Det danske fodboldlandshold jubler efter scoring.
Jubel efter Kim Vilfort har scoret til slutresultatet 2-0 til Danmark over Tyskland i EM-finalen i 1992.
Lars Poulsen/Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix

1990’erne

journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, Bureauet, marts 2021
Top image group
Det danske fodboldlandshold jubler efter scoring.
Jubel efter Kim Vilfort har scoret til slutresultatet 2-0 til Danmark over Tyskland i EM-finalen i 1992.
Lars Poulsen/Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix

Indledning

1990’erne bliver ofte beskrevet som en parentes i historien, hvor der ikke skete noget særligt. Årtiet, hvor truslen fra atombomben var afblæst, og truslen om terror endnu ikke dominerede dagsordenen. 90’erne er også kendt som det sjove og ubekymrede årti, hvor den danske popgruppe Aqua opnåede international succes med hittet Barbie Girl, det danske fodboldherrelandshold vandt EM-guld, det danske kvindehåndboldlandshold vandt OL-guld og cykelrytteren Bjarne Riis vandt Tour de France – og blæste liv i den nationale stolthed. Efter ’fattigfirserne’ blev 90’erne på mange måder optimismens årti med den endelige afslutning af Den Kolde Krig og en teknologisk udvikling, der gav mulighed for at klone fåret Dolly, spille Snake på Nokias mobiltelefoner og udforske verden online på det hastigt voksende World Wide Web.

Men der var også omfattende arbejdsløshed, som især ramte de unge. Perioden var også præget af nogle meget brutale borgerkrige i Rwanda og på Balkan, der resulterede i folkedrab og tusindvis af mennesker på flugt. Golfkrigen i 1991, hvor USA med en større angrebsalliance bekæmpede Iraks styre, indledte en ny højteknologisk krigsførelse med fjernstyrede missiler og live-transmissioner af nyheder 24 timer i døgnet fra den amerikanske tv-kanal CNN.

 

En kvart million danskere gik på gaden i København for at give det danske herrelandshold en heltemodtagelse, da de kom hjem efter EM-sejren i fodbold i 1992. DR Nyheder, 1992-27-06.

Artikel type
faktalink

Politiske og økonomiske strømninger og begivenheder

Print-venlig version af hele artiklen

Hvordan var den samfundsøkonomiske situation?

Efter et årti præget af økonomisk underskud på betalingsbalancen, høj arbejdsløshed, lavvækst, historisk rekord i tvangsauktioner, høje renter og dyre boliglån blev 1990’erne et økonomisk set optimistisk årti. Den socialdemokratiske regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen indførte en såkaldt ekspansiv finanspolitik, der skulle kickstarte dansk økonomi. Regeringen besluttede at gøre det markant billigere at låne penge til huskøb og forbedre mulighederne for at låne penge i boligen. Det gjorde, at danskerne fik flere penge til forbrug og satte mærkbart skub i økonomien. Faktisk gik det så godt med at bruge penge, at finanspolitikken efter et par år igen blev strammet med den såkaldte pinsepakke, som blev vedtaget i 1998 for at bremse forbruget, så økonomien ikke blev det, man kalder overophedet, hvilket betyder, at forbruget bliver kunstigt højt, fordi folk bruger flere penge, end de egentlig har. Årtiet var også præget af en kraftig stigning i aktiemarkedet – særligt for virksomheder, der leverede IT og bioteknologi.

Hvilke internationale dagsordener prægede dansk politik og økonomi?

Den økonomiske optimisme var så stor, at danskerne ved en folkeafstemning i 2000 stemte nej til at deltage i den europæiske møntunion. Danskerne sagde nej tak til euroen og insisterede på at beholde kronen, selvom et stort folketingsflertal ønskede, at Danmark sagde ja euroen. Det kan man læse i artiklen ”Danmarks økonomi” i opslagsværket Denstoresanske.lex.dk (se kilder).

1990’erne var ellers præget af udsyn og globalisering, også økonomisk. I 1995 blev Danmark medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, der har til formål at ”forbedre velfærden for befolkningerne i medlemslandene” ved at bryde barriererne for samhandel. Grundtanken med organisationen er, at friere verdenshandel vil øge den globale konkurrence og dermed gøre alle varer billigere og øge væksten globalt. Målet med WTO er samtidig at forhindre handelskrig og dermed gøre verden mere fredelig og stabil, fremgår det af artiklen ”WTO for begyndere” på Information.dk (se kilder).

Hvordan var årtiets regeringer sammensat?

Fra 1990 til1993 stod den konservative statsminister Poul Schlüter i sin fjerde valgperiode som statsminister i spidsen for en mindretalsregering bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det var en svag regering, der primært kunne regere, fordi Socialdemokratiets formand Svend Auken ikke kunne få midterpartierne til at pege på ham som statsminister. Presset af den såkaldte Tamil-sag (en sag om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføring af tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka) gjorde, at Poul Schlüter den 15. januar 1993 måtte forlade statsministerposten uden at udskrive valg. Herefter overtog en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti magten med Poul Nyrup Rasmussen (S) som statsminister. Poul Nyrup Rasmussen kom som sin forgænger til at sidde som statsminister næsten et helt årti, fra 1993 til 2001. Det lykkedes Nyrup-regeringen at reducere arbejdsløsheden og forbedre dansk økonomi markant, og desuden vedtog Nyrup-regeringen en stor stigning i udviklingsbistanden.

To nye partier kom i stigende grad til at spille en rolle op igennem 1990’erne. I 1989 var Enhedslisten (Ø) blevet stiftet som en sammenslutning af venstrefløjspartierne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Venstresocialisterne (VS), der havde svært ved at finde politisk fodfæste efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning. Enhedslistens forskellige holdninger var samlet i dels et kapitalismeopgør, dels et ønske om en aktiv dansk miljøpolitik. Desuden kæmpede partiet for blandt mere ligestilling, nej til fremmedhad samt modstand mod EF.

I 1995 opstod Dansk Folkeparti som et udbryderparti fra Fremskridtspartiet med mærkesager som indvandrerskepsis, mere lov og orden og EU-modstand. I front for det det nye parti stod Pia Kjærsgaard, der kom til at spille en markant rolle i dansk politik i årtierne efter.

 

Tv-indslag med nyheden i oktober 1995 om, at Fremskridtspartiet er blevet sprængt og det nye parti Dansk Folkeparti har set dagens lys. DR Nyheder, 1995-06-10.

 

Hvad karakteriserede integrationsdebatten?

Indvandringsspørgsmålet blev gennem 1990’erne et stadigt større politisk tema, som det lykkedes Dansk Folkeparti at markere sig så tydelige på, at de ved udgangen af 1990’erne var blevet landets tredjestørste parti, kan man læse under overskriften ”Valgtema: Nyrup-tiden 1993-2001” på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Debatten om indvandring og integration ændrede sig markant i løbet af årtiet. Da omkring 20.000 flygtninge fra Bosnien kom til Danmark under borgerkrigene i Eksjugoslavien (se senere), indførte man for første gang en særlov, som betød, at bosnierne fik ophold, men ikke fik behandlet deres asylsager i flere år, fordi man håbede, at deres ophold kunne blive midlertidigt, og at de kunne flytte tilbage til Bosnien direkte fra de særlige flygtningecentre, man oprettede. Selv om de fleste bosniere endte med at få asyl, havde diskussionen om flygtninges midlertidige ophold i Danmark bidt sig fast, og man begyndte at tale om det som et mål, at flygtninge skulle repatriere – det vil sige vende tilbage til deres oprindelsesland.

Dansk Folkeparti havde i sin indvandrekritiske politik især fokus på forskellene mellem islam og kristendom og argumenterede blandt andet for muslimers brug af tørklæde som eksempel på, at islam er en kvindeundertrykkende religion. I slutningen af 1990’erne var integrationsdebatten generelt præget af strengere krav til indvandrere i Danmark, og i 1998 blev Danmarks første integrationslov vedtaget. Loven blev skelsættende for udlændingepolitikken og velfærdsstatens historie, blandt andet fordi den indførte en lang række krav og pligter, som udlændinge skulle opfylde for at få ophold og økonomisk hjælp i Danmark, kan man læse under overskriften ”Danmarks første integrationslov 1998” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

 

Videoklip: Under åbningsdebatten i 1999 kommer Poul Nyrup Rasmussen (S) med den ofte citerede kommentar til Folketingets yngste parti, Dansk Folkeparti.

 

Hvordan var forholdet til EU?

Der var en vis bekymring i befolkningen ved tanken om at gå fuldt ud ind i det europæiske fællesskab EU. Denne resulterede blandt andet i et nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen i 1992. Traktaten udvidede det europæiske samarbejde med en økonomisk union med den fælles møntfod euroen, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde på social- og retsområdet og en styrkelse af miljøbestemmelserne. Danskernes nej til Maastrichttraktaten var et chok for politikere over hele Europa. Den folkelige modstand mod traktaten førte til, at der året efter den 18. maj 1993 blev gennemført en ny afstemning om en modereret udgave af traktaten – den såkaldte Edinburgh-aftale – hvor et flertal af danskerne stemte ja med de fire forbehold, der nu var skrevet ind.

Det nye valgresultat udløste et voldsomt sammenstød på Nørrebro i København mellem politiet og primært unge fra det autonome miljø. Op igennem 1980’erne havde der været utallige voldelige konfrontationer mellem politi og BZ-bevægelsen eller de autonome, som de senere kom til at hedde. I kampene natten mellem den 18. maj og 19. maj blev der kastet store mængder af blandt andet brosten mod politiet, der forsøgte at rykke ind i området. På et tidspunkt hvor situationen spidsede til affyrede en gruppe betjente varselsskud op i luften for at stoppe nogle af demonstranterne. Kort efter affyrede de en ny række af pistolskud, men denne gang mod mængden af demonstranter. Omkring 200 meter væk skød andre betjente ti minutter senere også på nogle demonstranter. I alt 113 skud blev affyret under kampene. Ingen døde, men 20 betjente var blevet såret af brosten, og ni demonstranter måtte under behandling for skudsår. Det var første gang siden 2. Verdenskrig, at dansk politi havde skudt direkte ind i en folkemængde.

 

Tv-indslag om det voldelige sammenstød mellem politi og bz’ere på Nørrebro den 18. maj 1993. DR Nyheder, 1993-19-05.

 

Hvilken rolle spillede Sovjetunionens sammenbrud?

Når man taler om Den Kolde Krig, handler det om de konflikter og magtkampe, som opstod mellem Sovjetunionen og USA i perioden mellem 1945 og 1991 i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig. Konflikten bliver kaldt kold, fordi det aldrig udviklede sig til en direkte militær kamp mellem de to supermagter. Efterkrigstiden og helt frem til Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud var præget af usikkerhed og frygt for, at konflikten mellem USA og Sovjetunionen ville udvikle sig til reel krig. Danmark lå geografisk lige imellem de to magter i en udsat position. Derfor oprustede man i perioden det danske forsvar, forsvarsbudgetterne voksede, værnepligten blev udvidet, man oprettede Hjemmeværnet og lavede offentlige oplysningskampagner og øvelser, der skulle forberede befolkningen på en mulig krig. Begge supermagter udviklede kernevåben, og selvom der aldrig blev krig, levede mange danskere i frygt for, at den ville komme. Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs afslutning i 1991 skabte derfor en enorm lettelse og tro på fremtiden i befolkningen, kan læse man under overskriften ”Den Kolde Krig” på Nationalmuseets hjemmeside (se kilder).

 

Videoklip: I august 1991 står Sovjetunionen og vakler mellem demokratiske reformer med nøgleordene ’glasnost’ og ’perestrojka’ overfor en hård kerne af kommunister, der ønsker et militærkup for at bevare magten. Boris Jeltsin stiller sig op på en tank foran parlamentet i Moskva og holder en tale, der stopper kuppet.

 

Hvilke krige i verden prægede især årtiet?

  • I Rwanda mistede flere tusinder mennesker livet i en blodig borgerkrig i årene 90-94 mellem de to befolkningsgrupper hutuer og tutsier – en krig, der udviklede sig til en voldsom humanitære katastrofe og et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab siden Holocaust. I løbet af bare tre måneder mistede omkring 800.000 rwandanesere livet, kan man læse på folkedrab.dk (se kilder).
  • I sommeren 1990 besatte Irak nabolandet Kuwait i et forsøg på at opnå kontrol med olieudvindingen i området. Besættelsen mødte stor international kritik og vinteren 91 indledte en alliance mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Saudi-Arabien et omfattende luftangreb på Irak. En måned efter rykkede den internationale styrk ind i Kuwait og kort efter måtte Irak kapitulere. Danskerne kunne følge med i krigshandlingerne på tv, hvor der blev vist billeder af de nye højteknologiske missiler, der kunne fjernstyres og ramme fjendes mål. Der var meget få tab hos angrebsalliancen mens, irakerne havde omfattende dødstal. Det præcise antal døde irakere er meget svært at afgøre, men det skønnes at omkring 100.000 irakiske soldater døde under krigshandlingerne og omkring 200.000 civile.
  • I perioden 1991-1999 rullede en række af borgerkrige hen over det daværende Jugoslavien. De interne modsætninger i det etnisk sammensatte Balkanområde fik serbere, kroatere og bosniere til at bekrige hinanden, mens byer blev lagt i ruiner og minoriteter blev drevet på flugt. Der fandt også omfattende etniske udrensninger sted, som gav påmindelser om Europas nære fortid under 2. Verdenskrig. For europæerne var det første gang siden verdenskrigen, at der havde været krig så tæt på, og mange flygtninge, især bosniere, blev spredt ud til nabolandene og til Danmark. Folkedrabet under borgerkrigen i Eksjugoslavien var medvirkende til oprettelsen af den internationale domstol for krigsforbrydelser i Haag, der trådte i kraft i 2002.

Sociale dagsordener og nye familieformer

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad kendetegnede 1990’ernes børneliv?

1990’ernes pædagogik var præget af et fokus på, at børn skulle lære en masse. Børn skulle ikke bare lege – de skulle lege sig til læring, hed det i den såkaldte førskolepædagogik, der skulle forberede børnene på at starte i skole, allerede mens de gik i børnehave. Politikerne indførte en pasningsgaranti, som gav forældre sikkerhed for, at deres børn kunne blive passet, så de til gengæld kunne passe deres arbejde. 90’ernes børneliv var præget af travlhed, og hjemmet var ikke i samme grad som tidligere omdrejningspunkt for børns liv. Det blev almindeligt, at børn tilbragte hverdagseftermiddagene i SFO’en eller med andre egne fritidsaktiviteter som ridning, håndbold, fodbold eller andet. Computere var slået igennem og rykket ind i de fleste danske hjem, og fagene PC og blindskrift kom på skoleskemaet. Allerede fra de mindste klasser lærte børn at bruge computeren, som de også spillede på hjemme. Det travle liv i de små hjem kaldte på hurtige løsninger i hverdagen. Der blev brugt mindre tid i køkkenet end førhen, og fastfood blev et udbredt fænomen i danske hjem, kan man læse under overskriften ”Historisk tema; 90’erne” på BUPL’s hjemmeside (se kilder).

Hvilke tendenser prægede ungdomskulturen?

De unge, der var født fra 1967 til 1977, kaldes Genration X eller nå-generationen.

Den høje ungdomsledig blandt unge fortsatte fra 1980’erne ind i 1990’erne. Frem til midten af årtiet var ledighedstallet for unge 20-29-årige på hele 25-30 procent. Siden faldt de officielle tal for ungdomsarbejdsløsheden, men mange unge ledige optrådte nu ikke længere i statistikkerne, da de var registreret som bistandsmodtagere, uddannelsessøgende eller ansatte i de mange beskæftigelsesprojekter. Den omfattende ungdomsarbejdsløshed betød også, at mange unge fik lov til at bruge tiden på kulturelle projekter og blive ved med at studere på universitet i årevis. Der var jo ikke et arbejde at tilbyde dem. På den måde blev nogle unge sat i en slags venteposition, men mange voksede også op i en tid med langt flere økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale muligheder end tidligere generationer. I artiklen ”Unge i 6 generationer: Politikerne taler forbi os” på Dr.dk (se kilder) bliver det beskrevet, hvordan 90’ernes unge havde svært ved at finde deres eget ståsted. Denne splittelse blev også brugt til at forklare de unges svækkede interesse for politik. Det var karakteristisk for 90’erne, at det oprør, der de sidste årtier var kommet fra de unge, udeblev. Individualiteten indhentede ligesom kollektivet, som Liv Thomsen, der står bag kulturkrøniken ”Digtere, divaer & dogmebrødre” om 90’er-kulturen, forklarer det i artiklen ”90’erne, en historisk parentes” på Information.dk (se kilder):

”90’ernes unge plukkede lidt her og der fra det store kulturelle tag-selv-bord, blandede fin- og massekultur og dyrkede i det hele taget den såkaldte individualitet frem for det kollektive”.

I samme artikel bliver 90’ernes unge beskrevet som dem, der slog janteloven ihjel og insisterede på, at individet kunne være lokomotiv for fællesskabet og godt måtte stikke lidt ud.

Hvordan kom miljø og klima på dagsordenen?

I 90’erne kom der international opmærksomhed omkring klimaet, efter at den såkaldte Brundtland-rapport i 1987 konkluderede, at en fremtid baseret på fossile brændstoffer ville føre til alvorlige klimaproblemer. Den første rapport fra FN’s nye klimapanel i 1990 slog lige så tydeligt fast, at den igangværende udvikling ville medføre en global opvarmning på 0,3 grader celsius hvert tiende år og betyde vandstandsstigninger på mindst 0,7 meter ved udgangen af det 21. århundrede, som man kan læse i artiklen ”Klimaet på den politiske dagsorden: Fra rettidig omhu til sløseri og latterliggørelse” på Information.dk (se kilder).

I begyndelsen af 90’erne begyndte FN at samle verdens lande om at lave aftaler, der skulle dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer. Den første bindende klimaaftale var Kyoto-protokollen, som blev underskrevet i 1997, og som forpligtede landene til at reducere deres udledning af drivhusgasser. Miljø- og klimaspørgsmål blev også i Danmark et tydeligere politisk tema i 1990’erne, blandt andet i kraft af den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken, der kraftigt profilerede området. Men for hovedparten af de politiske partier og hos den største del af befolkningen var det stadig ikke et spørgsmål, der blev brugt meget tid på.