Dansk kolonialisme i Indien, 1616-1845

Soldat Jon Olafssons indtryk af arbejdet i Tranquebar fra 1620erne

Den islandske skytte Jon Olafsson, som i 1622-25 deltog i en dansk ekspedition til Indien og gjorde tjeneste i Tranquebar, udgav senere sine erindringer som ”Ostindiefarer”. De giver et levende indtryk af en almindelig soldats arbejde i den danske handelskoloni, hvis virke var centreret om det nyopførte fort Dansborg (her fra s. 66-70 i hans bog, hvis første del omhandler den lange rejse til Indien):

 ”Under Trommers, Pibers og Trompeters lyd blev vi mønstrede og opraabte ved Navn, alt efter Ret og Orden og det strængeste Regimente. I den første Tid blev vi hver eneste Dag mønstrede, exercerede og indøvede i Vaabenbrug på Krigsmanér samt tilsagte til Vagt hver tredje Nat, idet vi fik strænge Forskrifter om Lydighed, Agtpaagivenhed og Aarvaagenhed i dette fremmede Land og om at vise Troskab og Ærlighed mod vor Konge og Kompagnie efter vor Ed. (…)

 Derefter begyndte Vagttjenesten (…). Men naar der kom Peber fra Kongen af Tandjaur [dvs. nayken af Thanjavur] til Fæstningen maatte vi ’sarpe’ den, det vil sige rendse den for Straa og al Smuds, ved at ryste den i et stort Sold [dvs. en sigte]; men de, som var paa Vagt, var fri for denne Bestilling (…).

 Fæstningen var muret og herligt udrustet med Runddele [dvs. bastioner] på hvert Hjørne. Inden for Murene midt på Mønstringspladsen stod Kirken. (…) I den blev der hver Morgen og Aften holdt Gudstjeneste med Sang, Bøn og Velsignelse og hver Søndag og Onsdag Prædiken og Uddeling af Sakramenter.” [1]

 Læs mere: [1] [2]

Missionens strategi og rolle for trykkekunstens udbredelse

Både uddannelse og oversættelseskunst var vigtige elementer i missionens arbejde. At udbredelse af læsekundskab og tilgængeliggørelse af Bibelen på folkesprog havde været et vigtigt led i Reformationen og udbredelsen af den protestantiske tro i Europa, var missionærerne meget bevidste om (se også Faktalinkartikel om Reformationen). For at kunne udbrede Bibelen på tamilsk og andre lokale sprog etablerede missionen derfor en trykpresse i Tranquebar i 1712. Her bevirkede de et nybrud ved at anvende indiske alfabeter på tryk, og Tranquebar blev gennem det følgende århundrede et vigtigt centrum for spredning af bogtryk i en region, hvor skriftkulturen endnu var baseret på indgravering i palmeblade ved håndkraft.

 Virkningen af dette tiltag rakte langt ud over kristne cirkler, men for missionærerne var der ingen tvivl om det trykte ords største værdi. Deres opfattelse afspejles af dette brev, afsendt af missionærerne Bartholomäus Ziegenbalg og Ernst Gründler d. 7. april 1713 til en af missionens støtter hjemme i Europa:

 ”Og dette år venter vi, dersom det behager Gud, at modtage et sæt malabariske [dvs. tamilske] skrifttyper, med skibene som skal komme fra Europa, at vi ligeledes kan udgive frelsens ord blandt malabarerne [dvs. sydinderne] i deres eget tamulske [dvs. tamilske] sprog og introducere den ønskværdige brug af bøger til deres timelige og åndelige gavn. Vi må huske hvor meget trykkekunsten bidrog til manifesteringen af den guddommelige sandhed, og udbredelsen af bøger [bidrog med] til det formål, i Reformationens lykkelige tid, som vi læser om i historien med taksigelse til den almægtige Gud. Oh, levende Gud, giv at de kristne her i Indien, og de utallige vantro, med hjerterne fulde at taknemmelighed må blive bevidste om dette store gode, og med glæde modtage livets ord som skal blive forelagt dem, trykt i deres egne sprog.” [6], (forfatterens oversættelse)

 Læs mere: [7]