Finansloven

Rio Bravo-forliget 1983, forliget som ikke sikrede finansloven

I Danmark har vi op gennem historien typisk haft mindretal-regeringer. Det betyder, at regeringen for at sikre sin politik, herunder finansloven, må ud at skaffe sig et flertal blandet folketingets øvrige partier.
Dette var også tilfældet for den nytiltrådte borgerlige firkløverregering i 1983 i forbindelse med dens finanslovsudspil for 1984. Udsigterne for den danske økonomi var i 1980’erne dystre, og den nytiltrådte regering ønskede derfor med finansloven at lave kraftige beskæringer på den offentlige sektor og de offentlige ydelser. [1]

Socialdemokratiet og SF afviste udspillet, hvilket betød at regeringen for at sikre sin finanslov måtte sikre opbakning fra både Det Radikale Venstre og Fremskridtpartiet [2], hvis leder Mogens Glistrup netop var kommet i fængsel for skattesvig. Begge disse partier var positivt indstillede overfor hovedtankerne i regeringens udspil – men de to partiers forhandlere nægtede at være i rum sammen. Så regeringens forhandlere måtte løbe frem og tilbage mellem de to partier.

Sidst fik man et forlig på plads med Det Radikale Venstre, men Fremskridtspartiets hovedforhandler Helge Dohrmann var forsvundet fra Christiansborg. Til sidst fik regeringen fundet ham på restauranten Rio Bravo, hvor han skrev under på forliget. Heraf navnet Rio Bravo-forliget.

Forliget holdt dog aldrig hele vejen til afstemningen. Mogens Glistrup var kritisk overfor forliget, hvilket fik Fremskridtspartiet til at rejse nye krav, som Det Radikale Venstre fandt uacceptable. Statsminister Poul Schlüter så derfor ingen anden udvej end at udskrive valg. Ved nyvalget ændrede mandatfordelingen i folketinget sig, så regeringen kunne få stemt sin finanslov igennem med Radikale Venstre alene. [1]