Hvordan var den samfundsøkonomiske situation?
Efter et årti præget af økonomisk underskud på betalingsbalancen, høj arbejdsløshed, lavvækst, historisk rekord i tvangsauktioner, høje renter og dyre boliglån blev 1990’erne et økonomisk set optimistisk årti. Den socialdemokratiske regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen indførte en såkaldt ekspansiv finanspolitik, der skulle kickstarte dansk økonomi. Regeringen besluttede at gøre det markant billigere at låne penge til huskøb og forbedre mulighederne for at låne penge i boligen. Det gjorde, at danskerne fik flere penge til forbrug og satte mærkbart skub i økonomien. Faktisk gik det så godt med at bruge penge, at finanspolitikken efter et par år igen blev strammet med den såkaldte pinsepakke, som blev vedtaget i 1998 for at bremse forbruget, så økonomien ikke blev det, man kalder overophedet, hvilket betyder, at forbruget bliver kunstigt højt, fordi folk bruger flere penge, end de egentlig har. Årtiet var også præget af en kraftig stigning i aktiemarkedet – særligt for virksomheder, der leverede IT og bioteknologi.
Hvilke internationale dagsordener prægede dansk politik og økonomi?
Den økonomiske optimisme var så stor, at danskerne ved en folkeafstemning i 2000 stemte nej til at deltage i den europæiske møntunion. Danskerne sagde nej tak til euroen og insisterede på at beholde kronen, selvom et stort folketingsflertal ønskede, at Danmark sagde ja euroen. Det kan man læse i artiklen ”Danmarks økonomi” i opslagsværket Denstoresanske.lex.dk (se kilder).
1990’erne var ellers præget af udsyn og globalisering, også økonomisk. I 1995 blev Danmark medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, der har til formål at ”forbedre velfærden for befolkningerne i medlemslandene” ved at bryde barriererne for samhandel. Grundtanken med organisationen er, at friere verdenshandel vil øge den globale konkurrence og dermed gøre alle varer billigere og øge væksten globalt. Målet med WTO er samtidig at forhindre handelskrig og dermed gøre verden mere fredelig og stabil, fremgår det af artiklen ”WTO for begyndere” på Information.dk (se kilder).
Hvordan var årtiets regeringer sammensat?
Fra 1990 til1993 stod den konservative statsminister Poul Schlüter i sin fjerde valgperiode som statsminister i spidsen for en mindretalsregering bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre. Det var en svag regering, der primært kunne regere, fordi Socialdemokratiets formand Svend Auken ikke kunne få midterpartierne til at pege på ham som statsminister. Presset af den såkaldte Tamil-sag (en sag om ulovlig behandling af ansøgninger om familiesammenføring af tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka) gjorde, at Poul Schlüter den 15. januar 1993 måtte forlade statsministerposten uden at udskrive valg. Herefter overtog en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti magten med Poul Nyrup Rasmussen (S) som statsminister. Poul Nyrup Rasmussen kom som sin forgænger til at sidde som statsminister næsten et helt årti, fra 1993 til 2001. Det lykkedes Nyrup-regeringen at reducere arbejdsløsheden og forbedre dansk økonomi markant, og desuden vedtog Nyrup-regeringen en stor stigning i udviklingsbistanden.
To nye partier kom i stigende grad til at spille en rolle op igennem 1990’erne. I 1989 var Enhedslisten (Ø) blevet stiftet som en sammenslutning af venstrefløjspartierne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Venstresocialisterne (VS), der havde svært ved at finde politisk fodfæste efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning. Enhedslistens forskellige holdninger var samlet i dels et kapitalismeopgør, dels et ønske om en aktiv dansk miljøpolitik. Desuden kæmpede partiet for blandt mere ligestilling, nej til fremmedhad samt modstand mod EF.
I 1995 opstod Dansk Folkeparti som et udbryderparti fra Fremskridtspartiet med mærkesager som indvandrerskepsis, mere lov og orden og EU-modstand. I front for det det nye parti stod Pia Kjærsgaard, der kom til at spille en markant rolle i dansk politik i årtierne efter.
Tv-indslag med nyheden i oktober 1995 om, at Fremskridtspartiet er blevet sprængt og det nye parti Dansk Folkeparti har set dagens lys. DR Nyheder, 1995-06-10.
Hvad karakteriserede integrationsdebatten?
Indvandringsspørgsmålet blev gennem 1990’erne et stadigt større politisk tema, som det lykkedes Dansk Folkeparti at markere sig så tydelige på, at de ved udgangen af 1990’erne var blevet landets tredjestørste parti, kan man læse under overskriften ”Valgtema: Nyrup-tiden 1993-2001” på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Debatten om indvandring og integration ændrede sig markant i løbet af årtiet. Da omkring 20.000 flygtninge fra Bosnien kom til Danmark under borgerkrigene i Eksjugoslavien (se senere), indførte man for første gang en særlov, som betød, at bosnierne fik ophold, men ikke fik behandlet deres asylsager i flere år, fordi man håbede, at deres ophold kunne blive midlertidigt, og at de kunne flytte tilbage til Bosnien direkte fra de særlige flygtningecentre, man oprettede. Selv om de fleste bosniere endte med at få asyl, havde diskussionen om flygtninges midlertidige ophold i Danmark bidt sig fast, og man begyndte at tale om det som et mål, at flygtninge skulle repatriere – det vil sige vende tilbage til deres oprindelsesland.
Dansk Folkeparti havde i sin indvandrekritiske politik især fokus på forskellene mellem islam og kristendom og argumenterede blandt andet for muslimers brug af tørklæde som eksempel på, at islam er en kvindeundertrykkende religion. I slutningen af 1990’erne var integrationsdebatten generelt præget af strengere krav til indvandrere i Danmark, og i 1998 blev Danmarks første integrationslov vedtaget. Loven blev skelsættende for udlændingepolitikken og velfærdsstatens historie, blandt andet fordi den indførte en lang række krav og pligter, som udlændinge skulle opfylde for at få ophold og økonomisk hjælp i Danmark, kan man læse under overskriften ”Danmarks første integrationslov 1998” på Danmarkshistorien.dk (se kilder).
Videoklip: Under åbningsdebatten i 1999 kommer Poul Nyrup Rasmussen (S) med den ofte citerede kommentar til Folketingets yngste parti, Dansk Folkeparti.
Hvordan var forholdet til EU?
Der var en vis bekymring i befolkningen ved tanken om at gå fuldt ud ind i det europæiske fællesskab EU. Denne resulterede blandt andet i et nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen i 1992. Traktaten udvidede det europæiske samarbejde med en økonomisk union med den fælles møntfod euroen, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde på social- og retsområdet og en styrkelse af miljøbestemmelserne. Danskernes nej til Maastrichttraktaten var et chok for politikere over hele Europa. Den folkelige modstand mod traktaten førte til, at der året efter den 18. maj 1993 blev gennemført en ny afstemning om en modereret udgave af traktaten – den såkaldte Edinburgh-aftale – hvor et flertal af danskerne stemte ja med de fire forbehold, der nu var skrevet ind.
Det nye valgresultat udløste et voldsomt sammenstød på Nørrebro i København mellem politiet og primært unge fra det autonome miljø. Op igennem 1980’erne havde der været utallige voldelige konfrontationer mellem politi og BZ-bevægelsen eller de autonome, som de senere kom til at hedde. I kampene natten mellem den 18. maj og 19. maj blev der kastet store mængder af blandt andet brosten mod politiet, der forsøgte at rykke ind i området. På et tidspunkt hvor situationen spidsede til affyrede en gruppe betjente varselsskud op i luften for at stoppe nogle af demonstranterne. Kort efter affyrede de en ny række af pistolskud, men denne gang mod mængden af demonstranter. Omkring 200 meter væk skød andre betjente ti minutter senere også på nogle demonstranter. I alt 113 skud blev affyret under kampene. Ingen døde, men 20 betjente var blevet såret af brosten, og ni demonstranter måtte under behandling for skudsår. Det var første gang siden 2. Verdenskrig, at dansk politi havde skudt direkte ind i en folkemængde.
Tv-indslag om det voldelige sammenstød mellem politi og bz’ere på Nørrebro den 18. maj 1993. DR Nyheder, 1993-19-05.
Hvilken rolle spillede Sovjetunionens sammenbrud?
Når man taler om Den Kolde Krig, handler det om de konflikter og magtkampe, som opstod mellem Sovjetunionen og USA i perioden mellem 1945 og 1991 i kølvandet på afslutningen af 2. Verdenskrig. Konflikten bliver kaldt kold, fordi det aldrig udviklede sig til en direkte militær kamp mellem de to supermagter. Efterkrigstiden og helt frem til Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud var præget af usikkerhed og frygt for, at konflikten mellem USA og Sovjetunionen ville udvikle sig til reel krig. Danmark lå geografisk lige imellem de to magter i en udsat position. Derfor oprustede man i perioden det danske forsvar, forsvarsbudgetterne voksede, værnepligten blev udvidet, man oprettede Hjemmeværnet og lavede offentlige oplysningskampagner og øvelser, der skulle forberede befolkningen på en mulig krig. Begge supermagter udviklede kernevåben, og selvom der aldrig blev krig, levede mange danskere i frygt for, at den ville komme. Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs afslutning i 1991 skabte derfor en enorm lettelse og tro på fremtiden i befolkningen, kan læse man under overskriften ”Den Kolde Krig” på Nationalmuseets hjemmeside (se kilder).
Videoklip: I august 1991 står Sovjetunionen og vakler mellem demokratiske reformer med nøgleordene ’glasnost’ og ’perestrojka’ overfor en hård kerne af kommunister, der ønsker et militærkup for at bevare magten. Boris Jeltsin stiller sig op på en tank foran parlamentet i Moskva og holder en tale, der stopper kuppet.
Hvilke krige i verden prægede især årtiet?
- I Rwanda mistede flere tusinder mennesker livet i en blodig borgerkrig i årene 90-94 mellem de to befolkningsgrupper hutuer og tutsier – en krig, der udviklede sig til en voldsom humanitære katastrofe og et af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab siden Holocaust. I løbet af bare tre måneder mistede omkring 800.000 rwandanesere livet, kan man læse på folkedrab.dk (se kilder).
- I sommeren 1990 besatte Irak nabolandet Kuwait i et forsøg på at opnå kontrol med olieudvindingen i området. Besættelsen mødte stor international kritik og vinteren 91 indledte en alliance mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Saudi-Arabien et omfattende luftangreb på Irak. En måned efter rykkede den internationale styrk ind i Kuwait og kort efter måtte Irak kapitulere. Danskerne kunne følge med i krigshandlingerne på tv, hvor der blev vist billeder af de nye højteknologiske missiler, der kunne fjernstyres og ramme fjendes mål. Der var meget få tab hos angrebsalliancen mens, irakerne havde omfattende dødstal. Det præcise antal døde irakere er meget svært at afgøre, men det skønnes at omkring 100.000 irakiske soldater døde under krigshandlingerne og omkring 200.000 civile.
- I perioden 1991-1999 rullede en række af borgerkrige hen over det daværende Jugoslavien. De interne modsætninger i det etnisk sammensatte Balkanområde fik serbere, kroatere og bosniere til at bekrige hinanden, mens byer blev lagt i ruiner og minoriteter blev drevet på flugt. Der fandt også omfattende etniske udrensninger sted, som gav påmindelser om Europas nære fortid under 2. Verdenskrig. For europæerne var det første gang siden verdenskrigen, at der havde været krig så tæt på, og mange flygtninge, især bosniere, blev spredt ud til nabolandene og til Danmark. Folkedrabet under borgerkrigen i Eksjugoslavien var medvirkende til oprettelsen af den internationale domstol for krigsforbrydelser i Haag, der trådte i kraft i 2002.
