Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Sygeplejersker demonstrerer foran Forligsinstitutionen i København i maj 2021.

Sygeplejersker foran Forligsinstitutionen i København i maj 2021.

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Sygeplejersker foran Forligsinstitutionen i København i maj 2021. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Den danske model

Hovedforfatter

  • Astrid Elkjær Sørensen, ph.d. i historie, juni 2026

Læsetid: 18 min

Indhold

Indledning

I Danmark har vi, målt mod resten af Europa, relativt lidt lovgivning om arbejdsmarkedet. Det skyldes, at arbejdsmarkedet primært reguleres gennem overenskomstforhandling, hvor fagbevægelsen og arbejdsgivernes organisationer selv fastlægger løn- og arbejdsforhold. Samtidig har arbejdsmarkedets parter en stor indflydelse på den politik, som berører arbejdsmarkedet. Dette aftalesystem kaldes den danske model.  

Historisk går den danske model tilbage til 1899, hvor arbejdsmarkedets parter efter en intens konflikt, vedtog et fælles sæt spilleregler for al fremtidig forhandling. Aftalen er gået over i historien som Septemberforliget og beskrives tit som arbejdsmarkedets grundlov eller den danske models fødsel.

Siden er den danske model blevet udvidet til også at omfatte den offentlige sektor, og er trods både velfærdsstatens princip om universalistiske ydelser og EU’s stigende indflydelse på arbejdsmarkedet, stadig gældende for det danske arbejdsmarked. I dag er mere end 80 % af de danske lønmodtageres løn- og arbejdsforhold reguleret gennem overenskomst aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.

Selvom der både politisk og blandt eksperter generelt er konsensus om, at den danske model har været gavnlig for udviklingen af et konkurrencedygtigt arbejdsmarked med relativt høje lønninger og gode forhold, kan den i dag beskrives som presset. Dette skyldes hovedsageligt, at fagbevægelsen som hele har haft en massiv medlemstilbagegang siden 1990’erne. Hvis udviklingen fortsætter, vil det kunne svække fagbevægelsens evne til at sikre overenskomster og dens evne til at søge bredere politisk indflydelse.

Relaterede emner

Hvad er den Danske Model?

En kort infovideo lavet af DR, hvor det forklares hvad den danske model er, og hvorfor den er vigtig for både velfærdsstaten og den danske økonomi.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Definition af den danske model

Den danske model (også kendt som den danske aftalemodel) er en betegnelsen for den måde, som det danske arbejdsmarked er styret og reguleret på. Modellen er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter – dvs. lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer – så vidt muligt selv forhandler og bestemmer forholdene på arbejdsmarkedet uden politisk indblanding. Danmark har derfor, sammenlignet med andre europæiske lande, meget lidt lovgivning om arbejdsmarkedet, og har f.eks. ingen lov om mindsteløn. [1]

Med til den danske model hører også, at arbejdsmarkedets parter har en stor indflydelse og et tæt samarbejde med staten om lovgivning og initiativer med betydning for arbejdsmarkedet. Hvilket inkluderer alt fra barselslovgivning til eksportpolitik.  Arbejdsmarkedets parter er derfor repræsenteret i lang række råd og nævn, og høres både formelt og uformelt før vedtagelse af relevante love. [2]

Historisk kan den danske model dateres til Septemberforliget i 1899. Her anerkendte arbejdsmarkedets parter gensidigt hinanden, og vedtog den første hovedaftale, der kan beskrives som det grundlæggende regelsæt for, hvordan arbejdsmarkedet og overenskomstforhandling skal fungere.[3]

Siden Septemberforliget har den danske model løbende udviklet sig og tilpasset sig samfundet. Den røde tråd i modellen er dog stadig at overenskomstforhandling mellem parterne og ikke lovgivning er det styrende for arbejdsmarkedets udvikling.

I dag er cirka 80 % af de danske lønmodtagere dækket af en overenskomst. [4] Den danske model kan dog beskrives som værende under pres på grund af faldende medlemstal hos de overenskomstbærende fagforeninger.

Hvem er arbejdsmarkedets parter?

Arbejdsmarkedets parter er en samlet betegnelse for de organisationer, der repræsenterer henholdsvis arbejdsgivere og arbejderetagere. Arbejdstagernes organisationer kaldes under et fagbevægelsen – hvor centrale aktører er store fagforbund som FOA, HK og 3F. Men også hovedorganisationen Fagbevægelsen Hovedorganisation (FH), der er paraplyorganisation for en stor del de overenskomstbærende fagforbund i både den offentlige og private sektor, er en væsentlig magtfaktor. Arbejdsgiversiden udgøres dels af arbejdsgivernes organisationer som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI), men også de store offentlige arbejdsgivere som Kommunernes Landsorganisation (KL) og staten er vigtige for arbejdsmarkedet udvikling.

Tit fremstilles arbejdsmarkedets parter som to aktører, der står overfor hinanden. Virkeligheden er dog noget mere kompleks, da begge sider af bordet rummer et væld af aktører med forskellige interesser og prioriteringer. F.eks. har fagforbundene, som er samlet under FH, ofte haft konfliktfyldte og lange forhandlinger internt om hvilke grupper eller krav, der skal prioriteres ved overenskomstforhandlingerne.  Historisk har der bl.a. været store skel mellem mænd og kvinder og mellem højt- og lavtlønnede. [5]

Hvad er en overenskomst?

En overenskomst kan beskrives som en aftale om løn- og arbejdsforhold mellem en eller flere fagforbund og en eller flere arbejdsgivere. Under en overenskomstforhandling forhandles der typisk ting som løn, pension, tillæg, arbejdstid, efteruddannelse og fravær grundet familiemæssige årsager (f.eks. barsels- og omsorgsdage) – og hvor lang tid overenskomsten skal gælde for. I princippet er alle forhold til forhandling, men den endelige overenskomst må ikke bryde med de love for arbejdsmarkedet, der er vedtaget i Folketinget. F.eks.  kan en overenskomst ikke have forskellige lønsatser for mænd og kvinder eller bryde med ferieloven, der dikterer at alle lønmodtagere har krav på minimum fem ugers årlig ferie. [6]

Hovedparten af alle overenskomster bliver forhandlet landsdækkende for hovedområderne (f.eks. industriområdet eller handelsområdet) på henholdsvis det private og det offentlige arbejdsmarked omkring hvert 1-4 år.  I perioden 1916-1995 blev alle overenskomster tegnet med samme længde for alle hovedområderne. Dette betød, at indtil 1995 foregik overenskomstforhandlinger i det offentlige og det private samtidigt. De sidste 30 år har det dog været kutyme, at de to sektorer forhandler forskudt. [7]

Hvordan forhandles og vedtages en overenskomst?

En overenskomstaftale er en møjsommelig og kompliceret aftale at få på plads. Før arbejdsmarkedets parter overhovedet mødes til forhandling, skal parterne først finde ud af deres ønsker til den kommende overenskomst. En overenskomstforhandling starter således med, at ledelsen i de forskellige organisationer afstemmer krav og forventninger med baglandet. De fleste faggrupper indgår i forskellige forhandlingsselskaber, hvor de forhandler samlet. Et forhandlingsfællesskab har så krav de samlet går efter – det kan f.eks. være en bestemt procentuel lønstigning – og så ønsker, som er specifikke for bestemte faggrupper. [5]

Når parterne hver især har deres krav på plads, mødes forhandlerne og udveksler krav. Herefter følger en forhandling. Kan parterne ikke blive enige, kan de anmode forligsmanden om bistand. Forligsmanden er del af forligsinstitution, som er neutral instans, der skal bistå parterne i at opnå en aftale, og undgå konflikt.[8]

En overenskomsts godkendelse foregår på forskellige måder fra fagforening til fagforening. Således sender nogle fagforeninger altid et overenskomstresultat til urafstemning blandt medlemmerne, mens andre fagforeninger har en kongres med delegerede, og først i tilfælde af at denne stemmer nej til overenskomsten eller kræver den sendt til urafstemning, igangsættes en urafstemning. Afvises en overenskomst, kan parterne på ny prøve at nå til enighed ved forhandlingsbordet.

Kan parterne ikke nå til enighed ved forhandlingsbordet varsles der konflikt. Enten i form af at lønmodtagersiden varsler strejke og/eller arbejdsgiversiden lockout.  Ved strejke nægter lønmodtagerne at arbejde, og stopper hermed aktiviteten på arbejdspladsen. Lockout er, når arbejdsgiverne nægter lønmodtagerne adgang til arbejdspladsen, og dermed også stopper lønudbetalinger. Formålet med begge aktionsformer er at presse den anden side til at give sig. Inden konflikten går i gang, vil forligsmanden tit forsøge at få parterne tilbage til forhandlingsbordet, og evt. foreslå et kompromis. Vurderer forligsmanden at yderligere forhandling kan føre til en aftale, kan vedkommende vælge at udskyde den varslede konflikt med i alt 28 dage. Historisk har der dog også været tilfælde, hvor forligsmanden har vurderet at mægling ikke var mulig.  

Hvis ingen af parterne giver sig ved forhandlingsbordet, vil der være konflikt.  Denne varer så indtil parterne når frem til en aftale eller regeringen griber ind.

Hvad er et regeringsindgreb?

En regering kan vælge at standse en konflikt, og ved lov fastsætte overenskomstforholdene. Det kaldes et regeringsindgreb. Typisk sker et regeringsindgreb med henvisning til at konflikten mellem parterne synes fuldstændig låst eller at forskellige samfundshensyn kræver at konflikten ophører. Siden 1933 har skiftende regeringer grebet ind i konflikter mere 50 gange. Den danske model fungerer altså ikke altid så uafhængigt af det politiske system, som modellen tilsiger. [9][10]

Ved et regeringsindgreb vil en regering typisk forsøge at have et bredt flertal i folketinget bag sig. Når forholdene i overenskomsten dikteres fra Christiansborg taget der ofte udgangspunkt i forligsmandens mæglingsforslag – hvis altså et sådant foreligger. Hvis ikke, vil regeringen så ofte skelne til sidst vedtagne overenskomst. Herved forsøger regeringen, trods sit indgreb, stadig at respektere arbejdsmarkedets parters autonomi og forholde sig så neutralt som muligt. Der er dog også flere historiske eksempler på, hvordan en regering i sit indgreb har taget tydeligt parti for den ene af konfliktens parter.

Hvad er et gennembrudsforlig?

I overenskomstforhandlingerne er bestemte områder toneangivende for, hvordan samtlige overenskomster ender med at se ud. På det private arbejdsmarked er det industriens område med de eksporttunge erhverv som historisk set har været rammesættende. I den offentlige sektor er det typisk staten som angiver rammen. Den lønstigning som opnås ved disse aftaler, vil ofte angive, hvilken lønstigning som kan forventes generelt. [11]

 I de offentlige forhandlinger er det dog et fastsat princip, at lønudviklingen i det offentlige, samlet set ikke må overstige den i de private. Men samtidig heller ikke komme for langt bagud. Det sikres gennem en beregningsmetode, ofte omtalte som reguleringsordningen. De foregående overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er på den måde også rammesættende for det offentlige arbejdsmarkedsforhandlinger [12].

Typisk vil det være de toneangivende områder, som er første til at nå en overenskomstaftale. Ofte kaldes disse aftaler for gennembrudsforlig, da de resterende overenskomstaftaler herefter tit følger hurtigt efter med indhold lagt relativt tæt op ad gennembrudsforliget. [11]

Hvor mange er dækket af en overenskomst?

Det vurderes, at lidt over 80 % af samtlige danske lønmodtagere får deres løn og arbejdsforhold reguleret af en overenskomst. Der er dog markant forskel mellem den offentlige og den private sektor. [4]

Den offentlige sektor er 100 % overenskomstdækket og trækker dermed dækningsgraden op. I den private sektor er billedet mere broget, hvor der særligt i handels- såvel som i hotel- og restaurationsbranchen er mange, der ikke er overenskomstdækket.

Grundlæggende kan de ikke-overenskomstdækkende inddeles i to meget forskellige grupper.

1: Akademikere, der selv forhandler deres vilkår, og generelt klarer sig godt på arbejdsmarkedet.

2: Ufaglærte arbejdere i usikre, lavtlønnede job, og som generelt indtager en marginaliseret position på arbejdsmarkedet. I gruppe 2 findes mange immigrantarbejdere, der også på andre områder ofte befinder sig i en marginaliseret position i samfundet. [4]

Den danske models historie

Hvad er Septemberforliget fra 1899?

Septemberforliget er en aftale som blev indgået mellem fagforeningernes fællesorganisation og arbejdsgiverne den 5. september 1899. Den beskrives ofte som den danske models fødsel, eller som det danske arbejdsmarkeds grundlov. 

Septemberforliget er den første hovedaftale mellem partnerne, og dikterede, hvordan al fremtidig forhandling skulle foregå. For arbejdsgiverne var det centralt i aftalen, at fagbevægelsen anerkendte deres ledelsesret og at hovedorganisationerne forpligtede sig til at sikre overenskomstaftalers overholdelse. For arbejderne var det derimod centralt at deres organisationsret blev anerkendt. I aftalen blev også stadfæstet, hvornår og hvordan lockout og strejke måtte foregå. [13]

Septemberforliget blev til på baggrund af en af Danmarkshistorien mest intense arbejdskonflikter. Hen over sommer 1899 lockoutede Dansk Arbejdsgiverforening samtlige organiserede arbejdere i byggefagene og jernindustrien. Mere end 40.000 arbejdere og deres familie blev ramt på deres levegrundlag.  Målet var tæmme, og om muligt knække, den stadig mere selvsikre og voksende arbejderbevægelse, der stillede stadig flere krav om forbedrede forhold og medindflydelse. For arbejderbevægelsen, og ikke mindst de ramte arbejdere, blev konflikten en eksistenskamp og en svendeprøve i solidaritet. Store summer blev indsamlet både nationalt og internationalt til at understøtte de ramte arbejdere. På landet samlede man fødevarer ind, og tog sultne arbejderbørn på ferieophold. [14]

Til sidst var begge parter dog blevet så slidte, at det den 5. september lykkes at opnå et kompromis. I 1899, 16 år før kvinder og tyende fik stemme- og valgret, fik arbejdsmarkedet således et regelsæt, der sikrede den voksende arbejdsklasse ret til at organisere og forhandle om deres egne forhold.

 I et internationalt perspektiv er Septemberforliget unikt, da det etablerede et kollektivt aftalesystem tidligere end næsten alle andre steder. [15]

Hvordan er forholdet mellem velfærdsstaten og den danske model?

I tiden efter 2. verdenskrig blev den danske velfærdsstat med universelle ydelser og lige rettigheder bygget op. Det skabte et modsætningsforhold til aftalesystemet på arbejdsmarkedet, der baserer sig på kollektive rettigheder, der kun er gældende for de grupper, som hører ind under overenskomsten. Dette modsætningsforhold findes også i de andre skandinaviske lande [16]

 For at kompensere for modsætningsforholdet mellem de to systemer er et stigende antal rettigheder og områder siden 1950’erne blev underlagt såkaldt dobbeltregulering. Det betyder, at både lov og overenskomst fastlægger forholdene. Et eksempel er barselsområdet, hvor retten til barsel er sikret gennem lov, men hvor overenskomsterne fastlægger, hvilken pensions- og lønkompensationen personen på barsel får. [17]

En anden måde, der løbende er forsøgt at skabe kohærens mellem de to systemer, er trepartsaftaler og drøftelser, hvor regeringen i samarbejde med arbejdsgiverorganisationerne og fagbevægelse sammen tilrettelægger politik med betydning for arbejdsmarkedet. [18]

Hvornår blev den offentlige sektor en del af den danske model?

I mange historiebøger står der, at den danske model blev grundlagt med septemberforliget i 1899. Det er dog kun gældende for det private arbejdsmarked. Det offentlige arbejdsmarked var indtil 1970’erne primært reguleret gennem lov, hvor løn og arbejdsforhold hovedsageligt blev vedtaget politisk. [19]

Fra midten af 1960’erne begyndte politikere og de faglige organisationer tilknyttet offentligt ansatte grupper dog aktivt at arbejde for at det offentlige arbejdsmarked skulle tilnærme sig den model som gjaldt på det private arbejdsmarked.  De faglige organisationer tilknyttet de offentligt ansatte tog de sidste skridt fra standsorganisationer til regulære fagforbund med forhandlingskompetencer. Og en lang række institutioner og ordninger blev til, så forhandlingssystemet i det offentlige i højere grad kom til at spejle det private. [19] [20]

Fælleserklæringen 1987

I 1980’erne var den danske økonomi i dårlig forfatning. Arbejdsløsheden var massiv, inflationen voldsom og den danske udlandsgæld høj. Forholdet mellem den borgerlige regering og fagbevægelse var dårligt – men på trods heraf kunne alle parter se, at Danmark havde brug for en samlet løsning.  Derfor indledte arbejdsmarkedets parter og regeringen i 1987 en trepartsforhandling med det formål at rette op på økonomien. Efter svære forhandlinger lykkedes det den 8. december at indgå en treparts-aftale, som er gået ned i historien som Fælleserklæringen. [21]

Med aftalen accepterede fagbevægelsen, at fremtidige overenskomster ikke måtte skade Danmarks konkurrenceevne, mod at arbejdsgivere og regering til gengæld forpligtede sig på at arbejdsmarkedspensioner skulle udbredes til samtlige lønmodtagere. ”Hellere jobfest end lønfest” var mottoet i fagbevægelsens hovedorganisation LO – der slog på, at en forbedret konkurrenceevne også på sigt ville give flere job til betyde flere job til fagbevægelsens mange arbejdsløse medlemmer. [21]

Over de næste år blev arbejdsmarkedspensioner implementeret som fast del af det danske arbejdsmarked, og har fået stor betydning for den fremtidige finansiering af velfærdsstaten. Arbejdsmarkedspensioner sikrer størstedelen af danskerne en rimelig pension, samtidig med at de aflaster statskassens udgifter til pension. I et internationalt perspektiv er systemet unikt, da det kombinerer en bred dækning med en langsigtet økonomisk holdbarhed.  For lønmodtagerne har styrkelsen og oprettelsen af pensionskasser også givet medindflydelse på dansk økonomi. De medlemsstyrede pensionskasser forvalter en betragtelig investeringskapital på omkring 5000 milliarder. [22]

Tilbage står dog den restgruppe af danskere på cirka 20 %, der ikke har en arbejdsmarkedspension – og derfor er fuldt afhængige af folkepensionen og evt.  privat opsparing. [21]

Fælleserklæringen kan ses som udtryk for arbejdsmarkedets parters villighed og evne til at tage ansvar for samfundsudvikling. Ligeledes afspejler den en lang dansk traditionen for samarbejde og kompromis, der går tilbage til både Kanslergadeforliget i 1933 og Septemberforliget i 1899.

Medlemstallene falder

I 1980’erne toppede fagbevægelsens samlede medlemstal, og over 80 % af alle lønmodtagere var organiseret i en overenskomstbærende fagforening. [23]

I 1990’erne begyndte medlemstallet dog at falde igen, og udviklingen accelererede i 2000’erne. Med medlemsnedgangen følger en svækket indflydelse for fagbevægelse både i forhold til at indgå overenskomster – men også i forhold til at kræve indflydelse på den store samfundsudvikling.  På nuværende tidspunkt er cirka hver anden lønmodtager med i en overenskomstbærende fagforening. Omkring 20 % eller hver femte er organiseret i en såkaldt gul fagforening. Dvs. en fagforening, der ikke er del af det arbejdsretslige system og typisk ikke forhandler overenskomster. Dette er f.eks. Det Faglige Hus eller Krifa. De sidste 30 % er helt uorganiserede. [4]

Organiseringsgraden er meget forskellig fra område til område – hårdest ramt af medlemsnedgang er de arbejdsområder, der kræver kort eller ingen uddannelse, og hvor udskiftningen af medarbejdere ofte er høj. Det er også de områder, som har den ringeste overenskomstdækning.

Tidslinje over den danske models historie

1871

Den internationale Arbejderforening for Danmark grundlægges, og Danmark får hermed officielt en arbejderbevægelse – hvorudfra både socialdemokratiet og fagbevægelsen stammer.

1899

Septemberforliget. Efter en intens konflikt vedtager arbejdsmarkedets parter et regelsæt for fremtidig forhandling. Den danske model er født.

1910

Det fagretslige system etableres. Systemet med arbejdsretten og forligsmanden bistår arbejdsmarkedets parter med at løse uoverensstemmelser om overenskomstfortolkning, og med at undgå konflikt.

1915

Kvinder og tyende får stemme- og valgret.

1919

8 timers arbejdsdag indføres. Efter mange års kamp lykkes det fagbevægelsen at få gennemført sin mærkesag om en nedsættelse af arbejdstiden.

ILO

The International Labour Organization (ILO) dannes. ILO hører i dag under FN, og organisations direktiver er bindende for de nationer, som har tiltrådt dem. Meget af både EU’s og dansk lovgivning om arbejdsmarkedet stammer fra ILO-direktiver.

1973

Danmark bliver medlem af EF (i dag EU).

1985

Påskestrejkerne, der målt på antal deltagere Danmarkshistoriens største finder sted. Efter regeringsindgreb i konflikt, fortsatte strejkerne, nu også som en protest mod regeringen.

1987

Fælleserklæringen indgås. Med en trepartsaftale forpligter arbejdsmarkedets parter sig på, at fremtidig overenskomstforhandling skal ske under hensyn til samfundsøkonomien. Til gengæld bredes arbejdsmarkedspensioner ud til hele arbejdsmarkedet.

2019

De to store hovedorganisationer for fagbevægelsen, FTF og LO, fusioner og bliver til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). De akademiske fagforbund har dog stadig en selvstændig hovedorganisation – AC.

2023

Trepart om ekstra lønmidler til udvalgte grupper af offentligt ansatte. Med aftalen blev knap 7 milliarder ekstra tilført til at hæve lønnen for særligt udvalgte faggrupper i det offentlige.

Den danske models betydning

Hvordan fungerer den danske model mellem overenskomstforhandlinger?

Det er ofte forløbet omkring overenskomstaftalerne og de store trepartsaftaler, som er i fokus når den danske model skal beskrives. Men lige så centralt for opretholdelsen af modellen er tillidsmandssystemet og det arbejdsretslige system, som primært virker mellem forhandlingerne, og sikrer at de indgåede aftaler overholdes.

Tillidsmandssystemet beskrives ofte som rygraden både i den danske model såvel som i fagbevægelsen. En tillidsrepræsentant (nogle steder kaldet tillidsmand) er valgt af sine kollegaer til at repræsentere medlemmerne i forhold til ledelse og fagforening. Det er tillidsrepræsentanten, der holder øje med at overenskomsten overholdes på den enkelte arbejdsplads. Ligeledes er tillidsrepræsentanten bisidder for kollegaerne, og på mange arbejdspladser også ansvarlig for at forhandle løntillæg o.l. [24]

Det arbejdsretslige system består dels af forligsinstitutionen, som bistår ved forhandlinger. Lige så vigtig er arbejdsretten. Arbejdsretten er en specialdomstol, der behandler tvister om fortolkninger af og brud på overenskomst og hovedaftaler. Eksempler på sager for arbejdsretten kan f.eks. være uretmæssig fyring eller en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Ved dom ved arbejdsretten idømmes den skyldige part en økonomisk sanktion, der også kan bestå af en kompensation til modparten.  Det er kun arbejdsmarkedets parter og ikke enkeltpersoner, der kan rejse sag ved arbejdsretten. Ved en sag om uretmæssig fyring er det således fagforeningen der på vegne af medlemmet rejser sagen. [8] [25]

Hvad betyder EU for den danske model?

I 1973 trådte Danmark ind i EF (i dag EU), og Danmark blev hermed også en del af det fælles europæiske marked og forpligtede sig på at følge EU’s direktiver.  Helt fra starten har medlemskabet ført til en række sammenstød med principperne i den danske model. Den danske model dikterer, at politikerne så vidt muligt skal holde sig fra at vedtage lovgivning, der griber ind i forholdene på arbejdsmarkedet. EU, derimod har i stadig stigende omfang, vedtaget lovgivning, der regulerer det europæiske arbejdsmarked og giver de europæiske lønmodtagere en lang række rettigheder. [26]

Den danske ligelønslov vedtaget i 1976 og den øremærkede barsel til fædre i 2022 er begge eksempler på lovgivning, som de danske politikere trods generel modstand fra arbejdsmarkedet parter har måtte vedtage på grund af EU.  [27][28]

Arbejdsmarkedets parter er på trods af EU’s jævnlige indblanding, alligevel hovedsageligt tilhængere af dansk medlemskab. Det skyldes, at EU har været til fordel for dansk økonomi – og dermed har skabt både vækst og arbejdspladser. Hertil kommer, at nogle fagforbund har brugt EU ganske strategisk til at fremme bestemte sager. Et eksempel er ligelønsområdet, hvor flere fagforbund med en overvægt at kvindelige medlemmer af flere omgange aktivt har brugte EU-domstolen til at presse på for en strammere ligelønslovgivning, da de har fundet området underprioriteret i fagbevægelsen og ved overenskomstforhandlingerne. [27]

Er den offentlige sektor en del af den danske model?

Siden 1970’erne har forhandling om løn og arbejdsforhold i den offentlige sektor   været betegnet som en del af den danske model. På trods af en stærk tilnærmelse til aftalemodelen på det private arbejdsmarked, adskiller forholdene for forhandling sig dog på en række områder i det offentlige:

·       I det offentlige er arbejdsgiver også lovgiver og budgetmyndighed, hvilket forhandlingsmæssigt betyder at staten har nogle flere handlemuligheder end en privat arbejdsgiver.

·       En offentlig arbejdsgiver kan i sidste ende ikke konfliktes økonomisk ihjel, dels fordi regeringen ville gribe ind, længe før dette skete og dels fordi en strejke i det offentlige på den korte bane ofte sparer penge i form af sparede lønkroner. I det private spares der selvfølgelig lønudgifter i tilfælde af strejke, men her er til gengæld et tab af produktion og profit – hvilket sjældent er tilfældet i det offentlige.

·       Strejker i det offentlige kan sjældent være altomfattende. Dette gælder især for personalet i sundhedssektoren, der er udelukket fra at bruge midler som total arbejdsnedlæggelse, da dette ville koste menneskeliv. [29]

Disse undtagelser har jævnligt ført til diskussion, både akademisk og blandt arbejdsmarkedets parter, om, hvorvidt den danske model er fuldt gældende for den offentlige sektor.  Særligt de kvindedominerede velfærdsfag, som f.eks. sygeplejerske – og pædagogfaget, har der de sidste 20 år fremhævet, hvordan deres lønudvikling og plads i lønhierarkiet er negativt påvirket af, at de som traditionelle kvindefag har et historisk lønefterslæb, som systemet ikke har kunne fikse på grund af særforholdene i den offentlige sektor. Utilfredsheden i disse fag førte til store strejker i 2008 fra flere faggrupper, og senest en omfattende sygeplejerskestrejke i 2021. [19] [30]

I december 2023 indgik regeringen, lønmodtagerorganisationer (FH, Akademikerne) og arbejdsgivere (KL, Danske Regioner) en historiske trepart om at afsætte 6,8 mia. kr. årligt fra 2026 til at forbedre løn og arbejdsvilkår for udvalgte grupper i den offentlige sektor. En aftale, der kan fortolkes som en delvis indrømmelse af, at den danske model ikke fuldt ud har sikret en acceptabel udvikling i den offentlige sektor. [31]

Hvorfor falder organiseringsgraden i Danmark?

Det kan synes paradoksalt, at organiseringsgraden i Danmark er faldende, samtidig med at der generelt hersker konsensus om, at den danske model og den høje organiseringsgrad har været central for lønmodtagernes rettigheder. Der er mange grunde til, hvorfor folk fravælger de overenskomstbærende fagforeninger.  Grundlæggende skyldes de overenskomstbærende fagforeningers faldende medlemstal tre tendenser:

De gule fagforeninger organiserer en stadig større grad af lønmodtagerne

Flere melder sig ud af de traditionelle fagforeninger og bliver uorganiserede

Færre nye på arbejdsmarkedet (f.eks. unge og emigranter) melder sig ind i en fagforening. [32] [4]

Årsagerne til de tre tendenser er flere. Forsker Lise Lotte Hansen fra Roskilde Universitet peger bl.a. på, at den øgede udlicitering på især serviceområdet, hvor organiseringsgraden især er faldende, betyder, at det faglige fællesskab er under pres. F.eks., har kantinepersonalet eller rengøringspersonalet ikke længere samme arbejdsgiver som resten af arbejdspladsen, og dermed ikke samme arbejdsvilkår eller forhandlingspartner som resten. Det daglige fællesskab er afgørende for organiseringen i fagforeningerne, og når fællesskabsfølelse på arbejdspladsen falder, risikerer organiseringsgraden også at gøre det. [33] Hansen peger også på, at lønmodtagerne er blevet mere forskellige, og at det også kan presse følelsen af et stort fællesskab. [34]

Samtidig har henholdsvis VK-regeringens frihedspakke fra 2001 og afskaffelsen af eksklusivaftalerne i 2006 gjort det sværere for den traditionelle fagbevægelse at fastholde en høj organisation

Med frihedspakken i 2001 blev det muligt at oprette tværfaglige a-kasser.  Dette ramte den traditionelle fagbevægelse hårdt, da den historisk har fået en stor del af sine medlemmer gennem en tilknyttet A-kasse – den såkaldte Gent-effekt. Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl forklarer: ”Argumentet for reformen var, at ingen lønmodtagere skulle tvinges ind i en bestemt a-kasse og hermed indirekte også en bestemt fagforening. Det var et klart ideologisk projekt baseret på et liberalt princip om valgfrihed og fri konkurrence. Altså en markedsliggørelse af området. Sekundært brugte den borgerlige regering reformen til at svække den traditionelle fagbevægelse en smule. Ved at tillade tværfaglige a-kasser punkterede man nemlig en del af Gent-effekten for de traditionelle fagforeninger.” [33]

Et yderligere slag fik den traditionelle fagbevægelse, da den europæiske menneskerettighedsdomstol i 2006 dømte eksklusivaftalerne (krav i ansættelseskontrakter om medlemskab af en særlig faglig organisation) for ulovlige. Det har betydet en større konkurrence om medlemmerne fra de gule fagforeninger, og at det er blevet væsentligt nemmere at være uorganiseret. [35]

Den danske models fremtid

Hvordan ser fremtiden ud for den danske model?

Op gennem det 20.ende århundrede har den danske model haft en væsentlig indflydelse på Danmarks udvikling. Men fortsætter fagbevægelsens samlede medlemstal med at falde, vil den danske model blive svækket. Sker dette vurderer de økonomiske vismænd (uafhængig instans, som overvåger den danske økonomi), at det ikke kun vil påvirke lønudviklingen negativt – men på sigt vil skade samfundsøkonomien som hele. [36]

Grunden til, at den danske model svækkes med den faldende organiseringsgrad er, at det får fagbevægelsen og de enkelte fagforbund til at stå svagere ved overenskomstforhandlingerne. For det første, fordi strejkevåbnet bliver mindre effektivt, da man kun kan udtage organiserede medlemmer til strejke. En arbejdsplads med mange uorganiserede ansatte bliver derfor mindre pressede af en strejke. For det andet, fordi det bliver sværere at hverve til og opretholde tillidsmandssystemet. Begge dele vil kunne betyde, at overenskomsterne bliver ringere for lønmodtagere og at færre arbejdsgivere er villige til overhovedet at indgå overenskomster. Hvis overenskomstdækning falder, vil det skabe et pres på lovgiverne for at lovgive om forhold, som tidligere har været løst gennem overenskomst.

Herudover vil fagbevægelsen som hele også have sværere ved at søge bred politisk indflydelse, da de ikke længere på samme måde som står som en repræsentant for de samlede danske lønmodtagere. [37]

Citerede kilder

  1. Den danske model

    Hjemmeside
    Forskningscenter for arbejdsmarkedsstudier og organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut, 2019

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  6. Overenskomst

    Leksikonartikel
    Steen Scheuer og Bent Greve,
    lex.dk, 18-02-2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  10. Det offentlige aftalesystem og uligelønnen

    Bogkapitel
    Henning Jørgensen
    vive.dk
    I antologien: Hvorfor har vi lønforskelle mellem kvinder og mænd – en antologi om ligeløn i Danmark, SFI, 2010 https://www.vive.dk/media/pure/4291/272727

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  11. FAQ - om OK25

    Hjemmeside
    CO-industri
    OKFakta af CO-industri

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Definition

  13. Septemberforliget

    Leksikonartikel
    Gerd Callesen
    lex.dk 18-02-2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb

  18. Trepartssamarbejde

    Hjemmeside
    Mikkel Mailand
    Forskningscenter for arbejdsmarkedsstudier og organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb

  24. Tillidsrepræsentant

    Hjemmeside
    Forskningscenter for arbejdsmarkedsstudier og organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut, 2019

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  25. Arbejdsretten

    Hjemmeside
    Arbejdsrettens Hjemmeside, maj, 2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  26. EU og den danske fagbevægelse

    Artikel
    Mikkel Mailand, Trine P. Larsen og Jens Arnholtz
    Forskningscenter for arbejdsmarkedsstudier og organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut, 13-06-2022

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens