Den Europæiske Union (EU)

Det nationale kompromis og de danske forbehold

I 1992 blev EU’s medlemslande enige om en ny traktat – Maastricht-traktaten – der kraftigt udvidede de politiske områder, man samarbejdede om EU. Før traktaten kunne træde i kraft, skulle den dog godkendes i medlemslandene. I Danmarks tilfælde krævede en godkendelse et ja ved folkeafstemning.

Et lille flertal af danskerne (50,7 %) stemte nej til udvidelsen af samarbejdet [1]. Det danske nej blokerede for, at traktaten kunne gennemføres, da EU’s traktater skal godkendes af alle medlemslande for at være gyldige.

For at undgå, at Danmark potentielt måtte forlade EF – der med den nye traktat ville blive til EU – forhandlede alle de danske partier med undtagelse af Fremskridtspartiet sig derfor frem til en aftale, som blev døbt det nationale kompromis. Kompromiset indebar, at Danmark skulle have fire forbehold over for dele af EU-samarbejdet. Forbeholdene omfattede:

1. Samarbejdet om forsvar

2. Den fælles valuta (euroen)

3. Retlige og indre anliggender

4. Unionsborgerskab

EU godkendte i december 1992, at Danmark kunne indgå i EU med disse forbehold, og den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til aftalen.

Folkeafstemningen fik et dramatisk efterspil. På Nørrebro i København demonstrerede venstreorienterede unge mod resultatet, nogle ved at lave omfattende hærværk på bygninger og biler. Det københavnske politi rykkede ind, og voldsomme kampe fulgte mellem politi og demonstranter. 20 betjente blev såret af brosten, og politiet affyrede 113 skud, flere direkte ind i folkemængden. Ni personer måtte efterfølgende behandles for skudsår på sygehuset. Det var første gang siden Anden Verdenskrig, at dansk politi skød direkte ind i en folkemængde [2].  

Danmark afskaffede ved en folkeafstemning i 2022 forsvarsforbeholdet og forbeholdet om unionsmedborgerskab er ikke længere relevant, da EU i 1999 gik væk fra at udvikle et sådant. I dag er det derfor kun Retsforbeholdet og forbeholdet mod euroen, som har betydning for Danmarks deltagelse i EU.

1973: USA vil have EF til at betale mere til forsvaret

I 1973 trådte Danmark ind i EF, og allerede et halvt år efter overtog Danmark for første gang formandskabet. Ligesom ved Danmarks overtagelse af formandskabet i 2025, optog det sikkerhedspolitiske aspekt en god del af dagsorden i det europæiske fællesskab. Årsagen i 1973 var, at USA havde erklæret 1973 for Europa-år uden først at rådføre sig med EF:
Professor i historiker Thorsten Borring Olesen fortæller:”Hensigten var at få EF-landene til at betale en større andel af den europæiske sikkerhedsbyrde i en tid, hvor USA var økonomisk svækket og politisk påvirket af Vietnamkrigen,” [4]. Som formandsland blev det derfor Danmarks opgave at lede forhandlingerne med amerikanerne om, hvordan den vestlige verden skulle organisere sig sikkerhedspolitisk. Situationen blev den gang løst uden, at EF påtog sig en større andel af forsvaret. Altså en bibeholdelse af status quo. Grunden til, at dette blev accepteret fra amerikansk side, var en frygt for, at hvis EF fik et eget og stærkt militær, ville betyde, at alliancen i NATO blev svækket. En udvikling, som stærkt ville svække USA’s position som leder af den vestlige verden.

Situation i 1973 har paralleller til i dag, hvor USA ledet af Donald Trump, igen presser på for at Europa skal løfte en større del af sikkerhedsbyrden. Samtidig har Ukraine-krigen gjort, at sikkerhed og forsvar igen står højt på den europæiske dagsorden. En vigtig forskel fra 1973, er ifølge Thorsten Borring Olesen dog, at sammenholdet i Nato i dag er svækket: ”, men også reel frygt for, at alliancen [NATO] kan bryde sammen – under et eller andet amerikansk påskud eller handling. Uenigheder om Ukraine eller Grønland kunne være sådanne tilfælde. Læg dertil, at den underminering af demokratiet og politiske skridning i retning af et autoritært styre, som foregår under Trump, kan erodere det værdifællesskab, som også har været med til at holde alliancen i live.” [4]