Den danske model

Påskestrejkerne 1985

Ved overenskomstforhandlinger i 1985 stod arbejdsmarkedets parter fra starten langt fra hinanden. Den 21. marts 1985 brød overenskomstforhandlingerne endeligt sammen efter at begge sider nægtede at acceptere forligsmandens skitse, der opererede med en lønstigning på 4 % og en nedsættelse af arbejdstiden fra 40 til 38 ½ timer. [1]

Konsekvensen af sammenbruddet var, at fagbevægelsen den 24. marts indledte en omfattende generalstrejke med ca. 280.000 ansatte på det private arbejdsmarked, og at arbejdsgiverne fra samme dato indledte en lige så omfattende lockout. Fra den 1. april var der desuden varslet en omfattende udvidelse af strejken fra fagbevægelsens side med yderligere 200.000 arbejdstagere, primært fra den offentlige sektor. [1]

Efter kun 2 dages konflikt greb den borgerlige regering ledet af Poul Schlüter dog ind. Indgrebet fastlagde en ramme for lønstigningerne på 2 % for det første år og 1½ % for det andet år. Herudover skulle arbejdstiden ved udgangen af 1987 nedsættes fra 40 til 39 timer. Indgrebet stillede således arbejdstagerne langt dårligere end i forligsmandens skitse. [1]

Reaktion på indgrebet blev da også, at store dele af strejkerne fortsatte overenskomststridigt langt ind i april, og udviklede sig til en regulær protest mod den siddende regering. Da strejkerne endelig ebbede ud midt i april konkluderede Danmarks Statistik at det havde været Danmarkshistorien største strejke målt på antallet af deltagere (ca. 580.000). [1]

Ved de næste overenskomstforhandlinger lykkes det fagbevægelsen gradvist at få arbejdstiden sænket til de nuværende 37 timer.

Striden om EU’s mindstelønsdirektivet

I oktober 2022 vedtog EU direktiv om mindsteløn, som skal sikre at alle lønmodtagere i EU får en passende mindsteløn. Direktivet kan ses som et udtryk for den stigende interesse i EU for fælles socialpolitik. [5]

I EU-parlamentet er mindstelønnen blevet fremlagt som et initiativ som skal beskytte de svageste lønmodtagere, og særligt være med til at hæve indkomsten i særligt de østeuropæiske lande. Både Danmark og Sverige har dog været stærke modstander af direktivet, som begge nationer frygter, vil kunne svække deres aftalemodel på sigt. Det på trods at, at EU fastholder, at direktivet ikke vil tvinge medlemslandene til at lovgive om mindsteløn. [5]

Flere i den danske fagbevægelse frygter, at direktivet vil end med at påvirke løndannelsen negativt, fordi arbejdsgiverne vælger at følge mindstelønsniveauet fremfor at forhandle. Europarlamentariker for Socialdemokratiet og tidligere næstformand i fagforeningen HK, Marianne Vind udtaler til avisen Arbejderen:  ” I Tyskland bliver flere og flere ansat på mindstelønninger i stedet for på kollektive overenskomster. Det gælder både håndværkere og sygeplejersker. De er tvunget til at have flere job for at klare deres udgifter. Hvis EU indfører en mindsteløn, så vil det ske over hele Europa, og det kan også ske i Danmark.” [6]