Reportage fra Snoghøj Højskole hvor flygtninge Mahmoud (midten), Osama (tv) og Halloum (th) studerer. Maj 2016.
Foto: Asger Ladefoged / Scanpix
Reportage fra Snoghøj Højskole hvor flygtninge Mahmoud (midten), Osama (tv) og Halloum (th) studerer. Maj 2016. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix
Højskoler
Læsetid: 27 min
Indhold
Indledning
Højskolen er en dansk opfindelse, som blandt andet bygger på præsten N.F.S. Grundtvigs ideer om at højne den folkelige dannelse i 1800-tallets klassedelte samfund. Under mottoet "Vi lærer for livet" ønskede Grundtvig at oplyse de fattige og uuddannede bønder om den danske historie og danske samfundsforhold i en tid, hvor det danske samfund var ved at omstille sig til det demokratiske folkestyre. Den første folkehøjskole blev opført i Rødding i 1844, og i årtierne efter blev der etableret en lang række skoler spredt ud over hele landet. På den måde blev højskolen et sted, hvor unge og voksne kunne blive bevidste om deres kulturelle arv og få mulighed for at fordybe sig i fag af ren interesse.
For mange er højskolen i dag også en mulighed for at udvikle sig på et mere personligt plan og blive afklaret med sig selv og omkring, hvad de skal i livet. Samtidig er der i højskolemiljøet en gryende bevidsthed om, at højskolerne også kan være drivkraft for omstillingen til et mere bæredygtigt samfund, og at dannelse i dag ikke kun handler om viden og oplysning, men også om evnen og viljen til at deltage aktivt i og ændre på samfundet.
Relaterede emner
Et døgn på Ry Højskole
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Introduktion
Hvad er en højskole?
For at drive en højskole med statsstøtte kræves det, at skolen er godkendt af undervisningsministeriet og opfylder de betingelser, der er stillet i Højskoleloven. Der findes i dag 68 folkehøjskoler i Danmark. Disse udbyder kurser til alt fra uddannelsessøgende og lønmodtagere til ledige og pensionister. Eleverne bor på højskolerne, som hver har deres profil med særlige emner, holdninger og fag. Som udgangspunkt er der ingen eksamen, men opholdet bliver alligevel anset som kompetencegivende i forhold til en efterfølgende uddannelse eller et job.
Udover undervisningen er der visse traditioner, som er med til at forstærke skolens kulturelle profil og sociale samvær. Der arrangeres for eksempel morgensang, foredrag og fællesspisning. Den traditionelle højskole er en unik skoleform, hvor eleverne af egen fri vilje vælger og betaler for et skoleophold. Ideen om højskolen har spredt sig over hele verden. I en tale til nordiske statsledere i maj 2016 italesatte den amerikanske præsident f.eks. arven fra Grundtvig og højskolebevægelsens indflydelse på den amerikanske borgerretsbevægelse (se kilder). Den første amerikanske folkehøjskole Highlander Folk School blev i løbet af 1950'erne et afgørende sted for den amerikanske borgerretsbevægelse i deres bestræbelser på at hjælpe afroamerikanere til at lære at læse og til at registrere sig for at kunne få lov til at stemme.
Hvad er højskolens undervisningstilbud?
På højskoler vægter man både en praktisk og en teoretisk del. De lange kurser består af en række fag, hvoraf eleverne vælger en bestemt linje. Linjefagene spænder bredt, og elever kan for eksempel vælge i mellem:
- Journalistik
- Internationale studier
- Kunst
- Sejlads og friluftsliv
Ifølge lovgivningen må et enkelt fag eller faggruppe højest udgøre 2/3 af undervisningen. Derfor suppleres linjefaget med andre fag såsom f.eks. politik, keramik, psykologi og svømning.
Traditionelt skulle højskolen hjælpe elever til at blive demokratiske og deltagende samfundsborgere. Fagene var hovedsagelig kristendom, litteratur, dansk og historie. I dag er der et meget bredt udvalg af fag, hvor den enkelte har mulighed for at udvikle sine specifikke evner og interesser og måske endda forberede sig på fremtidig uddannelse. Nogle højskoler tilbyder f.eks. forberedende kurser til Politiskolen eller Danmarks Journalisthøjskole eller andre kunstneriske uddannelser.
Hvad er Højskoleloven?
Den første permanente højskolelov blev vedtaget i 1892 og er løbende blevet tilpasset det omgivende samfund. Højskoleloven er med til at fastlægge minimumsbetingelser for højskolernes mulighed for at få statstilskud. Højskoleloven kræver også, at de enkelte højskoler skal have 24 årselever i gennemsnit, og at ingen ejer må drive økonomisk fordel af skoledriften.
I 2013 blev Højskolelove revideret, og højskoleområdet hører i dag under Kulturministeriet. Højskoleloven omfatter "folkehøjskoler, der tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som er godkendt af kulturministeren til tilskud. Undervisningen skal have en bred almen karakter. Enkelte fag eller faggrupper kan have en fremtrædende plads, men aldrig på bekostning af det almene. Skolernes aktiviteter skal tilrettelægges ud fra deres selvvalgte værdigrundlag" (se kilder).
Ifølge § 3 (se kilder) skal skolen endvidere være en uafhængig og selvejende institution, og ifølge § 6 skal skolens overordnede ledelse varetages af en bestyrelse, der er ansvarlig over for kulturministeren. Forstanderen står forstanderen for den daglige ledelse, det overordnede pædagogiske ansvar og er samtidig højskolens ansigt udadtil.
Hvad koster et højskoleophold?
Kursusprisen er meget forskellig afhængig af årstid, opholdenes længde og de forskellige kursusudbud. Oure Idrætshøjskole har for eksempel en skilinje, der indebærer hyppige ture til udlandet, hvorfor deltagerprisen også er højere. Højskolernes Hus oplyser på deres hjemmeside (se kilder), at de lange kurser på mellem otte og 40 uger cirka koster 1.450 kr. om ugen, men at prisen kan variere mellem 1.000 og 2.500 kr. om ugen alt efter, hvad højskolen tilbyder. De korte kurser på en uge koster typisk omkring 4.600 og to uger omkring 6.500 kr., men også her er der stor variation i prisen alt efter kursustype. I prisen er medregnet undervisning, forplejning og materialer.
Højskolerne modtager statsstøtte for de lange kurser, og derfor er de væsentligt billigere end de korte. I forhold til de lange kurser har folk desuden mulighed for at søge kommunestøtte og elevfonde. Derudover kan minoritetsgrupper, ældre, studerende, unge uden ungdomsuddannelse og ledige under 25 år benytte sig af særlige rabatordninger.
Hvem tager på højskole?
Højskolen er for alle ældre end 17,5 år, men det er typisk de unge og de ældre over 60 år, der tager på et højskoleophold. Årsstatistikken for højskolerne 2016 (se kilder) viser, at 66 % af alle højskoleelever på de lange kurser i skoleåret 2014/2015 var mellem 20-24 år, mens folk i aldersgruppen 25-49 år udgjorde 18 %.
Mens flest unge typisk tager de lange kurser, er de kortere og de mellemlange emnekurser klart domineret af folk over 60 år, som udgør 58 % af det samlede antal kursister.
Statistikken viser samtidig, at andelen af kvinder er lidt større end andelen af mænd.
Højskolens historie
Hvem startede den danske højskole?
Den danske præst og historiker Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) (N.F.S. Grundtvig) dannede idégrundlaget for folkehøjskolen i 1830’erne. I 1800-tallet levede mange danske bønder uden uddannelse. Universitetet og latinskolen var for de velhavende. Grundtvig ønskede at opbløde denne kulturkløft, så selv de fattigste bønder fik mulighed for at uddanne sig. Grundtvigs grundværdier var:
- Folkelighed
- Demokratisk deltagelse
- Menneskekundskab
- Nationalisme
- Kristendom
Grundtvig mente, at viden om landets historie var vigtig. Tanken var, at i takt med at demokratiet blev indført i Danmark, skulle højskolen være med til at modne folk til opgaven. Han mente ikke, at det eksisterende skolesystem, hvor der blev terpet grammatik og matematik, var for folket.
Hvad var Grundtvigs idé med højskolen?
Grundtvig ønskede, ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder), en "planteskole for livet", hvor vidende og uvidende borgere skulle oplyses om det fælles menneskeliv i udvekslingen mellem elever og lærere. Han gik ind for livsoplysning med mottoet "Vi lærer for livet". Ifølge bogen ”Og solen står med bonden op: De nordiske folkehøjskolers idehistorie” fra 1989 (se kilder) ønskede Grundtvig et alternativ til universitetet: ”en slags antiuniversitet, som udbreder en anden kultur end den, der dyrkes på det traditionelle universitet, en kultur, som kaldes folkelig, det vil sige national.”
Højskolebevægelsen var et produkt af oplysningstidens tro på fremskridtet både indenfor teknik og videnskab og kampen om politisk frihed. Dertil kom ideen om det hele menneske. De folkelige bevægelser voksede frem som et socialt og religiøst oprør mod stivnede magtformer.
Hvad var Sorø Real-Højskole?
Grundtvig fremsatte fra 1830’erne en række forslag om oprettelse af en eller flere højskoler for den folkelige dannelse. Frem for alt koncentrerede han sig om Sorø Akademi, hvor hans ven, digteren B.S. Ingemann, var ansat. Da Kong Christian VIII ville reformere akademiet, anbefalede Grundtvig, at der ved siden af den lærde skole skulle oprettes en Sorø Real-Højskole. I brevet ”Om indretningen af Sorø akademi til en folkelig højskole” (se kilder) skrev Grundtvig: "Hvad vi nu Alle, baade Høie og Lave, Lærde og Læge, kan og skal have tilfælles, er unægtelig kun Menneskelighed, Fæderneland og Modersmaal, saa derom maa paa den folkelige høiskole Alting dreje sig, og selv Menneskeligheden maa betragtes folkelig, da det kun er enkelte høitbegavede Sjæle, der virkelig kan fatte og føre et høiere Menneske-Liv." Kong Christian blev begejstret for Grundtvigs visioner og vedtog den 31. december 1847 en resolution for Sorø Real-Højskole. Året efter døde kongen imidlertid, og ideen blev manet til jorden af datidens kulturministre D.G. Monrad (1811-1877) og J.N. Madvig (1804-1886). Men på trods af, at der blev ikke nogen Sorø Real-Højskole, er Grundtvigs skrifter hovedinspirationen for Danmarks mange højskoler op til i dag.
Hvilken højskole var den første i Danmark?
Danmarks første højskole Rødding Folkehøjskole åbnede, før Grundtvig havde forelagt sin idé om Sorø Real-Højskole for Kong Christian. Alligevel var Rødding inspireret af Grundtvigs visioner, som var udgivet i forskellige skrifter. Den 7. november 1844 åbnede Rødding Folkehøjskole på initiativ af Christian Flor (1792-1875). Højskolen lå i Nordslesvig, hvor spørgsmålet om dansk eller tysk sprog var et stort stridspunkt. Flor var professor i dansk sprog ved universitetet i Kiel og ønskede at holde fast i dansk sprog og kultur i Slesvig. Bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) citerer Flor for at sige: ”Jeg arbejder lige ivrigt for Grundtvigs theologiske og historiske Anskuelse, for Rasks Sproglære og for den nordiske Treenighed, kort for Alt, hvad der udspringer af den Nordiske Aands Liv.” Flor ville have en skole for folket, hvor bonde og borger fik viden indenfor områder, som ikke nødvendigvis var beslægtet med deres fag. Den grundtvigske højskole havde modersmål og historie som hovedfag. Eleverne skulle ikke disciplineres, men vækkes og stimuleres gennem diskussion.
Hvordan foregik højskolens udbredelse?
Oprettelsen af Rødding Folkehøjskole i 1844 åbnede op for en helt ny skoleform. Det var en lille skole med 2-3 lærere og omkring tyve elever, som måske ikke var så imponerende i sig selv, men alligevel blev et forbillede for andre. Fra den første højskoles grundlæggelse og frem til 1864 blev der oprettet i alt 15 levedygtige højskoler. At lave en højskole dengang var en privat forretning. Enhver kunne beslutte sig for at købe eller bygge en højskole, og så måtte elevtilgangen vise, om det økonomisk kunne løbe rundt. Efter 1864 steg antallet af nye højskoler eksplosivt. Her blev de store skoler som Vallekilde, Askov og Testrup anlagt. Alene i årene 1865-67 kom der 25 nye højskoler til, oplyser bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder). I 1870 var der over 50 højskoler i landet, og omkring århundredskiftet var man oppe på 80. Men selvom antallet af højskoler steg, var hovedparten af højskolerne stadig små. I 1890 havde 32 skoler under 20 årselever og i 1910 var antallet af små skoler helt oppe på 49. Højskolernes udbredelse stoppede ikke ved Danmarks grænser. Man begyndte også at blive inspireret af højskoletankerne rundt omkring i Europa og resten af verden, hvilket man blandt andet kan læse om i bøgerne ”Grundtvigs skoletanker i USA, Argentina og Chile” fra 1997 (se kilder) og ”Grundtvigs skoletanker i Japan, Filippinerne og Israel” fra 1994 (se kilder).
Hvad var de bjørnbakske højskoler?
Selvom højskolebevægelsen i dag kædes sammen med Grundtvigs ideer og politiske overbevisning, opstod der i løbet af 1800-tallet også en parallel højskolebevægelse – de bjørnbakske højskoler – hvis idégrundlag på nogle punkter adskilte sig markant fra den grundtvigianske. Ifølge Ove Korsgaards bog "Kampen om folket" (se kilder) var der før 1864 adskillige alternative højskoler udover den grundtvigianske. Skolelæreren, pacifisten og politikeren Lars Bjørnbak var modstander af Grundtvigs nationalisme og krigen i 1864. Han gik f.eks. ind for, at Danmark skulle indskrænke udgifterne til militæret til et minimum.
I 1857 havde Lars Bjørnbak stiftet en ikke-grundtvigiansk højskole i Viby, Viby Landboskole under mottoet "Kundskab er Magt - Uvidenhed er trældom – frem Bondemand frem!". Modsat den grundtvigianske højskolebevægelse lagde den bjørnbakske vægt på praktiske færdigheder, og hvor grundtvigianerne ønskede at udviklede folkets nationale identitet, fokuserede bjørnbakkerne på at forbedre de socialpolitiske forhold.
Ove Korsgaard peger i sin bog på, at det var efter nederlaget i 1864, at den grundtvigianske folkenationalisme sejrede i højskolebevægelsen. Statsmagten, eliten og dannelsesborgerskabet havde lidt et knæk, mens den ikke-statsorienterede grundtvigianisme blev styrket (se kilder). Derfor voksede antallet af grundtvigianske højskoler markant i årene efter 1864.
Var højskoler også for kvinder?
Kvinder fik adgang til højskoler i 1863, da Kristen Kold åbnede en sommerskole i Dalum. Herefter åbnede en del højskoler med fokus på husholdning og idræt. Ifølge kvinfo.dk (se kilder) var Jutta Bojsen Møller fra 1888 højskolemoder på en højskole ved Sorø, Bojensminde. Sidenhen blev hun også formand for Dansk Kvindesamfund, og i 1895 overtalte hun sine køkkenpiger til at starte husholdningsundervisning ved Sorø Højskole.
Sorø Husholdningsskole (i dag kaldet Sorø Fri Fagskole) blev en succes. I 1902 var behovet for lærerinder til husholdningsundervisningen så stort, at Magdalene Lauridsen – den ene af køkkenpigerne – åbnede husholdningsseminariet Ankerhus. Dansk Kvindesamfunds strategi var fra begyndelsen at professionalisere de traditionelle kvindefag, så unge kvinder fik mulighed for en formel uddannelse, bedre løn og arbejdsvilkår. Dette var i overensstemmelse med Grundtvig, som mente, at det var en del af den nordiske ånd: ”ej på val og ej på tinge agtes børn og kvinder ringe” ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder). Samme værk beskriver, hvordan højskolerne var med til at styrke kvindebevægelsen.
Hvad er højskolesangbogen?
Lige fra 1894 har Højskolesangbogen (se kilder) været med til at præge højskoleopholdene. Eleverne benytter den til morgensang, og nogle steder indledes foredrag også med sang. Højskolesangbogen deler sig op i følgende temaer:
- Morgen
- Tro
- Liv
- Sprog og ånd
- Frihed og fællesskab
- Året
- Norden
- Kærlighed
- Folkeviser
- Historien
- Bibelhistorien
- Aften
Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog, og i 2006 udkom den i 18. udgave. Sangbogen bliver løbende opdateret med moderne sange og rummer i dag sange skrevet af alt fra Grundtvig og B.S. Ingemann til viser af Klaus Rifbjerg og Shubidua. Med tiden og i takt med globaliseringen er der udover danske og skandinaviske sange også blevet plads til både engelske og tyske sange, ligesom EU-sangen "Europahymnen" er at finde.
Hvordan gik det højskolerne efter 2. Verdenskrig?
På grund af den nationale vækkelse i 1940-45 i forbindelse med den tyske besættelse af landet var der en lille vækst i elevtallet efter 2. Verdenskrig. Ifølge bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) fik højskolens budskaber om det danske og folkelige fornyet betydning, mens den kristne tilværelsestolkning nu vejede mindre. Opgangen i elevtallet efter 2. Verdenskrig blev dog kortvarig. Samtidig med at de unge flyttede til byerne for at få uddannelse og arbejde, faldt antallet af elever. Højskolen appellerede stadig mest til folk fra landet, og bortset fra højskolerne Askov og Krogerup var elevtilgangen fra byerne lav.
Hvem var højskolebevægelsens frontfigur efter 2. Verdenskrig?
Hal Koch (1904-1963), som var professor i teologi, blev en af de ledende kræfter i folkeoplysningsarbejdet efter 2. Verdenskrig. Han var inspireret af Grundtvig, og i 1940 holdt han en række forelæsninger om Grundtvigs oplysningstanker på Københavns Universitet. Koch blev formand for Ungdomskommissionen, der var nedsat af befrielsesregeringen i 1945. Efter krigen udgav han desuden bogen ”Hvad er demokrati” (se kilder), som handlede om demokratiets væsen og vilkår. Han skrev både om demokratiets grundlag i fortiden og trak perspektiver for fremtiden med henblik på det folkelige oplysningsarbejde.
Hal Koch oprettede Krogerup Højskole, som han blev forstander på. Han forsøgte at få flere unge fra byen på højskole og ønskede et sted, hvor unge fra land og by kunne mødes og udveksle synspunkter til gavn for demokratiet. I takt med at byfolk begyndte at søge til Krogerup Højskole, vendte nogle af de gamle højskolekredse ham ryggen.
Hvordan ændrede elevsammensætningen sig efter 2. Verdenskrig?
Bogen ”Udfordringer til Højskolen” fra 1994 (se kilder) beskriver, hvordan det samlede højskolelandskab forandrede sig radikalt fra 1945 til 1970. Højskolerne var ikke længere landboernes privilegium. I takt med omlægningen af landbruget og tilstrømningen til byerne, opstod der en ny generation af højskolefolk. Ifølge bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder) kom cirka 60 procent af eleverne omkring 1960 fra bondehjem. I begyndelsen af 1970’erne var landboerne helt på vej ud af skolerne. Pludselig dominerede byfolk skolerne, og livsstilen, meningerne og sproget blev nu et helt andet. Udviklingen passede ikke landbokredsene, der før havde følt højskolerne som deres. Mange landbohjem anbefalede ikke længere deres børn at tage af sted. Den nye elevflok var vokset op i et velstandssamfund, og de var karakteriseret ved ikke at have noget forhold til højskolens tradition.
Hvad betød ungdomsoprøret for højskolerne?
Bogen ”Højskolen” fra 1983 (se kilder) beskriver, hvordan ungdomsoprøret var med til at forme højskolen til det, vi kender i dag. På højskolerne kunne man mærke optakten til ungdomsoprøret i 1968 et helt årti forinden. Ungdomsoprøret var blandt andet et opgør mod udemokratiske institutioner og gamle autoriteter. Højskolebevægelsen havde mere end 100 års traditioner bag sig, men det var samtidig et sted, hvor friheden kunne prøves af. Højskolen havde jo ikke en fastlagt læseplan eller eksamen. Bogen fortæller, hvordan eleverne, i perioden op til 68-oprøret, pludselig krævede at sidde på madrasser i stedet for på stole. Den faste opstilling, hvor alle ansigter var vendt mod foredragsholderen, skulle brydes og forskellen mellem elever og lærere ophæves. Lærerne skulle ned på gulvet og sidde i rundkreds. Højskolen skulle ikke længere bare diskutere demokrati eller opdrage til demokrati, højskolen skulle selv være en demokratisk institution. Bestyrelsesmøder blev til fællesmøder, mens gruppearbejde og projekter afløste klasseundervisning og foredrag. Frem for fag som historie, litteratur og kristendomskundskab kom der nu fokus på psykologi, sociologi, ideologikritik og samfundsvidenskab. Forstandere og lærere mistede samtidig noget af deres autoritet, og der var en del udskiftning i lærerstaben. Lærerne havde for en stor dels vedkommende haft tilknytning til den borgerlige fløj i partiet Venstre eller Det Radikale Venstre. Nu begyndte der at dukke lærere op som bekendte sig til politiske partier som Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne. Forandringen og nytænkningen af højskolen blev stabiliseret hen imod slutningen af 1970’erne. Ungdomsoprøret var med til at forme højskolen til det, vi kender i dag.
Højskolens udbredelse og betydning i dag
Hvor mange højskoleelever er der i dag?
I skoleåret 2014/2015 havde højskolerne landet over samlet set 44.150 kursister, viser højskolernes egen elevstatistik (se kilder). Mens antallet af kursister på de kortere sommerkurser er faldet i årene mellem 2006 og 2015, er elevantallet på de lange kurser steget. Af højskolernes årsstatistik 2016 (se kilder) fremgår det, at antallet af årselever på de lange kurser er steget stødt siden skoleåret 2004/05 fra 3.246 årselever til 4.294 årselever i skoleåret 2014/15. En årselev er en elev, der er indskrevet på en højskole i 40 uger eller to elever i 20 uger og så videre.
Den positive udvikling i elevtallet kommer efter, at landets folkehøjskoler i løbet af 1990'erne og frem til midten af 00'erne samlet set oplevede et markant fald i antallet af elever. Det fremgår af en artikel fra Højskolebladet i 2012 (se kilder). Faldet var kritisk for visse skoler, eftersom en højskole skal have mindst 24 årselever for at få statsstøtte, og en historisk oversigt på Højskolernes hjemmeside (se kilder) viser således også, at faldet i antallet af elever har haft konsekvenser. Mens der i 1987 var 107 højskoler, er der til sammenligning i 2016 kun 68.
Ifølge højskolernes årsstatistik 2016 er den let positive elevudvikling de sidste ti år sket på de lange kurser, hvilket giver højskolerne bedre sikkerhed i forhold til at opnå mindst 24 årselever og dermed også statstilskud. Højskolerne er dog stadig pressede på deres økonomi. I efteråret 2015 kunne flere medier berette om, at regeringen i deres finanslov havde planlagt at skære i den økonomiske støtte til højskolerne. Højskolernes forening skriver i en artikel i Højskolebladet (se kilder), at regeringen frem til 2019 skal spare 2 % årligt på højskoleområdet.
Hvilken betydning har et ophold for folk?
Højskolernes fælleskatalog fra 2016 (se kilder) opstiller forskellige grunde til, at eleverne vælger at tage på højskole. Det kan være for at udvikle eller opdage talenter, fordybe sig og blive inspireret eller forberede sig på job eller uddannelse.
I forbindelse med kampagnen "Find det, du er god til" har højskolerne interviewet adskillige kendte danske personligheder, som alle har haft et højskoleophold. Troels Kløvedal fortæller om sit højskoleophold, at det gav ham afklaring (se kilder): "Et højskoleophold giver tid til eftertanke, og når man er ung og har svært ved at finde ud af, hvad man skal i livet, så har man brug for det. Højskolen får en til at filosofere over de mest væsentlige spørgsmål i livet og samler ens personlighed."
Forfatter Olga Ravn fortæller, at hun fik en stærkere fornemmelse af, hvad hun selv ville i stedet for at være fokuseret på andres meninger: "Flere og flere dropper ud af videregående uddannelser, og jeg tror, det har noget at gøre med, at de ikke har en fornemmelse af, hvilken vej de vil gå. Der kan højskolen være en hjælpende hånd til at finde vej til ens egne ønsker frem for, hvad andre vil have en til at gøre."
En rapport, som Folkehøjskolernes Forening har fået lavet (se kilder), viser, at folk, der har gået på højskole, har større chance for at gennemføre en videregående uddannelse. Samtidig viser undersøgelsen, at unge mennesker, der er droppet ud af en ungdomsuddannelse, i højere grad vender tilbage til uddannelsen, hvis de har været på højskoleophold.
Hvordan præsenteres højskolen?
Højskolens symbolværdi er en vigtig del af skolens eksistensgrundlag. Med til højskolen hører de traditioner, der karakteriserer den enkelte skoles hverdag. Det drejer sig om, hvilket indhold hverdagen har med morgensang og ritualer omkring måltider og foredrag, men også om den måde højskolerne vælger at sælge sig selv på.
I dag markedsfører højskolerne sig i deres fælleskatalog under mottoet "Find det, du er god til – tag på højskole". I dag bliver et højskoleophold typisk set som kompetenceudviklende og som et sted, hvor man kan dyrke sit talent og bliver afklaret i forhold til uddannelses- og karrierevejen. Samtidig lægges der fortsat vægt på de traditionelle dyder som dannelsen og fællesskabet.
På Højskolernes hjemmeside (se kilder) kan man læse interviews med adskillige kendte danskere – musikudøvere, forfattere, forskere og økonomer – som fortæller om deres højskoleophold, og hvilken betydning opholdet har haft for dem.
Højskolernes omdømme rundt om i befolkningen er godt. Tilliden er stor, og spørger man danskerne, skal højskolerne fortsat modtage statsligt tilskud. 92 % af befolkningen mener, at højskolerne skal modtage statsstøtte, viser en undersøgelse, som Højskolerne fik foretaget i 2013 (se kilder).
Hvad var højskoledebatten?
Højskolernes elevnedgang i løbet af 1990'erne og op igennem 00'erne startede en stor debat omkring, hvilken slags skole højskolen skulle være. Det var primært forholdet mellem dannelse og uddannelse, også kaldet "kompetenceudvikling", som blev diskuteret. Ifølge artiklen ”Panik i højskolen” fra 2004 (se kilder) mente en fløj af højskolefolk netop, at højskolen skulle tilbyde formelt kompetencegivende kurser og udstøde eksamensbeviser. Men ifølge en anden fløj ville sådan en drejning skade højskolens idégrundlag og udfordrer Grundtvigs grundidéer.
Lederen af Grundtvigstudier på Aarhus Universitet, professor Kim Arne Pedersen, udtalte i den sammenhæng, at det var farligt, hvis eksamener og "managementtænkning" kom til at sluge højskolernes livsoplysnings- og dannelsesprojekt. I artiklen "Grundtvig taber mod tiden" fra Information i 2004 sagde han om den problematik (se kilder): "Der er så mange steder, hvor man kan få meritgivende kompetencer. Hvis højskolerne også gør det, tror jeg, at det ender med, at vi smider barnet ud med badevandet. Højskolerne har haft et frirum, som handlede om, at man kunne diskutere, hvad det vil sige at være menneske, og hvis det frirum bliver slugt af, at man skal til eksamen, så er højskolens ide væk."
I 2004 kom et højskoleudvalg, nedsat af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), med et forslag om, at højskoler fremover skule have mulighed for at tilbyde kursister kompetencegivende HF-kurser i et forsøg på at begrænse elevnedgangen (se kilder). På den måde kunne unge mennesker kombinerer et højskoleophold med formel uddannelse. I dag er der dog fortsat ingen eksamensbeviser at hente på højskolerne, men til gengæld er mange højskoler rundt omkring i landet begyndt at samarbejde med lokale VUC-centre, så højskoleelever kan sammensætte et højskoleforløb, hvor de også får tid til at følge fjernundervisning i HF-enkeltfag.
Skal højskolen specialisere sig i fagområder?
Ifølge artiklen ”Karrieren skal starte på højskole” fra 2003 (se kilder), har undersøgelser vist, at eleverne i stigende grad vælger højskoler ud fra faglige interesser. Derfor har man for eksempel på Rønshoved Højskole ansat en studievejleder. Traditionelt har højskolerne været et frirum fra det formelle uddannelsessystem, men nu er der en tendens til, at højskolerne specialiserer sig inden for bestemte fagområder. Krabbesholm Højskole har således fået et ry for at give kommende arkitekter og designere et forspring, mens Rønde Højskole tilbyder kurser, der forbereder eleverne til at komme ind på sygepleje- og sundhedsuddannelserne.
Ifølge lovgivningen er skolernes hovedformål stadig folkelig oplysning. Størstedelen af undervisningen skal være af almendannende karakter. Som tidligere nævnt må et enkelt fag eller faggruppe højest udgøre 2/3 af undervisningstiden. Et af argumenterne for, at højskolerne skal specialisere sig i fagområder, er, at de unge ikke vil bruge et halvt år af deres liv på en højskole, medmindre det giver dem en fordybelse i den retning, deres liv er ved at tage. I artiklen ”Det handler stadig om det hele menneske” fra 2004 (se kilder) argumenterer daværende højskoleforstander Svend Thorhauge fra Ry Højskole for, at højskolen skal være det sted, hvor man bliver afklaret og ser ikke noget problem med, at eleverne specialiserer sig: ”Det almene viser sig på den måde, vi går til stoffet på. Det alment menneskelige viser sig i vores anerkendelse af hinandens forskellighed.”
Højskolens betydning i dag
Hvilken betydning har et ophold for folk?
På Folkehøjskolernes Forenings hjemmeside (se kilder) kan man læse, hvad tidligere elever mener, et højskoleophold har betydet for deres liv. Af bemærkninger lyder det:
Louise: "Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede, men jeg glemmer det aldrig."
Ulrik: "Højskolen var for mig starten på alt. Katalysatoren for resten af mit liv."
Line: "Det har sandsynligvis sparet mig for at springe fra en uddannelse."
Folkehøjskolernes Forenings Fælleskatalog fra 2004 (se kilder) opstiller forskellige grunde til, at eleverne vælger at tage på højskole. Det kan være for at udvikle sig, have en tænkepause eller forberede sig på job eller uddannelse.
Hvordan præsenteres højskolen?
Højskolens symbolværdi er en vigtig del af skolens eksistensgrundlag. Med til højskolen hører de traditioner, der karakteriserer den enkelte skoles hverdag. Det drejer sig om, hvilket indhold hverdagen har med morgensang og ritualer omkring måltider og foredrag, men også om den måde højskolerne vælger at sælge sig selv på. Markedsføringen er med til at signalere højskolernes skift i fokus og symbolværdi. Efter intern kritik har Folkehøjskolernes Forening droppet slaglinjen 'Stod du i kø til Popstars?', mens højskolernes fællesslogan: 'Vi danner din succes' blev stående i år 2004. Højskoleophold sælges nu på, at de letter vejen til de videregående uddannelser, hvor det før var dannelsen og det sociale, der var i centrum. Men den nye markedsføringsstrategi forsøger stadig at kombinere almendannelse og kompetenceudvikling. I højskolekataloget opstilles 13 meget forskellige definitioner af succes, blandt andet kan nævnes:
- Succes er at finde melodien i tilværelsen
- Succes er at finde ud af, hvilken uddannelse man egner sig bedst til
- Succes er at kunne udføre en dobbelt salto med sjælen
- Succes er at vide, at der findes mange former for succes
Allerede her får man en fornemmelse af, at højskolerne tolker succes forskelligt. Askov Højskole har anno 2004 sloganet 'Kompetencen - den får du på Askov' og sælger sig selv på, at eleverne på journalistlinien er kommet ind på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Til forskel herfra satser Odder Højskole på menneskekundskab og beskriver i et debatindlæg på nettet (se kilder), hvordan højskolelivet først og fremmest skal give værktøjer til at tackle mange af livets alment menneskelige problemer.
Hvordan er højskoledebatten?
Ifølge artiklen "Panik i højskolen" fra 2004 (se kilder) handler højskoleverdenens strid, også kaldet højskoledebatten, om, hvordan højskolen skal klare elevnedgangen i det moderne samfund. En fløj af højskolefolk mener netop, at højskolen skal tilbyde formelt kompetencegivende kurser og udstede eksamensbeviser, hvilket også støttes af partiet Venstre. Men ifølge en anden fløj vil en sådan drejning skade højskolens idégrundlag.
Jørgen Carlsen, forstanderen af Testrup Højskole, er for eksempel uenig med Ole Hjorth fra skoleledelsen på Oure Idrætshøjskole. Ifølge artiklen "Panik i højskolen" fra 2004 (se kilder) mener Hjorth, at højskolen skal koble dannelse med formelle kompetencer ved at indføre eksamener og fast pensum. Carlsen er derimod overbevist om, at det er vigtigt at adskille højskolerne fra de formelle uddannelser. Han mener, at højskolerne bør fastholde sin traditionelle position og ambitionen om at danne hele mennesker. I lederen "Højskoleånden" i Jyllands-Posten fra 2004 (se kilder) argumenteres der for, at højskolerne skal glemme alt om modemantraet kompetence. Hovedargumentet er, at man ellers både fjerner ånden og den berettigelse, som højskoletanken bygger på.
Giver højskolen køb på Grundtvigs idealer?
Højskoledebatten udfordrer Grundtvigs grundideer. Ifølge artiklen "Højskolerne må se at komme af med Grundtvig" fra 2002 (se kilder) er vi midt i den tredje oplysningsbølge, hvor højskolernes fokus er 'den moderne almendannelse.' I artiklen argumenteres for, at højskolerne skal arbejde sammen med videregående uddannelser og gøre op med Grundtvigs skel mellem folkelig og akademisk dannelse. Højskolen og universitetet skal indgå i et tæt samarbejde. Professoren Lars Qvortrup ønsker et samarbejde mellem universitetet og højskolerne, så universitetsstuderende har et højskoleophold - for eksempel af en måneds varighed - som en del af deres uddannelsesforløb.
Lederen af Grundtvig studier på Aarhus Universitet, professor Kim Arne Pedersen, udtaler på netportalen Danes Worldwide (se kilder), at der er en markant modsætning mellem det gamle dannelsesbegreb og kompetencebegrebet. Professoren mener, at det er farligt, hvis livsoplysningsdimensionen, som dannelsesbegrebet er forbundet med, erstattes af managementtænkningen. Managementtænkningen går ud på at organisere og styre en virksomheds brug af ansatte og penge til at fuldende virksomhedens opgaver. Hvis man vælger at styre højskolerne som virksomheder, vil man altså fjerne sig for meget fra Grundtvigs idealer.
Skal højskolen specialisere sig i fagområder?
Ifølge artiklen "Karrieren skal starte på højskole" fra 2003 (se kilder), har undersøgelser vist, at eleverne i stigende grad vælger højskoler ud fra faglige interesser. Derfor har man for eksempel på Rønshoved Højskole ansat en studievejleder. Traditionelt har højskolerne været et frirum fra det formelle uddannelsessystem, men nu er der en tendens til, at højskolerne specialiserer sig inden for bestemte fagområder. Krabbesholm Højskole har således fået et ry for at give kommende arkitekter og designere et forspring, mens Rønde Højskole tilbyder kurser, der forbereder eleverne til at komme ind på sygepleje- og sundhedsuddannelserne.
Ifølge lovgivningen er skolernes hovedformål stadig folkelig oplysning. Størstedelen af undervisningen skal være af almendannende karakter. Som tidligere nævnt må et enkelt fag eller faggruppe højest udgøre 2/3 af undervisningstiden. Ifølge artiklen "Det handler stadig om det hele menneske" fra 2004 (se kilder) mener højskoleforstanderen Svend Thorhauge fra Ry Højskole imidlertid ikke, at de unge vil bruge et halvt år af deres liv på en højskole, medmindre det giver dem en fordybelse i den retning, deres liv er ved at tage. Han argumenterer for, at højskolen skal være det sted, hvor man bliver afklaret og ser ikke noget problem med, at eleverne specialiserer sig: "Det almene viser sig på den måde, vi går til stoffet på. Det alment menneskelige viser sig i vores anerkendelse af hinandens forskellighed."
Skal højskolen tilbyde HF-fag?
I starten af 2004 nedsatte undervisningsminister Ulla Tørnæs et højskoleudvalg, der skulle komme med forslag til, hvordan man fik vendt elevnedgangen inden årets udgang. Resultatet blev en anbefaling af kompetencegivende fag på højskolerne og nedsat brugerbetaling, så eleverne ikke længere skal betale for undervisning, men kun udgifter til kost og logi. Udvalget anbefaler at indføre HF-fag på højskolerne, hvilket har skabt ramaskrig i visse højskolekredse. I "Højskoler og HF-centre" i Jyllands-Posten fra 2004 (se kilder) forsikrer formanden for Folkehøjskolernes Forening, Louis Mogensen, at højskolen ikke bliver fremtidens HF-center. Han understreger, at højst en tredjedel af undervisning skal være kompetencegivende.
Hvad er reaktionen på anbefalingen af HF-fag?
Forstandere er dybt uenige i forslaget om indførelsen af HF-fag. I P1 november 2004 (se kilder) kunne man høre, hvordan forstander på Køng Idrætshøjskole, Peter Bendix Pedersen, priser det nye forslag. Men mange er imod ideen. Ifølge artiklen "Forny højskolen - men bevar traditionen" i Kristeligt Dagblad fra 2004 (se kilder) skal højskolerne fortsat være et fristed for ånd, dannelse og menneskelig udvikling uden præstationspres. Denne holdning bakkes op i det tidligere nævnte radioprogram "Kompetence-højskolen" fra 2004 (se kilder) af Jørgen Carlsen, Testrups forstander. Han mener, at jo mere højskolerne nærmer sig det etablerede system, des mere fjerner man sig fra det originale og unikke ved skoleformen. Han mener, at tilbuddet om HF-fag for at redde højskolerne svarer til at tro, at folk skriver flere breve, hvis man sætter flere postkasser op.
Højskolens fremtid
Hvad skal højskolens rolle være?
I de seneste årtier har der været stor debat omkring, hvordan højskolen skal tilpasse sig et moderne samfund. På den ene side bærer højskolerne med sig et 150 år gammelt idégrundlag og mange traditioner. På den anden side er højskolen også et kreativt frirum med plads til nye tanker. Som tidligere beskrevet i denne artikel havde idégrundlaget for 68-oprøret således allerede manifesteret sig ude på højskolerne i den pædagogiske tilgang og undervisningsform i årene op til ungdomsoprøret.
Den såkaldte "højskoledebat" i 00’erne om, hvorvidt højskolen skulle imødekomme det moderne konkurrencesamfund præget af fokus på kompetence, har haft det resultat, at nogle højskoler i dag tilbyder deres elever et forløb kombineret med HF-fag på det lokale VUC-center. Omvendt lægger en stor del af højskolebevægelsen i dag også vægt på at bevare højskolen som et sted, hvor unge mennesker netop kan få et pusterum fra kravet om hurtig uddannelse.
I dag handler debatten om højskolerne i høj grad om, hvordan man skal forstå dannelse i en moderne verden. I artiklen "Dannelse i en verden, der brænder" (se kilder) spores en ny form for dannelsesideal – dannelse gennem handling – som drejer sig om socialt engagement og politisk aktivisme, frem for kulturel dannelse og individuel selvudvikling. Artiklen beskriver således, hvordan både Krogerup Højskole og Rødding Højskole har haft kurser, der handlede om global og demokratisk deltagelse, særligt med henblik på de mange globale udfordringer i det nye århundrede.
Andre højskoler forholder sig dog tøvende over for tendensen. Forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen bemærker i artiklen "Dannelse i en verden, der brænder" (se kilder), at det stadig er altafgørende, at man på højskolen hjælpes til at definere sig selv og det, man brænder for, inden man skrider til handling: "Hvis man ikke selv brænder for noget, kan verden brænde ned for øjnene af en, uden at man kan gøre noget ved det."
Hvad er fremtiden for højskolen?
Mens folkehøjskolernes popularitet op igennem 1800-tallet blev båret frem af en stærk nationalistisk ånd efter nederlaget i 1864, er der i dag på mange højskoler en tendens til at orientere sig ud mod resten af verden. I dag underviser en del danske højskoler således i globale problemstillinger som f.eks. klimaudfordringer og menneskerettigheder, ligesom nogle højskoler også har internationale elever boende. Vallekilde Højskole ryddede i foråret 2016 f.eks. skemaet i en uge til fordel for en temauge om den globale flygtningekrise og fik blandt andet besøg af mindreårige asylansøgere fra et nærliggende asylcenter, og Rødding Højskole udbyder kurser som Politik & USA og Journalistik & Mellemøsten. Brenderup Højskole præsenterer sig på deres hjemmeside som en højskole, hvor man har trukket verden ind i huset. Her kan man følge engelsksproget undervisning om internationale konflikter, klimaforandringer og menneskerettigheder.
Udover det globale udsyn er bæredygtighed og klima et varmt emne på en række højskoler. Ligesom højskolerne på Grundtvigs tid var en drivkraft for omstillingen fra et enevældigt til et demokratisk samfund, ønsker en kreds af højskoler i dag at medvirke i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund. Det fremgår af artiklen "Højskoler vil igen være drivkraft for samfundets omstilling" i Information (se kilder), som handler om, at en række højskoler er begyndt enten at tilbyde kurser om bæredygtighed eller gå foran som et godt eksempel på økologisk og bæredygtig levevis. I artiklen fortæller Rane Baadsgaard Lange, højskolelærer ved Vestjyllands Højskole i faget Økologisk iværksætteri, at de unge i stigende grad efterspørger viden om og et fællesskab omkring bæredygtighed (se kilder): "De ved godt, at der er en udfordring her, og det er et emne, der lyttes til og tales om, når vi har fællesarrangementer for hele skolen. Men det er samtidig noget, de ikke i skolen eller gymnasiet har fået et overblik over, og det kan få dem til at føle sig magtesløse og alene."
Citerede kilder
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
- Kopier link
Og solen står med bonden op - De nordiske folkehøjskolers idéhistorie
Bog
Askov Højskoles Forlag, 1989
- Kopier link
- Kopier link