Hvad er andelstanken?
Andelstanken går ud på, at små virksomheder eller enkeltpersoner slår sig sammen i en forening for at kunne købe, producere og distribuere varer billigere, f.eks. ved at bruge de samme maskiner eller transportmidler. Udbyttet af andelsvirksomheden skal så fordeles til medlemmerne i forhold til deres omsætning. Som regel vil nye medlemmer inden for virksomhedsområdet løbende kunne slutte sig til samarbejdet. Andelsvirksomheden er ledet gennem princippet ét medlem, én stemme uanset andelskapitalens størrelse eller medlemmets omsætning med virksomheden, og større beslutninger angående virksomhedens drift tages på generalforsamlinger.
I dansk sammenhæng skelner man nogle gange mellem begreberne andelsvirksomhed og kooperation, ifølge Den Store Danske (se kilder).
Hvilke former for kooperationer findes der?
Kooperationer, som er en form for andelsvirksomheder, har historisk været knyttet til arbejderbevægelsen og der findes overordnet tre former for kooperationer, fremgår det af Den Store Danske (se kilder):
1. Forbrugerkooperation, også kaldet brugsforeninger. Bygger på forbrugernes fælles vareindkøb og blev oprindeligt etableret for at undgå fordyrende mellemhandler. En særlig type forbrugerkooperation er boligkooperationen (den almennyttige boligbevægelse). Formålet med den er at skaffe gode boliger til lave priser.
2. Producentkooperation er det, man oftest forbinder med andelsbevægelsen. Det var (og er til dels) især udbredt inden for landbruget, hvor landmænd slår sig sammen om indkøb af redskaber, gødning mv. samt især om forarbejdning og salg af produkterne.
3. Produktionskooperation er mindre udbredt og mere radikal, idet virksomheden ejes direkte af arbejderne i fællesskab, som deler både risiko ved og overskud af virksomheden lige.
Hvor kommer andelstanken fra?
De første idéer om en andelsbevægelse kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet. De udsprang af et ønske om at skabe økonomisk samarbejde mellem socialt dårligt stillede. Principperne for andelsvirksomhed blev udviklet af englænderne Robert Owen (1771-1858) og William King (1786-1865), og den første brugsforening blev oprettet af 28 vævere i Rochdale i Nordengland i 1844.
I forbindelse med dannelsen af denne brugsforening blev der formuleret et program. Dets punkter var blandt andet, at:
a) varerne skulle være rene og uforfalskede
b) der skulle betales kontant ved modtagelsen
c) eventuelt overskud skulle fordeles til medlemmerne i forhold til deres køb gennem brugsforeningen
d) der skulle være demokratisk styreform: hvert medlem én stemme
e) der skulle være åben adgang for nye medlemmer
f) priserne skulle være de gængse dagspriser
I Danmark blev den første brugsforening, Thisted Arbejderforening, dannet i 1866. Den regnes ifølge Den Store Danske (se kilder) for ”begyndelsen til andelsbevægelsen i Danmark”. Stifteren, provst H.C. Sonne, var inspireret af de engelske brugsforeninger.
Rochdale Pioneers
Hvorfor opstod andelsbevægelsen i Danmark?
I Danmark opstod andelsbevægelsen i sammenhæng med en større økonomisk forandring af landbruget. Forinden havde de såkaldte landboreformer skabt selvejende gårde, og det var en af forudsætningerne for, at andelsbevægelsen blev mulig i Danmark. Bønderne var allerede fra 1840erne begyndt at slutte sig sammen i brandforsikringsforeninger og landboforeninger, og senere fulgte sparekasser og andre sammenslutninger i forbindelse med landbrugets produktion.
Det var inden for mejeriproduktion, at andelsprincipperne for alvor fik fat, skriver historiker Erik Strange Pedersen i ”Danmarks historie i grundtræk” (se kilder): ”med andelsmejerierne [fandt man] fra 1882 en organisationsform, der formåede at kombinere det familiedrevne bondebrug med en rationel, industriel masseproduktion af internationalt konkurrencedygtige kvalitetsvarer.”
Før andelsmejerierne havde de små bønder solgt deres mælk til herregårde eller privat ejede fællesmejerier, som havde de maskiner til forarbejdning, som de enkelte bondebrug ikke selv havde råd til. Men fra slutningen af 1800-tallet ”udviklede bønderne deres eget effektive og klassebetingede redskab i opgøret med såvel byernes borgerskab som landbrugets økonomiske sværvægtere, godsejerne”, skriver Erik Strange Petersen. Det redskab var andelsbevægelsen.
Andelsmejerierne indkøbte maskiner, der kunne centrifugere mælken til smør, og restproduktet, skummetmælken, blev brugt til fodring af grise. Det gjorde det muligt i 1887 at oprette andelsslagterierne. Allerede her blev grunden lagt til den baconeksport til England, som siden blev en central del af dansk økonomi.
Arbejderbevægelsen i Danmark havde allerede fra 1870erne diskuteret, om det var en god ide med kooperative virksomheder, men begyndte først at virkeliggøre tanken senere i århundredet. Ifølge Arbejdermuseets opslag om kooperationer (se kilder) anbefalede den 7. skandinaviske arbejderkongres i 1907 oprettelsen af kooperative foretagender. Året efter diskuterede det danske socialdemokrati kooperationen som princip på en partikongres, og bl.a. Socialdemokrat og senere socialminister F. J. Borgbjerg anbefalede kooperationen som en tredje bestanddel af arbejderbevægelsen (med fagforening og parti som de to andre).
Hvilken del af landbefolkningen var med i andelsbevægelsen?
Inden for landbruget skelnede man i slutningen af 1800-tallet mellem selvberoende gårdbrug og husmandsbrug, og grænsen gik ved 1 tønde hartkorn. Grænsen mellem gårdbrug og herregårde gik ved 12 tønder hartkorn. Der var således stor forskel på størrelsen af de bondebrug, der indgik i andelsbevægelsen – mens nogle blot bestod af den enkelte familie, havde andre adskillige til at arbejde for sig – men de var alle mindre end 12 tønder hartkorn.
Ved århundredskiftet udgjorde herregårde og godsejere kun 0,7 % af det samlede antal landbrugsejendomme, men de ejede over 15 % af jorden. De havde indtil andelsbevægelsens fremkomst været vant til at sidde på både den økonomiske og politiske magt.
Hvilken del af bybefolkningen var med i andelsbevægelsen?
Danmark var frem til 1910erne at betragte som et landbrugsland, men urbaniseringen var i gang. Det betød bl.a. at andelsprincipperne også fandt vej ind i den spirende arbejderbevægelse i byerne.
”Et helt afgørende træk ved det danske samfunds modernisering var den sociale bredde, som opgøret med det traditionelle samfunds normer og magthavere fik i perioden,” skriver historiker Erik Strange Pedersen i ”Danmarks historie i grundtræk” (se kilder): I forhold til demokratisering af den politiske indflydelse i Danmark var husmandsbevægelsen og arbejderbevægelsen allierede. Kvindebevægelsen var også allierede med dem, men ikke altid den anden vej.
Blandt byarbejderne blev der fra især 1870erne dannet ”et alternativt, solidarisk og kulturelt fællesskab” med blandt andet kooperative foreninger.
”Drømmen var at arbejderne skulle skabe deres egne virksomheder,” som der står på Arbejdermuseets opslag om kooperationer (se kilder): ”De kooperative virksomheder skulle være [...] en ligeværdig partner med fagbevægelse og parti [Socialdemokratiet, red]. Kooperationen skulle skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og være et våben i arbejdskampe.”