Socialdemokratiet

Den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen stod under coronavirusepidemien i spidsen for en smal etpartiregering og modtog både stor ros og kritik for sine initiativer og håndtering af krisen. Partiet har siden dannet regering hen over den politiske midte med partierne Venstre og Moderaterne. I Socialdemokratiets historie har forholdet mellem partiets socialistiske udgangspunkt på den ene side og ønsket om at være et bredt folkeparti, der danner bro mellem den venstre og højre side af det politiske spektrum, spillet en væsentlig rolle. På den dramatiske valgnat efter Folketingsvalget i 2022 fik Socialdemokratiet, Radikale Venstre og partierne på den politiske venstrefløj tilsammen lige akkurat et politisk flertal. Socialdemokratiet valgte dog efterfølgende at indgå i et bredt regeringssamarbejde,  sådan som partiets ledelse havde lagt op til før valget. Det blev dog en beslutning, der ifølge meningsmålingerne har kostet dyrt på vælgertilslutningen til Socialdemokratiet, som har været dalende siden etableringen af SVM-regeringen.

Socialdemokratiet er et dansk politisk parti, hvis historie går tilbage til 1871, hvor det blev stiftet under navnet Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Partiets stiftere var bladudgiver Harald Brix, journalist Paul Geleff og den socialistiske pioner Louis Pio, der ofte regnes for at være grundlæggeren af arbejderbevægelsen i Danmark. Partiet havde oprindeligt som sit formål at varetage den voksende arbejderklasses interesser. I 1878 blev der gennemført en opdeling i det politiske parti på den ene side og fagbevægelsen på den anden. Partiet og fagbevægelsen har dog siden samarbejdet og haft indflydelse på hinandens udvikling. Partiet har igennem historien skiftet navn flere gange, men går i dag under navnet Socialdemokratiet. Partiet betegnes ofte med bogstavet S, men på stemmesedlerne har partiet listebogstavet A. Socialdemokratiet er placeret i det, der ofte kaldes den røde blok i dansk politik. Partiets kernevælgere var traditionelt faglærte og ufaglærte arbejdere, men Socialdemokratiet har gennem det 20. århundrede udviklet sig til at være et parti, der også appellerer til andre vælgergrupper. Socialdemokratiet har gennem det 20. og 21. århundrede ofte været et regeringsbærende parti. Ifølge artiklen ”Statsministre siden 1848” på Statsministeriets hjemmeside har ni socialdemokratiske partiformænd fra 1924 og frem til i dag haft posten som dansk statsminister. Den første var Thorvald Stauning, mens den seneste er Mette Frederiksen, som siden 2019 har siddet på posten

.

Socialdemokratiets idégrundlag er forankret i en såkaldt reformistisk marxisme. Det vil sige, at samfundsændringer i en socialistisk retning skal indføres gennem politiske reformer, ikke ved radikale, revolutionære forandringer. Partiet har siden 1970’erne haft en rød rose som sit symbol. Blomsten er inspireret af det franske socialistpartis røde rose i en knytnæve. Knytnæven var det kommunistiske parties symbol, og rosen i en knytnæve skulle derfor lægge afstand til kommunisterne og være et symbol på ’socialisme med et menneskeligt ansigt’. Det kan man læse om på Socialdemokratiets hjemmeside under punktet Logo og grafik

. Ved store møder i Socialdemokratiet er der tradition for at synge den socialistiske sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. I sangen er den røde fane et billede på socialismens evne til at forene arbejderklassen i kampen for bedre forhold. I tiden fra 2. Verdenskrig og frem til den økonomiske krise i 1970’erne blev partiet kendt som en af hovedarkitekterne bag den danske velfærdsstat. Det vil sige et samfund, som sikrer dets borgere en minimumindkomst og er garant for et socialt sikkerhedsnet, der træder i kraft, når man rammes af sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. Som det fremgår af Socialdemokratiets egen hjemmeside under overskriften ”Det vil vi” er ordene ”Frihed, lighed og fællesskab” et af partiets slogans

.

Allerede med Thorvald Stauning i spidsen bevægede Socialdemokratiet sig fra at være et arbejderklasseparti til et bredere folkeparti. Ifølge artiklen ”Danmark for folket” på Arbejdermuseets hjemmeside fik partiets nye partiprogram i 1934 netop titlen ’Danmark for Folket’. Det inspirerede i øvrigt digteren Oskar Hansen til en sang af samme navn, som i dag indgår i Højskolesangbogen

. Partiprogrammet blev i 1935 fulgt op af det, der skulle blive en af de mest kendte danske valgplakater gennem tiden. Plakaten forestiller den daværende statsminister og bærer titel ”Stauning – eller Kaos” med undertitlen ”Stem socialdemokratisk!” Det var første gang, at en valgplakat præsenterede et parti med et billede af spidskandidaten. Plakaten skulle understrege, at ”landsfaderen” Stauning var garant for den stabilitet, der kunne føre Danmark gennem de urolige 1930’ere præget af økonomisk krise, arbejdsløshed og politisk ustabilitet i Europa. Ifølge artiklen ”Folketingsvalget 1935” på danmarkshistorien.dk endte valget med at give Socialdemokratiet 46 procent af stemmerne

. Hverken før eller siden har partiet oplevet så stor vælgertilslutning. Stauning var statsminister fra 1926-29 og igen fra 1929-42. Han blev dermed den længst siddende danske statsminister.

Allerede i 1945 var den unge cand.polit. Jens Otto Krag med til at formulere de første tanker om Socialdemokratiets økonomi- og velfærdspolitik efter krigen.  Krag var en af hovedkræfterne i det arbejde, der resulterede i programmet ”Fremtidens Danmark”. Programmet indeholdt en række forslag til, hvordan man skulle undgå en økonomisk krise som den, man havde set i 1930’erne. Det kan man læse i artiklen ”Fremtidens Danmark – Socialdemokratiets valgprogram, august 1945” på danmarkshistorien.dk

. Der skulle satses på øget beskæftigelse, og så skulle staten havde en vigtig koordinerende rolle i forhold til både erhvervsliv og handel. To år senere blev Krag valgt til Folketinget og fik siden flere ministerposter, før han i 1962 afløste Viggo Kampman som Socialdemokratiets formand og som statsminister. 

     1960’erne var præget af højkonjunktur, det vil sige, at der var vækst og fremgang i samfundet. Det betød lønstigninger, men også udviklingen af en moderne velfærdsstat med en voksende offentlig sektor. Socialdemokratiet med Jens Otto Krag i spidsen var en af chefarkitekterne bag den moderne velfærdsstat. Et tættere europæisk samarbejde var også et helt centralt politisk mål i Krags ønske om at sikre et økonomisk stabilt Europa. Dagen efter EF-afstemningen i 1972, hvor et flertal af vælgerne stemte ja til dansk EF-medlemskab, valgte Jens Otte Krag, til de flestes store overraskelse, at træde tilbage. Han overlod statsministerposten til Anker Jørgensen, der fik til opgave at holde sammen på et parti, der efter oliekrisen og det såkaldte Jordskredsvalg i 1973 ville komme til at stå i en historisk krise.

Der har flere gange været flere kandidater til formandsposten i Socialdemokratiet. Det mest kendte kampvalg faldt sted i 1992 og betegnes ofte kongemordet. På en ekstraordinær partikongres blev partiets daværende formand, Svend Auken, væltet af Poul Nyrup Rasmussen. Forud for formandskampen havde Auken ellers sikret partiet en fremgang ved Folketingsvalget i 1990, men kunne efterfølgende ikke finde politisk opbakning til at danne regering. Det førte til, at fløjkrigen i partiet brød ud i lys lue. Auken-fløjens mere venstreorienterede politik stod over for Nyrup-fløjens mere midtsøgende kurs. Det drejede sig dog også om magt og indflydelse. Som historiker og socialdemokrat Rasmus Horn Langhoff forklarer i artiklen ”Kongemord på Auken var ”uundgåelig”” i Politiken: ”Svend Aukens dårlige forhold til Radikale Venstre betyder, at han stod i vejen for, at Socialdemokratiet kunne danne regering.”

. I januar 1993 trådte den daværende regering ledet af den konservative Poul Schlüter tilbage i kølvandet på Tamilsagen, som var en sag om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføring. Med Nyrup som formand kunne Socialdemokratiet herefter igen stille sig i spidsen for en regering efter mere end ti år i opposition. De to fløje i partiet var de næste mange år med at skabe politisk uenighed internt i Socialdemokratiet.

Op igennem 1980’erne og 1990’erne kom udlændingeområdet til at fylde mere i den politiske og offentlige debat. Det skyldes ikke kun et stigende antal asylansøgere og kritik af den førte politik fra blandt andet det indvandrerkritiske parti Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti, der blev stiftet i 1995. Selvom flere socialdemokratiske borgmestre fra omegnskommuner vest for København udtrykte deres bekymring over de integrationsproblemer, som de oplevede i deres kommuner, var der stadig internt i partiet uenighed om politikken på udlændingeområdet.   

     I 1999 udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti: ”Set fra mit synspunkt: Stuerene, det bliver I aldrig”.  Udmeldingen kom fra Folketingets talerstol i forbindelse med en ophedet debat om menneskesyn og indvandringspolitik. 

     Under Helle Thorning-Schmidts ledelse accepterede Socialdemokratiet dog VK-regeringens integrations- og indvandringspolitik som blev vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet i 2001.

Efter valgnederlaget i 2005 trådte daværende formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, tilbage som formand. Den unge Helle Thorning-Schmidt havde kun siddet i Folketinget i en måned, da hun i april 2005 stillede op som formandskandidat i partiet og vandt over modkandidaten Frank Jensen, som tilhørte partiets venstrefløj. Helle Thorning-Schmidt blev siden den første kvindelige statsminister efter Folketingsvalget i 2011. Hun stod i spidsen for en S-R-SF-regering, der førte en politik, der var med til for alvor at gøre Socialdemokratiet til et midtsøgende parti. Ifølge regeringen betød den økonomiske krise, at det var nødvendigt med politiske indgreb og reformer. Det resulterede i en økonomisk politik, som rokkede ved nogle af de klassiske socialdemokratiske velfærdstanker. Kritiske røster mente, at Socialdemokratiet med Helle Thorning som formand førte en mere borgerlig end socialdemokratisk politik. En måling foretaget af Megafon og TV 2 i 2014 viste da også, at mere end hver tredje vælger anså Thorning-Schmidt for at være borgerlig i sine grundholdninger. Det kan man læse i artiklen ”Måling: Danskerne ser Helle Thorning-Schmidt som borgerlig”

.

Socialdemokratiet har historisk set ofte samarbejdet med Radikale Venstre , og de to partier har også flere gange sidder i regering sammen. Fra starten af 1980’erne og frem er Radikale Venstre mange gange blevet udråbt til at være ”tungen på vægtskålen”, det vil sige, at de ofte har haft stor indflydelse på, om der kunne dannes en borgerlig- eller en socialdemokratiskledet regering. Radikale Venstre er derfor blevet kaldt alt fra kongemagere til vendekåber. Fra Anker Jørgensen lød det i 1982 sådan her: ”Nu er vi to gange blevet væltet af de radikale, og så må den flok lusepustere og slingrefise tvinges til at tage konsekvensen og bekende kulør over for de borgerlige”. Det kan man læse i Politiken-artiklen ”26 Anker Jørgensen-citater: ”Surheden spærrer for udsynet hos mange mennesker””

. En vigtig grund til, at et flertal i Socialdemokratiet valgte Poul Nyrup Rasmussen til ny formand i 1992, var da også hans gode forhold til Radikale Venstre. De to partier indgik i 1993 et regeringssamarbejde sammen med to andre midterpartier. Efter Folketingsvalget i 2011 fik Radikale Venstre igen en nøglerolle. Efter forhandlinger på et hotel på Amager, der i medier blev kaldt ”Det sorte tårn”, dannede Socialdemokratiet regering med Radikale Venstre og SF. Efterfølgende mente en del socialdemokrater, at Radikale Venstre  havde fået for stor indflydelse på regeringsgrundlaget. Også i 2022 var Radikale Venstre  med helt til sidste runde, da der var forhandlinger om at danne en bred regering. De radikale trak sig dog med henvisning til, at der var for store værdipolitiske forskelle på dem og Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

I forbindelse med udbruddet af sygdommen Covid 19 blev den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, en samlende figur. Statsministeren stod forrest på en stribe pressemøder, der informerede om alt fra nedlukning og sygdomsudvikling til test og vaccination. Regeringslederens håndtering af sagen gav statsministeren og Socialdemokratiet voksende opbakning blandt vælgerne. Som det hedder i DR-artiklen ”Mette Fredriksens popularitet er fordoblet under corona-krisen” fra 2020 blev der tale om en såkaldt ’statsmandseffekt’, hvor en ydre trussel i stor stil fik vælgerne til at bakke op om deres statsminister. Ifølge en undersøgelse foretrak et flertal af de adspurgte vælgere Mette Frederiksen som statsminister

. Mette Frederiksens position som en historisk stærk statsminister blev dog siden noget svækket, da regeringen i efteråret 2020 tog en beslutning, om at aflive alle danske mink af frygt for at smitten med coronavirus fra mink til menneske ville true folkesundheden og gøre kommende vacciner mindre effektive. Der blev efterfølgende stor debat om, hvad der var gået forud for regeringens beslutning, og om den var lovlig. Der blev rejst kritik af statsministeriets departementschef, og ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, trak sig efter et samråd om Minksagen som minister. Den kommission, der blev sat til at undersøge regeringens beslutning om at aflive de danske mink, og herunder spørgsmålet om hvorvidt lovgrundlaget var i orden, fik navnet Minkkommissionen. Kommissionen udtrykte i sin rapport i 2022 hård kritik af regeringens og statsministerens håndtering af sagen.

Efter Folketingsvalget i 2022 valgte Socialdemokratiet sammen med Venstre og Moderaterne at indgå et såkaldt arbejdsfællesskab. Selv om de tre partier langt fra var enige om alt, dannede de sammen en regering hen over den politiske midte. Det skulle være en regering, som kunne sikre brede og langtidsholdbare aftaler. Mette Frederiksen forsatte som statsminister i den nye SVM-regering. Alle de tre regeringspartier måtte dog efterhånden sande, at regeringsdannelse kostede på vælgeropbakningen. Vælgertilslutningen til de tre partier var i den ene meningsmåling efter den anden faldende. Det gjaldt ikke mindst efter regeringens beslutning om at afskaffe helligdagen Store Bededag – en beslutning, mange vælgere ikke var enige i. Det var heller ikke populært hos de socialdemokratiske kernevælgere, at partiet bakkede op om det ønske om skattelettelser, som især Venstre og Moderaterne havde kæmpet for.  Det skabte især kritik, at Socialdemokratiet nu var fortaler for at hæve topskattegrænsen. I en måling fra 2023 foretaget af Kantar Public for Fagbladet 3F svarede over 20 % af de adspurgte socialdemokratiske vælgere, at de ville overveje at skifte parti, hvis regeringen indførte lettelser i topskatten

. Samtidig med en hævet topskattegrænse indførte regeringen den såkaldte top-topskat, som de allermest velhavende skulle betale. Skattelettelserne var imidlertid kun en af grundene til, at en del af Socialdemokratiets mest venstreorienterede vælgere søgte mod andre partier. Andre grunde var forslaget om afskaffelse af seniorpensionen til de mest nedslidte og en kritik af regeringen for at mangle handlekraft i forhold til for alvor at sætte skub i den grønne omstilling.

Frem mod Folketingsvalget 2019 var en af de mest omdiskuterede emner det socialdemokratiske udspil om en ny pensionsaftale. Under overskriften ”De mest nedslidte fortjener også en værdig pension” var det Socialdemokratiets intention, at de, der havde arbejdet længe og ofte også fysisk hårdt, skulle have mulighed for at gå tidligt på pension. I december 2020 vedtog et flertal i Folketinget, der bestod af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, den nye pensionsreform, der officielt kom til at hedde ”Loven om ret til tidlig pension”. Det kan man læse om på Socialdemokratiets hjemmeside under punktet Værdig Pension

. Aftalen fik også navnet ’Arne-pensionen’, fordi bryggeriarbejderen Arne Juhl var frontfigur i Socialdemokratiets kampagne om pensionen. Aftalen indebar, at det blev muligt at gå på tidligt på pension, hvis man havde været særligt mange år på arbejdsmarkedet. Pensionen var hermed en håndsrækning til nogle af Socialdemokratiets traditionelle vælgere, de ufaglærte arbejdere, der typisk havde startet deres arbejdsliv tidligt og derfor var mere nedslidte end gennemsnittet, når de fyldte 61 år.

Socialdemokratiet har traditionelt været fortaler for initiativer, der kan afhjælpe ulighed i samfundet, fx med en skattepolitik, hvor de, der tjente mest, skal betale mest i skat til fællesskabet. Også når det kommer til balancen mellem land og by, er det partiets holdning, at Danmark er for lille til store forskelle. Partiets politik på området lægger sig i forlængelse af den udflytning af statslige arbejdspladsen, som Venstre-regeringen i 2015 fik gennemført. Der skal ikke kun være gode muligheder for at  finde arbejde og uddanne sig i og omkring de største byer. Et af de initiativer, Socialdemokratiet stod bag i 2019, var derfor ideen om, at der skulle etableres flere uddannelsesinstitutioner i provinsen, og at nogle af de allerede etablerede uddannelsessteder skulle flytte ud til landområderne. Det ville få flere unge til at blive i de mindre byer var argumentet, og decentraliseringen vil være med til ændre på en skævvridning mellem land og by. Socialdemokratiet er også fortaler for flere nærsygehuse og flere landbetjente. Det kan man se på Socialdemokratiets hjemmeside under punktet Et Danmark tættere på hverdagen

.

”Vi skal passe bedre på dem, der passer på os”. Det er en sætning, den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, flere gange har gentaget de seneste år. Det er partiets ønske, at det skal blive mere attraktivt at arbejde med at passe og drage omsorg for børn, de syge og de ældre. Det gør fx pædagoger, sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter. Der har traditionelt være flest kvinder ansat i job inden for velfærdsområdet, så det er også et ligestillingsspørgsmål. Socialdemokratiet ønsker et lønløft til flere af de grupper af offentligt ansatte, som er vigtige brikker i velfærdssamfundet. Det skal skaffe flere såkaldt varme hænder. Og det skal give flere unge lyst til at tage en velfærdsuddannelse til fx sygeplejerske, men også til politibetjent eller fængselsbetjent. Det fremgår af Socialdemokratiets hjemmeside under punktet Bedre vilkår. Bedre velfærd

. Det er ligeledes partiets politik, at der skal frigives mere tid til at være sammen med borgerne. Det er en politisk udmelding, som indskriver sig i en lang tradition for at arbejde for, at der skal bruges mindre tid på at dokumentere, hvad man laver, og mere tid til det, der er det vigtigste – at drage omsorg for dem, der har brug for det.

Det er socialdemokratisk kernepolitik, at de, der tjener mest, også skal betale mest i skat. En anden grundpille i partiets politik er princippet om, at der er brug for høj beskæftigelse i samfundet. ”At have et arbejde gavner både den enkelte og samfundet”, som partiet skriver på deres hjemmeside under punktet Beskæftigelse

. Partiet er også fortaler for, ”at det skal kunne betale sig at arbejde”. Der skal være en markant forskel på at være i arbejde og være ledig. En udmelding, som man også typisk hører fra partier på højrefløjen. I slutningen af 2023 fremlagde SVM-regeringen sit forslag til en skattereform, som hævede grænsen for topskat. Det vil sige, at man skal tjene flere penge, før man skal betale ekstra i skat. Denne skattelettelse blev dog suppleret med den såkaldte top-topskat. Men denne nye skatteordning skulle de rigeste i samfundet, dem der tjener mere end 2,5 millioner kroner om året, betale en særlig top-topskat. Det fremgår af artiklen ”Regeringen indgår bred aftale om skattereform”, som kan ses på Finansministeriets hjemmeside

.

I kronikken ”Jeg har stiftet mening. Det grønne er ikke længere sekundært” fra 2022, som blev bragt i dagbladet Politiken, forklarer statsminister Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet i dag er et parti, som ikke vil lade den grønne omstilling komme i anden række af hensyn til sociale hensyn: ”Jeg sagde for et par år siden, at jeg er rød, før jeg er grøn. Det passede dengang. Men det gør det ikke længere. Jeg er klar til at lægge forbeholdet væk. Det grønne er ikke længere sekundært”, skriver partiformanden og konkluderer også, at klimapolitik er del af andre politikområder: ”Energikrisen (viser red.), at klima- og energipolitikken ikke længere kan betragtes som noget isoleret. Den er i dag vævet sammen med udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske, erhvervspolitiske og samfundsøkonomiske hensyn.”

. Socialdemokratiet går ind for en ambitiøs klimapolitik, som går hånd i hånd med høj beskæftigelse, lav ulighed og en ansvarlig økonomisk politik. Partiet står bl.a. for en forpligtende reduktion af drivhusgasser i Danmark, en co2-afgift på landbruget, en grøn skattepolitik, mere affaldssortering og flere havvindmøller i Nordsøen. Det fremgår af partiets hjemmeside under punktet Klima og miljø

.