Hvad kendetegnede 1990’ernes børneliv?
1990’ernes pædagogik var præget af et fokus på, at børn skulle lære en masse. Børn skulle ikke bare lege – de skulle lege sig til læring, hed det i den såkaldte førskolepædagogik, der skulle forberede børnene på at starte i skole, allerede mens de gik i børnehave. Politikerne indførte en pasningsgaranti, som gav forældre sikkerhed for, at deres børn kunne blive passet, så de til gengæld kunne passe deres arbejde. 90’ernes børneliv var præget af travlhed, og hjemmet var ikke i samme grad som tidligere omdrejningspunkt for børns liv. Det blev almindeligt, at børn tilbragte hverdagseftermiddagene i SFO’en eller med andre egne fritidsaktiviteter som ridning, håndbold, fodbold eller andet. Computere var slået igennem og rykket ind i de fleste danske hjem, og fagene PC og blindskrift kom på skoleskemaet. Allerede fra de mindste klasser lærte børn at bruge computeren, som de også spillede på hjemme. Det travle liv i de små hjem kaldte på hurtige løsninger i hverdagen. Der blev brugt mindre tid i køkkenet end førhen, og fastfood blev et udbredt fænomen i danske hjem, kan man læse under overskriften ”Historisk tema; 90’erne” på BUPL’s hjemmeside (se kilder).
Hvilke tendenser prægede ungdomskulturen?
De unge, der var født fra 1967 til 1977, kaldes Genration X eller nå-generationen.
Den høje ungdomsledig blandt unge fortsatte fra 1980’erne ind i 1990’erne. Frem til midten af årtiet var ledighedstallet for unge 20-29-årige på hele 25-30 procent. Siden faldt de officielle tal for ungdomsarbejdsløsheden, men mange unge ledige optrådte nu ikke længere i statistikkerne, da de var registreret som bistandsmodtagere, uddannelsessøgende eller ansatte i de mange beskæftigelsesprojekter. Den omfattende ungdomsarbejdsløshed betød også, at mange unge fik lov til at bruge tiden på kulturelle projekter og blive ved med at studere på universitet i årevis. Der var jo ikke et arbejde at tilbyde dem. På den måde blev nogle unge sat i en slags venteposition, men mange voksede også op i en tid med langt flere økonomiske, uddannelsesmæssige og sociale muligheder end tidligere generationer. I artiklen ”Unge i 6 generationer: Politikerne taler forbi os” på Dr.dk (se kilder) bliver det beskrevet, hvordan 90’ernes unge havde svært ved at finde deres eget ståsted. Denne splittelse blev også brugt til at forklare de unges svækkede interesse for politik. Det var karakteristisk for 90’erne, at det oprør, der de sidste årtier var kommet fra de unge, udeblev. Individualiteten indhentede ligesom kollektivet, som Liv Thomsen, der står bag kulturkrøniken ”Digtere, divaer & dogmebrødre” om 90’er-kulturen, forklarer det i artiklen ”90’erne, en historisk parentes” på Information.dk (se kilder):
”90’ernes unge plukkede lidt her og der fra det store kulturelle tag-selv-bord, blandede fin- og massekultur og dyrkede i det hele taget den såkaldte individualitet frem for det kollektive”.
I samme artikel bliver 90’ernes unge beskrevet som dem, der slog janteloven ihjel og insisterede på, at individet kunne være lokomotiv for fællesskabet og godt måtte stikke lidt ud.
Hvordan kom miljø og klima på dagsordenen?
I 90’erne kom der international opmærksomhed omkring klimaet, efter at den såkaldte Brundtland-rapport i 1987 konkluderede, at en fremtid baseret på fossile brændstoffer ville føre til alvorlige klimaproblemer. Den første rapport fra FN’s nye klimapanel i 1990 slog lige så tydeligt fast, at den igangværende udvikling ville medføre en global opvarmning på 0,3 grader celsius hvert tiende år og betyde vandstandsstigninger på mindst 0,7 meter ved udgangen af det 21. århundrede, som man kan læse i artiklen ”Klimaet på den politiske dagsorden: Fra rettidig omhu til sløseri og latterliggørelse” på Information.dk (se kilder).
I begyndelsen af 90’erne begyndte FN at samle verdens lande om at lave aftaler, der skulle dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer. Den første bindende klimaaftale var Kyoto-protokollen, som blev underskrevet i 1997, og som forpligtede landene til at reducere deres udledning af drivhusgasser. Miljø- og klimaspørgsmål blev også i Danmark et tydeligere politisk tema i 1990’erne, blandt andet i kraft af den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken, der kraftigt profilerede området. Men for hovedparten af de politiske partier og hos den største del af befolkningen var det stadig ikke et spørgsmål, der blev brugt meget tid på.