Enhedslisten

Enhedslisten blev dannet i 1989 som en fællesliste for venstrefløjspartierne Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Sammenslutningen blev siden et samlet politisk parti med både landspolitisk og lokal gennemslagskraft. Partiet har siden 1994 været repræsenteret i Folketinget og er forsamlingens mest venstreorienterede parti. Partiets organisation adskiller sig på flere punkter fra de andre partiers. Enhedslisten har f.eks. et princip om, hvor længe man må sidde i Folketinget, før nye kræfter skal til. Partiet har også en kollektiv ledelse, men har siden 2009 haft en politisk ordfører som sin frontfigur. Pelle Dragsted har siden 2023 siddet på den post. Blandt partiets mærkesager er international solidaritet, en profitfri og stærk offentlig sektor og frigørelse for undertrykkelse. Partiet arbejder også for en ambitiøs miljø- og klimapolitik og kalder sig ”De rød-grønne”. Enhedslisten har historisk set været kritisk over for EU og Nato, men der er de seneste år sket en opblødning i forhold til de to institutioner i dele af partiet. Forud for årsmødet i Enhedslisten i 2024 stjal kontroversielle Israel-kritiske forslag en del af dagsordenen – forslag, som dog blev forkastet på mødet.

Enhedslisten – de rød-grønne, eller blot Enhedslisten, er et dansk parti, der både når det drejer sig om fordelingspolitik og værdipolitik er placeret yderst på den politiske venstrefløj. Partiet ser sig selv som et socialistisk, grønt, feministisk og demokratisk græsrodsparti, der også har tæt forbindelse til bevægelser, der arbejder for fred og antiracisme. Enhedslisten blev dannet som et valgteknisk samarbejde i 1989 af tre små partier på venstrefløjen, der hver især havde svært ved at komme over spærregrænsen. Det vil sige, at de i 1980’erne havde problemer med at få mindst 2 % af stemmerne og dermed komme i Folketinget. To af partierne, Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), havde tidligere været repræsenteret i Folketinget ad flere omgange. For at undgå stemmespild af venstrefløjsstemmer blev der etableret en fælles valgliste. I 1990 ophævede listen de enkelte partiers vetoret og blev et mere samlende parti. Mens VS siden hen valgte at nedlægge sig selv, eksisterer både DKP og det tredje parti, Socialistisk Arbejdsparti (SAP), som selvstændige organisationer, der har opretholdt partiaktiviteter ved siden af deres arbejde i Enhedslisten. Som det fremgår af artiklen ”Socialistisk Arbejdsparti, 1980-” på danmarkshistorien.dk udgiver SAP også sit eget tidsskrift med titlen ”Socialistisk Information”

.   

     Enhedslisten blev for første gang opstillet til Folketinget i 1990, men kom ikke ind ved dette valg. Partiet har siden 1994 været repræsenteret i Folketinget. Enhedslisten er på stemmesedlerne opstillet under listebogstav Ø. Enhedslisten har som det eneste parti i Folketinget hverken en formand eller en partileder, men er kollektivt ledet. Partiet har dog siden 2009 haft en politisk ordfører udpeget af folketingsgruppen, som er partiledelses ansigt udadtil. Medlemmer af Folketinget for Enhedslisten kan ikke stille op til valg efter syv sammenhængende år i den folkevalgte forsamling. Det skyldes partiets særlige princip om udskiftning i folketingsgruppen, det såkaldte rotationsprincip, som Enhedslisten er det eneste parti, der praktiserer. Medlemmer af Enhedslisten er også lønnet anderledes end andre folketingsmedlemmer. Det er partiets politik, at deres folketingsmedlemmer betaler en del af deres løn til partikassen, så det enkelte medlem kun får en løn, der svarer til en gennemsnitlig metalarbejders løn. Pelle Dragsted har siden 2023 været politisk ordfører, mens Trine Pertou Mach er gruppeformand i Folketinget.

Stiftelsen af Enhedslisten havde til formål at samle kræfterne på den yderste venstrefløj i arbejdet for demokratisk socialisme, det vil sige et socialistisk samfund indført ad demokratisk vej. Sammenslutningen blev hurtigt til et samlet parti med den officielle titel Enhedslisten – de rød-grønne. Partiets idégrundlag er forankret i en marxistisk samfundsanalyse. Partiets bud på en socialistisk samfundsindretning, som alternativ til et kapitalistisk samfund, indeholder bl.a. en sikring af ordentlige arbejds- og lønforhold, en mere lige fordeling af de økonomiske midler og et bæredygtigt fællesskab med lige muligheder for alle. For Enhedslisten udmønter det sig bl.a. i principper om fælleseje, frigørelse fra undertrykkelse og velfærd for alle, der har behov for det, med et velfærdssystem, der ikke er præget af private aktørers fokus på profit. Partiet arbejder ligeledes for, at alle mennesker i verden har lige ret til udvikling. Enhedslisten er også et af de mest ambitiøse partier, når det gælder bæredygtighed, økologi, naturbeskyttelse, miljøbevarelse og tiltag, der kan bremse klimaforandringerne. Enhedslistens første politiske grundlag fra 1994 havde titlen ” Et rødt-grønt alternativ”. Partiet har siden bl.a. haft sloganet ”En grøn og retfærdig verden”. Enhedslisten ønsker et stærkt internationalt samarbejde, men har traditionelt været kritisk over for EU og forsvarsalliancen Nato.

Op gennem 1980’erne havde partierne Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) alle problemer med at få stemmer nok til komme i Folketinget. Da Berlinmuren faldt i 1989, så det kun endnu sværere ud for de partier, der ønskede at være et alternativ til venstre for SF i dansk politik. Mange vælgere forbandt socialismen på den yderste venstrefløj med et totalitært og undertrykkende system i Sovjetunionen og i de europæiske østlande. Ikke desto mindre opstod det, der skulle blive til venstrefløjspartiet Enhedslisten, samme år, som Sovjetunionen brød sammen. Samarbejdet var i første omgang en sammenslutning af de små partier i en valgliste, men blev hurtigt mere end en sammenslutning af de små og ét samlet parti. Partiet kæmper for et socialistisk samfund og de socialistiske idealer præger også partiets organisation. Folketingsgruppen ledes i fællesskab og vigtige beslutninger skal altid drøftes med hovedbestyrelsen.

Folketingets mest venstreorienterede parti, Enhedslisten, har en del til fælles med Socialistisk Folkeparti (SF), som på det politiske spektrum er placeret en tak længere ind mod midten. Begge partier arbejder for at indføre socialisme på demokratisk og fredelig vis, og de har begge større lighed og omfordeling af midlerne i samfundet som et vigtigt pejlemærke. Begge de to venstrefløjspartier er også bannerførere for en ambitiøs politik på miljø- og klimaområdet. 

     Folkesocialisterne i SF og medlemmerne af Enhedslisten er dog også uenige om en del – ikke mindst synet på EU. SF var i 1972 modstander af dansk medlemskab af EF og var i 1992 imod forslaget om at omdanne EF til EU. Året efter blev SF dog enig med en række andre partier om konkrete forbehold, som skulle sikre et EU i flere tempi, og partiet har siden i stigende grad støttet EU-samarbejdet. Enhedslisten har derimod holdt fast i sin EU-modstand fra sin stiftelse i 1989 og de følgende mange år. De seneste år er der dog sket en opblødning i dele af partiet på spørgsmålet. En del af Enhedslisten ønsker nu at arbejde for et mere solidarisk og grønt Europa i EU i stedet for at kæmpe for dansk udmelding af EU, mens en anden fløj i partiet ønsker at fastholde bestræbelsen på et dansk EU-exit. Enhedslisten har siden 2019 været repræsenteret i Europa-Parlamentet. 

     Partiet Alternativet er et andet parti, som deler nogle af Enhedslistens synspunkter. Det gælder ikke mindst i forhold til den grønne dagsorden og ønsket om at styrke kulturpolitikken. Både Alternativet og SF har også, ligesom Enhedslisten, traditionelt set haft et tæt samarbejde med forskellige former for græsrodsbevægelser.

Som det fremgår af Enhedslistens hjemmeside under punktet ”Enhedslistens historie” har partiet altid forsøgt at være et alternativ til det eksisterende kapitalistiske samfund og den herskende politik: ”Både når man afslørede selskabstømmere og økonomiske skandaler, når man krævede nationalisering af energiressourcerne i Nordsøen, og når man som kritiske aktionærer mødte op til A.P. Møllers generalforsamling”

. Et fløjparti som Enhedslisten står tit i et dilemma mellem ideologi og pragmatisme, mellem ufravigelige krav og muligheden for at få indflydelse ved at indgå kompromisser. Som Folketingets mest venstreorienterede parti har Enhedslisten altid stået i opposition til borgerlige regeringer og har også været kritik over for socialdemokratisk ledede regeringer. Enhedslisten har dog også været støtteparti i rød blok. Det var fx tilfældet fra 1994-2001, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) stod i spidsen for skiftende regeringer. Enhedslisten søgte i perioden at få så meget af sin politik igennem som muligt, men også at bevare sin kritik af den socialdemokratiske politik. Enhedslisten var fx med et langt stykke hen ad vejen ved de årlige finanslovsforhandlinger, men endte ofte med at stemme imod den samlede finanslov. 

     I 2011 støttede Enhedslisten den nye S-SF-R-regering, men syntes hurtigt, at regeringens politik var mere blå end rød. Enhedslisten var i perioden 2011-15 ofte skuffede over det, partiet anså for at være forringelser gennemført af regeringen med støtte fra den borgerlige lejr. Det gjaldt ikke mindst en skattereform i 2012, hvor regningen for skattelettelser, ifølge Enhedslisten, blev sendt til dem med de laveste indkomster – hvilket fik Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til at udtale, at ”regeringen pisser på vælgerne.” I 2018 melder partiet for første gang ud, at det var parat til at være del af en regering. Pelle Dragsted understreger i 2024 igen, at partiet gerne indgår i et regeringssamarbejde, men ikke for enhver pris, som det fremgår af artiklen ”Pelle Dragsted slår fast: Enhedslisten vil gerne i regering” på dr.dk: ”For os er den politiske indflydelse afgørende. Og hvis vi kan få den først og fremmest ved at sidde i en regering, og den mulighed byder sig, så gør vi gerne det. Hvis det ellers er et grundlag, vi kan stå inde for”

.

Politikere fra forskellige små partier på venstrefløjen, som ofte var indbyrdes uenige, men nu havde indgået et forpligtende samarbejde, tegnede i starten af Enhedslistens levetid partiet. De første repræsentanter for Enhedslisten fremførte med en traditionel retorik fra den yderste venstrefløj partiets mærkesager og appellerede især til arbejdervælgere og venstreorienterede akademikere. Nogle af de første folketingsmedlemmer for Enhedslisten var profiler som Frank Aaen, Søren Søndergaard, Jette Gottlieb og Keld Albrechtsen. I 1999 fik partiet en yngre kvinde, Pernille Rosenkranzt-Theil, som midlertidigt folketingsmedlem og fra 2001 som fast folketingsmedlem. Hun var de næste seks år med til at profilere partiet og var som en mere moderne stemme med til at sikre Enhedslisten stigende vælgeropbakning. Rosenkranzt-Theil har siden skiftet til Socialdemokratiet og har ad flere omgange været minister. Endnu en ung kvinde, Johanne Schmidt-Nielsen, blev fra 2007 og mange år frem en markant skikkelse i Enhedslisten og i dansk politik. Hun blev for alvor kendt i offentligheden ved den afsluttende valgdebat i 2007, hvor hun ellers forud for debatten blev forvekslet med en piccoline af den konservative partiformand, Bendt Bendtsen, som bad hende skaffe sig en kop kaffe. I 2009 skete det nybrud i Enhedslisten, at man besluttede sig for at udpege en politisk ordfører, som skulle være partiledelsens ansigt udadtil. Den første på posten blev Johanne Schmidt-Nielsen. Med de to yngre kvinder, Rosenkranz-Theil og Schmidt-Nielsen, som stærke stemmer fra Enhedslisten, appellerede partiet for alvor også til unge vælgere. Fløjpartier appellerer traditionelt til unge vælgere, som gerne ser en klar og ideologisk tilgang til politik. Som professor i statskundskab, Kasper Møller Hansen, siger det i artiklen ”Unge vender ryggen til de gamle partier” i ugebrevet Mandag Morgen: ”Der er en tendens til, at unge vælgere er lidt mere yderligtgående og stemmer på partier som Alternativet og Enhedslisten frem for Socialdemokratiet i den røde blok eller på Liberal Alliance frem for Venstre i den blå blok”

. I samme artikel fremgår det af en analyse fra Danmarks Ungdoms Fællesråd fra 2022, at de unge er markant mere optaget af klima og grøn omstilling end vælgere over 26 år. Opbakningen til Enhedslisten blandt de unge skyldes også partiets ambitiøse miljø- og klimapolitik.

Partiet SF ændrede i 1993 sit syn på EU og var nu tilhænger af et europæisk samarbejde i EU-regi. Fra 1993 og frem var Enhedslisten derfor det eneste parti på venstrefløjen, som kæmpede for et dansk exit fra Den Europæiske Union. Partiet var lige på dette punkt mest enig med partier, som det ellers var dybt uenig med, som f.eks. Dansk Folkeparti (DF). Enhedslistens EU-modstand har dog en ganske anden begrundelse end den nationalkonservative hos DF. Enhedslisten er fortaler for nordisk, europæisk og globalt samarbejde, der tager hensyn til demokrati, miljø og mennesker, men har traditionelt set anset EU for at være en institution, der i for høj grad er styret af hensynet til markedet og de multinationale selskaber.

     I 2019 stillede partiet op til Europa-Parlamentsvalget. Nikolaj Villumsen blev valgt som det første medlem af parlamentet for Enhedslisten. I 2022 fremsatte ledende skikkelser i Enhedslisten et forslag om, at det ikke længere skal være et mål i sig selv for partiet, at Danmark skal ud af EU. Målet er, at få Europa i en mere progressiv retning. Som det hed fra en af forslagsstillerne, Pelle Dragsted, i artiklen ”Enhedslistens topmedlemmer: Hellere EU-kritisk indefra end EU-udmeldelse: ”Vores forslag går ud på at få en mere nøgtern analyse af EU, hvor vi anerkender, at EU også er en kampplads for progressive venstreorienterede til faktisk at kunne opnå nogle resultater.”

. Udmeldingen var udtryk for et kompromisforslag, for der er internt i partiet uenighed om, hvordan partiet skulle stille sig til EU-spørgsmålet. Det er i 2024 fortsat en diskussion internt i partiet. På sit årsmøde i 2024 besluttede Enhedslisten at opstille Per Clausen som spidskandidat til EU-parlamentsvalget 2024. Partiet tilhører i parlamentet gruppen Den europæiske venstrefløj (The Left). 

     Også i synet på forsvarsalliancen Nato har man de seneste år set en opblødning i Enhedslistens hidtidige målsætning om en dansk udmeldelse af Nato. Siden partiets årsmøde i 2023 har det været Enhedslistens politik, at det ikke ønsker en udmeldelse af Nato, før der foreligger et alternativ i det internationale samarbejde. Som det refereres i artiklen ”Enhedslisten i historisk Nato-opblødning”, ønsker Enhedslisten at stå uden for Nato og andre militære stormagtsalliancer, men ”det forudsætter en ny sikkerhedsarkitektur på nordisk, europæisk og internationalt plan, samt en styrkelse og demokratisering af FN og fælles sikkerhedspolitiske fora som OSCE.” Partiet vil heller ikke længere nedlægge det danske militær, som det ellers tidligere har arbejdet for.

.

Enhedslistens Pelle Dragsted beskriver i sin politiske debatbog ”Nordisk socialisme”: På vej mod en demokratisk økonomi” fra 2021 en form for socialisme, der kombinerer elementer af kapitalisme og socialisme i en blandingsøkonomi. Han er blevet set som Enhedslistens ukronede chefideolog de seneste år og blev i 2023, som den første mand i partiets historie, udpeget til politisk ordfører for Enhedslisten. Med Pelle Dragsted som politisk ordfører skal partiet kæmpe videre for sine mærkesager, men samtidig være et bredt folkeligt parti for helt almindelige mennesker, der ikke er født med en masse privilegier. Det forklarer Dragsted på et pressemøde ifølge artiklen ”Nu prøver de noget nyt i Enhedslisten: En mand”: ”Vi skal kunne samle klimaaktivister og industriarbejdere. Akademikere og arbejdsløse. Kvinder og mænd. Gamle og nye danskere og alle seksuelle minoriteter.”

. Frontfiguren understreger i DR-artiklen ”Pelle Dragsted slår fast: Enhedslisten vil gerne i regering” fra 2024 også, at han ser et forandret politisk landskab, hvor Socialdemokratiet er hoppet over på modstanderholdet: ”Det betyder i mine øjne, at det i høj grad er venstrefløjen – Enhedslisten, SF og Alternativet – der står med ansvaret for at slås for et solidarisk Danmark og for almindelige menneskers rettigheder og vilkår. For en velfærd, der fungerer, og en ambitiøs og radikal grøn omstilling, der samtidig er socialt retfærdig.”

. I forbindelse med konflikten i Mellemøsten har Pelle Dragsted forsøgt at lægge en kritisk linje over for både Hamas og Israel. Som man kan læse i artiklen ”Enhedslisten skal debattere kontroversielt slogan på årsmøde” mener en del af baglandet dog, at Dragsteds udmelding er alt for midtsøgende. De ønsker, at kritikken af Israel skulle optrappes. Der blev på partiets årsmøde 2024 fremsat en række kontroversielle Israel-kritiske forslag, som dog alle blev nedstemt

.

Enhedslisten arbejder for et samfund, hvor forbruget af jordens ressourcer er i balance med jordens økologiske bæreevne, og hvor nutidens livsstil ikke ødelægger fremtidige generationers muligheder. Det fremgår af punktet ”Grønt delprogram” på partiets hjemmeside

. 

     Grundlæggende er Enhedslisten af den opfattelse, at den eksisterende natur- og klimakrise hænger sammen med kapitalismens afhængighed af vækst, som fører til overproduktion og rovdrift på naturen, og at produktionen af varer styres af, hvad der skaber profit. Partiet understreger også, at de miljøødelæggelser, som væksten forårsager, rammer de fattige hårdest, både internationalt og nationalt. Det kan man læse på partiets hjemmeside under ”Enhedslistens principprogram”

. Løsningen er ifølge Enhedslisten ikke en bare satsning på grøn vækst, som mange andre partiet slår til lyd for, men derimod en forandring af samfundet og dets fokus på vækst, profit og overproduktion. Udviklingen af grøn teknologi er en god ting, mener partiet, men det er langt fra nok. Mængden af industriprodukter, biler, flyrejser og lignende skal ned. Ellers er det ikke muligt at afværge en klimakatastrofe og løse verdens miljøproblemer.

I Enhedslisten ønsker man det, partiet betegner en demokratisk rød-grøn omstilling. Det kan man læse på deres hjemmeside under punktet ”Produktionspolitisk program”

. Rød omstilling er ifølge partiet at sikre større lighed i forbrugsmulighederne, og partiet foreslår bl.a. en øget beskatning af de højeste indkomster. Rød omstilling er også at fremme velfærdsbehov som omsorg, tryghed, læring, tid til hinanden og kulturel udfoldelse frem for vækst i det materielle forbrug, ifølge Enhedslisten. Partiet foreslår bl.a. nedsat tid med lønkompensation og orlovsordninger til uddannelse. Landbrugserhvervet nævnes som et eksempel på et område, som Enhedslisten mener, skal gennemgå en grøn omstilling. Ifølge partiet er der behov for større omlægning til økologisk landbrugsproduktion og for svinekvoter, der kan begrænse den enorme svineproduktion. Partiet foreslår ligeledes et forbud mod lange transporter af levende svin. Partiet er også fortaler for mere vild og mangfoldig natur, grøn omstilling af transportsektoren og mere skånsomt fiskeri.

Sundhedssektoren skal være gratis og for alle. I Enhedslisten mener man, at sundhedsvæsenet skal varetages i offentligt regi og finansieres via skattesystemet. Partiet er imod enhver form for brugerbetaling, der øger den sociale ulighed i sundhed. Netop på grund af den store ulighed i sundhed vil den overordnede kamp for større økonomisk lighed i samfundet også fremme folkesundheden, ifølge Enhedslisten. Partiet er ligeledes fortaler for, at sundhedsvidenskabelig forskning i ulighed i sundhed og i forebyggelse skal styrkes. Det kan man læse i ”Sundhedspolitisk delprogram” på partiets website

. 

     Partiet ønsker også, at medicinalindustrien skal demokratiseres og kontrolleres af samfundet samt at en øget beskatning af medicinalindustrien skal danne baggrund for offentlig styret forskning i lægemidler. Enhedslisten arbejder også for at begrænse menneskers nedslidning på arbejdsmarkedet ved at indføre kortere arbejdstid og stoppe den eksisterende tendens til at en stigende pensionsalder.

Ifølge Enhedslisten er vores boliger de seneste årtier i stigende grad blevet spekulationsobjekter, og muligheden for at indkassere skattefrie gevinster, når man sælger sin ejerbolig, har været med til at øge uligheden i samfundet. Det ønsker partiet at ændre på. Det fremgår af ”Enhedslistens boligpolitiske program”, der kan ses på deres hjemmeside

. Partiet ønsker et nyt og mere retfærdigt boligskattesystem, der kan sikre, at samfundsskabte værdistigninger i ejendomme beskattes. Partier ønsker også flere og større variation i almene lejeboliger og at styre det nære demokrati i den lokale boligforening. Enhedslisten er også imod det, partiet betegner markedsgørelsen af andelsboligerne, hvor stærkt stigende priser har skabt store gevinster for de heldige. Enhedslisten vil genskabe andelsboligssektoren som et reelt demokratisk og solidarisk alternativ til ejerboligerne. Partiet er også imod at flytte folk mod deres vilje eller basere boligpolitikken på diskrimination af bestemte grupper, som man fx har set det i den såkaldte ghettolov, som ifølge Enhedslisten pressede boligforeninger til at udelukke eller diskriminere visse samfundsgrupper.

I Enhedslisten er fortaler for et internationalt fællesskab og en verden, hvor mennesker kan leve et frit og trygt liv uden frygt for krig og fattigdom. Som det hedder i partiets principprogram: ”Kampen for en retfærdig verden og for socialismen er en global kamp, og derfor er internationalt arbejde og opbygning af alliancer på tværs af landegrænser helt afgørende for Enhedslisten.”

. Konkrete tiltag, der kan sikre alle lige muligheder for udvikling, er ifølge Enhedslisten at hæve ulandsbistanden. I ”Produktionspolitisk program” på Enhedslistens hjemmeside understreger partiet også, at det arbejder for en sammenhængende bistands- og handelspolitik, som vil støtte de fattige landes produktionssektor. Vi skal ligeledes i højere grad end nu aftage deres produkter og undlade at støtte dansk eksport til ulande, hvis det skader de fattige landes egen produktion, mener partiet

.