Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkeparti har en historie, der går mere end 100 år tilbage. Partiet udsprang af det gamle parti Højre og blev dannet i 1916. For det socialkonservative parti er historien og fortidens erkendelser et nødvendigt fundament for at kunne forbedre og forny samfundet. Et af partiets slogans er da også ”at forandre for at bevare”. Partiet kædes ofte sammen med et kristent grundsyn og er også en stor tilhænger af det danske monarki. Nogle af partiets mærkesager er skattelettelser, gode vilkår for erhvervslivet, hårde straffe til kriminelle, bevarelse af den danske kulturarv og grøn omstilling for fremtidige generationer.  

     I 2024 døde partiets formand gennem de seneste 10 år, Søren Pape Poulsen, af en hjerneblødning, kun 52 år gammel. Det var et chok for både medlemmer af Det Konservative Folkeparti og Søren Pape Poulsens kolleger fra andre partier i Folketinget. Erhvervskvinden Mona Juul overtog herefter posten som politisk leder for de konservative. Hun blev siden også formand for partiet.

Det Konservative Folkeparti er et af de ældre, veletablerede danske partier. Partiets stiftelse i 1916 var en konsekvens af en reorganisering af partiet Højre. Med sit første partiprogram blev partiet anset for at være ret progressivt med bl.a. et ønske om, at kvinder skulle have retslig ligestilling med mænd. Det Konservative Folkeparti er et socialkonservativt parti, som på det politiske spektrum er placeret til højre for midten. Partiet betegnes ofte bare med bogstavet K, men på stemmesedlerne skal man sætte sit kryds ved liste C, hvis man vil stemme på partiet. Partiets konservative udgangspunkt giver sig bl.a. udslag i en tro på, at fremtiden altid skal stå skuldrene af fortiden. De konservative har historisk set haft et nært forhold til det danske erhvervsliv og har en stærk tro på individets frihed, ejendomsret og økonomiske råderum, men det er også fortaler for, at de, der har behov for omsorg, skal have hjælp af det samfundsmæssige fællesskab. Flere valgkredse nord for København har traditionelt set været konservative højborge. Partiet havde sin storhedstid i 1980’erne, hvor Poul Schlüter var statsminister for skiftende borgerlige regeringer. Den konservative profil Connie Hedegaard blev miljøminister i 2004, siden klimaminister og klimakommissær i EU-Kommissionen. Hun var med til at sætte miljø- og klimaspørgsmål på dagsordenen i partiet. De konservative er i dag fortalere for en grøn omstilling, der ikke forhindrer vækst og arbejdspladser, af hensyn til fremtidige generationer. Siden marts 2024 har Mona Juul været politisk leder og fra april 2024 også formand for Det Konservative Folkeparti.

Det Konservative Folkeparti har socialkonservatismen som sit ideologiske fundament. Som konservativ ønsker man, at forandringer i samfundet skal ske under hensyntagen til vigtige værdier og institutioner – som familien, kirken, kongehuset og forsvaret – i det danske samfund. Det er centralt i partiets selvforståelse, at man ønsker at forny samfundet samtidig med, at det bedste fra fortiden og dets traditioner bibeholdes. Det er også vigtigt for partiet, at samfundsudviklingen sker gradvis, gennem reformer og med udgangspunkt i det eksisterende. Kun på den vis kan der blive tale om et samfund i balance, mener partiet, som på deres hjemmeside uden punktet ”Konservatisme” også kalder det ”at forandre for at bevare”

. For de konservative er det væsentligt, at den enkelte har mulighed for selv at forme sin tilværelse, så længe det ikke går ud over andres frihed og udfoldelsesmuligheder. Det Konservative Folkeparti lægger også vægt på, at forholdet mellem det enkelte menneske og samfundet skal være båret af ”frihed under ansvar”. Partiet ønsker da også at slå hårdt ned på handlinger, der forbryder sig mod de samfundsmæssige spilleregler.  Som et socialkonservativt parti er Det Konservative Folkeparti også fortaler for, at staten har et ansvar for samfundets svageste og skal træde til med hjælp, når der er behov for det.

Da Det Konservative Folkeparti blev stiftet, var det ud fra et ønske om at skabe et borgerligt og folkeligt parti, som stod i opposition til det fremadstormende Socialdemokratiet. Det skulle være et parti for vælgere i både land og by, som lagde vægt på det nationale og et stærkt forsvar. De konservative har traditionelt set haft et godt forhold til dansk erhvervsliv og til organisationerne Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri. Partiet har fået vælgeropbakning fra borgerskabet, men det har også fået mange stemmer fra funktionærer og faglærte i den private sektor og fra private erhvervsdrivende. I nyere tid har erhvervsfolk, iværksættere samt middelklassevælgere i de større byer og i området nord for København, herunder børnefamilier med fokus på familieværdier og et trygt samfund, også været blandt partiets kernevælgere.

Familien er vigtig for de konservative, men også ”Gud, konge og fædreland” nævnes ofte i forbindelse med Det Konservative Folkeparti. For de konservative er det nødvendigt at have fortiden med sig, når man tager politiske beslutninger om fremtidens samfund, og partiet lægger ligeledes stor vægt på dansk kulturarv og tradition. I partiet mener man bl.a., at den kristne samhørighed og den danske folkekirke er en vigtig del af det danske samfunds værdigrundlag, som der skal værnes om. Partiet er fortaler for, at det stærke bånd mellem stat og folkekirke bevares. Alle borgere skal ifølge partiet have mulighed for at dyrke deres egen religion, men partiet mener også, at den evangelisk-lutherske folkekirke spiller en særlig rolle i det danske samfund. Det kan man læse under punktet ”Kirkepolitik” på partiets hjemmeside

. De konservative bakker også op om det danske kongehus. Det konstitutionelle monarki har gennem historien været en væsentlig del af den danske styreform, og det, mener man hos de konservative, skal det blive ved med at være. Partiet har gennem hele sin historie også været tilhængere af et stærkt dansk forsvar, som kan være med til at bevare og forsvare fædrelandet.

Efter Søren Pape Poulsens pludselige dødsfald i 2024 blev den i offentligheden relativt ukendte Mona Juul ny politisk leder og siden også formand for de konservative. Mona Juul er opvokset under små kår som barn af en førtidspensionist og en lagermedarbejder, men hun er uddannet civiløkonom, det vil sige, at hun har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi. Mona Juul har en lang succesfuld erhvervskarriere bag sig, hvor hun bl.a. har arbejdet med salg og marketing. Hun har også i en årrække været administrerende direktør og bestyrelsesmedlem på et reklamebureau. Hun blev første gang valgt til Folketinget for de konservative i 2019 og genvalgt ved folketingsvalget i 2022. I sine første år som folketingsmedlem markerede hun sig især på politikområder, der omhandlede erhvervsliv og den grønne dagsorden. Hun overtog lederskabet af partiet efter en turbulent periode og et skuffende valg i 2022.

Det, der er blevet kaldt Schlüteræraen i 1980’erne, skyldtes ikke kun den konservative partiformand Poul Schlüters lederskab af skriftende regeringer og hans evne til at tegne en mere folkelig profil af partiet. Partiets storhedstid hang også sammen med tidsånden, hvor et politisk stemningsskift prægede store dele af den vestlige verden. Der blæste nye konservative vinde efter ungdomsoprøret og de mere venstreorienterede 1970’ere. I USA var den republikanske Ronald Reagan præsident fra 1981-89, og i Storbritannien var den konservative Margaret Thatcher premierminister i mere end ti år, fra 1979-1990. Også herhjemme sad de borgerlige regeringer tungt på magten. Regeringerne med den konservative Schlüter for bordenden indførte bl.a. offentlige besparelser og besparelser på overførselsindkomster som dagpenge og bistandshjælp samt en stram spareplan kaldet Kartoffelkuren, som havde til formål at bremse privatforbruget og styrke dansk økonomi. Som man kan læse i artiklen ”Genopretningspolitikken, 1982-1993” på danmarkshistorien.dk bremsede de borgerlige regeringer op gennem 1980’erne væksten i den offentlige sektor og forbedrede den danske konkurrenceevnen, men de formåede ikke at finde holdbare løsninger på tidens høje arbejdsløshed

. Med en sag om tamilske flygtninge lakkede det mod enden for partiets storhedstid. Sagen handlede om en ulovlig behandling af tamilske flygtninges ansøgninger om at få deres familier til Danmark. I 1989 holdt Poul Schlüter sin såkaldte ”gulvtæppetale” fra Folketingets talerstol, hvor han understregede, at der ”ikke var fejet noget ind under gulvtæppet”. Det viste sig efterfølgende, at der var flere problemer forbundet med især justitsminister Erik Ninn-Hansens håndtering af sagen. En rapport om Tamilsagen førte i 1993 til regeringens fald, og der blev rejst tiltale mod den tidligere justitsminister, som blev dømt for at have overtrådt ministeransvarlighedsloven. Ved valget i 1994 mistede Det Konservative Folkeparti sin position som det største borgerlige parti.

Efter Poul Schlüters afgang som statsminister og formand for de konservative i december 1993 blev Hans Engell udnævnt til politisk ordfører og formand for folketingsgruppen, mens Henning Dyremose blev politisk leder. Konstellationen viste sig imidlertid ikke at være langtidsholdbar, da de to ledende skikkelser udkæmpede en konstant kamp om magten i partiet. Efter ni måneder forlod Henning Dyremose dansk politik, og vejen var banet for Hans Engell som den ubestridte leder af Det Konservative Folkeparti. I 1995 overtager Engell posten som formand for partiet. En post, han bestred indtil 1997, hvor han, efter en middag i folketingsgruppen, kørte ind i en betonklods i alkoholpåvirket tilstand. Engell var tvunget til at trække sig, og det åbnede for en turbulent periode for partiet. De kommende år sad de skiftende konservative frontfigurer kort tid på posten. Den første var Per Stig Møller, som tog over efter Hans Engell som politisk leder og formand, men blev udskiftet efter et valg i 1998, hvor de konservative gik markant tilbage. Den næste politiske leder var Pia Christmas-Møller, som kun havde posten i 1 år, før den tidligere politimand Bendt Bendtsen i 1999 blev politisk leder og året efter også partiformand. De næste otte år lykkedes det Bendt Bendtsen at skabe mere ro internt i Det Konservative Folkeparti.

De konservative indtræder for første gang i en regering i 1950 med Venstremanden Erik Eriksen som statsminister, mens Det Konservative Folkepartis Ole Bjørn Kraft får udenrigsministerposten. Det Konservative Folkeparti har ofte indtaget en lillebrorrolle i forhold til partiet Venstre, som historisk set har været det største danske parti på højrefløjen. I de forskellige borgerlige regeringskonstellationer, som de konservative har været en del af, har partiet haft magtfulde ministerposter, men statsministerstolen har typisk tilhørt Venstres partileder. Undtagelsen var 1980’erne, hvor de konservative i en længere periode var det største parti til højre på det politiske spektrum, og hvor Poul Schlüter var statsminister. Partiets forhold til Venstre vendte siden tilbage til det kendte styrkeforhold, hvor Venstre var det største og regeringsbærende borgerlige parti. Det gjaldt ikke mindst i 00’erne, hvor Venstres Anders Fogh Rasmussen ad flere omgange var regeringsleder. I 2022 anede de konservative en mulighed for igen at kunne stille sig i spidsen for en regering efter stigende vælgertilslutning, og partiformand Søren Pape Poulsen meldte sig som statsministerkandidat. Et mediestormvejr om partiformandens privatliv, herunder historier om usande oplysninger fra hans daværende ægtemand, satte dog en stopper for Det Konservative Folkepartis drøm om igen at stå i spidsen for en borgerlig regering.

I meget af partiets historie har der eksisteret en nationalkonservativ- og en socialkonservativ fløj. De konservative politikere, som har været fortalere for en nationalkonservativ kurs, har lagt vægt på kampen for det danske kulturfælleskab, som de mener, er nedarvet gennem generationer og fundamentet for borgernes indbyrdes solidaritet. Man har på denne fløj været kritiske over for det multikulturelle og været bekymrede for, at en stor tilstrømning af udlændige kunne forandre et ellers homogent samfund og true den kulturelle sammenhængskraft. De mere socialkonservative i partiet lægger derimod vægt på social- og kulturpolitik og ser de konservative som et parti, der er garant for en tydelig, men også anstændig borgerlig politik. Den socialkonservative fløj har traditionelt set appelleret til borgerlige vælgere i de større byer, og som man kan læse i artiklen ”Den konservative fløjkrig er gået i udbrud” fra 2015

, har det fået deres kritikere til at kalde deres politik for ”Frederiksbergkonservatisme”. Et godt eksempel på den interne uenighed i partiet var den såkaldte naziislamisme-kampagne fra 2015, hvor nationalkonservative kræfter med Naser Khader i spidsen sammenlignede islamisme og nazisme. Det var en kampagne, som mere socialkonservative politikere i partiet, som Lars Barfoed og Per Stig Møller, tog afstand fra.

I Det Konservative Folkeparti mener man, at skatten generelt er for højt i Danmark. Partiet ønsker større økonomisk frihed for den enkelte borger og hans eller hendes familie, og det er derfor partiets politik, at skatten skal sænkes eller helt afskaffes på en række områder. Skatten på arbejde skal sættes ned for både dem, der tjener mindst, og dem med de højeste lønninger. Det skal ske ved at hæve det såkaldte beskæftigelsesfradrag og fjerne topskatten. De konservative mener ligeledes, at den skat, man betaler som boligejer, skal nedbringes. Det kan man læse på Det Konservative Folkepartis hjemmeside under punktet ”Lavere skat og virksomheder i vækst”

. Her fremgår det også, at partiet arbejder for, at arveafgiften på privat arv og ved overtagelse af familievirksomheder skal afskaffes. Det vil sige, at man ikke skal betale en afgift til staten af de penge, man arver fra et familiemedlem eller af den værdi, man får, hvis man overtager en familievirksomhed. Derudover er et stærkt dansk erhvervsliv en forudsætning for, at der er råd til velfærd, hvis man spørger Det Konservative Folkeparti. Erhvervslivet skal sikres gode vækstmuligheder, hvilket bl.a. kan ske ved at sænke selskabsskatten, mener partiet.

Familien er en central grundpille i samfundet for de konservative, og det ses også i deres politik på børne- og ungeområdet. Partiet ønsker at sikre, at den enkelte familie får mere tid til at være sammen og er derfor af den opfattelse, at de lange skoledage skal gøres kortere. Det vil også give mere tid til fritidsinteresser og foreningsliv for børn og unge. Vuggestuer og børnehaver skal gøres mere fleksible, så man også kan få passet sit barn, også hvis man har skæve arbejdstider. Partiet er samtidig fortaler for en folkeskole med fokus på faglighed. Både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne skal der fortsat gives karakterer, og så ønsker partiet, at uddannelsen til lærer bliver styrket, så der i fremtiden er endnu bedre lærerkræfter end i dag. Det kan man læse på partiets hjemmeside under punktet ”En god start på livet”

. Partiet ønsker også, at der skal slås hårdt ned på mobning på den enkelte skole, ligesom der skal stilles krav til alle uddannelsessteder om at udarbejde en strategi, der kan forhindre mobning.

Det skal have mærkbare konsekvenser at begå kriminalitet, og hensynet til offeret skal altid veje tungere end hensynet til den kriminelle, mener man i Det Konservative Folkeparti. De konservative er i det hele taget et parti, der har fokus på lov og orden. Det kommer også til udtryk i, at partiet tit har været bannerfører for hårdere straffe. ”Det må aldrig kunne betale sig at være kriminel”, som det hedder på partiets hjemmeside under punktet ”Hårdere straffe”

. Partiet ønsker også, at der skal uddannes og ansættes flere politibetjente, også på lokale nærpolitistationer, for at styrke borgernes tryghed og sikkerhed. Hos de konservative er man også optaget af at sikre de fælles danske værdier. Det betyder, at man i partiet er af den opfattelse, at Danmark skal være åbent over for indvandrere, der kommer til landet, så længe det er mennesker, der ønsker at bidrage positivt til samfundet. Det er også et krav hos de konservative, at man som indvandrer skal kunne forsørge sig selv og sin familie, at man lærer at tale dansk, og at man oparbejder et kendskab til- og en respekt for de danske værdier. Det kan man læse på undersiden ”Udlændige skal tale dansk” på partiets hjemmeside

.

Som de fleste andre af Folketingets partier ønsker Det Konservative Folkeparti også at arbejde for et mere grønt og bæredygtigt samfund for de næste generationer. Den grønne dagsorden kom for alvor på partiets dagsorden med Connie Hedegaard som miljøminister og siden miljøkommissær. Også de seneste årtiers fokus på behovet for grøn omstilling og tiltag, der kan bremse de igangværende klimaforandringerne, har fået miljø- og klimaspørgsmål til at blive et centralt politikområde for de konservative. Partiet understreger dog samtidigt, at ”vi skal udvikle vores samfund. Ikke afvikle det”, som det hedder på deres hjemmeside under punktet ”Klimalov”

, og den nuværende høje danske levestandard skal kunne gives videre til børn og børnebørn. Partiet ønsker derfor en grøn omstilling, som ikke samtidig begrænser vækst i samfundet eller koster arbejdspladser. Af konkrete positive tiltag fremhæver partiet vedtagelsen af en ny klimalov, som har styrket Klimarådet og opstillet delmål, målsætninger og CO2-reduktioner for de kommende årtier. Det Konservative Folkeparti kæmper også for, at den grønne omstilling i Danmark skal ske under hensyntagen til, at CO2-udledningerne ikke blot flyttes til udlandet.

Også når man bliver syg, skal man føle sig tryg i det danske samfund, som skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det mener man i Det Konservative Folkeparti. Partiets er bl.a. fortaler for, at alle i både land og by skal have deres egen læge tæt på. Partiet arbejder derfor for, at der skal uddannes flere praktiserende læger, og at antallet af almene praksisser skal øges i hele landet. Det kan man læse under punktet ”Hjælp og omsorg når du har brug for det” på partiets hjemmeside

. Partiet ønsker også at uddanne mere sundhedspersonale og investere i sygehusvæsenet, så ventelisterne kan blive kortere, og sikre en lovgivning, som kan fjerne unødvendigt bureaukrati i sundhedsvæsenet. De konservative vil også kæmpe for en røgfri fremtid for de næste generationer. Det skal bl.a. ske ved at sætte afgifterne på tobak op og indføre røgfri skoletid for alle under 18 år.