødelæggelse af natur og massiv CO2-udledning, uanset hvor den finder sted. Minedrift er samtidig skadelig for lokalbefolkningen, fordi den ændrer landskabet og forurener. Endnu et argument er, at de miljøbelastende konsekvenser af minedrift underminerer fortællingen om grøn omstilling, da udvinding af råstofferne på ingen måde er grøn, som blandt andre forfatter Theis Ørntoft argumenterer i essayet ”Bag litiumbjergene” [17]. EU kan hermed ende med at flytte og skabe nye miljø- og klimaproblemer i stedet for at løse de eksisterende. Kritikere af minedrift og udvinding af kritiske råstoffer på europæisk jord argumenterer i stedet for, at løsningen bør være at skrue ned for forbruget og op for genbrug og at udvikle bedre teknologi, som kræver færre kritiske råstoffer. Det mener blandt andre Det Europæiske Miljøagentur, som man kan læse under overskriften ”Ressource use and materials” på agenturets hjemmeside [20].

Fremtidens kamp om kritiske råstoffer

Hvordan er Europas reelle muligheder for at udvinde flere kritiske råstoffer og således mindske afhængigheden af Kina?

Europas muligheder for selv at udvinde flere råstoffer og mindske sin afhængighed af Kina vurderes som reelle, men begrænsede. Selvom der er fundet kritiske råstoffer i undergrunden i europæiske lande, blandt andet litium i Portugal og Tyskland og sjældne jordarter i Sverige, er der udfordringer. Dels fordi det kræver lange godkendelsesprocesser og tager mange år at etablere minedrift, og fordi de kritiske råstoffer ikke alene skal hentes op af jorden, men også forarbejdes og produceres. I nærheden af den norske by Ulefoss er der således fundet sjældne jordarter i det såkaldte Fensfeltet, der vurderes at gemme på en af verdens største koncentration af sjældne jordartsmetaller. Undergrunden huser en 580 millioner år gammel vulkanhals, der går mere end 500 meter ned i jorden og gemmer på de sjældne jordarter i en mængde, der vil kunne gøre Europa selvforsynende med sjældne metaller, kan man læse i artiklen ”Norge har gjort et fund, der kan gøre Europa selvforsynende med sjældne metaller” på politiken.dk [21]. Det er dog ikke ligetil at få adgang til metallerne, da de ligger i undergrunden under en landsby. For at få adgang til minen er virksomheden Rare Earth Norway nødt til at bygge en såkaldt ”usynlig mine”, der via en lang skrå underjordisk tunnel borer sig ind under byen, uden at forstyrre byens beboere, som man kan se i videoen ”This invisible Norwegian mine could solve Europe’s rare earth problem” på YouTube [se øverst i artiklen]. I artiklen ”Ny analyse: Kina kan beslutte, om Europa kommer i mål med den grønne omstilling” på altinget.dk [18], vurderes det dog, at EU vil kunne dække en stor del af sit behov for råstoffer, fordi Europa også har samarbejdsaftaler med andre lande, blandt andre USA, Storbritannien og Australien. Men det vil ikke være muligt for EU at nå de fastsatte klimamål uden adgang til Kinas råstoffer, konkluderer artiklen.

Er der tale om reel grøn omstilling, hvis det samlede energiforbrug samtidig fortsætter med at stige?

Den grønne omstilling er en falsk fortælling eller en løgn, hvis ikke omstillingen nedbringer vores forbrug, men blot er en tilføjelse til det samlede, fortsat stigende energiforbrug. Sådan lyder argumentationen i essayet ”Bag litiumbjergene” af forfatter Theis Ørntoft. Mens behovet for batterier og komponenter til elbiler, solceller, vindmøller m.m. kræver stadigt større mængder kritiske råstoffer, kræver nye teknologiske løsninger hele tiden flere ressourcer, argumenterer han, og nævner blandt andet LED-pæren som eksempel. Selv om det var meningen, at den skulle spare energi ved at afløse glødepæren, gjorde den det modsatte: ”Vi gik i stedet ud og købte mange flere elpærer, lod dem brænde længere, opfandt endnu mere opfindsomt farvechangerende natlamper og badedyr, hængte endnu mere imponerende lysinstallationer op på endnu mere imponerende shoppingcentre”, som han skriver i essayet [17].

Citerede kilder

  3. Råstoffer til batterier

    Faktaark
    Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer MiMa, GEUS: august, 2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Fakta